Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Sigmaringen (Tyskland) den 23. marts 2022 – A. A. mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-216/22)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgericht Sigmaringen
Parter i hovedsagen
Sagsøger: A. A.
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Præjudicielle spørgsmål
a. Er en national bestemmelse, hvorefter en fornyet ansøgning kun kan antages, hvis de faktiske eller retlige omstændigheder, der ligger til grund for den oprindelige afgørelse om afvisning, efterfølgende har ændret sig til fordel for ansøgeren, forenelig med artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2, i direktiv 2013/32/EU 1 ?
b. Er artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2, i direktiv 2013/32/EU til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en afgørelse fra Den Europæiske Unions Domstol (her vedrørende en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF) ikke udgør et »nyt element« eller en »ny oplysning«, når afgørelsen ikke fastslår, at en national bestemmelse er uforenelig med EU-retten, men er begrænset til fortolkningen af EU-retten? Hvilke betingelser skal i givet fald være opfyldt, for at en dom fra Den Europæiske Unions Domstol, hvori der kun foretages en fortolkning af EU-retten, skal tages i betragtning som et »nyt element« eller en »ny oplysning«?
Såfremt spørgsmål 1a og 1b besvares bekræftende, skal artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2, i direktiv 2013/32/EU da fortolkes således, at en dom fra Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter der er en stærk formodning for, at nægtelse af at gøre militærtjeneste under de forhold, der er præciseret i artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU 1 , knytter sig til en af de fem grunde, der er nævnt i dette direktivs artikel 10, skal tages i betragtning som et »nyt element« eller en »ny oplysning«?
a. Skal artikel 46, stk. 1, litra a), nr. ii), i direktiv 2013/32/EU fortolkes således, at et retsmiddel til prøvelse af den besluttende myndigheds afgørelse om afvisning som omhandlet i artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 5, i direktiv 2013/32/EU er begrænset til en prøvelse af, om den besluttende myndighed med føje har lagt til grund, at betingelserne for at afvise den fornyede ansøgning i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2 og 5, i direktiv 2013/32/EU, var opfyldt?
b. Såfremt spørgsmål 3a besvares benægtende, skal artikel 46, stk. 1, litra a), nr. ii), i direktiv 2013/32/EU da fortolkes således, at et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om afvisning også omfatter en prøvelse af, om betingelserne for tildeling af international beskyttelse som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 2011/95/EU er opfyldt, hvis retten efter sin egen prøvelse fastslår, at betingelserne for at afvise den fornyede ansøgning om asyl ikke er opfyldt?
c. Såfremt spørgsmål 3b besvares bekræftende, forudsætter en sådan afgørelse fra retten da, at ansøgeren forinden har nydt de særlige proceduremæssige garantier i henhold til artikel 40, stk. 3, tredje punktum, sammenholdt med bestemmelserne i kapitel II i direktiv 2013/32/EU? Kan retten selv gennemføre denne procedure, eller skal den delegere den til den besluttende myndighed – eventuelt efter udsættelse af sagen? Kan ansøgeren give afkald på opfyldelsen af disse proceduremæssige garantier?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337, s. 9).