FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. RICHARD DE LA TOUR
fremsat den 16. juni 2022 (1)
Sag C-459/20
X
mod
Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht (retten i første instans i Haag, tingstedet i Utrecht, Nederlandene))
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – ret til ophold for en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger, i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger – barn, der opholder sig uden for Unionens område – afslag på opholdstilladelse, der kan fratage barnet muligheden for at rejse ind på Unionens område – barnets tarv – afhængighedsforhold mellem den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og det mindreårige barn, der er unionsborger«
I. Indledning
1. I hvilket omfang kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger, have ret til en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF i den medlemsstat, hvor den pågældendes barn er statsborger, når barnet siden fødslen har opholdt sig uden for Unionens område?
2. Dette er i det væsentlige det spørgsmål, som den foreliggende sag rejser.
3. For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at fastslå, i hvilket omfang de principper, som Domstolen opstillede i dom af 8. marts 2011, Ruiz Zambrano (2), af 15. november 2011, Dereci m.fl. (3), af 6. december 2012, O m.fl.(4), og af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl. (5), som bekræftet i dom af 8. maj 2018 K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien) (6), finder anvendelse på en situation, hvor – på tidspunktet, hvor ansøgningen om tildeling af en afledt opholdsret indgives i en medlemsstat – forælderen, der er tredjelandsstatsborger og dennes barn, der er unionsborger og har statsborgerskab i denne stat, dels ikke opholder sig sammen, og hvor dette barn dels aldrig har opholdt sig på Unionens område.
4. Denne analyse kræver, at der sondres mellem to tilfælde. Det første tilfælde er det, hvor denne ansøgning indgår i en »enegang« af den forælder, der er tredjelandsstatsborger, idet dette ikke har nogen forbindelse til indrejse eller ophold for barnet, som er unionsborger, i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger. Det andet tilfælde er det, hvor denne ansøgning derimod indgår i et »fælles skridt« taget af forælderen og barnet, der tilsigter at udøve den ret til fri bevægelighed, som tilkommer barnet i kraft af dennes status som unionsborger, ved at forlade det tredjeland, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, for at rejse til den medlemsstat, hvor barnet er statsborger.
5. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver ligeledes en række præciseringer vedrørende dels elementerne i vurderingen af barnets tarv, dels kriterierne i vurderingen af, om der foreligger et afhængighedsforhold, der kan begrunde en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF i en sådan situation.
II. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
A. Sagens faktiske omstændigheder
6. Sagsøgeren, der er thailandsk statsborger, har opholdt sig lovligt i Nederlandene, hvor hun var blevet gift med A, som er nederlandsk statsborger. I dette ægteskab fødtes den 28. marts 2012 et barn med nederlandsk statsborgerskab. Dette barn, der i dag er ti år gammelt, er født i Thailand, hvor barnet blev opfostret af sin mormor – sagsøgeren vendte tilbage til Nederlandene efter fødslen. Barnet har altid boet i dette tredjeland og har aldrig opholdt sig i Nederlandene eller i nogen anden EU-medlemsstat. Sagsøgeren besøgte barnet i Thailand ved flere lejligheder. Barnet taler hverken nederlandsk eller engelsk (7).
7. Ved afgørelse af 22. maj 2017 blev sagsøgerens opholdsret inddraget med tilbagevirkende kraft fra den 1. juni 2016 med den begrundelse, at hendes forhold til A de facto var ophørt på denne dato. Skilsmissen blev bevilget den 17. maj 2018, og forældrene fik fælles forældremyndighed over barnet.
8. Det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at sagsøgeren i hovedsagen den 14. marts 2018 indgav en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som blev afslået den 26. juni 2018. Det søgsmål, der blev anlagt til prøvelse af denne afgørelse, blev ligeledes forkastet ved dom af 18. december 2018.
9. Den 6. maj 2019 meddelte Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, herefter »statssekretæren«) sagsøgeren, at hun ville blive udsendt til Bangkok (Thailand) den 8. maj 2019.
10. Den 7. maj 2019 indgav B, der er nederlandsk statsborger, en ansøgning om opholdstilladelse (»Aanvrag voor het verblijfsdoel »Familie en gezin« (ansøgning om ophold som familiemedlem)«) med henblik på familiesammenføring med sagsøgeren som medlem af den udvidede familie. Denne ansøgning blev afslået ved afgørelse af 8. maj 2019 med den begrundelse, at der ikke bestod et varigt og eksklusivt forhold mellem sagsøgeren og B, og at sidstnævnte ikke rådede over tilstrækkelige midler hertil. I denne afgørelse præciserede statssekretæren desuden, at sagsøgeren ikke kunne påberåbe sig en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, som anerkendt af Domstolen i dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl.
11. Sagsøgeren blev udsendt til Bangkok (Thailand) den 8. maj 2019.
12. Ved afgørelse af 2. juli 2019 fastholdt statssekretæren afslaget på sagsøgerens ansøgning om opholdstilladelse.
B. Proceduren ved den forelæggende ret og de præjudicielle spørgsmål
13. Sagsøgeren har anlagt sag til prøvelse af afgørelsen af 2. juli 2019 med den begrundelse, at hendes barn som følge af denne afgørelse vil blive frataget muligheden for at opholde sig inden for Unionen, hvilket således sætter spørgsmålstegn ved den effektive virkning af de rettigheder, som barnet har i kraft af sin status som unionsborger.
