Sag T-240/04

Den Franske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Det Europæiske Atomenergifællesskab – investeringer – indberetning til Kommissionen om planlagte investeringer – gennemførelsesbestemmelser – forordning (Euratom) nr. 1352/2003 – Kommissionens manglende kompetence – artikel 41 EA til 44 EA – retssikkerhedsprincippet«

Sammendrag af dom

Euratom – investeringer – indberetning til Kommissionen om planlagte investeringer – gennemførelsesbestemmelser

[Art. 41 EA til 44 EA; Rådets forordning nr. 2587/1999; Kommissionens forordning nr. 1209/2000, art. 3c, stk. 2, og 4b, og nr.º1352/2003]

Forordning nr. 1352/2003 om ændring af forordning nr. 1209/2000 om fastlæggelse af reglerne for meddelelse af oplysninger som foreskrevet i artikel 41 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab annulleres, da Kommissionen ikke havde kompetence til at udstede denne forordning.

For det første fremgår det hverken af bestemmelserne i artikel 41 EA til 44 EA eller af bestemmelserne i forordning nr.  2587/1999 om bestemmelse af, hvilke investeringsprojekter der skal meddeles Kommissionen i henhold til artikel 41 EA – som er de hjemler, der omhandles i nævnte forordning nr. 1352/2003 – at Kommissionen havde udtrykkelig kompetence til at udstede en sådan forordning. Navnlig indeholder artikel 41 EA til 44 EA ikke lovgivningskompentence for Kommissionen vedrørende proceduren for gennemgang af investeringsprojekterne. Tilsvarende indeholder forordning nr. 2587/1999 ingen bestemmelse om en udtrykkelig kompetence til Kommissionen til at udstede forordninger til sin gennemførelse.

For det andet begrænser forordning nr. 2587/1999 sig til at definere de investeringsprojekter, der skal meddeles Kommissionen i henhold til artikel 41 EA, og vedrører på ingen måde fremgangsmåden med den senere dialog med denne vedrørende de pågældende projekter, således at den ikke kan antages at give Kommissionen implicit kompetence til at vedtage forordning nr. 1352/2003. Tilsvarende kan denne forordnings forskrifter ikke antages at være nødvendige for at give bestemmelserne i artikel 41 EA til 44 EA en effektiv virkning. Det var således ikke nødvendigt at tildele Kommissionen beføjelse til at henstille til at suspendere investeringsprojekter, før den har afsluttet gennemgangen af dem, således som det er fastsat i artikel 3c, stk. 2, i nævnte forordning nr. 1209/2000, som indført ved forordning nr. 1352/2003, idet en sådan suspension på ingen måde var forudsat i Euratom-traktaten.

I øvrigt og frem for alt nødvendiggjorde vedtagelsen af bestemmelser om detaljerne ved Kommissionens gennemgang af investeringsprojekterne, såsom bestemmelserne i forordning nr. 1352/2003, ikke anvendelse af forordningsformen. Interne organisatoriske foranstaltninger ville således have været tilstrækkeligt til at nå de formål, som Kommissionen med egne ord tilsigtede. I øvrigt indfører forordning nr. 1352/2003 bestemmelser som bl.a. artikel 3c, stk. 2, eller artikel 4b i forordning nr. 1209/2000, som ikke alene vedrører Kommissionens kompetence til at træffe afgørelse om sin egen virksomhed, men som ligeledes har virkning for tredjemand. Imidlertid tilsigter disse bestemmelser ikke at skabe pligter for tredjemand.

Ved at vælge en forordning, når ingen fællesskabsretlig bestemmelse udtrykkeligt gav Kommissionen kompetence til at vedtage foranstaltninger til tilrettelæggelse af gennemgangen af de af nukleare investeringsprojekter, som ikke nødvendiggjorde anvendelse af en retsakt, der er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, tilsidesatte Kommissionen kompetencereglerne i Euratom-traktaten og skabte risiko for forveksling til skade for retssikkerheden med hensyn til den retlige betydning af denne retsakt for tredjemand.

(jf. præmis 32, 33, 41, 42, 44, 47 og 52-54)