PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
13. december 2011
Sag F-51/08 RENV
Willem Stols
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Retten efter annullation – forfremmelse – forfremmelsesåret 2007 – sammenligning af fortjenester – åbenbart urigtigt skøn – foreligger ikke – begrundelse for afgørelsen – overflødig præmis – irrelevant anbringende«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder Willem Stols har nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse af 16. juli 2007 om ikke at opføre ham på listen over forfremmede til lønklasse AST 11 i forfremmelsesåret 2007 og af afgørelsen af 5. februar 2008, hvorved Rådets vice-generalsekretær afslog hans klage indgivet på grundlag af bestemmelserne i artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, i den affattelse, der har været gældende siden den 1. maj 2004.
Udfald: Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Rådet har afholdt i sag F-51/08. Sagsøgeren og Rådet bærer hver deres egne omkostninger i sag T-175/09 P og i denne sag.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – forhold, der kan tages i betragtning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til anciennitet i lønklassen – subsidiær karakter
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til sproglige kompetencer – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til det udøvede ansvar – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
6. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – forhold, der kan tages i betragtning – tjenestemandens effektive ansættelsesperiode – lovlig
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. I henhold til vedtægtens artikel 45 skal ansættelsesmyndigheden i forbindelse med tildeling af en forfremmelse ved sammenligning af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd især tage hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har. Det er i lyset af disse tre forhold, at nævnte myndighed skal foretage en sammenligning af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd.
Imidlertid er den vide skønsbeføjelse, der således tilkommer administrationen, begrænset af nødvendigheden af, i tjenestegrenens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling, at foretage en grundig og upartisk sammenligning af kandidaterne. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.
(jf. præmis 35 og 39)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis
EU-Personaleretten: 7. november 2007, sag F-57/06, Hinderyckx mod Rådet, præmis 45
2. Ansættelsesmyndigheden råder ved sammenligningen af fortjenesterne for de tjenestemænd, der er ansøgere til en forfremmelse, over et vidt skøn, og Unionens retsinstansers kontrol bør begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, har holdt sig inden for grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.
I denne forbindelse gælder, at Unionens retsinstans for at bevare den effektive virkning af den skønsmargen, som lovgiver har tillagt ansættelsesmyndigheden på området for forfremmelse, ikke kan annullere en afgørelse alene med den begrundelse, at der foreligger faktiske omstændigheder, der kan rejse begrundet tvivl om nævnte myndigheds skøn, eller godtgøre en fejlvurdering. Annullation på grund af anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn kan kun ske, hvis det fremgår af sagens akter, at ansættelsesmyndigheden har overskredet grænserne for nævnte skønsbeføjelse.
Det tilkommer således ikke Personaleretten at foretage en detaljeret fornyet undersøgelse af alle de forfremmelsesværdige ansøgeres sager for at sikre sig, at den er enig i den konklusion, som ansættelsesmyndigheden er nået frem til, da Personaleretten, hvis den foretog en sådan øvelse, ville gå ud over rammerne for den legalitetskontrol, som tilkommer den, og således ville sætte sin vurdering af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
(jf. præmis 36-38)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Casini mod Kommissionen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis
EU-Personaleretten: 28. september 2011, sag F-9/10, AC mod Rådet, præmis 23 og 24
3. Anciennitet i lønklassen og i tjenesten er kun et subsidiært kriterium ved forfremmelse i tilfælde af lighed mellem de fortjenester, som navnlig fastsættes på grundlag af de tre kriterier, der udtrykkeligt er omhandlet i vedtægtens artikel 45, stk. 1. Ansættelsesmyndigheden kan imidlertid lovligt foretage en sammenligning af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester ved at basere sig på den regelmæssige karakter over tid af deres respektive fortjenester og efter denne bedømmelse finde, at en tjenestemands fortjenester er mindre end en anden tjenestemands.
(jf. præmis 47)
Henvisning til:
EU-Personaleretten: 10. september 2009, sag F-124/07, Behmer mod Parlamentet, præmis 106, og den deri nævnte retspraksis; 15. februar 2011, sag F-68/09, Barbin mod Parlamentet, præmis 90 og 91, der verserer som appelsag for Retten under sagsnummer T-228/11 P
4. Ordlyden af vedtægtens artikel 45 forudsætter, at der ved bedømmelsen af tjenestemændenes fortjenester kun medtages de sprog, hvis brug, henset til tjenestens reelle krav, tilfører en merværdi, der er tilstrækkelig stor til at forekomme nødvendig for, at tjenesten fungerer effektivt.
I denne forbindelse kan en tjenestemand, som ikke godtgør, at han sædvanligvis anvender andre sprog ved udførelsen af sit arbejde, ikke med føje hævde, at hans fortjenester på grundlag af kriteriet om sproglige kompetencer åbenbart ville have været større end andre tjenestemænds. I øvrigt betyder den omstændighed, at en af en tjenestemands arbejdsopgaver består i behandling og arkivering af dokumenter udfærdiget på alle Unionens officielle sprog, ikke, at han har behersket samtlige disse sprog, eller navnlig, at han sædvanligvis har anvendt dem ved udførelsen af sit arbejde.
(jf. præmis 49 og 51)
Henvisning til:
EU-Personaleretten: AC mod Rådet, præmis 61
5. Hvad angår kriteriet om det udøvede ansvar afgøres dette ansvar i forbindelse med sammenligningen af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester ikke nødvendigvis af omfanget af udøvede ledelsesopgaver, idet en tjenestemand kan have et stort ansvar uden at have mange underordnede, og idet en tjenestemand omvendt kan have mange underordnede uden at udøve et særligt stort ansvar.
(jf. præmis 53)
Henvisning til:
Retten: 16. december 2010, sag T-175/09 P, Rådet mod Stols, præmis 48
6. Under hensyn til det begrænsede antal budgetposter, som er til rådighed, kan en institution i forbindelse med forfremmelsesåret subsidiært lovligt, uden at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet, tage hensyn til varigheden af en tjenestemands effektive ansættelsesperiode og – i tilfælde af lighed mellem de pågældende i henseende til alle de øvrige fortjenester – ved forfremmelsen give andre tjenestemænd forrang, som objektivt set har udført deres opgaver kontinuerligt og dermed, i væsentlig større grad end sagsøgeren, sikret tjenestens kontinuitet og følgelig tjenestens interesser i referenceperioden.
(jf. præmis 59)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 21. oktober 1997, sag T-168/96, Patronis mod Rådet, præmis 34; 13. april 2005, sag T-353/03, Nielsen mod Rådet, præmis 76