14. I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at hendes barn som følge af sit nederlandske statsborgerskab har ret til at opholde sig på Unionens område. Sagsøgeren anfører endvidere, at hun altid har haft en følelsesmæssig tilknytning til barnet og altid har varetaget den retlige og økonomiske forsørgelse af barnet. Mens sagsøgeren i den periode, der gik forud for hendes tilbagevenden til Thailand, var tvunget til at varetage de opgaver, der var forbundet med pasningen af barnet og barnets opdragelse, på afstand via sociale medier, har hun derimod passet barnet på daglig basis, siden hun vendte tilbage til Thailand den 8. maj 2019. Sagsøgeren har tilføjet, at hun i medfør af en dom afsagt af retten i Surin (Thailand) den 5. februar 2020 fik eneforældremyndighed. Sagsøgeren har præciseret, at hendes mor ikke længere kan passe barnet på grund af sit helbred. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at faderen til barnet aldrig har varetaget barnets retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse.
15. Statssekretæren har i det væsentlige gjort gældende, at de principper, der blev opstillet i dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl., ikke finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, idet afslaget på den af sagsøgeren indgivne ansøgning om opholdstilladelse ikke tvinger barnet til at forlade Unionens område, eftersom barnet har opholdt sig i Thailand siden sin fødsel. Statssekretæren har fremhævet, at der ikke foreligger noget objektivt bevis for, at sagsøgeren faktisk varetager barnets retlige, økonomiske og følelsesmæssige forsørgelse, eller at der består et sådant afhængighedsforhold mellem denne sagsøger og barnet, eller at barnet skulle være tvunget til at opholde sig uden for Unionens område. Hvad angår barnets fars involvering har statssekretæren anført, at de forhold, som sagsøgeren har fremført, er af subjektiv karakter. Da dommen afsagt af retten i Surin (Thailand) i øvrigt ikke er blevet legaliseret, kan det ikke automatisk antages, at sagsøgeren har eneforældremyndighed over sit barn. Statssekretæren har tilføjet, at sagsøgeren heller ikke har bevist, at hendes søn selv ønsker at bo i Nederlandene, eller at sagsøgerens opholdstilladelse er i sønnens interesse.
16. På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht (retten i første instans i Haag, tingstedet i Utrecht, Nederlandene) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 20 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for, at en tredjelandsstatsborger, der forsørger sit mindreårige barn, der er [unionsborger], nægtes ret til ophold i den medlemsstat, hvor den mindreårige er statsborger, når den mindreårige [unionsborger] i relation til tredjelandsstatsborgeren befinder sig i et faktisk afhængighedsforhold, og den mindreårige [unionsborger] befinder sig uden for medlemsstatens eller EU’s område og aldrig har befundet sig på EU’s område, hvorved den mindreårige [unionsborger] faktisk nægtes adgang til EU’s område?
2) a) Skal (mindreårige) [unionsborgere] have en interesse i at udøve de rettigheder, de har på grundlag af unionsborgerskabet, eller skal de godtgøre en sådan interesse?
b) Kan det i denne forbindelse spille en rolle, at mindreårige [unionsborgere] som regel ikke selvstændigt kan gøre rettigheder gældende og ikke selv kan bestemme deres opholdssted, men i så henseende er afhængige af deres forældre, og at dette kan medføre, at der på vegne af en mindreårig [unionsborger] gøres krav på, at denne udøver sine rettigheder som [unionsborger], mens dette måske er i strid med andre hensyn som omhandlet i bl.a. [dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl.]?
c) Er disse rettigheder ubetingede i den forstand, at de ikke må mødes med hindringer, eller at den medlemsstat, i hvilken den (mindreårige) har statsborgerskab, selv er omfattet af en positiv forpligtelse til at muliggøre udøvelse af disse rettigheder?
3) a) Skal der ved bedømmelsen af, om der er tale om et afhængighedsforhold som omhandlet i punkt I, lægges afgørende vægt på det spørgsmål, om forælderen, tredjelandsstatsborgeren, før sin ansøgning om opholdsret eller før afgørelsen om afslag på opholdsret blev truffet eller før det tidspunkt, hvor en national retsinstans skal træffe afgørelse i en på grund af dette afslag indledt juridisk procedure, varetog den daglige omsorg for den mindreårige [unionsborger], eller om der findes andre, som tidligere har påtaget sig denne omsorg og/eller kan fortsætte hermed?
b) Kan det herved kræves, at den mindreårige [unionsborger], for at denne faktisk kan udøve sine rettigheder som [unionsborger], flytter til EU’s område til sin anden forælder, der er [unionsborger], men som muligvis ikke længere har forældremyndigheden over den mindreårige?
c) Har det i bekræftende fald nogen betydning, om denne forælder ikke har forældremyndigheden og/eller ikke båret den retlige, økonomiske og følelsesmæssige forsørgelse og ikke er beredt til at påtage sin denne forsørgelse af den mindreårige?
d) Såfremt det fastslås, at forælderen, tredjelandsstatsborgeren, alene har forældremyndigheden over den mindreårige [unionsborger], betyder dette da, at spørgsmålet om den retlige, økonomiske og/eller følelsesmæssige forsørgelse, skal tillægges mindre vægt?«
17. Den nederlandske, den danske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
18. Parterne er desuden blevet anmodet om at besvare Domstolens spørgsmål til mundtlig besvarelse. Parterne afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 23. februar 2022.
