Sag C-301/15
Marc SoulierogSara Doke
mod
Premier ministreogMinistre de la Culture et de la Communication
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel og industriel ejendomsret – direktiv 2001/29/EF – ophavsret og beslægtede rettigheder – artikel 2 og 3 – ret til reproduktion og overføring til almenheden – anvendelsesområde – »udgåede« bøger, som ikke eller ikke længere udgives – national lovgivning, der overlader udøvelsen af retten til digital udnyttelse til kommercielle formål af udgåede bøger til et rettighedsforvaltningsselskab – retlig formodning for ophavsmændenes tilladelse – manglende ordning, der sikrer effektive og individualiserede oplysninger for ophavsmændene«
Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. november 2016
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion og overføring til almenheden – rækkevidde
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra a), og art. 3, stk. 1]
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion og overføring til almenheden – krav om ophavsmandens forudgående samtykke – stiltiende samtykke – lovlighed – betingelser
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, niende betragtning, art. 2, litra a), art. 3, stk. 1, og art. 5]
3. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion og overføring til almenheden – national lovgivning, der overlader udøvelsen af retten til at tillade reproduktion og overføring til almenheden i digital form af udgåede bøger til et godkendt rettighedsforvaltningsselskab – ingen ordning, der sikrer effektiv og individualiseret information af de berørte ophavsmænd – ikke tilladt
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra a), og art. 3, stk. 1]
4. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion og overføring til almenheden – national lovgivning, der overlader udøvelsen af retten til at tillade reproduktion og overføring til almenheden i digital form af udgåede bøger til et godkendt rettighedsforvaltningsselskab, og som betinger ophavsmandens ret til at bringe denne udøvelse til ophør af en formalitet – ikke tilladt
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra a), og art. 3, stk. 1]
1. Den beskyttelse, som artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet giver ophavsmændene, skal anses for at have et bredt anvendelsesområde, og den begrænses ikke til nydelsen af de rettigheder, der er fastsat i disse bestemmelser, men omfatter også udøvelsen af de nævnte rettigheder.
(jf. præmis 30 og 31)
2. De rettigheder, som ophavsmændene sikres i artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet er af præventiv karakter, således at enhver reproduktion eller overføring til almenheden af et værk af tredjemand kræver ophavsmandens forudgående samtykke. Det følger heraf, at med forbehold af de undtagelser og begrænsninger, der er fastsat på udtømmende vis i artikel 5 i direktiv 2001/29, skal enhver anvendelse af et værk, der er foretaget af en tredjemand uden et sådan samtykke fra rettighedshaveren, betragtes som en krænkelse af ophavsretten til dette værk.
Artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 præciserer ikke den måde, hvorpå ophavsmandens forudgående samtykke skal udtrykkes, og derfor kan disse bestemmelser ikke fortolkes således, at de foreskriver, at et sådan samtykke nødvendigvis skal udtrykkes eksplicit. Det bemærkes, at de nævnte bestemmelser tværtimod også giver mulighed for, at samtykket udtrykkes implicit. Formålet med en høj beskyttelse af ophavsmænd, hvortil niende betragtning til direktiv 2001/29 henviser, indebærer imidlertid, at de betingelser, under hvilke et implicit samtykke kan antages at foreligge, skal fastsættes nøje for at undgå, at selve princippet om ophavsmandens forudgående samtykke tilsidesættes. Navnlig skal enhver ophavsmand behørigt oplyses om en tredjemands fremtidige anvendelse af hans værk og om de midler, han har til rådighed med henblik på at forbyde anvendelsen, hvis han ønsker det.
(jf. præmis 33-35, 37 og 38)
3. Artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en national lovgivning overlader udøvelsen af retten til at tillade reproduktion og overføring til almenheden i digital form af såkaldte »udgåede« bøger, dvs. bøger, der er udgivet i den berørte medlemsstat, og som hverken distribueres kommercielt eller udgives i trykt eller digital form, til et godkendt rettighedsforvaltningsselskab, samtidig med, at den giver ophavsmændene til disse bøger eller deres retssuccessorer mulighed for at modsætte sig udøvelsen af denne ret eller at bringe den til ophør på de betingelser, som er fastsat i denne lovgivning.
I det omfang en sådan lovgivning ikke indeholder en ordning, der sikrer effektiv og individualiseret information af ophavsmændene, kan det ikke udelukkes, at visse af de pågældende ophavsmænd reelt ikke engang har kendskab til den planlagte anvendelse af deres værker, og dermed, at de ikke er i stand til at tage stilling til dette i den ene eller i den anden retning. Under disse omstændigheder kan den blotte omstændighed, at ophavsmændene ikke har modsat sig dette, ikke betragtes som udtryk for deres implicitte samtykke til denne anvendelse. Dette gælder så meget desto mere, når en sådan lovgivning vedrører bøger, der tidligere har været genstand for udgivelse og kommerciel distribuering, men ikke aktuelt er det. Denne særlige sammenhæng er til hinder for, at det med rimelighed kan antages, at alle ophavsmændene til disse »glemte« bøger, såfremt de ikke har gjort indsigelse, imidlertid støtter, at deres værker »genoplives« med henblik på deres kommercielle anvendelse i digital form. Direktiv 2001/29 er ganske vist ikke til hinder for, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede forfølger et formål såsom digital udnyttelse af udgåede bøger i den kulturelle interesse for forbrugerne og samfundet som helhed. Forfølgelsen af dette formål og denne interesse kan imidlertid ikke begrunde en undtagelse, der ikke er fastsat af EU-lovgiver, til den beskyttelse af ophavsmænd, der er sikret i dette direktiv.
(jf. præmis 43-45 og 52 samt domskonkl.)
4. Det følger af den eksklusive karakter af retten til reproduktion og overføring til almenheden, der er fastsat i artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, at ophavsmændene er de eneste personer, i forhold til hvilke dette direktiv fastsætter en originær tildeling af retten til udnyttelse af deres værker. Det følger heraf, at selv om direktiv 2001/29 ikke forbyder medlemsstaterne at tildele yderligere visse rettigheder eller visse fordele til tredjemænd, såsom forlæggere, er det en betingelse, at disse rettigheder og fordele ikke krænker de rettigheder, som det nævnte direktiv tildeler ophavsmændene som en eneret. Når ophavsmanden til et værk inden for rammerne af gennemførelsen af en lovgivning, der overlader udøvelsen af retten til at tillade reproduktion og overføring til almenheden i digital form af udgåede bøger til et godkendt rettighedsforvaltningsselskab, beslutter at bringe udnyttelsen af dette værk i digital form til ophør for fremtiden, skal denne ret kunne udøves uden i visse tilfælde at være afhængig af den samstemmende vilje fra andre personer end dem, som denne ophavsmand på forhånd har givet tilladelse til at foretage en sådan digital udnyttelse, og følgelig af tilladelse fra en forelægger, der i øvrigt kun har retten til udnyttelse af det nævnte værk i trykt form.
Det følger desuden af artikel 5, stk. 2, i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, at nydelsen og udøvelsen af retten til reproduktion og retten til overføring til almenheden, der tildeles ophavsmændene ved denne konvention, og som svarer til dem, der er fastsat i artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, ikke kan undergives nogen som helst formalitet. Det følger bl.a. heraf, at ophavsmanden til et værk skal kunne bringe en tredjemands udøvelse af retten til udnyttelse i digital form, som han besidder til dette værk, til ophør og herved forbyde ham al fremtidig anvendelse i en sådan form, uden i visse tilfælde forudgående at skulle underlægges en formalitet, der består i at godtgøre, at andre personer ikke også er indehavere af andre rettigheder til det nævnte værk, såsom dem vedrørende dets udnyttelse i trykt form.
(jf. præmis 47-51)