Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice Business and Property Courts of England and Wales (Det Forenede Kongerige) den 22. december 2020 – London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association Limited mod Kongeriget Spanien
(Sag C-700/20)
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
High Court of Justice Business and Property Courts of England and Wales
Parter i hovedsagen
Sagsøger: London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association Limited
Sagsøgt: Kongeriget Spanien
Præjudicielle spørgsmål
Henset til arten af de spørgsmål, som den nationale ret skal tage stilling til med henblik på at afgøre, om der skal træffes retsafgørelse i henhold til voldgiftsafgørelse jf. section 66 i Arbitration Act 1996 (lov af 1996 om voldgift), kan en afgørelse, der er truffet i henhold til denne bestemmelse, da udgøre en relevant »retsafgørelse« truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, som omhandlet i artikel 34, stk. 3, i forordning (EF) nr. 44/2001 1 ?
Henset til, at en retsafgørelse, der er truffet i henhold til en voldgiftsafgørelse jf. section 66 i lov af 1996 om voldgift, er en retsafgørelse, der ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 på grund af undtagelsesbestemmelsen om voldgift i forordningens artikel 1, stk. 2, litra d), kan en sådan afgørelse da udgøre en relevant »retsafgørelse« truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, som omhandlet i forordningens artikel 34, stk. 3?
Ud fra den antagelse, at artikel 34, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse, såfremt anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat ville være i strid med grundlæggende nationale retsprincipper, fordi det ville stride imod princippet om res judicata på grund af en tidligere national voldgiftsafgørelse eller en tidligere retsafgørelse, der er truffet i henhold til voldgiftsafgørelsen, og som er truffet af retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er det da muligt at påberåbe sig artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 som begrundelse for at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, eller anses forordningens artikel 34, stk. 3 og 4, for en udtømmende opregning af grunde til, at res judicata og/eller uforenelighed kan være til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i henhold til forordningen?
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).