III. Bedømmelse
19. De spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt Domstolen, vedrører elementerne i vurderingen af, om der i en situation som den i hovedsagen omhandlede foreligger en afledt opholdsret i henhold til bestemmelserne i artikel 20 TEUF, som en tredjelandsstatsborger, der er mor til et mindreårigt barn, der er unionsborger, kan påberåbe sig i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, selv om barnet siden fødslen har haft sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland (8).
20. Som jeg har anført, kræver besvarelsen af disse spørgsmål, at der sondres mellem to tilfælde.
21. Det første tilfælde, der efter min opfattelse udgør kernen af det første præjudicielle spørgsmål, er det tilfælde, hvor anmodningen om tildeling af en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF indgår i skridt foretaget af den forælder, der er tredjelandsstatsborger, som ingen forbindelse har til indrejsen og opholdet for barnet, der er unionsborger, i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger. Henset til genstanden for og indholdet af den i hovedsagen omhandlede ansøgning om opholdstilladelse synes den foreliggende situation at falde inden for disse rammer.
22. Det andet tilfælde er det, hvor ansøgningen derimod indgår i skridt taget af barnet, som har til hensigt at udøve den ret til fri bevægelighed, som tilkommer barnet i kraft af barnets status som unionsborger, ved at forlade det tredjeland, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, for at rejse til den medlemsstat, hvor barnet er statsborger. Det er efter min opfattelse dette tilfælde, som den forelæggende ret i det væsentlige har henvist til i det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, idet den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at præcisere elementerne i vurderingen af dels barnets tarv (det andet præjudicielle spørgsmål), dels spørgsmålet om, hvorvidt der består et afhængighedsforhold mellem barnet og dets forælder, der er tredjelandsstatsborger, eller dets anden forælder, der er unionsborger (det tredje præjudicielle spørgsmål).
A. Det første præjudicielle spørgsmål
23. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20 TEUF er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som forsørger et mindreårigt barn, der er unionsborger, nægtes opholdsret med den begrundelse, at dette barn, der er statsborger i denne medlemsstat, har boet uden for Unionens område siden sin fødsel.
24. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver, at der tages udgangspunkt i den klassiske gennemgang af de principper, som Domstolen opstillede i dom af 8. marts 2011, Ruiz Zambrano (9), af 15. november 2011, Dereci m.fl. (10), og af 6. december 2012, O m.fl.(11), samt i dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl.
25. Det følger af disse principper, som Domstolen har sammenfattet i præmis 47-52 i dommen i sagen K.A. m.fl., at artikel 20 TEUF giver enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, status som unionsborger, hvilket er tænkt som den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere. Unionsborgerskabet giver enhver unionsborger en grundlæggende og individuel ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Domstolen har i denne sammenhæng fastslået, at artikel 20 TEUF er til hinder for nationale foranstaltninger, herunder afslag på ophold til en unionsborgers familiemedlemmer, der har den virkning, at unionsborgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status.
26. Traktatens bestemmelser om unionsborgerskab giver derimod ikke tredjelandsstatsborgere nogen selvstændig ret. De eventuelle rettigheder, der tildeles de sidstnævnte, er således ikke selvstændige rettigheder, men rettigheder, der er afledt af unionsborgerens rettigheder. Formålet med at indrømme disse rettigheder er at sikre, at en unionsborger, der ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, har mulighed for i henhold til artikel 20 TEUF at leve sammen med et familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, ved således at sikre familiesammenføring.
27. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den afledte ret vedrørende tredjelandsstatsborgeres opholdsret ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke desto mindre skal tildeles en opholdsret, idet den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers ville blive bragt i fare, såfremt unionsborgeren som følge af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes tildeling af opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område som helhed og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved denne status.
28. Som Domstolen således har fastslået, er sådanne situationer kendetegnet ved den omstændighed, at selv om de er reguleret af lovgivning, der a priori henhører under medlemsstaternes kompetence, nemlig lovgivning vedrørende indrejse- og opholdsret for tredjelandsstatsborgere uden for anvendelsesområdet for de bestemmelser i den afledte EU-ret, som under visse betingelser foreskriver, at en sådan ret skal tildeles, har de imidlertid en indre sammenhæng med retten til fri bevægelighed og ophold for en unionsborger, som er til hinder for, at disse tredjelandsstatsborgere nægtes indrejse- og opholdsret i den medlemsstat, hvor denne unionsborger har bopæl, for ikke at gribe ind i denne frihed (12).
29. Nægtelsen af at tildele en opholdsret til en tredjelandsstatsborger bringer imidlertid kun den effektive virkning af unionsborgerskabet i fare, såfremt der mellem denne tredjelandsstatsborger og den unionsborger, som er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det vil resultere i, at unionsborgeren er nødsaget til at ledsage den omhandlede tredjelandsstatsborger og til at forlade Unionens område som helhed.
