Language of document :

Sag anlagt den 19. november 2008 - Mauerhofer mod Kommissionen

(Sag T-515/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Volker Mauerhofer (Wien, Østrig) (ved avocat J. Schartmüller)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Principalt annulleres den anfægtede retsakt i det omfang, den vedrører sagsøgeren.

Desuden - eller som subsidiær påstand til annullationspåstanden - fastslås det, at Kommissionen gennem den ulovlige vedtagelse af den anfægtede retsakt har pådraget sig et erstatningsansvar uden for kontraktforhold.

Som følge af den anfægtede retsakt pålægges Kommissionen at betale sagsøgeren et beløb på 5 500 EUR for det tab, der er lidt uden for kontraktforhold, og morarenter på 4% fra og med den 4. november 2008 og indtil der afsiges endelig dom i sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 9. september 2008, ved hvilken forvaltningsakt den reducerede antallet af arbejdsdage, som sagsøgeren havde til at udføre sine opgaver i henhold til ekspertkontrakt nr. MC/5043/025/001/2008 indgået mellem sagsøgeren og konsulenten for deltagelsen i det i Bosnien-Herzegovina udførte projekt, "Value Chain Mapping Analysis" (kortlægning af værdikæder), i henhold til rammeaftalen "EuropeAid/123314/C/SER/multi", som var indgået mellem konsulenten og Kommissionen. Endvidere har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for den skade, han har lidt som følge af den anfægtede retsakt.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort følgende anbringender gældende:

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Kommissionen vedtog den anfægtede retsakt under tilsidesættelse af formforskrifter om, at en konsulents skriftlige forslag skal forelægges forud for Kommissionens beslutning, hvilket følger af de almindelige betingelser og særlige retningslinjer for rammeaftaleprojektet "Value Chain Mapping Analysis".

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at den anfægtede retsakt blev vedtaget under tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive hørt af en uafhængig instans.

For det tredje har sagsøgeren argumenteret for, at den anfægtede retsakt blev vedtaget under tilsidesættelse af dennes ret til, at sagen blev behandlet af en myndighed, for hvilken der ikke forelå en interessekonflikt.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen, da den vedtog den anfægtede retsakt, undlod korrekt og retfærdigt at beregne og vurdere det antal arbejdsdage, som blev fratrukket det samlede antal dage, som han havde fået til at udføre sine opgaver.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning, da den vedtog den anfægtede retsakt, idet den ikke i sin vurdering af antallet af de til sagsøgeren tildelte arbejdsdage tog hensyn til de fejl, konsulenten havde begået.

____________