Sagerne T-389-/10 og T-419-/10

(offentliggørelse i uddrag)

Siderurgica Latina Martin SpA (SLM)

og

Ori Martin SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – enkelt, kompleks og vedvarende overtrædelse – forældelse – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – moderselskabet tilregnes ansvaret for overtrædelsen – proportionalitet – princippet om individuelle straffe og sanktioner – fuld prøvelsesret«

Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015?II – 0000

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015

1.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelsesfrist for retsforfølgning – begyndelsestidspunkt – samlet eller vedvarende overtrædelse – tidspunktet for overtrædelsens ophør – afbrydelse – begæring om oplysninger – rækkevidde

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25)

2.      EU-ret – principper – straffebestemmelser kan ikke have tilbagevirkende gyldighed – anvendelsesområde – bøder pålagt på grund af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – omfattet – eventuel tilsidesættelse som følge af anvendelse af retningslinjerne for bødeberegningen på en overtrædelse begået før indførelsen af disse retningslinjer – ændringerne, som blev indført ved retningslinjerne, kunne forudses – ingen tilsidesættelse

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – beregning på grundlag af afsætningens værdi for de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, i det relevante geografiske område

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – individuel udmåling af straffen på forskellige stadier af fastsættelsen af størrelsen

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 22, 27, 29, 36 og 37)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – ekstrabeløb – faktorer, der skal tages i betragtning – krav om individuel udmåling af sanktionen på det indledende stadium af fastsættelsen af grundbeløbet – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19-23 og 25)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves af de af Kommissionen til grundlagte beviser – en række indicier – domstolskontrol – rækkevidde – afgørelse, der giver anledning til tvivl hos Retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – formildende omstændigheder – vejledende karakter af de omstændigheder, der er angivet i retningslinjerne

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – begrænset varighed af en virksomheds deltagelse i overtrædelsen – hensyntagen – grænser

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – begrænset deltagelse – betingelser

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, artikel 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29, stk. 3)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – overholdelse af proportionalitetsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner – forpligtelse til individuel udmåling af straffen på grundlag af de særlige omstændigheder ved hver enkelt anklaget virksomheds deltagelse – utilstrækkelig individuel udmåling – følger

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

11.    Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig frist – overtrædelse heraf – følger – annullation af en afgørelse, der fastslår en overtrædelse, som følge af en urimelig lang sagsbehandlingstid – betingelse – indgreb i den berørte virksomheds ret til forsvar

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter– hensyntagen hertil under overholdelse af princippet om straffens personalitet

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

13.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – tilsidesættelse af det princip om begrænset ansvar, der følger af selskabsretten inden for Unionen – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

14.    Annullationssøgsmål – formaliteten – fysiske eller juridiske personer – virksomhed, der er adressat for en klagepunktsmeddelelse, og som ikke har anfægtet de faktiske eller retlige forhold under den administrative procedure – begrænsning af adgangen til at anlægge sag – foreligger ikke

(Art. 6, stk. 1, TEUF; 101 TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

15.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – bevismæssige forpligtelser for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – faktorer, der ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodningen

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

16.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – bøder – overtrædelsen begået forsætligt eller uagtsomt – virksomheds ansvar for handlinger begået af dens styrende organer – betingelser

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

17.    Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – Kommissionens manglende stillingtagen til en anmodning om udbetaling af renter for den overskydende del af en allerede betalt bøde efter en oprindelig afgørelse og inden refunderingen som følge af en ændringsafgørelse – inkompetence

(Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003)

18.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – nedsættelse af størrelsen af en bøde, der er pålagt i strid med proportionalitetsprincippet – hensyntagen til princippet om individualiserede straffe og sanktioner

(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og 3, og art. 31)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 76-81)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 92-107 og 109)

3.      Ved fastlæggelsen af bøder, der er pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal der, når der foreligger en enkelt overtrædelse i betydningen en kompleks overtrædelse, der består af et kompleks af aftaler og samordnet praksis på særskilte markeder, hvor lovovertræderne ikke alle er til stede eller kun kan have et delvist kendskab til den samlede plan, pålægges individuelle sanktioner i den forstand, at de pålægges i forhold til de omhandlede virksomheders adfærd og kendetegn.

Dels kan værdien af afsætningen i en stat, der ikke var genstand for drøftelserne i en virksomheds tilstedeværelse, ikke tages i betragtning for hele varigheden af selskabets deltagelse i kartellet ved fastlæggelsen af bødens størrelse under hensyntagen til grovheden og varigheden af den overtrædelse, som virksomheden har begået.