30. Jeg konstaterer imidlertid, at ordlyden af og formålet med denne retspraksis viser, at den ikke tilsigter at finde anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor ansøgningen om tildeling af en afledt opholdsret dels indgives af en forælder, der er tredjelandsstatsborger, mens det mindreårige barn, der er unionsborger, ikke opholder sig og aldrig har opholdt sig sammen med denne forælder, der er tredjelandsstatsborger, i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, og hvor denne ansøgning dels ikke anfører noget om barnets vilje til at udøve sine rettigheder, der følger af unionsborgerskabet ved at indrejse og opholde sig sammen med denne forældre på den pågældende medlemsstats område.
31. Som Domstolen har fastslået i dom af 27. juni 2018, Altiner og Ravn (13), »[er det] unionsborgeren, der er referenceperson for tildeling af en afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til unionsborgeren« (14).
32. I det foreliggende tilfælde konstaterer jeg, at barnets mor på tidspunktet for indgivelsen af den omhandlede ansøgning stadig opholdt sig i denne medlemsstat, mens hendes mindreårige barn, der er unionsborger, altid har boet i Thailand. For så vidt som moderen og hendes barn altid har levet adskilt i to forskellige lande, har de således ikke kunnet føre et reelt familieliv. Under disse omstændigheder synes afslaget på at indrømme barnets moder en afledt opholdsret ikke at tilsidesætte de berørte personers ret til familiesammenføring.
33. På tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdsret gav visse oplysninger desuden anledning til at betvivle, at barnets mor havde til hensigt at etablere sig med barnet i Nederlandene, som er den medlemsstat, hvor barnet er statsborger. Efter forældrenes skilsmisse og inddragelsen af opholdstilladelsen »familiesammenføring«, som barnets mor havde fået, indgav hun den 14. marts 2018 en ansøgning om opholdstilladelse af humanitære grunde, som blev afslået, inden hun den 7. maj 2019 indgav den omhandlede ansøgning. Denne ansøgning, der er vedlagt de nationale sagsakter, og som har overskriften (»Aanvrag voor het verblijfsdoel »Familie en gezin« (ansøgning om ophold som familiemedlem)«), er først og fremmest en ansøgning om familiesammenføring indgivet af B, sagsøgerens partner, til gavn for barnets mor. Det fremgår af de nationale sagsakter, at nævnte anmodning ikke indeholder oplysninger om de konkrete skridt, som moderen skulle have iværksat med henblik på, at barnet skulle indrejse og opholde sig med hende i Nederlandene.
34. Under disse omstændigheder har afslaget på at indrømme barnets mor en afledt opholdsret hverken den virkning eller den konsekvens, at barnet fratages den effektive nydelse af kerneindholdet af de rettigheder, som barnet har i medfør af sin status som unionsborger, eftersom barnet hverken er tvunget til at forlade Unionens område – hvor barnet ikke opholder sig – eller til at give afkald på at rejse til og opholde sig dér – i mangel af skridt taget hertil.
35. En sådan situation kan – for så vidt som den ikke har nogen forbindelse til den ret til fri bevægelighed og ophold, som det mindreårige barn har i medfør af sin status som unionsborger – ikke give anledning til nogen afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF (15).
36. Jeg foreslår derfor Domstolen at fastslå, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der nægtes afledt opholdsret på denne stats område til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er statsborger i nævnte stat, når dette barn aldrig har opholdt sig på Unionens område, har sit sædvanlige opholdssted uden for dette område og ikke har til hensigt at udøve de rettigheder, der er knyttet til sin status som unionsborger, ved at anmode om at indrejse og opholde sig i denne medlemsstat sammen med denne forælder, som barnet afhænger af.
37. Jeg vil nu behandle det andet tilfælde, i hvilket ansøgningen om tildeling af den afledte opholdsret omvendt har til formål at sikre, at barnet kan udøve de rettigheder, som barnet har i medført af sin status som unionsborger, ved at give barnet mulighed for at indrejse og opholde sig i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger. Et lille barns udnyttelse af retten til ophold indebærer nemlig nødvendigvis, at barnet ledsages af den person, der faktisk varetager forældremyndigheden eller barnets retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse. Den forelæggende ret udtrykker således tvivl om, hvorvidt afslaget på at indrømme en sådan opholdsret ville medføre, at barnet fratages muligheden for at indrejse og opholde sig i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, på grund af det afhængighedsforhold, som barnet har til sin mor.
38. I et sådant tilfælde er det derfor nødvendigt at sikre sig, at udøvelsen af de rettigheder, der er knyttet til statussen som unionsborger, og de afledte rettigheder, det medfører, tilgodeser barnets interesser og er begrundet i det afhængighedsforhold, som barnet har til sin forælder, der er tredjelandsstatsborger.
39. Disse aspekter behandles i forbindelse med gennemgangen af det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål.
B. Det andet præjudicielle spørgsmål vedrørende elementerne i vurderingen af barnets tarv
40. Med det andet præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at præcisere elementerne i vurderingen af barnets tarv i en situation, hvor anmodningen om tildeling af en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF er et led i barnets flytning fra det tredjeland, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, til den medlemsstat, hvor barnet er statsborger.
41. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om det er nødvendigt at godtgøre, at flytningen har en reel eller troværdig interesse for barnet, og om de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, er absolutte rettigheder i den forstand, at den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, er positivt forpligtet til at tillade udøvelsen heraf og til ikke at hindre denne udøvelse.
