Sag T-296/02

Lidl Stiftung & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelse – risiko for forveksling – ansøgning om LINDENHOF som EF-varemærke – det ældre ord‑ og figurmærke LINDERHOF – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål for Fællesskabets retsinstanser – lovligheden af en afgørelse truffet af et appelkammer i en indsigelsessag – anfægtelse under henvisning til nye faktiske omstændigheder – afvisning

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 63 og art. 74, stk. 1)

2.      EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse, der er truffet af en afdeling ved Harmoniseringskontoret som første instans og indbragt for appelkammeret – hensyntagen til nye faktiske omstændigheder eller beviser – lovligt – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 2)

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærket LINDENHOF og ord- og figurmærket LINDERHOF

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Sager, der indbringes for Retten vedrørende afgørelser fra appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), har til formål at få efterprøvet lovligheden af disse afgørelser i medfør af artikel 63 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker. Faktiske omstændigheder, der gøres gældende for Retten uden tidligere at være blevet påberåbt for Harmoniseringskontorets instanser, kan kun påvirke lovligheden af en sådan afgørelse, hvis Harmoniseringskontoret skulle have taget hensyn til dem ex officio.

I den forbindelse følger det af den nævnte forordnings artikel 74, stk. 1, in fine, hvorefter Harmoniseringskontoret i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser sig til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter, og de af parterne fremsatte anmodninger, at kontoret ikke er forpligtet til ex officio at tage hensyn til faktiske omstændigheder, der ikke er blevet fremført af parterne. Sådanne faktiske omstændigheder kan følgelig ikke stille spørgsmålstegn ved lovligheden af en afgørelse fra appelkammeret.

(jf. præmis 31)

2.      I forbindelse med den genbehandling, der af appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) foretages af de afgørelser, der er truffet af de afdelinger ved Harmoniseringskontoret, som træffer afgørelse i første instans, kan appelkamrene – alene med forbehold for artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker – tage klagen til følge på grundlag af nye faktiske omstændigheder, der er fremført af den part, som har indgivet klagen, eller endda på grundlag af nye beviser, der er fremlagt af denne part.

(jf. præmis 33)

3.      Der er for en tysk gennemsnitsforbruger ikke risiko for forveksling mellem ordmærket LINDENHOF, der er søgt registreret som EF-varemærke for »mineralvand og kulsyreholdige vande og andre ikke-alkoholholdige drikke; frugtdrikke og frugtsaft« i klasse 32 i Nice-arrangementet, og det ord­ og figurmærke, der udover underordnede ordbestanddele og rent dekorative figurative bestanddele indeholder ordbestanddelen »linderhof«, som tidligere er registreret i Tyskland for »mousserende vine« i klasse 33 i nævnte arrangement.

Selv om det er rigtigt, at de omhandlede tegn i betragtning af, at der på det visuelle, fonetiske og begrebsmæssige plan er lighed mellem ordet »lindenhof« på den ene side og den dominerende ordbestanddel »linderhof« på den anden side, må anses for at ligne hinanden, er de omhandlede varers forskelle, der bl.a. følger af, at de ikke kan anses for at henhøre under samme drikkevaregruppe, større end ligheden mellem tegnene, således at den berørte forbruger ikke vil tro, at de omhandlede varer, der er forsynet med de omhandlede tegn, har den samme handelsmæssige oprindelse. Desuden kan det ældre varemærke ikke anses for at have et stærkt særpræg.

(jf. præmis 51, 64, 67, 68 og 71)