RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

7. februar 2007

Sag T-339/03

Gabrielle Clotuche

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – omplacering af en direktør til en stilling som ledende konsulent – tjenestens interesse – stillingernes ækvivalens – omstrukturering af Eurostat – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«

Angående: Dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 9. juli 2003 om at omplacere sagsøgeren fra en stilling som direktør til en stilling som ledende konsulent og af Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2003 om omstrukturering af Eurostat, for så vidt som den ikke indeholder nogen bestemmelse om omplacering af sagsøgeren som direktør, dels en påstand om erstatning for det ikke-økonomiske tab.

Udfald: Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 1 EUR i erstatning for tjenstlig fejl. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Kommissionen bærer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten, og betaler en femtedel af de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten. Sagsøgeren bærer fire femtedele af sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler ved Retten.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forflyttelse – omplacering – kriterium for sondringen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 4, art. 7, stk. 1, og art. 29)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse i søgsmål

(Tjenestemandsvedtægten, art. 38, 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 4, og art. 7, stk. 1)

5.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

6.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

7.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

8.      Tjenestemænd – klage – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – reorganisering af et generaldirektorats tjenestegrene efter afslutning af en undersøgelse om indtrufne uregelmæssigheder i dette direktorat

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1, art. 90 og 91)

9.      Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning

10.    Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl

1.      Det fremgår af vedtægtens systematik, at der kun sker forflyttelse i udtrykkets egentlige forstand, hvor en tjenestemand overflyttes til en ledig stilling. Det følger heraf, at enhver egentlig forflyttelse er underkastet de i vedtægtens artikel 4 og 29 fastsatte formkrav. Disse formkrav gælder derimod ikke i tilfælde, hvor en tjenestemand omplaceres med sin stilling, fordi en sådan overflytning ikke medfører, at der opstår en ledig stilling.

Reglerne i vedtægtens artikel 7, stk. 1, gælder imidlertid med hensyn til beskyttelsen af de pågældende tjenestemænds rettigheder og berettigede interesser for afgørelser om omplacering på samme måde som for forflyttelser, navnlig i den forstand, at omplacering af tjenestemænd kun kan ske i tjenestens interesse og på betingelse af, at der er tale om tilsvarende stillinger.

(jf. præmis 31, 35 og 47)

Henvisning til: Domstolen, 24. februar 1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani og Coda Zabetta mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 21; Domstolen, 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, præmis 6; Domstolen, 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 11; Domstolen, 9. august 1994, sag C-398/93 P, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. I, s. 4043, præmis 11; Retten, 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 21, og II, s. 49, præmis 36; Retten, 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 483, og II, s. 1413, præmis 79; Retten, 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 71, og II, s. 347, præmis 29; Retten, 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 229, og II, s. 1137, præmis 30.

2.      Et søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse om omplacering af en tjenestemand kan antages til realitetsbehandling, selv om han efterfølgende gør midlertidig tjeneste i en anden stilling i tjenestens interesse. Når tjenestemanden efter den midlertidige tjenestes ophør straks genindtræder i den stilling, han havde tidligere, bevarer han nemlig en personlig interesse i at påstå den anfægtede afgørelse annulleret, da han i tilfælde af, at den annulleres, stilles som om, han aldrig havde forladt den stilling, han bestred før omplaceringen.

(jf. præmis 40-43)

3.      Når det viser sig, at der har fundet uregelmæssigheder sted i et generaldirektorat, anlægger administrationen ikke et åbenbart fejlskøn ved at vurdere, at tjenestens interesse berettiger, at alle direktører på ledelsesniveau fratræder deres stillinger og omplaceres i stillinger som ledende konsulenter med henblik på at sikre en redelig og hensigtsmæssig afvikling af undersøgelserne vedrørende disse uregelmæssigheder, og navnlig undersøgelser med henblik på at vurdere deres eventuelle rolle i disse uregelmæssigheder. Den omstændighed, at de omhandlede økonomiske transaktioner var underlagt afdelingschefernes kontrol, og at en direktør ikke kunne være involveret i disse uregelmæssigheder som følge af tidspunktet for hans tiltrædelse af tjenesten, er uden betydning i denne sammenhæng, da formålet ikke er at sanktionere direktørerne eller at undgå disses fortsatte uregelmæssigheder. Omplaceringen af denne direktør er endvidere ikke i strid med ligebehandlingsprincippet, da han befinder sig i samme situation som de øvrige direktører, da disse heller ikke mistænkes for at have været involveret i de pågældende uregelmæssigheder.

Denne vurdering kan ikke ændres af den angivelige politiske eller opsigtsvækkende karakter af afgørelserne om omplacering, da de eventuelt dermed forbundne overvejelser, der kunne være årsag til deres vedtagelse, under alle omstændigheder ikke kan anfægte deres lovlighed, da tjenestens interesse i sig selv berettiger disse afgørelser.