42. Disse spørgsmål synes at udspringe af den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for med hensyn til den omstændighed, at barnets flytning her i det væsentlige kunne være begrundet i moderens ønske om at vende tilbage til Nederlandene og således bevare en ret til ophold i denne medlemsstat. På baggrund af disse forhold er det min opfattelse, at det i forbindelse med det svar, der skal gives, er vigtigt at tage hensyn til de særlige omstændigheder i denne sag og ikke at sætte sig i den forelæggende rets eller den kompetente nationale myndigheds sted for så vidt angår den opgave, der tilkommer dem, nemlig at tage stilling til de eventuelle omstændigheder omkring ansøgningen om afledt opholdsret, som dette barns mor har indgivet.
43. I første række er det min opfattelse, at udøvelsen af de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, og udnyttelsen af de afledte rettigheder, det medfører, kun kan finde sted, for så vidt som disse tjener barnets tarv og sikrer overholdelsen af barnets grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (16).
44. Inden for rammerne af behandlingen af en ansøgning om tildeling af en afledt opholdsret, der er indgivet i forbindelse med indrejse og ophold for et barn, der er unionsborger, i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, skal vurderingen således foretages ud fra barnets synspunkt og ikke synspunktet fra forælderen, der er tredjelandsstatsborger (17).
45. Chartrets artikel 24, stk. 1, kræver således, at den kompetente nationale myndighed træffer alle egnede foranstaltninger for at give det pågældende barn en reel og effektiv mulighed for at blive hørt.
46. Chartrets artikel 24, stk. 2, pålægger desuden den kompetente nationale myndighed at tage hensyn til dette barns tarv. Det tilkommer således denne myndighed at kontrollere – henset til alle aktuelle og relevante omstændigheder i hver enkelt sag – om barnets flytning sker under hensyntagen til barnets interesser (18). Dette indebærer at kontrollere, at flytningen ikke risikerer at have en skadelig indvirkning på barnets situation, og at flytningen er af interesse for barnet ved at indgå i en konkret familielivsplan, eller for at bruge den formulering, som Kommissionen anvendte under retsmødet, en »troværdig plan«.
47. Der skal i denne henseende lægges særlig vægt på barnets sociale og familiemæssige tilknytning, samt under omstændighederne i hovedsagen til den plan, som flytningen af barnet indgår i og barnets moders hensigt i denne henseende.
48. I anden række skal disse forskellige kriterier derfor behandles.
1. Barnets sociale og familiemæssige tilknytning
49. Således som Domstolen har fastslået, gælder et lille barns tilknytning som hovedregel hovedsageligt familien og består af den eller de referencepersoner, som barnet bor sammen med, og som konkret passer og tager sig af barnet (19). I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor barnet er ti år og dermed i skolealderen, skal den kompetente nationale myndighed følgelig vurdere den eventuelle skadelige virkning, som flytningen af barnet kan have på barnets fysiske og psykiske velbefindende samt på barnets følelsesmæssige, familiemæssige og sociale forhold eller på barnets materielle situation (20).
50. I den foreliggende sag fremgår det af de nationale sagsakter, at barnet siden fødslen i Thailand blev opfostret af sin mormor, hvorfor barnet med sikkerhed har opnået en meget stærk følelsesmæssig tilknytning til mormoren. Barnet har ligeledes gået i skole i Thailand, hvilket vidner om den tilknytning, han har til sproget og kulturen i dette land, hvor andre af hans familiemedlemmer bor. Det fremgår omvendt af de nationale sagsakter, at dette barn aldrig har været i Nederlandene, og at han hverken behersker nederlandsk eller engelsk.
51. Den kompetente nationale myndighed skal imidlertid også tage hensyn til den seneste udvikling i barnets familieliv. Denne myndighed skal således tage hensyn til arten og intensiteten af de relationer, der (eventuelt) har været mellem barnet og dets mor, siden moren vendte tilbage til Thailand. Selv om oplysningerne i de nationale sagsakter hverken gør det muligt at få kendskab til arten af forholdet mellem A og dennes barn eller den aktuelle rækkevidde af hans bidrag til barnets underhold, skal det desuden vurderes, om det for barnets far er umuligt at drage omsorg for barnet, eller om han ikke er i stand til at drage omsorg for barnet på et tidspunkt, og om dette barn ønsker at have en personlig relation og direkte kontakt med sin far og dermed påberåbe sig den ret, der følger af chartrets artikel 24, stk. 3.
2. Tilstedeværelsen af en troværdig livsplan
52. Den kompetente nationale myndighed skal også tage hensyn til vilkårene og baggrunden for flytningen af barnet fra det tredjeland, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, til den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, men aldrig har boet (21). Der skal nemlig tages hensyn til den eventuelle risiko for, at barnet betragtes som tredjelandsstatsborgerens middel til at opholde sig på Unionens område, hvilket ville udgøre misbrug af den afledte opholdsret, der tildeles i henhold artikel 20 TEUF (22).
53. En sådan undersøgelse er så meget desto mere krævet i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor barnets mor har sin geografiske og familiemæssige oprindelse i det tredjeland, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og hvor faren og barnet ifølge eget udsagn kun har lidt eller ingen kontakt.
