RETTENS DOM (Femte Afdeling)
27. september 2007 (*)
»Ansvar uden for kontraktforhold – mælk – tillægsafgift – referencemængde – forordning (EØF) nr. 2187/93 – erstatning til producenter – suspension af forældelse«
I de forenede sager T-8/95 og T-9/95,
Wilhelm Pelle, Kluse-Ahlen (Tyskland),
Ernst-Reinhard Konrad, Löllbach (Tyskland),
ved advokaterne B. Meisterernst, M. Düsing, D. Manstetten, F. Schulze og W. Haneklaus,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union først ved A. Brautigam og A.-M. Colaert, derefter ved A.-M. Colaert, som befuldmægtigede,
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber først ved D. Booß og M. Niejahr, som befuldmægtigede, derefter ved T. van Rijn og M. Niejahr, bistået af advokaterne H.-J. Rabe, G. Berrisch og M. Núñez-Müller,
sagsøgte,
vedrørende erstatningspåstande i henhold til EF-traktatens artikel 178 (nu artikel 235 EF) og EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), for det tab, sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som suppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne E. Martins Ribeiro og K. Jürimäe,
justitssekretær: fuldmægtig J. Plingers,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. januar 2007,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
Ordningen med referencemængder
1 I Rådets forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1) blev det bestemt, at der skulle udbetales en ikke-markedsføringspræmie eller en omstillingspræmie til producenter, der påtog sig at undlade at markedsføre mælk eller mejeriprodukter i en ikke-markedsføringsperiode på fem år eller at undlade at markedsføre mælk eller mejeriprodukter og at omstille deres malkekvægsbesætning til kødproduktion i en omstillingsperiode på fire år.
2 Mælkeproducenter, der påtog sig en forpligtelse i medfør af forordning nr. 1078/77, kaldes almindeligvis »SLOM-producenter«. Denne betegnelse stammer fra det nederlandske udtryk »slachten en omschakelen« (slagte og omstille) og beskriver deres forpligtelser inden for rammerne af en ordning uden markedsføring eller med omstilling.
3 Ved Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10) og Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13) blev der med virkning fra den 1. april 1984 indført en tillægsafgift på leverede mængder mælk, som oversteg en referencemængde, der for hver enkelt producent skulle fastsættes inden for rammerne af en samlet mængde, som blev garanteret hver medlemsstat. Den for tillægsafgiften fritagne referencemængde var lig med den mængde mælk eller mælkeækvivalent, som – alt efter den af medlemsstaten valgte metode – enten blev leveret af producenten eller opkøbt af et mejeri i referenceåret, hvilket for Forbundsrepublikken Tysklands vedkommende var 1983.
4 De nærmere bestemmelser for anvendelsen af tillægsafgiften i artikel 5c i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169) er fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFT L 132, s. 11).
5 Producenter, som i medfør af en forpligtelse, de havde påtaget sig i henhold til forordning nr. 1078/77, ikke havde leveret mælk i det referenceår, som den pågældende medlemsstat havde lagt til grund, kunne ikke tildeles en referencemængde.
6 Ved domme af 28. april 1988, Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter »Mulder I-dommen«), og von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355), fastslog Domstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, var ugyldig, i det omfang den fastslog, at der ikke blev tildelt de producenter en referencemængde, som i henhold til en forpligtelse påtaget i henhold til Rådets forordning nr. 1078/77 ikke havde leveret mælk i det referenceår, den pågældende medlemsstat havde lagt til grund.
7 Foranlediget af Mulder I-dommen og von Deetzen-dommen, jf. præmis 6 ovenfor, udstedte Rådet den 20. marts 1989 forordning (EØF) nr. 764/89 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2), der trådte i kraft den 29. marts 1989. Den skulle gøre det muligt at tildele den kategori af producenter, der var omhandlet i disse domme, en specifik referencemængde svarende til 60% af deres produktion i de 12 måneder, som var gået forud for det tidspunkt, hvor de havde påtaget sig forpligtelsen til ikke-markedsføring eller omstilling i henhold til forordning nr. 1078/77.
8 De producenter, som havde påtaget sig ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelser, og som i henhold til forordning nr. 764/89 modtog en »specifik« referencemængde, kaldes »SLOM I-producenter«.
Erstatningsordningen og forældelsesordningen
9 Ved mellemdom af 19. maj 1992, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Fællesskabet er ansvarligt for det tab, som er lidt af visse mælkeproducenter, der havde påtaget sig forpligtelser i henhold til forordning nr. 1078/77 og dernæst var blevet hindret i at markedsføre mælk på grund af anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84. Med hensyn til de beløb, der skulle betales, opfordrede Domstolen parterne til at fastsætte dem efter fælles aftale.
10 Som følge af denne dom offentliggjorde Rådet og Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af den 5. august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4, herefter »meddelelsen af 5. august 1992«). Meddelelsen har følgende ordlyd:
»I anledning af [Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor] finder Fællesskabets institutioner det nødvendigt at meddele følgende:
1) Domstolen har anerkendt, at Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel [288 EF] er fastslået over for hver producent, som defineret i artikel 12, litra c), i forordning (EØF) nr. 857/84, der har lidt et erstatteligt tab som omhandlet i Domstolens afgørelse, fordi han ikke rettidigt har fået tildelt en mælkekvote på grund af sin deltagelse i den ved forordning (EØF) nr. 1078/77 indførte ordning, og som faktisk opfylder de i afgørelsen fastlagte kriterier og betingelser.
2) Institutionerne forpligter sig til over for de i punkt 1 omhandlede producenter indtil udløbet af den i punkt 3 nævnte frist at give afkald på at nedlægge indsigelse om forældelse som følge af bestemmelserne i artikel 43 i Domstolens statut (nu artikel 46 i Domstolens statut), for så vidt retten til godtgørelse ikke var forældet på datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende eller på den dato, på hvilken producenten allerede havde rettet henvendelse til en af institutionerne.
3) Med henblik på fuld anvendelse af [Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor] vil institutionerne vedtage de praktiske regler for betaling af godtgørelse til de pågældende producenter, herunder renter.
Institutionerne vil oplyse, hvilke myndigheder og inden hvilken frist ansøgningerne skal fremsendes. Producenterne forsikres om, at muligheden for anerkendelse af deres rettigheder ikke berøres af, at de ikke retter henvendelse til EF-institutionerne eller nationale myndigheder inden begyndelsen af denne frist.«
11 Efter offentliggørelsen af meddelelsen af 5. august 1992 udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6). Forordningen hjemlede et tilbud om en standardiseret erstatning til de producenter, der efter at have fået tildelt en endelig specifik referencemængde havde lidt tab ved anvendelsen af den ordning, som var omhandlet i Mulder II-dommen, jf. præmis 9 ovenfor.