(jf. præmis 70, 76, 77 og 107)

4.      En afgørelse om omplacering af en tjenestemand i en funktion, der ifølge de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 5, stk. 4, der er vedtaget af den institution, vedkommende henhører under, svarer til samme lønklasse og samme stillingsbetegnelse som den, vedkommende tidligere udøvede, er ikke i strid med regelen om stillingernes ækvivalens eller regelen om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse. En sådan funktion er nemlig objektivt set ikke i sig selv på et lavere niveau end den tidligere funktion, uanset hvorledes den berørte opfatter det.

Den omstændighed, at en afgørelse om omplacering, hvorved en tjenestemand i lønklasse A2 overføres fra en stilling som direktør til en stilling som konsulent, ikke indeholder nogen beskrivelse af den funktion, som den pågældende omplaceres i, og at der er tale om en nyoprettet stilling, er ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at princippet om stillingernes ækvivalens er blevet tilsidesat, henset til denne nyoprettelse og selve karakteren af en ledende rådgivers funktioner.

(jf. præmis 93, 95, 97, 101 og 102)

5.      Omplaceringen af alle direktører i et generaldirektorat i tjenestens interesse til stillinger som ledende konsulenter med henblik på at sikre en redelig og hensigtsmæssig afvikling af undersøgelserne vedrørende de interne uregelmæssigheder, og navnlig undersøgelserne med henblik på at vurdere deres eventuelle rolle i disse uregelmæssigheder, udgør en generel og upersonlig foranstaltning, der udelukker administrationens vilje til at sanktionere de omplacerede tjenestemænds individuelle adfærd. Når disse tjenestemænd opnår en ny stilling, der svarer til deres lønklasse, kan de ikke med føje gøre gældende, at de er blevet underkastet en sanktion og foreholde administrationen, at den har begået magtfordrejning eller procedurefordrejning ved ikke at indlede en disciplinærsag over for dem.

(jf. præmis 127 og 129)

6.      Lovligheden af en afgørelse om omplacering, der er truffet i overensstemmelse med tjenestens interesse, kan ikke berøres af den omstændighed alene, at administrationens offentliggørelse heraf fejlagtigt har kunnet give næring til den idé, at den omplacerede tjenestemand kunne være skyldig eller i det mindste mistænkt for at have taget del i disse uregelmæssigheder. Denne omstændighed kan dog udgøre et relevant element inden for rammerne af et erstatningskrav fremsat af den pågældende.

(jf. præmis 145 og 146)

7.      Når en rent intern organisationsforanstaltning truffet i tjenestens interesse, såsom en omplaceringsforanstaltning, ikke påvirker tjenestemandens vedtægtsmæssige retsstilling eller tilsidesætter princippet om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse, er administrationen ikke forpligtet til forinden at høre den pågældende, og foranstaltningen skal ikke ledsages af en begrundelse.

(jf. præmis 147, 153 og 195)

Henvisning til: 7 marts 1990, Hecq mod Kommissionen, præmis 14; Cwik mod Kommissionen, præmis 62.

8.      Når administrationen efter afslutningen af undersøgelserne vedrørende uregelmæssigheder begået i et generaldirektorat træffer en afgørelse om at omorganisere tjenestegrene, der omfatter to aspekter, hvoraf det ene består i en reduktion af antallet af direktorater og en ændring i deres kompetence samt bekendtgørelse af stillingsopslag med henblik på besættelse af de nye stillinger som direktør ved forflyttelse, forfremmelse eller ved udnævnelse af en ekstern ansøger, og det andet består i en række personlige afgørelser, hvorved den afgørelse om at omplacere de tidligere direktører, der blev truffet med henblik på at sikre den hensigtsmæssige afvikling af undersøgelserne, fastholdes, kan det første aspekt ikke være bebyrdende for disse tidligere direktører, hvorimod det andet aspekt er bebyrdende for dem, for så vidt som deres omplacering herved fastholdes under henvisning til en begrundelse, nemlig nødvendigheden af at foretage en reorganisering af tjenestegrenene, der er forskellig fra den, der havde berettiget deres midlertidige omplacering, hvilket udelukker, at det kan betragtes som værende udelukkende bekræftende.

(jf. præmis 180)

9.      Den omstændighed, at en afgørelse om omplacering af en tjenestemand har været af midlertidig karakter, og at en genindtræden i dennes oprindelige stilling indgik i administrationens overvejelser, udgør ikke præcise, ubetingede og overensstemmende løfter, der fremkalder en berettiget forventning om en sådan genindtræden, hvorfor afgørelsen om at fastholde tjenestemandens omplacering af andre grunde end dem, der berettigede hans oprindelige omplacering, ikke kan være i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 201, 202 og 204)

10.    Administrationen begår en ansvarspådragende tjenstlig fejl, når den ved en pressemeddelelse, der er offentligt tilgængelig, giver det indtryk, at en tjenestemand, der omplaceres i tjenestens interesse, var indblandet i visse uregelmæssigheder, hvilket også gælder, selv om afgørelsen om omplacering ikke i sig selv er ugyldig. En sådan fejl tilføjer tjenestemanden ikke-økonomisk skade, når den pågældende bringes i en situation, hvor vedkommende til stadighed skal forklare sig både over for kolleger og over for personer uden for tjenesten.

(jf. præmis 219-221)