RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
3. december 2019 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelsesrapport – bedømmelsesprocedurens og appelbedømmelsesprocedurens lovlighed – appelbedømmerens pligt til at være upartisk«
I sag T-808/17,
Ralph Pethke, Alicante (Spanien), ved advokat H. Tettenborn,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Lukošiūtė, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur,
sagsøgt,
angående et søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2016 samt, om fornødent, om annullation af afgørelsen truffet af EUIPO’s bestyrelse (Management Board) den 18. oktober 2017 om afslag på sagsøgerens klage,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne C. Iliopoulos og I. Reine (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Artikel 43 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»For hver tjenestemand udfærdiges der hvert år en udtalelse vedrørende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i henhold til de betingelser, der fastsættes af den enkelte institutions ansættelsesmyndighed i overensstemmelse med artikel 110. Det skal fremgå af denne udtalelse, om tjenestemandens indsats har været tilfredsstillende eller ej. Ansættelsesmyndigheden for den enkelte institution fastsætter bestemmelser, som giver ret til at indgive en klage under bedømmelsesproceduren, og denne ret skal være udnyttet, inden der klages i henhold til artikel 90, stk. 2.
[…]
Tjenestemanden gøres bekendt med udtalelsens indhold. Han har ret til at tilføje enhver bemærkning, han finder nødvendig.«
2 Med henblik på gennemførelsen af vedtægtens artikel 43, således som ændret med virkning fra den 1. januar 2014, har Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) siden den 1. oktober 2014 anvendt Kommissionens afgørelse C(2013) 8985 af 16. december 2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 og til vedtægtens artikel 44, stk. 1 (herefter »de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43«).
3 Artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 med overskriften »De forskellige aktørers roller og rang« bestemmer:
»1. Bedømmeren er den ansattes direkte overordnede og normalt den ansattes fungerende kontorchef pr. 1. december i referenceperioden.
[…]
2. Appelbedømmeren er bedømmerens direkte overordnede på tidspunktet for denne overordnedes første intervention i bedømmelsesproceduren således som omhandlet i artikel 6.
[…] Hvis generaldirektøren er bedømmer, er appelbedømmeren generaldirektøren for generaldirektoratet for menneskelige ressourcer. […]
Den ansatte, som har fremsendt oplysninger som omhandlet i vedtægtens artikel 22a, stk. 1 og 2, kan på tidspunktet for hans begrundede afvisning af den rapport, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, anmode om, at rollen som appelbedømmer varetages af generaldirektøren for generaldirektoratet for menneskelige ressourcer eller af generalsekretæren.
3. I ekstraordinære tilfælde, som er begrundet i et ønske om at handle i den ansattes interesse, eller i tilfælde af ændring af organigrammet for en tjenestegren eller et generaldirektorat kan generaldirektøren fravige betingelserne i stk. 1 og 2 med henblik på at tage hensyn til den særlige kontekst, der følger af henholdsvis hvert enkelt tilfælde eller af ændringen.
[…]«
4 Artikel 7 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 regulerer appelproceduren således:
»1. Den ansattes begrundede afvisning af rapporten […] betyder, at denne automatisk forelægges appelbedømmeren. […]
2. Efter anmodning fra den ansatte i den begrundede afvisning af rapporten, afholder appelbedømmeren en samtale med denne inden ti arbejdsdage at regne fra datoen for den begrundede afvisning af rapporten. Den ansatte kan under samtalen lade sig bistå af en anden ansat, som er forskellig fra bedømmeren. Appelbedømmeren kan anmode en anden ansat, som er forskellig fra bedømmeren, om at bistå denne under samtalen.
3. Inden for en frist på tyve arbejdsdage at regne fra datoen for den begrundede afvisning af rapporten og efter den samtale, der er fastsat i stk. 2, bekræfter appelbedømmeren rapporten eller ændrer denne, idet han begrunder sin afgørelse.
[…]
Appelbedømmerens afgørelse kan ikke baseres på faktiske omstændigheder, som den ansatte ikke allerede har haft mulighed for at kommentere under bedømmelses- eller appelbedømmelsesproceduren, idet det forudsættes, at appelbedømmeren har givet ham behørig mulighed herfor.
4. Efter appelbedømmerens afgørelse bliver rapporten endelig. […]«
5 Bilag I til de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 regulerer de særlige tilfælde. I overensstemmelse med bilagets punkt 2 gælder, at hvis den ansatte i løbet af referenceperioden, men ikke mindre end fire måneder efter den periode, der er dækket af den tidligere rapport eller af det tidligere bidrag, der er medtaget i rapporten, forflyttes eller overføres til en anden stilling i Kommissionen eller overføres til midlertidig tjeneste i en anden stilling i medfør af vedtægtens artikel 37, litra a), affatter hans direkte overordnede et bidrag vedrørende den ansattes indsats, som medtages i den pågældende rapport.
