RETTENS KENDELSE (Femte Afdeling)
28. juni 2005 (*)
»Fælles markedsordning for sukker – prisordning – regionalisering – underskudsområder – klassificering af Italien – produktionsåret 2004/2005 – forordning (EF) nr. 1216/2004 – annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – afvisning«
I sag T-386/04,
Eridania Sadam SpA, Bologna (Italien)
Italia Zuccheri SpA, Bologna
Zuccherificio del Molise SpA, Termoli (Italien)
CO.PRO. B – Cooperativa produttori bieticoli Soc. coop. rl, Minerbio (Italien)
SFIR – Società fondiaria industriale romagnola SpA, Cesena (Italien),
ved avocats G. Pittalis, I. Vigliotti, G.M. Roberti, P. Ziotti og A. Franchi, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Cattabriga og L. Visaggio, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
støttet af:
Rådet for Den Europæiske Union ved F. Ruggeri Laderchi, som befuldmægtiget,
intervenient,
angående en påstand om annullation af artikel 1, litra d, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1216/2004 af 30. juni 2004 om fastsættelse for produktionsåret 2004/2005 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker (EUT L 232, s. 25),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERSRET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne M.E. Martins Ribeiro og K. Jürimäe,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 178, s. 1, herefter »grundforordningen«) har bl.a. i kapitel 1 og 2 i forordningens afsnit I fastsat en prisordning og en kvoteordning for produktionsårene 2001/2002-2005/2006.
2 Kvoteordningen bestemmer, at hver medlemsstat tildeles en grundlæggende national produktionsmængde af sukker, der i hver medlemsstat fordeles mellem de producerende virksomheder i form af A- og B-kvoter. Disse to kvoter er omfattet af en afsætningsgaranti og svarer til et produktionsår, der begynder den 1. juli i et år og slutter den 30. juni i det følgende år.
3 Prisordningen omfatter en interventionsordning, som har til formål at garantere varernes pris og afsætning og stabilisere sukkermarkedet.
4 Priserne på hvidt sukker er ikke de samme på hele Fællesskabets område. Grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 4, fastsætter nemlig til fordel for sukkerfabrikanterne en »interventionspris« for de områder, som ikke har underskud, på 63,19 EUR/100 kg, og bestemmer, at Kommissionen hvert år fastsætter en afledt interventionspris for hvert af de områder, som har underskud.
5 Denne prisdifferentiering, der kaldes »regionalisering«, medfører, at grundforordningen for områder med underskud inden for grænserne af den tildelte kvote fastsætter en højere pris for sukker, der er produceret i disse områder, og samtidig en højere pris ved køb af de råstoffer, der er nødvendige for sukkerproduktionen.
6 Interventionsprisen for områder, der ikke har underskud, og den afledte interventionspris for områder med underskud svarer nemlig henholdsvis, hvad angår køb af sukkerroer, til minimumspriserne for områder, der ikke har underskud, og de forhøjede minimumspriser for områder med underskud. Disse sidstnævnte priser afholdes af sukkerproducenterne, der skal betale dem til sukkerroeproducenterne.
7 I forhold til de minimumspriser, der finder anvendelse i områder, der ikke har underskud, påvirkes de forhøjede minimumspriser ifølge grundforordningens artikel 4, stk. 2, af en dobbelt forhøjelse. Dels forhøjes de med et beløb svarende til forskellen mellem den afledte interventionspris for det pågældende område og interventionsprisen. Dels ganges det heraf følgende beløb med koefficienten 1,30.
8 Da det blev forventet, at produktionsområderne i Italien ikke ville kunne dække efterspørgslen for produktionsåret 2004/2005, fastsatte artikel 1, litra d), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1216/2004 af 30. juni 2004 om fastsættelse for produktionsåret 2004/05 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker (EUT L 232, s. 25, herefter »den anfægtede forordning«) en afledt interventionspris på 655,30 EUR/t for alle områder i Italien.
Retsforhandlinger
9 Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 27. september 2004 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.
