Sag T-25/07

Iride SpA og Iride Energia SpA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – energisektoren – godtgørelse for irreversible omkostninger – beslutning om en støttes forenelighed med fællesmarkedet – den støttemodtagende virksomheds forpligtelse til forudgående at tilbagebetale en tidligere støtte, der er erklæret ulovlig – statsmidler – fordel – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler

(Art. 87, stk. 1, EF)

2.      Statsstøtte – begreb – vurdering efter kriteriet om sædvanlige markedsvilkår

(Art. 87, stk. 1, EF; Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/92)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)

4.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – Kommissionens skøn – kommissionsbeslutning om at lade tilladelsen til at yde støtte være betinget af, at den berørte virksomhed forudgående tilbagebetaler en tidligere modtaget ulovlig støtte

(Art. 87, stk. 3, EF og art. 88, stk. 2, EF)

5.      Statsstøtte – administrativ procedure – støttens forenelighed med fællesmarkedet – bevisbyrden påhviler den tildelende myndighed og den potentielle modtager af støtten

(Art. 87, stk. 3, EF og art. 88, stk. 2, EF)

1.      Det er alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler, der skal betragtes som støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. Den sondring, der i denne bestemmelse foretages mellem »statsstøtte« og »støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«, betyder nemlig ikke, at alle de fordele, der indrømmes af en stat, udgør støtte, uanset om de er finansieret ved hjælp af statsmidler eller ej. Sondringen har alene til formål at sikre, at støttebegrebet ikke alene omfatter fordele ydet direkte af staten, men ligeledes fordele ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten. Desuden omfatter artikel 87, stk. 1, EF alle økonomiske midler, som offentlige myndigheder faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af statens formue. Selv om de beløb, som er anvendt til den pågældende foranstaltning, ikke permanent er i offentlige myndigheders besiddelse, er den omstændighed, at de til stadighed er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, tilstrækkelig til at kvalificere dem som statsmidler.

Hvad angår en godtgørelse tilkendt producent-distributør-virksomhederne for energi fra en særlig konto, der forvaltes af et offentligt organ, og på hvilken der indsættes provenuet fra anvendelsen af en bestemt bestanddel af den el-takst, der pålægges alle slutkunder, skal de beløb, der fordeles til modtageren, kvalificeres som statsstøtte, idet de ikke alene til stadighed er under offentlig kontrol, men desuden er statens ejendom, inden de fordeles til modtageren.

(jf. præmis 23, 25, 27 og 28)

2.      Med henblik på at vurdere, hvorvidt en statslig foranstaltning skal anses for statsstøtte, må det fastlægges, hvorvidt den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt ændringer i retsgrundlaget i sammenhæng med privatiseringen af markedet for produktion af elektricitet er en del af den udvikling, som de erhvervsdrivende må forvente under sædvanlige markedsvilkår, skal det understreges, at retsgrundlaget i en demokratisk stat, ligesom i en markedsøkonomi, således altid kan ændres. Eftersom Det Europæiske Fællesskabs generelle økonomiske politik er orienteret mod åbningen af de nationale markeder og fremme af handel mellem medlemsstater, gælder dette så meget desto mere i tilfælde, hvor de tidligere retsforskrifter foreskrev afskærmning af et nationalt og/eller regionalt marked, således at der skabes monopolsituationer. Det følger heraf, at åbningen af et marked, der hidtil har været afskærmet, ikke kan betegnes som usædvanligt i forhold til sædvanlige markedsvilkår. Ændringen i el-sektorens retsgrundlag som følge af direktiv 96/92 om fælles regler for det indre marked for elektricitet falder således ind under sædvanlige markedsvilkår.

(jf. præmis 46, 48, 50 og 51)

3.      Begrundelsen for en retsakt skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves imidlertid ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, eftersom spørgsmålet, om den opfylder kravene i artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til retsaktens ordlyd, men ligeledes til den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori den indgår.

