Forenede sager T-99/09 og T-308/09

Den Italienske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»EFRU – regionalt operationelt program 2000-2006 for regionen Campanien – forordning (EF) nr. 1260/1999 – artikel 32, stk. 3, litra f) – beslutning om ikke at foretage mellemliggende betalinger, der vedrører det regionale operationelle program i forbindelse med håndtering og bortskaffelse af affald – overtrædelsesprocedure mod Italien«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 19. april 2013

1.      Økonomisk, social og territorial samhørighed – strukturelle interventioner – EU-finansiering – forordning nr. 1260/1999 – anmodninger om mellemliggende betalinger – overtrædelsesprocedure – virkning – midlertidig afvisning af mellemliggende betalingsanmodninger – anvendelseskriterier – begrebet »foranstaltninger«, der er genstand for betalingsanmodninger – forbindelsen mellem genstanden for overtrædelsesproceduren og nævnte foranstaltninger – direkte forbindelse – rækkevidde

[Rådets forordning nr. 1260/1999, art. 32, stk. 3, første afsnit, litra f), og art. 39, stk. 2 og 3]

2.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende fremsat for første gang i replikken – afvisning

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning om midlertidig afvisning af mellemliggende betalingsanmodninger som led i iværksættelsen af EFRU – henvisning til denne beslutnings kontekst – lovlig

(Art. 253 EF)

1.      I henhold til det andet tilfælde som omhandlet i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene har begrebet »foranstaltning« en generel betydning, som indgår i en prioriteret strategi, der defineres som et prioriteret felt, der udgør midlet til at gennemføre foranstaltningen over en flerårig periode, idet foranstaltningen giver mulighed for at finansiere »operationer«. Eftersom en sådan foranstaltning kan omfatte flere operationer, har begrebet en mere vidtgående betydning end begrebet operation, der dækker over de projekter eller aktioner, som er berettiget til støtte fra strukturfondene.

For at afvise en betalingsanmodning kræves det således ifølge det andet tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, at genstanden for den overtrædelsesprocedure, som Kommissionen har indledt, sammenholdes med »den eller de foranstaltninger« – og ikke de »operationer« – »der er omfattet af den [nævnte] anmodning«. Den blotte omstændighed, at en betalingsanmodning kan omfatte flere konkrete operationer, der gennemføres inden for rammerne af en (flerårig) foranstaltning, gør det nemlig ikke muligt at anlægge en fortolkning contra legem af den klare og præcise ordlyd af det andet tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, således at det er nødvendigt at foretage en sådan sammenligning i forhold til, hvad hver enkelt af de forskellige operationer omfatter, og ikke blot en sammenligning i forhold til, hvad den pågældende »foranstaltning« og/eller »foranstaltninger« omfatter. Det forholder sig ikke desto mindre således, at Kommissionen skal godtgøre, at der består en tilstrækkelig direkte sammenhæng mellem den pågældende foranstaltning på den ene side og genstanden for overtrædelsesproceduren på den anden side.

Disse betragtninger stemmer overens med formålet med de relevante bestemmelser i forordning nr. 1260/1999. Selv om det ganske vist er korrekt, at det andet tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999 har til formål at forhindre, at strukturfondene finansierer operationer, som medlemsstaterne gennemfører i strid med EU-retten, følger det imidlertid ikke heraf, at den dermed forbundne risiko for, at fællesskabsfondene lider uacceptable tab, særligt skal tilskrives den omstændighed, at konkrete operationer (projekter eller aktioner), der er omfattet af en betalingsanmodning, er ulovlige eller gennemført på en ulovlig måde, eller at Kommissionen har pligt til at godtgøre, at denne risiko er en direkte følge af netop sådanne ulovlige operationer, som er blevet anfægtet i forbindelse med en overtrædelsesprocedure. En sådan snæver fortolkning ville nemlig begrænse den effektive virkning af de pågældende bestemmelser, der tillægger Kommissionen beføjelser til foreløbigt at suspendere betalinger i henhold til strukturfondenes budgetmæssige forpligtelser, der er foretaget inden for rammerne af et operationelt program, såfremt den finder, at den støttemodtagende medlemsstat eventuelt har gjort sig skyldig i en overtrædelse af EU-retten, der har en tilstrækkelig direkte sammenhæng med den foranstaltning, der er omfattet af den planlagte finansiering, indtil Domstolen ved endelig dom har fastslået, om der foreligger et traktatbrud eller ej.

Denne vurdering drages endvidere ikke på nogen måde i tvivl af det første tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, hvoraf det på samme måde fremgår, at Kommissionen har mulighed for at suspendere mellemliggende betalinger i henhold til proceduren i samme forordnings artikel 39, stk. 2, dvs. uden for rammerne af en overtrædelsesprocedure. Ud over den omstændighed, at denne sidstnævnte bestemmelse heller ikke omhandler begrebet »operation«, fremgår det nemlig af det første tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999 i lighed med, hvad der fremgår af det andet tilfælde, at den omstændighed, at »der [ikke] må […] være truffet afgørelse om [suspension]«, skal angå »den eller de foranstaltninger, der er omfattet af [betalings]anmodning[en] «. Det følger endelig klart af ordlyden af de to tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, at det er tilstrækkeligt, at Kommissionen kan støtte sig på det ene af disse tilfælde for foreløbigt at suspendere en mellemliggende betaling.

For at begrunde afvisningen af anmodninger om mellemliggende betalinger i forbindelse med en verserende overtrædelsesprocedure er det tilstrækkeligt, at Kommissionen godtgør, at genstanden for den pågældende procedure har en tilstrækkelig direkte sammenhæng med den foranstaltning, som omfatter de operationer, som betalingsanmodningerne vedrører.

Kommissionen kan således med rette støtte en afgørelse om afvisning af mellemliggende betalinger på det andet tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, og Kommissionen har, når der henses til den beføjelse, der således tilkommer den, til foreløbigt at afvise at foretage mellemliggende betalinger, pligt til at følge den procedure, der henvises til i det første tilfælde i artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), i forordning nr. 1260/1999, sammenholdt med samme forordnings artikel 39, stk. 2 og 3.

(jf. præmis 45, 46, 49-51, 53 og 54)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 63)

3.      Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål at give de berørte oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for beslutningen, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes, ligesom forpligtelsen har til formål at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at efterprøve beslutningens lovlighed. Omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Eftersom en kommissionsbeslutning, der vedtages inden for rammerne af EFRU, og som vedrører en foreløbig afvisning af anmodninger om mellemliggende betaling, har negative økonomiske konsekvenser for både den medlemsstat, der har indgivet anmodningen, og de endelige støttemodtagere, skal grundene til, at betalingsanmodningerne afvises, klart fremgå af beslutningens begrundelse. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

(jf. præmis 71)