Language of document :

Sag anlagt den 31. marts 2023 – Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-211/23)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Samnadda og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik

Sagsøgerens påstande

1) Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 29, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF 1 , idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, og ikke har meddelt Kommissionen de pågældende forskrifter.

2) Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb, der svarer til det højeste af følgende to beløb: i) et dagligt beløb på 4 600 EUR ganget med det antal dage, der går fra dagen efter udløbet af den i direktiv 2019/790 fastsatte gennemførelsesfrist indtil den dato, hvor overtrædelsen bringes til ophør, eller, såfremt denne ikke bringes til ophør, indtil datoen for afsigelsen af dommen i denne sag; ii) et fast minimumsbeløb på 1 288 000 EUR.

3) Såfremt den i pkt. 1 omtalte overtrædelse fortsat består på datoen for afsigelsen af dommen i denne sag, tilpligtes den Portugisiske Republik at betale Kommissionen en tvangsbøde på 27 600 EUR pr. dag for hver dags forsinkelse, indtil denne medlemsstat opfylder sine forpligtelser i henhold til direktiv 2019/790.

4) Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF ajourfører reglerne om ophavsret for at tage hensyn til de digitale teknologier, som har forandret måden, hvorpå kreativt indhold produceres, distribueres og tilgås. Dette direktivs artikel 29, stk. 1, fastsætter den 7. juni 2021 som frist for medlemsstaternes gennemførelse af direktivet. I henhold til artikel 29, stk. 2, »[meddeler] medlemsstaterne [...] Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv«.

Den 23. juli 2021 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Portugisiske Republik. Den 19. maj 2022 sendte den en begrundet udtalelse til denne medlemsstat. Der er imidlertid endnu ikke blevet udstedt foranstaltninger til fuldstændig gennemførelse af direktivet, eller i hvert fald har Kommissionen ikke modtaget meddelelse herom.

____________

1 EUT 2019, L 130, s. 92.