12 I artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2187/93 bestemmes:
»Producenten retter [erstatnings]kravet til [den kompetente nationale] myndighed […]. Producentens krav skal være myndigheden i hænde senest den 30. september 1993, da det ellers afvises.«
Den forældelsesfrist, der er omhandlet i artikel 43 i Domstolens statut, begynder på ny at løbe over for alle producenter fra den i første afsnit nævnte dato, hvis det i første afsnit omhandlede krav ikke er blevet fremsat inden denne dato; dette gælder dog ikke, hvis forældelsesfristen er blevet afbrudt ved en stævning indgivet til Domstolen i overensstemmelse med artikel 43 i Domstolens statut.«
13 Artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 har følgende ordlyd:
»Inden for en frist på højst fire måneder regnet fra kravets modtagelse fremsætter den i artikel 10 omhandlede myndighed på Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning et tilbud om erstatning til producenten […]«
14 I artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2187/93 bestemmes:
»Hvis tilbuddet ikke accepteres inden for en frist på to måneder fra dets modtagelse, medfører dette, at det ikke længere er bindende for de berørte fællesskabsinstitutioner.«
15 Artikel 46 i Domstolens statut har følgende ordlyd:
»Krav mod Fællesskaberne, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende fællesskabsinstitution. I sidstnævnte tilfælde skal sag anlægges inden den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 230 [EF] […]; i påkommende tilfælde finder bestemmelserne i henholdsvis artikel 232, stk. 2, [EF] […] anvendelse.«
Sagens faktiske omstændigheder
16 Sagsøgerne er mælkeproducenter i Tyskland, som har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77, der udløb den 1. marts 1985 for sagsøgeren i sag T-8/95 og den 30. juni 1984 for sagsøgeren i sag T-9/95. De opnåede som SLOM I-producenter en specifik referencemængde i medfør af forordning nr. 764/89.
17 Ved skrivelse af 23. december 1991 til de sagsøgte institutioner gjorde sagsøgeren i sag T-8/95 sine krav om erstatning gældende mod Fællesskabet. Sagsøgeren i sag T-9/95 gjorde det samme ved skrivelse af 4. december 1990. Ved skrivelser af 13. januar 1992 (sag T-8/95) og 20. december 1990 (sag T-9/95) fra Rådet, og skrivelser af 16. januar 1992 (sag T-8/95) og 19. december 1990 (sag T-9/95) fra Kommissionen blev sagsøgernes krav om erstatning afvist. De sagsøgte institutioner erklærede sig i de samme skrivelser rede til at give afkald på at påberåbe sig forældelse indtil udløbet af en frist på tre måneder efter offentliggørelsen af Mulder II-dommen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, jf. præmis 9 ovenfor. Dette tidsbegrænsede afkald gjaldt imidlertid kun for de krav, der endnu ikke var forældet på tidspunktet for de førnævnte skrivelser.
18 Sagsøgerne fremsatte efter vedtagelsen af forordning nr. 2187/93 deres erstatningskrav i medfør af forordningens artikel 10, stk. 2, første afsnit, over for den kompetente tyske myndighed.
19 Ved skrivelser af 17. december 1993 (sag T-8/95) og 2. december 1993 (sag T-9/95) fremsendte den tyske myndighed i medfør af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 et tilbud om en standardiseret erstatning til sagsøgerne på Fællesskabets vegne og for dets regning.
20 Sagsøgerne lod den i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2187/93 fastsatte frist på to måneder udløbe. De tilbud om erstatning, som er nævnt i den foregående præmis, blev således stiltiende afvist.
Retsforhandlinger
21 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 23. januar 1995 har sagsøgerne anlagt de foreliggende sager.
22 Ved kendelse af 3. juli 1995 udsatte Rettens Første Afdeling sagens behandling, indtil Domstolen havde afsagt dom i sagerne Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90). Domstolens dom af 27. januar 2000, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 203), afbrød sagens udsættelse.
23 Ved kendelse afsagt af formanden for Første Afdeling den 6. juli 1995 er sag T-366/94, T-3/95, T-7/95, T-8/95, T-9/95, T-14/95, T-16/95, T-20/95, T-22/95, T-100/95, T-120/95 og T-124/95 blevet forenet. Sag T-366/94, T-3/95, T-7/95, T-14/95, T-16/95, T-20/95, T-22/95, T-100/95, T-120/95, og T-124/95 i mellemtiden blevet slettet af Rettens register.
24 Ved Fjerde Afdelings kendelse af 10. april 2000 udsatte Retten behandlingen af disse sager på afsigelsen af Rettens dom i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen (sag T-187/94). Rettens dom af 7. februar 2002, Rudolph mod Rådet og Kommissionen (sag T-187/94, ml. II, s. 367), afbrød sagens udsættelse.
25 Ved beslutning af 2. juli 2003 bestemte Retten, at sagerne skulle henvises til en afdeling bestående af tre dommere, i det foreliggende tilfælde Første Afdeling.
26 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Femte Afdeling. De foreliggende sager er følgelig blevet henvist til Femte Afdeling.
27 I et skriftligt spørgsmål af 20. september 2006 blev sagens parter anmodet om at tage stilling til betydningen af Domstolens dom af 28. oktober 2004, van den Berg mod Rådet og Kommissionen (sag C-164/01, Sml. I, s. 10225, herefter »van den Berg-dommen«), for beregningen af forældelsesfristen i disse sager. Sagens parter besvarede dette spørgsmål inden for de fastsatte frister.
28 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 23. januar 2007.
Parternes påstande
29 I sag T-8/95 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– De sagsøgte institutioner tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren en SLOM I-erstatning for perioden fra den 2. marts 1985 til den 29. marts 1989, på 81 159,764 DEM, tillige med renter på 8% p.a. fra den 19. maj 1992.
– De sagsøgte institutioner tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.
30 Sagsøgeren har i samme sag i replikken præciseret, at den udøver sit krav på erstatning for perioden fra den 31. december 1986 til den 29. marts 1989.
31 I sag T-9/95 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– De sagsøgte institutioner tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren en SLOM I-erstatning for perioden fra den 1. juli 1984 til den 29. marts 1989, på 83 670,155 DEM, tillige med renter på 8% p.a. fra den 19. maj 1992.
– De sagsøgte institutioner tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.
32 Sagsøgeren har i samme sag i replikken præciseret, at han udøver sit krav på erstatning for perioden fra den 7. december 1985 til den 29. marts 1989.