6 Efter vedtagelsen af de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 vedtog EUIPO arbejdsinstrukser vedrørende bedømmelsen af tjenestemænd og øvrige ansatte i EUIPO i et dokument med titlen »Work Instruction: Appraisals at EUIPO« (herefter »EUIPO’s arbejdsinstrukser«). For så vidt angår artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 fastsætter EUIPO’s arbejdsinstrukser, at hvis den administrerende direktør er bedømmer, er appelbedømmeren et udvalg sammensat af vicedirektøren, af direktøren for afdelingen for menneskelige ressourcer og af direktøren for afdelingen for retlige anliggender.
Tvistens baggrund
7 Sagsøgeren, Ralph Pethke, som er uddannet jurist, tiltrådte tjenesten ved EUIPO i 2000 som midlertidigt ansat. I 2002 blev han udnævnt til fastansat tjenestemand i kategorien AD (administrator).
8 I 2006 bestod sagsøgeren en udvælgelsesprocedure for »kontorchef« på området for ledelse. Følgelig blev han placeret i en stilling som kontorchef i et varemærkekontor.
9 I maj 2011 blev sagsøgeren, som i mellemtiden var blevet forfremmet til lønklasse AD 11, omplaceret til en stilling som vicedirektør i afdelingen »International Cooperation and Legal Affaires« (internationalt samarbejde og retlige anliggender). I oktober 2012 blev han omplaceret til stillingen som direktør for afdelingen »Human Resources and Finance« (personale og økonomi).
10 I oktober 2014 blev sagsøgeren omplaceret til stillingen som direktør for afdelingen »Operations« (driftsmæssige anliggender). Hans overordnede var EUIPO’s administrerende direktør.
11 I sagsøgerens årlige bedømmelsesrapport for 2014 blev det konkluderet, at sagsøgerens kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt svarede til det niveau, der kræves i den besatte stilling. Hvad angår bedømmelsesrapporten for 2015 konkluderes heri, at sagsøgerens kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt lå under det niveau, der kræves i den besatte stilling. Sagsøgeren, som var af den opfattelse, at den succes, der var blevet opnået i forbindelse med den omstrukturering af EUIPO, der blev gennemført i 2014 og 2015, ikke var blevet bedømt efter fortjeneste, havde ikke desto mindre afvist at medunderskrive disse rapporter uden imidlertid at indgive en klage.
12 Ved afgørelse af 17. oktober 2016 omplacerede EUIPO’s administrerende direktør sagsøgeren, som på dette tidspunkt var direktør for afdelingen »Operations«, til EUIPO’s afdeling »Observatory« (overvågning) som juridisk seniorekspert, idet sagsøgeren bevarede sin ansættelsesgruppe samt sin lønklasse 12, løntrin 2. Denne afgørelse var genstand for et søgsmål for Retten, som frifandt EUIPO ved dom af 5. marts 2019, Pethke mod EUIPO (T-169/17, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2019:135).
13 Den 8. marts 2017 afholdt direktøren for EUIPO’s afdeling »Observatory« (herefter »bedømmeren«), som var blevet sagsøgerens overordnede fra den 17. oktober 2016, den årlige bedømmelsessamtale med sagsøgeren for 2016.
14 Den 9. marts 2017 underskrev bedømmeren sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2016 (herefter »bedømmelsesrapporten for 2016«). Det fremgår af denne rapport, at bedømmeren hvad angår perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016 ligeledes konsulterede EUIPO’s administrerende direktør, som var sagsøgerens overordnede i denne periode (herefter »den tidligere overordnede«). Sidstnævnte fremsendte et skriftligt bidrag, som blev medtaget i bedømmelsesrapporten for 2016 i overensstemmelse med punkt 2 i bilag I til de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43.
15 I bedømmelsesrapporten for 2016 konkluderes, at »[sagsøgerens] kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt svarer til det niveau, der kræves i den besatte stilling«.
16 Nærmere bestemt begrundede bedømmeren i rubrikken »kvalifikationer« sin bedømmelse af sagsøgeren med henvisning til det bidrag, der var udarbejdet af den tidligere overordnede, i sin helhed. Desuden nævnes i rubrikken »bedømmerens vurdering« indledningsvis, at sagsøgeren først blev omplaceret til afdelingen »Observatory« medio oktober 2016. Dernæst henviser bedømmeren til bedømmelsen af sagsøgeren vedrørende de første ni måneder af 2016, som blev foretaget af hans overordnede i denne periode, dvs. EUIPO’s administrerende direktør. Denne bedømmelse lyder således:
»[Sagsøgerens] arbejdsindsats i [afdelingen »Operations«] har været ringere hvad angår resultater og produktivitetstab navnlig på området for indsigelser og som følge af manglende gennemsigtighed for så vidt angår indsatsen og en delvis og ufuldstændig fremsendelse af resultaterne til [den administrerende direktør]. Hans adfærd er ligeledes blevet kritiseret, for så vidt som han ikke havde delt vigtige oplysninger på en hensigtsmæssig måde.
