RETTENS DOM (Appelafdelingen)

14. december 2011

Sag T-433/10 P

John Allen m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – ansatte i Fællesforetagendet JET – anvendelse af en retsstilling, der er forskellig fra retsstillingen som midlertidigt ansat – erstatning for det lidte økonomiske tab – søgsmålsfrister – for sent anlagt – rimelig frist«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 13. juli 2010 i sag F-103/09, Allen m.fl. mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald:      Appellen forkastes. John Allen og de 109 andre sagsøgere, hvis navne figurerer i bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – fastsættelse af længden af en rimelig frist – Unionens retsinstansers kompetence – grænser

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

1.      I alle de andre tilfælde end dem, hvor lovgiver har fastsat en frist eller udtrykkeligt har undladt en frist, kræves overholdelse af en rimelig frist. Retsgrundlaget for fastsættelse af en rimelig frist i de tilfælde, hvor der ikke fremgår noget herom i lovgivningen, er princippet om retssikkerhed, som er til hinder for, at institutioner og fysiske eller juridiske personer handler uden tidsmæssige begrænsninger og derved risikerer at bringe stabiliteten vedrørende allerede opnåede retsstillinger i fare. Når lovgivningen ikke indeholder noget herom, påhviler det således Unionens retsinstanser, henset til de foreliggende omstændigheder, at fastsætte længden af den rimelige frist til at fremsætte et erstatningskrav.

Følgelig kan den omstændighed, at der ikke er fastsat en frist i vedtægten, ikke i sig selv anses for at indebære mulighed for at fremsætte et erstatningskrav uden tidsmæssig begrænsning, idet det almindelige princip om en rimelig frist finder anvendelse i alle tilfælde, bortset fra de tilfælde, hvor lovgiver udtrykkeligt har undladt en frist eller udtrykkeligt har fastsat en bestemt frist.

I denne forbindelse er den omstændighed, at Kommissionen ikke har fastsat en frist med henblik på at indlede en traktatbrudssag, en konsekvens af denne procedures specielle karakter og kan derfor ikke overføres til en erstatningssag.

(jf. præmis 26, 31 og 35)

Henvisning til:

Retten: 6. marts 2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. II, s. 813, præmis 51-54; 6. juli 2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 46, 47 og 49; 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 57 og 58

2.      Når Unionens retsinstanser skal fastsætte længden af den rimelige frist, der skal overholdes med henblik på fremsættelse af et erstatningskrav, skal de tage hensyn til sagens omstændigheder. Forældelsesfristen på fem år, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, som anvendes analogt af Personaleretten, gør det muligt, ved en afvejning af de foreliggende interesser, dels, at den berørte indrømmes en tilstrækkelig lang periode efter skadens indtræden til at vurdere hensigtsmæssigheden i at kræve erstatning af et tab og at gøre sine krav gældende over for den pågældende institution, dels, at give Unionen mulighed for at beskytte sine interesser, navnlig økonomiske, mod krav fra personer, som ikke har udvist nogen særlig agtpågivenhed.

Anvendelsen pr. analogi i den pågældende sag af den frist, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, begrundes i ligheden mellem de faktiske situationer i nævnte sag og andre sager, hvor samme frist er blevet anvendt.

(jf. præmis 45 og 46)