Sag T-151/20
Den Tjekkiske Republik
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Sjette Afdeling) af 11. maj 2022
»Unionens egne indtægter – medlemsstaternes økonomiske ansvar – importtold – indbetaling til Kommissionen af beløb svarende til egne indtægter, som ikke er blevet inddrevet – søgsmål støttet på ugrundet berigelse for Unionen – en medlemsstats forpligtelser på området for egne indtægter – forpligtelse til sikkerhedsstillelse – fritagelse for at stille beløb svarende til fastlagte fordringer, der er erklæret uinddrivelige, til rådighed«
1. EU-ret – principper – princippet om forbud mod ugrundet berigelse for Unionen – retsmidler – erstatningssøgsmål – betingelse – Unionens berigelse uden retsgrundlag og det dermed forbundne tab for sagsøgeren
(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
(jf. præmis 40 og 41)
2. Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – tilrådighedsstillelse med forbehold – søgsmål støttet på ugrundet berigelse for Unionen – søgsmål til prøvelse af en skrivelse fra Kommissionen, der opfordrer en medlemsstat til at stille egne indtægter til rådighed for EU-budgettet – søgsmålets genstand – bevisbyrde
(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Rådets forordning nr. 1150/2000)
(jf. præmis 42-48, 87 og 88)
3. Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – fritagelse – betingelser – force majeure eller andre grunde, som ikke kan tilskrives en medlemsstat – retmæssig indførsel af de fastlagte fordringer i det særskilte regnskab
[Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 6, stk. 3, litra b), og art. 17, stk. 2]
(jf. præmis 82-84)
4. Den Europæiske Unions egne indtægter – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – forordning nr. 515/97 – gensidig bistand mellem medlemsstaterne og samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne – tjenesterejser til tredjelande med henblik på administrativt samarbejde og administrative undersøgelser – oplysninger fremskaffet af medlemsstaternes repræsentanter og anvendt som beviser i administrative eller retslige procedurer, der er iværksat som følge af, at toldbestemmelserne ikke er overholdt – lovlighed
(Rådets forordning nr. 515/97, art. 1, art. 20, stk. 2, art. 21, stk. 2, og art. 45, stk. 1, 2 og 3)
(jf. præmis 113-118)
5. Toldunion – toldangivelser – procedure og kontrol – toldskylds opståen – krav om sikkerhedsstillelse – toldmyndighedernes skønsbeføjelse – grænser – effektivitetsprincippet – rækkevidde
(Art. 325, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 2913/92, art. 74, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 248, stk. 1)
(jf. præmis 151-153)
6. Toldunion – toldangivelser – procedure og kontrol – toldskylds opståen – indicier, der kan føre til fastsættelse af et højre afgiftsbeløb end det, der fremgår af toldangivelsen – rimelig mistanke om omgåelse af toldlovgivningen – toldmyndighedernes pligt til at stille sikkerhed
(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 74, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 248, stk. 1)
(jf. præmis 181-187)
Resumé
Retten gav delvist medhold i Den Tjekkiske Republiks søgsmål støttet på en ugrundet berigelse for Kommissionen, for så vidt som det vedrørte tilbagebetaling af et beløb svarende til ca. 726 000 EUR, som denne medlemsstat har måttet betale til den pågældende institution i forbindelse med opkrævningen af antidumpingtold. Den omstændighed, at importøren havde indstillet sine aktiviteter, kunne nemlig under de foreliggende omstændigheder udgøre en grund, som ikke kunne tilskrives Den Tjekkiske Republik, og som lovligt kunne fritage denne medlemsstat fra at overdrage det pågældende beløb til Unionen.
I november 2007 foretog Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) et inspektionsbesøg i Laos med deltagelse af en repræsentant for de tjekkiske toldmyndigheder. Undersøgelsen vedrørte kontrol af importen til forskellige lande i Den Europæiske Union af lommetændere med oprindelse i Laos i årene fra 2004 til 2007. Ifølge den endelige undersøgelsesrapport havde Baide Lighter Industry (LAO) Co., Ltd (herefter »selskabet BAIDE«) indført lommetændere med oprindelse i Kina, der var blevet frembudt for toldmyndighederne som hidrørende fra Laos, hvorved de således undgik den antidumpingtold, der fandt anvendelse på lommetændere med oprindelse i Kina.
