Language of document :

Appel iværksat den 14. april 2013 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens kendelse af 6. februar 2013 i sag F-67/12, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag T-226/13 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved advokat G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Appellanten gives medhold i alle de påstande, som han havde nedlagt for førsteinstansen.

Appelindstævnte tilpligtes at godtgøre appellanten de udgifter, som han har haft i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har iværksat denne appel til prøvelse af Personalerettens kendelse af 6. februar 2013, hvorved Personaleretten i en sag med påstand dels om annullation af den afgørelse, hvorved Europa-Kommissionen afslog hans ansøgning om erstatning for den skade, som han hævder at have lidt ved fremsendelsen af en skrivelse vedrørende betingelserne for opfyldelsen af en af Personaleretten afsagt dom af 4. november 2008, sag F-41/06, Marcuccio mod Kommissionen, til den advokat, der repræsenterende ham i den appel, der var iværksat til prøvelse af denne dom, dels om, at Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for den skade, han angiveligt har lidt som følge af denne omstændighed, fastslog, at søgsmålet var ubegrundet.

Appellanten har til støtte for sin appel gjort gældende, at afslaget på hans ansøgning om erstatning er fuldstændigt ubegrundet samt at der foreligger en utilstrækkelig sagsoplysning, en forvanskning af og ukorrekt gengivelse af de faktiske omstændigheder, vilkårlighed og fejlagtig og ulogisk fortolkning og anvendelse af:

de retsregler, der vedrører Den Europæiske Unions institutioners erstatningsansvar

den begrundelsespligt, der påhviler EU's institutioner og EU's retsinstanser

begrebet retsstridig adfærd udvist af en EU-institution.

Appellanten har desuden gjort gældende, at førsteinstansens konstateringer vedrørende sagsomkostningerne er retsstridige.

____________