Language of document :

Sag anlagt den 15. juni 2021 – PJ mod EIT

(Sag T-335/21)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PJ (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen truffet den 13. oktober 2020 af den administrerende direktør, hvorved sagsøgeren fik afslag på at udføre hjemmearbejde fra sit oprindelsessted, annulleres.

Om fornødent annulleres afgørelsen af 9. marts 2021 truffet af den administrerende direktør om afslag på sagsøgerens klage indgivet den 10. november 2020.

EIT tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af pligten til upartiskhed, objektivitet og neutralitet, som påhviler den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, og om en inkompetent myndigheds vedtagelse af interne regler.

Andet anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

Tredje anbringende om manglende begrundelse.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af de interne regler og en vilkårlig og urimelig fortolkning af disse regler tillige med en mangel på forudsigelighed og retssikkerhed.

Femte anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten og manglende hensyntagen til såvel institutionens som sagsøgerens interesser og om afgørelsens uforholdsmæssige karakter med hensyn til institutionens faktiske interesse.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af retten til balance mellem arbejds- og privatliv, der er fastsat i chartrets artikel 33.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af den faktiske ret til beskæftigelse og til rimelige arbejdsvilkår.

Ottende anbringende om manglende hensyntagen til et force majeure-tilfælde.

____________