33 Sagsøgerne har i øvrigt i de to sager anmodet Retten om at forene disse sager med sagen Hülseberg m.fl. mod Rådet og Kommissionen (sag T-77/93), og at Retten udsætter sin behandling af sagen indtil afsigelse af dom i sagen. Denne sag blev imidlertid slettet af Rettens register blev kendelse af 4. februar 1997.
34 De sagsøgte institutioner har nedlagt følgende påstande i sag T-8/95 og T-9/95:
– Sagen afvises.
– Subsidiært: frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Parternes argumenter
35 Sagsøgerne henviser til Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor, og gør gældende, at de som SLOM I-producenter har ret til erstatning for deres tab. Den omstændighed, at de nationale myndigheder har fremsat et tilbud om erstatning i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93, bekræfter Fællesskabets ansvar. Sagsøgernes afvisning af at acceptere tilbuddet ændrer ikke på nogen måde deres erstatningskrav.
36 For så vidt angår det tab, der hævdes at være lidt, har sagsøgerne gjort gældende, at det på grund af pladsmangel ikke var muligt med en alternativ produktion inden for deres bedrift, således at det hævdede tab er væsentligt højere end den erstatning, som er fastsat i forordning nr. 2187/93.
37 Ifølge sagsøgernes opfattelse er der desuden ikke indtrådt forældelse i forhold til deres krav. Sagsøgerne har herved for det første under henvisning til betingelserne for forældelse efter artikel 43 i Domstolens statut gjort gældende, at de som almindelige borgere ikke inden afsigelsen af Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor, som skete den 19. maj 1992, kan antages at have været vidende om, at betingelserne for at anlægge et erstatningssøgsmål var opfyldt.
38 Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at det fremgår af artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2187/93, at den i artikel 43 i Domstolens statut fastsatte forældelsesfrist på ny begyndte at løbe fra den 30. september 1993 over for alle de mælkeproducenter, som ikke havde fremsat deres krav eller anlagt søgsmål inden denne dato. Forældelsesfristen udløb således først i 1998, således at de søgsmål, der blev anlagt den 23. januar 1995, ikke var anlagt for sent.
39 Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at den i artikel 43, tredje punktum, i Domstolens statut fastsatte frist på to måneder kun finder anvendelse i tilfælde af en afgørelse fra en institution, der har karakter af et afslag vedrørende en forudgående ansøgning. Efter sagsøgernes opfattelse udgør det erstatningstilbud, som de fik på grundlag af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93, ikke en sådan afgørelse. De forudgående ansøgninger af 23. december 1991 (sag T-8/95) og 4. december 1990 (sag T-9/95) havde således ikke endnu været omfattet af en afgørelse truffet af de sagsøgte institutioner, der har karakter af et afslag. Et krav, som gøres gældende i medfør af artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93, udgør desuden ikke en forudgående ansøgning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 43 i Domstolens statut, og følgelig udgør hverken tilbuddet med grundlag i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 eller udløbet af fristen på to måneder i artikel 14, stk. 3, en afgørelse, der har karakter af et afslag, som omhandlet i artikel 43 i Domstolens statut. Den frist på to måneder, som er fastsat i artikel 43 i Domstolens statut, for anlæg af et søgsmål, finder derfor ikke anvendelse.
40 Sagsøgerne har for det fjerde subsidiært gjort gældende, at de har begået en undskyldelig vildfarelse vedrørende begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen. De sagsøgte institutioner har således udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos sagsøgerne, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normal påpasselig person (Rettens dom af 29.5.1991, sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 219, præmis 29, og Rettens kendelse af 29.9.1999, forenede sager T-148/98 og T-162/98, Evans m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2837, præmis 31).
41 Sagsøgerne har gjort gældende, at de sagsøgte institutioner krævede, at de skadelidte producenter hverken fremsatte et erstatningskrav eller anlagde et erstatningssøgsmål under henvisning til, at der var vedtaget en standardiseret erstatningsordning. Dette skete med vedtagelsen af meddelelsen af 5. august 1992 og forordning nr. 2187/93. De sagsøgte institutioner burde have vidst, at tabet ofte var indtrådt i 1984 og 1985, men havde ved flere lejligheder erklæret, at de gav afkald på at hævde, at der forelå forældelse. Ifølge sagsøgerne kunne en normal påpasselig person derfor antage og forvente, at den omstændighed, at tidspunktet for, hvornår personen ville gøre krav på erstatning gældende, udskydes, ikke vil medføre, at personens søgsmålsret forældes.
42 Sagsøgerne har endvidere anført, at eftersom ordlyden af artikel 10, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2187/93 angiver, at en ny frist på fem år begynder at løbe på ny fra den 30. september 2003, ville en normal påpasselig person ikke have kunnet forudsige udviklingen i den retspraksis, der er knæsat i Rettens dom af 25. november 1998, Steffens mod Rådet og Kommissionen (sag T-222/97, Sml. II, s. 4175).
43 For det femte er Fællesskabet i overensstemmelse med principperne for den europæiske aftaleret (Principles of European Contract Law, Parts 1 and 2, O. Lando et H. Beale (éd.), 2000; ZEuP 1995, s. 8644, og ZEuP 2000, s. 675) ikke længere berettiget til at påberåbe sig forældelse, for så vidt som Fællesskabet ved at vedtage forordning nr. 2187/93 har anerkendt princippet om, at der foreligger et erstatningskrav fra de skadelidte producenter.
44 Sagsøgerne har som svar på Rettens skriftlige spørgsmål (jf. præmis 27 ovenfor) i deres skrivelser af 5. oktober 2006 gjort gældende, at van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor, skal fortolkes således, at det tidsrum, der er forløbet siden afbrydelsen af forældelsen indtil den 30. september 2003, ikke kunne tages i betragtning ved beregningen af forældelsesfristen på fem år. Anvendelsen af de i denne sag fastslåede principper fører til en konstatering af, at sagsøgernes erstatningskrav kun til dels er forældede.
45 De sagsøgte institutioner bestrider ikke, at sagsøgerne er blandt de producenter, som principielt efter afsigelsen af dommen i Mulder II-sagen, præmis 9 ovenfor, havde krav på erstatning for det tab, der hidrørte fra deres midlertidige udelukkelse fra mælkeproduktionen. Det er imidlertid institutionernes opfattelse, at det fremgår af dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, præmis 42 ovenfor, sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, præmis 24 ovenfor, samt dom af 7. februar 2002, Kustermann mod Rådet og Kommissionen (sag T-201/94, ml. II, s. 415), at sagsøgernes erstatningskrav er fuldstændig forældet. Følgelig bør de foreliggende sager afvises.