10 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den 8. december 2004 fik Rådet tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Rådet indgav skriftligt indlæg den 11. februar 2005.
11 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. november 2004 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Sagsøgerne indgav deres bemærkninger til denne indsigelse den 14. januar 2005.
12 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. december 2004 anmodede Associazione nazionale bieticoltori, Consorzio nazionale bieticoltori og Associazione bieticoltori italiani om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Parterne har ikke modsat sig disse anmodninger.
Parternes påstande
13 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse forkastes eller henskydes til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
– Artikel 1, litra d), i den anfægtede forordning annulleres.
– Subsidiært fastslås det i henhold til artikel 241 EF, at artikel 2 i grundforordningen er ulovlig og ikke finder anvendelse, for så vidt den ikke tillader Kommissionen at tage ikke-kontingenterede indførsler til nultold i betragtning ved fastsættelsen af den afledte interventionspris.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Principalt afvises sagen.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
– Subsidiært fastsættes en ny frist for fortsættelsen af sagen i henhold til artikel 114, stk. 4, andet afsnit, i Rettens procesreglement.
15 Rådet har i sit skriftlige indlæg nedlagt påstand om, at Retten afviser sagen og forkaster den ulovlighedsindsigelse, sagsøgerne har fremsat i henhold til artikel 241 EF.
Formaliteten
16 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Ifølge artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt oplyst på grundlag af de dokumenter, der indgår i sagsakterne, og at det er ufornødent at indlede den mundtlige forhandling.
Parternes argumenter
17 Kommissionen har anført, at sagen skal afvises. Den anfægtede forordning er nemlig en retsakt af normativ karakter, som ikke berører sagsøgerne individuelt (Rettens dom af 8.7.1999, sag T-168/95, Eridania m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2245, stadfæstet efter appel ved Domstolens kendelse af 28.6.2001, sag C-352/99 P, Eridania m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 5037).
18 Denne løsning er stadfæstet i Rettens kendelse af 8. juli 2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen (sag T-338/03, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31).
19 I denne kendelse præciserede Retten ligeledes, at det tab, sagsøgerne angiveligt havde lidt på grund af den samlede virkning af forhøjelsen af prisen på sukkerroer i Italien, som følge af anvendelsen af den afledte interventionspris, og prisfaldet på sukker i denne medlemsstat forårsaget af den stigende import af sukker fra Balkanstaterne ikke i sig selv kan individualisere sagsøgerne som omhandlet i Domstolens og Rettens faste retspraksis (kendelsens præmis 34-36).
20 Endelig fandt Retten, at afvisningen af søgsmålet vedrørende annullation af artikel 1, litra c), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1158/2003 af 30. juni 2003 om fastsættelse for produktionsåret 2003/2004 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker (EUT L 162, s. 24) ikke medfører, at sagsøgerne fratages adgangen til en effektiv domstolsbeskyttelse. Sagsøgerne har nemlig mulighed for at anfægte lovligheden af forordning nr. 1158/2003 ved de kompetente nationale domstole og har benyttet sig af denne mulighed i forbindelse med et søgsmål anlagt ved Tribunale amministrativo regionale del Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio, Italien) (kendelsens præmis 41 og 42).
21 Ifølge Kommissionen bør der drages samme konklusioner i den foreliggende sag, da sagsøgernes retsstilling samt den anfægtede forordnings karakter og rækkevidde på den ene side, og retsstillingen og karakteren og rækkevidden af forordning nr. 1158/2003, som blev gennemgået af Retten i kendelsen af 8. juli 2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, på den anden side, er fuldstændig identiske. Sagsøgerne har ikke påberåbt sig nogen særegen egenskab eller nogen særlig omstændighed, som kan godtgøre, at der foreligger en individuel interesse i at påstå annullation af den anfægtede forordning, og Kommissionen kan i øvrigt ikke se, hvilken egenskab eller omstændighed der kunne være tale om.
