Appel iværksat den 14. februar 2009 af Enzo Reali til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2008 af Personaleretten i sag F-136/06, Reali mod Kommissionen

(Sag T-65/09 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Enzo Reali (Firenze, Italien) (ved lawyer S. Pappas)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellantens påstande

Den appellerede dom ophæves og følgelig annulleres ansættelsesmyndighedens afgørelse

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger

Anbringender og væsentligste argumenter

Under denne appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af Personalerettens dom i sag F-136/06 ¹, hvorved Personaleretten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om hans indplacering i lønklasse og på løntrin på det tidspunkt, hvor han tiltrådte tjenesten som kontraktansat.

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

Han har for det første gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl, da den fastslog, at den ulovlighedsindsigelse, der var rejst i stævningen mod visse bestemmelser i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser, ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi denne indsigelse ikke først var rejst i den administrative klage. Appellanten anfører herved, at Personaleretten af egen drift burde have rejst det spørgsmål om kompetencemangel hos Kommissionen, som hans ulovlighedsindsigelse vedrørte. Subsidiært gør appellanten gældende, at selv om det antages, at Personaleretten ikke var forpligtet til at rejse spørgsmålet af egen drift, skulle indsigelsen alligevel have været antaget til realitetsbehandling, da lovligheden af det specifikke kriterium, der var lagt til grund for hans indplacering, allerede var anfægtet i den oprindelige klage.

For det andet gør appellanten gældende, at Perosnaleretten begik en retlig fejl ved dens bedømmelse af appellantens eksamensbeviser. Appellanten anfører herved, at fastlæggelsen af værdien af et eksamensbevis skal foretages under hensyn til den nationale lovgivning i den stat, hvori beviset blev opnået, eftersom dette henhører under medlemsstaternes enekompetence, og at Personaleretten vilkårligt begrænsede rækkevidden af og fordrejede den relevante italienske lovgivning.

Appellanten har for det tredje gjort gældende, at Personaleretten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, da den fastsatte værdien af appellantens eksamensbeviser og sammenlignede dem med dem, der udstedes til en person, der har gennemført en bacheloruddannelse.

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at den appellerede dom indeholder et selvmodsigende argument, idet Personaleretten efter appellantens opfattelse har taget den italienske lovgivning i betragtningmen ikke har anvendt den på den konkrete sag.

____________

¹ - Endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.