Dels gælder, at med henblik på at fastlægge bødens størrelse under hensyntagen til grovheden og varigheden af den overtrædelse, som denne virksomhed har begået, når markederne i visse medlemsstater har været genstand for drøftelse i denne virksomheds tilstedeværelse, kan værdien af afsætningen i disse stater, hvor nævnte virksomhed ikke oprindeligt var til stede, eftersom den ikke havde fået tilladelse til at markedsføre sine varer i disse stater, i denne sammenhæng ikke tages i betragtning for hele varigheden af selskabets deltagelse i kartellet.

Når en virksomhed først deltog på et sent tidspunkt og alene på en progressiv måde i den enkelte overtrædelse, idet den i det væsentlige begrænsede sig til i første omgang at deltage i de arrangementer, der blev besluttet med hensyn til en enkelt medlemsstats marked, tilkommer det herefter Kommissionen ved beregningen af bødens størrelse at tage i betragtning, at der ikke forelå aftaler, der satte nævnte virksomhed i stand til at foretage salg i andre medlemsstater før et bestemt tidspunkt, og at der ikke forelå elementer, der gav anledning til at antage, at denne virksomhed kunne være involveret i kartellet, selv før det begyndte at deltage i møder.

(jf. præmis 140, 174, 178 og 327)

4.      I forbindelse med en enkelt overtrædelse af konkurrencereglerne indebærer proportionalitetsprincippet, at den af Kommissionen pålagte bøde skal udmåles i forhold til de elementer, der tages i betragtning både ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed som sådan og ved bedømmelsen af grovheden af den sanktionspålagte virksomheds deltagelse i overtrædelsen.

Kommissionen bl.a. sørge for at pålægge individuelle straffe i forhold til overtrædelsen, idet den skal tage hensyn til hver enkelt overtræders særlige situation. I praksis kan en individuel udmåling af straffen i forhold til overtrædelsen foretages på forskellige stadier af fastsættelsen af bødens størrelse.

For det første kan Kommissionen anerkende de særlige kendetegn ved en virksomheds deltagelse i overtrædelsen på det stadium, hvor den objektive grovhed af den enkelte overtrædelse bedømmes som omhandlet i punkt 22 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003.

For det andet kan Kommissionen anerkende nævnte særlige kendetegn på det stadium, hvor de formildende omstændigheder, der er nævnt i punkt 29 i retningslinjerne, bedømmes i forbindelse med en samlet vurdering, hvor alle relevante omstændigheder tages i betragtning (jf. punkt 27 i nævnte retningslinjer).

For det tredje kan Kommissionen anerkende disse særlige kendetegn på et senere stadium end det stadium, hvor den objektive grovhed af overtrædelsen eller de formildende omstændigheder, som de berørte virksomheder har påberåbt sig, bedømmes. Det er således angivet i punkt 36 i retningslinjerne af 2006, at Kommissionen i visse tilfælde kan pålægge en symbolsk bøde, og den ligeledes, som angivet i disse retningslinjers punkt 37, kan fravige den generelle metode til fastsættelse af bøder, henset til bl.a. de særlige kendetegn i en given sag.

(jf. præmis 141-146 og 314)

5.      I forbindelse med fastlæggelsen af grundbeløbet for bøder, der er pålagt for overtrædelser af konkurrencereglerne, omhandler de elementer, der tages i betragtning med henblik på bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, ligesom dem der foranledigede Kommissionen til at medtage et specifikt beløb i bøden, uafhængigt af overtrædelsens varighed, med henblik på at afskrække virksomhederne fra bare at indlade sig på en ulovlig adfærd, overtrædelsen i almindelighed. Med hensyn til den generelle metode, der er fremstillet i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, er det først på et senere stadium, at Kommissionen skal justere grundbeløbet for at tage eventuelle formildende omstændigheder, herunder vedrørende hver enkelt virksomheds individuelle rolle, i betragtning. Når Kommissionen tager hensyn til de fire faktorer, der er nævnt som eksempler i punkt 22 i retningslinjerne af 2006, kan den således ikke kritiseres for, at den finder det passende at medtage et specifikt beløb, uafhængig af overtrædelsens varighed, i bødens grundbeløb. For så vidt som de betragtninger, der omhandler undersøgelsen ud fra begrundelsen for den del, der er lagt til grund for at fastsætte den værdi af afsætningen, der anvendes til at bedømme overtrædelsens grovhed, således også gælder for bedømmelsen af den begrundelse, der er fremført for den del af afsætningens værdi, som skal anvendes til at fastsætte ekstrabeløbet med henblik på afskrækkende virkning, er en henvisning til analysen af de faktorer, der er anvendt til at bedømme grovheden, i denne henseende tilstrækkelig som begrundelse vedrørende den del af afsætningens værdi, der blev anvendt med henblik på ekstrabeløbet.

