Language of document :

Sag anlagt den 7. januar 2013 - Ronja mod Kommissionen

(Sag T-3/13)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Ronja s.r.o. (Znojmo, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat E. Engin-Deniz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Der afholdes mundtlig forhandling.

Kommissionens afgørelse i sag GESTDEM 2012/3329 erklæres ugyldig og der gives aktindsigt i samtlige dokumenter.

Det fastslås, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Republikken Østrig for tilsidesættelse af artikel 13 i direktiv 2001/37/EF 2 og artikel 34 TEUF på grund af § 7a i den østrigske tobakslov.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren bl.a. anført følgende anbringender:

Tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 

Sagsøgeren gør herved i det væsentlige gældende, at Kommissionen hovedsagelig har afslået at give fuldstændig aktindsigt i de dokumenter, der er ansøgt om (skrivelser mellem Republikken Østrig og Kommissionen i forbindelse med klage nr. 2008/4340 på grund af angivelig uoverensstemmelse mellem den østrigske tobakslov og direktiv 2001/37), på grundlag af de østrigske myndigheders argumenter uden at have efterprøvet disse argumenter indholdsmæssigt. Efter sagsøgerens opfattelse er det imidlertid ikke aktindsigten i dokumenterne, men derimod afslaget på aktindsigt, der har haft negative indvirkninger på den sag om statens erstatningsansvar, som sagsøgeren førte for den østrigske forfatningsdomstol. Sagsøgeren har tilføjet, at formålet med undtagelsesbestemmelsen i artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001 tværtimod havde krævet, at der blev givet aktindsigt i de omhandlede dokumenter.

Undladelse af at indlede en traktatbrudsprocedure mod Republikken Østrig for tilsidesættelse af artikel 13 i direktiv 2001/37 og artikel 34 TEUF på grund af § 7a i den østrigske tobakslov

I denne forbindelse har sagsøgeren bl.a. gjort gældende, at hvis der var blevet indledt en traktatbrudsprocedure, ville den østrigske forfatningsdomstol i sin afgørelse om sagsøgerens erstatningskrav mod staten ikke kunne være kommet til det resultat, at direktiv 2001/37 ikke tildeler virksomheder, men kun forbrugere rettigheder.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5.6.2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer (EFT L 194, s. 26).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).