22 Rådet har støttet Kommissionens argumentation og ligeledes konkluderet, at nærværende søgsmål må afvises. Rådet har tilføjet, at sagsøgernes henvisning til generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Sml. I, s. 6677, på s. 6681) og til Rettens dom af 3. maj 2002, Jégo-Quéré mod Kommissionen (sag T-177/01, Sml. II, s. 2365), er irrelevant, idet de i disse sager omhandlede situationer under alle omstændigheder er meget forskellige fra tilfældet i den foreliggende sag.
23 Rådet har desuden anfægtet sagsøgernes argument om, at den i EF-traktaten fastsatte ordning med præjudicielle forelæggelser ikke er i overensstemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse. I øvrigt har hverken medlemsstaternes forfatningsdomstole, som har tilsvarende præjudicielle ordninger, eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over et halvt århundrede konstateret, at en domstolsbeskyttelse baseret på præjudicielle forelæggelser ikke er effektiv.
24 Hvad angår sagsøgernes henvisning til artikel III-365, stk. 4, i traktaten om en forfatning for Europa (EUT 2004 C 310, s. 1) har Rådet anført, at der er tale om et de lege ferenda-argument. Denne bestemmelses fremtidige ophævelse i visse tilfælde af kravet om individuel interesse vil nemlig være et bevis på, at dette krav findes i gældende ret, og at det, så længe den nuværende traktat er gældende, ville være et udtryk for vilkårlighed at bortse herfra.
25 Endelig er det Rådets opfattelse, at den ulovlighedsindsigelse, sagsøgerne subsidiært har fremsat over for grundforordningens artikel 2, bør forkastes med den begrundelse, at stævningen ikke opfylder betingelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement (Domstolens kendelse af 6.1.2004, sag C-333/02, Italien mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 12). Eftersom sagsøgerne under alle omstændigheder ikke er berettigede til at anlægge sag om annullation af den anfægtede forordning, kan de heller ikke være berettigede til at bestride lovligheden af grundforordningen, som kun berører dem i deres objektive egenskab af sukkerproducenter.
26 Sagsøgerne har ikke bestridt, at den anfægtede forordning er en almengyldig retsakt, og har erkendt de vanskeligheder, som gør sig gældende med hensyn til en anerkendelse af deres søgsmålskompetence til prøvelse af sådanne retsakter, henset til Domstolens og Rettens faste retspraksis vedrørende fortolkningen af artikel 230, stk. 4, EF.
27 Sagsøgerne er imidlertid af den opfattelse, at denne retspraksis, som er blevet stadfæstet ved Domstolens dom i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, og dom af 1. april 2004, Kommissionen mod Jégo-Quéré (sag C-263/02 P, Sml.I, s. 3425), og ved kendelsen af 8. juli 2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, er særdeles restriktiv og kan føre til en egentlig retsnægtelse i de tilfælde, hvor en almengyldig retsakt, som direkte berører borgernes retsstilling, ikke kræver nogen efterfølgende gennemførelsesforanstaltning fra de nationale myndigheder, og hvor den eneste mulighed for at anfægte gyldigheden heraf således vil være at overtræde dennes bestemmelser og gøre gældende, at den er ulovlig under en efterfølgende retssag (dommen i sagen Jégo-Quéré mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 45, og generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 43).
28 Sagsøgerne har tilføjet, at proceduren for præjudicielle forelæggelser i artikel 234 EF set i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som er stadfæstet ved artikel 6 og 13 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950, som ændret (EMRK), og på ny stadfæstet ved dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, og ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1), ikke kan anses for at sikre borgerne ret til en effektiv domstolsprøvelse, som giver dem mulighed for at anfægte lovligheden af almengyldige fællesskabsbestemmelser, der umiddelbart berører deres retsstilling.
