Sag T-125/16

Firma Léon Van Parys NV

mod

Europa-Kommissionen

»Toldunion – indførsel af bananer fra Ecuador – efteropkrævning af importafgifter – anmodning om fritagelse for importafgifter – afgørelse truffet efter Rettens annullation af en tidligere beslutning – rimelig frist«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 11. december 2017

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – bedømmelse af disse virkninger ud fra retsaktens indhold

(Art. 263 TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at der afsiges en deklaratorisk dom – afvisning

(Art. 263 TEUF)

3.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse – omfang – afgørelse, der ikke nødvendigvis skal gengive de samme begrundelser som i den annullerede retsakt

(Art. 266 TEUF)

4.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – vedtagelse af foranstaltninger til fuldbyrdelse – rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Art. 266 TEUF)

5.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse – genåbning af proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden fastslås – lovlig

(Art. 266 TEUF)

6.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – delvis annullation af en afgørelse fra Kommissionen vedrørende en ansøgning om fritagelse for importafgifter – pligt til at træffe en ny afgørelse – omfang

(Art. 266 TEUF; Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 907)

7.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – vedtagelse af foranstaltninger til fuldbyrdelse – rimelig frist – delvis annullation af en afgørelse fra Kommissionen vedrørende en ansøgning om fritagelse for importafgifter – for sen vedtagelse af en ny afgørelse – tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist – konsekvenser

(Art. 266 TEUF; Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 907)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 41)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 44)

3.      Artikel 266 TEUF forpligter kun den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, inden for de grænser, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af annullationsdommen. Denne bestemmelse pålægger den berørte institution at undgå, at enhver retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i nævnte dom. Institutionerne har imidlertid en vid skønsbeføjelse til at vælge de midler, der skal anvendes med henblik på at drage konsekvenserne af en dom om annullation eller ugyldighed, idet det forudsættes, at disse midler skal være forenelige med den pågældende doms konklusion og de grunde, der danner det fornødne grundlag derfor.

Det står den berørte institution frit for at vælge den begrundelse, som den finder mest relevant med henblik på afgørelsen, uden at en eventuel fejl med hensyn til valg af begrundelse kan forhindre den i senere at lægge en begrundelse til grund, som den kunne have støttet sig på i den annullerede retsakt. I denne henseende er den omstændighed, at denne begrundelse ikke blev nævnt i den annullerede beslutning, på ingen måde til hinder for, at institutionen kan henvise hertil i den afgørelse, som skal erstatte denne retsakt, når ophavsmanden til en annulleret retsakt i sin nye afgørelse kan påberåbe sig andre hensyn end dem, hvorpå den pågældende havde baseret den første afgørelse.

(jf. præmis 49, 59 og 60)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 51)

5.      De berørte institutioner kan, medmindre den fastslåede uregelmæssighed medfører, at hele proceduren er ugyldig, med henblik på at vedtage en retsakt, der træder i stedet for en tidligere retsakt, som er blevet annulleret eller erklæret ugyldig, genåbne proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden blev begået.

(jf. præmis 52)

6.      Efter Unionens retsinstansers delvise annullation af en afgørelse fra Kommissionen om en ansøgning om fritagelse for importafgifter er Kommissionen forpligtet til på ny at undersøge sagsakterne og at vedtage en ny afgørelse om nævnte ansøgning for at afhjælpe den konstaterede uregelmæssighed. Kommissionen er forpligtet til at tage alle de faktiske og retlige omstændigheder i betragtning, som forelå på tidspunktet for retsaktens udstedelse. Kommissionens forpligtelse til at udfærdige en afgørelse med al den nødvendige omhu og til at træffe afgørelse på grundlag af samtlige de omstændigheder, der kan have betydning for resultatet, følger bl.a. af princippet om god forvaltningsskik, legalitetsprincippet og princippet om ligebehandling. Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen at vurdere, at den skal genoptage sin undersøgelse og supplere sagsakterne.

Det kan heller ikke gyldigt gøres gældende, at Kommissionen efter den delvise annullation af den første beslutning med virkning ex tunc ikke har mere end fem dage til at træffe en afgørelse om ansøgningen om fritagelse for at overholde den præklusive frist på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 forordning nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks. Den periode på ni måneder, der er fastsat i denne bestemmelse, kan således ikke finde anvendelse i en sag, der genoptages i henhold til artikel 266 TEUF.

(jf. præmis 54-56 og 62)

7.      Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, kan have en indvirkning på selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglede overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure.

I denne henseende er det ganske vist korrekt, at det system, der er indført, og navnlig fristen på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, ikke længere påhviler Kommissionen inden for rammerne af den procedure, der er indledt i henhold til artikel 266 TEUF. Det gælder dog ikke desto mindre, at Kommissionen ved at vedtage den afgørelse, som skal erstatte den annullerede afgørelse, uden at overholde en rimelig frist løsriver sig fra de garantier, der er fastsat i forordning nr. 2454/93, og fratager den pågældende denne forordnings effektive virkning og muligheden for at få en afgørelse inden for de fastsatte frister, samt garantien for en positiv afgørelse i manglen på svar inden udløbet af disse frister.

Ved at træffe den afgørelse, som skal erstatte den annullerede afgørelse 34 måneder efter afsigelsen af annullationsdommen, har Kommissionen tilsidesat princippet om overholdelse af en rimelig frist, hvilket udgør en grund til annullation af den anden afgørelse.

(jf. præmis 82 og 91-93)