Language of document :

Appel iværksat den 16. november 2023 af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 6. september 2023 i sag T-578/22, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse mod Parlamentet og Rådet

(Sag C-698/23 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) (ved T. Zerdick, A. Buchta, F. Coudert og D. Nardi, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Annullationssøgsmål anlagt af EDPS til prøvelse af artikel 74a og 74b i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA 1 , som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/991 af 8. juni 2022 for så vidt angår Europols samarbejde med private parter, Europols behandling af personoplysninger til støtte for strafferetlige efterforskninger og Europols rolle inden for forskning og innovation 2 , antages til realitetsbehandling.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

Første anbringende: Retten har ved at afvise EDPS’ annullationssøgsmål og navnlig ved at fastslå, at Rettens dom af 22. maj 1990 (C-70/88, EU:C:1990:217) ikke kunne anvendes analogt til at fastslå, at EDPS havde kompetence til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af de anfægtede bestemmelser i henhold til artikel 263 TEUF, begået en fejl ved at fortolke princippet om institutionel ligevægt til skade for EDPS’ prærogativ om uafhængighed og frataget EDPS de nødvendige retsmidler til at håndhæve samme.

Andet anbringende: Retten har begået en fejl ved ikke at karakterisere EDPS som umiddelbart og individuelt berørt af de anfægtede bestemmelser, hvorved EDPS blev nægtet kompetence til at anlægge annullationssøgsmål under de betingelser, som fremgår af andet led i artikel 263, stk. 4, TEUF.

____________

1 EUT 2016, L 135, s. 53.

1 EUT 2022, L 169, s. 1.