Language of document :

Sag anlagt den 19. oktober 2007 - Wenning mod Europol

(Sag F-114/07)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Rainer Wenning (Haag, Nederlandene) (ved advokat G. Vandersanden og C. Ronzi)

Sagsøgt: Europol

Sagsøgerens påstande

Annullation af Europols direktørs afgørelse af 22. december 2006 om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt og hans genindtræden hos Europol fra den 1. oktober 2007.

Som følge heraf annulleres den anfægtede afgørelse i rapporten vedrørende karriereudvikling og -bedømmelse.

Der tilkendes sagsøgeren erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, han har lidt.

Europol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten, eftersom afgørelsen ikke i sig selv ikke indeholder nogen grunde herfor. Den er støttet på en ugyldig rapport vedrørende karriereudvikling og -bedømmelse.

Sagsøgerens bedømmelsesrapport er blevet udfærdiget i strid med Europols regler for fremgangsmåden ved karriereudvikling og -bedømmelse (artikel 28 i Europols medarbejderregler og retningslinjer for fremgangsmåden ved karriereudvikling og -bedømmelse) og den indeholder mange fejlskøn, der har ført til urigtig retsanvendelse.

Bedømmelsesprocessen er af sagsøgerens overordnede blevet anvendt med det formål at afskedige ham i stedet for at bedømme ham. Dette udgør endvidere et fejlskøn eller magtfordrejning.

Det eneste formål, der blev forfulgt af sagsøgerens overordnede, var ikke at forlænge hans kontrakt, uanset hans gode tjenstlige indsats og den omstændighed, at han var blevet forsikret om, at han ville opnå en bedre bedømmelse end det foregående år, såfremt hans fremgang fortsatte. Sagsøgeren havde en berettiget forventning om, at hans kontrakt ville blive omdannet til en tidsubestemt kontrakt eller i det mindste forlænget.

Den anfægtede afgørelse og omstændighederne omkring dens udfærdigelse er heller ikke i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik og den omsorgspligt, som påhviler enhver administration i forhold til dens ansatte.

Det ville have været i overensstemmelse med både tjenestens og medarbejderens interesser at beholde sagsøgeren hos Europol. Det arbejde, sagsøgeren varetog, skal nemlig fortsat udføres. Sagsøgeren har i årevis vist, at han kunne udføre sit arbejde til sine kollegers samt personer uden for Europols fulde tilfredsstillelse.

Sagsøgeren er også blevet diskrimineret i forhold til andre kolleger, der præsterede samme indsats som ham, og som opnåede forlængelse af deres kontrakter.

Endelig kræver sagsøgeren erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som den anfægtede afgørelse har forvoldt ham.

____________