29 Den præjudicielle forelæggelse udgør nemlig ikke en klageadgang, som står til rådighed for sagsøgerne, men snarere et instrument, hvis iværksættelse i vidt omfang afhænger af den vurdering, som foretages af den nationale ret. Derfor er muligheden for at opnå en præjudiciel forelæggelse for Domstolen usikker, idet gennemførelsen af en sådan forelæggelse er yderst kompleks og ikke uden vanskeligheder og usikkerhed. Denne opfattelse bekræftes af, at den af sagsøgerne iværksatte interne procedure ved Tribunale amministrativo regionale del Lazio, hvorunder de har anfægtet lovligheden af forordning nr. 1158/2003’s fastsættelse af interventionsprisen for hvidt sukker i Italien for produktionsåret 2003/2004, indtil nu ikke har givet anledning til nogen præjudiciel forelæggelse for Domstolen.
30 Sagsøgerne har endelig anført, at det netop er med henblik på at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af borgerne mod generelle retsakter, som ikke kræver nogen gennemførelsesforanstaltninger, at den fremtidige erstatning af artikel 230, stk. 4, EF med artikel III-365, stk. 4, i traktaten om en forfatning for Europa giver enhver fysisk eller juridisk person mulighed for at anlægge sag »til prøvelse af […] regelfastsættende retsakter, der berører ham umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«. Denne erstatning er reelt af rent retskonstaterende karakter, eftersom retten til en effektiv domstolsprøvelse ved en kompetent domstol, som stadfæstet adskillige gange (jf. ovenfor, præmis 28), allerede indgår i fællesskabsrettens grundlæggende principper (Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18).
Rettens bemærkninger
31 Det bemærkes indledningsvis, at den anfægtede forordning er en normativ retsakt, hvilket ikke er bestridt af parterne. Den anfægtede forordnings artikel 1, litra d), finder nemlig anvendelse på objektivt beskrevne situationer og skaber retsvirkninger for kategorier af retssubjekter, som er defineret generelt og abstrakt (jf. i denne retning kendelsen af 28.6.2001 i sagen Eridania m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 17, præmis 45 og 46, dommen i sagen Eridania m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 17, præmis 39, og kendelsen af 8.7.2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 31).
32 Det fremgår af selve ordlyden af artikel 230, stk. 4, EF og af Domstolens faste praksis, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag med påstand om annullation af en retsakt, som ikke er en beslutning, der retter sig til ham, såfremt han ikke blot er umiddelbart, men også individuelt berørt af denne retsakt (Domstolens dom af 30.3.2004, sag C-167/02 P, Rothley m.fl. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3149, præmis 25; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 5).
33 I denne forbindelse bemærkes, at en fysisk eller juridisk person ifølge fast retspraksis kun kan påstå at være individuelt berørt, såfremt han er berørt af den pågældende retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som en adressat (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 36, i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 45, og kendelsen af 8.7.2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 33).
34 I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne ikke i den del af stævningen, der er forbeholdt formaliteten med hensyn til nærværende søgsmål, anført nogen egenskab eller nogen særlig omstændighed, som kan godtgøre, at der foreligger en individuel interesse i at påstå annullation af den anfægtede forordning, og de har erkendt, at de er klar over de vanskeligheder, som gør sig gældende med hensyn til en anerkendelse af deres søgsmålskompetence med henblik på en annullation af nævnte forordning, henset til Domstolens og Rettens faste praksis på området. Stævningen som helhed gør det imidlertid muligt at udlede, at den anfægtede forordning ifølge sagsøgerne har en særlig indvirkning på deres retsstilling, som gør det muligt at adskille dem fra alle andre erhvervsdrivende inden for sektoren, for så vidt som sagsøgerne i modsætning til de øvrige erhvervsdrivende i Fællesskabet inden for denne sektor er udsat for den samlede virkning af den forhøjelse af prisen på sukkerroer i Italien, som følger af gennemførelsen af den afledte interventionspris og af prisfaldet på sukker i dette land, der er fremkaldt ved den stigende import af sukker fra Balkanstaterne.
35 I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at nogle erhvervsdrivende berøres økonomisk af en retsakt i højere grad end deres konkurrenter, ikke er tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt (Rettens kendelse af 15.9.1999, sag T-11/99, Van Parys m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2653, præmis 50, og af 8.7.2004, Eridania m.fl. mod Kommissionen, anført i præmis 18, præmis 35).
36 Heraf følger, at det påståede tab, såfremt det anses for godtgjort, ikke i sig selv kan individualisere sagsøgerne som omhandlet i den ovenfor i præmis 32 og 33 nævnt ovenfor faste retspraksis.
37 Sagsøgerne har imidlertid anført, at denne retspraksis er særdeles restriktiv og ikke sikrer en effektiv domstolsbeskyttelse i tilfælde af foreliggelsen af en forordning, som er direkte anvendelig uden de nationale myndigheders mellemkomst.
38 I denne forbindelse bemærkes, at borgerne skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af fællesskabsretten, idet retten til en sådan beskyttelse hører til de almindelige retsgrundsætninger, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Denne ret er tillige fastslået i artikel 6 og 13 i EMRK (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
39 Traktaten har imidlertid dels ved artikel 230 EF og 241 EF, dels ved artikel 234 EF, oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser (jf. i denne retning Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 23). Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter (jf. Domstolens dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, præmis 20), til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 40).
40 Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 41).
41 I denne forbindelse er de nationale retter, i overensstemmelse med det princip om loyalt samarbejde, som følger af artikel 10 EF, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke og anvende de nationale processuelle regler vedrørende søgsmålsadgang på en sådan måde, at fysiske og juridiske personer får adgang til ved domstolene at anfægte lovligheden af enhver national afgørelse eller anden foranstaltning, der vedrører anvendelse af en almengyldig fællesskabsretsakt over for dem, ved at påberåbe sig, at den omhandlede retsakt er ugyldig (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 42).
42 Som fastslået af Domstolen er en borger imidlertid ikke berettiget til at anlægge et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af en almengyldig retsakt, som f.eks. en forordning, der ikke individualiserer ham på lignende måde som en adressat, heller ikke selv om det efter en konkret undersøgelse fra disse retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Et sådant retsmiddelsystem ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 37 og 43, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 33).
43 Der er således under alle omstændigheder ikke adgang til at anlægge et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, selv om det måtte vise sig, at de nationale processuelle regler kun giver borgeren adgang til at anfægte gyldigheden af fællesskabsretsakten, efter at han har overtrådt denne (dommen i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 34).
44 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at den omstændighed, at den anfægtede forordning er direkte anvendelig uden de nationale myndigheders mellemkomst, ikke i sig selv medfører, at en erhvervsdrivende, som er umiddelbart berørt af forordningen, ikke kan anfægte gyldigheden af nævnte forordning, før han har overtrådt den. Det kan nemlig ikke udelukkes, at et nationalt retssystem åbner mulighed for, at en borger, der er umiddelbart berørt af en national normativ retsakt med generel rækkevidde, som ikke kan anfægtes direkte for domstolene, kan anmode de nationale myndigheder om at træffe en foranstaltning i tilknytning til denne retsakt, som kan anfægtes ved de nationale domstole, således at borgeren får adgang til at anfægte den omhandlede retsakt indirekte. Det er heller ikke udelukket, at et nationalt retssystem åbner mulighed for, at en erhvervsdrivende, som er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning, kan anmode de nationale myndigheder om at vedtage en retsakt, som har tilknytning til forordningen, og som kan anfægtes ved de nationale domstole, således at denne erhvervsdrivende får adgang til at anfægte forordningen indirekte (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 35, og kendelsen af 8.7.2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 41).
45 Denne fortolkning bestyrkes i det foreliggende tilfælde af den omstændighed, at gyldigheden af fastsættelsen af de afledte interventionspriser for hvidt sukker for alle områder i Italien for produktionsårene 1996/1997 og 1997/1998, ved lignende forordninger som den anfægtede forordning, er blevet anfægtet af berørte sukkerproducenter ved de kompetente italienske domstole, som så sig foranlediget til at forelægge de præjudicielle spørgsmål, som gav anledning til henholdsvis Domstolens dom af 6. juli 2000, Eridania (sag C-289/97, Sml. I, s. 5409), og af 12. marts 2002, Eridania (sag C-160/98, Sml. I, s. 2533).
