Sag anlagt den 27. januar 2010 - Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-47/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Akzo Nobel NV (Amsterdam, Nederlandene), Akzo Nobel Chemicals GmbH (Düren, Tyskland), Akzo Nobel Chemicals BV (Amersfoort, Nederlandene) og Akcros Chemicals Ltd (Stratford-upon-Avon, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers C. Swaak og Marc van der Woude)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning annulleres helt eller delvis, og/eller

De bøder, der er pålagt ved den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1 og 2, nedsættes, og/eller

Det fastslås, at Akzo Nobel Chemicals GmbH og Akzo Nobel Chemicals BV ikke kan holdes ansvarlige for overtrædelser før 1993, og at Akzo Nobel NV ikke kan holdes ansvarlig for overtrædelsen i perioden mellem 1987 og 1998, hverken individuelt eller solidarisk med virksomheder, der hører til Elementis-koncernen.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 11. november 2009 (sag nr. COMP/38.589 - varmestabilisatorer), for så vidt som Kommissionen fandt sagsøgerne ansvarlige for en overtrædelse af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 53 EØS ved at fastsætte priser, tildele markeder gennem slagskvoter, tildele kunder og udveksle forretningsmæssigt følsomme oplysninger særligt vedrørende kunder, produktion og salg inden for tinstabilisator-sektoren. Subsidiært har sagsøgerne nedlagt påstand om en væsentlig nedsættelse af den bøde, der er pålagt virksomhederne.

Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ved at pålægge virksomhederne ansvaret begik adskillige retlige og faktiske fejl, og virksomhederne har fremført tre anbringender til støtte for deres påstande.

Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgerne anført, at Kommissionen tilsidesatte princippet om almindelig omhu i forvaltningen, om en rimelig sagsbehandlingstid og om retten til forsvar ved gennemførelsen af dens undersøgelse af de påståede overtrædelser inden for sektorerne for tinstabilisatorer og ESBO/estere. Forsinkelsen i Kommissionens undersøgelse udgør ikke en afbrydelse i henhold til artikel 25, stk. 6 i forordning nr. 1/2003 ¹. Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar, idet den ikke gav dem adgang til alle diskulperende og belastende dokumenter i sagsakterne.

Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgerne anført, at Kommissionen ikke har påvist tilstedeværelsen af overtrædelserne og sagsøgerens ansvar for disses fulde påståede varighed. Subsidiært har sagsøgerne anført, at Kommissionen ikke har påvist tilstedeværelsen af overtrædelsen under en del af den påståede periode, hvilket burde have indflydelse i nedadgående retning på beregningen af bøden. Kommissionen tilsidesatte den tiårige forældelsesregel, der er fastsat i artikel 25 i forordning 1/2003, og er på grund af forældelse afskåret fra at pålægge sagsøgerne en bøde.

Sagsøgernes tredje anbringende er subsidiært og kun relevant, såfremt Retten finder, at Kommissionen ikke på grund af forældelse er afskåret fra at handle i forhold til sagsøgerne, og/eller at de tilsidesættelser, der er nævnt i det første anbringende, ikke vil føre til annullationen af beslutningen i dens helhed. For det første pålagde Kommissionen fejlagtigt Pure Chemicals Ltd og Akzo Nobel NV ansvaret for Akcros-joint venturets adfærd, idet sidstnævnte virksomhed er eneansvarlig for dens konkurrencebegrænsende adfærd. For det andet er Kommissionen på grund af forældelse afskåret fra at handle i forhold til Akzo Nobel Chemicals GmbH og Akzo Nobel Chemicals BV vedrørende den periode, der gik forud for joint venturet. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen skulle have tildelt sagsøgerne og (selskaberne i) Elementis-koncernen ansvaret for joint venture-perioden hver for sig. Kommissionen talte endvidere med urette joint venturets omsætning dobbelt ved dens beregning af bøderne.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT 2003 L 1, s. 1.