På grundlag af konklusionerne i denne rapport, der bl.a. vedrørte 28 tilfælde, hvor selskabet BAIDE havde importeret lommetændere til Den Tjekkiske Republik og bragt dem i fri omsætning i årene fra 2005 til 2007, havde de kompetente tjekkiske toldsteder truffet foranstaltninger med henblik på et ændre toldansættelsen og foretage inddrivelse af tolden i disse tilfælde. Ved skrivelse af 20. januar 2015 meddelte Europa-Kommissionen Den Tjekkiske Republik – som svar på denne medlemsstats anmodning om fritagelse fra forpligtelsen til at overdrage beløb svarende til de fastlagte fordringer, der viser sig uinddrivelige – at betingelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 (1) ikke var opfyldt i nogen af de omhandlede tilfælde. Kommissionen opfordrede de tjekkiske myndigheder til inden for en bestemt frist at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at denne institutions konto blev krediteret et beløb på 53 976 340 tjekkiske kroner (CZK).
Efter at have indbetalt 75% af dette beløb til Kommissionens konto (herefter »det omtvistede beløb«) anlagde Den Tjekkiske Republik sag ved Retten med påstand om, at Kommissionen tilpligtedes at tilbagebetale det omtvistede beløb til Den Tjekkiske Republik på grund af ugrundet berigelse for Unionen.
Retten gav Den Tjekkiske Republik medhold i søgsmålet, for så vidt som det vedrørte påstanden om, at Kommissionens skulle tilbagebetale de 17 828 399,66 tjekkiske kroner (CZK), der var blevet betalt som Unionens egne indtægter. I denne forbindelse tog Retten bl.a. stilling til, om betingelserne for et søgsmål støttet på ugrundet berigelse var opfyldt, og beskæftigede sig med samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med en undersøgelsesmissionen i et tredjeland og forpligtelsen til at stille sikkerhed for inddrivelse af egne indtægter.
Rettens bemærkninger
Retten fandt indledningsvis, at Den Tjekkiske Republik ikke kunne godtgøre, at dens anbringender var velbegrundede inden for rammene af et søgsmål med påstand om, at der forelå en uberettiget berigelse for Kommissionen ved blot at tilbagevise de argumenter, der var indeholdt i skrivelsen af 20. januar 2015. Den Tjekkiske Republik skulle derimod godtgøre, dels at Kommissionens berigelse som følge af tilrådighedsstillelsen af det omtvistede beløb ikke kunne begrundes i de forpligtelser, der påhvilede denne medlemsstat i henhold til EU-retten på området for Unionens egne indtægter, dels at dens tab var forbundet med den nævnte berigelse. Den Tjekkiske Republiks forpligtelser med hensyn til egne indtægter fulgte ikke af skrivelsen af 20. januar 2015, men påhvilede den direkte i medfør af den gældende lovgivning på dette område. Denne skrivelse kunne således ikke udgøre rammerne for tvisten, for så vidt som dette ville betyde en indskrænkning af de af Kommissionens argumenter, der anfægtede den ugrundede berigelse til de argumenter, der var fremgik af nævnte skrivelse.
Dernæst fastslog Retten, at det ikke kunne kræves, at Den Tjekkiske Republik inden for rammerne af sit søgsmål støttet på en ugrundet berigelse godtgjorde, at samtlige processer i forbindelse med toldproceduren, inddrivelsen af fordringen og transaktionerne vedrørende egne indtægter var blevet gennemført korrekt og rettidigt i overensstemmelse med samtlige regler og således, at beskyttelsen af Unionens finansielle interesser var sikret, men alene at den godtgjorde, at dens tab og den tilsvarende berigelse savnede berettigelse.
Efter at have bemærket, at medlemsstaternes samarbejde med Kommissionen er en væsentlig betingelse for, at toldlovgivningen overholdes inden for Unionen, fastslog Retten i øvrigt, at tjenesterejser til tredjelande med henblik på administrativt samarbejde og administrative undersøgelser, hvori deltager ansatte, der er udpeget af medlemsstaterne, gennemføres med henblik herpå (2). Oplysninger, der indhentes som led i disse tjenesterejser, kan anvendes for at forfølge transaktioner, der er i strid med toldbestemmelserne, samt i forbindelse med efterfølgende retssager eller retsforfølgning. De kan navnlig anvendes som bevismidler af de kompetente instanser i medlemsstaterne (3).
Under disse omstændigheder havde den tjekkiske toldmyndigheds repræsentant bemyndigelse til at anmode OLAF om det bevismateriale, der var vedlagt mødereferatet, og kunne ligeledes videresende bevismaterialet til de kompetente myndigheder i Den Tjekkiske Republik med henblik på, at disse myndigheder anvendte dem som beviser mod selskabet BAIDE i forbindelse med opkrævningen af dette selskabs toldskyld. I den foreliggende sag var OLAF, som havde forpligtet sig til at overgive de beviser, der var indsamlet under inspektionen i starten af 2008 til Den Tjekkiske Republik, imidlertid forsinket med fremsendelsen af sin rapport, hvortil disse beviser var vedlagt. Under disse omstændigheder kunne Den Tjekkiske Republik ikke kritiseres for ikke at råde over de beviser, der var nødvendige for at fastslå den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skulle betale for de 28 tilfælde af omtvistede indførsler efter afslutningen af inspektionen, og for at have afventet modtagelsen af OLAF’s rapport inden de fordringer, som dette selskab skulle betale, blev fastlagt.
Hvad desuden angår forpligtelsen til at stille sikkerhed for inddrivelsen af egne indtægter bemærkede Retten, at selv om medlemsstaternes toldmyndigheder finder, at kontrollen af toldangivelsen kan føre til, at der skal betales et højere beløb i importafgifter, end hvad der fulgte af oplysningerne i toldangivelsen, sker frigivelsen af varerne efter, at der er stillet en tilstrækkelig sikkerhed, som kan dække forskellen mellem disse beløb (4). Den skønsmargen, som toldmyndighederne har, når de afgør, om det er nødvendigt at kræve sikkerhedsstillelse, begrænses af effektivitetsprincippet (5), hvorefter der skal sikres en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser mod svig eller enhver anden ulovlig aktivitet, der kan skade disse interesser. Rækkevidden af effektivitetsprincippet – for så vidt som det finder anvendelse på den specifikke forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne til at sikre effektiv og fuldstændig opkrævning af de af Unionens egne indtægter, som udgøres af told – kan ikke fastlægges abstrakt og statisk, eftersom den afhænger af kendetegnene ved den pågældende svig eller den ulovlige aktivitet, der i øvrigt kan ændre sig med tiden.
Retten var i denne forbindelse af den opfattelse, at Den Tjekkiske Republik var forpligtet til at stille sikkerhed for inddrivelse af den antidumpingtold, som selskabet BAIDE kunne skylde fra og med vedtagelsen af risikoprofilen, hvoraf det fremgik, at der forelå en »rimelig mistanke« om omgåelse af toldlovgivningen, dvs. fra og med den 22. marts 2006. I modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik havde gjort gældende, krævede en sikkerhedsstillelse for inddrivelsen af det omtvistede beløb nemlig ikke, at der ved frigivelsen af de omhandlede varer var sikkerhed for, at deres oprindelse var anderledes end den angivne, men alene, at der forelå indicier, der i forbindelse med kontrollen af disse varer kunne føre til fastsættelse af et højre afgiftsbeløb end det, der fremgik af oplysningerne på toldangivelsen. Den blotte omstændighed, at de laotiske myndigheder havde bekræftet autenticiteten af de af selskabet BAIDE vedlagte oprindelsescertifikater i 2 af de 28 tilfælde af omtvistede indførsler, kunne under alle omstændigheder ikke i sig selv fjerne den tvivl, som Den Tjekkiske Republik selv havde næret på grundlag af de oplysninger, som OLAF havde fremlagt vedrørende selskabet BAIDE’s samlede import fra Laos.
Endelig fandt Retten, at selskabet BAIDE’s indstilling af sine aktiviteter før fremsendelsen OLAF’s rapport, der var medvirkende til, at selskabet BAIDE’s toldskyld faktisk kunne fastlægges, udgjorde en grund, som ikke kunne tilskrives Den Tjekkiske Republik (6), og som lovligt kunne fritage Den Tjekkiske Republik fra at overdrage det omtvistede beløb til Unionen. For så vidt som Den Tjekkiske Republik var forpligtet til at stille sikkerhed for den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skulle betale fra og med den 22. marts 2006, fastslog Retten, at der forelå en ugrundet berigelse for Unionen svarende til det beløb af det omtvistede beløb, der svarede til den antidumpingtold, som selskabet BAIDE skulle betale af de første 12 indførsler af lommetændere, der var blevet gennemført før denne dato.