RETTENS DOM (Appelafdelingen)

12. juli 2011 (*)

»Appel – personalesag – tjenestemænd – kontraappel – psykisk chikane – vedtægtens artikel 12a – meddelelse om politik vedrørende psykisk chikane i Kommissionen – bistandspligt påhviler administrationen – vedtægtens artikel 24 – rækkevidde – ansøgning om bistand – midlertidige adskillelsesforanstaltninger – omsorgspligt – ansvar – erstatningspåstand – fuld prøvelsesret – iværksættelsesbetingelser – karriereudviklingsrapport – annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse«

I sag T-80/09 P,

angående en appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 9. december 2008, Q mod Kommissionen (sag F-52/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

Europa-Kommissionen ved V. Joris, D. Martin og Eggers, som befuldmægtigede,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Q, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Domsjö (Sverige), ved advokaterne S. Rodrigues og Y. Minatchy,

sagsøger i første instans,

har

RETTEN (Appelafdelingen)

sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og A. Dittrich,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. januar 2011,

afsagt følgende

Dom

1        Europa-Kommissionen har med sin appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt den 9. december 2008 af Retten for EU-Personalesager (Første Afdeling), Q mod Kommissionen (sag F-52/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Personaleretten annullerede Kommissionens stiltiende afgørelse om at afslå den ansøgning om bistand, som Q indgav den 3. maj 2004 i henhold til artikel 24 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter henholdsvis »ansøgningen om bistand« og »vedtægten«), for så vidt som det herved blev afvist at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, og Kommissionen blev tilpligtet at betale 15 500 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Q havde lidt som følge af den retsstridige afgørelse samt Kommissionens tilsidesættelse af sin omsorgspligt.

 Sagens faktiske omstændigheder

2        De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, er fremstillet i den appellerede doms præmis 18-101.

 Retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom

3        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juli 2005 anlagde Q sag i det væsentlige med påstand om for det første annullation af afgørelsen om stiltiende at afvise ansøgningen om bistand, for det andet annullation af hendes karriereudviklingsrapporter for henholdsvis perioderne fra den 1. januar 2003 til den 31. oktober 2003 og fra den 1. november 2003 til den 31. december 2003 (herefter »KUR 2003«), og for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at betale hende erstatning. Sagen blev oprindeligt registreret af Rettens Justitskontor som sag T-252/05.

4        Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i henhold til artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en Ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) nærværende sag til Personaleretten. Sagen blev registreret som sag F-52/05.

5        I den appellerede dom gav Personaleretten delvist sagsøgeren medhold ved at annullere den stiltiende afgørelse om at afvise ansøgningen om bistand, for så vidt som det herved blev afvist at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, og tilpligte Kommissionen at betale 18 000 EUR i erstatning. Personaleretten frifandt i øvrigt Kommissionen.

 Forhandlingerne for Retten og parternes påstande

6        Ved appelskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 27. februar 2009 har Kommissionen iværksat nærværende appel.

7        Den 9. juni 2009 har Q indleveret svarskrift, i hvilken forbindelse hun tillige har indgivet kontraappel mod den appellerede dom. Q har endvidere anmodet om anonymitet, og Justitskontoret har straks imødekommet denne anmodning.

8        Ved skrivelse indleveret den 24. juni 2009 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at indgive en kort replik.

9        Ved afgørelse af 3. juli 2009 har afdelingsformanden for Appelafdelingen imødekommet denne anmodning.

10      Den 24. august 2009 har Kommissionen indgivet replik, hvori den endvidere har besvaret kontraappellen i overensstemmelse med artikel 143, stk. 2, i Rettens procesreglement.

11      Ved skrivelse indleveret den 24. september 2009 har Q anmodet om tilladelse til at indgive et supplerende processkrift vedrørende kontraappellen.

12      Ved afgørelse af 6. oktober 2009 har afdelingsformanden for Appelafdelingen efterkommet denne anmodning.

13      Den 15. oktober 2009 har Q indgivet duplik.

14      Den 13. november 2009 har Q indgivet supplerende processkrift vedrørende kontraappellen.

15      Den 5. januar 2010 har Kommissionen indgivet et svarskrift vedrørende det supplerende processkrift vedrørende kontraappellen. Den skriftlige procedure blev afsluttet samme dato.

16      Ved skrivelse indleveret den 11. februar 2010 har Q fremsat en begrundet begæring med henblik på at få lejlighed til at udtale sig under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 146 i Rettens procesreglement.

17      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Appelafdelingen) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 at stille parterne en række skriftlige spørgsmål med henblik på besvarelse under retsmødet.

18      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 21. januar 2011. Svarene på Rettens skriftlige spørgsmål er blevet tilført retsbogen.

19      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som det andet anbringende vedrørende ulovligheden af afvisningen af at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning samt påstandene om erstatning for den skade, der var lidt som følge af nævnte ulovlighed og administrationens tilsidesættelse af omsorgspligten, derved blev taget til følge.

–        Kontraappellen forkastes.

–        Kommissionen frifindes i førsteinstans, eller subsidiært hjemvises sagen til Personaleretten.

–        Der træffes afgørelse vedrørende omkostningerne såvel i sagen ved Personaleretten som i appelsagen, eller subsidiært udsættes spørgsmålet om omkostningerne i sagen for Personaleretten og i appelsagen.

–        Q tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med kontraappellen.

20      Q har nedlagt følgende påstande:

–        Hovedappellen afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.

–        Kontraappellen antages til realitetsbehandling.

–        Den appellerede dom ophæves.

–        De for Personaleretten nedlagte annullations- og erstatningspåstande tages til følge.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Om hovedappellen

21      Der er med hovedappellen, som er iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Domstolen, nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, hvorved den stiltiende afgørelse om at afslå en ansøgning om bistand blev annulleret, for så vidt som det derved blev afvist at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, og Kommissionen blev tilpligtet at betale 15 500 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, der skyldtes den retsstridige afgørelse samt administrationens tilsidesættelse af sin omsorgspligt.

 Formaliteten

22      Q har påstået, at hovedappellen skal afvises, idet Kommissionen i sine anbringender til støtte for hovedappellen har anmodet appelinstansen om at tage stilling til omstændigheder, som førsteinstansen allerede har taget stilling til. For det første kan Kommissionen ikke anmode appelinstansen om inden for rammerne at hovedappellens første anbringende at efterprøve de vurderinger, som Personaleretten har lagt til grund for at fastslå, at Q skal tilkendes erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt som følge af, at Kommissionen ved en række handlinger, der er påtalt i ansøgningen om bistand, har tilsidesat sin omsorgspligt. For det andet kan Kommissionen ikke inden for rammerne af hovedappellens andet anbringende på grundlag af sagsakterne indirekte for appelinstansen bestride de vurderinger, som førsteinstansen har lagt til grund for at fastslå, at Kommissionens stiltiende afvisning af at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning under de konkrete omstændigheder har medført et ansvar uden for kontraktforhold for Fællesskabet.

23      Kommissionen har nedlagt påstand om, at den af Q rejste formalitetsindsigelse skal forkastes.

24      I henhold til artikel 225 A EF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen er appellen til Retten begrænset til retsspørgsmål og kan støttes på, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for denne ret, som krænker den berørte parts interesser, eller at Personaleretten har overtrådt fællesskabsretten. Det fremgår endvidere af procesreglementets artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), at de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes, skal præciseres.

25      Det følger af de nævnte bestemmelser, at appellen kun kan støttes på anbringender om overtrædelse af retsregler, og at enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket. Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Denne vurdering af de faktiske omstændigheder udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret i forbindelse med en appel, medmindre de fremlagte beviser er gengivet urigtigt (jf. Rettens dom af 12.3.2008, sag T-107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

26       I det foreliggende tilfælde har Kommissionen ikke ved det første anbringende i dets to led og det andet anbringende anmodet appelinstansen om at foretage en fornyet undersøgelse af de faktiske omstændigheder, der allerede er fastlagt, og som førsteinstansen allerede har foretaget en vurdering af.

27      Inden for rammerne af det første anbringendes første led har Kommissionen kritiseret Personaleretten for i den appellerede dom at have tilsidesat betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd for, at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt, således som denne betingelse er blevet fortolket af Domstolen i dom af 4. juli 2000, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen (sag C-352/98 P, Sml. I, s. 5291, præmis 43 og 44), og af Retten i dom af 10. december 2008, Nardone mod Kommissionen (sag T-57/99, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 162-164).

28      Det første anbringendes første led udgør således et retsspørgsmål og skal derfor i dette omfang antages til realitetsbehandling.

29      Det første anbringendes andet led indeholder nærmere bestemt tre hovedklagepunkter.

30      Det første klagepunkt vedrører den omstændighed, at Personaleretten i den appellerede dom angiveligt har tilsidesat vedtægtens artikel 90 og 91, idet den har tilkendt Q erstatning på et grundlag, der hverken blev påberåbt i ansøgningen i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, i klagen i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller i stævningen i første instans. Kommissionen har under retsmødet anført, at dette svarer til at kritisere Personaleretten for at have truffet afgørelse ultra petita, idet den har ændret sagens genstand.

31      Det andet klagepunkt vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Personaleretten ikke har angivet de grunde, der førte den til retligt set at kvalificere visse af de omstændigheder, der var nævnt i ansøgningen om bistand, i deres helhed som tjenstlige fejl, der kunne medføre, at Fællesskabet ifaldt ansvar.

32      Endelig vedrører det tredje klagepunkt, der er subsidiært i forhold til det andet klagepunkt, den omstændighed, at Personaleretten angiveligt har foretaget en fejlagtig retlig kvalificering af visse af de faktiske omstændigheder, der er nævnt i ansøgningen om bistand, ved at fastslå, at disse omstændigheder i deres helhed udgjorde en tjenstlig fejl, der kunne medføre, at Fællesskabet ifaldt ansvar.

33      Det første anbringendes andet led udgør således retsspørgsmål og skal i dette omfang antages til realitetsbehandling.

34      Kommissionen har endelig med det andet anbringende gjort gældende, at Personaleretten tilsidesatte betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten, idet Personaleretten i punkt 2 i den appellerede doms konklusion delvist gav Q medhold i sine påstande om erstatning for den skade, der skyldtes den ulovlige stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, efter at have fastslået i den appellerede doms præmis 250, 251 og 254, at betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, var opfyldt som følge af, at Kommissionens stiltiende afgørelse om ikke at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning var ulovlig, som fastslået i den appellerede doms præmis 209-214, samt som følge af den forsinkelse, hvormed den administrative undersøgelse blev indledt.

35      Det andet anbringende i hovedappellen udgør således retsspørgsmål og skal i dette omfang antages til realitetsbehandling.

36      Det følger af det ovenstående, at den af Q rejste formalitetsindsigelse skal forkastes, for så vidt som den er rettet mod hovedappellen og de anbringender eller delanbringender, der er anført til støtte herfor.

 Om realiteten

37      Det fremgår af præmis 27, 29-32 og 34 ovenfor, at Kommissionen til støtte for hovedappellen har fremført et første anbringende, hvis første led vedrører tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, og hvis andet led vedrører tilsidesættelse af vedtægtens artikel 90 og 91, begrundelsespligten og betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, samt et andet anbringende, der vedrører tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten.

 Det første anbringendes første led, der vedrører tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold

–       Parternes argumenter

38      Kommissionen har kritiseret Personaleretten for at have fastslået, at betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, var opfyldt, uden at have fastslået i overensstemmelse med gældende retspraksis, at der var sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 43 og 44, og dommen i sagen Nardone mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 162-164).

39      Q har nedlagt påstand om, at det første anbringendes første led skal forkastes, eftersom dette anbringende støttes på den retspraksis, der følger af dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, og som ikke finder anvendelse i EU-personalesager.

–       Rettens bemærkninger

40      Tvister mellem en tjenestemand og den institution, hvori han er eller var ansat, vedrørende erstatning for en skade, når skaden er forvoldt under det ansættelsesforhold, som forbinder den berørte og institutionen, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 236 EF og vedtægtens artikel 90 og 91, men falder, navnlig hvad angår spørgsmålet, om tvisten kan antages til realitetsbehandling, uden for anvendelsesområdet for artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF samt artikel 46 i statutten for Domstolen (jf. Rettens kendelse af 26.6.2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

41      Vedtægten er et selvstændigt instrument, der har til formål at regulere de retlige forbindelser mellem institutionerne og deres tjenestemænd ved at indføre indbyrdes rettigheder og forpligtelser mellem dem (jf. i denne retning Rettens dom af 22.2.2006, sag T-342/04, Adam mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 23, og I-A-2, s. 107, præmis 34). Der er således ved vedtægten i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd skabt en balance mellem de indbyrdes rettigheder og forpligtelser, som både institutionerne og tjenestemændene skal opretholde (jf. i denne retning Domstolens dom af 31.5.1988, sag 167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705, præmis 13, og Rettens dom af 18.4.1996, sag T-13/95, Kyrpitsis mod ØSU, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 503, præmis 52). Denne balance mellem indbyrdes rettigheder og forpligtelser har hovedsageligt til formål at opretholde det tillidsforhold, der skal være mellem institutionen og dennes tjenestemænd, med henblik på at sikre Unionens borgere, at institutionerne retmæssigt udfører sine opgaver i almenhedens interesse (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 44-47).

42      Det følger endvidere af fast retspraksis, at der i forbindelse med tvister mellem institutionerne og deres tjenestemænd anerkendes en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som den omhandlede institution hævdes at have udvist, er retsstridig, at der foreligger en skade, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem den pågældende institutions adfærd og den påberåbte skade (jf. Rettens dom af 9.2.1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 61, præmis 72, Rettens kendelse af 24.4.2001, sag T-172/00, Pierard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 91, og II, s. 429, præmis 34, og Rettens dom af 12.9.2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49).

43      Denne retspraksis påvirkes ikke af dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, hvori det for så vidt angår betingelsen om, at den adfærd, som institutionerne hævdes at have udvist, skal være ulovlig, fastslås, at der af hensyn til behovet for at harmonisere de forskellige ansvarsordninger skal foreligge en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Det fremgår nemlig af præmis 39-43 i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, at denne særlige betingelse samt det behov for harmonisering, som betingelsen er udtryk for, kun vedrører Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF og medlemsstaternes erstatningsansvar for overtrædelse af fællesskabsretten.

44      Dertil kommer, at forskellen mellem på den ene side betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar for de skader, som dets nuværende eller tidligere tjenestemænd har lidt som følge af tilsidesættelsen af en vedtægtsbestemmelse, og på den anden side betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar over for tredjemand som følge af en tilsidesættelse af andre fællesskabsretlige bestemmelser, er begrundet i den balance mellem rettigheder og forpligtelser, som særligt er indført ved vedtægten i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd med henblik på at sikre Unionens borgere, at institutionerne retmæssigt udfører sine opgaver i almenhedens interesse.

45      Selv om Domstolen i dommen i sagen Nardone mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor (præmis 162-173), tog stilling til, om den påståede ulovlighed udgjorde en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, var en sådan stillingtagen ikke nødvendig, eftersom det i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd ifølge fast retspraksis er tilstrækkeligt, at det fastslås, at der foreligger en ulovlighed, for at den første af de tre betingelse for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar for de skader, som dets nuværende og tidligere tjenestemænd har lidt som følge af en tilsidesættelse af de fællesskabsretlige regler vedrørende tjenestemænd, kan anses for opfyldt (jf. præmis 42 ovenfor).

46       Det første anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det første anbringendes andet led om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 90 og 91, begrundelsespligten og betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold

–       Parternes argumenter

47      Kommissionen har kritiseret Personaleretten for i den appellerede dom at have tilsidesat vedtægtens artikel 90 og 91, begrundelsespligten og betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, ved at tilkende Q erstatning for den skade, som hun led som følge af, at omsorgspligten blev tilsidesat ved en række handlinger, der er påtalt i ansøgningen om bistand.

48      Kommissionen har for det første anført, at Personaleretten har tilsidesat vedtægtens artikel 90 og 91 ved i den appellerede dom at have tilkendt Q erstatning på grundlag af en tjenstlig fejl, der hverken er påberåbt i den ansøgning om erstatning, der blev indleveret den 3. maj 2004 som bilag til ansøgningen om bistand (herefter »erstatningsansøgningen«), i klagen af 26. november 2004 eller i stævningen i første instans.

49      Kommissionen har for det andet anført, at Personaleretten har tilsidesat begrundelsespligten ved ikke at have anført de grunde, der førte den til i den appellerede doms præmis 236 og 237 retligt set at kvalificere visse af de omstændigheder, der er påtalt i ansøgningen om bistand, i deres helhed som tjenstlige fejl, der kunne medføre tilkendelse af erstatning inden for rammerne af den konkrete sag. At fastslå, »at Kommissionen ikke fuldt ud opfyldte sin omsorgspligt«, er nemlig ikke det samme som at fastslå, at der er sket en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af omsorgspligten. Personaleretten har endvidere modsagt sig selv, idet den har udtalt, at ingen af de i ansøgningen om bistand påtalte omstændigheder udgjorde et angreb på Q’s personlighed, værdighed eller psykiske eller fysiske integritet.

50      Kommissionen har for det tredje anført, at Personaleretten har tilsidesat betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, ved i det foreliggende tilfælde at fastslå, at Fællesskabet var erstatningsansvarlig alene som følge af, at omsorgspligten var blevet tilsidesat.

51      Kommissionen har under alle omstændigheder anført, at de omstændigheder eller handlinger, som ifølge Personalerettens konstatering i den appellerede doms præmis 236 viser, at administrationen ikke fuldt ud opfyldte sin omsorgspligt, på ingen måde kan kvalificeres som en tjenstlig fejl, der kan medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

52      Q har nedlagt påstand om, at det første anbringendes andet led forkastes.

53      Q har for det første anført, at klagepunktet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 90 og 91 skal forkastes, idet hun i sin erstatningsansøgning, i klagen af [26]. november 2004 samt udtrykkeligt i stævningen i første instans til støtte for sin erstatningspåstand påberåbte sig en skade på sit helbred som følge af, at administrationen ikke opfyldte sin omsorgspligt. Det følger i øvrigt af fast retspraksis, at der kan fremsættes indsigelser for Fællesskabets retsinstanser ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke figurerer i klagen, men som står i snæver forbindelse hermed.

54      Q har endvidere anført, at klagepunktet om tilsidesættelse af begrundelsespligten skal forkastes. Personaleretten har i den appellerede doms præmis 236 anført begrundelsen for, at administrationen i det foreliggende tilfælde skal anses for at have tilsidesat omsorgspligten. Førsteinstansen har således fastslået, at der forelå en tjenstlig fejl, der medførte, at Fællesskabet ifaldt ansvar.

55      Q har endelig anført, at betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, ikke finder anvendelse. En tjenestemand bør i alle de situationer, hvor administrationen har taget stilling til tjenestemandens situation uden hensyntagen til tjenestemandens rettigheder og interesser, kunne påberåbe sig, at omsorgspligten er blevet tilsidesat, uanset om administrationen har tilsidesat en konkret vedtægtsbestemmelse.

–       Rettens bemærkninger

56      Det følger af artikel 236 EF, sammenholdt med artikel 1 i statutten til Domstolen og vedtægtens artikel 91, stk. 1, at Personaleretten i første instans udøver de beføjelser til at træffe afgørelse om tvister mellem Fællesskabet og en af de af vedtægten omfattede personer om lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod denne person.

57      Det fremgår af vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, at i tvister, der angår pengebeløb, har Personaleretten fuld prøvelsesret. Denne fulde prøvelsesret, der indrømmes Personaleretten, indebærer, at Personaleretten i de tvister, den behandler, skal finde en fuldstændig løsning (jf. Domstolens dom af 18.12.2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, Sml. I, s. 12041, præmis 67, og af 17.12.2009, sag C-197/09 RX-II, M mod EMEA, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56). Formålet med denne prøvelsesret er bl.a. at sætte Personaleretten i stand til at sikre, at de domme, som den afsiger i personalesager, rent faktisk får effektiv virkning, således at den af egen drift kan tilkende erstatning til en person, der er omfattet af vedtægten, såfremt den finder, at annullation af en ulovlig retsakt, der indeholder et klagepunkt imod den pågældende, ikke er tilstrækkeligt til at varetage den pågældendes rettigheder eller sikre hans interesser på en effektiv måde, eller at annullation af retsakten udgør en uforholdsmæssig sanktion i forhold til den ulovlighed, der er begået, og at tilkendelse af en godtgørelse til den berørte person vil være den form for oprejsning, der bedst tilgodeser såvel den berørte persons som tjenestens interesser (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.6.1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, Sml. s. 1743, præmis 13 og 14, og af 20.5.2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50, samt Rettens dom af 31.3.2004, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 483, præmis 86, 87 og 89 og den deri nævnte retspraksis). Under alle omstændigheder tilkommer det Personaleretten i påkommende tilfælde at ansætte det tab, som den berørte person har lidt, efter ret og billighed på baggrund af samtlige foreliggende omstændigheder (dommen i sagen Oberthür mod Kommissionen, præmis 14, og dommen i sagen Gogos mod Kommissionen, præmis 44).

58      Det følger imidlertid af fast retspraksis, at vedtægtens artikel 91, stk. 1, første punktum, begrænser det følgende punktum, således at denne bestemmelse kun tillægger Domstolen fuld prøvelsesret i de tilfælde, hvor der foreligger en tvist, der vedrører lovligheden af en retsakt, der indeholder et klagepunkt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 (jf. Rettens dom af 1.12.1994, sag T-54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 281, og II, s. 887, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.12.1994, sag T-79/92, Ditterich mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 289, og II, s. 907, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

59      Det fremgår endvidere af vedtægtens artikel 91, stk. 2, at et søgsmål kun kan anlægges ved Personaleretten, hvis der for ansættelsesmyndigheden i forvejen er indbragt en klage efter vedtægtens artikel 90, stk. 2, inden for den deri fastsatte frist, og denne klage har været genstand for en udtrykkelig eller stiltiende afvisning. Vedtægtens artikel 90, stk. 2, bestemmer, at enhver person, der er omfattet af vedtægten, for ansættelsesmyndigheden kan indbringes en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, både når ansættelsesmyndigheden har truffet en afgørelse, og når den har undladt at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning. En akt, der indeholder et klagepunkt imod en tjenestemand, kan bl.a. bestå i den stiltiende eller udtrykkelig afvisning af en anmodning, som den berørte person tidligere har indgivet til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1.

60      Hvis en person, der er omfattet af vedtægten, ønsker at bestride lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, kan han indgive en klage direkte til ansættelsesmyndigheden og derefter anlægge sag ved Personaleretten, såfremt han får afslag på klagen. Det følger af fast retspraksis, at en person, der er omfattet af vedtægten, efter at have fået afslag på en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, kan anlægge sag med påstand om annullation af den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, tilkendelse af erstatning eller begge dele (jf. dommen i sagen Schneider mod Kommissionen, nævnt i præmis 58 ovenfor, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Ditterich mod Kommissionen, nævnt i præmis 58 ovenfor, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

61      Hvis en person, der er omfattet af vedtægten, derimod påberåber sig en ulovlighed, der ikke udgør en akt, som indeholder et klagepunkt imod ham, men en tjenstlig fejl, som administrationen har begået, kan den pågældende kun indlede proceduren ved at indgive en ansøgning til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Et eventuelt afslag på en sådan ansøgning vil udgøre en afgørelse, der indebærer et klagepunkt imod den pågældende, og som han kan indbringe en klage over, og derefter i givet fald anlægge sag (jf. dommen i sagen Schneider mod Kommissionen, nævnt i præmis 58 ovenfor, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Ditterich mod Kommissionen, nævnt i præmis 58 ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

62      Det følger heraf, at hvis en person, der er omfattet af vedtægten, ansøger om erstatning for en skade, som den pågældende mener at have lidt, når der ikke foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, skal den pågældende i princippet følge en administrativ procedure i to etaper, dvs. først indgive en ansøgning og derefter en klage over afgørelsen om at afslå hans erstatningsansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2.

63      Det følger således af vedtægtens artikel 90 og 91, at når en person, der er omfattet af vedtægten, anlægger sag ved Personaleretten om lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, kan Personaleretten, uanset at den har fuld kompetence til af egen drift at tilkende erstatning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, kun tilkende den pågældende erstatning, hvis erstatningen har til formål at give oprejsning for en skade, som den pågældende har lidt som følge af, at den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er ulovlig, og som er genstand for søgsmålet eller i det mindste for en skade, der er lidt som følge af en ulovlighed, som er tæt knyttet til den samme akt (jf. i denne retning og analogt Domstolens kendelse af 14.12.2006, sag C-12/05 P, Meister mod KHIM, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 112-116, og dommen i sagen Gogos mod Kommissionen, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 49-53).

