EU-PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

9. december 2008 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – psykisk chikane – bistandspligt, der påhviler administrationen – afvisning af ansøgning om bistand – omsorgspligt, der påhviler administrationen – bedømmelse – personalebedømmelse for 2003 – karriereudviklingsrapport«

I sag F-52/05,

angående et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,

Q, tidligere tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Bruxelles (Belgien), ved avocats S. Rodrigues og Y. Minatchy,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Joris, som befuldmægtiget, bistået først af avocat J.-A. Delcorde, derefter af avocat D. Waelbroeck,

sagsøgt,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kreppel (refererende dommer), og dommerne H. Tagaras og S. Gervasoni,

justitssekretær: fuldmægtig S. Boni,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. juni 2007,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indleveret til Justitskontoret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 4. juli 2005 har sagsøgeren i det væsentlige nedlagt påstand om for det første annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber stiltiende afviste hendes ansøgning om bistand, for det andet annullation af hendes karriereudviklingsrapporter for henholdsvis perioderne fra den 1. januar 2003 til den 31. oktober 2003 og fra den 1. november 2003 til den 31. december 2003 (herefter »KUR 2003«), og for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at betale hende erstatning.

 Retsforskrifter

2        Artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i den udgave, der blev udstedt med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1), som trådte i kraft den 1. maj 2004 (herefter »vedtægten«), bestemmer:

»1. Tjenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane.

2. En tjenestemand, der har været offer for psykisk eller seksuel chikane, må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side. En tjenestemand, der har afgivet vidnesbyrd om psykisk eller seksuel chikane, må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at tjenestemanden har handlet i god tro.

3. Ved »psykisk chikane« forstås enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

4. Ved »seksuel chikane« forstås en adfærd med seksuelle undertoner, som er uønsket af den person, der udsættes for den, og som har til formål eller virkning at krænke den pågældende persons værdighed eller skabe en truende, fjendtlig, krænkende eller forstyrrende atmosfære. Seksuel chikane anses for diskrimination på grundlag af køn.«

3        Vedtægtens artikel 24 bestemmer:

»Fællesskaberne yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.

De erstatter solidarisk det påførte tab, i det omfang tjenestemanden ikke har fremkaldt det forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og i det omfang, han ikke kan opnå erstatning fra den skadevoldende person.«

4        Den 22. oktober 2003 tog Kommissionen en meddelelse fra kommissær Neil Kinnock omhandlende »Politik vedrørende psykisk chikane« (herefter »meddelelsen af 2003 om psykisk chikane«) til efterretning.

5        Punkt 4.1.1, litra d), i meddelelsen af 2003 om psykisk chikane, der har overskriften »Hasteforanstaltninger«, bestemmer:

»Ved den mindste mistanke om psykisk chikane kan der planlægges adskillelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger tilsigter at adskille de pågældende parter og skal ikke forveksles med mobilitetspolitikken […] For så vidt angår foreløbige forholdsregler afhænger denne udsendelse ikke af, at der er en ledig stilling.

Nævnte foranstaltninger, som skal tage hensyn til særlige situationer, kan være omgående, og om nødvendigt, endelige. De har til formål at give det formodede offer mulighed for at komme sig ved at hjælpe vedkommende til at komme på afstand af tingene.«

6        Den 26. april 2006 vedtog Kommissionen en beslutning om politikken for beskyttelse af personers værdighed og bekæmpelsen af psykisk chikane og seksuel chikane i Kommissionen (herefter »beslutningen af 2006 om psykisk chikane og seksuel chikane«). Denne beslutning, som annullerede og erstattede meddelelsen af 2003 om psykisk chikane, bestemmer bl.a. i punkt 2.5:

»[I]følge vedtægten er der kun tale om psykisk chikane, i det omfang den påståede chikanørs adfærd anses for misbrug, gentagen, vedvarende eller systematisk og for som eksempel at have til formål at miskreditere eller nedgøre den berørte person. Disse kriterier er kumulative […]«

7        Det bestemmes i artikel 43 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i den udgave, der var gældende indtil den 30. april 2004 (herefter »den tidligere vedtægt«):

»Regelmæssigt og mindst hvert andet år udfærdiges der for hver tjenestemand […] en udtalelse vedrørende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i henhold til de betingelser, som hver institution fastsætter […]«

8        Den 3. marts 2004 vedtog Kommissionen en afgørelse om almindelige gennemførelsesbestemmelser til den tidligere vedtægts artikel 43 (herefter »AAG«).

9        Artikel 1, stk. 1 og 2, i AAG bestemmer:

»1. I overensstemmelse med [den tidligere vedtægts] artikel 43 udarbejdes der en personalebedømmelse i begyndelsen af hvert år. Referenceperioden for bedømmelsen løber fra den 1. januar til den 31. december i det forudgående år.

I den forbindelse udarbejdes der en årlig rapport, kaldet en karriereudviklingsrapport, for hver tjenestemand i den i vedtægtens artikel [1] omhandlede forstand […], som har gjort aktiv tjeneste eller midlertidig tjeneste i en anden stilling i tjenestens interesse i mindst en løbende måned under referenceperioden […]

2. Personalebedømmelsen har navnlig til formål at bedømme den ansattes tjenstlige indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten. Der tildeles en præstationskarakter på grundlag af vurderingerne af hver af disse tre dele, således som angivet i det rapportformat, der er vedlagt som bilag II.«

10      Parterne i bedømmelsesproceduren er for det første bedømmeren, som almindeligvis er chefen for den pågældende enhed som den bedømte tjenestemands direkte overordnede (artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 1 og 3, i AAG), for det andet medbedømmeren, som almindeligvis er direktøren som bedømmerens direkte overordnede (artikel 2, stk. 3, og artikel 3, stk. 1, i AAG), og for det tredje bedømmeren i appelleddet, som almindeligvis er generaldirektøren som medbedømmerens direkte overordnede (artikel 2, stk. 4, og artikel 3, stk. 1, i AAG).

11      Artikel 4, stk. 1, i AAG bestemmer, at der ud over den årlige rapport skal udarbejdes navnlig en foreløbig rapport, når den ansattes opgaver udvikler sig betydeligt i referenceperioden.

12      Hvad angår bedømmelsesprocedurens konkrete afvikling, som både finder anvendelse på den årlige rapport og den foreløbige rapport, bestemmer artikel 8, stk. 4, i AAG, at den ansatte inden otte arbejdsdage efter bedømmerens anmodning udarbejder en selvbedømmelse, som integreres i karriereudviklingsrapporten (herefter »KUR«). Ti arbejdsdage, efter at den ansatte har givet meddelelse om selvbedømmelsen, har bedømmeren og den ansatte en officiel samtale, som i henhold til artikel 8, stk. 5, fjerde afsnit, i AAG vedrører tre forhold: bedømmelse af den ansatte i referenceperioden, fastsættelse af mål for året efter referenceperioden og definition af en uddannelsesplan. Efter tjenestemandens og bedømmerens møde udarbejder bedømmeren og medbedømmeren KUR. Hvis den ansatte afviser KUR, afholdes en drøftelse mellem den ansatte og medbedømmeren, som har mulighed for enten at ændre eller stadfæste KUR. Den bedømte tjenestemand kan atter afvise den således ændrede eller stadfæstede KUR, hvilket indebærer, at sagen forelægges Det Paritetiske Evalueringsudvalg som fastsat i artikel 9 i AAG (herefter »PEU«), hvis rolle består i at efterprøve, om KUR er udarbejdet behørigt, objektivt, dvs. i det omfang, der er muligt på grundlag af de faktiske omstændigheder, og i overensstemmelse med AAG og bedømmelsesvejledningen. Udvalget fremkommer med en begrundet udtalelse, på grundlag af hvilken bedømmeren i appelleddet enten ændrer eller stadfæster KUR. Hvis bedømmeren i appelleddet forkaster anbefalingerne i denne udtalelse, skal han begrunde sin afgørelse.

13      I det rapportformat, der er vedlagt som bilag II til AAG, bestemmes, at der for hver af bedømmelsesrubrikkerne skal tildeles en karakter og en tilsvarende vurdering. For så vidt angår karakteren er det højeste antal point 10 for rubrik 6.1 »Tjenstlig indsats«, 6 for rubrik 6.2 »Evner (kvalifikationer)« og 4 for rubrik 6.3 »Adfærd i tjenesten«. Hvad angår vurderingen går den fra »utilstrækkelig« til »meget god«, eller »fremragende« for rubrik 6.1 »Tjenstlig indsats« og 6.2 »Evner (kvalifikationer)«, idet de mellemliggende vurderinger i stigende orden er »svag«, »tilstrækkelig« og »god«.

14      I juli 2002 bekendtgjorde Kommissionen via internettet et dokument benævnt »Bedømmelsessystem for personalets karriereudvikling – vejledning« (herefter »bedømmelsesvejledningen«) for sit personale. Denne vejledning præciserer fremgangsmåden ved udarbejdelse af KUR.

15      Punkt 6.2, »Bedømmelse af arbejdet«, i bedømmelsesvejledningen bestemmer, navnlig for så vidt angår bedømmelsen af den tjenstlige indsats:

»Formålene ændres sædvanligvis i løbet af året for at tage hensyn til enhver ændring, men det er udelukket, at den ansatte kan straffes, hvis han ikke har kunnet opfylde sine formål på grund af eksterne faktorer. I en sådan situation skal der lægges vægt på, hvad den ansatte reelt var i stand til at gøre, og på den måde, han har håndteret situationen. De samme principper finder anvendelse, hvis den bedømte er fraværende i løbet af året. Hvis den ansatte f.eks. er syg, eller der er tale om barselsorlov eller eksterne forpligtelser, såsom nævningetjeneste […]«

16      Vedtægtens artikel 59, stk. 1, første afsnit, bestemmer, at tjenestemanden har ret til en årlig ferie på mindst 24 og højst 30 arbejdsdage inden for hvert kalenderår.

17      I henhold til vedtægtens artikel 59, stk. 1, første afsnit, har en tjenestemand uden videre ret til sygeorlov, hvis han godtgør, at han som følge af sygdom eller ulykke er forhindret i at gøre tjeneste.

 Tvistens faktiske omstændigheder

A –  2000, 2001 og 2002

18      Sagsøgeren, der tidligere var dommer ved en forvaltningsdomstol i Sverige, blev i en alder af 47 år med virkning fra den 16. juli 2000 ansat som tjenestemand på prøve i lønklasse A5 i enhed B 2, »EF-personalepolitik; vedtægt og disciplin« (herefter »enhed B 2«), som var underlagt direktorat B, »Rettigheder og Pligter, Velfærdspolitik og -foranstaltninger« (herefter »direktorat B«), i Kommissionens generaldirektorat (GD) »Personale og administration«.

19      Den 16. marts 2001 blev der udarbejdet en udtalelse ved prøvetidens udløb for perioden fra den 16. juli 2000 til den 15. april 2001 (herefter »den første udtalelse ved prøvetidens udløb«) af direktøren for direktorat B efter høring af chefen for enhed B 2. Direktøren for direktorat B bemærkede heri, at sagsøgeren »ikke inden for rimelige frister og i et tilfælde slet ikke [havde] kunnet udføre visse vigtige opgaver, som hun [var] blevet betroet«, og at der havde været »visse vanskeligheder med relationerne i tjenesten«. Han angav ligeledes et »manglende kendskab til den gældende administrative og hierarkiske ordning i Kommissionen«. Endelig foreslog han som udtalelsens konklusion en forlængelse af sagsøgerens prøvetid »med tilknytning til en anden tjeneste«.

20      Den 22. marts 2001 fremsatte sagsøgeren bemærkninger til den første udtalelse ved prøvetidens udløb. Hun erindrede heri om betydningen og kvaliteten af det arbejde, hun havde udført under sin prøvetid, og præciserede, at hun ikke på noget tidspunkt havde modtaget den mindste kritik for sit arbejde. Hun anmodede således om, at hendes første udtalelse ved prøvetidens udløb »ændres på de negative punkter«, idet hun herudover erklærede sig rede til »[selv] at vidne for bedømmelsesudvalget og/eller indkalde andre vidner [hvis dette skulle] være nødvendigt«.

21      Den første udtalelse ved prøvetidens udløb og sagsøgerens bemærkninger blev overgivet til ansættelsesmyndigheden, som den 27. marts 2001 forelagde dem for bedømmelsesudvalgets formand.

22      Bedømmelsesudvalgets formand overgav ved et notat af 27. marts 2001 den første udtalelse ved prøvetidens udløb og sagsøgerens bemærkninger til bedømmelsesudvalgets øvrige medlemmer og foreslog dem ved den skriftlige procedure at godkende hans udkast til en udtalelse, der var vedlagt hans notat, inden den 6. april 2001.

23      Da bedømmelsesudvalget medlemmer ikke inden den 6. april 2001 havde tilsendt bedømmelsesudvalgets sekretariat kommentarer til udvalgsformandens forslag til udtalelse, forlængede ansættelsesmyndigheden ved afgørelse af 9. april 2001 sagsøgerens prøvetid for perioden fra den 16. april til den 15. oktober 2001 (herefter »afgørelsen om forlængelse af prøvetiden«).

24      Sagsøgeren blev med virkning fra den 16. april 2001 tilknyttet enhed B 4, »Vederlag og Tjenestefrihed«, i GD »Personale og Administration«, derefter med virkning fra den 21. maj 2001 enhed 001, som efterfølgende blev til enhed 03, »Social Dialog« (herefter »enheden »Social Dialog««), ligeledes under direktorat B i GD »Personale og Administration«.

25      Den 21. maj 2001 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den første udtalelse ved prøvetidens udløb og afgørelsen om forlængelse af prøvetiden.

26      Ved afgørelse af 20. september 2001 afslog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klage af 21. maj 2001. I denne afgørelse erkendte ansættelsesmyndigheden imidlertid, at bedømmelsesudvalget »ved en fejl [var] blevet orienteret om, at [sagsøgeren] havde accepteret forlængelsen af prøvetiden i en anden enhed«, og præciserede, at denne fejl »skyld[tes] det forhold, at [sagsøgeren] havde foreslået, at hun blev tilknyttet [enhed B 4] i forbindelse med den annoncerede forlængelse af prøvetiden«. Sagsøgeren anlagde ikke sag ved Fællesskabets retsinstanser mod den første udtalelse ved prøvetidens udløb og afgørelsen om forlængelse af prøvetiden.

27      Den 25. september 2001 blev der udarbejdet en udtalelse ved prøvetidens udløb for perioden fra den 16. april til den 15. oktober 2001 (herefter »den anden udtalelse ved prøvetidens udløb«) af direktøren for enhed B efter høring af chefen for enheden »Social dialog«. Direktøren foreslog, at sagsøgeren blev fastansat.

28      Ved afgørelse af 24. oktober 2001 fastansatte ansættelsesmyndigheden sagsøgeren med virkning fra den 16. oktober 2001.

29      Selv om sagsøgeren fra udgangen af 2001 havde givet udtryk for et ønske om at forlade GD »Personale og Administration« for at arbejde i et andet GD, blev hun med virkning fra den 1. februar 2001 tilknyttet enhed A 2, »Ansættelsespolitik«, som efterfølgende blev til enhed A 4, »Ansættelsespolitik (før-EPSO)«, i GD »Personale og Administration«.

B –  2003

30      Med virkning fra den 1. januar 2003 blev sagsøgeren tilknyttet enhed 01, »Forbindelserne til Institutionerne, ABM og Dokumentforvaltning« (herefter »enhed 01«), der efterfølgende blev til enhed D 2 (herefter »enhed D 2«) under direktorat D, »Ressourcer«, i GD »Personale og Administration«.

31      I løbet af 2003 var sagsøgeren på sygeorlov fra den 5. til den 28. februar og fra den 10. til 1den 4. marts, i aktiv halvtidstjeneste af lægelige årsager fra den 17. marts til den 28. april, på sygeorlov fra den 30. juni til den 4. juli og fra den 1. september til den 14. november og igen i aktiv halvtidstjeneste fra den 17. november til den 19. december.

