Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 19. november 2020 – EZ mod Bundesrepublik Deutschland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Hannover – Tyskland)

(Sag C-238/19) ¹

(Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asylpolitik – direktiv 2011/95/EU – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – nægtelse af at gøre militærtjeneste – artikel 9, stk. 2, litra e) – hjemlandets lovgivning fastsætter ikke ret til militærnægtelse af samvittighedsgrunde – beskyttelse af personer, der er flygtet fra hjemlandet efter udløbet af fristen for en udsættelse af værnepligten – artikel 9, stk. 3 – sammenhæng mellem de i direktivets artikel 10 nævnte grunde og den i nævnte direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), omhandlede retsforfølgning og straf – bevis)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Hannover

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EZ

Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland

Konklusion

Artikel 9, stk. 2, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at det – når lovgivningen i hjemlandet ikke hjemler en ret til at nægte at gøre militærtjeneste – konstateres, at der er tale om militærnægtelse i et tilfælde, hvor den berørte person ikke har formaliseret denne nægtelse efter en given procedure og er flygtet fra sit hjemland uden at melde sig hos de militære myndigheder.

Artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at for en værnepligtig, der nægter at gøre militærtjeneste i tilfælde af en konflikt, men som ikke ved, hvor han fremadrettet vil blive indsat i militærtjeneste, i en situation, hvor der hærger egentlig borgerkrig, som er kendetegnet ved hærens gentagne og systematiske begåelse af de i samme direktivs artikel 12, stk. 2, omhandlede forbrydelser eller handlinger ved brug af værnepligtige, ville udførelsen af militærtjeneste omfatte den direkte eller indirekte deltagelse i sådanne forbrydelser, uanset hvor den pågældende indsættes.

Artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at der skal være en sammenhæng mellem de grunde, der er nævnt i dette direktivs artikel 10, og den i nævnte direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), omhandlede retsforfølgning og straf.

Bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, litra e), sammenholdt med artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95, skal fortolkes således, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er en sammenhæng mellem de i dette direktivs artikel 2, litra d), og artikel 10 nævnte grunde, og den retsforfølgning og straf for at nægte af at gøre militærtjeneste, som er omhandlet i nævnte direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), alene af den grund, at denne retsforfølgning og straf er knyttet til militærnægtelsen. Der er imidlertid en stærk formodning for, at nægtelse af at gøre militærtjeneste under de forhold, der er præciseret i samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), knytter sig til en af de fem grunde, der er nævnt i direktivets artikel 10. Det tilkommer de kompetente nationale myndigheder under hensyn til samtlige omstændigheder i sagen at efterprøve, om denne forbindelse er sandsynlig.

____________

¹ EUT C 206 af 17.6.2019.