46 De sagsøgte institutioner bemærker, at den i artikel 43 i Domstolens statut fastsatte forældelsesfrist på fem år begynder at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar, er opfyldt. I tilfælde, hvor erstatningsansvaret, som i nærværende sag, skyldes en generel retsakt, kræves det, at retsaktens skadevoldende følger har vist sig (jf. dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, præmis 42 ovenfor, præmis 31). De sagsøgte institutioner præciserer i denne forbindelse, at disse betingelser for SLOM I-producenter er opfyldt, så snart forordning nr. 857/84 for første gang har forhindret dem i at genoptage mælkeproduktionen, dvs. dagen efter udløbet af deres respektive ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelser, dog tidligst den 1. april 1984 (Rettens domme af 16.4.1997, sag T-554/93, Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 563, præmis 87, og sag T-20/94, Hartmann mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 595, præmis 2 og 130). Så snart ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelserne for sagsøgerne i sag T-8/95 og T-9/95 var udløbet henholdsvis den 1. marts 1985 og den 30. juni 1984, begyndte forældelsesfristen at løbe fra den 2. marts 1985 i sag T-8/95 og den 1. juli 1984 i sag T-9/95.
47 De skader, som Fællesskabet har forvoldt mælkeproducenterne, gentog sig imidlertid dagligt, så længe producenterne ikke fik tildelt en referencemængde. I det foreliggende tilfælde blev SLOM I-producenterne – som f.eks. sagsøgerne – forhindret i at producere mælk indtil ikrafttrædelsen af forordning nr. 764/89 den 29. marts 1989.
48 Med henblik på at vurdere, hvilke skader indtrådt mellem den 2. marts 1985 og den 29. marts 1989 (sag T-8/95), eller mellem den 1. juli 1984 og den 29. marts 1989 (sag T-9/95), for hvilke erstatningskravene i givet fald er forældede, har de sagsøgte institutioner hertil anført, at de i deres svar på sagsøgernes ansøgninger om erstatning i sag T-8/95 og T-9/95, dateret henholdsvis den 23. december 1991 og den 4. december 1990, gav afkald på at nedlægge indsigelse om forældelse indtil udløbet af en frist på tre måneder efter offentliggørelsen af Mulder II-dommen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, præmis 9 ovenfor. Da dommen blev offentliggjort i EF-Tidende den 17. juni 1992, ophørte gyldighedsperioden for dette afkald den 17. september 1992. I mellemtiden forpligtede de sagsøgte institutioner sig imidlertid i meddelelsen af 5. august 1992 til over for alle de SLOM-producenter, som var berørt af Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor, at give afkald på at nedlægge indsigelse om forældelse indtil vedtagelsen af de praktiske regler for betaling af godtgørelse til de pågældende producenter. For de producenter, f.eks. sagsøgerne, over for hvilke de sagsøgte institutioner havde erklæret, at de ikke ville påberåbe sig forældelse indtil den 17. september 1992, blev gyldighedsperioden for dette afkald således forlænget til vedtagelsen af de praktiske regler for betaling af godtgørelse til de pågældende producenter. De praktiske regler i meddelelsen af 5. august 2002 blev vedtaget ved forordning nr. 2187/93.
49 De sagsøgte institutioner fastholder endvidere, at sagsøgerne hverken accepterede det erstatningstilbud, som de fik på grundlag af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93, inden for den frist på to måneder, som er fastsat i artikel 14, stk. 3, eller anlagde et erstatningssøgsmål inden for de to måneder efter udløbet af denne frist. Under disse omstændigheder blev den i artikel 43 i Domstolens statut fastsatte forældelsesfrist ikke afbrudt ved meddelelsen af 5. august 1992, og blev det således heller ikke ved sagsøgernes ansøgninger, fremsat ved skrivelser dateret henholdsvis den 23. december 1991 (sag T-8/95) og den 4. december 1990 (sag T-9/95) (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 137, dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 37-40, dommen i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 60-64, samt dommen i sagen Kustermann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 72-76). Forældelsesfristen blev således alene afbrudt ved, at der blev anlagt sag den 23. januar 1995.
50 Ifølge de sagsøgte institutioner følger det heraf, at sagsøgernes erstatningskrav, som opstod mere end fem år inden afbrydelsen af forældelsen, er forældede. Eftersom forældelsen først blev afbrudt den 23. januar 1995 gennem et søgsmålsanlæg, er alle krav opstået inden den 23. januar 1990 forældede. Eftersom sagsøgerne kun kan kræve erstatning for perioden fra den 2. marts 1985 (sag T-8/95) eller den 1. juli 1984 (sag T-9/95) til den 29. marts 1989, er deres krav forældede i deres helhed. Sagerne bør derfor afvises.
51 De sagsøgte institutioner har i duplikkerne for det første tilføjet, at fortolkningen af artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2187/93, hvorefter en ny forældelsesfrist på fem år begyndte at løbe den 30. september 1993, er uforenelig med artikel 43 i Domstolens statut.
52 For det andet forklarer sagsøgernes argument, der bygger på fristen på to måneder, som er nævnt i artikel 43, tredje punktum, i Domstolens statut, overhovedet ikke, hvorfor sagsøgerne – i tilfælde af en afvisning af et erstatningstilbud – skulle være begunstiget af en ny forældelsesfrist. Kommissionen har herved anført, at det fremgår af dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, præmis 42 ovenfor (præmis 40), at de sagsøgte institutioners afkald på at påberåbe sig forældelse udgør en ensidig handling, som ophørte med at have retsvirkning ved udløbet af perioden for accept af tilbuddet om erstatning.
53 For de tredje er det de sagsøgte institutioners opfattelse, at den fejl, som sagsøgerne har begået med hensyn til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, ikke er undskyldelig. Sagsøgerne gjorde sig således skyldige i mangel på omhu.
54 Hvad for det fjerde angår den påståede anvendelse af principperne for den europæiske aftaleret har de sagsøgte institutioner anført, at de ikke finder anvendelse i denne sag. Kommissionen fastholder i denne forbindelse, at der ikke foreligger et kontraktforhold mellem de sagsøgte institutioner og sagsøgerne.