32      Skønt sagsøgeren fra den 1. januar 2003 var tilknyttet enhed 01, bevarede hun indtil juni 2003 det kontor, hun havde, da hun var tilknyttet enhed A 4, konkret et kontor på anden sal i kommissionsbygningen beliggende rue Montoyer 34 i Bruxelles (herefter »bygningen Montoyer 34«), selv om de øvrige kontorer i enhed 01 var fordelt på syvende til tiende sal i kommissionsbygningen beliggende rue de la Science 11 i Bruxelles (herefter »bygningen Science 11«).

33      Fra juni 2003 og indtil sommeren 2004 blev sagsøgeren tildelt et kontor på mezzaninen mellem stueetagen og første sal i bygningen Science 11.

34      Den 10. juni 2003 blev beskrivelsen af sagsøgerens stilling udarbejdet og meddelt hende.

35      Den 3. juli 2003 sendte den stedfortrædende chef for enhed D 2 sagsøgeren en e-mail med følgende ordlyd:

»Jeg har drøftet kontorproblemet med enhed [D 3, »Menneskelige og Økonomiske Ressourcer ADMIN IAS; kontorafdeling«, i GD »Personale og Administration«]. De overvejer en løsning, som opfylder vores anmodning, nemlig at samle enhed D 2 på to etager. Da denne overvejelse pågår midt i mange andre ændringer, er der endnu ikke en omgående løsning, men vi har en god chance. Jeg tror, at vi opnår det, vi ønsker at opnå.

For omgående at løse spørgsmålet om Deres kontor har [enhed] D 3 foreslået, at De midlertidigt flytter til syvende sal i [bygningen Science 11] ved siden af […] og sammen med […] i et stort kontor (det nuværende arkiv).

Meddel mig venligst, om De godtager dette tilbud?«

36      Den 7. juli 2003 svarede sagsøgeren den stedfortrædende chef for enhed D 2 ved at sende ham en e-mail, som indeholdt følgende afsnit:

»Hvad angår spørgsmålet om kontoret ved jeg det ærligt talt ikke. Jeg tager på ferie den 18. juli og er tilbage den 18. august. Måske kan vi vente for at se, om der kan findes en permanent løsning i løbet af august måned?«

37      Den 11. september 2003 skrev den stedfortrædende chef for enhed D 2 følgende e-mail til den ansatte, der inden for enhed D 3, »Menneskelige og Økonomiske Ressourcer ADMIN IAS; kontorafdeling«, i GD »Personale og Administration« havde til opgave at forvalte det løsøre, der er registreret på fortegnelser (herefter »den ansatte, der forvalter det på fortegnelser registrerede løsøre«):

»Som bekendt drøftede vi [behovet for at finde] et passende kontor til [sagsøgeren], hvilke drøftelser efter vores aftale skulle fortsætte efter sommerferien. En langsigtet løsning [som består i at flytte] hele enhed D 2 til niende og tiende sal i [bygningen Science 11], forekommer ikke umiddelbart at kunne realiseres. Jeg beder Dem derfor om at stille et passende kontor til [sagsøgeren] til rådighed for vores enhed tættest muligt på niende og tiende sal i [bygningen Science 11].

Sagen har en vis hastende karakter, i det omfang [sagsøgerens] kontor, der ligger i stueetagen [i bygningen Science 11], er uhensigtsmæssigt, hvilket i alvorlig grad påvirker [sagsøgerens] tjenstlige indsats og kræver en omgående løsning.

Jeg afventer Deres svar.«

38      Den ansatte, der forvalter det på fortegnelser registrerede løsøre, var på ferie, da den i ovenstående præmis citerede e-mail blev sendt, hvorfor den stedfortrædende chef for enhed D 2 den 30. september 2003 igen henledte vedkommendes opmærksomhed på problemet med sagsøgerens kontor.

C –  2004

39      Den 2. februar 2004 indleverede sagsøgeren en ansøgning om årlig ferie for perioden fra den 1. februar til den 5. marts 2004. Ansøgningen blev godtaget den 3. februar 2004.

40      Ved skrivelse af 29. april 2004, som enheden »Klager« i GD »Personale og Administration« modtog den 3. maj 2004, rettede sagsøgeren til Kommissionen en »[a]nsøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 […], som ligeledes gælder som ansøgning i den i vedtægtens artikel 90, stk. 1, omhandlede forstand – psykisk chikane« (herefter »ansøgningen om bistand«). Sagsøgeren klagede her over flere forhold, som hun kvalificerede som psykisk chikane, og anmodede om, at der blev indledt en administrativ undersøgelse ved en »neutral instans« uden for GD »Personale og Administration«. Sagsøgeren gjorde endelig krav på erstatning i størrelsesordenen 100 000 EUR for den skade, hun havde lidt på grund af den hævdede psykiske chikane (herefter »erstatningspåstanden«).

41      Efter at sagsøgeren havde indleveret en lægeattest for perioden fra den 16. april til den 11. juni 2004, pålagde administrationen sagsøgeren at gennemgå en lægeundersøgelse foretaget af institutionens rådgivende læge, som i en udtalelse af 7. maj 2004 var af den opfattelse, at hun var »egnet til at arbejde fuldtids fra 10. [maj] 2004«, men at »en anden stilling ville være ønskelig for [sagsøgerens] helbred«.

42      Ved skrivelse dateret fredag den 7. maj 2004 gentog sagsøgeren sin ansøgning om bistand, således som den tidligere var blevet formuleret i hendes skrivelse af 29. april 2004. Hun anmodede i øvrigt, under henvisning til udtalelsen fra den i ovenstående præmis nævnte lægeundersøgelse, om, at der blev vedtaget »omgående forebyggende foranstaltninger, såsom [hendes] forflyttelse eller midlertidige overgang til andet arbejde« i et andet generaldirektorat end GD »Personale og Administration«, for herved at blive beskyttet mod hendes overordnedes »misbrugsadfærd«. Endelig anmodede sagsøgeren ligeledes om erstatning for de økonomiske følger af de overordnedes kritisable adfærd.

43      Sagsøgeren sendte også den 7. maj 2004 kl. 14.53 en e-mail til den nye chef for enhed D 2, som var tiltrådt den 16. februar 2004, indeholdende følgende afsnit:

»Jeg har forsøgt i »Sic Congés« [Edb-system, der skal lette den administrative ferieplanlægning] at indføre en ansøgning om årlig ferie fra 10. maj til 30. juni, men uden held. Ifølge »Sic Congés« er jeg allerede på sygeorlov.

[…]

I afventning af de foreløbige forholdsregler føler jeg mig forpligtet til (på grund af mit helbred og min sikkerhed) at fjerne mig fra mit arbejdsmiljø. Dette er årsagen til, at jeg ansøger om årlig ferie.

Da jeg ikke kan indføre ansøgningen om årlig ferie [i »Sic Congés«], beder jeg Dem være så venlig [pr. e-mail] hurtigst muligt og senest [kl.] 16 her i eftermiddag at bekræfte, [om] De godtager min ansøgning om årlig ferie fra den 10. maj til den 30. juni 2004.«

44      Samme 7. maj 2004 omkring kl. 16 havde sagsøgeren et møde med chefen for enhed D 2 vedrørende hendes ansøgning om årlig ferie. Ifølge sagsøgeren var chefen enig i, at hun afholdt sin årlige ferie fra den 10. maj 2004.

45      Samme 7. maj 2004 kl. 18.01 sendte chefen for enhed D 2 sagsøgeren en e-mail med følgende ordlyd:

»Da et vist antal spørgsmål Dem vedrørende skal besvares hurtigt, beder jeg Dem – i tjenestens interesse og i det omfang, Deres årlige ferie endnu ikke er indledt – at møde på kontoret mandag morgen.

Spørgsmålet om Deres ferie vil også blive behandlet ved denne lejlighed.«

46      Stadig den 7. maj 2004 kl. 18.24 svarede sagsøgeren chefen for enhed D 2 med følgende e-mail:

»Jeg henviser til vores møde på Deres kontor i dag [kl.16], hvor De forsikrede mig om, at der ikke var problemer med min ansøgning om årlig ferie fra mandag […] den 10. maj, og at jeg kunne tilbringe en rolig weekend og ikke komme på mandag. Der var kun problemet [med »Sic Congés«] og underskrifterne […]. Nu har jeg allerede reserveret en flybillet for at tage tilbage til Sverige lidt senere.

[L]æge[n] […] har lovet mig at forsøge at finde en anden løsning, hvis min ansøgning om årlig ferie ikke var blevet godtaget her i eftermiddags. Da De her til aften har meddelt mig Deres ændrede beslutning, kan jeg ikke længere få kontakt med [l]æge[n] […]. Jeg tager derfor til lægetjenesten med det samme mandag morgen for at forsøge at se [l]æge[n] […] eller en anden læge.«

47      Den 10. maj 2004 sendte chefen for enhed D 2 som svar på den i ovenstående præmis omtalte e-mail sagsøgeren en e-mail, som indeholdt følgende afsnit:

»Jeg ønsker blot at bekræfte, at [direktøren for direktorat D] ønsker at møde Dem i løbet af dagen for med Dem navnlig at drøfte Deres mulige overgang til andet arbejde, således som lægetjenesten har anbefalet [fredag den 7. maj 2004] i sin udtalelse, og for i Deres interesse at følge op på de tidligere forsøgte fremgangsmåder.«

48      Samme 10. maj 2004 mødtes sagsøgeren med direktøren for direktorat D. Ifølge sagsøgeren nåede de under dette møde til enighed om, at hun kunne tage sin årlige ferie den 19. maj 2004 i tre uger.

49      Den 11. maj 2004 sendte sagsøgeren til assistenten for direktøren for direktorat D en e-mail, hvori hun anmodede om, at aftalen med direktoratet om hendes årlige ferie, som hun ønskede at holde fra den 19. maj til den 8. juni 2004, hurtigst muligt blev bekræftet, hvorved hun præciserede, at den flybillet, som hun allerede havde reserveret for den tilsvarende periode, senest skulle betales den efterfølgende dag, altså den 12. maj 2004.

50      Assistenten for direktøren for direktorat D sendte som svar på sagsøgerens e-mail af 11. maj 2004 samme dag flere e-mails til sagsøgeren, hvori det anførtes, at sagsøgeren, inden hun fik lov til at tage på ferie, skulle mødes med chefen for enhed D 2, for at de kunne have den officielle samtale i henhold til artikel 8, stk. 5, i AAG, og for at direktøren for direktorat D og chefen for enhed D 2 kunne udarbejde sagsøgerens KUR for perioden fra den 1. januar til den 31. oktober 2003 (herefter »KUR januar – oktober 2003«). I øvrigt tilføjede assistenten for direktøren for direktorat D i en e-mail til sagsøgeren den 12. maj 2004, at direktøren ikke kunne give sagsøgeren nogen garanti for, at hendes ansøgning om årlig ferie kunne godtages, i det omfang denne godtagelse var underlagt gennemførelsen af foranstaltninger, som afhang af flere personer, herunder sagsøgeren selv.

51      Efter dette svar gjorde sagsøgeren ved e-mail af 12. maj 2004 assistenten for direktøren for direktorat D opmærksom på, at hun gav afkald på den årlige ferie, hun havde ansøgt om for perioden fra den 19. maj til den 8. juni 2004, og at hun alligevel tog årlig ferie fra den 7. juni til den 23. juli 2004.

52      Den 13. maj 2004 blev ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 7. juni til den 23. juli 2004 formelt indført i »Sic Congés« og godkendt den 19. maj 2004. Da sagsøgeren imidlertid var af den opfattelse, at hun først havde fået oplysning om denne godkendelse den 24. maj 2004, altså for sent, trak hun sin ansøgning om årlig ferie tilbage.

53      Ligeledes den 13. maj 2004 fremsendte direktøren for direktorat D sagsøgerens curriculum vitae til fem generaldirektorater (GD »Energi og Transport«, OLAF, GD »Retlige og Indre Anliggender«, GD »Sundhed og Forbrugerbeskyttelse« og GD »Konkurrence«). I en skrivelse, som ledsagede curriculum vitaet, og som var stilet til hvert af ovennævnte generaldirektorater, præciserede direktøren for direktorat D, at sagsøgeren havde udvist interesse for emner, der lå inden for de pågældende generaldirektoraters kompetenceområde, og at GD »Personale og Administration« var enig i, at sagsøgeren kunne forflyttes dertil.

54      Den 18. maj 2004 understregede den psykiater, som lægetjenesten havde betroet at foretage en psykiatrisk evaluering af sagsøgeren, i sin erklæring, at »[d]a problemet er af social karakter (en konflikt inden for [i]nstitutionen), skal løsningen findes på det sociale plan (en resocialisering i et andet [g]eneraldirektorat)«.

55      Den 24. maj 2004 gentog sagsøgeren sin ansøgning om »omgående permanent eller midlertidig overgang til et [generaldirektorat], som intet har med GD [»Personale og Administration«] eller med [generaldirektøren for dette generaldirektorat] at gøre«, idet hun forklarede, at »den psykiske chikane [som hun var udsat for] åbenbart ikke [var] ophørt«.

56      Den 7. juni 2004 fik sagsøgeren udstedt en lægeattest for perioden fra den 8. juni til den 2. juli 2004.

57      Den 8. juni 2004 tilsendte sagsøgeren en e-mail til chefen for enhed D 2, hvori hun oplyste ham om, at hun ikke kunne »arbejde i [sin] nuværende stilling« mellem den 8. juni og den 2. juli 2004. Hun præciserede, at hun ville indføre en ansøgning om årlig ferie i »Sic Congés« for perioden fra den 5. juli til den 13. august 2004.

58      Den 9. juni 2004 tilsendte direktøren for direktorat D sagsøgeren følgende e-mail:

»Det gør mig ondt, at De er syg[. Jeg] har forsøgt at kontakte Dem hjemme, eftersom den 8. juni var dagen for vores møde, og eftersom jeg ønskede at drøfte med Dem, hvad der skal gøres fremover.

De har indleveret en ansøgning om revision af Deres [KUR januar – oktober 2003], og det vil være hensigtsmæssigt, at denne opgave gennemføres snarest muligt og under alle omstændigheder, inden De tager den årlige ferie. Bedømmelsesprocedurens afslutning vedrører hele GD [»Personale og Administration«], eftersom vi, hvis proceduren ikke føres til ende, ikke modtager nogen prioritetspoint, og forfremmelsesudsigterne for hele personalet bringes i fare […]

De kan måske lave en anden aftale med min sekretær […]«

59      Ved skrivelse af 11. juni 2004 anførte direktøren for Kontoret for Undersøgelser og Disciplinære Foranstaltninger (herefter »IDOC«) over for Kommissionens generalsekretær, at de forhold, som sagsøgeren hævdede i sin ansøgning om bistand, forekom ham tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde indledningen af en administrativ undersøgelse, »enten for at godtgøre, at der foreligger individuelt ansvar eller for at rense uberettiget beskyldte tjenestemænds ære«. Direktøren for IDOC tilføjede, at det forekom ham hensigtsmæssigt, henset til sagsøgerens beskyldninger mod alle overordnede i GD »Personale og Administration«, herunder generaldirektøren, at Kommissionens generalsekretær udførte ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med den administrative undersøgelse, og at en person uden for GD »Personale og Administration« blev udpeget som »høringskonsulent« for at lede undersøgelsen.

60      Den 14. juni 2004 blev ansøgningen om ferie for perioden fra den 5. juli til den 13. august 2004 formelt afvist af chefen for enhed D 2.

61      Den 18. juni 2004 var lægetjenesten af den opfattelse, at sagsøgeren »[skulle] anses for fraværende til og med den 16. juli«.

62      Den 21. juni 2004 indførte sagsøgeren i »Sic Congés« en ansøgning om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004.

63      Sagsøgeren fik fra sommeren 2004 tildelt et kontor på ottende sal i bygningen Science 11.

64      Den 1. juli 2004 meddelte Kommissionens generalsekretær direktøren for IDOC, at han accepterede at udføre ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med den påtænkte administrative undersøgelse, og præciserede navnet på den høringskonsulent, han havde valgt til at lede undersøgelsen.

65      Samme 1. juli 2004 sendte sagsøgeren med den begrundelse, at hun var blevet oplyst om, at hendes ansøgning om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004 ikke ville blive godkendt, en e-mail til en ansat i enhed B 2 for at klage over, at »[hendes] ansøgninger om årlig ferie altid [blev] afvist eller i det mindste ikke underskrevet inden for en rimelig frist«, og for at anmode vedkommende »om at hjælpe [hende], så [hun kunne] tage på ferie [i sommeren 2004]«.

66      Den 5. juli 2004 indleverede sagsøgeren en lægeattest for perioden fra den 17. juli til den 27. august 2004. Administrationen har ikke anfægtet denne attest.

67      Den 2. august 2004 godkendte Kommissionen ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004. Denne ansøgning blev »annulleret« den 3. september 2004, idet sagsøgeren var på sygeorlov mellem den 17. juli og den 27. august 2004.

68      Den 1. september 2004 indleverede sagsøgeren en lægeattest for perioden fra den 28. august til den 25. september 2004.

69      Den 6. september 2004 blev det ved den lægeundersøgelse, som sagsøgeren var blevet pålagt at gennemgå efter indleveringen af lægeattesten for perioden fra den 28. august til den 25. september 2004, konkluderet, at sagsøgeren var »egnet [til] fuldtidsarbejde i dag«, men den bemærkning, som psykiateren havde formuleret den 18. maj 2004, da han undersøgte sagsøgeren, blev imidlertid gentaget, hvorefter »en anden stilling [ville være] ønskelig for [sagsøgerens] helbred«.

70      Den 7. september 2004 indgav sagsøgeren, som var af den opfattelse, at konklusionerne fra lægeundersøgelsen den 6. september 2004 ikke var lægeligt begrundede, en ansøgning til Kommissionen om, at en uafhængig læge som opmand foretog en efterfølgende undersøgelse i henhold til vedtægtens artikel 59, stk. 1, femte afsnit.

71      I et notat af 8. september 2004 fik den høringskonsulent, som Kommissionens generalsekretær havde udpeget i forbindelse med den administrative undersøgelse, som sagsøgeren havde anmodet om, mandat til at »fastlægge det faktiske indhold af de formulerede påstande, navnlig for så vidt angår adfærden hos den eller de tjenestemænd, hvis navne er omtalt i sagsakterne, og således give mulighed for at vurdere situationens faktiske indhold og de følger, der i givet fald skal drages heraf«.

72      Den 15. september 2004 meddelte lægetjenesten chefen for enheden »Menneskelige Ressourcer – ADMIN, Interne Reformer«, at »en sagkyndig [var] blevet udpeget ved fælles aftale med [den læge, der behandlede sagsøgeren] med henblik på den uafhængige undersøgelse«.

73      Den uafhængige læge, der var blevet valgt efter sagsøgerens ansøgning om en uafhængig undersøgelse (herefter »den uafhængige læge«), fastslog som konklusion på sin medicinsk-psykologiske undersøgelsesrapport af 6. oktober 2004, at »den berørte [var] egnet til at genoptage arbejdet, men i et andet [generaldirektorat]«, og præciserede, at hvis »den berørte genoptager sit tidligere arbejde, [vil] dette kun genoplive den oplevede psykiske chikane og destabilisere den berørte«.

74      I et notat af 14. oktober 2004 meddelte direktøren for direktorat C »Social politik, Personale Luxembourg, Helbred, Hygiejne« i GD »Personale og Administration« (herefter »direktorat C«) direktøren for direktorat D den uafhængige læges konklusioner og anbefalede ham at »flytte [sagsøgeren] til en stilling uden for [dette direktorat] hurtigst muligt, for at [sagsøgeren] kan genoptage sit arbejde«.

75      I et notat af 5. november 2004, som henviste til sagsøgerens ansøgning om bistand, meddelte chefen for enheden »Klager« i GD »Personale og Administration« sagsøgeren, at Kommissionens generalsekretær havde indledt en undersøgelse, som var betroet en »høringskonsulent uden for GD [Personale og administration]«, og at ansættelsesmyndigheden ville tage stilling til ansøgningen om bistand på grundlag af undersøgelsesrapporten og i henhold til dennes indhold.

76      I et notat af 26. november 2004, som enheden »Klager« modtog den 30. november 2004, indgav sagsøgeren en klage »over de stiltiende afvisninger af [hendes] ansøgninger om bistand og [om] beskyttelse, [af hendes] ansøgninger om vedtagelse af omgående forebyggende forholdsregler og [af hendes] ansøgning [om] erstatning« (herefter »klagen af 26. november 2004«).

77      Ved en afgørelse af 21. december 2004 blev sagsøgeren med virkning fra den 1. januar 2005 tilknyttet enhed C 5, »Arbejdssikkerhed og -hygiejne« (herefter »enhed C 5«), underlagt GD »Personale og Administration«.

D –  2005

78      Den 6. januar 2005 havde sagsøgeren et møde med chefen for enhed C 5, hvorefter hun definitivt ophørte med at indfinde sig på arbejdspladsen.

79      Den 21. marts 2005 blev høringskonsulentens rapport for den administrative undersøgelse meddelt Kommissionens generalsekretær. Høringskonsulenten anførte følgende i rapportens konklusion:

»1. Ingen af de episoder, som jeg har berettet om i denne rapport, viser i sig selv, at de af [sagsøgeren] anklagede personer har udvist en forsætlig misbrugsadfærd, som er et angreb på [sagsøgerens] personlighed, værdighed eller psykiske eller fysiske integritet.

Jeg har dog undertiden haft følelsen af, at visse handlinger eller en vis adfærd over for [sagsøgeren] ligger på grænsen af misbrug eller nærmere bestemt, idet jeg gentager ordlyden af vedtægtens engelske udgave, på grænsen af »improper behaviour« over for sidstnævnte. Jeg mener endog, at denne grænse i visse tilfælde kan være overskredet. Jeg har dog aldrig haft følelsen af, at den pågældende adfærd eller de pågældende handlinger var forsætlige fra ophavsmandens/ophavsmændenes side i den forstand, at de tilsigtede at være et angreb på [sagsøgerens] personlighed, værdighed eller integritet.

[…]

3. Mine afhøringer under denne undersøgelse har givet mig den forståelse, at [sagsøgeren] føler sig som offer for en situation med psykisk chikane, hvilket forklarer, at hun kan tillægge sine overordnedes hensigter, som de efter min opfattelse ikke har. Jeg kan i denne henseende kun beklage de fejltrin, [sagsøgeren] har været genstand for. Omstændighederne omkring forlængelsen af hendes prøvetid, vilkårene for hendes ankomst til enhed [D 2] eller hendes kontors isolation har således bidraget til at nære et konfliktfyldt forhold mellem [sagsøgeren] og hendes overordnede. Henset til det forhold, at dette konfliktfyldte forhold imidlertid har vedvaret i flere år, tror jeg ikke, at det kan løses ved et forsøg på at opnå en gensidig forståelse. Alene en hurtig flytning af [sagsøgeren] uden for GD [»Personale og Administration«] kan give hende den chance for en ny start, som hun kan gribe.«

80      Den 29. marts 2005 afslog ansættelsesmyndigheden klagen af 26. november 2004. Ansættelsesmyndigheden understregede, at den havde »reageret på [sagsøgerens] forskellige ansøgninger i henhold til de faktiske omstændigheder på en forholdsmæssig måde i forhold til deres betydning og de fremkomne forhold, idet den i rette tid besluttede at indlede en undersøgelse for at få fastslået de faktiske omstændigheder, hvilken undersøgelse verserede«. Ansættelsesmyndigheden præciserede som konklusion, at »[sagsøgeren ville] få meddelelse om undersøgelsens resultater efter dens afslutning«, og at »[den] i henhold til disse resultater om nødvendigt [ville] træffe de foranstaltninger, som er begrundede i lyset af disse resultater på grundlag af vedtægtens artikel 24«.

81      Den 15. april 2005 indleverede sagsøgeren en ansøgning om at gå på invalidepension. Hun angav i ansøgningen, at hun »i flere år [havde været] offer for psykisk chikane inden for GD [»Personale og Administration«]«, og at »denne situation [havde] haft alvorlige følger for [hendes] helbred«.

82      Den 13. juni 2005 forelagde ansættelsesmyndigheden invaliditetsudvalget sagsøgerens sag.

83      Ved en skrivelse af 11. juli 2005 til Kommissionen anførte sagsøgeren, efter at hun havde gentaget sin ansøgning om at gå på invalidepension af 15. april 2005, at hun »bekræfte[de] [sin] ansøgning om, at hendes sygdom blev anerkendt som erhvervssygdom som følge af chikanehandlinger udøvet mod [hende]«.

84      Invaliditetsudvalget konkluderede under sit møde den 26. juli 205, at sagsøgeren var »ramt en vedvarende invaliditet […], og at hun af denne årsag [skulle] suspenderes fra tjeneste i Kommissionen«. Invaliditetsudvalget præciserede, at det ikke udtalte sig om, hvorvidt invaliditeten skyldtes eller ikke skyldtes en ulykke under udøvelsen eller i forbindelse med udøvelsen af tjenesten eller erhvervssygdom.

85      Ved Kommissionens afgørelse af 23. august 2005 gik sagsøgeren på invalidepension med virkning fra den 31. august 2005, og hun blev tilkendt en invalideydelse fastsat »i overensstemmelse med bestemmelserne i vedtægtens artikel 79, stk. [3]«.

86      Ved skrivelse af 16. september 2005 til sagsøgeren afviste ansættelsesmyndigheden udtrykkeligt sagsøgerens ansøgning om bistand, idet den på grundlag af konklusionerne i den administrative undersøgelse var af den opfattelse, at påstandene om psykisk chikane var ugrundede eller ikke havde kunnet bevises.

87      I et notat, som lægetjenesten modtog pr. telefax den 7. oktober 2005, var invaliditetsudvalget af den opfattelse, at »der ikke [var] behov for nogen yderligere lægeundersøgelse, henset til arten af den sygdom, der har medført invaliditet«.

88      Ved en ansøgning af 17. oktober 2005 forelagde sagsøgeren Kommissionen en ansøgning om, at den erhvervsmæssige oprindelse af det »angst-depressive syndrom«, der havde ramt hende, blev anerkendt. Denne procedure verserede fortsat igangværende på dagen for retsmødet i denne sag.

E –  Faktiske omstændigheder i karriereudviklingsrapporterne udarbejdet for 2003

89      Den 12. maj 2003 afvikledes den officielle samtale i henhold til artikel 8, stk. 5, i AAG mellem sagsøgeren og den tjenestemand, som fungerede som chef for enhed D 2 indtil den 31. oktober 2003, vedrørende udarbejdelsen af KUR januar – oktober 2003.

90      Den 18. maj 2003 udarbejdede chefen for enhed D 2 indtil den 31. oktober 2003 som sagsøgerens bedømmer udkastet til KUR januar – oktober 2003. I dette udkast blev sagsøgeren tildelt den samlede karakter 8/20, nemlig 4/10 for tjenstlig indsats, 3/6 for kvalifikationer og 1/4 for adfærd i tjenesten.

91      Efter at bedømmeren i rubrik 6.1, »Kvalifikationer«, i KUR januar – oktober 2003 havde angivet de vanskeligheder, sagsøgeren havde med at gøre sig bekendt med sit arbejde, hvilke vanskeligheder efter bedømmerens opfattelse skyldtes »manglende motivation«, anførte han, at han ved et notat af 3. september 2003 havde meddelt sagsøgeren, at han ville forelægge enheden »Menneskelige Ressourcer – ADMIN, Interne Reformer« og lægetjenesten spørgsmålet, hvorvidt »hendes helbredstilstand ville gøre det muligt i fremtiden at udføre arbejde på normal vis«. Bedømmeren understregede ligeledes, at »[han] ikke [havde] bemærket en forbedring af [sagsøgerens] indsats mellem den 3. september 2003 og udgangen af oktober [2003]«.

92      Den 18. maj 2004 medunderskrev direktøren for direktorat D som medbedømmer udkastet til KUR januar – oktober 2003.

93      Den 27. maj 2004 anmodede sagsøgeren om revision af hendes KUR januar – oktober 2003.

94      Det i artikel 8, stk. 10, i AAG fastsatte møde mellem medbedømmeren og sagsøgeren fandt ikke sted, ifølge medbedømmeren på grund af »[sagsøgerens] langvarige fravær«.

95      Den 14. juli 2004 foretog valideringsbedømmeren den »administrative afslutning« af KUR januar – oktober 2003. Dagen efter bekræftede chefen for enheden »Menneskelige ressourcer – ADMIN, Interne Reformer« den administrative afslutning i forhold til »henvisningen til bedømmerens og medbedømmerens bemærkninger for at bevare alle den berørtes rettigheder«.

96      Den 8. juli 2004 udarbejdede sagsøgerens bedømmer udkast til KUR for perioden fra den 1. november til den 31. december 2003 (herefter »KUR november – december 2003«), hvilken opgave ikke længere blev varetaget af chefen for enhed D 2, men af direktøren for direktorat D. I dette udkast, som blev udarbejdet, uden at sagsøgeren forudgående havde foretaget sin selvbedømmelse, blev hun ligeledes tildelt den samlede karakter 8/20, nemlig 4/10 for tjenstlig indsats, 3/6 for kvalifikationer og 1/4 for adfærd i tjenesten.

97      Bedømmeren havde i rubrik 6.1, »Tjenstlig indsats«, i KUR november – december 2003 anført, at han var nået til sin konklusion, »da der ikke havde været noget gyldigt resultat i referenceperioden, og der ikke var opnået noget resultat, selv om disse resultater var inden for [sagsøgerens] rækkevidde«. Bedømmeren tilføjede, at der ud fra hans synspunkt var tale om »resultatet af [sagsøgerens] manglende motivation og af hendes adfærd«.

98      Den 13. juli 2004 medunderskrev sagsøgerens medbedømmer udkastet til KUR november – december 2003, hvilken opgave blev varetaget af generaldirektøren for GD »Personale og Administration«. Medbedømmeren foretog ligeledes den administrative afslutning af denne KUR.

99      Ved skrivelse af 21. september 2004 meddelte chefen for enheden »Menneskelige Ressourcer – ADMIN, Interne Reformer« sagsøgeren, at generaldirektøren for GD »Personale og Administration« i forbindelse med forfremmelsesrunden i 2004 havde besluttet ikke at tildele hende nogen prioritetspoint. Det var i skrivelsen præciseret, at sagsøgerens samlede karakter i forbindelse med personalebedømmelsen for 2003 var 8/20.

100    Den 20. december 2004 indlevede sagsøgeren en klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvorved hun anmodede om annullation af sin KUR januar – oktober 2003 og KUR november – december 2003.

101    Ved afgørelse af 4. maj 2005, for hvilken sagsøgeren kvitterede for modtagelsen den 7. juni 2005, afslog ansættelsesmyndigheden denne klage.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

102    Denne sag blev oprindeligt den 4. juli 2005 registreret af Justitskontoret ved Retten i Første Instans som sag T-252/05.

103    Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans i henhold til artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) nærværende sag til Retten. Sagen blev registreret ved Rettens Justitskontor som sag F-52/05.

104    Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–      Sagen antages til realitetsbehandling.

–        For så vidt der er behov […], annullation af afgørelsen af 29. marts 2005, hvorved Kommissionen afviste klagen […] af 29. november 2004 over Kommissionens stiltiende afvisninger af ansøgningen om […] bistand i medfør af [v]edtægtens artikel 24 og ansøgningen om erstatning samt ansøgningerne [om] vedtagelse af omgående og forebyggende foranstaltninger af 7. maj 2004 og 24. maj 2004.

–        […] annullation af Kommissionens afgørelse af 4. maj 2005 indeholdende et svar på sagsøgerens klage af 20. december 2004 og annullation af den for hende udarbejdede karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2003.

–        […] De Europæiske Fællesskaber [pålægges] ansvar for [ovennævnte] afgørelser og udarbejdelsen af sagsøgerens KUR.

–        Sagsøgeren tilkendes 250 000 EUR i erstatning for den lidte skade.

–        [Kommissionen] tilpligtes at betale sagens omkostninger.

105    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.

106    Den refererende dommer inviterede de to parter, efter de havde indvilliget i at forsøge at finde en mindelig bilæggelse af tvisten, til et uformelt møde, som fandt sted i Retten den 9. oktober 2006. Den 17. oktober 2006 meddelte den refererende dommer parterne et forslag til en mindelig bilæggelse af tvisten. Ved skrivelse af 24. oktober 2006 afviste Kommissionen dette forslag.

107    I medfør af artikel 64, stk. 3, litra a), i procesreglementet for Retten i Første Instans, der finder tilsvarende anvendelse for Retten i medfør af artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752, har Retten stillet parterne spørgsmål. Parterne har imødekommet Rettens anmodning.

108    Ved telefax, som Rettens Justitskontor modtog den 17. juni 2007, opgjorde sagsøgeren sin økonomiske skade til et samlet beløb på 781 906,43 EUR, hvilket svarer til forskellen mellem på den ene side det vederlag og den pension, hun ville have modtaget, hvis hun ikke var gået på invalidepension, og på den anden side den invalideydelse, hun modtager, og den pension, hun vil modtage i fremtiden.

109    Ved kendelse af 26. september 2007 forkastede Retten Kommissionens anmodning om at fjerne visse sætninger i bilagene til den administrative undersøgelses sagsakter.

 Retlige bemærkninger

A –  Indledende bemærkninger om tvistens genstand

110    Sagens genstand, således som sagsøgeren formelt har formuleret den, påkalder sig følgende bemærkninger.

111    Sagsøgeren har for det første med sin anden påstand formelt anmodet om annullation af »afgørelsen af 29. marts 2005, hvorved Kommissionen afslog klagen […] af 29. november 2004 over Kommissionens stiltiende afvisninger af ansøgningen om […] bistand i medfør af [v]edtægtens artikel 24 og ansøgningen om erstatning samt ansøgningerne [om] vedtagelse af omgående og forebyggende foranstaltninger af 7. maj 2004 og 24. maj 2004«. Ifølge sagsøgeren er der således truffet tre særskilte afgørelser, den første om afslag på ansøgningen om bistand fremsat i notatet af 29. april 2004, den anden om afslag på ansøgningen om erstatning, der ligeledes fandtes i samme notat, og den tredje om afslag på ansøgningen om overflytning uden for GD »Personale og Administration« fremsat i skrivelserne af 7. og 24. maj 2004.

112    Det er herved ubestridt, at sagsøgeren ved skrivelse af 29. april 2004, som enheden »Klager« i GD »Personale og Administration« modtog den 3. maj 2004, til Kommissionen rettede en »[a]nsøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 […], som ligeledes gælder som ansøgning i den i vedtægtens artikel 90, stk. 1, omhandlede forstand – psykisk chikane«. Sagsøgeren klagede her over flere forhold, som hun kvalificerede som psykisk chikane, og anmodede om, at der blev indledt en administrativ undersøgelse ved en »neutral instans« uden for GD »Personale og Administration«. Sagsøgeren gjorde ligeledes i dette notat krav på 100 000 EUR i erstatning for den skade, hun havde lidt på grund af den hævdede psykiske chikane.

113    I øvrigt tilsendte sagsøgeren efter notatet af 29. april 2004 Kommissionen to nye skrivelser den 7. og 24. maj, hvori hun anmodede om, at der blev vedtaget »omgående og forebyggende foranstaltninger«, såsom hendes »forflyttelse eller midlertidige overgang til andet arbejde« uden for GD »Personale og Administration«. I disse skrivelser henviste sagsøgeren imidlertid udtrykkeligt til notatet af 29. april 2004 og begrundede ansøgningen om udsendelse med den psykiske chikane, som hun anså sig som offer for i det generaldirektorat, hun var tilknyttet. Det må derfor antages, at disse skrivelser ikke indeholdt nye ansøgninger, som er selvstændige i forhold til ansøgningen om bistand, men præciseringer heraf hvad angår de foranstaltninger, der forebyggende og omgående skulle træffes, konkret en adskillelsesforanstaltning.

114    Under disse omstændigheder må sagsøgeren anses for i det væsentlige i forbindelse med ansøgningen om bistand at have anmodet om tre former for foranstaltninger: for det første indledning og gennemførelse af en administrativ undersøgelse, for det andet en omgående adskillelsesforanstaltning, endog inden resultaterne af den administrative undersøgelse blev kendt, og for det tredje enhver foranstaltning rettet mod definitivt at beskytte sagsøgeren, når det faktiske indhold af den psykiske chikane en gang blev fastslået.

115    Da administrationen ved udløbet af fristen på fire måneder efter indleveringen den 3. maj 2004 af notatet af 29. april 2004 hverken havde svaret på ansøgningen om bistand eller på ansøgningen om erstatning, medførte det manglende svar i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, to stiltiende afvisninger, den første af at tage ansøgningen om bistand til følge, og den anden af ansøgningen om erstatning.

116    For det andet fremgår det af ordlyden af den tredje påstand, at Kommissionen ifølge sagsøgeren for 2003 kun havde udarbejdet en KUR. Det er imidlertid ubestridt, at Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 1, i AAG udarbejdede to rapporter vedrørende sagsøgeren, den første for perioden fra den 1. januar til den 31. oktober 2003 (KUR januar – oktober 2003) og den anden for perioden fra den 1. november til den 31. december 2003 (KUR november – december 2003).

117    Henset til de præciseringer, der er redegjort for ovenfor, og under hensyn til praksis, hvorefter et søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, selv om det formelt er rettet mod afvisningen af en klage, medfører, at Fællesskabets retsinstanser også må prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.3.2004, sag T-310/02, Theodorakis mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 95, og II, s. 427, præmis 19, og den 9.6.2005, sag T-80/04, Castets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 729, præmis 15), skal der i denne sag i det væsentlige anses for at være nedlagt påstand om:

–        annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand

–        annullation af KUR 2003

–        at Kommissionen dømmes til at betale sagsøgeren erstatning.

118    Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgeren til støtte for sine påstande og anbringender har gjort gældende, at hun har været genstand for psykisk chikane i forbindelse med sit arbejde.

119    Retten finder det derfor hensigtsmæssigt ved afgørelsen om sagsøgerens forskellige påstande først at undersøge hendes påstande om den hævdede psykiske chikane.

B –  Den psykiske chikane

1.     Parternes påstande

120    Ifølge sagsøgeren er det faktiske indhold af den psykiske chikane, hun har været offer for fra de overordnede i GD »Personale og Administration«, »fastslået ved en helhed af faktiske omstændigheder, som skal inddeles i seks kategorier«.

121    For det første havde chefen for enhed B 2, som sagsøgeren var tilknyttet under sin ansættelse i Kommissionen som prøveansat tjenestemand, givet direktøren for direktorat B, der havde til opgave at udarbejde den første udtalelse ved prøvetidens udløb, oplysninger, som var uberettiget kritiske over for kvaliteten af sagsøgerens arbejde, selv om han ikke under den første del af prøvetiden havde kritiseret hende og endog havde udtrykt sin tilfredshed med hende. Herudover foretog evalueringsudvalget under påskud af, at hun havde godtaget forlængelsen af prøvetiden, hverken en høring af hende eller af personer, som hun havde ønsket blev hørt. Endelig har sagsøgeren bemærket, at en af hendes kolleger er villig til at vidne om arbejdsvilkårene i enhed B 2.

122    Sagsøgeren var for det andet efter hendes tilknytning til enhed 01 (som efterfølgende blev til enhed D 2) fagligt isoleret, eftersom chefen og den stedfortrædende chef for denne enhed systematisk undgik at tale med hende, og de havde indtil sommeren 2004 tildelt hende kontorer, som var geografisk isolerede fra resten af enheden, og som ikke var korrekt udstyret.

123    For det tredje fik sagsøgeren ikke tildelt nogen opgaver mellem januar og juni 2003.

124    For det fjerde spredte sagsøgerens overordnede ærerørige rygter om hendes faglige kvalifikationer.

125    For det femte afviste direktøren for direktorat D og chefen for enhed D 2, for »psykologisk at destabilisere« sagsøgeren, visse ansøgninger om årlig ferie, som sagsøgeren havde indleveret, idet disse afvisninger endog i visse tilfælde fremkom efter, at ansøgningerne principielt var blevet godkendt. I øvrigt blev andre ansøgninger først godtaget for sent, hvilket i mindst et tilfælde tvang sagsøgeren til at trække sin ansøgning om ferie tilbage og annullere en bestilt rejse.

126    For det sjette var direktøren for direktorat D og chefen for enhed D 2, især for perioden fra den 8. september 2004 til den 31. marts 2005, af den fejlagtige opfattelse, at flere sygeorlover var uberettigede, hvilket havde den følge for sagsøgeren, at hun tabte dage af den årlige ferie for 2004 og 2005, og at løn blev fratrukket.

127    Under retsmødet hævdede sagsøgeren i øvrigt, at Kommissionen ikke havde efterkommet udtalelsen fra den uafhængige læge, som den 6. oktober 2004 havde anbefalet at flytte hende uden for GD »Personale og Administration«.

128    Kommissionen har i sit forsvar anført, at vedtægtens artikel 12a, stk. 3, opregner de kriterier, der skal være opfyldt for, at der kan være tale om psykisk chikane. Ifølge denne artikel er det således nødvendigt, at den pågældende adfærd udgør misbrug, er tidsmæssigt vedvarende, gentager sig med større eller mindre hyppighed med det formål at skade en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Adfærd, som en tjenestemand er udsat for, kan dermed kun kvalificeres som psykisk chikane, hvis denne adfærd objektivt tilsigter at miskreditere vedkommende eller forsætligt at forringe dennes arbejdsvilkår. Ifølge Kommissionen skal en sådan adfærd derfor objektivt være forsætlig, således som det fremgår af fast retspraksis (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.2.2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, den 8.7.2004, sag T-136/03, Schochaert mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 957, og den 4.5.2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 465).

129    Kommissionen har imidlertid understreget, at ingen af de omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig i denne sag, viser, at hendes kolleger eller overordnede forsætligt tilsigtede at miskreditere hende eller at forringe hendes arbejdsvilkår.

2.     Rettens bemærkninger

130    Det skal indledningsvis erindres, at vedtægtens artikel 12a, stk. 3, som trådte i kraft den 1. maj 2004, bestemmer følgende: »Ved »psykisk chikane« forstås enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«.

131    I øvrigt understreger meddelelsen af 2003 om psykisk chikane, som er et internt direktiv, og som er bindende for Kommissionen, eftersom denne ikke klart har tilkendegivet sin hensigt om at tage afstand herfra ved en begrundet og underbygget beslutning (jf. i denne retning Domstolens dom af 30.1.1974, sag 148/73, Louwage mod Kommissionen, Sml. s. 81, præmis 12, og af 1.12.1983, sag 190/82, Blomefield mod Kommissionen, Sml. s. 3981, præmis 20, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.2.2007, forenede sager T-246/04 og T-71/05, Wunenburger mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 127), at fænomenet psykisk chikane »kommer til udtryk i forskellige former, navnlig gennem plageri, negative indstillinger, pres, ubehageligheder eller rettere afvisning af at kommunikere, dvs. forskellig adfærd, som, hvis den kommer til udtryk punktvis, uden den alligevel kan godtages, kan synes uden større konsekvenser, men hvis gentagen skaber alvorlige skader hos den person, adfærden er rettet mod«. Meddelelsen af 2003 om psykisk chikane præciserer ligeledes, at »den tvivlsomme adfærd udgør magtmisbrug eller moralsk anfægtelig manipulation«, og at »den kan være en enkelt persons eller en gruppe af personers værk«.

132    Det skal understreges, at psykisk chikane skal forstås som et forløb, der nødvendigvis er tidsmæssigt udstrakt, og forudsætter, at der er gentagen eller fortsat negativ adfærd. Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, kræver nemlig, at adfærd for at kunne kvalificeres som psykisk chikane kommer til udtryk »over en periode gentagne gange eller systematisk«, mens meddelelsen af 2003 om psykisk chikane lægger vægt på den nødvendige »gentagelse« af denne adfærd.

133    Herudover og i modsætning til det af Kommissionen anførte gør vedtægtens artikel 12, stk. 3 – uanset sprogversionen – den formodede chikanørs ildesindede hensigt til et nødvendigt forhold ved kvalifikationen af psykisk chikane.

134    Vedtægtens artikel 12,a, stk. 3, definerer nemlig psykisk chikane som »misbrug« der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som kommer til udtryk »over en periode gentagne gange eller systematisk«, og som er »forsætlige«. Den anden betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har den virkning at være et angreb på »en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«.

135    Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivillige, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren med adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

136    Det skal tilføjes, at en fortolkning i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 3, har det resultat, at denne bestemmelse berøves sin effektive virkning på grund af vanskeligheden ved at bevise den ildesindede hensigt, som ophavsmanden til en adfærd, der udgør psykisk chikane, har. Selv om der er tilfælde, hvor en sådan hensigt kan udledes naturligt af ophavsmandens negative adfærd, skal det anføres, at sådanne tilfælde er sjældne, og at den formodede chikanør i hovedparten af situationerne beskytter sig mod enhver optræden, der kan lade hans hensigt om at miskreditere offeret eller at forringe vedkommendes arbejdsvilkår skinne igennem.

137    Det bemærkes ligeledes, at en fortolkning af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, som bygger på den formodede chikanørs ildesindede hensigt, ikke svarer til definitionen af »chikane« i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16). Direktivet præciserer nemlig angivelsen i artikel 1 af, at dets formål er »med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«, i artikel 2, stk. 3, at »[c]hikane betragtes som forskelsbehandling […], hvis en uønsket optræden i relation til en af de i artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima«.

138    Anvendelsen i direktiv 2000/78 af udtrykket »med det formål eller den virkning« viser, at fællesskabslovgiver, således som 30. betragtning til direktivet bekræfter, har tilsigtet at garantere ofre for psykisk chikane en »passende retsbeskyttelse«. En sådan beskyttelse kan nemlig ikke sikres, hvis den psykiske chikane alene omfatter adfærd, der har haft til formål at være et angreb på en persons personlighed, henset til den store vanskelighed, som offeret for en adfærd, der forsætligt tilsigter psykisk at chikanere vedkommende, har ved at bevise det faktiske indhold i en sådan hensigt og bevæggrunden for denne adfærd.

139    Det er ligeledes vanskeligt forståeligt, at fællesskabslovgiver, efter at man med direktiv 2000/78 var af den opfattelse, at en adfærd, som uden at have dette formål ikke desto mindre har den virkning at nedgøre en persons værdighed, udgør chikane, i 2004 i forbindelse med vedtægtsreformen besluttede at nedsætte det garanterede retsbeskyttelsesniveau for tjenestemænd og andre ansatte og ved at vedtage vedtægtens artikel 12a, stk. 3, at begrænse psykisk chikane til adfærd, der har til formål at angribe en persons værdighed.

140    Retten i Første Instans har i flere domme udtalt, at adfærd for at kunne kvalificeres som psykisk chikane skal være objektivt forsætlig, og at en sagsøger – uafhængigt af den subjektive opfattelse, han kan have haft af de påståede faktiske omstændigheder – skal fremkomme med en helhed af forhold, som gør det muligt at fastslå, at han har været udsat for en adfærd, der objektivt tilsigtede at miskreditere ham eller forsætligt at forringe hans arbejdsvilkår (dommen i sagen De Nicola mod EIB, præmis 286, i sagen Schochaert mod Rådet, præmis 41, og i sagen Schmit mod Kommissionen, præmis 64 og 65). Den ovenfor omtalte retspraksis kan imidlertid ikke påberåbes i denne sag, i det omfang den under alle omstændigheder vedrørte sager om adfærd forud for, at vedtægtens artikel 12a, stk. 3, trådte i kraft. Det er korrekt, at Retten i Første Instans i dom af 26. oktober 2007, Lo Giudice mod Kommissionen (sag T-154/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), igen anvendte denne retspraksis i en sag, hvor den adfærd, som administrationen blev kritiseret for, til dels var foretaget, efter at vedtægtens artikel 12a, stk. 3, trådte i kraft. Det følger imidlertid ikke af denne dom, at Retten udtrykkeligt tilsigtede at fortolke vedtægtens artikel 12a, stk. 3, således, at den formodede chikanørs ildesindede hensigt er en betingelse for, at der kan være tale om psykisk chikane.

141    Endelig kan fortolkningen af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, således som der ovenfor er redegjort for, hverken ændres af bestemmelserne i vedtægtens artikel 12a, stk. 4, om seksuel chikane eller af bestemmelserne i beslutningen af 2006 om psykisk chikane og seksuel chikane.

142    For så vidt angår bestemmelserne i vedtægtens artikel 12a, stk. 4, første afsnit, bestemmer de nemlig følgende: »Ved »seksuel chikane« forstås en adfærd med seksuelle undertoner, som er uønsket af den person, der udsættes for den, og som har til formål eller virkning at krænke den pågældende persons værdighed eller skabe en truende, fjendtlig, krænkende eller forstyrrende atmosfære«.

143    Det skal herved bemærkes, at udtrykket »har til formål eller virkning« findes i bestemmelserne i vedtægtens artikel 12a, stk. 4, mens det mangler i bestemmelserne i vedtægtens artikel 12a, stk. 3.

144    En sådan udeladelse kan imidlertid ikke fortolkes således, at den for så vidt angår psykisk chikane betyder, at alene negativ adfærd, der har »til formål« at miskreditere eller forringe en persons arbejdsvilkår, kan anses for at udgøre en sådan psykisk chikane. Således som det er blevet bemærket, følger det nemlig af ordlyden af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, at det, for at der er tale om psykisk chikane i denne artikels forstand, er tilstrækkeligt, at den omhandlede negative adfærd, nemlig »adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift«, »[har angrebet] en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«, hvilket er uafhængigt af det irrelevante spørgsmål, om denne negative adfærd blev udvist med den hensigt at skade.

145    Hvad i øvrigt angår beslutningen af 2006 om psykisk chikane og seksuel chikane, som erstattede meddelelsen af 2003 om psykisk chikane, angiver denne beslutning følgende: »Ifølge vedtægten er der kun tale om psykisk chikane, i det omfang den påståede chikanørs adfærd anses for misbrug, gentagen, vedvarende eller systematisk og for som eksempel at have som formål at miskreditere eller nedgøre den berørte person«, og det tilføjes, at »[d]isse kriterier er kumulative […]«.

146    Beslutningen af 2006 om psykisk chikane og seksuel chikane synes dermed umiddelbart at indebære, at alene en adfærd, der »har som formål at miskreditere eller nedgøre den berørte person«, udgør psykisk chikane. Det skal imidlertid fastslås, at denne beslutning har begrænset sig, således som det ses af udtrykket »som eksempel«, til at give eksempler på negativ adfærd, der kan anses for psykisk chikane, og at den ikke tilsigtede at indebære, at negativ adfærd kun kan anses for psykisk chikane, hvis den har til formål og ikke kun til virkning at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Herudover har en fortolkning, der er i strid med beslutningen af 2006 om psykisk chikane og seksuel chikane, den virkning, at en sådan beslutning i vidt omfang gøres virkningsløs på grund af, således som det er blevet bemærket, den vanskelighed, som en person har ved at føre bevis for den formodede chikanørs hensigt om at miskreditere eller nedgøre vedkommende.

147    Det er i lyset af alle de ovenstående betragtninger, at der skal træffes afgørelse om sagsøgerens klagepunkt om psykisk chikane, hvilket forudsætter en undersøgelse af det faktiske indhold af den forskellige negative adfærd, som hun har foreholdt sine overordnede, og en afgørelse af, om denne negative adfærd, der kan opdeles i seks kategorier, har haft til virkning objektivt at være et angreb på sagsøgerens personlighed, værdighed eller psykiske eller fysiske integritet.

148    Det skal understreges, at alene de faktiske omstændigheder, der ligger forud for den dato, hvor den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand og ansøgningen om erstatning fremkom, nemlig den 3. september 2004, og som i det væsentlige vedrører de vilkår, hvorunder sagsøgeren udøvede sit arbejde, skal tages i betragtning.

149    Det er korrekt, at sagsøgeren ligeledes har påstået at have været udsat for psykisk chikane i perioden efter den 3. september 2004. Spørgsmålet, om der var psykisk chikane i denne periode, kan imidlertid ikke undersøges i forbindelse med denne tvist. For det første er denne påståede psykiske chikane, som ifølge sagsøgeren var følgen af Kommissionens tilsidesættelse af bestemmelserne i vedtægtens artikel 59 ved behandlingen af hendes lægeattester, ikke af samme art som den, hun har gjort gældende for perioden forud for den 3. september 2004. For det andet er det ubestridt, at sagsøgeren ikke har iværksat nogen administrativ procedure for at opnå erstatning for skade forbundet med den hævdede psykiske chikane efter den 3. september 2004. Det skal dog præciseres, at det påhviler sagsøgeren, hvis hun er af den opfattelse, at det er begrundet, at nedlægge påstand om erstatning for en sådan skade.

a)     Hvad for det første angår betingelserne for forlængelse af sagsøgerens prøvetid

150    Sagsøgeren har i det væsentlige fremført tre klagepunkter.

151    Sagsøgeren har i det første klagepunkt anført, at de kritiske kommentarer i hendes første udtalelse ved prøvetidens udløb kan forklares med det forhold, at chefen for enhed B 2 gav direktøren for direktorat B urimeligt negative oplysninger om kvaliteten af hendes arbejde for at gøre sagsøgeren ansvarlig for hans egne fejl ved forvaltningen af sagsakterne.

152    Det er i denne henseende ubestridt, at direktøren for direktorat B, som havde til opgave at uarbejde den første udtalelse for prøvetiden, heri fremkom med kritiske vurderinger af sagsøgerens arbejde. Han bemærkede således, at sagsøgeren »ikke inden for rimelige frister [havde] kunnet udføre visse vigtige opgaver, som hun [var] blevet betroet«, og at der havde været »visse vanskeligheder med relationerne i tjenesten«. Han havde ligeledes hos sagsøgeren bemærket et »manglende kendskab til den gældende administrative og hierarkiske ordning i Kommissionen«.

153    Ud over det forhold, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget forhold til støtte for påstanden om, at indførelsen af sådanne vurderinger kan forklares med, at chefen for enhed B 2 tilsigtede at lade hende bære ansvaret for hans egne fejl, fremgår det imidlertid af sagsakterne, at sagsøgeren under den indledende prøvetid udførte visse opgaver, hun var blevet betroet, med forsinkelse, såsom udarbejdelse af udkast til rapporter i forbindelse med behandlingen af en disciplinærsag. Herudover fremkom chefen for enheden »Social Dialog« ligeledes med kritik af sagsøgerens faglige kvalifikationer, idet sagsøgeren mellem den 18. maj og den 15. oktober 2001 havde gennemført den forlængede prøvetid i denne enhed.

154    Det første klagepunkt skal dermed forkastes, uden at der er behov for at foretage den høring, som sagsøgeren har anmodet om.

155    I det andet klagepunkt har sagsøgeren kritiseret det forhold, at hendes prøvetid blev forlænget, uden at chefen for enhed B 2 tidligere havde udsat hende for den mindste kritik.

156    Selv om det herved er korrekt, at det er blevet udtalt, at administrationen ikke har pligt til på noget tidspunkt at give en tjenestemand på prøve en advarsel, fordi hans indsats ikke er tilfredsstillende (jf. Domstolens dom af 15.5.1985, sag 3/84, Patrinos mod ØSU, Sml. s. 1421, præmis 19, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.3.1997, sag T-96/95, Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 35, og II, s. 97, præmis 102), skal det ikke desto mindre understreges, at høringskonsulenten i sin rapport om den administrative undersøgelse »beklage[de] omstændighederne omkring udarbejdelsen af [den første udtalelse ved prøvetidens udløb]« og navnlig angav, at det forhold, at sagsøgeren »hverken [havde] haft mulighed for at forklare sig i rette tid om de svagheder, som hendes [e]nhedschef [havde] anført, eller for især at afhjælpe dem ved sammen med hendes overordnede at blive enig om de midler, der skal anvendes«, var i strid med omsorgspligten. Ligeledes påberåbte høringskonsulenten sig udtrykkeligt »den manglende dialog mellem [sagsøgeren] og hendes overordnede forud for den negative bekendtgørelse, hun fik i sin [første] udtalelse ved prøvetidens udløb«. Sagsøgeren har dermed grund til at kritisere Kommissionen for at have forlænget hendes prøvetid uden først at have givet hende en advarsel.

157    Det andet klagepunkt skal dermed tages til følge.

158    Hvad angår det tredje klagepunkt, hvorefter evalueringsudvalget, som med urette fik oplysning om, at sagsøgeren havde godkendt prøvetidens forlængelse, af denne grund hverken hørte hende eller personer, som hun havde ønsket at få hørt, er det ubestridt, således som Kommissionen udtrykkeligt har anerkendt i afgørelsen af 20. september 2001, hvorved den afslog klagen over beslutningen om at forlænge prøvetiden, at evalueringsudvalget »ved en fejl [var] blevet orienteret om, at [sagsøgeren] havde godkendt forlængelsen af prøvetiden i en anden enhed«, og at »denne fejl skyld[tes] det forhold, at [sagsøgeren] havde foreslået, at hun blev tilknyttet [enhed B 4] i forbindelse med den annoncerede forlængelse af prøvetiden«. Der er dog ingen bestemmelse i vedtægten eller i andre tekster, som pålægger evalueringsudvalget at foretage høringer. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en sådan forkert oplysning danner baggrund for evalueringsudvalgets beslutning om hverken at høre sagsøgeren eller personer, som hun havde ønsket at få hørt.

159    Det følger heraf, at det tredje klagepunkt ligeledes skal tages til følge.

160    Sagsøgeren har dermed med føje antaget, at Kommissionen begik visse fejl i forbindelse med prøvetidens forlængelse. Sådanne fejl er imidlertid ikke i sig selv så alvorlige, som det kræves, for at de i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand er et angreb på sagsøgerens personlighed, værdighed eller fysiske eller psykiske integritet.

b)     Hvad for det andet angår det forhold, at Kommissionen isolerede sagsøgeren

161    Det skal erindres, at sagsøgeren mellem januar 2003 og invaliditetspensionen den 31. august 2005 havde tre forskellige kontorer, det første på anden sal i bygningen Montoyer 34 (mellem januar og juni 2003), det andet på mezzaninen mellem stueetagen og første sal i bygningen Science 11 (mellem juni 2003 og sommeren 2004) og det tredje på ottende sal i bygningen Science 11 (fra sommeren 2004).

162    Hvad imidlertid angår det første af disse kontorer fremgår det af sagsakterne, at det lå langt fra det kontor, som chefen for enhed D 2 havde, og at det i øvrigt var placeret på en etage, hvor sagsøgeren på grund af ombygningsarbejde var den eneste person, der arbejdede.

163    Hvad angår det andet kontor, som var placeret på mezzaninen i bygningen Science 11, understregede høringskonsulenten, efter at han havde fastslået sagsøgerens »isolation ikke blot i forhold til den øvrige enhed, hun var tilknyttet, men også i forhold til kolleger fra andre enheder eller andre direktorater«, at »[d]en meget atypiske og afsides beliggende situation [med dette kontor] sandsynligvis var en hindring for beboerens gode integration i den tilknyttede tjeneste«, idet han endog tilføjede, at »det forhold at være varigt installeret i dette kontor [havde] kunnet påvirke [sagsøgerens] moral negativt«.

164    Under disse omstændigheder må Kommissionen, selv om sagsøgeren ikke har godtgjort, at de kontorer, hun blev tildelt, ikke var korrekt udstyret, og i øvrigt heller ikke har godtgjort, at hendes overordnede afviste at tale med hende, anses for at have begået en fejl ved at have tildelt sagsøgeren isolerede kontorer indtil sommeren 2004.

165    Det skal imidlertid understreges, at høringskonsulenten, idet han fremkom med kritik, gav en forklaring på denne isolering. Han anførte nemlig, at enhed D 2, efter at der inden for Kommissionen var blevet skabt flere kontorer, og der som følge heraf var flyttet personale, var fordelt over fire etager i bygningen Science 11 (7., 8., 9. og 10. sal), hvilket gør det muligt at forstå hans synspunkt, om »årsagerne til, at [sagsøgeren] flere gange var blevet nødt til at skifte kontor«.

166    Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgerens overordnede foretog visse fremgangsmåder for at nå frem til en mere tilfredsstillende løsning vedrørende det kontor, hun skulle have.

167    Den 3. juli 2003 tilsendte den stedfortrædende chef for enhed D 2 således sagsøgeren en e-mail, hvori han foreslog hende at flytte til syvende sal i bygningen Science 11 i afventning af, at hele enhed D 2 kunne blive samlet på bygningens 9. og 10. sal. En sådan flytning skulle imidlertid i henhold til e-mailens ordlyd kun være »midlertidig«, hvilket forklarer, at sagsøgeren ved en e-mail af 7. juli 2003 besvarede dette forslag med, at hun tøvede og foretrak at vente til efter den årlige ferie for at se, om der kunne findes en »endelig løsning« »i august måned«.

168    Ligeledes sendte den stedfortrædende chef for enhed D 2 den 11. september 2003 den ansatte, der forvalter det på fortegnelser registrerede løsøre, en e-mail for at erindre ham om behovet for at løse spørgsmålet om sagsøgerens kontor. Efter at have erindret ham om, at de allerede sammen havde drøftet dette spørgsmål inden sommerferien 2003, anmodede han ham om at »stille et passende kontor til [sagsøgeren] til rådighed for […] enhed [D 2] tættest muligt på niende og tiende sal i [bygningen Science 11]«. Han tilføjede, at »[s]agen [havde] en vis hastende karakter, i det omfang det forhold, at [sagsøgerens] kontor, der ligger i stueetagen [i bygningen Science 11], er uhensigtsmæssigt, hvilket [syntes] i alvorlig grad at påvirke [sagsøgerens] tjenstlige indsats og [krævede] en omgående løsning«.

169    Selv om der ikke blev fulgt op på de ovenfor beskrevne fremgangsmåder, kan det forhold, at sagsøgeren blev tildelt isolerede kontorer, selv om det er kritisabelt, således ikke anses for at have været et angreb på sagsøgerens personlighed, værdighed eller fysiske eller psykiske integritet.

c)     Hvad for det tredje angår det forhold, at sagsøgeren ikke blev tildelt nogen opgaver mellem januar og juni 2003

170    Det fremgår af sagsakterne, at sagsøgeren fra sin tilknytning til enhed D 2 den 1. januar 2003 og i næsten hele første halvdel af 2003 ikke fik tildelt nogen opgaver, og at der først den 10. juni 2003 blev udarbejdet en stillingsbeskrivelse, som blev meddelt sagsøgeren. Høringskonsulenten understregede herved, at »den ene omstændighed, at en tjenestemand har skullet vente næsten et halvt år for præcist at vide, hvad man forventede af hende i den tilknyttede tjeneste, rimeligvis af denne tjenestemand [kunne] opfattes som misbrugsadfærd, særligt når det var en del af et allerede konfliktfyldt forhold til hendes faglige miljø«.

171    Selv om Kommissionen har anført, at sagsøgerens ophold i enhed D 2 oprindeligt skulle have været af kort varighed, eftersom det tilsigtedes at overflytte hende til direktoratet »Sikkerhed« i GD »Personale og Administration« fra de første måneder af 2003, kan denne omstændighed, som i øvrigt ikke blev en realitet, således på ingen måde begrunde, at sagsøgeren ikke blev tildelt nogen opgaver de første måneder af 2003. Selv om at sagsøgeren i løbet af dette års første halvdel ofte var fraværende på grund af sygdom eller årlig ferie, er det ikke tilladeligt, at administrationen afholdt sig fra at fastsætte sagsøgerens opgaver, således som den har pligt til.

172    Henset til de faktiske omstændigheder i denne sag, navnlig de oprindelige planer om at tilknytte sagsøgeren uden for enhed D 2, skal det imidlertid antages, at den sene tildeling af opgaver til sagsøgeren ikke i sig selv kan anses for at være et angreb på hendes personlighed, værdighed eller fysiske eller psykiske integritet.

d)     Hvad for det fjerde angår det forhold, at Kommissionen spredte ærerørige rygter om sagsøgerens faglige evner

173    Sagsøgeren har ikke fremsat noget forhold til støtte for påstanden om, at de overordnede i GD »Personale og Administration« spredte ærerørige rygter om hendes faglige evner.

174    Den i denne forbindelse rejste kritik skal dermed forkastes.

e)     Hvad for det femte angår det forhold, at Kommissionen afviste visse ansøgninger om årlig ferie og godtog andre med forsinkelse

175    Det skal indledningsvis erindres, at selv om »tjenestemanden [i medfør af vedtægtens artikel 57, stk. 1,] har ret til en årlig ferie på mindst 24 og højst 30 arbejdsdage inden for hvert kalenderår«, er det blevet fastslået, at en afvisning af årlig ferie for at sikre, at tjenesten fungerer tilfredsstillende, ikke som sådan kan anses for en godtgørelse af, at der foreligger psykisk chikane (dommen i sagen Schmit mod Kommissionen, præmis 78).

176    I denne sag har sagsøgeren foreholdt Kommissionen inden den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand og ansøgningen om erstatning den 3. september 2004 at have afvist at tage tre ansøgninger om årlig ferie for perioderne fra den 10. maj til den 30. juni 2004, fra den 19. maj til den 8. juni 2004 og fra den 5. juli til den 13. august 2004 til følge. Ifølge sagsøgeren kan sådanne afvisninger forklares med administrationens ønske om »psykologisk at destabilisere« hende.

177    Hvad angår den kritiserede afvisning af ansøgningen om årlig ferie af 7. maj 2004 vedrørende perioden fra den 10. maj til den 30. juni 2004 fremgår det af sagsakterne, navnlig af e-mails af 7. og 10. maj 2004 til sagsøgeren, at denne afvisning havde en lovlig begrundelse, nemlig behovet for efter udtalelsen fra lægeundersøgelsen den 7. maj 2004, som angav, at »en anden stilling ville være ønskelig for [sagsøgerens] helbred«, med sagsøgeren at undersøge forskellige muligheder for arbejde uden for GD »Personale og Administration«. Det er i øvrigt fastslået, at sagsøgeren faktisk havde et møde med direktøren for direktorat D den 10. maj 2004, og at det under dette møde blev besluttet, at sagsøgerens curriculum vitae skulle tilsendes andre generaldirektorater. Herudover lod sagsøgeren selv ved e-mail af 12. maj 2004 assistenten for direktøren for direktorat D vide, at hun ønskede at holde årlig ferie i perioden fra den 19. maj til den 8. juni 2004.

178    Hvad angår ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 19. maj til den 8. juni 2004 bemærkes, at begrundelsen for, at denne ansøgning blev afvist, konkret behovet for i forbindelse med udarbejdelsen af KUR januar – oktober 2003 at have den i artikel 8, stk. 5, i AAG omhandlede officielle samtale, ligeledes var lovlig, idet bestemmelserne i artikel 8, stk. 14, i AAG bestemmer, at »[a]lle årlige udtalelser skal være afsluttet senest med udgangen af april«.

179    Det samme gælder så meget desto mere for ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 5. juli til den 13. august 2004, hvis udtrykkelige afvisning i en e-mail af 9. juni 2004 fra direktøren for direktorat D til sagsøgeren var begrundet i behovet for med henblik på, at udsigterne for alle tjenestemænd i direktorat D til forfremmelse ikke blev skadet, at iværksætte en officiel samtale med medbedømmeren i henhold til artikel 8, stk. 10, i AAG efter sagsøgerens ansøgning om revision af KUR januar – oktober 2003.

180    Sagsøgeren har derfor med rette foreholdt Kommissionen at have forsinket hendes ansøgning om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004. Denne ansøgning, som blev indført i »Sic Congés« den 21. juni 2004, blev nemlig først godkendt den 2. august 2004, eller mere end to uger efter den dato, hvorfra sagsøgeren ønskede at holde ferie. Det skal endvidere bemærkes, at denne ansøgning var blevet godkendt og de tilsvarende dage blevet fratrukket sagsøgerens samlede årlige ferie, selv om hun fra den 5. juli 2004 havde indleveret en lægeattest for perioden fra den 17. juli til den 27. august 2004, eller for næsten den samme periode, som var omfattet af ansøgningen om årlig ferie, og at administrationen ikke anfægtede denne attest.

181    Det følger heraf, at hvad angår spørgsmålet om årlig ferie kan Kommissionen kun gøres ansvarlig for den forkerte adfærd i forbindelse med de omstændigheder, hvorunder ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004 blev behandlet. En sådan adfærd kan imidlertid ikke i sig selv anses for at have haft den virkning at være et angreb på sagsøgerens personlighed, værdighed eller fysiske eller psykiske integritet.

f)     Hvad for det sjette angår Kommissionens afvisning af at anse sygefraværet for berettiget

182    Det er ubestridt, at Kommissionen pålagde sagsøgeren, som havde fremlagt en lægeattest for perioden fra den 16. april til den 11. juni 2004, at gennemgå en lægeundersøgelse. Efter at lægeundersøgelsen i en udtalelse af 7. maj 2004 konkluderede, at sagsøgeren var egnet til at udføre sit arbejde, idet det blev præciseret, at »en anden stilling ville være ønskelig for [sagsøgerens] helbred«, fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen imidlertid ikke gjorde brug af den mulighed, som vedtægtens artikel 59, stk. 1, femte afsnit, giver den for at rette henvendelse til en opmand.

183    Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at hendes overordnede før den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand og ansøgningen om erstatning begik ulovligheder ved behandlingen af hendes sygefravær.

184    Det følger heraf, at selv om visse af de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har fremlagt, indebærer fejl, kan ingen af dem i sig selv anses for at udgøre et »misbrug« i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand.

185    Dette spørgsmål er imidlertid stillet for at få oplyst, om de samme faktiske omstændigheder samlet set kan anses for at udgøre et sådant »misbrug«.

186    Høringskonsulenten besvarede dette spørgsmål benægtende, idet han var af den opfattelse, at »at den pågældende adfærd eller de pågældende handlinger [ikke] var forsætlige fra ophavsmandens/ophavsmændenes side i den forstand, at de tilsigtede at skade [sagsøgerens] personlighed, værdighed eller integritet«, og idet han præciserede, at der ikke forelå »et individuelt eller samordnet ønske fra hovedpartens af personernes side om at skade [hende]«.

187    Retten kan imidlertid ikke henholde sig til en sådan vurdering, eftersom høringskonsulenten ved formuleringen heraf byggede på en fejlagtig fortolkning af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, idet han gjorde den formodede chikanørs ildesindede hensigt til en betingelse for, at der forelå psykisk chikane.

188    De faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har foreholdt sine overordnede, kan derfor heller ikke anses for at udgøre adfærd som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3. Selv om de bedømmes i deres helhed, er denne negative adfærd, selv om den nærmer sig en adfærd med psykisk chikane, og af sagsøgeren er blevet følt som sådan, således som høringskonsulenten bemærkede det, ikke af en tilstrækkelig alvor til, at den objektivt havde den virkning fra datoen for den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand og ansøgningen om erstatning at være et angreb på sagsøgerens personlighed, værdighed eller psykiske eller fysiske integritet.

189    Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om, at hun har været offer for psykisk chikane, ikke er begrundet.

C –  Påstandene om annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand

1.     Formaliteten

a)     Parternes argumenter

190    Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den manglende besvarelse af ansøgningen om bistand ikke ved udløbet af en frist på fire måneder fra ansøgningens indlevering kan udgøre en retsakt, der er bebyrdende for sagsøgeren. Kommissionen har nemlig forklaret, at den efter udløbet af denne frist på fire måneder ikke afviste, heller ikke stiltiende, ansøgningen om bistand, men afventede resultaterne af den administrative undersøgelse for at tage stilling til denne ansøgning. Kommissionen har tilføjet, at den først den 16. september 2005 endelig afslog ansøgningen om bistand, efter at den administrative undersøgelse havde godtgjort, at påstandene om psykisk chikane var ugrundede. Under disse omstændigheder skal ovennævnte påstande afvises, da de endnu ikke kan påkendes.

191    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at indsigelsen forkastes.

b)     Rettens bemærkninger

192    Vedtægtens artikel 90, stk. 1, bestemmer:

»Enhver person, der er omfattet af denne vedtægt, kan forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden om at træffe en beslutning for sit vedkommende. Myndigheden meddeler den pågældende sin begrundede beslutning inden fire måneder efter dagen for ansøgningens forelæggelse. Hvis der ikke er afgivet svar inden fristens udløb, anses dette for en stiltiende afvisning, som kan gøres til genstand for en klage i henhold til efterfølgende stykke.«

193    I denne sag anmodede sagsøgeren, således som det er fremgået, ved notat af 29. april 2004 om Kommissionens bistand. Den manglende besvarelse af dette notat, som indeholdt en ansøgning i den i vedtægtens artikel 90, stk. 1, omhandlede forstand, udgjorde således efter udløbet af en frist på fire måneder en stiltiende afvisning, hvilket udgør en retsakt, der er bebyrdende for sagsøgeren.

194    Denne konklusion kan ikke ændres af Kommissionens argument, hvorefter den efter udløbet af fristen på fire måneder i vedtægtens artikel 90, stk. 1, afholdt sig fra at træffe afgørelse om ansøgningen om bistand på grund af den psykiske chikane, eftersom den havde været tvunget til at afvente resultaterne af den administrative undersøgelse, inden den traf afgørelse.

195    Selv om det påhviler administrationen, når en tjenestemand, som kræver beskyttelse af sin institution, fremlægger de første beviser på det faktiske indhold af de angreb, han påstår at være genstand for, at træffe passende foranstaltninger, navnlig at foretage en undersøgelse for at fastlægge de faktiske omstændigheder, som ligger bag klagen (dommen i sagen Lo Giudice mod Kommissionen, præmis 136), giver en sådan pligt ikke den berørte institution lov til at fravige bestemmelserne i vedtægtens artikel 90, stk. 1, som giver tjenestemanden mulighed for at fremkalde en stillingtagen fra administrationens side i form af en afgørelse inden for en fastsat frist (dom afsagt af Retten i Første Instans den 3.4.1990, sag T-135/89, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 153, præmis 17, og den 6.11.1997, sag T-223/95, Ronchi mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 321, og II, s. 879, præmis 31).

196    Selv om Kommissionen efter afslutningen af den administrative undersøgelse ikke kunne anses for endeligt at have afslået ansøgningen om bistand, gælder det ikke desto mindre, at Kommissionen, selv inden den tog endelig stilling til en sådan ansøgning, havde pligt til at vedtage visse retsakter, i det mindste foreløbige. Sådanne manglende foranstaltninger kan på grund af administrationens stilhed vedrørende denne ansøgning være bebyrdende for sagsøgeren, således som i denne sag.

197    Under disse omstændigheder kan formalitetsindsigelsen, hvorefter ovennævnte påstande ikke er rettet mod nogen bebyrdende retsakt, ikke tages til følge.

198    Det skal imidlertid bemærkes, at den af Kommissionens generalsekretær udpegede høringskonsulent ved et notat af 8. september 2004 af Kommissionen fik mandat til at »fastlægge det faktiske indhold af de formulerede påstande, navnlig for så vidt angår adfærden hos den eller de tjenestemænd, hvis navne er omtalt i sagsakterne, og således give mulighed for at vurdere situationens faktiske indhold og de følger, der i givet fald skal drages heraf«. Høringskonsulenten meddelte i øvrigt Kommissionens generalsekretær den udtalelse, han havde udarbejdet efter den administrative undersøgelse, efter at han mellem den 6. oktober og den 22. december 2004 havde fortaget en række høringer.

199    Det skal dermed fastslås, at selv om administrationen ikke traf alle de bistandsforanstaltninger, som sagsøgeren havde anmodet om, inden nærværende sag blev anlagt, tog den ikke desto mindre sagsøgerens anmodning om en administrativ undersøgelse til følge.

200    Det følger heraf, at sagsøgeren kan anfægte den stiltiende afvisning af hendes ansøgning om bistand, med undtagelse af ansøgningen om indledning af en undersøgelse. Sagsøgerens påstande skal afvises hvad angår dette sidste punkt, idet der ikke forelå en bebyrdende retsakt på tidspunktet for nærværende sags anlæggelse.

2.     Realiteten

a)     Parternes argumenter

201    Selv om sagsøgeren har fremsat to anbringender om for det første tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 24 og for det andet om manglende hensyntagen til omsorgspligten, skal disse anbringender, der i det væsentlige hviler på samme argumentation, behandles samlet.

202    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke besvarede hendes ansøgning om bistand med den af omstændighederne krævede hurtighed og omsorg og navnlig ikke flyttede hende uden for GD »Personale og Administration«, selv om den psykiater, som lægetjenesten havde betroet at foretage en psykiatrisk evaluering af hendes person, fra den 18. maj 2004 havde understreget, at »[d]a problemet er af social karakter (en konflikt inden for [i]nstitutionen), skal løsningen findes på det sociale plan (en resocialisering i et andet [g]eneraldirektorat)«.

203    Kommissionen har som forsvar anført, at den ikke kan foreholdes ikke at have flyttet sagsøgeren uden for GD »Personale og Administration«, eftersom sagsøgeren ikke var offer for nogen psykisk chikane.

b)     Rettens bemærkninger

204    Vedtægtens artikel 24, stk. 1, bestemmer: »Fællesskaberne yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.«

205    Det bemærkes, at administrationen i medfør af bistandspligten, når der er indtrådt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende (Domstolens dom af 26.1.1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 21.4.1993, sag T-5/92, Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31, og den 5.12.2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 267, og II, s. 1225, præmis 42).

206    I denne sag kan sagsøgeren ikke foreholde Kommissionen ikke at have truffet alle foranstaltninger for at beskytte hende mod psykisk chikane, eftersom Retten ikke har fastslået, at der forelå psykisk chikane.

207    Det skal imidlertid bemærkes, at meddelelsen af 2003 om psykisk chikane bestemmer, at »[v]ed den mindste mistanke om psykisk chikane kan der planlægges adskillelsesforanstaltninger«, og at disse foranstaltninger, »som skal tage hensyn til særlige situationer«, og som »kan være omgående og, om nødvendigt, endelige«, har til formål »at give det formodede offer mulighed for at komme sig ved at hjælpe vedkommende til at komme på afstand af tingene«.

208    I denne sag bemærkes, at sagsøgeren i sit notat af 29. april 2004 først kritiserede chefen for enhed B 2, hvilken enhed hun var tilknyttet, da hun var prøveansat tjenestemand i Kommissionen, for at have meddelt direktøren for direktorat B, som havde til opgave at udarbejde den første udtalelse for prøvetiden, urimeligt negative oplysninger om hendes faglige evner med det ene formål at gøre hende ansvarlig for fejl, han selv havde begået. I samme notat foreholdt sagsøgeren sine overordnede, navnlig fra den 1. januar 2003, hvor hun blev tilknyttet enhed 01, at have isoleret hende fagligt ved at tildele hende et kontor, som lå langt fra resten af enheden og ikke var korrekt udstyret, for ikke at have betroet hende arbejde i forhold til hendes kvalifikationer, for at have været til hinder for hendes overførsel uden for GD »Personale og Administration« og for at have givet de andre generaldirektorater negative oplysninger om hendes kvalifikationer. Sagsøgeren angav i samme skrivelse, at hun havde modtaget en liste over enhedens medlemmer, hvorpå hendes navn ikke længere fandtes. Det skal endelig anføres, at blandt de mange bilag, som sagsøgeren vedlagde sin ansøgning om bistand, fandtes en liste over personer, som ifølge sagsøgeren kunne bekræfte, at den hævdede psykiske chikane pågik.

209    Betydningen og alvoren af de af sagsøgeren hævdede faktiske omstændigheder i ansøgningen om bistand viser således, om ikke, at der forelå psykisk chikane, så forelå der i det mindste en »mistanke om psykisk chikane« i den i meddelelsen af 2003 om psykisk chikane omhandlede forstand, som pålægger Kommissionen at træffe »adskillelsesforanstaltninger«, inden den foretager en undersøgelse og efterprøver det faktiske indhold af sagsøgerens klagepunkter.

210    Det er imidlertid ubestridt, at Kommissionen på den dato, hvor den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand fremkom, ikke havde vedtaget nogen sådan midlertidig foranstaltning, og at sagsøgeren ikke havde været genstand for nogen afgørelse om arbejde uden for GD »Personale og Administration« eller endog uden for enhed D 2, som hun var tilknyttet.

211    Det fremgår af sagsakterne, at GD »Personale og Administration« fra efteråret 2003 havde gjort en vis indsats for at give sagsøgeren mulighed for at finde ansættelse uden for dette generaldirektorat, og at navnlig generaldirektøren for direktorat D den 13. maj 2004 havde sendt sagsøgerens curriculum vitae til fem andre generaldirektorater, hvorved han præciserede, at GD »Personale og Administration« var enig i, at sagsøgeren kunne forflyttes. Disse forskellige forsøg kan imidlertid ikke anses for tilstrækkelige, eftersom det påhviler Kommissionen ikke blot at bistå sagsøgeren med at finde ansættelse, men at forflytte hende uden for GD »Personale og Administration«.

212    Det skal i øvrigt bemærkes, at direktøren for IDOC i en skrivelse af 11. juni 2004 selv anførte over for Kommissionens generalsekretær, at de forhold, som sagsøgeren fremførte i sin ansøgning om bistand, forekom ham tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde indledningen af en administrativ undersøgelse, »enten for at godtgøre, at der foreligger individuelt ansvar eller for at rense en uberettiget beskyldt tjenestemænds ære«.

213    Under disse omstændigheder kan sagsøgeren med rette hævde, at Kommissionen ikke besvarede hendes ansøgning om bistand med den fornødne omsorg, idet den ikke traf en adskillelsesforanstaltning, inden den indledte en administrativ undersøgelse.

214    Det følger heraf, at den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand skal annulleres, for så vidt som det herved blev afvist at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning.

D –  Påstandene om annullation af KUR 2003

1.     Parternes argumenter

215    Kommissionen har nedlagt påstand om, at ovennævnte påstande afvises, idet klagen over KUR 2003 blev indgivet for sent. Kommissionen har understreget, at sagsøgeren, som ved skrivelse af 21. september 2004 fik kendskab til den endelige afslutning af hendes KUR 2003, først indgav klage til enheden »Klager« i GD »Personale og administration« den 5. januar 2005, eller efter udløbet af fristen på tre måneder i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Kommissionen har tilføjet, at sagsøgeren, henset til hendes »særlige situation«, havde kunnet rette henvendelse, når hun var på arbejdsstedet, til GD »Personale og Administration« og få oplysninger om, hvorledes det forholdt sig med KUR 2003 eller i det mindste konsultere sagsakterne i databasen »SysPer 2« (herefter »SysPer 2«). Da sagsøgerens KUR 2003 blev afsluttet den 13 og 14. juli 2004, havde hun derfor været i stand til at få kendskab hertil umiddelbart herefter eller under alle omstændigheder senest, når hun modtog skrivelsen af 21. september 2004, som oplyste hende om den administrative afslutning heraf.

216    Subsidiært og såfremt Retten mener, at ovennævnte påstande kan antages til realitetsbehandling, har Kommissionen understreget, at sagsøgeren efter anlæggelse af nærværende sag gik på invalidepension, hvorfor hun ikke længere har en berettiget interesse i at nedlægge påstand om annullation af hendes KUR 2003.

217    Sagsøgeren har i replikken nedlagt påstand om, at hendes påstande om annullation af KUR 2003 antages til realitetsbehandling.

2.     Rettens bemærkninger

218    For så vidt angår ovennævnte påstandes formalitet bemærkes, at det fremgår af vedtægtens artikel 90, stk. 2, at enhver person, der er omfattet af vedtægten, for ansættelsesmyndigheden kan indbringe en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, og en sådan klage skal indbringes inden for en frist på tre måneder. Fristen løber fra den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter.

219    I øvrigt anses en beslutning for behørigt meddelt, ikke blot når den er kommet frem til adressaten, men også når denne har haft mulighed for at gøre sig bekendt med beslutningen (jf. Domstolens dom af 15.6.1976, sag 5/76, Jänsch mod Kommissionen, Sml. s. 1027, præmis 10, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 19.10.2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 121).

220    Endelig påhviler det administrationen, hvis den vil gøre gældende, at en klage er for sent indgivet, at fremføre bevis for den dag, hvor afgørelsen blev meddelt, dvs. kom til modtagerens kendskab (jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.6.1994, sag T-94/92, X mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 149, og II, s. 481, præmis 22).

221    I denne sag har Kommissionen gjort gældende, at fristen på tre måneder i vedtægtens artikel 90, stk. 2, begyndte at løbe den 21. september 2004, hvilken dato findes på den skrivelse, hvorved chefen for enheden »Menneskelige Ressourcer – ADMIN, Interne Reformer« meddelte sagsøgeren, at generaldirektøren for GD »Personale og Administration« i forbindelse med forfremmelsesåret 2004 havde besluttet ikke at tildele hende nogen prioritetspoint, henset til den samlede karakter på 8/20, som hun var blevet tildelt i forbindelse med bedømmelserne for 2003. Ud over det forhold, at ingen af sagsakterne gør det muligt at kende den dato, hvor denne skrivelse blev meddelt, skal det imidlertid understreges, at skrivelsen ikke kan anses for at have givet sagsøgeren mulighed for at gøre sig bekendt med KUR 2003, eftersom bedømmelserne ikke var bilagt skrivelsen.

222    Argumentet om, at sagsøgeren, henset til hendes »særlige situation«, havde kunnet rette henvendelse, når hun var på arbejdsstedet, til GD »Personale og Administration« og få oplysninger om, hvorledes det forholdt sig med KUR 2003 eller i det mindste konsultere sagsakterne i databasen »SysPer 2, kan ikke tages til følge, eftersom klagefristen over en sådan bebyrdende retsakt, således som det er fremgået, først efter vedtægtens artikel 90, stk. 2, begynder at løbe den dag, hvor afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, hvor den pågældende får kendskab hertil.

223    Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke fremført bevis for den dag, hvor KUR 2003 blev meddelt sagsøgeren eller bragt til hendes kendskab, hvorfor formalitetsindsigelsen om, at påstandene er nedlagt for sent, ikke kan tages til følge.

224    Det følger heraf, at påstandene om annullation af KUR 2003 kunne antages til realitetsbehandling på dagen for nærværende sags anlæggelse.

225    Denne betragtning kan imidlertid ikke hindre Retten i at undersøge, om sagsøgeren efter nærværende sags anlæggelse fortsat har en personlig interesse i annullation af KUR 2003 (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 24.4.2001, sag T-159/98, Torre m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I, s. 83, og II, s. 395, præmis 30, og den 31.5.2005, sag T-105/03, Dionyssopoulou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 137, og II, s. 21, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

226    Det bemærkes herved, at bedømmelsesrapporten, som er et internt dokument, og som benævnes KUR i den gældende ordning i Kommissionen, i første række har til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger om, hvorledes tjenestemændene udfører de opgaver, de er pålagt (Domstolen dom af 3.7.1980, forenede sager 6/79 og 97/79, Grassi mod Rådet, Sml. s. 2141, præmis 20, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 28.5.1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 73).

227    I forhold til tjenestemanden spiller bedømmelsesrapporten en vigtig rolle for forløbet af hans karriere, hovedsageligt for så vidt angår forflyttelse og forfremmelse. Den berører derfor principielt kun den bedømte person indtil dennes udtræden af tjenesten. Efter tjenestemandens udtræden af tjenesten har denne følgelig ikke længere interesse i at fortsætte et søgsmål vedrørende en bedømmelsesrapport, medmindre han vil godtgøre, at der foreligger en særlig omstændighed, der begrunder en personlig og aktuel interesse i at opnå en annullation heraf (dommen i sagen Dionyssopoulou mod Rådet, præmis 20).

228    I denne sag er det ubestridt, at sagsøgeren gik på invalidepension og fik tilkendt invalideydelse ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. august 2005 med virkning fra den 31. august 2005. Herudover var invaliditetsudvalget af den opfattelse, at »der ikke [var] behov for nogen yderligere lægeundersøgelse, henset til arten af den sygdom, der har medført invaliditet«. Ændringen af KUR 2003 kan således ikke have nogen følger for sagsøgerens karriere. I øvrigt har sagsøgeren hverken godtgjort eller påberåbt sig, at der foreligger en særlig omstændighed, som begrunder, at hun har bevaret en personlig og aktuel interesse i annullation.

229    Denne konklusion ændres ikke af den løsning, som Retten nåede til i dom af 25. september 2008, sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser. Selv om det i den sag, som gav anledningen til dommen, blev udtalt, at en tjenestemand, som gik på invalidepension, bevarede en interesse i at nedlægge påstand om annullation af den afgørelse, som afviste hans ansøgning om en stilling, skal det understreges, at det i nævnte sag ikke var blevet fastslået – i modsætning til i den nærværende tvist – at den sygdom, som medførte tjenestemandens invaliditet, var uhelbredelig, og at der ikke var behov for en yderligere lægeundersøgelse.

230    Under disse omstændigheder er der ikke længere grundlag for at træffe afgørelse om påstanden om annullation af KUR 2003.

E –  Erstatningspåstandene

231    Sagsøgerens erstatningspåstande er i det væsentlige opdelt i tre led. Sagsøgeren har nemlig krævet erstatning for de skader, der for det første er forvoldt ved den psykiske chikane, hun har været offer for, for det andet ved den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, og for det tredje ved de ulovlige KUR 2003 og de omstændigheder, hvorunder sagsøgeren fik kendskab hertil.

1.     Påstandene om erstatning for skade forvoldt af den hævdede psykiske chikane

a)     Parternes argumenter

232    Sagsøgeren har anført, at den psykiske chikane, hun har været offer for, har påvirket hendes helbred i alvorlig grad, således som det fremgår af lægeattesterne fra den behandlende læge, lægeudtalelserne fra lægetjenesten og udtalelsen fra den uafhængige læge, der blev valgt i forbindelse opmandsproceduren i vedtægtens artikel 59, stk. 1. Der er forvoldt betydelig psykisk skade, som udgøres af hendes uegnethed til på sædvanlig vis at varetage arbejdet i hendes enhed, og en økonomisk skade i form af en manglende mulighed for at udvikle hendes karriere og hendes lovlige ret til forfremmelse.

233    Kommissionen har gjort gældende, at ovennævnte erstatningspåstande må forkastes under henvisning til, at sagsøgeren ikke har været udsat for nogen psykisk chikane.

b)     Rettens bemærkninger

234    Det følger af retspraksis i personalesager, at Fællesskabets pådragelse af ansvar forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionen til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og den påståede skade (Domstolens dom af 16.12.1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5345, præmis 30, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.9.1998, sag T-234/97, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 507, og II, s. 1533, præmis 71, og den 6.7.2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 51).

235    Det skal derfor undersøges, om Kommissionen kan foreholdes at have udvist en ulovlig adfærd, dernæst i bekræftende fald om den eventuelle skade har årsagsforbindelse med den ulovlige adfærd.

 En ulovlig adfærd

236    Selv om sagsøgeren således som ovenfor anført ikke har grund til at anføre, at hun har været offer for psykisk chikane, gælder det ikke desto mindre, således som høringskonsulenten anførte, at visse af de af sagsøgeren påberåbte forhold til støtte for ansøgningen om erstatning samlet set kan vise, at Kommissionen ikke fuldt ud opfyldte sin omsorgspligt. Dette gælder navnlig omstændighederne med forlængelsen af sagsøgerens prøvetid (dommens præmis 155-160), sagsøgerens tildeling af et isoleret kontor (dommens præmis 161-169), den manglende fastlæggelse af opgaver mellem januar og juni 2003 (dommens præmis 170-172) eller de omstændigheder, hvorunder ansøgningen om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004 blev behandlet (dommens præmis 180 og 181).

237    Det følger heraf, at den første betingelse for, at Kommissionen pådrager sig ansvar, konkret at der foreligger en ulovlig adfærd, er opfyldt.

 Skade, som har årsagsforbindelse med den ulovlige adfærd

238    Hvad angår den hævdede økonomiske skade har sagsøgeren anført, at hun led et løntab, da hun gik på invalidepension. Sagsøgeren må dermed anses for med en sådan påstand at gøre gældende, at invalidepensionen var følgen af en erhvervssygdom, som skyldtes tjenestefejl begået af administrationen.

239    Det bemærkes herved, således som det er blevet fastslået (Rettens dom af 2.5.2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 193), at Retten ikke har kompetence til at udtale sig om årsagsforbindelsen mellem en tjenestemands tjenestevilkår og den påberåbte sygdom. Artikel 18 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber (herefter »dækningsordningen«) bestemmer, at afgørelsen vedrørende anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse træffes af ansættelsesmyndigheden på grundlag af konklusioner, som er fremlagt af den eller de læger, der er udpeget af institutionen, og hvis tjenestemanden anmoder herom, efter høring af det lægeudvalg, der er omhandlet i dækningsordningens artikel 22. Dækningsordningens artikel 11, stk. 2, bestemmer, at i tilfælde af vedvarende, total invaliditet som følge af en ulykke eller erhvervssygdom udbetales det i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b), omhandlede beløb, dvs. et beløb, der er lig med tjenestemandens årlige grundløn multipliceret med otte, på grundlag af hans grundløn i de sidste 12 måneder forud for ulykken.

240    Den ordning, der er indført til gennemførelse af vedtægtens artikel 73, omhandler således et engangsbeløb i tilfælde af en ulykke eller en erhvervssygdom, uden at det er nødvendigt for den pågældende at bevise en fejl fra institutionens side. Retspraksis præciserer, at det kun er under omstændigheder, hvor ydelserne efter vedtægtsordningen ikke er tilstrækkelige til at sikre en passende erstatning for den lidte skade, at en tjenestemand er berettiget til at kræve en supplerende erstatning (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.10.1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink mod Kommissionen, Sml. s. 2801, præmis 13, og af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 22, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 14.5.1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, præmis 74, og den 15.12.1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 259, og II, s. 1263, præmis 95).

241    I denne sag fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren ved et notat af 17. oktober 2005 forelagde Kommissionen en ansøgning om, at den erhvervsmæssige oprindelse af det »angst-depressive syndrom«, hun hævdede at lide af, blev anerkendt. Proceduren for anerkendelse af den erhvervsmæssige oprindelse af den sygdom, som sagsøgeren lider af, verserer fortsat. Det følger heraf, at ovennævnte anmodning om erstatning er fremsat for tidligt og ikke kan tages til følge.

242    Hvad derimod angår den psykiske skade, som sagsøgeren har været offer for, bidrog Kommissionens tilsidesættelse af omsorgspligten til at isolere sagsøgeren fra hendes enhed og forvoldte hende skade, som på rimelig vis kan erstattes ved, at hun tildeles et beløb på 500 EUR.

2.     Påstandene om erstatning for den skade, som skyldes den ulovlige stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand

a)     Formaliteten

 Parternes påstande

243    Kommissionen har bestridt, at påstandene om den skade, som skyldes den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har anført, at eftersom påstandene om annullation af denne afgørelse skal afvises, fordi de er fremsat for tidligt, skal påstandene om erstatning for skaden forvoldt ved denne afgørelse også afvises.

244    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at ovennævnte erstatningspåstande skal antages til realitetsbehandling.

 Rettens bemærkninger

245    Inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 kan et erstatningssøgsmål, som udgør et selvstændigt retsmiddel i forhold til et annullationssøgsmål, kun realitetsbehandles, såfremt der forud har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en akt, der indeholder et klagepunkt i vedtægtens artikel 90, stk. 2’s forstand, eller af en ved administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over vedkommende foranstaltning. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning og i givet fald fortsætte med indbringelse af en klage over den beslutning, ved hvilken ansøgningen afvises (dom afsagt af Retten i Første Instans den 28.6.1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64).

246    Når der er en direkte forbindelse mellem et annullationssøgsmål og en erstatningspåstand, kan sidstnævnte påkendes som et accessorium til annullationssøgsmålet, uden at der nødvendigvis forud er blevet indgivet en ansøgning til ansættelsesmyndigheden om at erstatte det påståede tab og en klage, der anfægter rigtigheden af den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af ansøgningen (Rettens dom af 15.7.1993, forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92, Camara Alloisio m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 841, præmis 46, og dommen i sagen Y mod Domstolen, præmis 66).