Som direktør for [afdelingen »Operations«] traf [sagsøgeren] ikke de nødvendige foranstaltninger for at imødegå situationen, hvilket stillede EUIPO i en vanskelig situation hvad angik akkumulerede forsinkelser og medførte, at [den tidligere overordnede] mistede tilliden til sagsøgeren som direktør. Selv om [sagsøgeren] havde de krævede færdigheder og kvalifikationer til at bestride en lederstilling, viste han sig imidlertid i 2016 ikke i stand til at foretage de rigtige skridt for at håndtere den ekstraordinære situation.
Under bedømmelsessamtalen (formanden for personaleudvalget deltog) bestred [sagsøgeren] flere faktiske omstændigheder, resultater og tal for produktionen, som var medtaget i den administrerende direktørs bedømmelse. Det eneste utilfredsstillende forhold, som han var enig i, [vedrørte] hurtigheden af indsigelsesafgørelserne.«
17 Endelig besvarer bedømmeren, i samme rubrik »bedømmerens vurdering«, den af sagsøgeren udtrykte kritik vedrørende hans stilling i afdelingen »Observatory«. I denne forbindelse anfører han, at denne afdeling havde glædet sig over, at sagsøgeren havde fået arbejde i afdelingen, henset til hans store erfaring og kompetencer på området for intellektuel ejendomsret. Det bemærkes desuden, at sagsøgeren hurtigt var blevet tildelt store opgaver, med samtykke fra sidstnævnte, og at hans indsats var god.
18 Den 16. marts 2017 tilkendegav sagsøgeren, at han var uenig i bedømmelsesrapporten for 2016 og anmodede om en samtale med appelbedømmeren, dvs. EUIPO’s administrerende direktør, som er den tidligere overordnede. Denne samtale fandt sted den 27. marts 2017.
19 Ved e-mail af samme dag opfordrede EUIPO’s administrerende direktør, i hans egenskab af appelbedømmer, sagsøgeren til skriftligt, inden den 30. marts 2017, at fremsende grundene til, at han var uenig i bedømmelsesrapporten for 2016, med henblik på at kunne tage hensyn hertil i forbindelse med færdiggørelsen af denne rapport.
20 Ved e-mail af 30. marts 2017 fremsendte sagsøgeren sine supplerende kommentarer vedrørende bedømmelsesrapporten for 2016 til appelbedømmeren. Sagsøgeren fremhævede navnlig tilsidesættelserne af reglerne for bedømmelsesproceduren. I denne henseende var han dels af den opfattelse, at EUIPO’s administrerende direktør, i hans egenskab af appelbedømmer, ikke havde ret til at afvise at fuldføre den mundtlige procedure til forlig af uoverensstemmelser, som Kommissionen og EUIPO’s bestyrelse har indført i forbindelse med en intern klage over bedømmelsesrapporten. Dels bemærkede han, at bedømmeren ikke havde foretaget en personlig bedømmelse for så vidt angik en betydelig del af den periode, der var omfattet af bedømmelsesrapporten for 2016.
21 Disse kommentarer fra sagsøgeren vedrørte ligeledes rubrikken »kvalifikationer« i bedømmelsesrapporten, idet de forhold, der var anført heri, ifølge sagsøgeren var ubegrundede. Sagsøgeren bemærkede i denne henseende, at de mangler, der havde sammenhæng med spørgsmålene om »prioritering og organisering«, om »udholdenhed« samt om »samarbejde«, var nævnt uden konkrete præciseringer. Vedrørende »kvalitet og resultater« anførte sagsøgeren, at kvaliteten i tredje kvartal 2016 havde nået niveauet godt eller fremragende. Hvad angik resultaterne oplyste sagsøgeren, at problemerne med forsinkelser i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om indsigelse og om annullation skyldtes overførslen af 15% af de ansatte med erfaring til andre af EUIPO’s tjenestegrene i 2014 og 2015 uanset gentagne advarsler fra sagsøgeren og fra hans kolleger om konsekvenserne af denne reducering af antallet af ansatte.
22 Sammenfattende anmodede sagsøgeren for det første om, at alle referencer i bedømmelsesrapporten for 2016 til den tidligere overordnedes bidrag blev slettet, for det andet om, at dette bidrag som sådant blev slettet, og at det blev anført, at dette bidrag var blevet slettet, henset til resultatet af appelbedømmelsesproceduren, og for det tredje om, at bedømmeren blev pålagt at foretage sin egen upartiske bedømmelse.
23 Ved e-mail af 30. marts 2017 meddelte appelbedømmeren sagsøgeren, at appelsamtalen var afsluttet, og at der ville blive taget hensyn hertil sammen med de supplerende bemærkninger fra sagsøgeren, som blev fremsendt ved hans e-mail af 30. marts 2017. For så vidt angik sagsøgerens anmodning om i bedømmelsesrapporten for 2016 at slette alle referencer til den tidligere overordnedes bedømmelse vedrørende perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016 forklarede sidstnævnte, at bidraget fra den tidligere bedømmer vedrørende den ansattes indsats i overensstemmelse med punkt 2 i bilag I til de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 og med EUIPO’s arbejdsinstrukser udgjorde en del af rapporten, og at den nuværende bedømmer skulle tage hensyn til dette bidrag ved bedømmelsen af denne.
