RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
8. oktober 2015
Sag T-464/14 P
Risto Nieminen
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesårene 2010 og 2011 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 12 – ret til en retfærdig rettergang – ret til forsvar – omfanget af domstolskontrollen i første instans – åbenbart urigtigt skøn – ingen retlig fejl eller forvanskning – appel, der er åbenbart ugrundet«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling) den 10. april 2014, Nieminen mod Rådet (F-81/12, Sml. Pers., EU:F:2014:50), med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Risto Nieminen betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – Rettens kontrol af Personalerettens bedømmelse af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 257, stk. 3, TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
2. Appel – anbringender – Rettens kontrol af Personalerettens afslag på at anordne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse – rækkevidde
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – hensyntagen til bedømmelsesrapporterne – andre forhold, der kan tages i betragtning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – pligt til at foretage en sammenligning af alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. I henhold til artikel 257, stk. 3, TEUF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen er appel til Retten begrænset til retsspørgsmål, idet det alene er Personaleretten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder, medmindre der er tale om en forkert gengivelse af beviserne. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør således ikke, bortset fra tilfælde af urigtig gengivelse af de beviser, der er forelagt for Personaleretten, et retsspørgsmål, der som sådan er underlagt appelrettens kontrol. Retten har kun kompetence til at udøve en kontrol med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, som Personaleretten har udledt heraf.
(jf. præmis 26 og 35)
Henvisning til:
Retten: kendelse af 16. september 2013, Bouillez mod Rådet, T-31/13 P, Sml. Pers., EU:T:2013:521, præmis 34 og 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 20. september 2013, Van Neyghem mod Rådet, T-113/13 P, Sml. Pers., EU:T:2013:568, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis
2. Personaleretten råder principielt over et skøn med henblik på at vurdere hensigtsmæssigheden af at anordne fremlæggelse af de elementer, der er nødvendige for løsningen af de tvister, der er indbragt for den. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Personaleretten kan foretage, og som ikke er undergivet Rettens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Personaleretten har foretaget en urigtig gengivelse af de forelagte beviser, eller det fremgår af de fremlagte sagsakter, at Personalerettens konstateringer er materielt urigtige.
(jf. præmis 27)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 16. juli 2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, Sml., EU:C:2009:456, præmis 163 og den deri nævnte retspraksis
3. Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, og Unionens retsinstansers prøvelse på dette område skal begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen, henset til de måder og midler, der kunne lede til administrationens vurdering, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke åbenbart har misbrugt sine beføjelser. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
I denne forbindelse gælder, at Unionens retsinstanser for at bevare den effektive virkning af den skønsmargen, som lovgiver har tillagt ansættelsesmyndigheden på området for forfremmelse, ikke kan annullere en afgørelse alene med den begrundelse, at der foreligger faktiske omstændigheder, der kan rejse begrundet tvivl om ansættelsesmyndighedens skøn eller endog godtgøre en fejlvurdering. Det tilkommer således ikke Unionens retsinstanser at foretage en detaljeret undersøgelse af alle de forfremmelsesværdige ansøgeres sager for at sikre sig, at den er enig i den konklusion, som nævnte myndighed er nået frem til, da de, hvis de foretog en sådan øvelse, ville gå ud over rammerne for den legalitetskontrol, som tilkommer dem, og således ville sætte deres vurdering af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens. Imidlertid er den vide skønsbeføjelse, der således tilkommer den nævnte myndighed, i tjenestegrenens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling, begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af kandidaterne. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.
(jf. præmis 36 og 37)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 21. april 1983, Ragusa mod Kommissionen, 282/81, Sml., EU:C:1983:105, præmis 9 og 13
Retten: dom af 15. september 2005, Casini mod Kommissionen, T-132/03, Sml. Pers., EU:T:2005:324, præmis 52, og af 15. januar 2014, Stols mod Rådet, T-95/12 P, Sml. Pers., EU:T:2014:3, præmis 29-32 og den deri nævnte retspraksis
4. Ansættelsesmyndighedens forpligtelse til at foretage en sammenligning af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, jf. vedtægtens artikel 45, er udtryk både for princippet om ligebehandling af tjenestemænd og deres ret til karriere, idet bedømmelsen af deres fortjenester således udgør det afgørende kriterium. I denne forbindelse bestemmer vedtægtens artikel 45, stk. 1, at ansættelsesmyndigheden ved sammenligningen af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, især tager hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har. Denne bestemmelse overlader ansættelsesmyndigheden et vist skøn hvad angår den betydning, som denne vil tillægge hvert af de tre nævnte kriterier ved sammenligningen af fortjenesterne, dog under overholdelse af ligebehandlingsprincippet.
Ansættelsesmyndigheden kan i tilfælde af, at fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd er lige store på grundlag af de tre kriterier, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1, subsidiært tage andre hensyn til andre aspekter, såsom tjenestemændenes alder og deres anciennitet i lønklassen eller tjenestegrenen, i hvilket tilfælde disse kriterier kan have en afgørende betydning for ansættelsesmyndighedens valg.
(jf. præmis 38 og 39)
Henvisning til:
Retten: dom af 16. maj 2013, Canga Fano mod Rådet, T-281/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:252, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, og af 15. januar 2014, Stols mod Rådet, EU:T:2014:3, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis
5. Principperne om ligebehandling af tjenestemænd og om deres ret til en karriere indebærer, at den sammenligning af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, jf. vedtægtens artikel 45, stk. 1, skal udvides til alle forfremmelsesværdige tjenestemænd, uanset de udøvede arbejdsopgaver. I denne forbindelse afskaffede forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte den sondring, der tidligere gjaldt mellem ikke-lingviststillinger, der blev beklædt af tjenestemænd i ansættelsesgruppe A-D, og lingviststillinger, der blev beklædt af tjenestemænd, der henhørte under LA-gruppen, og indførte en ny karrierestruktur, der omfattede to ansættelsesgrupper, nemlig assistentgruppen (AST), der skulle erstatte de tidligere gældende kategorier C og B, og fuldmægtiggruppen (AD), der skulle erstatte den tidligere kategori A og lingvistgruppen LA. Da lovgiver har haft til hensigt at samle alle fuldmægtige i en enkelt ansættelsesgruppe — uanset om de beklæder lingviststillinger eller andre stillinger — tilkommer det således ansættelsesmyndigheden, der har kompetencen til at træffe afgørelse om forfremmelser, at foretage en enkelt sammenligning af fortjenesterne for alle de forfremmelsesværdige fuldmægtige i hver lønklasse.
(jf. præmis 40 og 41)
Henvisning til:
Retten: dom af 19. marts 2003, Tsarnavas mod Kommissionen, T-188/01 – T-190/01, Sml. Pers., EU:T:2003:77, præmis 121, og af 15. december 2010, Almeida Campos m.fl. mod Rådet, F-14/09, Sml. Pers., EU:F:2010:167, præmis 35