Med hensyn til en beslutning vedrørende statsstøtte, hvori Kommissionen har begrænset sig til en sætning, hvorefter den »har konstateret, at den omhandlede foranstaltning [burde] betragtes som statsstøtte«, opfylder Kommissionen sin begrundelsespligt, når beslutningens juridiske og faktuelle sammenhæng, ud over beslutningen om at indlede proceduren om undersøgelse af støtten, også omfatter en beslutning om analoge foranstaltninger, som der udtrykkeligt henvises til i beslutningen om at indlede proceduren og i den nævnte beslutning, der indeholder en detaljeret gennemgang af grundene til, at Kommissionen fandt, at foranstaltningerne, der var genstand herfor, var statsstøtte.

(jf. præmis 66, 67, 70 og 71)

4.      På området for vurdering af en støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, EF har Kommissionen meget vide skønsbeføjelser, bl.a. hvad angår de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan. Kommissionen skal i forbindelse med undersøgelsen af, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, tage hensyn til alle relevante forhold, herunder i givet fald den sammenhæng, som der allerede måtte være taget stilling til i en tidligere beslutning, og de forpligtelser, denne tidligere beslutning måtte medføre for en medlemsstat. Kommissionen overskrider derfor ikke rammerne for sin skønsbeføjelse, når den i tilfælde af et støtteprojekt, som en stat tilbyder en virksomhed, træffer en beslutning, hvorved denne støtte erklæres forenelig med fællesmarkedet, men med forbehold af, at virksomheden forudgående tilbagebetaler en tidligere ulovlig støtte, og dette på grund af den omhandlede støttes kumulative virkning. Adressaterne for beslutninger vedrørende statsstøtte, som Kommissionen træffer, er imidlertid ene og alene de berørte medlemsstater. I forbindelse med, at Kommissionen skal tage hensyn til samtlige relevante elementer, undersøger den således alene den berørte medlemsstats forpligtelser i henhold til en sådan beslutning og ikke dem, der i givet fald følger heraf for det modtagende selskab.

Hvad angår en støtteordning påvirker Kommissionens manglende præcise angivelser for så vidt angår de virksomheder, der nyder fordel af en ulovlig ordning, og for så vidt angår de præcise beløb, som disse virksomheder har modtaget, ikke gyldigheden af et pålæg om tilbagesøgning og ikke er til hinder for dets gennemførelse, idet den berørte medlemsstat bedst kan få disse oplysninger, og Kommissionen i tilfælde af manglende samarbejde fra den berørte medlemsstats side kan træffe beslutning på grundlag af de oplysninger, som den har til rådighed.

(jf. præmis 82, 83, 85 og 89)

5.      Da beslutningen om at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF indeholder Kommissionens foreløbige tilstrækkelige gennemgang, der fremlægger grundene til, at den er i tvivl om, hvorvidt den pågældende støtte er forenelig med fællesmarkedet, tilkommer det den berørte medlemsstat og de potentielle støttemodtagere at fremkomme med oplysninger, der godtgør, at støtten er forenelig med fællesmarkedet, og eventuelt at henvise til særlige omstændigheder vedrørende tilbagebetaling af den allerede udbetalte støtte i de tilfælde, hvor Kommissionen har krævet tilbagebetaling.

Den forpligtelse, som påhviler medlemsstaterne og de virksomheder, der potentielt vil kunne modtage den nye støtte, til at fremlægge oplysninger for Kommissionen til godtgørelse af, at denne støtte er forenelig med fællesmarkedet, omfatter endvidere nødvendigheden af at fastslå, at der ikke er kumulativ virkning af den nye støtte og den gamle støtte, der er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, og som ikke er betalt tilbage. I denne henseende er kriteriet om den manglende kumulative virkning af den nye undersøgte støtte med den gamle ulovlige og uforenelige støtte, der ikke var betalt tilbage, omfattet af den almindelige undersøgelse af en støttes forenelighed, som Kommissionen skal foretage, og det udgør derfor kun et af de elementer, den skal tage hensyn til i forbindelse med anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF.

(jf. præmis 101, 103 og 104)