24 Ved afgørelse af 10. april 2017 bekræftede EUIPO’s administrerende direktør, i hans egenskab af appelbedømmer, den af bedømmeren udarbejdede bedømmelsesrapport for 2016. Han konkluderede, at der ikke forelå nogen begrundelse for at ændre den af bedømmeren foretagne samlede bedømmelse, hvorefter »[sagsøgerens] kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt svare[de] til det niveau, der kræves i den besatte stilling«.
25 I denne forbindelse anførte EUIPO’s administrerende direktør, i hans egenskab af appelbedømmer, indledningsvis, at bedømmelsen af sagsøgeren med føje kunne basere sig på resultaterne af den undersøgelse, der blev foretaget blandt de ansatte i januar 2016, eftersom disse resultater var tilgængelige i februar 2016, eftersom sagsøgeren på dette tidspunkt var direktør for afdelingen »Operations«, og eftersom resultaterne hvad angik formålet om at udvikle de ansattes engagement var relevante. Dernæst bekræftede han, at der uanset de ansatte i den nævnte afdelings mobilitet mellem januar og september 2016 blev ansat 20 ansatte i denne afdeling. Hvad angik produktiviteten konstaterede han, at samme afdeling havde akkumuleret forsinkelser hvad angik indsigelsesafgørelser. Endelig kritiserede han sagsøgerens skrivelse hvad angik tallene for den pågældende afdelings indsats og resultater.
26 Den 19. juni 2017 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over bedømmelsesrapporten for 2016 og over appelbedømmerens afgørelse af 10. april 2017 til EUIPO’s bestyrelse i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed. De påberåbte argumenter til støtte for klagen var dels, at væsentlige formkrav var blevet tilsidesat, dels, at der var anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som førte til en fordrejning af de faktiske omstændigheder. Hvad angik tilsidesættelsen af væsentlige formkrav påberåbte sagsøgeren sig navnligt to tilsidesættelser af reglerne for bedømmelsesproceduren, som allerede var blevet fremført i hans supplerende bemærkninger til bedømmelsesrapporten for 2016, nemlig dels, at bedømmeren udtrykkeligt havde afvist at vurdere den bedømmelse, der var foretaget af den tidligere overordnede for perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016, dels, at appelbedømmeren havde afbrudt samtalen for tidligt i forbindelse med proceduren for denne. Desuden foreholdt han EUIPO, at der ikke var nogen uafhængig kontrol med hans bedømmelse for 2016 som følge af, at hans appelbedømmer for dette år var den tidligere overordnede, som havde bidraget på afgørende vis ved udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten 2016, i strid med den procedure, der er fastsat i EUIPO’s arbejdsinstrukser. Han var ligeledes af den opfattelse, at appelbedømmeren uden grund havde afvist en stor del af den kritik, som han havde rejst af bedømmelsesrapporten for 2016.
27 Ved afgørelse af 18. oktober 2017 afslog EUIPO’s bestyrelse sagsøgerens klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, som ugrundet (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«). For så vidt angik sagsøgerens klagepunkt om manglende uafhængig kontrol af bedømmelsesrapporten for 2016 var EUIPO’s bestyrelse af den opfattelse, at de af sagsøgeren påberåbte arbejdsinstrukser fra EUIPO ikke var relevante, da de vedrørte det tilfælde, hvor den tidligere overordnede handler i egenskab af bedømmer, hvilket ikke er tilfældet i det foreliggende tilfælde. Bestyrelsen anførte ligeledes, at de gældende regler ikke fastsatte, at appelbedømmeren skulle foretage en uafhængig revision, eftersom han er bedømmerens direkte overordnede og derfor indirekte sagsøgerens direkte overordnede. Bestyrelsen tilføjede, at sagsøgeren først og fremmest havde anfægtet den samlede bedømmelse på s. 3 i bedømmelsesrapporten for 2016, hvorefter sagsøgerens kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt svarede til det niveau, der kræves i den besatte stilling. I denne forbindelse bemærkede bestyrelsen, at denne samlede bedømmelse var blevet udfærdiget af bedømmeren selvstændigt og uafhængigt og ikke af den tidligere overordnede.
Retsforhandlinger og parternes påstande
28 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. december 2017 har sagsøgeren anlagt denne sag.
29 EUIPO har indgivet svarskrift den 27. februar 2018.
30 Ved afgørelse af 8. marts 2018 opfordrede formanden for Fjerde Afdeling sagsøgeren til at indgive en replik, hvori han koncentrerede sig om EUIPO’s påstand, i punkt 121 i svarskriftet, hvorefter anbringendet om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn delvist skulle afvises fra realitetsbehandling. Sagsøgeren indgav en replik den 16. april 2018, idet han ligeledes udtalte sig om realiteten. EUIPO indgav en duplik den 28. maj 2018.
31 Efter forslag fra den refererende dommer besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at stille en række spørgsmål til parterne i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse. Parterne besvarede disse inden for den fastsatte frist og blev herefter af Retten opfordret til at indgive deres eventuelle bemærkninger til disse besvarelser. Parterne indgav deres bemærkninger inden for den fastsatte frist. Efter sagsøgerens bemærkninger af 1. april 2019 vedtog Retten en ny foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet den stillede ham et supplerende spørgsmål. Henset til sagsøgerens svar, som blev indgivet den 2. maj 2019, opfordrede Retten EUIPO til at indgive kontorets bemærkninger til sagsøgerens svar såvel i hans bemærkninger af 1. april 2019 som i hans bemærkninger af 2. maj 2019.
32 På forslag fra den refererende dommer besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at træffe afgørelse uden at indlede den mundtlige forhandling.
33 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af bedømmelsesrapporten for 2016, i den version, som blev fremsendt til ham den 10. april 2017.
– Om fornødent annullation af afgørelsen om afslag på klagen.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
34 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
35 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført seks anbringender om, for det første, bedømmerens afvisning af personligt at undersøge oplysningerne om hans indsats for perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016, for det andet, appelbedømmerens inkompetence, for det tredje, sidstnævntes manglende uafhængighed, for det fjerde, en vilkårlig afbrydning af dialogen i forbindelse med proceduren for appelbedømmeren, for det femte, manglende begrundelse af afgørelsen om bekræftelse af bedømmelsesrapporten for 2016 og af afgørelsen om afslag på klagen og, for det sjette, anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som hans bedømmelsesrapport for 2016 er baseret på oplysninger om indsatsen, som er ufuldstændige og vilkårligt udvalgte. Sagsøgeren har i replikken, som svar på punkt 12 i svarskriftet, desuden påberåbt sig en ulovlighed som følge af, at bidraget til den årlige bedømmelse vedrørende perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016 blev udarbejdet af en repræsentant for EUIPO’s administrerende direktør og ikke af den nævnte administrerende direktør selv. Endelig har sagsøgeren i sine bemærkninger af 1. april 2019 til EUIPO’s svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse ligeledes anfægtet den ulovlige anvendelse med tilbagevirkende kraft i forhold til ham af version 6.7 af 19. december 2016 af EUIPO’s arbejdsinstrukser vedrørende gennemførelsen af vedtægtens artikel 43 og artikel 44, stk. 1.
36 Som svar på et spørgsmål fra Retten i forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse har sagsøgeren bl.a. præciseret rækkevidden af det tredje anbringende om, at appelbedømmeren ikke var uafhængig, og bekræftet, at det skal forstås således, at det i det væsentlige vedrører appelbedømmerens manglende upartiskhed. Det må herefter antages, at det med det tredje anbringende i det væsentlige tilsigtes at anfægte appelbedømmerens upartiskhed, og dette anbringende skal undersøges først.
37 Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at den tidligere overordnede ikke kunne være en upartisk appelbedømmer i forbindelse med sagsøgerens bedømmelsesprocedure for 2016, da denne allerede havde bidraget på afgørende vis ved udarbejdelsen af hans bedømmelsesrapport for dette samme år. Sagsøgeren er af den opfattelse, at denne fremgangsmåde tilsidesætter artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 og EUIPO’s arbejdsinstrukser og har forhindret en uafhængig kontrol af bidraget fra den tidligere overordnede og dermed en bedre bedømmelse og en endelig karakter, som er passende. Ifølge sagsøgeren fremgår det af EUIPO’s arbejdsinstrukser, at et klageudvalg skal tage stilling til klager vedrørende de bedømmelser, der foretages af den administrerende direktør.
38 EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter. Kontoret er af den opfattelse, at de af sagsøgeren påberåbte arbejdsinstrukser fra EUIPO ikke er relevante, eftersom de vedrører det tilfælde, hvorefter den administrerende direktør handler i sin egenskab af bedømmer, hvilket ikke er tilfældet i det foreliggende tilfælde. EUIPO har ligeledes anført, at de gældende regler ikke fastsætter, at appelbedømmeren foretager en uafhængig revision, eftersom han er bedømmerens direkte overordnede og derfor indirekte sagsøgerens direkte overordnede.
Indledende bemærkninger vedrørende omfanget af den retslige kontrol
39 Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis på området for bedømmelse af tjenestemænd har bedømmerne et særdeles vidt skøn, når de skal bedømme det arbejde, som er udført af dem, som det er deres opgave at bedømme, og at Domstolen ikke kan tilsidesætte dette skøn eller kontrollere rigtigheden heraf, medmindre der foreligger vildfarelse eller åbenbart misbrug (jf. i denne retning dom af 21.10.1992, Maurissen mod Revisionsretten, T-23/91, EU:T:1992:106, præmis 40, og af 4.5.2005, Schmit mod Kommissionen, T-144/03, EU:T:2005:158, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis). Den retslige prøvelse, som foretages af bedømmelsesrapportens indhold, er nemlig begrænset til en prøvelse af, at fremgangsmåden er forskriftsmæssig, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse eller magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 26.10.1994, Marcato mod Kommissionen, T-18/93, EU:T:1994:255, præmis 45).
40 For så vidt angår denne kontrol med procedurens forskriftsmæssighed har Domstolen og Retten generelt fastslået, at der i tilfælde, hvor en EU-institution råder over en skønsbeføjelse, må lægges endnu større vægt på overholdelsen af de processuelle garantier, som EU-retten giver (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, af 6.11.2008, Nederlandene mod Kommissionen, C-405/07 P, EU:C:2008:613, præmis 56 og 57, og af 9.11.1995, France-Aviation mod Kommissionen, T-346/94, EU:T:1995:187, præmis 32-34). Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag (dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, og af 30.9.2003, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-191/98, T-212/98 – T-214/98, EU:T:2003:245, præmis 404).
41 Det må heraf konkluderes, at det særdeles vidtgående skøn, som bedømmerne råder over ved bedømmelsen af en tjenestemand, skal opvejes af en særligt nøje iagttagelse af de regler, der gælder for denne bedømmelse og for gennemførelsen af den til dette formål fastlagte procedure (jf. i denne retning og analogt dom af 24.9.2002, Girardot mod Kommissionen, T-92/01, EU:T:2002:220, præmis 24, og af 5.4.2005, Christensen mod Kommissionen, T-336/02, EU:T:2005:115, præmis 38).
Indledende bemærkninger vedrørende tjenestemænds pligt til upartiskhed
42 Det bemærkes, at tjenestemænds pligt til upartiskhed er fastsat i vedtægtens artikel 11, stk. 1, hvorefter en tjenestemand udfører de opgaver, han har fået tildelt, objektivt og upartisk.
43 Det bemærkes ligeledes, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer er forpligtede til at overholde Unionens grundlæggende rettigheder, heriblandt retten til god forvaltning, som er knæsat i artikel 41 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 154).
44 Artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder bestemmer bl.a., at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.
45 I denne henseende bemærkes, at kravet om uvildighed, der påhviler disse institutioner, organer, kontorer og agenturer under udførelsen af deres opgaver, har til formål at sikre den ligebehandling, der ligger til grund for Unionen. Dette krav har bl.a. til formål at undgå situationer, hvor der eventuelt måtte opstå en interessekonflikt for de tjenestemænd og øvrige ansatte, der handler på vegne af disse institutioner, organer, kontorer og agenturer. Henset til den grundlæggende vigtighed af at sikre uafhængighed og integritet for så vidt angår både den interne funktion og den ydre opfattelse af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer omfatter kravet om upartiskhed alle de omstændigheder, som en tjenestemand eller øvrig ansat, der skal tage stilling til et anliggende, med rimelighed må forstå i tredjemands øjne kan fremstå således, at der fremkaldes tvivl med hensyn til den pågældendes uafhængighed på området (jf. i denne retning dom af 25.10.2007, Komninou m.fl. mod Kommissionen, C-167/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:633, præmis 57).
46 Det påhviler navnlig disse institutioner at opfylde kravet om upartiskhed i dets to bestanddele, der udgøres af dels den subjektive upartiskhed, hvorefter intet medlem af den berørte institution må give udtryk for forudindtagethed eller personlige fordomme, dels den objektive upartiskhed, hvorefter denne institution skal sikre tilstrækkelige garantier for, at enhver rimelig tvivl om en eventuel forudindtagethed kan udelukkes (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Spanien mod Rådet, C-521/15, EU:C:2017:982, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).
47 Berettigelsen af anbringendet, som i det væsentlige vedrører appelbedømmerens manglende upartiskhed, skal derfor undersøges i betragtning af alle de foregående bemærkninger.
Om rigtigheden af anbringendet, som i det væsentlige vedrører appelbedømmerens manglende upartiskhed
48 I det foreliggende tilfælde konsulterede direktøren for afdelingen »Observatory«, som var blevet sagsøgerens overordnede fra den 17. oktober 2016, for det første den tidligere overordnede vedrørende perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016, hvilket udgør tre fjerdedele af den pågældende bedømmelsesperiode (jf. præmis 14 ovenfor). For det andet blev bidraget fra den tidligere overordnede medtaget i sin helhed i bedømmelsesrapporten for 2016 (jf. præmis 14 ovenfor). For det tredje underskrev sagsøgerens overordnede fra den 17. oktober 2016 bedømmelsesrapporten for 2016 i sin egenskab af bedømmer (jf. præmis 13 og 14 ovenfor).
49 I øvrigt kritiserede sagsøgeren i sine bemærkninger til bedømmelsesrapporten for 2016 først og fremmest rubrikken »kvalifikationer« (jf. præmis 21 ovenfor), som fuldt ud hviler på bidraget fra den tidligere overordnede vedrørende perioden fra den 1. januar til den 16. oktober 2016, ligeledes gentaget i rubrikken »bedømmerens vurdering«, som den udgør størstedelen af (jf. præmis 16 ovenfor).
50 Endelig blev bedømmelsesrapporten for 2016 gennemgået af den tidligere overordnede i dennes egenskab af appelbedømmer i forbindelse med proceduren for appelbedømmeren, idet denne efter at have undersøgt den kritik fra sagsøgeren, som er anført i præmis 49 ovenfor vedrørende bidraget fra den tidligere overordnede, konkluderede, at der ikke var grundlag for at ændre den af bedømmeren foretagne »samlede bedømmelse« (jf. præmis 24 ovenfor).
51 I denne henseende har Domstolen fastslået, at den interne procedure til klage over en bedømmelsesrapport kun kan bidrage til bedømmelsens objektivitet og forhindre anlæggelsen af en retssag, hvis den tilbyder den ansatte, som anfægter sin bedømmelsesrapport, en forsikring om, at der vil bliver foretaget en egentlig fornyet prøvelse (dom af 3.4.2019, CJ mod ECDC, C-139/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:281, præmis 44).
52 Dette er imidlertid ikke tilfældet i det foreliggende tilfælde, hvor appelbedømmeren, som er den tidligere overordnede og ophavsmanden til et bidrag, der er medtaget i bedømmelsesrapporten for 2016, skulle foretage en fornyet prøvelse af sagsøgerens samlede bedømmelse på grundlag af denne sidstnævntes bemærkninger, som for så vidt angår realiteten indskrænkede sig til at kritisere hans eget bidrag, som udgjorde den væsentligste del af bedømmerens bedømmelse.
53 Herved kan den interne klageprocedure, således som gennemført under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, ikke tilbyde garantier, som er tilstrækkelige til at udelukke enhver berettiget tvivl hvad angår appelbedømmerens upartiskhed.
54 Under disse omstændigheder er den af EUIPO påberåbte omstændighed, at det ikke var den tidligere overordnede, som havde foreslået den samlede bedømmelse af sagsøgeren, og at det ikke var ham, som blandt de alternativer, som findes på s. 3 i bedømmelsesrapporten for 2016, havde afkrydset det felt, hvorefter »[sagsøgerens] kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd generelt svare[de] til det niveau, der kræves i den besatte stilling«, irrelevant. Disse omstændigheder berører nemlig ikke den omstændighed, at appelbedømmeren i forbindelse med undersøgelsen af sagsøgerens samlede bedømmelse skulle tage stilling til sagsøgerens kritik, som udelukkende var rettet mod de elementer, der var indeholdt i hans bidrag til bedømmelsesrapporten for 2016 i hans egenskab af tidligere overordnet, og hvortil bedømmeren henviste.
55 EUIPO’s øvrige argumenter kan heller ikke afkræfte den konklusion, der udledes i præmis 53 ovenfor.
56 For det første har EUIPO anført, at appelbedømmeren udøver sin opgave i egenskab af at være en person, som kender den ansatte, som skal bedømmes, og i denne egenskab gennemgår den bedømmelse, som bedømmeren har foretaget, som nødvendigvis indeholder subjektive elementer.
57 Ifølge retspraksis kan bedømmerne ganske vist ikke anses for partiske og for at savne objektivitet, blot fordi de i deres egenskab af overordnede er ansvarlige for det arbejde, der udføres af de tjenestemænd, der er underordnet dem, og følgelig er impliceret i disses arbejdsopgaver, særligt da det netop er denne omstændighed, der gør det muligt for dem at foretage en så fyldestgørende bedømmelse som muligt af de opgaver, som udføres af deres underordnede (dom af 13.7.2006, Andrieu mod Kommissionen, T-285/04, EU:T:2006:215, præmis 68).
58 Imidlertid fremgår det ikke af sagsakterne, at sagsøgeren anfægter den tidligere overordnedes involvering i appelbedømmelsesproceduren som sådan. Han kritiserer hans involvering i appelproceduren af en specifik grund, nemlig at han, i egenskab af direkte overordnet i tre fjerdedele af den pågældende periode, bidrog på afgørende vis til udarbejdelsen af bedømmelsesrapporten for 2016, og at han dernæst tog stilling til den nævnte rapport som appelbedømmer, henset til sagsøgerens bemærkninger vedrørende de elementer, der er indeholdt i hans eget bidrag.
59 Hvad for det andet angår EUIPO’s argument, hvorefter sagsøgerens samlede bedømmelse ikke er negativ, eftersom den svarer til det, der forventes af alle ansatte, er der under alle omstændigheder tale om subjektive bedømmelser fremsat af EUIPO og ikke af sagsøgeren selv. I denne henseende konstateres blot, at sagsøgerens samlede bedømmelse for 2016 for det første ikke var den bedste blandt de muligheder, der er fastsat i bedømmelsesformularen. For det andet var sagsøgerens samlede bedømmelse for 2016 dårligere end bedømmelsen for 2015 (jf. præmis 11 ovenfor). For det tredje afviste sagsøgeren at medunderskrive bedømmelsesrapporterne for 2014 og 2015, selv om hans samlede bedømmelse var identisk med eller endog bedre end den bedømmelse, der var valgt i bedømmelsesrapporten for 2016 (jf. præmis 11 ovenfor).
60 I øvrigt må det, selv om sagsøgerens samlede bedømmelse for 2016 måtte anses for ikke at være negativ, konstateres, at sagsøgeren har anfægtet den tidligere overordnedes kvalifikationer og upartiskhed til som appelbedømmer at bedømme ikke blot den samlede bedømmelse i bedømmelsesrapporten for 2016, men ligeledes de bedømmelser, som er anført heri.
61 Bedømmelserne i bedømmelsesrapporten for 2016 kan imidlertid ikke anses for ikke at være negative. Disse bedømmelser er nemlig næsten udelukkende baseret på den tidligere overordnedes bedømmelse vedrørende de første ni måneder af 2016, som indeholdt følgende kritik af sagsøgeren. For det første blev der fremsat kritik af sagsøgeren hvad angik hans resultater i afdelingen »Operations« for så vidt angik resultater og produktivitetstab på området for indsigelser samt for så vidt angik manglende gennemsigtighed med hensyn til indsats og delvis og ufuldstændig fremsendelse af resultaterne til den administrerende direktør. For det andet blev sagsøgeren kritiseret for ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at imødegå situationen, hvilket stillede EUIPO i en vanskelig situation hvad angik de akkumulerede forsinkelser og medførte, at den tidligere overordnede mistede tilliden til sagsøgeren som direktør. For det tredje blev det anført, at selv om sagsøgeren havde de krævede færdigheder og kvalifikationer til at bestride en lederstilling, var han imidlertid i 2016 ikke i stand til at foretage de rigtige skridt for at håndtere den ekstraordinære situation.
62 For det tredje har EUIPO anført, at EUIPO’s arbejdsinstrukser, hvori det fastsættes, at et klageudvalg skal tage stilling til klager vedrørende de bedømmelser, der foretages af den administrerende direktør, i det foreliggende tilfælde er irrelevante.
63 Det er korrekt, således som EUIPO har fremhævet, at kontorets administrerende direktør ikke var sagsøgerens bedømmer for 2016, og at det derfor ikke var nødvendigt at anvende et klageudvalg til at kontrollere bedømmelsesrapporten for 2016, jf. artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43. Desuden indeholder EUIPO’s arbejdsinstrukser, således som EUIPO har oplyst, ikke nogen udtrykkelig undtagelse, som regulerer situationen for en ansat, som var stillingsindehaverens direkte overordnede i den pågældende periode, og som på grund af en intern overførsel eller forfremmelse er blevet appelbedømmer.
64 Imidlertid forholder det sig ikke desto mindre således, som sagsøgeren med rette har bemærket, at artikel 3, stk. 3, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser 43 tillader generaldirektøren, det vil for EUIPO’s vedkommende sige kontorets administrerende direktør, at fravige den procedure, der principielt er fastsat, med henblik på at tage hensyn til den særlige kontekst i den foreliggende sag, og dette i stillingsindehaverens interesse. Forpligtelsen til upartiskhed udgør imidlertid en grundlæggende garanti, som skal overholdes, idet sagsøgerens ret til at opnå en egentlig fornyet prøvelse af hans bedømmelsesrapport, i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 51 nævnte retspraksis, i modsat fald ville blive indholdsløs og miste enhver effektiv virkning. Forpligtelsen til at sikre den interne klageprocedures upartiskhed begrundede således i det foreliggende tilfælde en fravigelse af de bestemmelser, som regulerer den appelbedømmelsesprocedure, der er anført i EUIPO’s arbejdsinstrukser.
65 Henset til det ovenstående skal anbringendet, som nærmere bestemt vedrører appelbedømmerens manglende upartiskhed, tiltrædes. Denne konklusion begrunder i sig selv, at bedømmelsesrapporten for 2016 annulleres, for så vidt som den er behæftet med ulovlighed, i mangel af hvilken den kunne have haft et andet indhold. Under disse omstændigheder er det ikke længere fornødent at tage stilling til de øvrige argumenter og anbringender, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med dette søgsmål.
66 For så vidt angår sagsøgerens påstand om annullation, i det omfang, dette er nødvendigt, af afgørelsen om afslag på klagen, må det konstateres, at det i det foreliggende tilfælde først er på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse, at der foretages en indgående undersøgelse af de af sagsøgeren anførte argumenter vedrørende overholdelse af de processuelle garantier, som gælder for den interne klageprocedure til prøvelse af bedømmelsesrapporten for 2016, og som nærmere bestemt er gentaget i bl.a. det tredje anbringende. Det følger heraf, at afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde ligeledes må annulleres.
Sagsomkostninger
67 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
68 I det foreliggende tilfælde har EUIPO tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Ralph Pethkes bedømmelsesrapport for 2016 og afgørelsen truffet af bestyrelsen for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) den 18. oktober 2017 om afslag på den af Ralph Pethke indgivne klage annulleres.
2) EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Ralph Pethke afholdte omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. december 2019
Underskrifter
Indholdsfortegnelse