55 Som svar på Rettens skriftlige spørgsmål (jf. præmis 27 ovenfor) har de sagsøgte institutioner i deres skrivelser af 5. oktober 2006 bestridt relevansen af van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor, med henblik på beregningen af forældelsesfristen i nærværende sag. Kommissionen har i den forbindelse præciseret, at van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor (præmis 100) udtrykkeligt vedrører det tilfælde, hvor en ansøgning i henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2187/93 ikke foreligger. For så vidt som producenterne i de foreliggende tilfælde havde indgivet en sådan ansøgning, ville den løsning, der blev lagt til grund i van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor, ikke kunne overføres til producenterne, og forældelsesfristen ville alene skulle beregnes i lyset af Rettens praksis citeret i præmis 49 ovenfor.
56 Kommissionen har hertil tilføjet, at hvis opfattelsen i van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor, skal anvendes, bør der med henblik på beregningen af forældelsesfristen tages hensyn til en suspension af forældelsesfristen, som begynder at løbe fra Kommissionens fremsendelse af dens svar på sagsøgernes oprindelige ansøgning af 23. december 1991 i sag T-8/95 og af 4. december 1990 i sag T-9/95. Begyndelsestidspunktet for suspensionen af forældelsen er således den 16. januar 1992 i sag T-8/95 og den 19. december 1990 i sag T-9/95. Kommissionen anerkendte imidlertid under retsmødet, at begyndelsestidspunktet for suspensionen af forældelsen også ville kunne blive fastsat på tidspunktet for de sagsøgte institutioners modtagelse af sagsøgernes oprindelige ansøgning, dvs. den 31. december 1991 i sag T-8/95 og den 7. december 1990 i sag T-9/95. Det seneste tidspunkt for suspension af forældelsen i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i van den Berg-dommen, præmis 27 ovenfor, er således enten den 30. september 1993 i de to sager, eller tidspunktet for udløbet af acceptfristen for erstatningstilbudet, fremsat i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93. På baggrund af disse to sidstnævnte hypoteser, og i betragtning af tidspunktet for modtagelsen af Kommissionens svar på sagsøgernes oprindelige ansøgning som begyndelsestidspunkt for suspension af forældelsen, er alle erstatningskrav, som er opstået inden den 5. maj 1988 eller den 18. december 1987, forældet i sag T-9/95. Det forholder sig på samme måde i sag T-9/95 for krav, som er opstået inden den 12. april 1987 eller den 8. december 1986.
Rettens bemærkninger
57 Det fremgår af Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor, at Fællesskabet er erstatningsansvarligt over for hver enkelt producent, der har lidt et erstatteligt tab som følge af, at han har været forhindret i at levere mælk i medfør af forordning nr. 857/84 (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, præmis 46 ovenfor, præmis 71, og i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, præmis 24, præmis 45).
58 Det er ubestridt, at sagsøgerne befinder sig i den situation, der er omhandlet i Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor.
59 Det følger heraf, at sagsøgerne har krav på erstatning for deres tab fra de sagsøgte institutioner, medmindre deres ansøgninger er forældede.
60 Det skal derfor undersøges, om og i hvilket omfang disse ansøgninger kommer i konflikt med forældelse.
61 Det må påpeges, at forældelsesfristen i henhold til artikel 43 i Domstolens statut ikke kan begynde at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og, i tilfælde, hvor erstatningsansvaret skyldes en generel retsakt, navnlig ikke før retsaktens skadevoldende følger har vist sig. Disse betingelser er, at Fællesskabets institutioner har handlet retsstridigt, at der er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem institutionernes adfærd og det påberåbte tab (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 107).
62 Det må desuden bemærkes, at ifølge fast retspraksis lider den pågældende producent tab på grund af umuligheden af at kunne udnytte en referencemængde, fra den dato, da han efter udløbet af sin forpligtelse til ikke-markedsføring havde kunnet genoptage mælkeleveringerne uden at skulle betale tillægsafgiften, hvis ikke han havde fået afslag på at få tildelt en referencemængde. Betingelserne for at rejse erstatningskrav over for Fællesskabet var derfor opfyldt på denne dato (Rettens kendelse af 19.9.2001, sag T-332/99, Jestädt mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2561, præmis 41, jf. også i denne retning dommen i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 87, og i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 130).
63 Følgelig begyndte forældelsesfristen i de foreliggende sager at løbe fra den 2. marts 1985 i sag T-8/95 og den 1. juli 1984 i sag T-9/95, dvs. dagen efter udløbet af sagsøgernes ikke-markedsføringsforpligtelse. På disse tidspunkter var forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, begyndt at have skadevoldende virkninger for sagsøgerne, idet disse blev forhindret i at genoptage markedsføringen af mælk (jf. i denne retning dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 130, og i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 50, samt kendelsen i sagen Jestädt mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 62 ovenfor, præmis 42).
64 Den omstændighed, at sagsøgerne inden afsigelsen af Mulder II-dommen, præmis 9 ovenfor, ikke havde haft kendskab til, at betingelserne for en erstatningssag mod Fællesskabet var opfyldt, har overhovedet ingen indvirkning på begyndelsestidspunktet for beregningen af forældelsesfristen, for så vidt som sagsøgerne i det foreliggende tilfælde, i sag T-8/95 og T-9/95, ikke kunne være i tvivl om, at hindringen i at levere mælk fra henholdsvis den 2. marts 1985 og den 1. juli 1984 var konsekvensen af anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84 (jf. i denne retning dommen i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 85, og i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 112).
65 Med henblik på fastlæggelsen af den periode, hvorunder sagsøgerne led tab, bemærkes, at sagsøgernes tab ikke blev forårsaget øjeblikkeligt. De opstod over en vis periode, så længe sagsøgerne ikke kunne opnå en referencemængde, det vil i det foreliggende tilfælde sige den 28. marts 1989, som er dagen før ikrafttrædelsen af forordning nr. 764/89, idet denne forordning ved fremover at give mulighed for tildeling af særlige referencemængder til SLOM I-producenterne bragte det af sagsøgerne lidte tab til ophør. Der er tale om et fortsat tab, som blev forøget dagligt (jf. i denne retning dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 132 og 140, i sagen Kustermann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 63 og 77, og i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 65).
66 Følgelig omfatter den periode, under hvilken sagsøgerne led et tab på grund af anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, for sagsøgeren i sag T-8/95, tiden mellem den 2. marts 1985 og den 28. marts 1989, og for sagsøgeren i sag T-9/95 tiden mellem den 1. juli 1984 og den 28. marts 1989.