46 Som bemærket af Kommissionen, og som erkendt af sagsøgerne selv, er gyldigheden af fastsættelsen af den afledte interventionspris for hvidt sukker i Italien for produktionsåret 2003/2004 ved forordning nr. 1158/2003 desuden blevet anfægtet af sagsøgerne i forbindelse med en retssag anlagt af disse ved Tribunale amministrativo regionale del Lazio. Den omstændighed, at denne retssag ikke »indtil nu« har givet anledning til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, beviser ikke, at sagsøgerne som påstået ikke har nogen domstolsbeskyttelse. Der er derfor intet grundlag for at antage, at sagsøgerne i det foreliggende tilfælde skulle være uden effektiv domstolsbeskyttelse, hvis de ikke får adgang til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser med påstand om annullation af den anfægtede forordning.
47 Selv om det er korrekt, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en forordning, hvis den pågældende er berørt ikke blot umiddelbart, men ligeledes individuelt, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 14 og 15, af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13-17, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19-22), kan en sådan fortolkning under ingen omstændigheder føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten, idet en ændring af det nugældende system tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 48 EU (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 44 og 45, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 36). Under disse omstændigheder kan sagsøgerne ikke gyldigt gøre gældende, at den påtænkte erstatning af artikel 230, stk. 4, EF med artikel III-365, stk. 4, i traktaten om en forfatning for Europa er af »retskonstaterende karakter«, idet nævnte traktat ikke før sin ikrafttrædelse kan føre til en ændring af den nuværende ordning (Rettens kendelse af 16.2.2005, sag T-142/03, Fost Plus mod Kommissionen, Sml. II, s. 589, præmis 81).
48 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgerne ikke kan anses for individuelt berørt af den anfægtede forordning som omhandlet i Domstolens og Rettens faste praksis på området.
49 Følgelig bør nærværende søgsmål afvises, uden at det er fornødent at tage stilling til interventionsbegæringerne fra Associazione nazionale bieticoltori, Consorzio nazionale bieticoltori og Associazione bieticoltori italiani til støtte for Kommissionens påstande.
50 Endelig bemærkes, at sagsøgerne subsidiært har nedlagt påstand om, at Retten i henhold til artikel 241 EF fastslår, at artikel 2 i grundforordningen er ulovlig og ikke finder anvendelse.
51 Hertil bemærkes blot, at hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning eller en generel retsakt, der danner grundlag for den anfægtede gennemførelsesforanstaltning, ikke kan finde anvendelse, ikke udgør en selvstændig ret, men kun kan udøves under en verserende retssag. Såfremt der ikke er adgang til at anlægge et selvstændigt søgsmål, kan nævnte artikel 241 EF ikke påberåbes (jf. Rettens kendelse af 8.7.1999, sag T-194/95, Area Cova m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2271, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis, og kendelsen af 8.7.2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 48).
52 I det foreliggende tilfælde skal påstandene om annullation af den anfægtede forordning forkastes, således at ovennævnte ulovlighedsindsigelse, for så vidt som den er påberåbt til støtte for disse påstande, ligeledes skal forkastes (kendelsen af 8.7.2004 i sagen Eridania m.fl. mod Kommissionen, anført i præmis 18, præmis 49).
53 Henset til det ovenfor anførte bør nærværende søgsmål i det hele afvises.
Sagens omkostninger
54 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og tilpligtes derfor at bære deres egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand.
55 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer Rådet sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Det er ufornødent at tage stilling til interventionsbegæringerne fra Associazione nazionale bieticoltori, Consorzio nazionale bieticoltori og Associazione bieticoltori italiani.
3) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
4) Rådet bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 28. juni 2005.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |