Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 27. september 2002 af Koninklijke BAM NBM N.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-295/02)

    Processprog: nederlandsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. september 2002 anlagt sag af Koninklijke BAM NBM N.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Haag, Nederlandene, ved E.H. Pijnacker Hordijk og G.W.H Corstens.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens beslutning af 3. september 2003 i henhold til artikel 9, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 4064/89 i sagen COMP/M.2881-BAM NMB/HBG annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren anmeldte selskabets planlagte erhvervelse af Hollandsche Beton Groep N.V. til Kommissionen. Begge selskaber driver virksomhed inden for byggebranchen og på beslægtede markeder.

Ved den anfægtede beslutning henviste Kommissionen på opfordring fra den nederlandske økonomiminister sagen til den nederlandske konkurrencemyndighed for så vidt angår byggebranchen og det regionale asfaltmarked. Hvad angår sagsøgerens og Hollandsche Beton Groeps øvrige aktiviteter godkendte Kommissionen den planlagte fusion ved beslutning af samme dato i henhold til artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning nr. 4064/89 1.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først gjort gældende, at Kommissionen i sin beslutning om at henvise sagen har anlagt en åbenbart forkert bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Ifølge sagsøgeren tager Kommissionen fejl, når den antager, at sagsøgeren og Hollandsche Beton Groep tilsammen har en andel på mere end 25% af det relevante marked for større anlægsarbejder.

Sagsøgeren har videre anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 4064/89. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen foretaget en forkert bedømmelse af de følger, der er forbundet med fusionen inden for områderne for bolig- og erhvervsbyggeri på den ene side og for jord- og vandbygningsarbejder samt vejbyggeri på den anden side. Navnlig er sagsøgerens og Hollandsche Beton Groeps andel af store projekter inden for disse sektorer meget mindre, end Kommissionen antager. Sådanne projekter forestås af forskellige virksomheder, der samarbejder om et projekt. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen taget fejl, idet markedsandelene for de sammenslutninger af virksomheder, som sagsøgeren og Hollandsche Beton Groep er en del af, er blevet tilskrevet sagsøgeren og Hollandsche Beton Groep fuldt ud, uden at Kommissionen tog hensyn til de andre virksomheder i disse sammenslutninger.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 for så vidt angår markedet for asfaltproduktion. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen forsømt at angive de særlige regionale markeder, hvor der vil kunne indtræde negative følger for konkurrencen.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og begrundelsespligten. Kommissionen har baseret sine konklusioner om fusionens virkninger inden for områderne for bolig- og erhvervsbyggeri på den ene side og jord- og vandbygningsarbejder samt vejbyggeri på den anden side på resultaterne af en stikprøveundersøgelse. Sagsøgeren har anført, at der aldrig blev givet selskabet mulighed for at få indsigt i disse oplysninger, og at det ikke har kunnet reagere herpå.

Endelig har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår markedet for asfaltproduktion.

____________

1 - Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1). (Offentliggjort i sin fulde udstrækning i form af en berigtiget udgave i EFT 1990 L 257, s. 13.)