(jf. præmis 186, 193 og 261-264)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 215-219, 223-227, 233, 240-249 og 251)

7.      Punkt 29 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 opregner således blot, vejledende og ikke-udtømmende, en række formidlende omstændigheder, der kan tages i betragtning, som det fremgår af udtrykket »f.eks.«, der anvendes i nævnte punkt.

(jf. præmis 271)

8.      I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af de bøder, der pålægges for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, er den begrænsede varighed af en virksomheds deltagelse i overtrædelsen et element, der allerede er blevet taget i betragtning på stadiet for fastlæggelsen af bødens grundbeløb, der tager hensyn til varigheden af hver enkelt virksomheds deltagelse i overtrædelsen.

Selv om det ikke kan udelukkes, at en væsentlig forskel i varigheden af de forskellige berørte virksomheders deltagelse i overtrædelsen under visse omstændigheder kan tages i betragtning som en formildende omstændighed, er dette følgelig ikke tilfældet, når varigheden af en virksomheds deltagelse i overtrædelsen er tilstrækkelig lang.

(jf. præmis 283 og 285)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 287, 288 og 297-300)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 314-320, 323, 324 og 326-328)

11.    Hvad angår den administrative procedure på konkurrenceområdet skal rimeligheden af varigheden af denne procedure vurderes ud fra de særlige omstændigheder, der kendetegner de enkelte sager, herunder sagens baggrund, parternes adfærd under proceduren, hvad der står på spil for de forskellige berørte virksomheder og sagens komplekse karakter samt i givet fald de oplysninger og begrundelser, som Kommissionen måtte fremkomme med vedrørende de undersøgelser, der er blevet gennemført under den administrative procedure.

I denne henseende kan flere faktorer forklare varigheden af den administrative procedure. Det kan bl.a. dreje sig om varigheden af kartellet, dets geografiske særligt vide udstrækning, kartellets geografiske og tidsmæssige tilrettelæggelse, antallet af møder, som fandt sted, antallet af berørte virksomheder, antallet af anmodninger om bødenedsættelse og det særligt store antal dokumenter, der i den forbindelse blev indhentet under kontrolundersøgelserne og udarbejdet på flere sprog, og som skulle undersøges af Kommissionen, de mange supplerende begæringer om oplysninger, som Kommissionen fremsendte til de forskellige berørte selskaber, efterhånden som kendskabet til kartellet udviklede sig, antallet af adressater for klagepunktsmeddelelsen, antallet af processprog og de mange anmodninger vedrørende betalingsevne.

I det tilfælde, at varigheden af den administrative procedure udgør en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist, kan denne tilsidesættelse have to typer konsekvenser. Når tilsidesættelsen af en rimelig frist har betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse for det første bevirke en annullation af den anfægtede afgørelse. Det skal i denne henseende præciseres, at hvad angår anvendelsen af konkurrencereglerne kan overskridelsen af en vis rimelig frist kun udgøre en grund til annullation af afgørelser om konstatering af overtrædelser, såfremt det er godtgjort, at tilsidesættelsen af dette princip har påvirket de pågældende virksomheders ret til forsvar. En tilsidesættelse af forpligtelsen til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist er bortset fra dette særlige tilfælde uden betydning for gyldigheden af den administrative procedure i henhold til forordning nr. 1/2003. Da retten til forsvar er af afgørende betydning i forbindelse med administrative procedurer på konkurrenceområdet, er det er vigtigt at undgå, at disse rettigheder lider uoprettelig skade på grund af undersøgelsesfasens udstrakte varighed, og at denne varighed kan være til hinder for, at der fremføres beviser til gendrivelse af adfærd, som efter sin art kan medføre, at de berørte virksomheder stilles til ansvar. Af denne grund skal undersøgelsen af, om de pågældende virksomheder er blevet forhindret i at udøve deres ret til forsvar, ikke være begrænset til den fase, hvor denne ret har fuld virkning, nemlig den administrative procedures anden fase. Vurderingen af årsagen til, at retten til forsvar eventuelt er blevet tilsidesat, skal foretages for hele proceduren og dennes samlede varighed.

Når tilsidesættelsen af en rimelig frist er uden betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse foranledige Unionens retsinstanser til inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret i tilstrækkelig grad at opveje tilsidesættelsen som følge af overskridelsen af den rimelige frist for den administrative procedure ved at nedsætte den pålagte bøde.