247    I denne sag bemærkes, at påstandene om erstatning for skaden forvoldt af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand har direkte forbindelse med påstandene om annullation af denne afgørelse. Disse påstande er imidlertid fundet at kunne antages til realitetsbehandling, undtagen for så vidt som de omhandler afvisningen af at indlede en administrativ undersøgelse. I dette omfang kan ovennævnte erstatningspåstande ligeledes antages til realitetsbehandling.

b)     Realiteten

 Parternes argumenter

248    Sagsøgeren har gjort gældende, at hun på grund af den ulovlige stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand har lidt økonomisk og psykisk skade. Hvad navnlig angår den økonomiske skade har hun anført, at det forhold, at Kommissionen undlod at træffe alle bistandsforanstaltninger, sammenholdt med den psykiske chikane, hun har været offer for, førte til hendes invaliditet, således at hendes skade udgøres af et samlet beløb på 781 906,43 EUR, svarende til forskellen mellem på den ene side det vederlag og den pension, hun ville have fået, hvis hun ikke var gået på invalidepension, og på den anden side den invalideydelse, hun modtager, og den pension, hun vil modtage i fremtiden.

249    Kommissionen har hertil anført, at da sagsøgeren ikke har bevist, at den kritiserede adfærd var ulovlig, må erstatningspåstanden forkastes. Subsidiært har sagsøgeren endnu ikke fremlagt et konkret forhold, som beviser tilstedeværelsen og så meget desto mindre omfanget af en reel skade, og heller ikke godtgjort årsagsforbindelsen mellem den påståede skade og den påståede kritiserede adfærd. Hvis Retten skulle finde, at sagsøgerens annullationspåstande er begrundede, kan disse anullationer i sig selv afhjælpe den psykiske skade.

 Rettens bemærkninger

250    Således som det er anført ovenfor, har Kommissionen behæftet sin stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand med en ulovlighed ved ikke forebyggende at træffe nogen foranstaltning, hvorved sagsøgeren blev forflyttet fra GD »Personale og Administration«, selv om betydningen og alvoren af de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren hævdede i sin ansøgning om bistand, afslørede en »mistanke om psykisk chikane« i den i meddelelsen af 2003 om psykisk chikane omhandlede forstand.

251    Herudover bemærkes, at den administrative undersøgelse på den dato, den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand fremkom, endnu ikke var indledt, eftersom det først var den 8. september 2004, at høringskonsulenten modtog mandatet fra Kommissionens generalsekretær til at foretage en sådan undersøgelse, og de første høringer, som han foretog, først påbegyndtes i oktober 2004.

252    Hvad angår tilstedeværelsen af en skade forbundet med den af Kommissionen begåede ulovlighed har sagsøgeren først anført, at hendes invalidepensionering skyldtes en erhvervssygdom, som igen skyldtes administrationens afvisning af at yde hende bistand. Således som det er blevet anført, verserer proceduren for anerkendelse af den erhvervsmæssige karakter af den sygdom, hun lider af, imidlertid stadig. Det følger heraf, at påstanden om erstatning for den økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, er fremsat for tidligt og ikke kan tages til følge.

253    Hvad derimod angår tilstedeværelsen af en psykisk skade bemærkes, at Kommissionens afvisning af at træffe midlertidige foranstaltninger og den forsinkelse, hvormed den administrative undersøgelse blev indledt, bragte sagsøgeren i en usikker og vanskelig situation, idet hun kunne befrygte, at Kommissionen ikke tog hendes ansøgning om bistand i betragtning, og at den ulovlige adfærd, hun indtil da havde været udsat for fra institutionens side, kunne fortsætte. Sagsøgeren har derfor med rette anført, at den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand forvoldte hende betydelig ikke-økonomisk skade, som ikke kan afhjælpes gennem den af Retten foretagne annullation.

254    Under disse omstændigheder vil en rimelig erstatning for denne psykiske skade være at pålægge Kommissionen at betale sagsøgeren et beløb på 15 000 EUR.

3.     Påstandene om erstatning for den skade, som skyldtes dels den hævdede ulovlighed i forbindelse med KUR 2003, dels de ukorrekte omstændigheder, hvorunder de blev bragt til sagsøgerens kendskab

a)     Formaliteten

 Parternes argumenter

255    Kommissionen har gjort gældende, at påstandene om, at administrationen skal pålægges at afhjælpe den skade, som skyldtes, at KUR 2003 var ulovlig, skal afvises, da påstandene om annullation af KUR 2003 skal afvises.

256    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at denne formalitetsindsigelse forkastes.

 Rettens bemærkninger

257    Der må sondres mellem påstanden om afhjælpning af den skade, som skyldtes ulovligheden i forbindelse med KUR 2003 på den ene side og påstanden om afhjælpning af de omstændigheder, hvorunder KUR 2003 blev bragt til sagsøgerens kendskab, på den anden side.

–       Formaliteten i forbindelse med erstatningspåstandene vedrørende de hævdede ulovlige KUR 2003

258    Erstatningspåstandene om afhjælpning af den skade, som skyldtes den hævdede ulovlige KUR 2003, har direkte forbindelse med påstandene om annullation af KUR 2003. Således som det er blevet anført, kunne påstandene om annullation af KUR 2003 på datoen for denne sags anlæggelse antages til realitetsbehandling. Det følger heraf, at erstatningspåstandene ligeledes kunne antages til realitetsbehandling, da sagsøgeren indgav stævningen.

259    Det skal i øvrigt tilføjes, at sagsøgeren, selv om hun på grund af pensionen ikke længere har berettiget interesse i at opnå annullation af KUR 2003, ikke desto mindre fortsat har interesse i at kræve, at der bliver truffet afgørelse om disse akters ulovlighed i forbindelse med en påstand om erstatning for den erhvervsmæssige og psykiske skade, hun mener at have lidt på grund af Kommissionens adfærd (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 13.12.1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769, præmis 18, som ikke blev ophævet under appellen for så vidt angår undersøgelsen af antagelsen til realitetsbehandling, og den 12.9.2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47, som er appelleret til Domstolen, sag C-525/07 P). Sagsøgerens pensionering indebærer derfor ikke, at hendes erstatningspåstand bliver uden genstand.

–       Antagelsen til realitetsbehandling af erstatningspåstandene i forbindelse med de uregelmæssige omstændigheder, hvorunder KUR 2003 blev bragt til sagsøgerens kendskab

260    Det bemærkes indledningsvis, at administrationen, når den meddeler en akt på uregelmæssig vis, begår en tjenestefejl.

261    Det følger heraf, at sagsøgeren for at forfølge afhjælpningen af den skade, hun har hævdet at have lidt som følge af den uregelmæssige meddelelse af KUR 2003, var forpligtet til at indlevere en ansøgning i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede forstand, som i tilfælde af denne ansøgnings afvisning skulle efterfølges af en klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede forstand. I denne sag er det imidlertid ubestridt, at sagsøgeren ikke indleverede en selvstændig ansøgning herom. Erstatningspåstandene vedrørende de hævdede uregelmæssige omstændigheder i forbindelse med meddelelsen af KUR 2003 må derfor afvises, idet den i vedtægten foreskrevne administrative procedure ikke er blevet overholdt.

262    Det er derfor kun berettigelsen af erstatningspåstandene vedrørende den hævdede ulovlige KUR 2003, der skal undersøges.

b)     Realiteten

 Parternes argumenter

263    Sagsøgeren har blandt de forskellige anbringender, der er fremsat mod KUR 2003, gjort gældende, at de er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Bedømmerne tog nemlig, da de både i KUR januar – oktober 2003 og i KUR november – december 2003 tildelte hende den samlede karakter 8/20, hverken hensyn til det forhold, at hun ikke havde fået fastsat nogen opgaver mellem januar og juni 2003, eller den omstændighed, at hun havde været offer for psykisk chikane, som havde fremkaldt en forværring af hendes helbredstilstand, og som havde forhindret hende i på sædvanlig vis at udføre sit arbejde.

264    Sagsøgeren har afsluttende præciseret, at de ulovlige KUR 2003 forvoldte hende psykisk skade og erhvervsmæssig skade, idet sidstnævnte indebar »en mistet mulighed for at udvikle hendes karriere og hendes lovlige ret til forfremmelse«.

265    Kommissionen har bestridt sagsøgerens påstand om, at KUR 2003 var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

 Rettens bemærkninger

–       En ulovlighed

266    Det følger af artikel 8, stk. 5, fjerde afsnit i AAG, at bedømmeren, når han undersøger den ansattes tjenstlige indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten i referenceperioden, ikke må »[tage] hensyn til den ansattes eventuelle begrundede fravær«. I øvrigt bestemmer bedømmelsesvejledningen, som Kommissionen har pålagt sig selv som adfærdsregel, i punkt 6.2, at »den ansatte [ikke] kan straffes, hvis han ikke har kunnet opfylde sine formål på grund af eksterne faktorer«, f.eks. hvis han har været »syg, eller der [var] tale om barselsorlov«, og at der »[i] en sådan situation skal […] lægges vægt på, hvad den ansatte reelt var i stand til at gøre og på den måde, han har håndteret situationen på«.

267    I denne sag tildelte bedømmerne, efter i rubrik 6.1, »Tjenstlig indsats«, i KUR januar – oktober 2003 at have anført, at sagsøgeren ikke inden den 3. september 2003 havde været i stand til at »gøre sig bekendt med sit arbejde«, navnlig på grund af »manglende motivation«, og fastslog, at »der ikke [var] bemærket nogen forbedring af indsatsen mellem den 3. september og udgangen af oktober«, hvorfor hun havde tildelt sagsøgeren karakteren 4/10 for tjenstlig indsats, svarende til bedømmelsen »svag«. På samme måde havde bedømmerne i KUR november – december 2003 ligeledes tildelt sagsøgeren karakteren 4/10 for tjenstlig indsats, idet de understregede, at »der ikke var noget gyldigt resultat for referenceperioden, og der slet ikke var opnået noget resultat«, og at »den generelle indsats for perioden dermed [skulle] bedømmes som værende »svag««.

268    Det fremgår imidlertid af sagsakterne, navnlig af et dokument, som Kommissionen selv har fremlagt vedrørende sagsøgerens fravær i løbet af 2003, at hun var på berettiget sygeorlov mellem den 1. september og den 31. oktober 2003 og dernæst mellem den 1. november og den 14. november 2003 og var i aktiv halvtidstjeneste af lægelige årsager mellem den 17. november og den 19. december 2003.

269    Det kan således udledes, at bedømmerne både i KUR januar – oktober 2003 og KUR november – december 2003 tildelte karakteren 4/10 for tjenstlig indsats uden at tage hensyn til, at denne indsats nødvendigvis var blevet påvirket af sagsøgerens begrundede fravær på grund af sygdom.

270    Anbringendet, hvorefter KUR 2003 var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, skal dermed tages til følge.

271    Under disse omstændigheder, og uden at der er behov for at behandle de andre klagepunkter, sagsøgeren har rejst, skal det fastslås, at KUR 2003 blev ulovligt udarbejdet.

–       Skaden

272    Hvad angår den økonomiske skade, som følger af de ulovlige KUR 2003, bemærkes, at selv om det er godtgjort, at den pågældende institution begik en tjenestefejl, pådrager Fællesskabet sig alene ansvar, såfremt sagsøgeren har bevist, at hun har lidt et tab (jf. dommen afsagt af Retten i Første Instans i sagen Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 57). Sagsøgeren har imidlertid ikke bevist, hvorledes de ulovlige KUR 2003 påvirkede hendes karriereforløb, inden hun gik på pension, hvilket skete den 31. august 2005. Sagsøgeren har især hverken godtgjort eller hævdet, at denne ulovlighed havde nogen virkning på det forhold, at hun ikke blev forfremmet i forfremmelsesåret 2004.

273    Hvad angår den psykiske skade, for hvilken der ligeledes er krævet erstatning, kan Rettens fastslåelse af, at KUR 2003 på grund af det åbenbart urigtige skøn, de indeholdt, er ulovlige, ikke i sig selv udgøre en passende og tilstrækkelig afhjælpning af en sådan skade, i det omfang KUR indeholder udtrykkeligt negative bedømmelser af sagsøgerens evner. Således som det er blevet anført, angav bedømmeren nemlig i KUR januar – oktober 2003, at sagsøgeren ikke havde gjort »sig bekendt med sit arbejde«, navnlig på grund af »manglende motivation«, mens det i KUR november – december 2003 blev understreget, at »der ikke var noget gyldigt resultat for referenceperioden, og der slet ikke var opnået noget resultat«. Tildelingen af et beløb på 2 500 EUR udgør således en passende og tilstrækkelig erstatning for den af sagsøgeren lidt psykiske skade.

4.     Konklusion

274    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen bør dømmes til at betale sagsøgeren et beløb på 18 000 EUR.

 Sagens omkostninger

275    I henhold til procesreglementets artikel 122, finder bestemmelserne i dette reglements kapitel 8, anden afdeling, om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Første Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.

276    Ifølge artikel 87, stk. 3, i procesreglementet for Retten i Første Instans kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.

277    Da Kommissionens anbringender i det væsentlige er blevet forkastet, pålægges den at bære sine egne omkostninger og tre fjerdedele af de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse om afvisning af Q’s ansøgning om bistand af 29. april 2004 annulleres, for så vidt som den herved afviste at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning.

2)      Kommissionen betaler Q et beløb på 18 000 EUR.

3)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

4)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedel af de af Q afholdte omkostninger.

5)      Q bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Kreppel Tagaras Gervasoni

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. december 2008.

W. Hakenberg       S. Gervasoni

Justitssekretær       Afdelingsformand

Indhold

Retsforskrifter

Tvistens faktiske omstændigheder

A –  2000, 2001 og 2002

B –  2003

C –  2004

D –  2005

E –  Faktiske omstændigheder i karriereudviklingsrapporterne udarbejdet for 2003

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

A –  Indledende bemærkninger om tvistens genstand

B –  Den psykiske chikane

1.  Parternes påstande

2.  Rettens bemærkninger

a)  Hvad for det første angår betingelserne for forlængelse af sagsøgerens prøvetid

b)  Hvad for det andet angår det forhold, at Kommissionen isolerede sagsøgeren

c)  Hvad for det tredje angår det forhold, at sagsøgeren ikke blev tildelt nogen opgaver mellem januar og juni 2003

d)  Hvad for det fjerde angår det forhold, at Kommissionen spredte ærerørige rygter om sagsøgerens faglige evner

e)  Hvad for det femte angår det forhold, at Kommissionen afviste visse ansøgninger om årlig ferie og godtog andre med forsinkelse

f)  Hvad for det sjette angår Kommissionens afvisning af at anse sygefraværet for berettiget

C –  Påstandene om annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand

1.  Formaliteten

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

2.  Realiteten

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

D –  Påstandene om annullation af KUR 2003

1.  Parternes argumenter

2.  Rettens bemærkninger

E –  Erstatningspåstandene

1.  Påstandene om erstatning for skade forvoldt af den hævdede psykiske chikane

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

En ulovlig adfærd

Skade, som har årsagsforbindelse med den ulovlige adfærd

2.  Påstandene om erstatning for den skade, som skyldes den ulovlige stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand

a)  Formaliteten

Parternes påstande

Rettens bemærkninger

b)  Realiteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

3.  Påstandene om erstatning for den skade, som skyldtes dels den hævdede ulovlighed i forbindelse med KUR 2003, dels de ukorrekte omstændigheder, hvorunder de blev bragt til sagsøgerens kendskab

a)  Formaliteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  Formaliteten i forbindelse med erstatningspåstandene vedrørende de hævdede ulovlige KUR 2003

–  Antagelsen til realitetsbehandling af erstatningspåstandene i forbindelse med de uregelmæssige omstændigheder, hvorunder KUR 2003 blev bragt til sagsøgerens kendskab

b)  Realiteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  En ulovlighed

–  Skaden

4.  Konklusion

Sagens omkostninger

De foreliggende sprogversioner af denne afgørelse og af de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er henvist til heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, kan findes på Domstolens hjemmeside på internettet: www.curia.europa.eu

* Processprog: fransk.