PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

13. december 2007

Sag F-95/05

N

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – midlertidigt ansatte – ansættelse – stilling som administrationschef – tredjelande – ufavorabel udtalelse fra lægetjenesten«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved sagsøgeren i det væsentlige dels har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af direktøren for direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i Kommissionens Generaldirektorat »Eksterne Forbindelser« den 15. april 2005, hvorved det meddeltes sagsøgeren, at hun ikke ville blive ansat som administrationschef ved delegationen i Guinea, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som hun angiveligt har lidt.

Udfald: Afgørelsen truffet af direktøren for direktorat K, »Eksterne Tjenester«, i Kommissionens Generaldirektorat »Eksterne Forbindelser« den 15. april 2005, hvorved det meddeltes sagsøgeren, at hun ikke ville blive ansat som administrationschef ved delegationen i Guinea, annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – fysisk egnethed – overholdelse af retten til kontradiktion

(Tjenestemandsvedtægten, art. 33, andet afsnit; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 13)

2.      Retspleje – stævning – formkrav

[Art. 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans]

1.      Under en ansættelsesprocedure udgør en procedure om afgivelse af en lægeudtalelse, som ikke i forbindelse med den endelige lægeudtalelse sikrer, at der henses til udtalelsen fra en læge efter den berørte ansøgers eget valg, en tilsidesættelse af bestemmelserne i vedtægtens artikel 33, andet afsnit, som på grund af dens formål om sikring af overholdelsen af kontradiktionsretten, og når der ikke foreligger bestemmelser om indførelsen af en selvstændig procedure eller andre relevante begrundelser, finder anvendelse på midlertidigt ansatte i et tredjeland.

(jf. præmis 70 og 76)

2.      I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren foreholder institutionen, grundene til, at hun antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, hun hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab. Derimod indeholder en påstand om erstatning i ubestemt omfang ikke den fornødne præcision og må derfor afvises.

Dette er tilfældet, såfremt sagsøgeren blot fremsætter krav om, at Retten fastslår, at hun principielt har et erstatningskrav, hvis størrelse opgøres efterfølgende, som følge af den skade, hun angiveligt har lidt, uden en angivelse af de elementer, der gør det muligt at bedømme skadens omfang, og uden at føre bevis for, endsige henvise til, at der foreligger særlige omstændigheder, der kunne fritage sagsøgeren fra at afgive disse oplysninger.

Hvad angår ikke-økonomisk skade påhviler det sagsøgeren, uanset om erstatningspåstanden fremsættes rent symbolsk eller med henblik på at opnå betaling af en egentlig erstatning, at præcisere arten af den ikke-økonomiske skade, der hævdes at være lidt, i relation til den adfærd, der foreholdes institutionen, og dernæst i det mindste tilnærmelsesvis præcisere skadens samlede omfang.

(jf. præmis 86-88, 90 og 91)

Henvisning til:

Domstolen, 2. december 1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, Sml. 1971, s. 275, org.ref.: Rec. s. 975, præmis 9; 23. september 2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I, s. 8691, præmis 62.

Retten, 1. juli 1994, sag T-505/93, Osório mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 581, præmis 33 og 35; 15. februar 1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37. og II, s. 135, præmis 32, 35, 37 og 38; 7. februar 2007, sag T-175/04, Gordon mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 0000, og II-A-2, s. 0000, præmis 42 og 45.