67 Med henblik på vurderingen af, for hvilke tab – som er lidt i de perioder, der er nævnt i den foregående præmis – der er indtrådt forældelse for ansøgningerne om erstatning, bemærkes, at i henhold til artikel 43 i Domstolens statut afbrydes forældelsen ved indgivelse af stævning til Fællesskabets retsinstanser eller ved, at skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende institution i Fællesskabet. I sidstnævnte tilfælde afbrydes forældelsen dog kun, såfremt kravet efterfølges af en stævning, som er udarbejdet inden fristen i henhold til artikel 230 EF eller artikel 232 EF (Domstolens dom af 5.4.1973, sag 11/72, Giordano mod Kommissionen, Sml. s. 417, præmis 6, dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 35 og 42, og i sagen Kustermann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 67).
68 I det foreliggende tilfælde skal det for det første fastslås, at sagsøgerne ved skrivelser af 23. december 1991 (sag T-8/95) og 4. december 1990 (sag T-9/95) indgav en forudgående ansøgning som omhandlet i artikel 43 i Domstolens statut, og at Rådet afviste disse forudgående ansøgninger ved skrivelser af 13. januar 1992 (sag T-8/95) og 20. december 1990 (sag T-9/95). Kommissionen gjorde det samme ved skrivelser af 16. januar 1992 (sag T-8/95) og 19. december 1990 (sag T-9/95).
69 Det skal derefter fastslås, at de sagsøgte institutioner i de skrivelser, der er nævnt i den foregående præmis, erklærede sig rede til over for sagsøgerne at give afkald på at påberåbe sig forældelse indtil udløbet af en frist på tre måneder efter offentliggørelsen i EF-Tidende af Mulder II-dommen, jf. præmis 9 ovenfor. Gyldighedsperioden for dette afkald blev imidlertid ophævet ved meddelelsen af 5. august 1992, inden gyldighedsperioden udløb. De sagsøgte institutioner forpligtede sig i denne meddelelse således til i forhold til enhver producent, som opfyldte betingelserne, der fulgte af Mulder II-dommen, jf. præmis 9 ovenfor, og hvis ret til erstatning endnu ikke var forældet den 5. august 1992, at give afkald på at påberåbe sig forældelsen i henhold til artikel 43 i Domstolens statut, indtil de nærmere praktiske bestemmelser for at holde de pågældende producenter skadesløse blev fastsat (dommen i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 90).
70 Disse bestemmelser blev vedtaget ved forordning nr. 2187/93. I medfør af denne forordnings artikel 10, stk. 2, andet afsnit, udløb den frivillige begrænsning af institutionernes ret til at påberåbe sig forældelsen, som institutionerne havde påtaget sig, den 30. september 1993, over for de producenter, som ikke havde fremsat et erstatningskrav inden for rammerne af forordningen (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 137, og i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 91). I forhold til de producenter, der fremsatte et krav i henhold til artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93, ophørte den pågældende frivillige begrænsning derimod ved udløbet af fristen for accept af det tilbud, der blev givet i medfør af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 137, i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 91, og i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 40, samt dom af 7.2.2002, sag T-261/94, Schulte mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 441, præmis 67). Denne frist udløb i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2187/93 to måneder efter modtagelsen af erstatningstilbuddet, der selv – og i overensstemmelse med forordningens artikel 14, stk. 1 – skulle fremsættes fire måneder regnet fra kravets modtagelse.
71 I modsætning til hvad sagsøgerne har hævdet, medfører meddelelsen af 5. august 1992 ikke, at en ny forældelsesfrist på fem år begynder at løbe fra den 30. september 1993 (van den Berg-dommen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 100, jf. også i denne retning dommen i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 36).
72 Ikke desto mindre har de sagsøgte institutioners afkald på deres ret til at påberåbe sig forældelse, som meddelelsen af 5. august 1992 er udtryk for, og den tidligere korrespondance i tilslutning til de forudgående ansøgninger betydning for beregningen af forældelsesfristen.
73 I denne forbindelse fremgår det af van den Berg-dommen, nævnt ovenfor i præmis 27, at den suspension af forældelsen, som følger af institutionernes ensidige afkald på deres ret til at påberåbe sig forældelse, som er indeholdt i meddelelsen af 5. august 1992, og eventuelt tillige i en tidligere korrespondance, er indtrådt, uafhængigt af det tidspunkt, hvor sagsøgeren anlagde erstatningssøgsmål ved Retten (van den Berg-dommen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 100 og 101).
74 I denne sag har de sagsøgte institutioner for så vidt angår spørgsmålet, om den løsning, der blev lagt til grund i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, finder anvendelse, understreget, at sagsøgerne i nærværende sager i modsætning til sagsøgeren i den sag, som blev afgjort i den nævnte dom, havde indgivet en ansøgning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93. Ifølge de sagsøgte institutioner følger det heraf, at Domstolens løsning i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, ikke uden videre kan overføres på de foreliggende sager.
75 Det skal bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af fast retspraksis, at den omstændighed, at der over for en fællesskabsinstitution fremsættes et erstatningskrav, kun bevirker en udsættelse af udløbet af fristen på fem år, men ikke at den femårige forældelse, der er fastsat i artikel 43 i statutten for Domstolen, forkortes (dommen i sagen Giordano mod Kommissionen, nævnt i præmis 67 ovenfor, præmis 6 og 7, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-167/94, Nölle mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2589, præmis 30). Det følger heraf, at med hensyn til beregningen af forældelsesfristen kan situationen for en mælkeproducent, som det f.eks. er tilfældet for sagsøgerne i denne sag, som har fremsat et erstatningskrav i henhold til artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93, ikke være mindre fordelagtig end situationen for en producent, som ikke har fremsat et sådant erstatningskrav.
76 Det må under disse omstændigheder antages, at Domstolen i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, ikke har ønsket at begrænse fordelen ved den ubetingede suspension af den forældelse, som følger af de sagsøgte institutioners ensidige afkald, over for den eneste kategori af mælkeproducenter, som ikke har indgivet en ansøgning som omhandlet i artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93. Det må således antages, at Domstolen alene henviste til den manglende ansøgning i dommens præmis 100 med henblik på at fastsætte det endelige tidspunkt for suspensionen af den forældelse, der følger af dette afkald, som er forskellig alt efter, om der foreligger eller ikke foreligger en ansøgning i henhold til artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93. (jf. præmis 70 ovenfor).
77 Under retsmødet har de sagsøgte institutioner endvidere fremhævet, at sagsøgeren i den sag, som blev afgjort i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, ikke havde kunnet indgive en ansøgning i henhold til artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93, for så vidt som sagsøgerens situation ikke var omfattet af anvendelsesområdet for forordningen. Ifølge de sagsøgte institutioner fastslog Domstolen imidlertid i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, at sagsøgeren i denne sag kunne komme i betragtning til en suspension af forældelsen indtil den 30. september 1993, da han ikke befandt sig i en situation, som tillod ham at forudse, at hans tilfælde ikke var reguleret ved forordning nr. 2187/93.
