Language of document :

Sag anlagt den 22. juni 2010 - Suez Environnement og Lyonnaise des eaux France mod Kommissionen

(Sag T-274/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Suez Environnement Company (Paris, Frankrig) og Lyonnaise des eaux France (Paris, Frankrig) (ved avocats P. Zelenko og O. d'Ormesson)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning om kontrolundersøgelsen og/eller kontrolundersøgelsesmandatet af 6. april 2010 annulleres.

Enhver foranstaltning, der udspringer af kontrolundersøgelsen gennemført på grundlag af denne beslutning og dette uretmæssige mandat, annulleres.

Kommissionen tilpligtes navnlig at tilbagelevere samtlige dokumenter, som er blevet beslaglagt under de gennemførte kontrolundersøgelser, med forbehold af, at Rettens fremtidige afgørelse vedrørende realiteten annullerer Kommissionens beslutning.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dette søgsmål har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2010) 1984/4 af 23. marts 2010, hvorved Suez Environnement, såvel som selskaber ejet af Suez Environnement, herunder Lyonnaise des eaux France, blev pålagt at underkaste sig en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning nr. 1/2003, truffet inden for rammerne af en sag om anvendelse af artikel 101 TEUF vedrørende markedet for vandforsyning og vandrensning 1.

Til støtte for sit søgsmål gør sagsøgerne tre anbringender gældende:

tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig retten til respekt for hjemmet, idet sagsøgerne ikke blev forelagt en retskendelse, hvorved de blev frataget enhver grundlæggende rettighed, såsom at få sagen forelagt for en dommer under kontrolundersøgelsens gennemførelse og mulighed for at anvende de almindelige retsmidler mod en sådan kendelse

tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet beslutningen om en kontrolundersøgelse var gældende i en ubegrænset tidsperiode og havde et overordentligt vidt anvendelsesområde

den omstændighed, at kontrolundersøgelsesmandatet, som var vedlagt til beslutningen om kontrolundersøgelse, ikke indeholdt tilstrækkelige garantier for at være upartisk og objektiv, idet beslutningen omtaler tjenestemænd ved Kommissionen, der forinden havde undersøgt fortrolige oplysninger, som sagsøgeren Lyonnaise des eaux France havde tilsendt Kommissionen inden for rammerne af en anmeldelse af en fusion.

____________

1 - Sag COMP/B-1/39.756.