(jf. præmis 336, 338-342, 354 og 355)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 372-384, 386 og 387)

13.    På konkurrenceområdet kan Kommissionen med henblik på at holde et moderselskab ansvarligt for overtrædelsen påberåbe sig formodningen for reel udøvelse af en afgørende indflydelse i betragtning af den omstændighed, at moderselskabet ejer hele eller størstedelen af kapitalen i det datterselskab, der har begået overtrædelsen, uden at den behøver at påberåbe sig andre elementer i denne henseende.

Kommissionen har ved i denne henseende at holde moderselskabet solidarisk ansvarlig ikke tilsidesat det princip om begrænset ansvar, der følger af selskabsretten inden for Unionen. Det begrænsede ansvar for selskaber har således i det væsentlige til formål at skabe et loft for selskabernes finansielle ansvar og ikke at forhindre, at en virksomhed, der har begået en overtrædelse af konkurrencebestemmelserne, pålægges en sanktion gennem de juridiske enheder, der udgør virksomheden, og navnlig det selskab, der har begået overtrædelsen og dets moderselskab, særligt når sidstnævnte ejer størstedelen af kapitalen i datterselskabet, og det ikke er i stand til at afkræfte formodningen for, at det reelt har udøvet en afgørende indflydelse på nævnte datterselskab.

(jf. præmis 385 og 388)

14.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 391-393)

15.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 394-400 og 407-409)

16.    På området for overtrædelse af konkurrencereglerne er det ikke en betingelse for, at en virksomhed tilregnes ansvar for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, at der foreligger en handling begået af den pågældende virksomheds selskabsdeltagere eller direktører eller endog, at de har kendskab til denne overtrædelse, men derimod, at der er begået en handling af en person, som er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne.

Når et datterselskabs repræsentanter inden for kartellet af nævnte datterselskab er blevet gyldigt bemyndiget til at forpligte virksomheden, er den omstændighed, at disse repræsentanter ikke har varetaget nogen funktion i moderselskabet, således uden betydning, eftersom de er blevet bemyndiget til at forpligte datterselskabet, der deltog i overtrædelsen. Dermed kan den omstændighed, at disse personer har handlet selvstændigt, ikke fritage datterselskabet, og dermed moderselskabet, for ansvar.

(jf. præmis 410 og 411)

17.    Når Kommissionen ikke har taget stilling til en anmodning fra en virksomhed om udbetaling af renter af den overskydende del af bøden, som virksomheden havde betalt efter en oprindelig afgørelse og inden refunderingen som følge af en ændringsafgørelse, har Unionens retsinstanser ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en påstand om meddelelse af påbud, som nævnte virksomhed har fremsat herom i sine bemærkninger til ændringsafgørelsen, idet en sådan kompetence ikke fremgår af artikel 263 TEUF eller artikel 261 TEUF, sammenholdt med artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

Dette er bl.a. tilfældet, når en ændringsafgørelse, som nedsætter den bøde, der er pålagt en virksomhed, ikke omhandler spørgsmålet om refundering af et for meget betalte beløb med renter, såfremt den berørte måtte have anmodet om dette, når nævnte virksomhed ikke har indgivet en anmodning herom til Kommissionen, og når Kommissionen ikke har taget stilling til en sådan anmodning i en retsakt, der kan være bebyrdende.

(jf. præmis 428-430)

18.    Den fulde prøvelsesret, som Unionens retsinstanser i medfør af artikel 261 TEUF har fået tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, giver disse instanser beføjelse til ud over en simpel legalitetskontrol af en sanktion, der er pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, hvilken kontrol kun tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor at ændre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, ved bl.a. at ændre størrelsen af den pålagte bøde, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering.

Når Unionens retsinstanser fastsætter en bøde, er der i sagens natur ikke tale om en præcis matematisk operation. Unionens retsinstanser er endvidere hverken bundet af Kommissionens beregninger eller af dens retningslinjer, når de træffer afgørelse i henhold til deres fulde prøvelsesret, men skal foretage deres egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstændigheder. Med henblik på at fastlægge størrelsen af den bøde, der skal udgøre sanktionen for deltagelse i en enkelte overtrædelse, følger det i denne henseende af artikel 23 i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af bødens størrelse skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed, og det fremgår af princippet om individuelle straffe, at sanktionen skal tage hensyn til hver lovovertræders situation med hensyn til overtrædelsen. Dette skal navnlig gælde, når der er tale om en kompleks og langvarig overtrædelse af den type, som Kommissionen har fastslået i den anfægtede afgørelse, der er karakteriseret ved deltagernes heterogenitet.

(jf. præmis 432, 436 og 437)