Sag T-75/14

Union syndicale fédérale des services publics européens et internationaux (USFSPEI)

mod

Europa-Parlamentet
og
Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – afvisning – ansvar uden for kontraktforhold – ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene – forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 – uregelmæssigheder under proceduren for vedtagelse af retsakter – manglende høring af Vedtægtsudvalget og af fagforeningerne – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 16. november 2017

1.      Annullationssøgsmål – frister – ufravigelighed – begyndelsestidspunkt – tidspunkt for offentliggørelse af den pågældende retsakt – beregning

(Art. 263 TEUF; Rettens procesreglement, art. 101 og 102)

2.      Erstatningssøgsmål – selvstændigt i forhold til annullationssøgsmål – afvisning af annullationssøgsmål vedrørende en forordning – muligheden for at antage et søgsmål med påstand om erstatning for skade, der er forårsaget af vedtagelsen af samme forordning, påvirkes ikke

3.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – generel retsakt, der indebærer beslutninger vedrørende økonomisk politik – tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel, der tillægger borgerne rettigheder – krav om at EU-lovgiver åbenbart og groft har overskredet grænserne for sin vide skønsbeføjelse

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

5.      Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – øjeblikkelig anvendelse af den nye retsforskrift på endnu ikke indtrådte virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende – vedtagelse af forordning nr. 1023/2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1, og art. 52, og bilag IVa, art. 4, som ændret ved forordning nr. 1023/2013)

6.      Tjenestemænd – vedtægt – forordning om ændring af vedtægten – procedure for udarbejdelse – høring af Vedtægtsudvalget – ny høring i tilfælde af væsentlige ændringer af det oprindelige forslag – begrundelsespligtens rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 10, stk. 2)

7.      Tjenestemænd – vedtægt – forordning om ændring af vedtægten – procedure for udarbejdelse – anvendelse af samrådsproceduren – Parlamentets afslag på at deltage i den nævnte procedure – tilsidesættelse af retten til information og høring af arbejdstagerne – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43-54 og 57-59)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 65-68)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72 og 73)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 79-81)

5.      Ændringerne af vedtægtens artikel 45, stk. 1, og artikel 52 samt af artikel 4 i bilag IVa til vedtægten ved artikel 1, stk. 27, 32 og 64, i forordning nr. 1023/2013, tilsidesætter ikke det princip om de velerhvervede rettigheder for tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen, der ifølge sagsøgeren fulgte af ændringsaftalen af 2004, der blev indgået mellem Rådet og de faglige organisationer som led i vedtagelsen af forordning nr. 723/2004.

For det første vedrører denne aftale nemlig udelukkende ændringen af 2004, og virkningerne af en sådan aftale kan således ikke udvides til at gælde for alle EU-lovgivers senere ændringer af vedtægten, uden at denne lovgiver fratages muligheden for at udøve de beføjelser, som den er indrømmet i henhold til artikel 336 TEUF.

Eftersom det retlige forhold mellem tjenestemænd og forvaltningen er af vedtægtsmæssig karakter, kan lovgiver endvidere til enhver tid ændre tjenestemændenes rettigheder og forpligtelser.

For det andet gælder det nemlig principielt, at ændringslove til en lovbestemmelse, som forordninger om ændring af vedtægten, i mangel af modstående bestemmelse, finder anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, som er opstået, mens den tidligere lov var gældende. Der gælder kun noget andet for situationer, der er opstået og endeligt realiseret, mens den tidligere bestemmelse var gældende, som skaber velerhvervede rettigheder. En rettighed er således velerhvervet, når dens retsstiftende forhold er opstået før lovændringen. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis rettigheden er støttet på et retsstiftende forhold, der ikke faktisk er opstået, mens de retsforskrifter, der blev ændret, var gældende.

(jf. præmis 86-88 og 91)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 98-106)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 112-116)