54. I det foreliggende tilfælde udgør den hensigt, som moren – der synes at være den eneste indehaver af forældremyndigheden over barnet – har, således et element af særlig relevans.
55. Der var nemlig ingen tvivl om moderens vilje til at forblive i Nederlandene på tidspunktet for indgivelsen af den omhandlede ansøgning om opholdstilladelse. Desuden gav andre forhold, der er nævnt i punkt 33 i dette forslag til afgørelse, på dette tidspunkt anledning til at betvivle, at hun havde en fast hensigt om at etablere sig med sit barn i denne stat. Selv om moren har bekræftet, at hun har udviklet et reelt familieliv med sit barn, siden hun vendte tilbage til Thailand, synes dette ikke at være resultatet af en overvejet beslutning om at bo sammen med barnet, men af afgørelsen om udsendelse, som blev gennemført over for hende den 8. maj 2019.
56. Der må imidlertid heller ikke formodes at foreligge en risiko for misbrug, blot fordi tredjelandsstatsborgeren har levet langt fra sit barn i flere år. Alle disse omstændigheder kan således ikke anses for uigenkaldeligt at fastsætte barnets opholdssted til at være i Thailand. Barnet må ikke fratages muligheden for at rejse til og opholde sig i den medlemsstat, hvor han er statsborger, og moren til dette barn kan heller ikke fratages muligheden for i Nederlandene at fortsætte det familieliv, som hun kunne have indledt med sin søn i Thailand siden 2019.
57. Under disse omstændigheder skal morens hensigt om at etablere sig med barnet i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, kunne søges og findes ved objektive eller konkrete forhold, der beviser, at flytningen af barnet er reel, at barnets ophold i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, ikke er af midlertidig eller lejlighedsvis karakter, og at flytningen er blevet besluttet under hensyntagen til barnets tarv. Således kan f.eks. køb eller leje af en bolig i denne medlemsstat (23) eller indskrivning på en skole udgøre relativt stærke indicier.
58. Mens disse forhold er vigtige, er de bestemt ikke de eneste, der skal tages i betragtning. Den undersøgelse, som de nationale myndigheder er forpligtede til at foretage, skal nemlig altid foretages efter en samlet vurdering af situationen og en afvejning af alle relevante forhold med henblik på at fastlægge barnets familiemæssige og sociale tilknytning og sikre dets interesser.
3. Relationen mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger
59. Vurderingen af barnets situation forekommer mig ikke at kunne finde sted, uden at barnet har haft mulighed for at give udtryk for sine synspunkter vedrørende hans vilje til med sin mor at rejse til og tage ophold i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, i overensstemmelse med chartrets artikel 24. Selv om barnet i den foreliggende sag stadig er afhængig af sin mor, er barnet ikke desto mindre i dag ti år og dermed i skolealderen, hvilket giver barnet mulighed for at blive hørt, hvis det ønsker det, i modsætning til et meget lille barn. Desuden bør den kompetente nationale myndighed ligeledes give den person, der alene har forældremyndigheden, og som er baggrunden for flytningen af barnet, mulighed for at fremsætte sine bemærkninger til grundene til flytningen.
60. På baggrund af det ovenstående er det derfor min opfattelse, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger, indgiver en ansøgning om tildeling af en afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, og til hvilken medlemsstat barnet agter at rejse med henblik på at opholde sig dér, skal denne medlemsstats kompetente myndighed fastslå, at flytningen af dette barn sker under hensyntagen til barnets tarv i overensstemmelse med chartrets artikel 24, stk. 2. En sådan konstatering skal, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, gøre det muligt at fastslå, hvordan flytningen eventuelt påvirker barnets fysiske og psykiske velfærd, dets materielle situation og barnets følelsesmæssige, familiemæssige og sociale relationer. Denne konstatering skal ligeledes baseres på omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at flytningen af dette barn er reel, og at barnets ophold i den pågældende medlemsstat på ingen måde er af midlertidig eller lejlighedsvis karakter og ikke alene har til formål at opnå en afledt opholdstilladelse på grundlag af artikel 20 TEUF til gavn for en af forældrene.
C. Det tredje præjudicielle spørgsmål vedrørende vurderingen af, om der foreligger et afhængighedsforhold, der kan begrunde en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF
61. Med det tredje præjudicielle spørgsmål anmoder den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolen om at præcisere de forskellige kriterier for vurderingen af, om der foreligger et afhængighedsforhold, der kan begrunde en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF i en situation, hvor det mindreårige barn, der er unionsborger, udøver sin ret til at færdes og opholde sig frit på den medlemsstats område, hvor vedkommende er statsborger.
62. For det første har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at præcisere, hvilken betydning der skal tillægges det tidspunkt, hvor den forælder, der er tredjelandsstatsborger, har eller ikke har påtaget sig den daglige omsorg for sit barn, der er unionsborger, samt den omstændighed, at andre personer tidligere har påtaget sig denne omsorg og/eller er i stand til at påtage sig den i fremtiden.
63. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, i hvilket omfang barnet, der er unionsborger, vil kunne etablere sig på Unionens område hos sin far, der ligeledes er unionsborger. Den forelæggende ret har dels anmodet Domstolen om at præcisere, hvilken betydning der skal tillægges den omstændighed, at faren til dette barn har (eller ikke har) påtaget sig forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet og vil være rede til (eller ikke) at påtage sig denne forsørgelse i fremtiden. Dels ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken betydning kriteriet om den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse, som den forælder, der er unionsborger, påtager sig over for barnet, har, såfremt det godtgøres, at den anden forælder, der er tredjelandsstatsborger, har den fulde forældremyndighed over barnet.