64      I det foreliggende tilfælde fremgår det af den appellerede doms præmis 232-242, at Personaleretten i overensstemmelse med »påstandene om erstatning for skade forvoldt af den hævdede psykiske chikane« tilkendte Q et beløb på 500 EUR i erstatning for den »psykiske skade«, som hun havde lidt som følge af en tjenstlig fejl fra Kommissionens side, der »bidrog […] til at isolere [Q] fra hendes enhed«. Den tjenstlige fejl, der blev udvist i denne henseende, bestod i »Kommissionens tilsidesættelse af omsorgspligten« eller som nævnt i den appellerede doms præmis 236 i »at Kommissionen ikke fuldt ud opfyldte sin omsorgspligt«, hvilket kom til udtryk i »visse af de af [Q] påberåbte forhold til støtte for ansøgningen om erstatning samlet set«. Der er i den appellerede doms præmis 156-160, 164 og 171 og 180 redegjort for Kommissionens undladelser, der bestod i, for det første, at Kommissionen i forbindelse med forlængelsen af Q’s prøvetid undlod på forhånd at foreholde hende sine kritikpunkter, og at hverken hun eller de personer, som hun ønskede skulle høres af rapportudvalget, fik lejlighed til at udtale sig, for det andet, at Kommissionen tildelte Q et isoleret kontor frem til sommeren 2004, for det tredje, at Kommissionen ikke gav Q nogen arbejdsopgaver i perioden fra januar til juni 2003, for det fjerde, at Kommissionen var længe om at besvare hendes ansøgning om årlig ferie for perioden fra den 19. juli til den 27. august 2004, og at Kommissionen, da ansøgningen endelig blev godkendt, havde fratrukket feriedage svarende til ansøgningen, selv om Q fra den 5. juli 2004 havde indleveret en lægeattest for perioden fra den 17. juli til den 27. august 2004, som administrationen ikke havde anfægtet.

65      Det fremgår af Personalerettens konstatering i den appellerede doms præmis 112, 115 og 232, som Kommissionen ikke har bestridt inden for rammerne af den foreliggende appel, at Q med sin erstatningsansøgning ønskede at opnå erstatning for en økonomisk skade, der var forvoldt ved en alvorlig forringelse af hendes helbred, hvilket fremgik af en række lægelige erklæringer og udtalelser, og ved en manglende evne til på normal vis at udføre sine arbejdsopgaver inden for enheden, hvorfor hun blev udsat for psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, hvilket hun påtalte i ansøgningen om bistand, og at Kommissionen ved ikke at besvare denne ansøgning inden for en frist på fire måneder stiltiende gav afslag herpå i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1. Det fremgår endvidere af Personalerettens ovennævnte konstateringer og af konstateringerne i den appellerede doms præmis 117, at søgsmålet i første instans i det væsentligste havde til formål at opnå annullation af den stiltiende afgørelse om at afslå erstatningsansøgningen og ansøgningen om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, og som følge heraf pålægge Kommissionen at betale den ønskede erstatning til Q for »skade forvoldt af den hævdede psykiske chikane«.

66      Det bemærkes i denne henseende, at bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, omfatter institutionens beskyttelse af tjenestemændene mod tredjemands handlinger, og ikke mod de akter, som institutionen udsteder, og som er undergivet kontrol i henhold til andre bestemmelser i vedtægten (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3187, præmis 23, og af 25.3.1982, sag 98/81, Munk mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 21). Selv om vedtægtens artikel 24, stk. 1, først og fremmest har til formål at beskytte tjenestemanden mod angreb og dårlig behandling fra tredjemands side, indebærer bestemmelsen en bistandspligt for administrationen i den situation, hvor ophavsmanden til de krænkelser, der er omfattet af bestemmelsen, er en anden tjenestemand (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.6.1979, sag 18/78, V. mod Kommissionen, Sml. s. 2093, præmis 15, og Rettens dom af 9.3.2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 63, og II, s. 277, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

67      Formålet med vedtægtens artikel 24, stk. 2, er at erstatte tjenestemanden det tab, som han har lidt, som følge af sådanne handlinger fra en tredjemands eller anden tjenestemands side, som er omhandlet i samme artikels stk. 1, såfremt han ikke kan opnå erstatning fra skadevolderen (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 5.10.2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78). Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, kan således kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab (jf. dommen i sagen L mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

68      Den særlige ansvarsordning, der er indført ved vedtægtens artikel 24, stk. 2, er baseret på administrationens pligt til at beskytte tjenestemændenes og andre ansattes sikkerhed og sundhed mod angreb og dårlig behandling fra tredjemand eller andre tjenestemænd, som de kan udsættes for under udførelsen af deres arbejdsopgaver bl.a. i form af psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3. Der er tale om en ordning med objektivt ansvar, der adskiller sig fra den almindelige fællesskabsretlige ordning for erstatningsansvar inden for personalesagsområdet, der er nævnt i den appellerede doms præmis 234 og i præmis 42 ovenfor, idet det kræves, at en tjenestemand, der ønsker at opnå erstatning fra Fællesskabet, skal godtgøre at have lidt et tab som følge af en institutions fejlagtige adfærd (jf. i denne retning Rettens dom af 26.10.1993, sag T-59/92, Caronna mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 25 og 68, og dommen i sagen L mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 143-146 og 147-153). Denne særlige ordning med objektivt ansvar adskiller sig endvidere fra den ordning for godtgørelse til tjenestemænd for sygdomme, som de pådraget sig, eller ulykker, som de er blevet ofre for, under varetagelse af deres hverv eller forværring af sådanne sygdomme, i henhold til vedtægtens artikel 73 og den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, der er vedtaget på grundlag af denne bestemmelse. Eftersom ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ikke indeholder nogen udtrykkelige bestemmelser i denne henseende, kan det nemlig ikke anses for udelukket, at en tjenestemand eller dennes ydelsesberettigede pårørende har ret til at kræve en supplerende erstatning, når en institution er forpligtet til at yde erstatning enten ifølge de almindelige regler i de situationer, hvor institutionen er ansvarlig for tjenestemandens ulykke eller sygdom, eller ifølge vedtægtens artikel 24, stk. 2, i de situationer, hvor ulykken eller sygdommen skyldes angreb fra tredjemand eller andre tjenestemænd i forbindelse med, at den pågældende tjenestemand udøver sit hverv i Fællesskabets tjeneste, og når ydelserne i henhold til vedtægten ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.10.1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink mod Kommissionen, Sml. s. 2801, præmis 11 og 12).

69      Det fremgår af Personalerettens konstateringer i den appellerede dom, som er nævnt i præmis 64 og 65 ovenfor, at erstatningsansøgningen udelukkende vedrørte godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, som Q hævdede at have lidt som følge af den psykiske chikane, der er påtalt i ansøgningen om bistand, og som blev udøvet af en række overordnede ved Kommissionens generaldirektorat (GD) for »Personale og Administration«, dvs. handlinger, der kunne tilregnes andre tjenestemænd, og ikke en tjenstlig fejl fra Kommissionens side, der ifølge den i præmis 42 og 66 ovenfor nævnte retspraksis er omfattet af andre bestemmelser i vedtægten.

70      Det følger heraf, at søgsmålet i første instans hvad angår påstanden om erstatning for den skade, som Q hævdede at have lidt, havde helt samme formål som erstatningsansøgningen i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, og eftersom denne ansøgning blev afslået, havde søgsmålet desuden til formål at pålægge Kommissionen at betale erstatning på op til 100 000 EUR for den skade, som Q havde lidt som følge af den ulovlige afgørelse. Det er derimod ikke på grundlag af samme konstateringer muligt at fastslå, at Q med erstatningsansøgningen ønskede at opnå erstatning for en ikke-økonomisk skade som følge af en tjenstlig fejl fra Kommissionens side, som bestod i, at Kommissionen havde tilsidesat sin omsorgspligt, hvilket fremgår af visse af de omstændigheder, der er påtalt i ansøgningen om bistand.

71      Den tjenstlige fejl, som Kommissionen i det foreliggende tilfælde foreholdes, og som er nævnt i præmis 64 ovenfor, kan endvidere ikke anses for nært forbundet med det stiltiende afslag på erstatningsansøgningen, der i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, havde til formål at opnå erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Q havde lidt som følge af den psykiske chikane, der er påtalt i ansøgningen om bistand. Mens de omstændigheder, der nævnes i ansøgningen om bistand, og som angives at udgøre psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, skal anses for handlinger, der kan tilregnes enkeltpersoner, nemlig de navngivne overordnede ved GD for »Personale og Administration«, som anklagen rettede sig mod, er dette ikke tilfældet for så vidt angår den stiltiende afgørelse om at afslå erstatningsansøgningen og ansøgningen om bistand, der er en handling, som må tilskrives Kommissionen. Under alle omstændigheder blev de handlinger, som Personaleretten tog i betragtning, da den fastslog, at Kommissionen havde begået en tjenstlig fejl (jf. præmis 64 ovenfor), udført før det tidspunkt, hvor den stiltiende afgørelse om at afslå erstatningsansøgningen og ansøgningen om bistand blev truffet, dvs. den 3. september 2004. Den nævnte fejl, der således blev begået før den stiltiende afgørelse om afslag, kan ikke anses for nært forbundet med sidstnævnte afgørelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 63 ovenfor anførte retspraksis.

72      Selv om der i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90 og 91 var anlagt sag ved Personaleretten om lovligheden af den stiltiende afgørelse om at afslå erstatningsansøgningen i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, kunne Personaleretten ikke uden at tilsidesætte samme bestemmelser tage stilling til, om visse af de omstændigheder, der fremgik af ansøgning om bistand, i deres helhed kunne kvalificeres som en tjenstlig fejl fra Kommissionens side, der havde forvoldt den ikke-økonomiske skade, som Q havde lidt, og som skulle erstattes.

73      Personaleretten har derfor tilsidesat vedtægtens artikel 90 og 91 og har truffet afgørelse ultra petita ved at ændre sagens genstand, eftersom den, som det fremgår af den appellerede doms præmis 242 og punkt 2 i samme doms konklusion, pålagde Kommissionen at erstatte den ikke-økonomiske skade, der skyldtes en tjenstlig fejl, som bidrog til at isolere Q fra hendes enhed, og som bestod i, at Kommissionen havde tilsidesat sin omsorgspligt ved en række handlinger, der nævnes i ansøgningen om bistand.

74      Uden at det er nødvendigt at undersøge de andre klagepunkter eller argumenter, der er påberåbt til støtte for det første anbringendes andet led, skal det nævnte anbringende derfor tages til følge, og punkt 2 i den appellerede doms konklusion skal ophæves, for så vidt som Kommissionen derved pålægges at betale Q en erstatning på 500 EUR.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten

 Parternes argumenter

75      Kommissionen har gjort gældende, at Personaleretten tilsidesatte betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten, idet den i punkt 2 i den appellerede doms konklusion delvist gav Q medhold i hendes påstande om erstatning for den skade, der skyldtes den ulovlige stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, efter at have fastslået i den appellerede doms præmis 250, 251 og 254, at betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, var opfyldt i det foreliggende tilfælde som følge af, at Kommissionens stiltiende afgørelse om ikke at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning var ulovlig, som fastslået i den appellerede doms præmis 209-212, samt som følge af den forsinkelse, hvormed den administrative undersøgelse blev indledt.

76      Kommissionen har for det første anført, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 209-212, 250, 251 og 254 har tilsidesat betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten, idet den uden at have fastslået, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde åbenbart og groft havde overskredet grænserne for udøvelsen af sin skønsbeføjelse i overensstemmelse med retspraksis (dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor), udtalte, at Fællesskabet havde pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold, idet den havde afslået at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning. Når der er tale om en midlertidig adskillelsesforanstaltning vedrørende en tjenestemand, der angiveligt er offer for psykisk chikane, har institutionerne i henhold til vedtægtens artikel 7 en vid skønsbeføjelse, som er anerkendt i retspraksis (Rettens dom af 5.12.2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 267, og II, s. 1225, præmis 42) og i meddelelse af 22. oktober 2003 om psykisk chikane i Kommissionen (K(2003) 3644) (herefter »meddelelsen om psykisk chikane«). Administrationen har således ikke en generel og absolut pligt til automatisk at træffe en præventiv foranstaltning, såsom forflyttelse eller omplacering, ved den mindste mistanke om psykisk chikane. Det vil under alle omstændigheder være i strid med vedtægtens artikel 7, hvoraf fremgår, at ansættelse skal ske i tjenestens interesse, at foretage automatisk forflyttelse eller omplacering.

77      Kommissionen har anført, at den appellerede doms præmis 250, 251 og 254 er mangelfuldt begrundet, eftersom Personaleretten ikke i overensstemmelse med retspraksis undersøgte, om den åbenbart og groft i det foreliggende tilfælde havde overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser (dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 43 og 44).

78      Kommissionen har under alle omstændigheder hvad angår de handlinger, som er påtalt i ansøgningen om bistand, anført, at det på baggrund af Q’s gentagne fravær af lægelige eller andre grunde i størstedelen af 2004, den kroniske og langvarige karakter af hendes behandlingskrævende problemer, de forslag til forflyttelse, som Q allerede havde afslået, og de drøftelser, der blev ført med Q med henblik på at finde en passende stilling til hende i et af de GD’er, som hun havde valgt, var passende ikke at pålægge Q en forflyttelse, men at involvere hende i forsøget på at finde en konstruktiv løsning med det formål at give hende mulighed for at genetablere sin karriere, hvilket samtidig ville være i tjenestens interesse. Q var allerede efter prøvetidens udløb blevet »flyttet« flere gange efter hendes eget ønske, og administrationen handlede i det konkrete tilfælde hurtigt og tilbød hende en forflyttelse til et GD, som hun selv kunne vælge.

79      Kommissionen har for det andet i det væsentligste anført, at Personaleretten tillige tilsidesatte betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, ved i den appellerede doms præmis 251 at fastslå, at administrationen havde udvist ulovlig adfærd, idet den havde forsinket iværksættelsen af den administrative undersøgelse af de handlinger, der er nævnt i ansøgning om bistand. For det første tog Personaleretten ikke hensyn til den direkte sammenhæng mellem behandlingen af annullationspåstandene og behandlingen af erstatningspåstandene. Eftersom Personaleretten i den appellerede doms præmis 200 afviste at antage påstandene om annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, for så vidt som det derved blev afslået at indlede en administrativ undersøgelse, til realitetsbehandling, burde den også have afvist at antage erstatningspåstandene til realitetsbehandling, idet disse påstande var nært forbundet med annullationspåstandene. For det andet anerkendes det i retspraksis, at en administrativ undersøgelse kan indledes med en vis forsinkelse, såfremt forsinkelsen er begrundet i sagens konkrete omstændigheder (dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 54). I det foreliggende tilfælde blev den administrative undersøgelse indledt med en forsinkelse på fire måneder, hvilket blev begrundet i den omstændighed, at undersøgelsen skulle overlades til en uafhængig høringskonsulent fra Undersøgelses- og Disciplinærkontoret (herefter »IDOC«), der er et organ under GD »Personale og Administration«.

80      Q har for det første nedlagt påstand om, at klagepunktet om tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd, for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, vedtægtens artikel 7 og 24 og begrundelsespligten, skal forkastes. Den retspraksis, der følger af dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen (nævnt i præmis 27 ovenfor), finder ikke anvendelse på tvister inden for personalesagsområdet. Kommissionen har med meddelelsen om psykisk chikane forpligtet sig til »at forbyde repressalier mod ansatte, der klager over psykisk chikane«, og i den forbindelse »under hensyntagen til de konkrete omstændigheder« at træffe midlertidige adskillelsesforanstaltninger, »der har til formål at adskille de berørte parter« og »at give det formodede offer mulighed for at komme sig ved at hjælpe vedkommende til at komme på afstand af tingene«. I det foreliggende tilfælde burde Kommissionen have taget hensyn til ikke blot den varige og gentage karakter af de handlinger, der er nævnt i ansøgningen om bistand, men også de udtalelser fra en række læger og specialister, der alle anbefalede, at hun blev forflyttet fra GD for »Personale og Administration«. En midlertidig adskillelsesforanstaltning, som træffes i forhold til en person, der formodes at være offer for psykisk chikane, kan endvidere anses for en forflyttelse i tjenestens interesse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 7. Kommissionens meddelelse K(2006) 1264/3 af 26. april 2006 om politikken for beskyttelse af personers værdighed og bekæmpelsen af psykisk chikane og seksuel chikane i Kommissionen, som annullerede og erstattede meddelelsen om psykisk chikane, har bekræftet, at en »adskillelsesforanstaltning [kan træffes] i form af forflyttelse i tjenestens interesse«. I lyset af de kriterier, der fremgår af dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, har Personaleretten ikke begået en retlig fejl ved i den appellerede dom at fastslå, at Kommissionen begik en tjenstlig fejl ved ikke at skride ind med den nødvendige fasthed og ved ikke at reagere på ansøgningen om bistand så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillod det.

81      Q har for det andet anført, at klagepunktet om, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen havde forsinket iværksættelsen af den administrative undersøgelse af de handlinger, som var påtalt i ansøgningen om bistand, skal forkastes. Præmis 54 i dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, giver ikke Kommissionen ret til at anse det for berettiget at indlede den administrative undersøgelse med en vis forsinkelse. Det følger snarere at denne dom, at der skal udvises hensynsfuldhed, hurtighed og omsorg ved opfyldelsen af bistandspligten i henhold til vedtægtens artikel 24.

 Rettens bemærkninger

82      Først skal Kommissionens klagepunkt undersøges, ifølge hvilket Personaleretten tilsidesatte betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd for, at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, og vedtægtens artikel 7 og 24 ved at fastslå, at Kommissionen havde pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold, idet ansættelsesmyndigheden ved den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand havde undladt at træffe en adskillelsesforanstaltning, selv om »betydningen og alvoren af de af [Q] hævdede faktiske omstændigheder i ansøgningen om bistand viser [...] at der forelå […] »mistanke om psykisk chikane« i den i meddelelsen […] om psykisk chikane omhandlede forstand«, som det fremgår af den appellerede doms præmis 209.

83      Det bemærkes under alle omstændigheder, at vedtægtens artikel 24, der pålægger Fællesskaberne en bistandspligt over for deres tjenestemænd, findes i afsnit II om »tjenestemandens rettigheder og pligter«. Det følger heraf, at denne bistandspligt i alle situationer, hvor de faktiske betingelser er opfyldt, er en vedtægtsmæssig ret, der tilkommer den pågældende tjenestemand (dommen i sagen Caronna mod Kommissionen, nævnt i præmis 68 ovenfor, præmis 58).

84      Det følger af fast retspraksis, at administrationen i medfør af bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, når der er indtrådt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå påhviler det den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, i det mindste at fremlægge beviser for, at de angreb, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en administrativ undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.1.1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16, og dommen i sagen L mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis), idet institutionen ikke i modsat fald kan træffe en endelig afgørelse, navnlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klagen skal henlægges, eller om der skal indledes en disciplinærsag, og i givet fald træffe disciplinære sanktioner (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.7.1974, sag 53/72, Guillot mod Kommissionen, Sml. s. 791, præmis 3, 12 og 21, og af 9.11.1989, sag 55/88, Katsoufros mod Domstolen, Sml. s. 3579, præmis 16).

85      Når en tjenestemand indgiver en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 1, har administrationen endvidere i medfør af den beskyttelsespligt, der følger af denne artikel (dommen i sagen V. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 16), pligt til at træffe passende forebyggende foranstaltninger, såsom offerets forflyttelse eller midlertidig overgang til andet arbejde, med henblik på at beskytte offeret mod en gentagelse af den påtalte adfærd i hele det tidsrum, som den administrative undersøgelse varer (jf. i denne retning dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 55).

86      Administrationen råder over et vidt skøn under Unionens retsinstansers kontrol, når den skal vælge, hvilke midlertidige og endelige foranstaltninger der skal træffes i henhold til vedtægtens artikel 24. Unionens retsinstansers kontrol er begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt den berørte institution har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har misbrugt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde (jf. i denne retning Rettens dom af 25.10.2007, sag T-154/05, Lo Giudice mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis).

87      Det bemærkes imidlertid, at meddelelsen om psykisk chikane allerede var blevet vedtaget på det tidspunkt, hvor den stiltiende afgørelse om at afvise ansøgningen om bistand, der blev indgivet den 3. maj 2004, blev truffet, og at denne meddelelse efter sin ordlyd, sin form og sit indhold har gyldighed som et internt direktiv, der var bindende for Kommissionen, eftersom denne ikke klart har tilkendegivet sin hensigt om at tage afstand herfra ved en begrundet og underbygget beslutning (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 30.1.1974, sag 148/73, Louwage mod Kommissionen, Sml. s. 81, præmis 12, og Rettens dom af 6.2.2007, forenede sager T-246/04 og T-71/05, Wunenburger mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 127).

88      Det fremgår af punkt 4.1.1 i meddelelsen om psykisk chikane, der vedrører »de foranstaltninger, der skal træffes, når det er fastslået, at der foreligger psykisk chikane«, at politikken vedrørende bekæmpelse af chikane er et nyt værktøj, der kan anvendes af de ansatte ved institutionerne, og som skal sikre, at formodede ofre og eventuelle vidner kan nyde institutionens beskyttelse. Det er for at varetage dette beskyttelseshensyn, at det af punkt 4.1.1, nr. i), i meddelelsen om psykisk chikane under overskriften »Hasteforanstaltninger« fremgår, at »disse foranstaltninger tilsigter at adskille de pågældende parter og skal ikke forveksles med mobilitetspolitikken«, at »betroede personer og ombudsmanden kan foreslå sådanne foranstaltninger over for ansættelsesmyndigheden«, og at »[f]or så vidt angår foreløbige forholdsregler afhænger denne udsendelse ikke af, at der er en ledig stilling«. Det fremgår endvidere af denne bestemmelse, at »[n]ævnte foranstaltninger, som skal tage hensyn til særlige situationer, kan være omgående, og om nødvendigt, endelige«, og at »de har til formål at give det formodede offer mulighed for at komme sig ved at hjælpe vedkommende til at komme på afstand af tingene«.

89      Det følger af disse bestemmelser, at tanken med meddelelsen om psykisk chikane, der efterfølgende blev annulleret og erstattet ved K(2006) 1264/3, var, at administrationen ikke skal afvente, at en konfliktsituation antager vedvarende karakter, men derimod skride ind med den nødvendige fasthed og reagere på en ansøgning om bistand så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, og i givet fald at vedtage enhver nødvendig adskillelsesforanstaltning. Kommissionen kan i denne henseende ikke med føje henvise til anvendelsen af verbet »kunne« i meddelelsen om psykisk chikane som begrundelse for, at Kommissionen under alle omstændigheder frit kunne vurdere, om det på baggrund af de konkrete omstændigheder i sagen var nødvendigt af træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning. Inden for rammerne af denne meddelelse skal verbet »kunne« nemlig forstås således, at administrationen har ret til at træffe en forebyggende adskillelsesforanstaltning med virkning for hele den periode, som den administrative undersøgelse varer, idet denne undersøgelse skal gøre det muligt at fastlægge de faktiske omstændigheder og på baggrund heraf tage endelig stilling. Verbet »kunne« påvirker derimod ikke den omstændighed, at det er nødvendigt at sikre den effektive virkning af beskyttelsespligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, og at administrationen derfor, når disse betingelser vedrørende de faktiske omstændigheder er opfyldt, kan have pligt til at træffe en forebyggende adskillelsesforanstaltning.

90      Det må således på baggrund af artikel 24, stk. 1, i meddelelsen om psykisk chikane fastslås, at på det tidspunkt, hvor den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand fremkom, var administrationen forpligtet til at yde bistand til enhver tjenestemand, der anmodede herom i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 1, ved at vedtage en forebyggende, midlertidig adskillelsesforanstaltning, dels såfremt den rådede over oplysninger, på grundlag af hvilke den fik mistanke om eller med rimelighed burde have fået mistanke om, at tjenestemanden var udsat for handlinger, der er omfattet af vedtægtens artikel 24, stk. 1, såsom psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3 (jf. i denne retning dommen i sagen Lo Giudice mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 153), dels såfremt denne foranstaltning var nødvendig for at beskytte den berørte persons helbred og sikkerhed, navnlig i forhold til risikoen for en gentagelse af sådanne handlinger (jf. i denne retning dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 55, og i denne retning og analogt Rettens dom af 3.3.2004, sag T-48/01, Vainker mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 197, præmis 92 og 93).

91      Selv om Kommissionen af de grunde, der er nævnt i præmis 40-45 ovenfor, i det foreliggende tilfælde fejlagtigt har antaget, at Personaleretten burde have undersøgt, om den åbenbart og groft i det foreliggende tilfælde havde overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen i det væsentligste kritiserer Personaleretten for at have begået en retlig fejl og tilsidesat begrundelsespligten ved at annullere den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, for så vidt som det derved blev afvist at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, uden at tage hensyn til den skønsbeføjelse, som Kommissionen har i forbindelse med vedtagelsen af en sådan foranstaltning.

92      Det bemærkes indledningsvis, at de midlertidige adskillelsesforanstaltninger, der vedtages på grundlag af vedtægtens artikel 24, stk. 1, har til formål at virke forebyggende og beskytte helbredet og sikkerheden for den tjenestemand, der formodes at have været udsat for en af de handlinger, der er nævnt i denne bestemmelse. I overensstemmelse med dette beskyttelseshensyn afhænger sådanne foranstaltninger ikke af, at der er en ledig stilling inden for tjenesten, som det med rette fremgår af meddelelsen om psykisk chikane. Disse bistandsforanstaltninger kan således ikke sidestilles med afgørelser om omplacering i tjenestens interesse i henhold til vedtægtens artikel 7, stk. 1. Sådanne afgørelser har til formål at sikre tjenestens funktion, selv når de begrundes i det interne modsætningsforhold mellem de ansatte, og er derfor omfattet af det vide skøn, som institutionerne efter Domstolens praksis har ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker med respekt af overensstemmelsen mellem stilling og lønklasse (jf. Domstolens dom af 12.11.1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. I, s. 5863, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det står således tilbage at undersøge, om Personaleretten i overensstemmelse med den i præmis 86 ovenfor nævnte retspraksis tog stilling til, om Kommissionen holdt sig inden for rimelige grænser og ikke åbenbart fejlagtigt udøvede sin skønsbeføjelse ved ikke at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, for så vidt som de faktiske forudsætninger, der er nævnt i præmis 90 ovenfor, og hvorefter Kommissionen har pligt til at træffe en sådan foranstaltning, var opfyldt.

94      Efter at Personaleretten i den appellerede doms præmis 208 havde redegjort for de faktiske omstændigheder, som blev påtalt i ansøgningen om bistand, og anført »at blandt de mange bilag, som sagsøgeren vedlagde sin ansøgning om bistand, fandtes en liste over personer, som ifølge sagsøgeren kunne bekræfte, at den hævdede psykiske chikane pågik«, fastslog den i den appellerede doms 209, at »betydningen og alvoren af de […] faktiske omstændigheder […] viser således, om ikke, at der forelå psykisk chikane, så forelå der i det mindste en »mistanke om psykisk chikane« i den i meddelelsen om psykisk chikane omhandlede forstand, som pålægger Kommissionen at træffe »adskillelsesforanstaltninger«, inden den foretager en undersøgelse og efterprøver det faktiske indhold af sagsøgerens klagepunkter«. Personaleretten fastslog derfor i den appellerede doms præmis 214, at den stiltiende afvisning, hvorved Kommissionen afslog at træffe en adskillelsesforanstaltning, var ulovlig og derfor skulle annulleres. Dette afspejles i vurderingen i den appellerede doms præmis 196, hvoraf det fremgår, at »Kommissionen, selv inden den tog endelig stilling til […] ansøgning[en om bistand], havde pligt til at vedtage visse retsakter, i det mindste foreløbige«. I den appellerede doms præmis 250 og 253 fastslog Personaleretten, at Fællesskabet havde pådraget sig ansvar navnlig som følge af »Kommissionens afvisning af at træffe midlertidige foranstaltninger og den forsinkelse, hvormed den administrative undersøgelse blev indledt«, idet denne adfærd forvoldte en »ikke-økonomisk skade«, der bragte sagsøgeren i »en usikker og vanskelig situation, idet hun kunne befrygte, at Kommissionen ikke tog hendes ansøgning om bistand i betragtning, og at den ulovlige adfærd, hun indtil da havde været udsat for fra institutionens side, kunne fortsætte«. I den appellerede doms præmis 254 fastslog Personaleretten derfor, at denne ikke-økonomiske skade var blevet behørigt erstattet ved at »pålægge Kommissionen at betale [Q] et beløb på 15 000 EUR«.

95      Det fremgår klart af den appellerede doms præmis 250, at Personaleretten kun som begrundelse for at fastslå, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde havde pligt til at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, anførte, at der forelå »mistanke om psykisk chikane« i den i meddelelsen om psykisk chikane omhandlede forstand.

96      Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede doms præmis 207-214 og 250, at Personaleretten undersøgte, som den i medfør af den i præmis 98 ovenfor nævnte regel var retligt forpligtet til, om det var nødvendigt at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning for at beskytte Q’s helbred og sikkerhed, så længe den administrative undersøgelse varede.

97      Personaleretten begik under disse omstændigheder en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 209 og 211 at fastslå, at Kommissionen havde pligt til at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning uden at undersøge, om en sådan foranstaltning i det konkrete tilfælde var nødvendig for at beskyttelse Q’s helbred og sikkerhed, så længe den administrative undersøgelse varede.

98      I overensstemmelse med retspraksis fører den omstændighed, at førsteinstansen har begået en retlig fejl, ikke til, at den af førsteinstansen afsagte dom bliver ugyldig, såfremt domskonklusionen er berettiget af andre grunde (jf. Domstolens dom af 10.12.2002, sag C-312/00 P, Kommissionen mod Camar og Tico, Sml. I, s. 11355, præmis 57, og af 30.9.2003, sag C-93/02 P, Biret International mod Rådet, Sml. I, s. 10497, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). Ved en sådan ændring af begrundelsen kan appelinstansen tage hensyn til de faktiske omstændigheder, som blev fastlagt af førsteinstansen (dommen i sagen Biret International mod Rådet, præmis 60-66).

99      Det fremgår i denne henseende for det første af den appellerede doms præmis 41, at institutionens rådgivende læge efter at have foretaget en lægeundersøgelse af Q i en udtalelse af 7. maj 2004 anførte, at Q var »egnet til at arbejde fuldtids fra den 10. [maj] 2004«, men at »en anden stilling ville være ønskelig for [Q’s] helbred«. Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 54, at »[d]en psykiater, som lægetjenesten havde betroet at foretage en psykiatrisk evaluering af [Q], i sin erklæring [af 18. maj 2004 understregede], at »[d]a problemet er af social karakter (en konflikt inden for [i]nstitutionen), skal løsningen findes på det sociale plan (en resocialisering i et andet generaldirektorat)«. Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 69, at »det ved den lægeundersøgelse, som [Q] var blevet pålagt at gennemgå [den 6. september 2004] efter indleveringen af lægeattesten for perioden fra den 28. august til den 25. september 2004, [blev] konkluderet, at Q var »egnet [til] fuldtidsarbejde i dag«, men den bemærkning, som psykiateren havde formuleret den 18. maj 2004, da han undersøgte [Q], blev imidlertid gentaget, hvorefter »en anden stilling [ville være] ønskelig for [Q’s] helbred«. Det fremgår endelig af den appellerede doms præmis 73, at »den uafhængige læge, der var blevet valgt efter Q’s ansøgning om en uafhængig undersøgelse [...], fastslog som konklusion på sin medicinsk-psykologiske undersøgelsesrapport af 6. oktober 2004, at »[hun var] egnet til at genoptage arbejdet, men i et andet [GD]«, og præciserede, at hvis »[hun] genoptager sit tidligere arbejde, [vil] dette kun genoplive den oplevede psykiske chikane og destabilisere [hende]«. Det fremgår således af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i den appellerede dom, at det i en række lægelige udtalelser og erklæringer blev fastslået, at det var nødvendigt at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning for at beskytte Q’s helbred, og dette allerede inden administrationen indledte den administrative undersøgelse for at undersøge, om Q faktisk blev udsat for psykisk chikane, og eventuelt vedtog endelige foranstaltninger med henblik på at straffe de personer, der havde udøvet den psykiske chikane, eller subsidiært at pålægge dem at erstatte de skadevoldende konsekvenser af deres handlinger.

100    I lyset af de udtalelser og erklæringer, som er afgivet af personer, der ved deres lægelige vurderinger kan binde Kommissionens beslutningsbeføjelse, må det fastslås, at det i det mindste fra den 6. oktober 2004 var nødvendigt at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning for at sikre en umiddelbar beskyttelse af Q’s helbredstilstand. I det foreliggende tilfælde var de faktiske betingelser opfyldt, på grundlag af hvilke det kan fastslås, at administrationen på tidspunktet for den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand havde pligt til i forebyggende øjemed at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, som nævnt i præmis 98 ovenfor. Kommissionen holdt sig således ikke inden for rimelige grænser og misbrugte derfor sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde ved ikke midlertidigt at fjerne Q fra GD »Personale og Administration« eller fra enheden D 2 under nævnte GD, hvor hun gjorde tjeneste, selv om en sådan foranstaltning var nødvendig for at beskytte hendes helbred.

101    Det følger heraf, at Personaleretten til trods for den retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med i denne henseende, med føje i punkt 1 og 2 i den appellerede doms konklusion kunne fastslå, at den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand skulle annulleres, for så vidt som det derved blev afslået at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, og at Kommissionen skulle betale erstatning til Q for de skadelige konsekvenser af dette afslag.

102    De klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det andet anbringende om tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd for, at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, og vedtægtens artikel 7 og 24 må derfor forkastes som irrelevante.

103    Der skal dernæst foretages en undersøgelse af det klagepunkt, der er fremsat i forbindelse med det andet anbringende om, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 251 tilsidesatte betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd for, at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold ved at fastslå, at administrationen havde udvist en ulovlig adfærd ved ikke i rette tid at indlede den administrative undersøgelse, uden at tage hensyn til, at fristen for at indlede den nævnte undersøgelse var begrundet i nødvendigheden af at sikre undersøgelsens upartiskhed.

104    Personaleretten har i den appellerede doms præmis 251 anført, »at den administrative undersøgelse [endnu ikke var indledt] på den dato, den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand fremkom, […] eftersom det først var den 8. september 2004, at høringskonsulenten modtog mandatet fra Kommissionens generalsekretær til at foretage en sådan undersøgelse, og de første høringer, som han foretog, først påbegyndtes i oktober 2004«. Personaleretten fastslog i den appellerede doms præmis 253, at der skulle ydes erstatning for den ikke-økonomiske skade, som forsinkelsen havde forvoldt, og at skaden var blevet behørigt erstattet ved at »pålægge Kommissionen at betale sagsøgeren et beløb på 15 000 EUR«.

105    Administrationen har i medfør af bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, pligt til at skride ind så hurtigt, som forholdene tillader det, navnlig ved at indlede en administrativ undersøgelse i samarbejde med klageren med henblik på at fastslå de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for klagen (dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 42 og 53). Det er imidlertid ikke ifølge denne retspraksis udelukket, at der kan foreligge en objektiv begrundelse for at forsinke iværksættelsen af den nævnte undersøgelse, som bl.a. består i hensyn til behovet for at tilrettelægge undersøgelsen (jf. i denne retning dommen i sagen Campogrande mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 56).

106    Det fremgår i det foreliggende tilfælde af den appellerede doms præmis 40, at Q i ansøgningen om bistand anmodede om, at der blev indledt en administrativ undersøgelse ved en »neutral instans« uden for GD »Personale og Administration« og dermed uafhængig af IDOC. Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 59, at ved skrivelse af 11. juni 2004 anførte direktøren over for Kommissionens generalsekretær, at »det forekom ham hensigtsmæssigt, henset til sagsøgerens beskyldninger mod alle overordnede i GD »Personale og Administration«, herunder generaldirektøren, at Kommissionens generalsekretær udførte ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med den administrative undersøgelse, og at en person uden for GD »Personale og Administration« blev udpeget som »høringskonsulent« for at lede undersøgelsen«. Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 64, at »Kommissionens generalsekretær [den 1. juli 2004 meddelte] direktøren for IDOC, at han accepterede at udføre ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med den påtænkte administrative undersøgelse og præciserede navnet på den høringskonsulent, han havde valgt til at lede undersøgelsen«. Det fremgår endelig af den appellerede doms præmis 71, at »i et notat af 8. september 2004 fik den høringskonsulent, som Kommissionens generalsekretær havde udpeget i forbindelse med den administrative undersøgelse, som sagsøgeren havde anmodet om, mandat til at »fastlægge det faktiske indhold af de formulerede påstande, navnlig for så vidt angår adfærden hos den eller de tjenestemænd, hvis navne er omtalt i sagsakterne, og således give mulighed for at vurdere situationens faktiske indhold og de følger, der i givet fald skal drages heraf«.

107    Personaleretten har imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde undersøgt, om den omhandlede forsinkelse var begrundet i behovet for at lade en »neutral instans« tilrettelægge den administrative undersøgelse, som Q havde fremsat ønske om i ansøgningen om bistand, og overlade undersøgelsen til en høringskonsulent, som undtagelsesvis er udpeget uden for GD »Personale og Administration«, og ikke til IDOC, som normalt gennemfører sådanne undersøgelser.

108    Ved ikke at have foretaget de vurderinger, som den retligt set havde pligt til at foretage, har Personaleretten ikke anført det retlige grundlag for den appellerede dom, for så vidt som den har pålagt Kommissionen at betale Q erstatning som følge af den forsinkelse på ca. fire måneder, der forløb inden iværksættelsen af den administrative undersøgelse.

109    Det andet anbringende skal derfor tages til følge og punkt 2 i den appellerede doms konklusion annulleres, for så vidt som Kommissionen derved pålægges at betale Q erstatning som følge forsinkelsen i forbindelse med iværksættelsen af den administrative undersøgelse. Eftersom Personaleretten, som det fremgår af den appellerede doms præmis 250-254, ikke har sondret mellem den erstatning, der af denne grund skal betales til Q, og den erstatning, der skal betales som følge af Kommissionens undladelse af at iværksætte en midlertidig adskillelsesforanstaltning, annulleres punkt 2 i domskonklusionen, i det omfang Kommissionen derved pålægges at betale Q et beløb på 15 000 EUR, for så vidt som dette beløb er en erstatning for den af Q lidte ikke-økonomiske skade som følge af den angivelige forsinkelse med iværksættelsen af den administrative undersøgelse.

110    På baggrund af ovenstående betragtninger skal hovedappellen delvist tages til følge og i øvrigt forkastes.

 Kontraappellen

111    Kontraappellen, der er anlagt i henhold til procesreglementets artikel 142, stk. 2, har til formål at opnå annullation af den appellerede dom, for så vidt som Personaleretten i første instans derved forkastede påstandene om annullation af KUR 2003 og erstatning for den yderligere skade, der skyldtes den stiltiende afvisning af anmodningen om at iværksætte endelige og passende foranstaltninger med henblik på at straffe de personer, der havde udøvet den påståede psykiske chikane, eller subsidiært at pålægge dem at erstatte de skadevoldende konsekvenser af deres handlinger.

112    Q har til støtte for kontraappellen anført ni anbringender. De første otte er rettet mod den appellerede dom, for så vidt som Personaleretten i første instans forkastede påstandene om erstatning for den yderligere skade, der skyldtes den stiltiende afvisning af at iværksætte endelige og passende foranstaltninger med henblik på at straffe de personer, der havde udøvet den påståede psykiske chikane, eller subsidiært at pålægge dem at erstatte de skadevoldende konsekvenser af deres handlinger. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12 a, stk. 3. Det andet anbringende vedrører en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, der er nævnt i ansøgningen om bistand, i lyset af vedtægtens artikel 12 a, stk. 3. Det tredje anbringende vedrører en urigtig fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, som førte til en retlig fejl ved fastlæggelsen af sagens genstand. Det fjerde anbringende vedrører en urigtig gengivelse af visse af de beviser, der blev fremført for førsteinstansen. Det femte anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af meddelelsen om psykisk chikane. Det sjette anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita og dermed overskride grænserne for Personalerettens beføjelser. Det ottende anbringende vedrører en forkert fortolkning af to administrative notater. Det niende anbringende er rettet mod den appellerede dom, for så vidt som påstandene om annullation af KUR 2003 derved blev forkastet. Anbringendet vedrører en retlig fejl ved fastlæggelsen af den berettigede interesse i at nedlægge påstand om annullation af KUR 2003.

113    Kommissionen har anført, at den for at kunne tage stilling til kontraappellen er nødt til at tage stilling til den fortolkning af begrebet psykisk chikane i artikel 12 a, stk. 3, som Personaleretten har anlagt i den appellerede dom. Kommissionen har anført, at Personalerettens fortolkning er behæftet med en række retlige fejl. Q har afvist Kommissionens bemærkninger i denne henseende.

114    Af retsplejehensyn undersøges først det femte anbringende, dernæst det ottende anbringende og derefter foretages en samlet undersøgelse af det første, det andet, det tredje, det fjerde og det sjette anbringende samt Kommissionens og Q’s bemærkninger vedrørende begrebet psykisk chikane i vedtægtens artikel 12 a, stk. 3. Derefter undersøges det syvende anbringende, og endelig undersøges det niende anbringende.

 Kontraappellens femte anbringende om Kommissionens tilsidesættelse af meddelelsen om psykisk chikane

 Parternes argumenter

115    Q har anført, at Kommissionen har tilsidesat punkt 2.2 og 4.1 i meddelelsen om psykisk chikane, eftersom ingen af hendes overordnede traf foranstaltninger for at bringe den psykiske chikane, som hun havde påtalt i ansøgningen om bistand, til ophør.

116    Kommissionen har anført, at det femte anbringende åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling. Q har ikke præciseret, hvilke retlige fejl Personaleretten har begået i den appellerede dom, idet Q kun har gentaget de argumenter, som hun fremsatte til støtte for søgsmålet i første instans. Under alle omstændigheder anlagde Personaleretten en for Q fordelagtig fortolkning af meddelelsen om psykisk chikane.

117    Q har nedlagt påstand om, at Kommissionens formalitetsindsigelse mod det femte anbringende skal forkastes, idet den retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med, er tilstrækkeligt præciseret i kontraappellen.

 Rettens bemærkninger

118    Det følger af de i præmis 24 ovenfor anførte bestemmelser, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. Rettens kendelse af 10.3.2008, sag T-233/07 P, Lebedef-Caponi mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

119    Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for førsteinstansen, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som denne instans udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for førsteinstansen fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for appelinstansens kompetence (jf. bl.a. kendelsen i sagen Lebedef-Caponi mod Kommissionen, nævnt i præmis 118 ovenfor, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

120    Q har med det femte anbringende påberåbt sig, at Kommissionen og ikke Personaleretten har begået en retlig fejl, eftersom hun har anført, at »Kommissionen har tilsidesat punkt 2.2 i meddelelsen om psykisk chikane«, eller at »Kommissionen endvidere har tilsidesat punkt 4.1 i samme meddelelse«.

121    Kommissionens formalitetsindsigelse skal således tages til følge, og det femte anbringende skal derfor afvises.

 Kontraappellens ottende anbringende om en urigtig fortolkning af de to administrative notater

 Parternes argumenter

122    Q har anført, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at anlægge en urigtig fortolkning af de to administrative notater, der fremgår af sagsakterne. For det første anlagde Personaleretten en urigtig fortolkning af notatet af 1. juli 2004 fra generalsekretæren til IDOC’s direktør, idet den fastslog, at generelsekretæren i dette notat informerede IDOC’s direktør om, at han accepterede at udføre ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med den administrative undersøgelse. Generelsekretæren gav imidlertid i notatet rent faktisk udtryk for, at han accepterede at udføre ansættelsesmyndighedens arbejde i forbindelse med institutionens svar på ansøgningen om bistand for at undgå, at GD »Personale og Administration« kunne kritiseres for at være partisk. For det andet anlagde Personaleretten en urigtig fortolkning af notatet af 16. september 2005, som generaldirektøren for GD »Personale og Administration« fremsendte til Personaleretten, idet den fastslog, at notatet indeholdt en udtrykkelig afgørelse fra ansættelsesmyndigheden om at afslå ansøgningen om bistand. Dette notat hidrørte imidlertid ikke fra Kommissionens generalsekretær, der alene udførte ansættelsesmyndighedens arbejde, og der var heller ikke vedlagt nogen afgørelser, hvilket indebar, at ansættelsesmyndigheden ikke havde truffet nogen udtrykkelig afgørelse vedrørende ansøgningen om bistand.

123    Kommissionen har heroverfor anført, at de præmisser i den appellerede dom, som bestrides med det ottende anbringende, indgår i fremstillingen af tvistens faktiske omstændigheder og ikke den del af dommen, der vedrører »retlige bemærkninger«. Dette anbringende bør i øvrigt afvises, da det ikke er præciseret, hvilke retlige fejl Personaleretten angiveligt har begået.

124    Q har nedlagt påstand om, at Kommissionens formalitetsindsigelse mod det ottende anbringende skal forkastes, idet den retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med, er tilstrækkeligt præciseret i kontraappellen.

 Rettens bemærkninger

125    Som tidligere anført i præmis 118 ovenfor, skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

126    Q har ikke i det foreliggende tilfælde i sine indlæg identificeret nogen retlige fejl i den appellerede doms konklusion, der skyldes en urigtig fortolkning af indholdet af de to notater, der er nævnt i den appellerede doms præmis 64 og 86, og som indeholder en kort fremstilling af »tvistens faktiske omstændigheder«, som en dom skal indeholde i henhold til procesreglementets artikel 81, tiende led.

127    Kommissionens formalitetsindsigelse skal således tages til følge, og det ottende anbringende skal derfor afvises.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12 a, stk. 3, det andet anbringende om en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, der er nævnt i ansøgningen om bistand i lyset af vedtægtens artikel 12 a, stk. 3, det tredje anbringende om en urigtig fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, som førte til en retlig fejl ved fastlæggelsen af sagens genstand, det fjerde anbringende om en urigtig gengivelse af visse af de beviser, der blev fremført for førsteinstansen, og det sjette anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

128    Det første, det andet, det tredje, det fjerde og det sjette anbringende samt Kommissionens og Q’s bemærkninger vedrørende begrebet psykisk chikane i vedtægtens artikel 12 a, stk. 3, er rettet mod de præmisser i den appellerede dom, navnlig den appellerede doms præmis 189 og 236, hvorved Personaleretten som anført i den appellerede doms præmis 147 tog stilling til »[Q’s] klagepunkt om psykisk chikane« og fastslog i den appellerede doms præmis 189, at Q’s påstand om, »at hun har været offer for psykisk chikane, ikke er begrundet« og derfor ikke kunne opnå erstatning som følge heraf. Dette er ikke af betydning for det forhold, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 236 og 238-242 fastslog, at visse af de faktiske omstændigheder, som Q påberåbte sig til støtte for ansøgningen om bistand, samlet set viste, at Kommissionen havde begået en tjenstlig fejl ved til en vis grad at have tilsidesat sin omsorgspligt, og tilkendte Q erstatning for den ikke-økonomiske skade, som blev forvoldt ved den nævnte fejl, idet den havde bidraget til at isolere Q inden for hendes enhed, men ikke den økonomiske skade, der svarede til den erhvervssygdom, som den samme fejl havde forvoldt, eftersom det var for tidligt at tage stilling til en sådan erstatning, da proceduren for anerkendelse af den erhvervsmæssige oprindelse af den sygdom, som Q led af, fortsat var verserende, og idet det ikke var muligt at fastslå, om hele den økonomiske skade, som Q havde lidt, kunne erstattes i henhold til risikodækningen for ulykker og erhvervssygdomme.

129    Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efterprøve, om en sag skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt.

130    Da spørgsmålet, om betingelserne for antagelse af en sag til realitetsbehandling i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 er opfyldt, er en ufravigelig procesforudsætning, tilkommer det i givet fald Unionens retsinstanser at undersøge dem ex officio (jf. Rettens dom af 8.6.2009, sag T-498/07 P, Krcova mod Domstolen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis), forudsat at de har opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende (jf. i denne retning dommen i sagen M mod EMEA, fornyet prøvelse, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

131    Eksistensen af en akt indeholdende klagepunkter i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, er en forudsætning for, at en sag anlagt af tjenestemænd mod den institution, i hvilken de er ansat, kan antages til realitetsbehandling (jf. Rettens dom af 13.7.1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 799, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens kendelse af 25.3.2003, sag T-243/02, J mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 99, og II, s. 253, præmis 30).

132    For at kunne vurdere, om den psykiske chikane, som er påtalt i ansøgningen om bistand, havde fundet sted, lagde Personaleretten i den appellerede doms præmis 118 og 119 den nødvendige antagelse til grund, at søgsmålet vedrørte en akt, der indeholdt et klagepunkt, og som bestod i ansættelsesmyndighedens stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand, for så vidt som den derved havde undladt at fastslå, at den påståede psykiske chikane faktisk havde fundet sted.

133    Den nødvendige antagelse, som Personaleretten baserede sig på for at fastslå, at den påståede psykiske chikane havde fundet sted, er imidlertid urigtig, som det fremgår af Personalerettens egne konstateringer senere i den appellerede dom.

134    Personaleretten fastslog nemlig for det første i den appellerede doms præmis 117, at der i søgsmålet i første instans skulle anses at være nedlagt påstand om »annullation af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand«, »annullation af KUR 2003«, og »at Kommissionen dømmes til at betale Q erstatning«.

135    Det fremgår bl.a. af den appellerede doms præmis 196, at Personaleretten kun anså den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand for at være en akt, der indeholdt et klagepunkt imod Q, for så vidt som det derved blev afslået »at vedtage visse retsakter, i det mindste foreløbige [i den periode, som var nødvendig for at gennemføre den administrative undersøgelse]«. Personaleretten konstaterede således ikke, at der forelå en akt, som indeholdt et klagepunkt, og som indebar en undladelse af at fastslå, at den psykiske chikane, som var påtalt i ansøgningen om bistand, faktisk havde fundet sted, selv om den i den appellerede doms præmis 118 og 119 lagde den nødvendige antagelse til grund, at en sådan psykisk chikane havde fundet sted for at kunne tage stilling til »[Q’s] klagepunkt om psykisk chikane«.

136    Under alle omstændigheder skal der i det foreliggende tilfælde tages hensyn til, at Q i ansøgningen om bistand anmodede om, at der blev iværksat en administrativ undersøgelse med henblik på at fastslå, at hun faktisk havde været udsat for den psykiske chikane, som hun påtalte i ansøgningen om bistand, og at hun opfordrede Kommissionen til at overlade undersøgelsen til en »neutral instans« og ikke IDOC, der sædvanligvis er det organ, som har beføjelse til at gennemføre sådanne undersøgelser. Det fremgår af den appellerede doms præmis 198, 199 og 251, at administrationen imødekom denne anmodning, inden søgsmålet blev anlagt den 4. juli 2005, og at den iværksatte den administrative undersøgelse den 8. september 2004, som blev gennemført i perioden fra oktober 2004 til den 21. marts 2005 i henhold til de regler for administrative undersøgelser, der er fastsat i bilag IX til vedtægten, og som er vedtaget på grundlag af vedtægtens artikel 86, stk. 3.

137    En undersøgelsesprocedure, der gennemføres i henhold til vedtægtens artikel 86, stk. 3, med henblik på at tage stilling til en tjenestemands ansøgning om bistand efter vedtægtens artikel 24, afsluttes ved, at ansættelsesmyndigheden træffer en endelig afgørelse på grundlag af undersøgelsesrapporten, som anført af Personaleretten i den appellerede doms præmis 196, og som det endvidere fremgår af artikel 3 i bilag IX til vedtægten (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Guillot mod Kommissionen, nævnt i præmis 84 ovenfor, præmis 21, 22 og 36, og dom af 1.6.1983, forenede sager 36/81, 37/81 og 218/81, Seton mod Kommissionen, Sml. s. 1789, præmis 29-31). Tjenestemandens retlige stilling påvirkes med virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes (jf. endvidere i denne retning og analogt hvad angår en procedure i henhold til vedtægtens artikel 73 dommen i sagen L mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 123).

138    For så vidt som der i ansættelsesmyndighedens endelige afgørelse henvises til konklusionen i den administrative undersøgelsesrapport, der er udarbejdet efter, at den stiltiende afgørelse fremkom og i hvilken forbindelse den berørte tjenestemands påstande om psykisk chikane er blevet nøje undersøgt på grundlag af de dokumenter og vidneudsagn, som er blevet fremlagt eller indhentet i forbindelse med undersøgelsen, skal denne afgørelse ikke anses for en rent bekræftende afgørelse af den stiltiende afgørelse, men for en afgørelse, der efter administrationens fornyede prøvelse af sagen træder i stedet for den stiltiende afgørelse (jf. i denne retning dommen i sagen Lo Giudice mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 47 og 48).

139    I det foreliggende tilfælde fremgår det af den appellerede doms præmis 86, at »ansættelsesmyndigheden udtrykkeligt [ved skrivelse af 16. september 2005 til Q afviste Q’s] ansøgning om bistand, idet den på grundlag af konklusionerne i den administrative undersøgelse var af den opfattelse, at påstandene om psykisk chikane var ugrundede eller ikke havde kunnet bevises. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 138 ovenfor, er ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse om endeligt at afslå ansøgningen om bistand, hvis indhold Q fik meddelelse om ved skrivelse af 16. september 2005, erstattet af den stiltiende afgørelse om at afslå ansøgningen om bistand, mens sagen blev behandlet i første instans, efter at ansættelsesmyndigheden havde foretaget en fornyet prøvelse af sagen på grundlag af konklusionerne i den administrative undersøgelse i henhold til artikel 3 i bilag IX til vedtægten.

140    Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede doms præmis 117, 196 og 197, at ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse om endeligt at afslå ansøgningen om bistand blev indbragt for Personaleretten. Det fremgår endvidere ikke af den appellerede dom, at Personaleretten har efterprøvet lovligheden af den udtrykkelige afgørelse eller blot de grunde, der var anført til støtte for afgørelsen.

141    Adspurgt herom under retsmødet oplyste Q, at den sag, som hun anlagde ved Personaleretten, bl.a. havde til formål at få efterprøvet lovligheden af den stiltiende afvisning af ansøgningen om bistand og ikke ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse om at afslå ansøgningen om bistand, hvis indhold hun fik meddelelse om ved skrivelse af 16. september 2005. Hun har ikke anført, at hun i forbindelse med sagens behandling i første instans anmodede om at få mulighed for at ændre sine påstande og anbringender som følge af, at den stiltiende afvisning blev erstattet af den udtrykkelige afgørelse (jf. i denne retning Rettens dom af 26.10.2004, sag T-55/03, Brendel mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 721, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen har anført, at ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse om at afslå ansøgningen om bistand udgør en akt, der indeholder et klagepunkt imod Q, for så vidt som ansættelsesmyndigheden derved afslog at fastslå, at den psykiske chikane, som hun havde påtalt i ansøgningen om bistand, havde fundet sted, på grundlag af konstateringerne i den administrative undersøgelse. Kommissionen har endvidere anført, at Personaleretten i den appellerede dom traf en selvstændig afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den påberåbte psykiske chikane havde fundet sted.

142    Det følger af det ovenstående, at da der ikke ved Personaleretten er anlagt en sag til prøvelse af lovligheden af ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse om at afslå ansøgningen om bistand, hvis indhold Q fik meddelelse om ved skrivelse af 16. september 2005, har Personaleretten overskredet grænserne for den domstolskontrol, den er beføjet til at udøve, ved reelt at sætte sig selv i administrationens sted, idet den i den appellerede doms præmis 147 og 189 tog stilling til [Q’s] klagepunkt om psykisk chikane (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.4.2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 44 og 50), og fastslog i samme doms præmis 189, at Q’s påstand om, at hun havde været offer for psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12 a, stk. 3, ikke var begrundet (jf. i denne retning Rettens dom af 16.5.2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. Sml. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 14-16, og dommen i sagen Lo Giudice mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 54-56).

143    Uden at det er fornødent at undersøge det første, det andet, det tredje, det fjerde og det sjette anbringende, skal den appellerede dom ophæves, for så vidt som Personaleretten derved tog stilling til »[Q’s] klagepunkt om psykisk chikane« og fastslog, at Q’s påstand om, at hun havde været offer for psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12 a, stk. 3, ikke var begrundet.

 Det syvende anbringende om tilsidesættelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita og dermed overskride grænserne for Personalerettens beføjelser

 Parternes argumenter

144    Q har anført, at Personaleretten har truffet afgørelse ultra petita og dermed overskredet grænserne for sine egne beføjelser ved i den appellerede doms præmis 241 at have forkastet hendes påstand om økonomisk erstatning for det tab af vederlag, hun led, idet hun blev afskediget med pension uden ansøgning på grund af uarbejdsdygtighed som følge af den psykiske chikane, der er påtalt i ansøgningen om bistand. Personaleretten baserede nemlig sin vurdering på det notat, som hun indgav den 17. oktober 2005, hvorved hun ansøgte om, at den erhvervsmæssige oprindelse af det »angst-depressive syndrom«, som hun mente at være ramt af, blev anerkendt i henhold til vedtægtens artikel 73, selv om sagens parter åbenbart ikke havde indleveret dette notat til Personaleretten, og selv om det ikke havde været genstand for en kontradiktorisk behandling.

145    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det syvende anbringende skal forkastes som åbenbart ugrundet.

 Rettens bemærkninger

146    Q har ikke anført, at Personaleretten i det foreliggende tilfælde har foretaget en urigtig gengivelse af de sagsakter i førsteinstansen, der er omhandlet i den appellerede doms præmis 241.

147    Q har alene anført, at selv om det fremgik af de sagsakter i førsteinstansen, at hun havde anmodet om iværksættelse af proceduren for anerkendelse af den erhvervsmæssige oprindelse af hendes sygdom, kunne Personaleretten ikke tage hensyn til denne faktiske omstændighed ved afgørelsen om at forkaste hendes erstatningspåstand, for så vidt som der derved var nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske skade, hun led, idet hun blev afskediget med pension uden ansøgning på grund af uarbejdsdygtighed, eftersom denne faktiske omstændighed og dens betydning for, om erstatningspåstanden kunne antages til realitetsbehandling, ikke specifikt blev påberåbt af parterne og drøftet for Personaleretten.

148    Det fremgår af den appellerede doms præmis 232 og 233, at spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om den omtvistede erstatning blev fremsat for tidligt og således ikke kunne antages til realitetsbehandling, ikke blev påberåbt af Kommissionen og heller ikke blev drøftet af parterne i første instans.

149    Det bemærkes imidlertid, at eftersom spørgsmålet, om betingelserne for antagelse af en sag til realitetsbehandling i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 er opfyldt, er en ufravigelig procesforudsætning, tilkommer det i givet fald Unionens retsinstanser i overensstemmelse med den i præmis 130 ovenfor anførte retspraksis at undersøge dem ex officio.

150    Personaleretten kan endvidere ikke kritiseres for at have fastslået de faktiske omstændigheder i forbindelse med, at den ex officio undersøgte betingelserne for at antage en erstatningspåstand, der er fremsat inden for rammerne af et sådant søgsmål, til realitetsbehandling, når de faktiske omstændigheder fremgår af de sagsakter, som parterne har indleveret med henblik på, at Personaleretten skal tage stilling til påstanden.

151    Q kan således ikke med føje kritisere Personaleretten for at have truffet afgørelse ultra petita og dermed overskredet grænserne for sine egne beføjelser ved i den appellerede doms præmis 241 at fastslå ex officio, efter at have foretaget en række faktiske konstateringer på grundlag af sagsakterne, at påstanden om den omtvistede erstatning ikke kunne antages til realitetsbehandling.

152    Det syvende anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det niende anbringende om en retlig fejl ved fastlæggelsen af den berettigede interesse i at nedlægge påstand om annullation af KUR 2003

 Parternes argumenter

153    Q har anført, at Personaleretten har begået en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 227 at forkaste hendes påstande om annullation af KUR 2003, for så vidt som dette er i strid med Domstoles faste praksis, hvorefter en tjenestemand, der er blevet varigt og totalt invalid, bevarer en retlig interesse i at anfægte sin karriereudviklingsrapport. Der skal således, som Domstolen har gjort, sondres mellem den situation, hvor en tjenestemand afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, og den situation, hvor en tjenestemand, der har nået pensionsalderen, tager sin afsked eller bliver afskediget. Vedtægtens artikel 53 skal endvidere sammenholdes med artikel 13 og 15 i bilag VIII til vedtægten, hvoraf fremgår, at den pågældende tjenestemands virksomhed kun er suspenderet, og at det med bestemte mellemrum, så længe han ikke er fyldt 63 år, kan undersøges, om han fortsat er ramt af invaliditet. Q har endvidere anført, at hun fortsat har en påviselig og aktuel interesse i at opnå annullation af KUR 2003 på grund af de negative udtalelser vedrørende hende, som er indeholdt deri.

154    Q har i sit supplerende processkrift henvist til et dokument, som hun oplyser ikke at have haft kendskab til på det tidspunkt, hvor hun indgav kontraappellen, nemlig et dokument, der den 26. juli 2005 er underskrevet af Kommissionens rådgivende læge, dr. D, i dennes egenskab af medlem af invaliditetsudvalget, hvoraf fremgår, at han ikke var enig i vurderingen af Q’s invaliditet og den flertalsafgørelse, som de øvrige udvalgsmedlemmer, dr. R og dr. S, traf. Henset til den rådgivende læges afvigende udtalelse er det således åbenbart, at invaliditetsudvalgets konklusioner og afgørelsen om invaliditet er behæftet med en alvorlig uregelmæssighed, som giver hende ret til at kræve, at disse akter skal erklæres for nulliteter. Den afvigende udtalelse viser, at det er muligt, at hendes helbredstilstand kan forbedres, og at det derfor ikke er udelukket, at hun kan genoptage sin tjeneste ved Kommissionen. Hun vil endvidere kunne anmode om genansættelse, hvis hun måtte finde, at hun ikke længere opfylder betingelserne for at modtage invalidepension. Personaleretten har derfor begået en retlig fejl ved at fastslå, at hun ikke længere havde en interesse i at nedlægge påstand om annullation af KUR 2003, og at det således ikke var fornødent for at tage stilling til hendes annullationspåstand i denne henseende.

155    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det niende anbringende skal forkastes som ugrundet.

 Rettens bemærkninger

156    Det følger af fast retspraksis, at en person, der er omfattet af vedtægtens anvendelsesområde, inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, kan nedlægge påstand om annullation af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 90, stk. 2, såfremt den pågældende på tidspunktet for sagens anlæggelse har en eksisterende, faktisk og tilstrækkelig klar interesse i at opnå annullation af den pågældende akt, idet den pågældende for at en sådan interesse kan anses at foreligge kan opnå en fordel ved søgsmålet (jf. i denne retning Rettens dom af 29.11.2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. Pers. I-A-2, s. 291, og II-A-2, s. 1497, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgerens søgsmålsinteresse udgør en formalitetsbetingelse, som skal vurderes på tidspunktet for sagens anlæggelse (jf. i denne retning Rettens kendelse af 28.6.2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 771, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Som det fremgår af fast retspraksis, skal en person, der er omfattet af vedtægten, for at kunne fortsætte et søgsmål, der har til formål at opnå annullation af en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, dog bevare en personlig interesse i annullation af den nævnte afgørelse (jf. Rettens dom af 24.4.2001, sag T-159/98, Torre m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 395, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Hvis der ikke foreligger en aktuel søgsmålsinteresse, er det ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sagen (jf. dommen i sagen Torre m.fl. mod Kommissionen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

157    Hvad angår en tjenestemands eller en tidligere tjenestemands interesse i at få en karriereudviklingsrapport, der vedrører tjenestemanden selv, annulleret, bemærkes, at karriereudviklingsrapporten udgør de overordnedes vurdering af den måde, hvorpå den bedømte tjenestemand har udført de arbejdsopgaver, han er blevet pålagt, og af dennes adfærd i den pågældende periode, og at karriereudviklingsrapporten uafhængigt af dens fremtidige nytte udgør et skriftligt og formelt bevis for kvaliteten af det arbejde, som tjenestemanden har udført. En sådan vurdering er ikke en simpel beskrivelse af de arbejdsopgaver, der er løst i den relevante periode, men omfatter også en vurdering af de menneskelige kvaliteter, som den bedømte person har udvist under udøvelsen af sit erhverv. Hver tjenestemand har således ret til, at hans arbejde evalueres ved en vurdering, der er behørigt udført på en retfærdig måde. Henset til princippet om ret til en effektiv domstolsprøvelse tilkommer der under alle omstændigheder tjenestemanden en ret til at anfægte sin karriereudviklingsrapport på grund af dens indhold, eller fordi den ikke er blevet udfærdiget efter vedtægtens forskrifter (Domstolens dom af 22.12.2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, Sml. I, s. 10701, præmis 43-45).

158    Selv om det er korrekt, at en tjenestemand, der af invaliditetsudvalget er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, bemærkes for det andet, at situationen for en sådan tjenestemand adskiller sig fra situationen for en tjenestemand, der har nået pensionsalderen, der har taget sin afsked, eller som er blevet afskediget, da der er tale om en afvendelig situation (dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, præmis 46). En tjenestemand, der er ramt af en sådan invaliditet, kan nemlig eventuelt en dag genoptage tjenesten ved en unionsinstitution. Den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 53 skal herved sammenholdes med de specifikke bestemmelser i artikel 13-15 i bilag VIII til vedtægten. Den pågældende tjenestemands virksomhed er kun suspenderet, idet udviklingen af hans situation ved institutionerne afhænger af den fortsatte tilstedeværelse af de omstændigheder, der har begrundet denne invaliditet, hvilket kan efterprøves med regelmæssige mellemrum (dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, præmis 47). En tjenestemand, der er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, bevarer, eftersom han kan genoptage tjenesten ved en institution, en interesse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den i præmis 156 ovenfor anførte retspraksis, i, at hans karriereudviklingsrapport udfærdiges retfærdigt, objektivt og i overensstemmelse med de almindelige bedømmelsesnormer. Hvis tjenestemanden genindtræder i tjenesten, vil karriereudviklingsrapporten være vigtig for tjenestemandens udvikling inden for sin tjenestegren eller ved unionsinstitutionerne (dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, præmis 46-51).

159    Det kan kun forholde sig anderledes i visse særlige tilfælde, hvor vurderingen af den konkrete situation, som en tjenestemand, der er anerkendt som værende ramt af invaliditet, befinder sig i, viser, at tjenestemanden ikke på noget tidspunkt vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution, navnlig henset til f.eks. de konstateringer, der foretages af det invaliditetsudvalg, der skal vurdere tjenestemandens invaliditet, og hvoraf fremgår, at den sygdom, som medførte tjenestemandens invaliditet, var uhelbredelig, og at der ikke var behov for en yderligere lægeundersøgelse (jf. i denne retning kendelsen i sagen Ross mod Kommissionen, nævnt i præmis 156 ovenfor, præmis 9 og 32), eller de forklaringer, som de berørte tjenestemænd afgiver, og hvoraf fremgår, at tjenestemanden ikke under nogen omstændigheder vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution (jf. i denne retning dommen i sagen Combescot mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 27 og 29).

160    I det foreliggende tilfælde har Personaleretten i den appellerede doms præmis 117, som Q ikke har bestridt inden for rammerne af kontraappellen, fastslået, at den af Q anlagte sag i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 bl.a. havde til formål at opnå annullation af KUR 2003. Personaleretten har i den appellerede doms præmis 218-224 anført grundene til, at den fandt, at påstanden om annullation af KUR 2003 kunne antages til realitetsbehandling på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt ved førsteinstansen. Personaleretten fastslog imidlertid i den appellerede doms præmis 225-230, at det ikke var fornødent at tage stilling til den nævnte påstand, for så vidt som Q ikke længere havde nogen interesse i at opnå annullation af KUR 2003. Som begrundelse for, at Q ikke i det foreliggende tilfælde havde nogen søgsmålsinteresse, anførte Personaleretten, »at [Q] gik på invalidepension og fik tilkendt invalideydelse ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. august 2005 med virkning fra den 31. august 2005«, at »invaliditetsudvalget [herudover var] af den opfattelse, at »der ikke [var] behov for nogen yderligere lægeundersøgelse, henset til arten af den sygdom, der har medført invaliditet«, at »ændringen af KUR 2003 […] således ikke [kan] have nogen følger for [Q’s] karriere«, og at »[Q i øvrigt] hverken [har] godtgjort eller påberåbt sig, at der foreligger en særlig omstændighed, som begrunder, at hun har bevaret en personlig og aktuel interesse i annullation [af KUR 2003]«.

161    Personaleretten kunne derfor med føje ved vurderingen af Q’s søgsmålsinteresse basere sig på invaliditetsudvalgets konklusioner, hvoraf det ifølge Personalerettens konstateringer fremgik, at alle de betingelser, der kræves for at kunne begrunde, at Q blev afskediget med pension uden ansøgning, idet hun var ramt af vedvarende invaliditet, der måtte anses for fuldstændig i henhold til artikel 13 i bilag VIII til vedtægten, kunne anses for endeligt opfyldt, dels fordi det alene tilkom invaliditetsudvalget i medfør af vedtægtens artikel 53 og 78 at tage stilling til Q’s invaliditet, dels fordi invaliditetsudvalgets konklusioner ikke var ulovlige, eftersom disse konklusioner, som det fremgår af det af Kommissionen fremlagte dokument, blev vedtaget af et flertal af udvalgsmedlemmerne, idet et enkelt medlem havde indtaget et divergerende standpunkt. Invaliditetsudvalgets afgørelser er nemlig kollegiale afgørelser, der træffes ved almindeligt flertal blandt medlemmerne.

162    Personaleretten tog imidlertid ikke hensyn til den interesse, som Q under alle omstændigheder fortsat kunne have i at anfægte KUR 2003 på grund af deres indhold, og navnlig, som det blev fastslået i den appellerede doms præmis 273, på grund af, at »KUR indeholder udtrykkeligt negative bedømmelser af [Q’s] evner«, hvilket Personaleretten retligt var forpligtet til ifølge den fortolkning af spørgsmålet om, hvornår en tjenestemand eller en tidligere tjenestemand har interesse i at opnå annullation af sin karriereudviklingsrapport, som Domstolen anlagde i dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, præmis 43-45.

163    Dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, blev ganske vist afsagt nogle få dage efter den appellerede dom. Dette kan imidlertid ikke begrunde, at Personaleretten tog stilling til, om den appellerede dom var velbegrundet hvad angår interessen i at opnå annullation af en karriereudviklingsrapport uden at tage hensyn til den fortolkning, som Domstolen har foretaget i denne henseende i dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor.

164    Den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel, belyser og præciserer i nødvendigt omfang betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt, fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før Domstolen afsiger dom, såfremt betingelserne for at anlægge sag ved de kompetente retter om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt (jf. i denne retning og analogt hvad angår den tidsmæssige virkning af de fortolkninger, som Domstolen foretager under udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer den i henhold til artikel 234 EF, Domstolens dom af 27.3.1980, sag 61/69, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 16, og af 11.8.1995, forenede sager C-367/93 – C-377/93, Roders m.fl., Sml. I, s. 2229, præmis 42). Disse principper synes at indebærer, at der kun undtagelsesvis kan foretages en begrænsning af den virkning, som Domstolens fortolkninger tillægges (dommen i sagen Denkavit italiana, præmis 17, og dommen i sagen Roders m.fl., præmis 43).

165    Det fremgår ikke af dommen i sagen Gordon mod Kommissionen, nævnt i præmis 157 ovenfor, at det var godtgjort, at der forelå omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af princippet om, at den fortolkning, som Domstolen anlagde i denne dom vedrørende spørgsmålet om interesse i at opnå annullation af en karriereudviklingsrapport, har tilbagevirkende kraft.

166    Det niende anbringende skal derfor tages til følge, og den appellerede dom ophæves, for så vidt som det derved fastslås, at det var ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af KUR 2003.

167    På baggrund af alle de ovenfor anførte betragtninger må det fastslås, at der delvist skal gives medhold i kontraappellen, og at kontraappellen i øvrigt skal forkastes.

 Hjemvisning af sagen til Personaleretten

168    Det følger af artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at såfremt Retten giver appellanten medhold, ophæver den den af Personaleretten trufne afgørelse og træffer selv afgørelse i sagen. Retten hjemviser sagen til Personaleretten til afgørelse, hvis den ikke er moden til påkendelse.

169    Eftersom Personaleretten, som det fremgår af den appellerede doms præmis 230, ikke har taget stilling til påstanden om annullation af KUR 2003, er sagen i det foreliggende tilfælde ikke moden til påkendelse i denne henseende, og den skal derfor hjemvises til Personaleretten til afgørelse for så vidt angår denne påstand.

170    Eftersom Personaleretten, som det fremgår af punkt 2 i den appellerede doms konklusion, sammenholdt med samme doms præmis 250-254, ikke har taget stilling til det beløb, som Kommissionen skal betale Q for den økonomiske skade, som Kommissionen forvoldte ved ikke at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning, er sagen endvidere ikke moden til påkendelse i denne henseende, og den skal derfor hjemvises til Personaleretten til afgørelse for så vidt angår dette beløbs størrelse.

 Sagens omkostninger

171    Da sagen hjemvises til Personaleretten, bør afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Appelafdelingen):

1)      Den af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) afsagte dom af 9. december 2008 i sag F-52/05, Q mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophæves derved, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i domskonklusionens punkt 2 tilpligtes at betale Q en godtgørelse på 500 EUR samt et beløb på 15 000 EUR, for så vidt som dette beløb er en erstatning for den af Q lidte ikke-økonomiske skade som følge af en angivelig forsinkelse i forbindelse med iværksættelsen af den administrative undersøgelse, og derved, at der med henblik på, i domskonklusionens punkt 3, i øvrigt at frifinde sagsøgte i første instans, i begrundelsens præmis 147-189 træffes afgørelse om »det af [Q] rejste klagepunkt om psykisk chikane«, og det i begrundelsens præmis 230 fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstandene om annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapporter, som blev udfærdiget henholdsvis for perioderne fra den 1. januar til den 31. oktober og fra den 1. november til den 31. december 2003.

2)      I øvrigt forkastes hovedappellen og kontraappellen.

3)      Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende påstandene om annullation af førnævnte karriereudviklingsrapporter samt vedrørende det beløb, som Kommissionen skylder Q for den ikke-økonomiske skade, som følger af Kommissionens afvisning af at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning.

4)      Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Jaeger Pelikánová Dittrich

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juli 2011.

Underskrifter

* Processprog: fransk.