Language of document :

Sag anlagt den 15. april 2019 – Assi mod Rådet

(Sag T-256/19)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bashar Assi (Damaskus, Syrien) (ved advokat L. Cloquet)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af 21. januar 2019 1 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar 2019 2 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

Første anbringende om, at sagsøgte foretog et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, idet det anføres, at sagsøgeren støtter det syriske regime og nyder gavn heraf, da dette synspunkt er helt og aldeles ubegrundet.

Andet anbringende om, at der er sket tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, og at de foranstaltninger, der er truffet ved de anfægtede retsakter, har sådanne virkninger, at de sidstnævnte i sig selv må anses for at være uforholdsmæssige. De økonomiske konsekvenser af sanktionerne over for sagsøgeren er katastrofale og står ikke i rimeligt forhold til de mål, som de anfægtede retsakter søger at opnå.

Tredje anbringende om, at der er sket en uforholdsmæssig tilsidesættelse af ejendomsretten og af retten til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet, idet de anfægtede foranstaltninger har til følge, at sagsøgeren forhindres i frit at benytte sin ejendom og økonomiske frihed under tilsidesættelse af tillægsprotokol nr. 1 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Fjerde anbringende om magtfordrejning. De anfægtede retsakter er truffet med henblik på at forfølge andre hensyn end de heri angivne, idet de navnlig er rettet mod sagsøgeren selv i stedet for regimet af for ham ukendte grunde, og de er således behæftet med magtfordrejning.

Femte anbringende om, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF. De anfægtede retsakters begrundelse er i realiteten rent formel og har formentlig ikke været genstand for overvejelse fra sagsøgtes side.

Sjette anbringende om, at der er sket tilsidesættelse af retten til et forsvar og retten til retfærdig rettergang. Sagsøgeren kunne aldrig opnå at blive hørt inden indførelsen af de omtvistede restriktive foranstaltninger, og kunne derefter ikke korrekt udøve sin ret til et forsvar, herunder retten til retfærdig rettergang, som navnlig er sikret ved artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

____________

1     Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af 21.1.2019 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT L 18I af 21.1.2019, s. 13).

2     Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21.1.2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 18I af 21.1.2019, s. 4).