Appel iværksat den 19. april 2021 af Europa-Parlamentet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 3. februar 2021 i sag T-17/19, Europa-Parlamentet mod Giulia Moi

(Sag C-246/21 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Europa-Parlamentet (ved S. Seyr, M. Windisch og T. Lazian, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Giulia Moi

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Der træffes endelig afgørelse i den tvist, som var genstand for søgsmålet for Retten, idet Parlamentets påstande i første instans tages til følge.

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende om, at Retten overskred sine beføjelser og traf afgørelse ultra petita, idet den lod Parlamentets formands afgørelse om, at der forelå chikane, indgå i tvistens genstand og annullerede denne afgørelse (den appellerede doms præmis 34, 37, 38 og 76).

Andet anbringende om, at Retten tilsidesatte Parlamentets ret til forsvar (den appellerede doms præmis 35 og 36).

Tredje anbringende om, at Retten tilsidesatte artikel 263, stk. 6, TEUF, idet den ikke tog hensyn til den heri fastsatte frist for anlæggelse af et annullationssøgsmål og lod Parlamentets formands afgørelse om, at der forelå chikane, som i mellemtiden var blevet endelig, indgå i tvistens genstand (den appellerede doms præmis 76 og 77).

Fjerde anbringende om, at Retten tilsidesatte artikel 232 TEUF, eftersom den ikke tog hensyn til Parlamentets beføjelse til selv at fastsætte sin funktionsmåde, således som det er fastsat i de interne regler for behandling af klager over chikane, som involverer medlemmer af Parlamentet, og i Parlamentets forretningsorden, særligt artikel 166 og 167 om pålæggelse af sanktioner, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (den appellerede doms præmis 12, 13, 63, 66, 129 og 132).

____________