64. Hvad i første række angår vurderingen af tildelingen af en afledt opholdsret på grundlag af bestemmelserne i artikel 20 TEUF vedrører den undersøgelse, som den kompetente nationale myndighed skal foretage, om der foreligger et afhængighedsforhold mellem på den ene side det mindreårige barn, der er unionsborger, og på den anden side den forælder, der er tredjelandsstatsborger. Jeg bemærker i denne henseende, at Domstolen henviser til helt særlige situationer, hvor unionsborgeren ikke har andet valg end at følge tredjelandsstatsborgeren, fordi vedkommende forsørges af tredjelandsstatsborgeren og således er fuldstændig afhængig af denne for at sikre sin forsørgelse og opfyldelsen af sine behov. Disse situationer omhandler først og fremmest forældre, som er tredjelandsstatsborgere og har forsørgerpligt over for et mindreårigt barn, som er unionsborger, eller som tager sig af det mindreårige barns retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse. I den sag, der gav anledning til dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl., fastslog Domstolen, at »den omstændighed, at den anden forælder, som er unionsborger, reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene, [er] et relevant forhold, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at kunne konstatere, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt nævnte tredjelandsstatsborger nægtes ret til ophold« (24). Domstolen bemærkede nemlig, at »[e]n sådan konstatering skal […] baseres på en hensyntagen til det pågældende barns tarv, samtlige sagens omstændigheder, herunder barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der er unionsborger, som den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og den risiko, som adskillelsen fra sidstnævnte indebærer for barnets ligevægt« (25).
65. Efter min opfattelse finder disse principper tilsvarende anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den effektive virkning af unionsborgerskabet kræver, at dette barn ikke fratages sin ret til at færdes og opholde sig frit på den medlemsstats område, hvor barnet er statsborger, hvis barnets forælder, der er tredjelandsstatsborger, nægtes ret til ophold i den pågældende medlemsstat.
66. Det følger heraf, at de omstændigheder, som den forelæggende ret har henvist til vedrørende rollen og involveringen af dels den anden forælder, der er unionsborger, dels barnets mormor, der er tredjelandsstatsborger, – selv om disse omstændigheder kan udgøre stærke indicier med hensyn til barnets familiemæssige situation – ikke er tilstrækkelige til at fastslå, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og barnet, der er unionsborger, således at barnet i tilfælde af et sådan afslag fratages muligheden for at udøve de rettigheder, der knytter sig til barnets status som unionsborger. En sådan konstatering skal baseres på de kriterier, som Domstolen har opstillet i dommen i sagen Chavez-Vilchez m.fl., og hvortil der er henvist ovenfor. I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor barnets mormor synes at have påtaget sig det daglige og faktiske ansvar for barnet i de ti første år af barnets liv, skal der ligeledes tages hensyn til graden af barnets følelsesmæssige tilknytning til mormoren samt til den risiko, som adskillelsen af dette barn fra dets mormor kan medføre for barnets ligevægt.
67. I anden række er det tidspunkt, hvor afhængighedsforholdet opstod, og navnlig det tidspunkt, hvor den forælder, der er tredjelandsstatsborger, har påtaget sig den daglige omsorg for sit barn, der er unionsborger, en afgørende faktor. Der er nemlig efter min opfattelse ingen tvivl om, at dette afhængighedsforhold skal foreligge i det land, hvor barnet, der er unionsborger, befinder sig, og i det mindste på det tidspunkt, hvor den forælder, der er tredjelandsstatsborger, ansøger om en opholdsret afledt af barnets rettigheder.
68. I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret sondret mellem den situation, der gik forud for indgivelsen af ansøgningen om opholdsret, og situationen forud for den afgørelse, hvorved denne ansøgning blev afslået, og endelig den situation, der gik forud for udfaldet af søgsmålet anlagt til prøvelse af denne afgørelse om afslag. Den forelæggende ret har således rejst tvivl om, hvordan det sikres, at det afhængighedsforhold, som barnet, der er unionsborger, har i forhold til sin forælder, der er tredjelandsstatsborger, er reelt og ikke udelukkende er opstået med det formål at opnå en afledt opholdsret i henhold til bestemmelserne i artikel 20 TEUF.
69. I denne henseende skal det fastslås, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede svarer perioden forud for indgivelsen af ansøgningen om opholdsret og perioden forud for vedtagelsen af afgørelsen om afslag begge til perioder, hvor barnet, der er unionsborger, og dets forælder, der er tredjelandsstatsborger, hverken har boet eller opholdt sig sammen i den samme stat, idet dette barn blev opfostret i Thailand af sin mormor, mens barnets mor boede i Nederlandene. Selv om Domstolen i dom af 6. december 2012, O m.fl. (26), og i dommen i sagen K.A. m.fl. fastslog, at det ikke var nødvendigt, at den forælder, der er tredjelandsstatsborger, bor sammen med det mindreårige barn, der er unionsborger, for at fastslå, at der består et afhængighedsforhold mellem dem, er den omstændighed, at de bor sammen, imidlertid et særligt vigtigt forhold, bl.a. i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor forælderen, der – ud over den omstændighed, at denne ikke bor sammen med sit barn – bor i et andet land på et andet kontinent, således at forælderen må antages ikke at have kunnet påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet i disse perioder.
