Language of document :

Sag anlagt den 27. november 2012 - Spirlea mod Kommissionen

(Sag T-518/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Darius Nicolai Spirlea (Capezzano Pianore, Italien) og Mihaela Spirlea (Capezzano Pianore) (ved advokaterne V. Foerster og T. Pahl)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Stævningen, der er indgivet med hjemmel i artikel 263 TEUF, modtages.

Stævningen antages til realitetsbehandling.

Der gives medhold i sagen, og det fastslås, at sagsøgte har tilsidesat væsentlige processuelle og forskellige materielle retsregler.

På det grundlag erklæres Kommissionens henlæggelsesafgørelse af 27. september 2012 om EU-pilotprojekt nr. 2070/11/SNCO (Ref. Ares (2012) 1135073) for ugyldig.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.

Første anbringende: Oprettelse af et EU-pilotprojekt uden retsgrundlag (artikel 290 TEUF og 291 TEUF)

I forbindelse med dette anbringende gøres det gældende, at indførelsen af EU-pilotprojektet har medført en yderligere processuel betingelse, der ikke følger af artikel 258 TEUF. Denne processuelle betingelse, som Kommissionen ikke i EU-traktaterne har fået hverken kompetence eller bemyndigelse til at fastsætte, er af Kommissionen blevet anvendt i en retsstridig og uigennemsigtig procedure, hvorved der samtidig er sket en udhulning af traktatsbrudsproceduren i artikel 258 TEUF.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af meddelelse af 20. marts 2002 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten 2.

Her gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen på vilkårlig vis har ignoreret sin meddelelse om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten, og at denne uden noget alternativ for sagsøgerne har overført disses klage til behandling under EU-pilotprojektet, hvis regler ikke er tilgængelige for sagsøgerne.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten

I forbindelse med dette anbringende anføres det, at Kommissionens begrundelse ikke indeholder oplysninger om de faktiske omstændigheder i forhold til anvendelsen af forordning (EF) nr. 1394/2007  og ingen drøftelse af sagsøgernes specifikke retlige indsigelser og deres sammenhæng med EU-retten.

____________

1 - EFT C 244, s. 5.

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13.11.2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004, EUT L 324, s. 121.