RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

17. september 2014

Sag F-21/10 DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – procesreglementets artikel 92 – repræsentation af en institution ved en advokat – advokatsalær – udgifter, der kan kræves erstattet – påstand om morarenter«

Angående:      Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, indgivet i henhold til procesreglementets artikel 92, af Europa-Kommissionen efter dom afsagt i sag Marcuccio mod Kommissionen (F-21/10, EU:F:2011:24).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Luigi Marcuccio i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-21/10, Marcuccio mod Kommissionen, fastsættes til 3 065 EUR. Det i præmis 1 nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af nærværende kendelse til den effektive betalingsdato med en rentesats beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, som er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med 3½ procentpoint.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – salær, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet – forhold, der tages i betragtning ved fastsættelsen

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – morarenter

(Personalerettens procesreglement, art. 81-83 og art. 92)

1.      Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statut, kan Unionens institutioner frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes vederlag falder derfor ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig.

For så vidt angår fastsættelsen af den del af advokatsalæret, der vil kunne kræves erstattet, gælder, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at fastsætte det beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men til at fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelsen af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om det ikke er umuligt for Personaleretten i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må den imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

Ligeledes kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten.

For så vidt angår omfanget af arbejdet i forbindelse med den administrative procedure tilkommer det Unionens retsinstanser at foretage en korrekt bedømmelse af det arbejde, der har været nødvendigt med henblik på proceduren i hovedsagen ved fastsættelsen af antallet af advokatens arbejdstimer.

(jf. præmis 18-20, 22 og 30)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelser Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 20, og Marcuccio mod Kommissionen, T-366/10 P, EU:T:2014:63, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: kendelse Chatzidoukakis mod Kommissionen, F-84/10 DEP, EU:F:2014:41, præmis 21, 22 og 24 og den deri nævnte retspraksis

2.      I henhold til artikel 92 i Personalerettens procesreglement hører det ind under Personalerettens eksklusive kompetence at tage stilling til forpligtelsen til at betale morarenter i forbindelse med en afgørelse om pålæg af sagsomkostninger, der er afsagt af nævnte ret, og at fastsætte den rentesats, der finder anvendelse.

Det følger af artikel 81-83 i nævnte procesreglement, at en kendelse ikke som sådan er genstand for en afsigelse. Den skal angive datoen for dens afsigelse og tillægges retskraft fra datoen for dens forkyndelse. Det følger heraf, at en part, som kræver morarenter fra datoen for afsigelsen af en fremtidig kendelse, skal anses for kun at anmode Personaleretten om at tillægge de udgifter, der kan kræves erstattet, morarenter fra forkyndelsen af kendelsen om fastsættelse af sagsomkostninger. Parten har således krav på morarenter af de af Personaleretten fastsatte udgifter, der kan kræves erstattet, fra det tidspunkt, hvor kendelsen om fastsættelse af sagsomkostningerne forkyndes, og indtil effektiv betaling heraf sker.

(jf. præmis 34, 36 og 37)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelse Marcuccio mod Kommissionen, T-450/10 P-DEP, EU:T:2014:32, præmis 47

Personaleretten: kendelse Chatzidoukakis mod Kommissionen, EU:F:2014:41, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis