RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

18. marts 2015

Sag F-27/14

DK

mod

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS)

»Personalesag – ansatte i EEAS – tjenestemænd – disciplinær forfølgning – fjernelse fra tjenesten uden nedsættelse af pensionsrettigheder – artikel 25 i bilag IX til vedtægten – verserende retsforfølgning – fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, der er forelagt ansættelsesmyndigheden og kriminalretten«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder DK har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 16. januar 2014, hvorved den administrerende direktør for Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS) i sin egenskab af ansættelsesmyndighed pålagde hende sanktionen fjernelse fra tjenesten uden nedsættelse af pensionsrettigheder med virkning fra den 1. februar 2014.

Udfald:      Afgørelsen af 16. januar 2014, hvorved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil fjernede DK fra tjenesten uden at nedsætte hendes pensionsrettigheder, annulleres. EEAS bærer sine egne omkostninger og betaler de af DK afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær forfølgning – disciplinær forfølgning og strafferetlig forfølgning iværksat samtidig vedrørende de samme forhold – administrationens forpligtelse til først endeligt at afgøre tjenestemandens situation efter den endelige afgørelse fra kriminalretten

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær forfølgning – disciplinær forfølgning og strafferetlig forfølgning iværksat samtidig vedrørende de samme forhold – formålet med suspension af den disciplinære forfølgning – forpligtelse til at overholde de faktuelle konstateringer foretaget af strafferetten – mulighed for en retlig kvalificering heraf i forhold til begrebet disciplinær forsømmelse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær forfølgning – samtidig disciplinær forfølgning og strafferetlig forfølgning – tjenestemandens pligt til at give administrationen oplysninger, som gør det muligt at sammenligne de forhold, der er omfattet af den disciplinære procedure, og de forhold, der henhører under den strafferetlige forfølgning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)

1.      Det fremgår af artikel 25 i bilag IX til vedtægten, at det ikke er tilladt ansættelsesmyndigheden for så vidt angår disciplinærsager endeligt at afgøre den pågældende tjenestemands situation ved at tage stilling til forhold, der også er genstand for en straffesag, så længe den dom, der er afsagt af den strafferet, der behandler sagen, ikke er blevet endelig. Følgelig tillægger denne artikel ikke nævnte myndighed, som har ansvaret for endeligt at afgøre situationen for en tjenestemand, over for hvem der er indledt en disciplinær forfølgning, en skønsbeføjelse hvad angår muligheden for at udsætte eller ikke udsætte en stillingtagen til nævnte tjenestemands situation, når der er indledt en straffesag mod denne tjenestemand.

(jf. præmis 37)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme Tzoanos mod Kommissionen, T-74/96, EU:T:1998:58, præmis 32 og 33, Pessoa e Costa mod Kommissionen, T-166/02, EU:T:2003:73, præmis 45, François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 59, og Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 341

2.      Artikel 25 i bilag IX til vedtægten har to formål. Dels tilgodeser denne artikel hensynet til ikke at påvirke retsstillingen for den pågældende tjenestemand i forbindelse med den strafferetlige forfølgning, der er indledt mod ham som følge af forhold, som i øvrigt er genstand for en disciplinær forfølgning i institutionen. Dels gør suspensionen af den disciplinære forfølgning indtil afslutningen på den strafferetlige procedure det muligt i forbindelse med den disciplinære forfølgning at tage hensyn til de faktiske konstateringer, der er foretaget af strafferetten i dens endelige afgørelse. Artikel 25 i bilag IX til vedtægten fastsætter nemlig princippet, hvorefter »straffedommen er afgørende for den pågældendes retsstilling under disciplinærsagen«, hvilket bl.a. er begrundet i, at de nationale strafferetter råder over flere undersøgelsesbeføjelser end ansættelsesmyndigheden. Følgelig er administrationen i de tilfælde, hvor de samme forhold kan udgøre en strafferetlig overtrædelse og en tilsidesættelse af tjenestemandens vedtægtsmæssige forpligtelser, bundet af de faktiske konstateringer, som strafferetten har foretaget i forbindelse med straffesagen. Når sidstnævnte har fastslået disse faktiske omstændigheder, kan administrationen efterfølgende foretage en retlig kvalificering heraf i forhold til begrebet disciplinær forsømmelse og herved bl.a. undersøge, om de udgør tilsidesættelser af vedtægtsmæssige forpligtelser.

Det følger heraf, at det ikke er tilladt administrationen at tage endelig stilling til den pågældende tjenestemands disciplinære situation, så længe den strafferet, der behandler sagen, ikke har truffet endelig afgørelse. Dette gælder således selv i det tilfælde, hvor straffesagen har varet næsten ti år i første instans, og sagsøgeren har appelleret sagen. Nævnte tjenestemand har nemlig interesse i, at disciplinærsagen tager hensyn til en eventuel endelig afgørelse fra den strafferet, som behandler appelsagen.

I øvrigt vil administrationen ikke kunne hævde, at den isolerer visse specifikke faktiske omstændigheder ud af en helhed af faktiske omstændigheder, som udgør den adfærd, som muligvis er strafbar, med henblik på at begrunde en endelig disciplinær afgørelse, selv om en straffesag vedrørende nævnte adfærd verserede sideløbende.

(jf. præmis 38, 61, 66, 70 og 74)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme Tzoanos mod Kommissionen, EU:T:1998:58, præmis 34, A mod Kommissionen, T-23/00, EU:T:2000:273, præmis 37, François mod Kommissionen, EU:T:2004:180, præmis 73 og 75, og Franchet og Byk mod Kommissionen, EU:T:2008:257, præmis 342

3.      Det tilkommer den pågældende tjenestemand at tilsende ansættelsesmyndigheden de oplysninger, som gør det muligt at vurdere, om de faktiske omstændigheder, som foreholdes ham i forbindelse med den disciplinære forfølgning, parallelt er genstand for en straffesag mod ham. Det er nemlig først, når der er rejst en sådan straffesag, at de forhold, som sagen vedrører, kan identificeres og sammenholdes med de forhold, for hvilke der er rejst disciplinærsag, således at det kan afgøres, om der eventuelt er indbyrdes overensstemmelse mellem dem.

(jf. præmis 42)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Tzoanos mod Kommissionen, EU:T:1998:58, præmis 35