RETTENS DOM (Appelafdelingen)

8. oktober 2014

Sag T-529/12 P

Moises Bermejo Garde

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Appel – personalesager – tjenestemænd – ansættelse – stillingsopslag – udnævnelse til en stilling som direktør – tilbagetrækning af appellantens ansøgning – udnævnelse af en anden ansøger – annullationspåstande – annullation i første instans af det stillingsopslag, som blev anfægtet på grund af ophavsmandens inkompetence – intet udtrykkeligt svar på parternes anbringender og argumenter – princippet om god forvaltningsskik – påstanden om annullation af de afgørelser, der blev truffet på grundlag af det anfægtede stillingsopslag, afvist fra realitetsbehandling – vedtægtens artikel 91, stk. 2 – erstatningspåstand – ret til effektiv domstolsbeskyttelse – Personalerettens begrundelsespligt – sagen moden til påkendelse – frifindelse«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Første Afdeling) den 25. september 2012 i sag F-51/10, Bermejo Garde mod EØSU, med påstand om delvis ophævelse af denne dom.

Udfald:      Dom afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 25. september 2012 i sag F-51/10, Bermejo Garde mod EØSU, ophæves, for så vidt som appellantens erstatningspåstand blev forkastet uden begrundelse. I øvrigt frifindes Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Den erstatningspåstand, som Moises Bermejo Garde har nedlagt for Personaleretten, forkastes. Moises Bermejo Garde bærer sine egne omkostninger i appelsagen. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bærer sine egne omkostninger i sagen for Personaleretten og i appelsagen samt betaler Moises Bermejo Gardes omkostninger i sagen for første instans.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – rækkevidden af begrundelsespligten

(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)

2.      Retslig procedure – dommes begrundelse – rækkevidde – forpligtelse til at tage stilling til alle de af parterne fremførte anbringender og argumenter – foreligger ikke

(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)

1.      Når en af Personaleretten afsagt dom ikke gør det muligt for den berørte at få kendskab til begrundelsen for, at nævnte Personaleret ikke har givet ham medhold i de argumenter, der er påberåbt til støtte for erstatningspåstanden og for Retten at råde over tilstrækkelige elementer til at udøve dens domstolskontrol, må det konkluderes, at der foreligger en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Domstolen, som i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut finder anvendelse på Personaleretten.

(jf. præmis 46 og 47)

2.      Af procesøkonomiske hensyn og under overholdelse af princippet om god retspleje kan Unionens retsinstanser træffe afgørelse i et søgsmål uden nødvendigvis at skulle tage stilling til alle de af parterne fremførte anbringender og argumenter.

Denne konstatering gælder så meget desto mere i de tilfælde, hvor Unionens retsinstanser fastslår, at ophavsmanden til den anfægtede retsakt er inkompetent. Den inkompetence, der er nævnt som det første i artikel 263, stk. 2, TEUF, berører nemlig selve grundlaget og følgelig begrundelsen for eksistensen af den anfægtede retsakt. For så vidt som en retsakt vedtaget af en inkompetent ophavsmand ikke bør findes i Unionens retsorden, har dens indhold således principielt ingen betydning.

(jf. præmis 54 og 55)

Henvisning til:

Domstolen: 26. februar 2002, sag C-23/00 P, Rådet mod Bohringer, Sml. I, s. 1873, præmis 52