70. I henhold til Domstolens praksis er den omstændighed, at der består et familiemæssigt bånd, hvad enten dette bånd er biologisk eller retligt, mellem den mindreårige unionsborger og dennes forælder, som er tredjelandsstatsborger, ikke tilstrækkelig til, at der i medfør af artikel 20 TEUF tildeles nævnte forælder en afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor det mindreårige barn er statsborger (27).
71. Hvad nu angår den situation, der går forud for udfaldet af søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen om afslag, svarer denne til en periode, hvor barnets familieliv har kunnet undergå en udvikling, bl.a. som følge af, at den forælder, der er tredjelandsstatsborger, er vendt tilbage, hvilket skal tages i betragtning. Henset til de frister, der gælder for anlæggelse af et søgsmål, er den kompetente nationale ret efter min opfattelse forpligtet til på det tidspunkt, hvor den påtænker at træffe afgørelse om tredjelandsstatsborgerens ansøgning om opholdstilladelse, at kontrollere, om de faktiske omstændigheder siden fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse har udviklet sig på en sådan måde, at der har kunnet opstå et afhængighedsforhold mellem barnet og dets mor. I denne sammenhæng er det for at undgå enhver adfærd med karakter af misbrug efter min opfattelse ligeledes nødvendigt, at denne ret, henset til de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag, sikrer sig, at tredjelandsstatsborgeren faktisk varetager forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet i forbindelse med et reelt og stabilt familieliv.
72. På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg derfor Domstolen, at den fastslår, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger, indgiver en ansøgning om afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, og hvortil barnet agter at rejse for at tage ophold dér, udgør det tidspunkt, hvor den forælder, der er tredjelandsstatsborger, påtager sig den daglige omsorg for barnet, en afgørende omstændighed med henblik på vurderingen af, om der består et afhængighedsforhold mellem denne forælder og dette barn. Det tilkommer den kompetente nationale myndighed under hensyn til samtlige de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag at afgøre, i hvilket omfang den nævnte forælder har påtaget sig forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, og at sikre sig, at denne forsørgelse udøves i forbindelse med et reelt og stabilt familieliv.
73. Den omstændighed, at den anden forælder, der er unionsborger, og et andet familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, tidligere har påtaget sig eller er i stand til i fremtiden at påtage sig forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet, gør det derimod ikke muligt at udlede, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet ville blive frataget sin ret til at færdes og opholde sig frit på den medlemsstats område, hvor barnet er statsborger, hvis den forælder, der er tredjelandsborger, nægtes ret til ophold i den pågældende medlemsstat.
IV. Konklusion
74. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som er forelagt af rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht (retten i første instans i Haag, tingstedet i Utrecht, Nederlandene), således:
»1) Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der nægtes afledt opholdsret på denne stats område til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er statsborger i nævnte stat, når dette barn aldrig har opholdt sig på Unionens område, har sit sædvanlige opholdssted uden for dette område og ikke har til hensigt at udøve de rettigheder, der er knyttet til sin status som unionsborger, ved at anmode om at indrejse og opholde sig i denne medlemsstat sammen med denne forælder, som barnet afhænger af.
2) Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger, indgiver en ansøgning om tildeling af en afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, og hvortil barnet agter at rejse med henblik på at opholde sig dér, skal denne medlemsstats kompetente myndighed fastslå, at flytningen af dette barn sker under hensyntagen til barnets tarv i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. En sådan konstatering skal, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, gøre det muligt at fastslå, hvordan flytningen eventuelt påvirker barnets fysiske og psykiske velfærd, dets materielle situation og dets følelsesmæssige, familiemæssige og sociale relationer. Denne konstatering skal ligeledes baseres på omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at flytningen af dette barn er reel, og at barnets ophold i den pågældende medlemsstat på ingen måde er af midlertidig eller lejlighedsvis karakter og ikke alene har til formål at opnå en afledt opholdstilladelse på grundlag af artikel 20 TEUF til gavn for en af forældrene.
Hvad angår vurderingen af, om der består et afhængighedsforhold, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, udgør det tidspunkt, hvor den forælder, der er tredjelandsstatsborger, påtager sig den daglige omsorg for sit barn, som er unionsborger, en afgørende omstændighed. Det tilkommer den kompetente nationale myndighed under hensyn til samtlige de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag at afgøre, i hvilket omfang den nævnte forælder har påtaget sig forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, og at sikre sig, at denne forsørgelse udøves i forbindelse med et reelt og stabilt familieliv.
Den omstændighed, at den anden forælder, der er unionsborger, og et andet familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, tidligere har påtaget sig eller er i stand til i fremtiden at påtage sig forældremyndigheden eller den retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse af barnet, gør det derimod ikke muligt at udlede, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet ville blive frataget sin ret til at færdes og opholde sig frit på den medlemsstats område, hvor barnet er statsborger, hvis den forælder, der er tredjelandsborger, nægtes ret til ophold i den pågældende medlemsstat.«