78 Denne omstændighed er imidlertid ikke af en sådan art, at den kan begrunde, at den løsning, der blev lagt til grund i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, ikke kan anvendes på sagsøgernes situation i de nærværende sager. Som det således var tilfældet for sagsøgeren i den sag, som blev afgjort i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, kunne sagsøgerne i de nærværende sager heller ikke forudse anvendelsesområdet for forordning nr. 2187/93 inden dens vedtagelse.
79 Det skal derfor i lyset af van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, fastslås, for hvilke tab – som er indtrådt mellem den 2. marts 1985 og den 28. marts 1989 (sag T-8/95), eller mellem den 1. juli 1984 og den 28. marts 1989 (sag T-9/95) – erstatningskravene var forældet ved indleveringen af stævningerne den 23. januar 1995.
80 Det skal for det første fastslås, at sagsøgerne fremsendte en forudgående ansøgning til de sagsøgte institutioner, som afbrød den femårige forældelse, på det tidspunkt, da ansøgningen blev modtaget af en af institutionerne. Det fremgår således af artikel 43 i Domstolens statut og retspraksis, at datoen for modtagelsen af ansøgningen er afgørende for afbrydelsen af forældelsen, og ikke datoen for den pågældende institutions besvarelse af denne ansøgning, som hævdet af de sagsøgte institutioner (jf. i denne retning van den Berg-dommen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 101, og dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 139).
81 Sagsøgeren i sag T-8/95 indgav sin ansøgning ved skrivelse af 23. december 1991 til de sagsøgte institutioner. Rådet modtog skrivelsen den 31. december 1991. Dagen for Kommissionens modtagelse af skrivelsen kan ikke fastslås med sikkerhed. Parterne er imidlertid under retsmødet blevet enige om den omstændighed, at det kan antages, at denne skrivelse også er indgået til Kommissionen den 31. december 1991. Under disse omstændigheder var retten til erstatning på tidspunktet for modtagelsen af den forudgående ansøgning forældet for perioden forud for den 31. december 1986 (jf. i denne retning dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 139 og 140). Det må i øvrigt fastslås, at sagsøgeren i sag T‑8/95 selv i replikken præciserede, at han udøvede sin ret til erstatning for perioden fra den 31. december 1986 til den 29. marts 1989.
82 I sag T‑9/95 fremsendte sagsøgeren en forudgående ansøgning til de sagsøgte institutioner ved skrivelse af 4. december 1990. Denne skrivelse er indgået til Rådet den 7. december 1990. Datoen for Kommissionens modtagelse af skrivelsen kan ikke fastslås med sikkerhed. Parterne er imidlertid under retsmødet blevet enige om den omstændighed, at det kan antages, at denne skrivelse også er indgået til Kommissionen den 7. december 1990. Under disse omstændigheder var retten til erstatning på tidspunktet for modtagelsen af den forudgående ansøgning forældet for perioden forud for den 7. december 1985 (jf. i denne retning dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 139 og 140). Det må i øvrigt fastslås, at sagsøgeren i sag T-9/95 selv i replikken præciserede, at han udøvede sin ret til erstatning for perioden fra den 7. december 1985 til den 29. marts 1989.
83 For det andet må der i overensstemmelse med den løsning, der blev lagt til grund i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor (præmis 100 og 101), for beregningen af forældelsesfristen, på den ene side ses bort fra perioden mellem henholdsvis den 31. december 1991 (sag T‑8/95) og den 7. december 1990 (sag T‑9/95), og datoen for udløbet af de sagsøgte institutioners tilsagn om at undlade at påberåbe sig forældelse, på den anden side.
84 Sagsøgerne har imidlertid i modsætning til den sag, som blev afgjort i van den Berg-dommen, jf. præmis 27 ovenfor, indgivet en ansøgning i henhold til artikel 10, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2187/93, og modtaget et tilbud i henhold til forordningens artikel 14, stk. 1, som de stiltiende har afslået ved at lade fristen for accept af tilbuddet udløbe. Der bør under disse omstændigheder for afslutningen af perioden for suspension af forældelsen tages hensyn til udløbet af perioden for accept af tilbuddet om erstatning, som er afgivet på grundlag af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 (dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 137, i sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 91, i sagen Steffens mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 40, og i sagen Schulte mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 70 ovenfor, præmis 67).
85 Det må konstateres, at erstatningstilbuddet i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93 blev afgivet til sagsøgeren i sag T‑8/95 ved skrivelse af 17. december 1993, som kom frem til ham den 18. december 1993. Datoen for modtagelsen af tilbuddet om erstatning, som blev afgivet over for sagsøgeren i sag T-9/95 ved skrivelse af 2. december 1993, kan ikke fastslås med sikkerhed. Parterne er imidlertid under retsmødet blevet enige om, at sagsøgeren i sag T-9/95 modtog tilbuddet om erstatning den 3. december 1993.
86 Eftersom fristen for accept af et tilbud i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2187/93, i overensstemmelse med forordningens artikel 14, stk. 3, var to måneder efter modtagelsen af tilbuddet, må det konkluderes, at perioden mellem den 31. december 1991 og den 18. februar 1994 i sag T-8/94 og mellem den 7. december 1990 og den 3. februar 1994 i sag T-9/95 ikke kan tages i betragtning ved beregningen af forældelsesfristen på fem år.
87 Sagsøgerne har under retsmødet som svar på et spørgsmål stillet af Retten gjort gældende, at der var anledning til at forlænge perioden for suspension af forældelsen med yderligere to måneder under henvisning til de principper, som er afledt af dommen i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, jf. præmis 24 ovenfor, og i sagen Kustermann mod Rådet og Kommissionen, jf. præmis 45 ovenfor.
88 Det må imidlertid fastslås, at Retten i disse domme har ønsket at mildne følgerne af sin praksis, som gik ud på at antage, at virkningerne af en suspension af forældelsen var ophævet, hvis erstatningssøgsmålet ikke blev anlagt ved Retten inden for den periode, som de sagsøgte institutioner fik til at give afkald på at påberåbe sig forældelsen. Retten har således fastslået i disse domme, at producenter, der havde ventet på grund af institutionernes tilsagn om at give dem et erstatningstilbud, før de ville anlægge erstatningssøgsmål ved Retten og derefter inden for en frist på to måneder efter udløbet af fristen for accept af det fremsatte tilbud, fastsat i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2187/93, fortsat havde fordel af institutionernes tilsagn om ikke at påberåbe sig forældelsen (dommen i sagen Kustermann mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 76, og i sagen Rudolph mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 64).
89 Under hensyn til den omstændighed – i overensstemmelse med van den Berg-dommen, nævnt ovenfor i præmis 27 – at den suspension af forældelsen, som følger af institutionernes ensidige afkald på at påberåbe sig forældelse, er indtrådt, uafhængigt af det tidspunkt hvor sagsøgeren anlagde erstatningssøgsmål, foreligger der ikke nogen grund til i de foreliggende tilfælde at anvende de domme, der er henvist til i foregående præmis.
90 I betragtning af det ovenstående må det for så vidt angår sag T-8/95 fastslås, at perioden, under hvilken forældelsesfristen har været suspenderet, ligger fra den 31. december 1991 til den 18. februar 1994. Det drejer sig om en periode på to år, en måned og 18 dage. Ved at lægge denne periode til den femårige periode forud for indgivelsen af stævningen, den 23. januar 1995, må det fastslås, at sagsøgerens krav på erstatning i sag T-8/95 er forældet for perioden forud for den 5. december 1987. Eftersom sagsøgernes tab ophørte den 28. marts 1989 (jf. præmis 65 nedenfor), bør sagsøgeren i sag T-8/95 holdes skadesløs for tabet ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, for perioden mellem den 5. december 1987 og den 28. marts 1989.
91 I sag T-9/95 skal der ved beregningen af forældelsesfristen ses bort fra perioden mellem den 7. december 1990 og den 3. februar 1994. Det drejer sig om en periode på tre år, en måned og 26 dage. Ved at lægge denne periode til den femårige periode forud for indgivelsen af stævningen, den 23. januar 1995, må det fastslås, at sagsøgerens krav på erstatning i sag T-9/95 er forældet for perioden forud for den 27. november 1986. Eftersom sagsøgernes tab ophørte den 28. marts 1989 (jf. præmis 65 nedenfor), bør sagsøgeren i sag T-9/95 holdes skadesløs for tabet ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, som suppleret ved forordning nr. 1371/84, for perioden mellem den 27. november 1986 og den 28. marts 1989.
92 Eftersom erstatningskravene er delvist forældede, skal der yderligere tages stilling til sagsøgernes subsidiære argument, hvorefter de begik en undskyldelig retsvildfarelse vedrørende begyndelsestidspunktet for forældelsen.
93 Det er vigtigt at minde om, at som det følger af retspraksis, må begrebet undskyldelig vildfarelse fortolkes snævert og kan kun omfatte usædvanlige omstændigheder, hvor specielt de pågældende institutioner har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende. I dette tilfælde bør administrationen nemlig ikke kunne påberåbe sig sin egen tilsidesættelse af principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning, som gav anledning til den retsundergivnes vildfarelse (dommen i sagen Bayer mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, præmis 29, stadfæstet ved Domstolens dom af 15.12.1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, præmis 26, og Rettens kendelse af 19.9.2005, sag T-321/04, Air Bourbon mod Kommissionen, Sml. II, s. 3469, præmis 38).
94 Selv om de sagsøgte institutioner i det foreliggende tilfælde har ønsket at begrænse antallet af retssager ved i deres meddelelse af 5. august 1991 at angive, at de midlertidigt gav afkald på at gøre indsigelse gældende, har de aldrig påvirket de pågældende erhvervsdrivendes frihed til at anlægge erstatningssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser. Sagsøgernes argument, hvorefter de sagsøgte institutioner har krævet, at de ramte mælkeproducenter ikke anlægger sag, skal derfor forkastes.
95 De sagsøgte institutioner har desuden aldrig opretholdt usikkerheden med hensyn til varigheden af deres forpligtelse til ikke at påberåbe sig forældelse i henhold til artikel 43 i Domstolens statut. De sagsøgte institutioner meddelte således i meddelelsen af 5. august 1992, at afkaldet fortsat var gyldigt, indtil de nærmere praktiske bestemmelser for at holde de pågældende producenter skadesløse blev fastsat.
96 Sagsøgernes subsidiære argument kan derfor ikke tiltrædes.
97 Det bemærkes endelig, at argumentet om principperne for den europæiske aftaleret er uden betydning, eftersom søgsmålet tilsigter erstatning for et ikke-kontraktmæsigt tab.
98 Med hensyn til størrelsen af den erstatning, som de sagsøgte institutioner skal betale, bemærkes, at institutionerne ikke har fundet det nødvendigt at undersøge dette forhold i løbet af den skriftlige forhandling, henset til den omstændighed, at de fandt, at kravene var fuldstændigt forældede, og at sagsøgerne havde erklæret sig rede til at nå til enighed på grundlag af principperne i forordning nr. 2187/93. De opfordrede under retsmødet Retten til – for det tilfælde, at den fandt, at kravene ikke var fuldstændigt forældede – i en mellemdom at fastlægge de perioder, som ikke var forældede, således at parterne kunne nå til en mindelig ordning vedrørende erstatningens størrelse.
99 Retten skal derfor opfordre parterne til at søge at nå frem til en aftale inden seks måneder om den erstatning, som de sagsøgte institutioner skal betale sagsøgerne. Såfremt parterne ikke når til enighed, giver de inden for samme frist Retten meddelelse om deres påstande med beløbsangivelser.
Sagens omkostninger
100 Som følge af det ovenfor i præmis 99 anførte udsættes afgørelsen om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber skal erstatte det tab, som Wilhelm Pelle og Ernst-Reinhard Konrad har lidt som følge af anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter, som suppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68, for så vidt som disse forordninger ikke indeholder nogen bestemmelse om tildeling af en referencemængde til producenter, som efter at have påtaget sig en forpligtelse i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvægsbesætninger ikke har leveret mælk i det af den pågældende medlemsstat valgte referenceår.
2) Wilhelm Pelle, sagsøger i sag T-8/95, holdes skadesløs for tabet ved anvendelsen af forordning nr. 857/84 for perioden mellem den 5. december 1987 og den 28. marts 1989.
3) Ernst-Reinhard Konrad, sagsøger i sag T-9/95, holdes skadesløs for tabet ved anvendelsen af forordning nr. 857/84 for perioden mellem den 27. november 1986 og den 28. marts 1989.
4) Senest seks måneder efter afsigelsen af denne dom giver parterne Retten meddelelse om de beløb, som de efter fælles overenskomst er blevet enige om skal betales i erstatning.
5) Såfremt parterne ikke når til enighed, giver de inden for samme frist Retten meddelelse om deres påstande med beløbsangivelser.
6) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Vilaras | Martins Ribeiro | Jürimäe |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september 2007.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |