EU-PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
16. januar 2007 (*)
»Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder erhvervet forud for tiltrædelsen af tjenesten ved Fællesskaberne – overførsel til fællesskabsordningen – tilbagetrækning af overførselsanmodningen med det formål at påberåbe sig nye, mere favorable bestemmelser«
I sag F-92/05,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,
Emmanuel Genette, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Gorze (Frankrig), ved avocat M.-A. Lucas,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Joris og D. Martin, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
støttet af:
Kongeriget Belgien ved L. Van den Broeck, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kreppel, samt dommerne H. Tagaras og S. Gervasoni (refererende dommer),
justitssekretær: W. Hakenberg,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. september 2006,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans’ Justitskontor den 26. september 2005 ved telefax (originaleksemplaret blev indleveret den 28.9.2005) har Emmanuel Genette nedlagt påstand om annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 25. januar 2005, hvorved denne dels afslog at indvillige i en tilbagetrækning af hans anmodning fra 2001 om overførsel af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet inden for rammerne af belgiske pensionsordninger, dels afslog, at han indgav en ny anmodning herom.
Retsforskrifter
2 Artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) i den affattelse, som var gældende før ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten (EFT L 124, s. 1) (herefter »forordningen af 22. marts 2004«), bestemte:
»Tjenestemanden, der indtræder i Fællesskabernes tjeneste efter:
– at have fratrådt en stilling i en administration eller en national eller international organisation, eller efter
– at have udøvet lønnet virksomhed
kan ved sin fastansættelse foranledige, at enten den aktuarmæssige modværdi eller den fastsatte tilbagekøbsværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de ovenfor nævnte aktiviteter, indbetales til Fællesskaberne.
I lignende tilfælde fastsætter den institution, hvor tjenestemanden er ansat, under hensyn til den lønklasse, han er fastansat i, antallet af de pensionsgivende tjenesteår, den efter sin ordning godskriver for den tidligere tjenestes varighed, på grundlag af den aktuarmæssige modværdi eller den fastsatte tilbagekøbsværdi.«
3 Artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som affattet ved forordningen af 22. marts 2004, der i henhold til dens artikel 2 trådte i kraft den 1. maj 2004, bestemmer:
»Tjenestemanden, der indtræder i Fællesskabernes tjeneste efter:
– at have fratrådt en stilling i en administration eller en national eller international organisation, eller efter
– at have udøvet lønnet virksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed
kan mellem tidspunktet for sin fastansættelse og det tidspunkt, hvor han opnår ret til alderspension som defineret i vedtægtens artikel 77, foranledige, at der til Fællesskaberne indbetales en indtil den faktiske overførsel ajourført kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de ovenfor nævnte aktiviteter.
I sådanne tilfælde fastsætter den institution, hvor tjenestemanden er ansat, efter almindelige gennemførelsesbestemmelser og under hensyntagen til grundløn, alder og valutakurs på datoen for anmodningen om overførsel, antallet af de pensionsgivende tjenesteår, den efter Fællesskabets pensionsordning godskriver ham for den tidligere tjenestes varighed, på grundlag af den overførte kapital, fraregnet det beløb, der udgøres af revurderingen af kapitalen mellem datoen for anmodningen om overførsel og datoen for den faktiske overførsel.
Tjenestemanden kan kun benytte denne mulighed én gang pr. medlemsstat og pr. pensionsfond.«
4 I henhold til vedtægtens artikel 107a, indsat ved forordningen af 22. marts 2004, er der fastsat »[o]vergangsbestemmelser« i bilag XIII til vedtægten. Dette bilags artikel 26, stk. 3, bestemmer:
»Tjenestemænd, der havde fremsat en anmodning om overførsel inden for de tidligere fastsatte frister, men som afslog det tilbud, de fik, som ikke fremsatte en ny anmodning inden for de tidligere fastsatte frister, eller som fik afvist deres anmodning, fordi den var blevet fremsat efter denne frist, kan stadig fremsætte eller genfremsætte en sådan anmodning senest den 31. oktober 2004.«
5 Artikel 3 i belgisk lov af 21. maj 1991 om etablering af visse forbindelser mellem belgiske pensionsordninger og pensionsordninger indført af internationale offentligretlige institutioner, offentliggjort i Moniteur belge af 20. juni 1991, s. 13871 (herefter »1991-loven«), bestemte, at »[e]n tjenestemand kan med den kompetente institutions samtykke ansøge om, at alderspension vedrørende tjenesteforhold og perioder, der ligger forud for vedkommendes indtræden i institutionens tjeneste, overføres til institutionen«. Hvis tjenestemanden havde anmodet om overførsel af sine pensionsrettigheder, der var erhvervet efter en belgisk pensionsordning, og denne anmodning var blevet accepteret, var fællesskabsinstitutionen i henhold til samme lovs artikel 11 indtrådt i tjenestemandens rettigheder. Under hensyn til den således indførte subrogationsmekanisme foretog den belgiske pensionsordning ikke nogen indbetaling til institutionen før det tidspunkt, hvor den pågældende tjenestemand opnåede en fællesskabspension. Artikel 9 i 1991-loven bestemte, at »[s]å længe subrogationen i henhold til artikel 11 ikke er trådt i kraft, kan tjenestemanden, såfremt institutionen indvilliger heri, tilbagekalde sin ansøgning om overførsel. Tilbagekaldelsen er endelig«.
6 Belgisk lov af 10. februar 2003 om overførsel af pensionsrettigheder mellem de belgiske pensionsordninger og pensionsordninger indført af internationale offentligretlige institutioner, offentliggjort i Moniteur belge af 27. marts 2003, s. 14747 (herefter »2003-loven«), ændrede den belgiske lovgivning om overførsel til Fællesskaberne af pensionsrettigheder, der var erhvervet efter de belgiske ordninger. Denne lov, der i henhold til dens artikel 29 finder anvendelse på overførselsanmodninger, der indgives efter den 1. januar 2002, indfører et system med tilbagekøbsværdien af de bidrag, der er indbetalt til den belgiske pensionsordning med tillæg af renters rente. Lovens artikel 4 bestemmer, at »[e]n tjenestemand eller midlertidigt ansat, som efter at have optjent ret til en eller flere pensioner som omhandlet i artikel 3, [stk.] 1, nr.1-4, er indtrådt i en institutions tjeneste, kan med institutionens samtykke anmode om, at der til denne institution eller til hans pensionsfond, i medfør af hans tilknytning til disse pensionsordninger forud for hans indtræden i institutionens tjeneste, overføres de i henhold til artikel 7 fastsatte beløb […]«. Ifølge denne nye lovgivning giver overførsel af pensionsrettigheder anledning til umiddelbar indbetaling af en kapital til fællesskabsordningen. Artikel 9, stk. 1, i 2003-loven bestemmer, at »[e]n ansøgning om overførsel bliver uigenkaldelig på den dato, hvor den nationale pensionsanstalt fra institutionen modtager en endelig bekræftelse på den af tjenestemanden eller den midlertidigt ansatte indgivne ansøgning om overførsel«.
7 Belgisk lov af 20. juli 2006 om diverse bestemmelser, offentliggjort i Moniteur belge af 28. juli 2006, s. 36940 (herefter »2006-loven«) ændrede artikel 9 i 1991-loven med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2004. Denne artikel bestemmer nu, at »[s]å længe subrogationen i henhold til artikel 11 ikke er trådt i kraft, kan en tjenestemand, som fratræder institutionen uden at have opnået ret til en alderdomspension, såfremt institutionen indvilliger heri, tilbagekalde sin ansøgning om overførsel. Tilbagekaldelsen er endelig«.
Faktiske omstændigheder
8 Før sin indtræden i Kommissionens tjeneste den 1. april 2000, med en indplacering i lønklasse B5, løntrin 3, arbejdede sagsøgeren, der er født i 1968, i den private sektor i Belgien, som selvstændig erhvervsdrivende fra 1992 til 1996, derefter som lønmodtager fra 1996 til 2000.
9 I den forbindelse var han først medlem af Institut national d’assurance sociale des travailleurs indépendants (herefter »Inasti«) og derefter Office national des pensions (den statslige pensionsanstalt) (herefter »ONP«), til hvis pensionsordninger han indbetalte bidrag og således erhvervede pensionsrettigheder hos disse organer.
10 Efter at sagsøgeren var blevet fastansat som tjenestemand ved Fællesskaberne den 1. januar 2001, anmodede han ved skrivelse af 13. juli 2001 Kommissionen om overførsel af de rettigheder, han havde erhvervet inden for de belgiske ordninger for selvstændige erhvervsdrivende og for lønmodtagere, til Fællesskabets pensionsordning. Denne anmodning var baseret på artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og på 1991-lovens artikel 3.
11 Den 11. juni 2002 blev sagsøgeren ved en note fra afdelingen for »Pensioner og Kontakt til Tidligere Ansatte« under Direktorat B i Kommissionens Generaldirektorat (GD) »Personale og Administration« underrettet om antallet af supplerende pensionsgivende tjenesteår, der ville blive medregnet i fællesskabsordningen på grundlag af den af Kommissionen beregnede aktuarmæssige modværdi af den nationale pension, der var erhvervet efter den belgiske ordning for selvstændige erhvervsdrivende. Hvis sagsøgeren gik på pension i en alder af 65 år, ville den aktuarmæssige modværdi af et af Inasti beregnet årligt beløb på 1 431,29 EUR beløbe sig til 8 139,33 EUR, og den anciennitetsforbedring, der skulle tages hensyn til i fællesskabsordningen, var et år og 19 dage. Kommissionen underrettede ham desuden om, at den i henhold til artikel 11 i 1991-loven indtrådte i de pensionsrettigheder, han havde erhvervet i Belgien, fra tidspunktet for fastsættelsen af hans fællesskabspension.
12 Den 26. august 2002 fik sagsøgeren tilsendt en tilsvarende note fra samme afdeling vedrørende de pensionsrettigheder, han havde erhvervet som lønmodtager, med oplysning om, at ved det fyldte 65. år ville den aktuarmæssige modværdi af et af ONP beregnet årligt beløb på 1 952,48 EUR beløbe sig til 11 102,79 EUR, og den anciennitetsforbedring, der skulle tages hensyn til i fællesskabsordningen, var et år, fem måneder og fem dage.
13 I noterne oplystes sagsøgeren om, at fra modtagelsen af hans tilslutning til de heri indeholdte forslag kunne hans anmodning om overførsel ikke længere tilbagekaldes. Det præciseredes imidlertid, at en anmodning undtagelsesvis kunne tilbagekaldes ved sagsøgerens udtræden af tjenesten hos Kommissionen, før betingelserne for at have ret til pension fra Fællesskabet i henhold til vedtægtens artikel 77 var opfyldt.
14 Den 17. juli og 29. august 2002 meddelte sagsøgeren sin tilslutning til Kommissionens forslag af 11. juni og 26. august 2002.
15 Som anført i præmis 6 ovenfor, ændrede 2003-loven betingelserne for overførsel til Fællesskaberne af de rettigheder, der var erhvervet inden for rammerne af de belgiske pensionsordninger, for ansøgninger indgivet efter den 1. januar 2002.
16 Sagsøgeren fik lidt før oktober måned 2004 kendskab til, at en bekendt, der var tiltrådt som tjenestemand ved Kommissionen i 2003, ligesom han ifølge vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, havde anmodet om overførsel af sine pensionsrettigheder erhvervet efter den belgiske ordning for lønmodtagere til fællesskabsordningen, og fra Belgien havde fået overført en kapital, der svarede til det antal år, han havde været tilknyttet pensionsordningen, og et vederlag, der var sammenligneligt med sagsøgerens, som havde medført en langt større godskrivning af supplerende pensionsgivende år end den, han selv var blevet tildelt.
17 Den 31. oktober 2004 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. l, en anmodning om, at Kommissionen:
– som fastsat i artikel 9 i 1991-loven indvilligede i en tilbagetrækning af den ansøgning, som han havde indgivet den 13. juli 200l på grundlag af denne lov, om at overføre de pensionsrettigheder, som han havde erhvervet inden for rammerne af de belgiske pensionsordninger for selvstændige erhvervsdrivende og for lønmodtagere, til fællesskabsordningen
– som fastsat i artikel 4, stk. 1, i 2003-loven indvilligede i, at han ansøgte om overførsel af sine pensionsrettigheder på grundlag af denne lov.
18 Den 2. februar 2005 modtog sagsøgeren meddelelse om en afgørelse af 25. januar 2005 truffet af chefen for den administrative enhed »Pensioner« om afslag på hans ansøgning af 31. oktober 2004 (herefter »den anfægtede afgørelse«), med følgende ordlyd:
19 »[…] De ønsker […] for det første at kunne tilbagetrække Deres ansøgning i medfør af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII [til vedtægten] om overførsel af Deres pensionsrettigheder erhvervet efter de belgiske Inasti- og ONP-ordninger og allerede gennemført af ordningerne ifølge 1991-lovens bestemmelser og for det andet at indgive en ny ansøgning, der skal gennemføres af ordningerne ifølge bestemmelserne i 2003-loven.
20 Det fremgik imidlertid klart af de forslag, De modtog fra Kommissionens administration den 11. juni 2002 og 26. august 2002, i forlængelse af underretningen fra Inasti og ONP om det pensionsbeløb, som kan overføres, at overførslen blev uigenkaldelig ved den pågældende tjenestes modtagelse af Deres tilslutning til de omhandlede forslag. Som følge af Deres accept blev overførslen af Deres rettigheder gennemført, og ONP- og Inasti-dossiererne blev endeligt afsluttet af [ansættelsesmyndigheden].
21 Selv om 1991-loven indeholder mulighed for »en tilbagetrækning af ansøgningen om overførsel, såfremt institutionen indvilliger heri« (artikel 9 i 1991-loven), var denne mulighed i praksis kun fastsat på institutionsniveau i undtagelsestilfælde, hvilket var angivet i skrivelsen med tilbuddet til den pågældende: »Ansøgningen kan undtagelsesvis tilbagetrækkes ved den pågældendes udtræden af tjenesten, før betingelserne for at have ret til fællesskabspension i henhold til vedtægtens artikel 77, er opfyldt.« Der er her ikke tale om mulighed for tilbagetrækning af ansøgningen, men om tilbagekaldelse af transaktionen i et meget særligt tilfælde.
22 Endvidere har De Europæiske Fællesskabers Domstol i dom af 9. november 1989 i de forenede sager 75/88, 146/88 og 147/88 klart fastsat sondringen mellem to forskellige regelsæt, som gælder for beslutninger vedrørende på den ene side beregningen af den aktuarmæssige modværdi af det beløb, der kan overføres, og på den anden side vedrørende denne værdis omregning til pensionsgivende tjenesteår, der således også er undergivet to af hinanden uafhængige former for domstolskontrol. Det fremgår heraf, at en teoretisk mulighed for tilbagetrækning af overførselsansøgningen som fastsat i belgisk lov er uden virkning, når fællesskabslovgivningen ikke indeholder bestemmelse herom, hvilket den ikke gør.
23 Under disse omstændigheder er det mig ikke muligt at indvillige i, at De tilbagetrækker den allerede færdigbehandlede ansøgning og indgiver en ny ansøgning om en overførsel, som er blevet behørigt afsluttet.«
24 Den 22. april 2005 indgav sagsøgeren gennem sin advokat en klage til Kommissionen i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den anfægtede afgørelse.
25 Den 10. juni 2005 traf generaldirektøren for GD »Personale og Administration« i sin egenskab af ansættelsesmyndighed (herefter »AIPN«) en afgørelse »som svar på adskillige tjenestemænds anmodninger og klager vedrørende overførslen af den belgiske ordnings pensionsrettigheder til fællesskabsordningen«, som blev meddelt sagsøgeren ved email og telefax den 14. juni 2005 (herefter »afgørelsen af 10. juni 2005«).
Retsforhandlinger og parternes påstande
26 Dette søgsmål blev oprindeligt registreret på Retten i Første Instans’ Justitskontor under nr. T-361/05.
27 Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans på grundlag af artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) nærværende sag til Personaleretten. Sagen blev registreret på EU-Personalerettens Justitskontor som sag F-92/05.
28 Ved begæring indleveret til EU-Personalerettens Justitskontor den 8. maj 2006 anmodede Kongeriget Belgien om at måtte intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande. På grundlag af artikel 115, stk. 1, og artikel 116, stk. 6, i procesreglementet for Retten i Første Instans, der i henhold til artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752 mutatis mutandis finder anvendelse ved EU-Personaleretten, indtil denne træder i kraft, gav formanden for EU-Personalerettens Første Afdeling på retsmødet ved kendelse af 29. juni 2006 tilladelse til, at Kongeriget Belgien intervenerede i sagen. Retsmøderapporten er blevet tilstillet Kongeriget Belgien.
29 Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i procesreglementet for Retten i Første Instans anmodede Personaleretten Kommissionen om at tilstille den de almindelige gennemførelsesbestemmelser (herefter »DAG«) til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, der var gældende på tidspunktet for overførslen af sagsøgerens pensionsrettigheder, og de nugældende almindelige gennemførelsesbestemmelser, vedtaget af Kommissionen i henholdsvis 1993 og 2004, og anmodede parterne og intervenienten om at besvare de skriftlige spørgsmål. Parterne og intervenienten har efterkommet disse anmodninger.
30 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Afgørelsen af 10. juni 2005 annulleres.
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
31 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært: frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
32 Kongeriget Belgien har til støtte for Kommissionen nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
Parternes argumenter
33 Kommissionen har nedlagt påstand om afvisning af sagen, da den er anlagt for sent i forhold til den i vedtægtens artikel 91, stk. 3, fastsatte frist. Kommissionen har anført, at sagsøgeren fejlagtigt har antaget, at fristen for indsigelse mod afgørelsen af 10. juni 2005 først var begyndt at løbe den 18. august 2005, det tidspunkt, hvor AIPN ved skrivelse bekræftede afslaget på hans klage. Sagen er følgelig anlagt for sent og bør afvises.
Rettens bemærkninger
34 Sagsøgeren indgav den 22. april 2005 en klage over den anfægtede afgørelse. AIPN afslog klagen ved afgørelse af 10. juni 2005, meddelt ham pr. email og telefax den 14. juni 2005. I skrivelsen af 18. august 2005 bekræftede AIPN, at den i afgørelsen af 10. juni 2005 havde besvaret sagsøgerens klage – »efter dens mening fuldstændigt«. Kommissionen har følgelig med rette anført, at søgsmålsfristen på tre måneder, inden for hvilken der kunne anlægges sag til prøvelse af afgørelsen af 25. januar 2005 på grundlag af vedtægtens artikel 91, stk. 3, begyndte at løbe på datoen for meddelelsen af afslaget på klagen, dvs. den 14. juni 2005.
35 Fristen på tre måneder udløb således den 14. september 2005. Medregnes afstandsfristen på ti dage som fastsat i artikel 102, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans, skulle søgsmålsfristen i denne sag udløbe den 24. september 2005 kl. 24.00.
36 Artikel 101, stk. 2, første afsnit, i samme reglement bestemmer imidlertid, at »[v]ille fristen udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag«. Den 24. september 2005 var imidlertid en lørdag. I henhold til de nævnte bestemmelser er søgsmålsfristen således i denne sag blevet forlænget til og med mandag den 26. september 2005.
37 Nærværende sag, dateret den 26. september 2005 og samme dag pr. telefax meddelt Retten i Første Instans’ Justitskontor, er derfor anlagt inden for rammerne af søgsmålsfristen. Heraf følger, at påstanden om afvisning af sagen på grund af præklusion må forkastes.
Påstand om annullation af afgørelsen af 10. juni 2005
38 Ifølge fast retspraksis har påstande rettet mod en klageafvisning den virkning retligt at få prøvet den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen, og er derfor som sådanne uden selvstændigt indhold (Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8). Ovennævnte påstand, der er rettet mod afslaget på klagen af 10. juni 2005, har således som eneste mål en påstand om annullation af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.3.2004, sag T-310/02, Theodorakis mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 95, og II, s. 427, præmis 19).
Påstanden rettet mod den anfægtede afgørelse, for så vidt som Kommissionen herved afslår at indvillige i, at sagsøgeren tilbagetrækker sin ansøgning om overførsel til fællesskabsordningen af sine pensionsrettigheder erhvervet inden for belgiske pensionsordninger for henholdsvis selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere
1. Fortolkning af påstanden
– Parternes argumenter
39 Kommissionen mener, at sagsøgeren i realiteten bestrider afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, hvorved den har fastsat det antal pensionsgivende tjenesteår, der skulle medregnes i fællesskabsordningen i medfør af de pensionsrettigheder, som sagsøgeren havde erhvervet inden for de belgiske ordninger for henholdsvis selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere.
40 Sagsøgeren hævder, at selv om hans mål ganske rigtigt er, at Kommissionen tilbagetrækker sine afgørelser af 11. juni og 26. august 2002 og erstatter dem med nye afgørelser, er formålet med hans påstand ikke tilbagetrækning af disse afgørelser, men at Kommissionen indvilliger i en tilbagetrækning af hans ansøgning fra 2001 om overførsel af hans pensionsrettigheder erhvervet efter de belgiske ordninger.
41 Afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 vil bestå som sådanne, selv om Kommissionen giver medhold i sagsøgerens påstand, og det er kun ved hjælp af gennemførelsen af en række supplerende betingelser, at Kommissionen skal ændre de nævnte afgørelser. Et sådant resultat vil faktisk kun blive opnået, hvis de belgiske myndigheder, eventuelt i forbindelse med et søgsmål ved de belgiske retsinstanser, for det første accepterer tilbagetrækning af den overførselsansøgning, som sagsøgeren indgav den 13. juli 2001 på grundlag af 1991-loven, for det andet accepterer, at sagsøgeren indgiver en ny overførselsansøgning på grundlag af 2003-loven og endelig vedtager nye afgørelser med hensyn til de beløb, der skal overføres til Fællesskabets pensionsordning, som Kommissionen skal medregne i henhold til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, som affattet ved forordningen af 22. marts 2004, for at ændre sine afgørelser vedrørende antallet af pensionsgivende tjenesteår, der skal tilkendes sagsøgeren i fællesskabsordningen.
– Rettens bemærkninger
42 Det spørgsmål, der rejses ved fortolkningen af ovennævnte påstand, er, om sagsøgerens ansøgning om at få tilladelse til at tilbagetrække ansøgningen om overførsel af sine pensionsrettigheder er forskellig fra en ansøgning om tilbagetrækning af afgørelserne om fastsættelse af antallet af tjenesteår, der medregnes i Fællesskabets pensionsordning for tidligere erhvervede pensionsrettigheder.
43 Indledningsvis må det understreges, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at få overført pensionsrettigheder til Fællesskabets pensionsordning.
44 Det fremgår af Domstolens dom af 20. oktober 1981, Kommissionen mod Belgien (sag 137/80, Sml. s. 2393, præmis 13), at den mulighed, der ved artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, gives tjenestemændene for ved deres fastansættelse at overføre den aktuarmæssige modværdi eller en fastsat tilbagekøbsværdi af pensionsrettigheder erhvervet under tidligere ansættelse hos en administration, en national eller international organisation eller en virksomhed til Fællesskabets pensionsordning, har til formål at skabe en ret for tjenestemanden, hvis udøvelse kun afhænger af hans eget valg.
45 Hvis den ansøgning, der er indgivet i henhold til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, såvel i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, som i affattelsen ved samme forordning, opfylder betingelserne, skal forvaltningsorganet for den pensionsordning, hvor tjenestemanden tidligere har erhvervet pensionsrettigheder, og efterfølgende fællesskabsinstitutionen successivt for den førstes vedkommende beregne de erhvervede rettigheder og for den andens vedkommende under hensyn til disse rettigheder fastsætte antallet af år, som den medregner i Fællesskabets pensionsordning i medfør af den tidligere tjenesteperiode.
46 Overførslen af pensionsrettigheder må derfor analyseres som en transaktion, der successivt indeholder to selvstændige afgørelser, som træffes på den pågældendes anmodning og i en bunden kompetencesituation af henholdsvis forvaltningsorganet for den nationale pensionsordning og af fællesskabsinstitutionen.
47 De betingelser, hvorunder overførsel af pensionsrettigheder erhvervet inden for rammerne af de omhandlede belgiske ordninger kan tilbagekaldes, er følgelig de samme, hvorunder tilbagetrækning af de ovennævnte afgørelser, der udgør overførselstransaktionen, kan opnås.
48 1991-loven, inden for hvis rammer sagsøgeren den 13. juli 2001 indgav en ansøgning om overførsel af sine pensionsrettigheder erhvervet inden for rammerne af belgiske ordninger, fastsætter en mekanisme for fællesskabsinstitutionens indtræden i de pensionsrettigheder, der er erhvervet i Belgien, fra det tidspunkt hvor retten til at modtage fællesskabspension indtræder. 1991-lovens artikel 9 bestemmer, at »[s]å længe den i artikel 11 fastsatte subrogation ikke er trådt i kraft, kan tjenestemanden, såfremt institutionen indvilliger heri, tilbagekalde sin ansøgning om overførsel. Tilbagekaldelsen er endelig«.
49 Formuleringen af ovennævnte bestemmelser i 1991-loven kan forklare, hvorfor sagsøgeren har forelagt Kommissionen en anmodning om, at den indvilligede i en tilbagetrækning af hans overførselsansøgning. Når disse bestemmelser fastsætter, at indtil subrogationen træder i kraft, indtræder tilbagetrækningen af afgørelserne truffet af forvaltningsorganerne for de belgiske pensionsordninger med henblik på overførslen uden videre i overensstemmelse med den pågældendes ansøgning, tilbagekaldes overførslen af rettighederne fuldstændig, hvis institutionens afgørelse om fastsættelse af den tilsvarende godtgørelse i år i fællesskabsordningen ligeledes trækkes tilbage. Følgelig kan udtrykket »såfremt institutionen indvilliger heri« som omhandlet i ovennævnte bestemmelser i 1991-loven kun henvise til tilbagetrækning af den afgørelse, der er truffet af institutionen i forbindelse med overførslen af pensionsrettighederne.
50 Det følger heraf, at ovennævnte påstand, som Kommissionen har anført, skal fortolkes således, at den tager sigte på annullation af Kommissionens afslag på at tilbagetrække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, som den havde vedtaget i forbindelse med overførslen til fællesskabsordningen af de pensionsrettigheder, den pågældende havde erhvervet inden for de to belgiske pensionsordninger.
2. Formaliteten med hensyn til påstanden
– Parternes argumenter
51 Kommissionen har gjort gældende, at dens afgørelser af 11. juni og 26. august 2002 er endelige og følgelig ikke kan anfægtes.
52 Sagsøgeren har fejlagtigt gjort gældende, at disse to afgørelser er midlertidige under henvisning til, at i henhold til artikel 11, stk. 1, i 1991-loven er den af institutionen endeligt fastsatte godtgørelse ved beregningen af hans pension baseret på alder og forbrugerindekset på tidspunktet for udbetaling af pensionen. Afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 er utvivlsomt endelige, for så vidt som de protokollerer sagsøgerens tilslutning til Kommissionens forslag om overførsel af hans pensionsrettigheder og de hermed forbundne opgørelser. At den godtgørelse, der skal anvendes ved den faktiske beregning af hans pension, naturligvis kun kan fastsættes i den alder, hvor den pågældende i praksis går på pension, er uden betydning i denne henseende.
53 Da sagsøgeren udtrykkeligt har tilkendegivet sin tilslutning til Kommissionens forslag, har denne tilslutning givet forslagene deres endelige karakter.
54 Kun hvis der forekommer en ny og væsentlig faktisk omstændighed, kan der rejses tvivl om en endelig afgørelse på betingelse af, at påberåbelsen af en sådan ny omstændighed sker inden for en rimelig frist. Selv om det antages, at ikrafttrædelsen af 2003-loven, som blev offentliggjort i Moniteur belge den 27. marts 2003, kan anses for en ny omstændighed som omhandlet i retspraksis, blev sagsøgerens anmodning af 31. oktober 2004 dog indgivet længe efter udløbet af en sådan rimelig frist. Hvad angår sagsøgerens – subjektive – konstatering vedrørende forskelsbehandling af tjenestemænd som følge af ikrafttrædelsen af 2003-loven kan dette ikke udgøre en ny faktisk omstændighed, der adskiller sig fra den nævnte lovs ikrafttræden.
– Rettens bemærkninger
55 Det følger af det anførte i præmis 45-47 ovenfor, at skrivelserne af 11. juni og 26. august 2002 ikke kan anses for aftale- eller kontraktforslag fra Kommissionen til sagsøgeren. De udgør forslag til ensidige afgørelser udarbejdet af Kommissionen i en bunden kompetencesituation på tjenestemandens anmodning, som materielt først bliver institutionens afgørelser og først træder i kraft ved den pågældendes bekræftelse af sine overførselsanmodninger. I denne sag har sagsøgeren bekræftet sine anmodninger den 17. juli og 29. august 2002. De atypiske regler for disse akters udarbejdelse og ikrafttrædelse, som er undergivet den pågældendes tilslutning, påvirker ikke deres ensidige karakter. For så vidt angår ensidige afgørelser kan deres endelige karakter ikke følge af sagsøgerens udtrykkelige tilslutning, som følgelig ikke med føje kan gøres gældende over for ham. Det er ikke sagsøgerens tilslutning til Kommissionens forslag, som har givet afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 deres endelige karakter.
56 Institutionernes ensidige afgørelser vedrørende tjenestemænd bliver endelige, og der kan derfor ikke rejses indsigelse mod dem ved udløbet af den i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte klage- og søgsmålsfrist. Sagsøgeren har imidlertid kun anfægtet afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 ved en anmodning rettet til Kommissionen den 31. oktober 2004, efter disse fristers udløb.
57 Sagsøgeren kan ikke med føje gøre gældende, at disse afgørelser, som ganske vist ikke fastsætter alle de elementer, der tillader den endelige beregning af godskrivningen af hans pensionsrettigheder, alene er vejledende eller midlertidige, og at udløbet af søgsmålsfristen følgelig ikke har kunnet gøre dem endelige. De har nemlig haft som formål og til følge at fastsætte de nærmere regler for medregning i Fællesskabets pensionsordning af de af sagsøgeren erhvervede pensionsrettigheder i Belgien, under hensyn til de elementer, som allerede foreligger.
58 Det fremgår heraf, at afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 inden for grænsen af de elementer, de fastsætter, er blevet endelige ved udløbet af den søgsmålsfrist, der var gældende for dem.
59 Ifølge Fællesskabets retspraksis er de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister, der sikrer hensynet til retssikkerhedsprincippet, offentlige og pålægges parterne og domstolen. En tjenestemand kan dermed ikke ved at forelægge AIPN en anmodning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til sin fordel genoplive en søgsmålsret til prøvelse af en afgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af søgsmålsfristerne (Rettens dom af 22.9.1994, sag T-495/93, Carrer m.fl. mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 651, præmis 20, og af 14.7.1998, sag T-42/97, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s 371, og II, s. 1071, præmis 25).
60 Forekomsten af væsentlige nye faktiske omstændigheder kan imidlertid begrunde indgivelsen af en ansøgning, der har til formål at opnå en ændring af en sådan afgørelse (jf. bl.a. Domstolens dom af 26.9.1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml. s. 3027, præmis 14).
61 Ifølge retspraksis skal den pågældende omstændighed i væsentlig grad kunne ændre retsstillingen for den, der ønsker at få ændret en beslutning, der er blevet endelig (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.11.1986, sag 232/85, Becker mod Kommissionen, Sml. s. 3401, præmis 10, og Rettens dom af 7.2.2001, sag T-186/98, Inpesca mod Kommissionen, Sml. II, s. 557, præmis 51).
62 For med held at kunne påberåbe sig en væsentlig ny omstændighed påhviler det tjenestemanden at indgive sin administrative anmodning inden for en rimelig frist. Tjenestemandens interesse i at anmode om tilpasningen af sin administrative situation til en ny lovgivning skal faktisk afvejes i forhold til påbuddet om retssikkerhed (Rettens kendelse af 25.3.1998, sag T-202/97, Koopman mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 163, og II, s. 511, præmis 24, jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 6.3.2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. Pers. II, s. 813, præmis 52).
63 Det skal derfor for det første undersøges, om de af sagsøgeren fremsatte argumenter til støtte for hans påstande udgør en væsentlig ny omstændighed, der kan begrunde en revurdering af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, og for det andet vurderes, om anmodningen om genoptagelse af afgørelserne er indgivet inden for en rimelig frist.
Forekomsten af en ny og væsentlig faktisk omstændighed
64 I denne sag ændrede ikrafttrædelsen med tilbagevirkende kraft af 2003-loven den 1. januar 2002 totalt vilkårene for overførsel til De Europæiske Fællesskabers ordning af pensionsrettigheder erhvervet inden for belgiske pensionsordninger.
65 1991-loven, der gjaldt for overførselsansøgninger, der var indgivet før den 31. december 2001, hvilede på en subrogationsmekanisme for institutionen i de pensionsrettigheder, der var erhvervet af den pågældende i belgiske pensionsordninger. Subrogationen trådte første i kraft ved fastsættelsen af den pågældendes pension. Denne subrogation indebar ikke indbetaling til Fællesskabets pensionsordning af en kapital, der repræsenterede de pensionsrettigheder, som tjenestemanden tidligere havde erhvervet i Belgien. På det tidspunkt, hvor tjenestemandens fællesskabspension kan udbetales, blev hans pensionsrettigheder erhvervet i Belgien indbetalt til Fællesskaberne i månedlige afdrag af de kompetente belgiske organer, ligesom de ville være blevet indbetalt til tjenestemanden, hvis der ikke havde været tale om subrogation.
66 2003-loven indførte en helt anderledes overførselsmekanisme. For det første konkretiseres overførslen af pensionsrettigheder erhvervet i Belgien nu umiddelbart ved indbetalingen af en kapital til fællesskabsordningen. Dernæst erstatter 2003-loven subrogationsmekanismens egenart, der er specifik for Belgien, med en overførselsmekanisme, der svarer til bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, nemlig overførslen af den fastsatte tilbagekøbsværdi. Endelig ændres metoden til beregning af de overførte rettigheder. Mens subrogationen hviler på beregning af den aktuarmæssige modværdi af pensionsrettighederne, består overførslen af den fastsatte tilbagekøbsværdi i indbetaling til Fællesskabets pensionsordning af bidrag betalt til de belgiske pensionsordninger med tillæg af renters rente.
67 I denne forbindelse er parterne enige om, at ændringen i den belgiske lovgivning generelt medfører en forhøjelse af de pensionsrettigheder, der skal overføres for en given person, i forhold til det beløb, der følger af en beregning på grundlag af 1991-loven. Den belgiske regering har ganske vist i sine svar på Personalerettens skriftlige spørgsmål nævnt visse særlige situationer, hvor de ved 2003-loven fastsatte betingelser er mindre favorable end de i 1991-loven fastsatte. Disse forbehold er dog ikke tilstrækkelige til at rejse tvivl om den nye belgiske lovgivnings fordelagtigere karakter i en lang række tilfælde og bl.a. i sagsøgerens tilfælde. Sagsøgeren har ved retsmødet uimodsagt anført, at hans i Belgien erhvervede rettigheder, der kan overføres, vil blive forhøjet med ca. 300% ved en ny overførsel på 2003-lovens betingelser.
68 Selv om 2003-loven totalt har ændret betingelserne for overførsel til fællesskabsordningen af pensionsrettigheder erhvervet i Belgien, har den belgiske regering i sine skriftlige svar på Personalerettens spørgsmål anført, at denne lov, som kun finder anvendelse på anmodninger om overførsel indgivet efter den 1. januar 2002, ikke på nogen måde har ændret retsstillingen for tjenestemænd og midlertidigt ansatte ved Fællesskaberne, som, ligesom det var tilfældet for sagsøgeren, har anmodet om overførsel af deres rettigheder inden dette tidspunkt, og at den nævnte lov dermed ikke kan anses for en ny faktisk omstændighed, som disse tjenestemænd og midlertidigt ansatte kan påberåbe sig.
69 Det fremgår imidlertid af retspraksis, navnlig Domstolens dom af 6. oktober 1982, Williams mod Revisionsretten (sag 9/81, Sml. s. 3301, præmis 14), og af 11. januar 2001, Gevaert mod Kommissionen (sag C-389/98 P, Sml. I, s. 65, præmis 49), afsagt i sager vedrørende almindelige beslutninger om ændring af indplaceringskriterierne for personale, at vedtagelsen af en ny bestemmelse udgør en ny faktisk omstændighed, herunder for tjenestemænd, som ikke er omfattet af dens anvendelsesområde, hvis denne bestemmelse medfører uberettiget forskelsbehandling af de sidstnævnte og dem, der er omfattet af den nye bestemmelse.
70 En sådan ny faktisk omstændighed følger imidlertid for sagsøgeren af den successive ikrafttrædelse af 2003-loven og artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII.
71 I henhold til vedtægtens overgangsforanstaltninger har artikel 26, stk. 3, i bilag XIII givet mulighed for inden for en frist på seks måneder fra vedtægtens ikrafttrædelse at fremsætte eller genfremsætte en anmodning om overførsel for tre kategorier af tjenestemænd: tjenestemænd, der havde fremsat en anmodning om overførsel inden for de tidligere fastsatte frister, men som afslog det tilbud, de fik, tjenestemænd, som ikke fremsatte en ny anmodning inden for de tidligere fastsatte frister, eller som fik afvist deres anmodning, fordi den var blevet fremsat efter denne frist.
72 Disse bestemmelser tillader tjenestemænd – som kun havde kunnet omfattes af 1991-lovens betingelser, hvis de ifølge artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, havde opnået overførsel af deres rettigheder på tidspunktet for deres fastansættelse – at blive omfattet af 2003-lovens mere favorable betingelser. Således sker der forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for overførsel af pensionsrettighederne af tjenestemænd, der har erhvervet pensionsrettigheder i Belgien, og som er indtrådt i Fællesskabernes tjeneste på det samme tidspunkt, fordi den ene gruppe har opnået overførsel af deres pensionsrettigheder og den anden ikke.
73 For det første er sagsøgerens situation dog ikke grundlæggende forskellig i denne henseende fra de tjenestemænds, der er omhandlet i artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII. Selv om subrogationsmekanismen i 1991-loven nemlig er blevet anvendt på sagsøgeren, har han – i lighed med de ovennævnte tre kategorier af tjenestemænd – ikke fået overført sine pensionsrettigheder i henhold til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, idet ingen af de ved denne bestemmelse præcist angivne nærmere vilkår er blevet gennemført.
74 Såvel i deres nugældende som i deres tidligere affattelse giver disse bestemmelser tjenestemanden ret til at foranledige, at der til fællesskabsordningen indbetales en kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som han tidligere har erhvervet i andre pensionsordninger. Som anført i præmis 66 ovenfor, indeholdt den ved 1991-loven indførte subrogationsmekanisme ikke indbetaling af den pågældende kapital. Det er 2003-loven, som for første gang har tilladt tjenestemænd, der har erhvervet pensionsrettigheder i Belgien, at udøve den ret, der er tilkendt dem ved vedtægten på betingelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, både i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som affattet ved forordningen.
75 På den dato, hvor sagsøgeren havde anmodet om overførsel af sine pensionsrettigheder, havde han kun i henhold til 1991-loven kunnet opnå, at Kommissionen indtrådte i hans pensionsrettigheder erhvervet i Belgien. Ordlyden af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 angiver, at Kommissionen på hans overførselsansøgning anvendte subrogationsmekanismen i 1991-loven, og ikke overførselsvilkårene i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004.
76 Det fremgår imidlertid klart af ordlyden af artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, at disse bestemmelser er fastsat netop med henblik på at tillade, at tjenestemænd, som endnu ikke har opnået overførsel af deres pensionsrettigheder på betingelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, kunne anmode om at blive omfattet af de nye tilsvarende bestemmelser. Sagsøgeren befinder sig følgelig med hensyn til det ved artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII forfulgte mål i en situation, som er sammenlignelig med den for de tre kategorier af tjenestemænd, der er omhandlet i den nævnte artikel.
77 For så vidt som sagsøgeren ikke har kunnet blive omfattet af den rettighed, der er fastsat i vedtægten på de i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII nævnte betingelser, må man undersøge, om han ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII. En fortolkning af artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, der udelukker sagsøgeren fra sit anvendelsesområde, kan nemlig for så vidt angår overførsel af pensionsrettigheder erhvervet i Belgien skabe en ubegrundet forskelsbehandling i forhold til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII.
78 Denne forskelsbehandling er for det andet vanskelig at begrunde, navnlig når overførslen af pensionsrettighederne ifølge den tredje mulighed i artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII ikke kunne opnås på grund af, at anmodningen var fremsat for sent, dvs. på grund af ansøgerens forsømmelighed. Som Kommissionens repræsentant erkendte på retsmødet, vil en tjenestemand, der er blevet fastansat den samme dag som sagsøgeren, og som – mindre påpasselig end denne – har indgivet sin overførselsanmodning efter fristens udløb på grundlag af 1991-loven, til forskel fra sagsøgeren kunne profitere af en ny mulighed for overførsel ifølge de mere favorable vilkår i 2003-loven. Artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII har på samme måde som formål og til følge at tillade tjenestemænd, som har modtaget en endelig afvisning af overførsel på grundlag af artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004 (jf. på dette punkt dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.10.2000, sag T-27/99, Drabbe mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 213, og II, s. 955), at indgive en ny anmodning baseret på de ændrede bestemmelser i artikel 11, stk. 2, mens sagsøgerens dossier aldrig er blevet undersøgt på grundlag af reglerne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, hverken i den affattelse, der var gældende før eller efter den 1. maj 2004.
79 For det tredje kan det vanskeligt tænkes, at et valg, som de berørte tjenestemænd foretager på tidspunktet for deres fastansættelse, om at indgive en overførselsanmodning eller ej, begrunder en efterfølgende forskelsbehandling, som følgelig er uforudsigelig på tidspunktet for valget.
80 Artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII har således i dobbelt forstand ændret situationen for de tjenestemænd, som havde valgt ikke at anmode om overførsel eller ikke at bekræfte deres anmodning, ved at rejse rejst tvivl om følgerne af et sådant valg. Nævnte artikel tillader på den ene side sidstnævnte tjenestemænd at omgøre et valg, der var foretaget på tidspunktet for deres fastansættelse, hvis endelige karakter fulgte af artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004 (jf. dommen i sagen Drabbe mod Kommissionen). På den anden side forbeholder artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII udtrykkeligt for de samme tjenestemænd muligheden for at få overført deres pensionsrettigheder erhvervet i Belgien på 2003-lovens mere favorable vilkår.
81 Ved således faktisk at ændre de retlige følger af en af de to muligheder, der gives en tjenestemand ved artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, på tidspunktet for hans fastansættelse, nemlig muligheden for ikke at opnå en overførsel, har 2003-lovens bestemmelser, sammenholdt med artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, nødvendigvis ændret selve betingelserne for dette valg.
82 Denne ændring er endvidere sket med tilbagevirkende kraft og følgelig uforudsigeligt for de tjenestemænd, som tidligere havde valgt at anmode om overførsel af deres pensionsrettigheder. På det tidspunkt, hvor sagsøgeren valgte at anmode om overførsel af sine pensionsrettigheder, kunne han ikke vide, at efterfølgende vedtægtsmæssige bestemmelser ville omgøre den endelige karakter af den manglende overførsel, og så meget desto mindre, at de ville gøre det muligt for de tjenestemænd, der ikke havde ladet deres pensionsrettigheder erhvervet i Belgien overføre, at opnå en sådan overførsel på mere favorable vilkår.
83 Det af Fællesskabets retsinstanser uddragne retssikkerhedsprincip og princip om berettiget forventning kræver imidlertid, at Fællesskabets retsregler skal være klare og præcise og anvendelsen af dem forudsigelig for borgerne (Domstolens dom af 15.2.1996, sag C-63/93, Duff m.fl., Sml. I, s. 569, præmis 20, og af 18.5.2000, sag C-107/97, Rombi og Arkopharma, Sml. I, s. 3367, præmis 66, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.9.1999, sag T-182/96, Partex mod Kommissionen, Sml. II, s. 2673, præmis 191). Disse principper er til hinder for, at en tjenestemand udelukkes fra at blive omfattet af en mere favorabel lovgivning på grundlag af et valg, hvis følger ikke var forudsigelige, da valget blev truffet.
84 Betragtningerne i de fem foregående præmisser kan med hensyn til princippet om berettiget forventning skabe tvivl om lovligheden af den forskelsbehandling, der følger af artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, mellem sagsøgeren og de af denne bestemmelse omhandlede kategorier af tjenestemænd.
85 På baggrund heraf må det fastslås, at den successive ikrafttrædelse af 2003-loven og artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII har ændret sagsøgerens retsstilling med hensyn til overførsel af hans pensionsrettigheder erhvervet i Belgien og således udgør en ny og væsentlig faktisk omstændighed, der begrunder en genbehandling af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002.
86 I meddelelse til personalet offentliggjort i nr. 357 af »Commission en Direct« fra ugen 11.-17. marts 2005 havde Kommissionen forudset, at efter 2003-lovens ikrafttræden ville de belgiske myndigheder beslutte at revidere beregningen af pensionsrettighederne for tjenestemænd, der havde anmodet om overførsel af disse rettigheder inden for rammerne af 1991-loven, og anført, at i så fald ville alle dossierer automatisk blive revideret.
Spørgsmålet om fristens rimelige karakter
87 Kommissionen har gjort gældende, at anmodningen om genoptagelse af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 ikke blev indgivet inden for en rimelig frist regnet fra offentliggørelsen af 2003-loven.
88 Som nævnt ovenfor var den nye og væsentlige faktiske omstændighed, der begrundede en anmodning om genoptagelse af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, et resultat af den successive ikrafttrædelse af 2003-loven og artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII. Følgelig løb den rimelige frist, inden for hvilken sagsøgeren kunne påberåbe sig den pågældende nye omstændighed, først fra vedtægtens ikrafttræden, dvs. den 1. maj 2004.
89 Det skal ikke desto mindre undersøges, om sagsøgeren ved at indgive sin anmodning om genoptagelse af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 den 31. oktober 2004, dvs. nøjagtigt seks måneder efter vedtægtens ikrafttræden, ikke har overskredet den frist, der fornuftsmæssigt er nødvendig til at forberede anmodningen og fremsætte den for AIPN.
90 Sagsøgerens omhu skal vurderes fra den dato, hvor han kunne have et nøjagtigt kendskab til den nye omstændighed, som han har påberåbt sig. I denne forbindelse må det erkendes, at fordelen for tjenestemændene ved ordningen med fast tilbagekøbsværdi indført ved 2003-loven frem for subrogationsordningen indført ved 1991-loven ikke fremgår klart af 2003-lovens tekst. Som Kommissionen erkendte i ovennævnte meddelelse til personalet, medførte ændringen i den belgiske lovgivning kun »generelt« en forhøjelse af de pensionsrettigheder, der kan overføres for en given person. De komplekse regler for beregning af de pensionsrettigheder, der kan overføres, gør det vanskeligt for en tjenestemand at fastslå, om hans retsstilling berøres i favorabel retning af den nye belgiske lovgivning. Sagsøgeren har uden reelt at blive modsagt anført, at han først med sikkerhed havde fået kendskab til den komparative fordel ved ordningen med fast tilbagekøbsværdi efter en række begivenheder, herunder sammenligningen af godtgørelsen for de pensionsgivende tjenesteår, som han havde fået tilkendt på grundlag af 1991-loven, og den godtgørelse, en af hans kolleger havde fået på grundlag af 2003-loven, anmodningen om information indgivet til Union Syndicale vedrørende årsager til og lovligheden af denne forskelsbehandling og en retlig undersøgelse herom bestilt af Union Syndicale hos en af dens advokater, som meddeltes Union Syndicale den 20. oktober 2004.
91 Det bemærkes, at sagsøgeren har indgivet sin anmodning om genbehandling af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 den 31. oktober 2004, dvs. inden for en frist på seks måneder, som lovgiver i henhold til artikel 26, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII har tildelt de tjenestemænd, der ikke havde opnået overførsel af deres pensionsrettigheder, til at ansøge herom. Da sagsøgeren har indgivet sin ansøgning inden for den ved denne artikel fastsatte frist for de tjenestemænd, i forhold til hvilke han mener at være blevet diskrimineret, kan han ikke anses for til støtte for sin anmodning om genbehandling at have påberåbt sig den nævnte artikel inden for en frist, der ikke er rimelig.
92 På baggrund heraf må det fastslås, at anmodningen om tilbagetrækning af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, rettet til Kommissionen den 31. oktober 2004, var begrundet af en faktisk ny og væsentlig faktisk omstændighed og blev indgivet inden for en rimelig frist regnet fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik nøjagtigt kendskab til omstændigheden.
93 Påstanden om annullation af Kommissionens afvisning af at genbehandle disse endelige afgørelser kan følgelig antages til realitetsbehandling.
3. Realiteten
94 Til støtte for sine påstande om annullation har sagsøgeren fremført syv anbringender:
– Det første anbringende er, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, hvorefter overførslens uigenkaldelige karakter skyldes den pågældendes tilslutning.
– Det andet anbringende er, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, hvorefter overførslen af pensionsrettighederne var uigenkaldelig, fordi den var blevet gennemført, og fordi sagsøgerens Inasti- og ONP-dossierer var endelig afsluttet.
– Det tredje anbringende er, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, hvorefter overførslen af pensionsrettigheder ikke kunne tilbagekaldes i mangel af en fællesskabsretlig bestemmelse herom.
– Det fjerde anbringende er, at den anfægtede afgørelse skader sagsøgerens ret til ved de belgiske retsinstanser at anfægte overensstemmelsen med fællesskabsretten af de belgiske myndigheders afgørelser, som anvendte 1991-loven, og dermed tilsidesætter princippet om retten til en effektiv domstolsprøvelse.
– Det femte anbringende er, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter den i vedtægtens artikel 24 fastsatte forpligtelse til at yde bistand, som Kommissionen ifølge sagsøgeren skulle have opfyldt af egen drift i denne sag.
– Det sjette og syvende anbringende er, at 1991-loven er i strid med fællesskabsretten, nemlig dels med artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den version, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, dels med ligebehandlingsprincippet.
95 Det fremgår af svaret på klagen, at den anfægtede afgørelse blev truffet af to retlige grunde: dels den uigenkaldelige karakter af sagsøgerens overførsel af pensionsrettighederne som følge af hans udtrykkelige tilslutning til Kommissionens forslag, dels manglen på en fællesskabsretlig bestemmelse, der tillader Kommissionen at omgøre overførslen.
96 Første og tredje anbringende, der vedrører disse to grunde, skal derfor undersøges først.
Anbringendet om, at den anfægtede afgørelses begrundelse var behæftet med en retlig fejl, hvorefter overførslens uigenkaldelige karakter skyldtes sagsøgerens tilslutning.
– Parternes argumenter
97 Sagsøgeren har anført, at hverken DAG til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, der trådte i kraft på tidspunktet for overførslen af hans pensionsrettigheder, og som blev offentliggjort i Kommissionens Administrative Meddelelse nr. 789 af 16. april 1993, eller de nugældende DAG, offentliggjort i Administrativ Meddelelse nr. 60 af 9. juni 2004, bestemmer, at overførslen får en endelig og uigenkaldelig karakter, når den pågældende har meddelt sin tilslutning til anciennitetsforbedringen, der foreslås af hans institution på grundlag af det af de nationale myndigheder fastsatte beløb, der skal overføres.
98 Følgelig er Kommissionens forslag af 11. juni og 26. august 2002 i strid med DAG til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, der var gældende på tidspunktet for overførslen af sagsøgerens pensionsrettigheder, for så vidt som det heri hedder, at »fra administrationens modtagelse af Deres tilslutning kan Deres anmodning om overførsel af pensionsrettigheder ikke længere tilbagekaldes«.
99 De pågældende forslag kunne således ikke gøres gældende over for sagsøgeren ved den anfægtede afgørelse.
100 Selv om det antages, at der på det pågældende tidspunkt forelå en fællesskabsretlig bestemmelse om en overførsels uigenkaldelige karakter, når den pågældende havde meddelt sin tilslutning til Kommissionens forslag, ville en sådan bestemmelse have været i strid med artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den version, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og i strid med ligebehandlingsprincippet.
101 Ved afslaget på at tilbagetrække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 med den begrundelse, at de var blevet uigenkaldelige som følge af sagsøgerens accept af dem, har AIPN følgelig begået en retlig fejl i den anfægtede afgørelse.
102 Kommissionen har understreget, at sagsøgeren udtrykkeligt har meddelt sin tilslutning til de forslag, den havde forelagt ham, og at det er denne udtrykkelige tilslutning, der har givet dem deres endelige karakter. At hævde at disse afgørelser ikke har endelig karakter, og at en tjenestemand har ret til på et hvilket som helst tidspunkt at anfægte sin udtrykkelige tilslutning, er ifølge Kommissionen ensbetydende med en fuldstændig fordrejning af betydningen og rækkevidden af den i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, regulerede procedure, og at frakende tjenestemandens frit tilkendegivne tilslutning enhver juridisk værdi.
– Rettens bemærkninger
103 Som anført ovenfor i præmis 46-48 og 56, anses akterne af 11. juni og 26. august 2002, med hensyn til hvilke sagsøgeren anmoder om tilbagetrækning, for ensidige afgørelser, der er trådt i kraft som følge af sagsøgerens bekræftelse af dem den 17. juli og 29. august 2002.
104 Ensidige afgørelser bliver imidlertid principielt endelige efter udløbet af de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister.
105 Disse afgørelser kan kun fraviges ved en særlig bestemmelse, der indeholder særlige betingelser, hvorunder afgørelser truffet af institutionen i henhold til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII, både i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som affattet i henhold til denne forordning, bliver endelige.
106 Som svar på Personalerettens spørgsmål har Kommissionen ikke anført, hvilket dokument der giver den mulighed for at antage, at afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 er blevet endelige som følge af sagsøgerens udtrykkelige accept heraf.
107 Artikel 1, stk. 2, i DAG til artikel 11, stk. 1, i vedtægtens bilag VIII, som var gældende i 2002, bestemte ganske vist, at »[v]alget bliver endeligt og uigenkaldeligt, når tjenestemanden har underskrevet tilslutningen […]«.
108 Disse DAG var imidlertid ikke gældende på den situation, der er omhandlet i denne sag med overførsel af pensionsrettigheder til fællesskabsordningen, men på den omvendte situation med overførsel af pensionsrettigheder erhvervet efter fællesskabsordningen til en anden pensionsordning. Det er derimod afgørende, at DAG til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som var gældende på tidspunktet for overførslen af sagsøgerens pensionsrettigheder, ikke nævner noget om en forekomst af tjenestemandens tilslutning til institutionens forslag, og så meget desto mindre giver en sådan tilslutning endelig karakter.
109 På baggrund heraf må det fastslås, at hvis sagsøgerens udtrykkelige accept den 17. juli og 29. august 2002 af de ensidige afgørelser af 11. juni og 26. august 2002 har givet mulighed for deres ikrafttræden, har den ikke gjort dem endelige.
110 Ved at afslå at trække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 tilbage med den begrundelse, at sagsøgerens udtrykkelige accept heraf havde gjort dem endelige, har AIPN behæftet den anfægtede afgørelse med en retlig fejl.
Anbringendet om, at den anfægtede afgørelses begrundelse er behæftet med en retlig fejl, hvorefter overførslen af pensionsrettigheder ikke kan tilbagekaldes i mangel af en fællesskabsretlig bestemmelse herom
– Parternes argumenter
111 Sagsøgeren hævder, at i modsætning til hvad chefen for enheden »Pensioner« har anført i den anfægtede afgørelse, følger muligheden for tilbagetrækning af en anmodning om overførsel af pensionsrettigheder, såfremt institutionen indvilliger heri, i denne sag ikke alene af artikel 9 i 1991-loven, men ligeledes af fællesskabsretten.
112 Grundlaget for anmodningen af 31. oktober 2004 er ikke artikel 9 i 1991-loven eller artikel 4 i 2003-loven, men derimod vedtægtens artikel 90, stk. 1, som omhandler en tjenestemands mulighed for at forelægge AIPN en ansøgning om at træffe en beslutning for sit vedkommende.
113 Retten i Første Instans fastslog i dom af 30. september 1998, Chvatal m.fl. mod Domstolen (sag T-154/96, Sml. Pers. I-A, s. 527, og II, s. 1579, præmis 52), at udøvelsen af den i vedtægtens artikel 90, stk. 1, anerkendte ret for enhver person, der er omfattet af vedtægten, til at forelægge AIPN en ansøgning om at træffe en beslutning for sit vedkommende hverken er betinget af, at der forekommer et lovgrundlag, der giver administrationen mulighed for at vedtage den beslutning, der er anmodet om, eller hindres af, at administrationen ikke har en skønsbeføjelse til at vedtage den.
114 Kommissionen har desuden ved artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, både i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som affattet ved samme forordning, kompetence til at indvillige i tilbagetrækning af en anmodning om overførsel af pensionsrettigheder, uden at det i øvrigt berører dens ret til at modsætte sig en sådan tilbagetrækning på grund af hensynet til retssikkerhed, god forvaltning og god budgetforvaltning, som der åbenbart ikke var tale om i denne sag.
115 Kommissionen har gjort gældende, at den ikke kunne trække sine afgørelser af 11. juni og 26. august 2002 tilbage, idet fællesskabsretten ikke indeholder bestemmelse om tilbagetrækning af anmodninger om overførsel af pensionsrettigheder. I modsætning til hvad sagsøgeren har anført, giver ordlyden af artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII hverken i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, eller som affattet ved denne forordning, institutionerne kompetence til at tilbagetrække en anmodning om overførsel af pensionsrettigheder.
116 Hverken den tidligere eller den nye ordlyd af artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII tillader en tjenestemand flere gange at fremsætte anmodning om overførsel af pensionsrettigheder erhvervet efter en national ordning på baggrund af udviklingen af den relevante lovgivning i den pågældende medlemsstat. Artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, bestemte, at en anmodning om overførsel kun kan foretages på tidspunktet for tjenestemandens fastansættelse. Artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, som affattet ved nævnte forordning, bekræfter den endelige karakter af den afgørelse, der er truffet om anmodning om overførsel, idet den bestemmer, at »[t]jenestemanden kan kun benytte denne mulighed én gang«.
117 Domstolens og Retten i Første Instans’ praksis vedrørende den uigenkaldelige karakter af anmodninger om overførsel af pensionsrettigheder erhvervet inden for rammerne af en national ordning efter en vis frist efter den pågældende tjenestemands fastansættelse berettiger denne fortolkning. Hvis en tjenestemand på et hvilket som helst tidspunkt af sin karriere kunne trække sin overførselsanmodning tilbage, ville denne retspraksis være frataget enhver nyttevirkning. Retten i Første Instans, der i dommen i sagen Drabbe mod Kommissionen (jf. præmis 74) fastslår, at en anmodning om overførsel kun med føje kan fremsættes inden for kort tid efter fastansættelsen, har således bekræftet, at en sådan anmodning kun, som fastsat i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, kan fremsættes på tidspunktet for fastansættelsen, og at den, når den først er bekræftet, er endelig.
– Rettens bemærkninger
118 Det skal for det første undersøges, om bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, både i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som affattet ved samme forordning, som Kommissionen har anført, kan fortolkes således, at de udelukker tilbagetrækning af en overførsel af pensionsrettigheder.
119 Retten i Første Instans har i dommen i sagen Drabbe mod Kommissionen fastslået, at disse bestemmelser, i den affattelse, der var gældende på det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik overført sine pensionsrettigheder, ikke tillod tjenestemanden at foranledige sine pensionsrettigheder, der var erhvervet forud for tidspunktet for hans fastansættelse, overført til Fællesskabet. Artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som affattet ved forordningen af 22 marts 2004, bestemmer udtrykkeligt vedrørende muligheden for at overføre tidligere erhvervede pensionsrettigheder til Fællesskaberne, at »[t]jenestemanden kan kun benytte denne mulighed én gang pr. medlemsstat og pr. pensionsfond«.
120 Selv om bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som blev afklaret ved ovennævnte retspraksis, for det første fastsatte en tidsmæssig begrænsning af tjenestemandens mulighed for at anmode om overførsel af sine pensionsrettigheder til fastansættelsestidspunktet, indeholdt de ingen begrænsning med hensyn til muligheden for at anmode om tilbagetrækning af pensionsrettigheder.
121 Såfremt afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 for det andet blev trukket tilbage, ville en ny overførselsanmodning i givet fald blive indgivet inden for fristen, som nu var ændret til ti år, og under de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som affattet ved forordningen af 22. marts 2004. Bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, navnlig for så vidt som de bestemte, at en anmodning om overførsel kun kunne indgives på tidspunktet for fastansættelse, kunne ikke være til hinder for indgivelsen af en overførselsanmodning efter deres ophævelse.
122 For det tredje kan der ikke udledes noget argument af, at bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, som affattet ved forordningen af 22. marts 2004, kun tillader tjenestemanden at benytte muligheden for at anmode om overførsel af sine tidligere erhvervede pensionsrettigheder én gang, således at det må konkluderes, at bestemmelserne forbyder tilbagetrækning af en overførselsanmodning. Muligheden for at indgive en anden overførselsanmodning er ikke sammenfaldende med muligheden for at tilbagetrække den første. På den anden side kan ovennævnte bestemmelser, der trådte i kraft den 1. maj 2004, ikke anvendes på en anmodning om overførsel, der er indgivet før denne dato, og kan følgelig ikke være til hinder for, at dens ophavsmand, såfremt den pågældende overførselsanmodning tilbagetrækkes, ikke desto mindre kan indgive en ny på de nugældende betingelser.
123 Endelig fremgår det af ordlyden af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, at de er baseret på en ordning for medregning af pensionsrettighederne i Fællesskabets pensionsordning, der afviger fra den, der udtrykkeligt er fastsat med henblik på overførsel af disse rettigheder i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004. Selv om det antages, at vedtægten og navnlig denne bestemmelse kan fortolkes således, at den er til hinder for tilbagetrækning af en overførsel, kan de samme bestemmelser ikke regulere betingelserne for tilbagetrækning af en afgørelse, som er truffet i henhold til subrogationsmekanismens egenart som følge af 1991-loven, der blev anvendt på sagsøgeren i 2002.
124 På baggrund heraf må det fastslås, at bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII i vedtægten, hverken i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, eller som affattet ved samme forordning, eller nogen anden bestemmelse i vedtægten kan fortolkes således, at de udelukker tilbagetrækningen af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002.
125 Da der ikke foreligger en særlig fællesskabsretlig bestemmelse om tilbagetrækning af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, er betingelserne for tilbagetrækning heraf de generelle betingelser, der er fastslået ved Domstolens praksis for afgørelser, der tillægger individuelle rettigheder. Sådanne afgørelser kan ikke ensidigt tilbagekaldes af deres ophavsmand, når de er lovlige (Domstolens dom af 12.7.1957, forenede sager 7/56, 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Fælles Forsamling for EKSF, Sml. 1954-1964, s. 45, org.ref.: Rec. s. 81). Nødvendigheden af at beskytte tilliden til den således skabte situation forbyder administrationen at omgøre sin beslutning i denne situation.
126 Et sådant forbud, som har til formål at beskytte den ved en forvaltningsakt begunstigedes rettigheder, kan imidlertid ikke, på grund af dets formål, gøres gældende over for denne. På den begunstigedes anmodning kan den administrative myndighed, der har truffet en beslutning, som tillægger individuelle rettigheder, tilbagekalde den og erstatte den med beslutning, der er mere favorable for den, der har fremsat anmodningen, såfremt tilbagekaldelsen ikke er til skade for tredjemands rettigheder. Det er principielt tilladt at tilbagekalde en forvaltningsakt, men dette skal ske under streng overholdelse af hensynet til retssikkerhedsprincippet.
127 I denne sag skal det undersøges, om tilbagekaldelsen af Kommissionens afgørelser af 11. juni og 26. august 2002 kan påvirke de belgiske pensionsordningers rettigheder.
128 For det første er det særlige kendetegn ved subrogationsmekanismen i henhold til 1991-loven, at den hverken ændrer de belgiske pensionsordningers rettigheder eller forpligtelser på tidspunktet for overførslen til Fællesskabets pensionsordning af de rettigheder, som tjenestemanden har erhvervet inden for rammerne af disse ordninger. Overførslen ledsages således ikke af indbetaling af noget beløb fra de pågældende ordninger til Fællesskabets pensionsordning. Disse ordninger forbliver skyldnere af tjenestemandens pensionsrettigheder, og deres pligt består i som tidligere at indbetale den tilsvarende pension i månedlige afdrag fra den dato, hvor tjenestemandens fællesskabspension kan udbetales. Den eneste ændring vedrører forbindelserne mellem tjenestemanden og institutionen, idet sidstnævnte tildeler tjenestemanden den aktuarmæssige modværdi af hans belgiske pensionsrettigheder i fællesskabsordningen og til gengæld indtræder i de pensionsrettigheder, som tjenestemanden har erhvervet i belgiske pensionsordninger.
129 Når de belgiske pensionsordninger ikke påvirkes af overførslen af pensionsrettigheder ifølge subrogationsmekanismen, kan de heller ikke påvirkes ved tilbagetrækning af afgørelser, der er truffet for at sikre overførslen.
130 På datoen for den anfægtede afgørelse tillod artikel 9 i 1991-loven for det andet stadig en tjenestemand ved Fællesskaberne, uden anden betingelse end at hans institution indvilligede heri, at tilbagetrække sin anmodning om overførsel, så længe subrogationen ikke var trådt i kraft. Når 1991-loven tilkendte tjenestemanden ret til at tilbagetrække overførselsanmodningen, før subrogationen var trådt i kraft, kan Kommissionen ikke med føje hævde, at tilbagetrækning af afgørelser, der er truffet i henhold til denne lov, før subrogationen var trådt i kraft, påvirker de belgiske pensionsordningers rettigheder. Som anført i den foregående præmis, er det utvivlsomt, fordi overførslen af pensionsrettighederne til fællesskabsordningen ifølge en subrogationsmekanisme ikke umiddelbart havde til virkning at medføre udbetaling af en pension eller en kapital, som repræsenterede denne, at artikel 9 i 1991-loven i vidt omfang havde givet tjenestemanden ret til at tilbagetrække sin anmodning.
131 Kongeriget Belgien har ganske vist både under retsmødet og i sine skriftlige svar på Rettens spørgsmål anført, at muligheden for tilbagetrækning i henhold til artikel 9 i 1991-loven kun var blevet indført af den belgiske lovgiver for at tillade den tjenestemand, der opgiver tjenesten ved Fællesskaberne, før han får ret til alderdomspension i fællesskabsordningen, at bevare sine pensionsrettigheder erhvervet efter en belgisk ordning. Ændringen ved artikel 194 i 2006-loven af nævnte artikel 9, med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. maj 2004, bekræfter, at dette havde været lovgivers hensigt i 1991. Dette argument kan ikke tages til følge. Denne fortolkning understøttes ikke af ordlyden af artikel 9, i dens oprindelige affattelse i 1991-loven. Den omstændighed, som Kongeriget Belgien har fremført, at Kommissionen har foreslået de belgiske myndigheder i forbindelse med forberedelsen af 1991-loven at begrænse muligheden for at tilbagetrække overførselsanmodningen til en situation med fratrædelse, kan kun fortolkes således, at den belgiske lovgiver bevidst ikke har medtaget dette forslag i ordlyden af artikel 9 i 1991-loven, og tilladt tjenestemændene at tilbagetrække deres overførselsanmodning på den ene betingelse, at deres institution indvilligede heri. I øvrigt har den belgiske lovgiver ved at begrænse den tilbagevirkende rækkevidde af artikel 194 i 2006-loven til den 1. maj 2004, implicit erkendt, at der ikke var tale om en fortolkningsartikel, men om en ændringsartikel, og at den tidligere affattelse af artikel 9 i 1991-loven følgelig ikke begrænsede tilbagetrækningen til en situation, hvor tjenestemanden ikke kunne modtage Fællesskabets alderspension.
132 Selv om det for det tredje antages, at den nye affattelse af artikel 9 i 1991-loven skal tages i betragtning for at vurdere, om de belgiske pensionsordningers rettigheder på tidspunktet for den anfægtede afgørelse kunne påvirkes ved tilbagetrækningen af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, må det fastslås, at med forbehold af de indsigelser, som bestemmelserne i artikel 194 i 2006-loven i givet fald kan blive genstand for ved de kompetente retsinstanser, er artikel 9 i 1991-loven, i dens nye affattelse, som den belgiske regering har påpeget, til hinder for, at sagsøgeren opnår tilbagetrækning af de afgørelser, ved hvilke de belgiske ordninger har fastsat hans pensionsrettigheder med henblik på deres overførsel.
133 På baggrund heraf må det fastslås, at tilbagetrækningen af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 ikke i sig selv kan påvirke de belgiske pensionsordningers rettigheder, og at Kommissionen følgelig ikke i modsætning til, hvad den har anført, var forpligtet til at afslå anmodningen om tilbagetrækning af de afgørelser, som modtageren havde forelagt den.
134 Under disse omstændigheder var de generelle regler, der gjaldt for tilbagetrækning af forvaltningsakter, ikke til hinder for, at Kommissionen tilbagekaldte disse afgørelser.
135 Kommissionen har ved at antage, at den i mangel af udtrykkelige fællesskabsretlige bestemmelser, der gav den kompetence hertil, ikke kunne tilbagetrække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002 på modtagerens anmodning, tilsidesat rækkevidden af sin kompetence i henhold til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, både i den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af forordningen af 22. marts 2004, og som affattet ved samme forordning, og har således behæftet den anfægtede afgørelse med en retlig fejl.
136 Det fremgår heraf, at afslaget på at tilbagetrække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002, som Kommissionen gjorde gældende over for sagsøgeren i den anfægtede afgørelse – uden at det er fornødent at træffe afgørelse vedrørende sagens øvrige anbringender – skal annulleres, for så vidt som afslaget er baseret på to begrundelser, der er behæftet med retlige fejl.
Stævningens påstande om annullation af Kommissionens afslag på at indvillige i, at sagsøgeren indgav en ny overførselsanmodning
137 Sagsøgeren har ikke fremsat noget specifikt anbringende mod ovennævnte afgørelse, således at han må anses for kun at have tilsigtet at opnå annullation af afgørelsen som følge af annullationen af afslaget på at tilbagetrække afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002.
138 Kommissionen har afslået sagsøgerens anmodning om, at den indvilligede i, at han indgav en ny anmodning om overførsel af sine pensionsrettigheder af de samme grunde, som den afslog hans anmodning om tilbagetrækning af afgørelserne af 11. juni og 26. august 2002. Det fremgår af nærværende dom, at de pågældende begrundelser er behæftet med retlige fejl. Heraf følger, at Kommissionens afslag på at indvillige i at sagsøgeren indgav en ny overførselsanmodning, ligeledes må annulleres.
Sagens omkostninger
139 Retten har i dom af 26. april 2006, Falcione mod Kommissionen (sag F-16/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77-86), fastslået, at så længe procesreglementet for Personaleretten og bl.a. de særlige bestemmelser vedrørende sagsomkostninger ikke er trådt i kraft, må procesreglementet for Retten i Første Instans anvendes.
140 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt sagen og bør derfor pålægges foruden at bære sine egne omkostninger også at betale sagsøgerens omkostninger.
141 I henhold til artikel 87, stk. 4, første afsnit, i samme procesreglement bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kongeriget Belgien, der er indtrådt til støtte for Kommissionens påstande, bærer følgelig sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 25. januar 2005 annulleres.
2) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Emmanuel Genettes omkostninger.
3) Kongeriget Belgien bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. januar 2007.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |