RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

12. marts 2019 (*)

»EGFL – udgifter udelukket fra finansiering – udgifter afholdt af Italien – midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien – forordning (EF) nr. 320/2006 – forordning (EF) nr. 968/2006 – forordning (EF) nr. 1290/2005 – frist på 24 måneder – begrebet »flerårig foranstaltning« – betingelser for tildeling af omstruktureringsstøtte – begrebet »produktionsfaciliteter« – kvalificering af siloer – begrebet »fuldstændig nedlæggelse« – bilag 2 til dokument VI/5330/97 – vanskeligheder med fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser – loyalt samarbejde – berettiget forventning – ne bis in idem – slagtepræmier – oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter – forsinkede betalinger – bevis for eksistensen af særlige forvaltningsforhold – ligebehandling – oversættelsesfejl i en af de sproglige versioner af en EU-forordning – den finansielle korrektion tilregnes medlemsstaten«

I sag T-135/15,

Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato C. Colelli,

sagsøger,

støttet af

Den Franske Republik ved D. Colas og S. Horrenberger, som befuldmægtigede,

og af

Ungarn ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede,

intervenienter,

mod

Europa-Kommissionen først ved D. Bianchi, P. Ondrůšek og I. Galindo Martín, derefter ved D. Bianchi og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 16, s. 33), for så vidt som den vedrører visse udgifter afholdt af Den Italienske Republik,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos (refererende dommer),

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. september 2017,

afsagt følgende

Dom

 Relevante retsregler

 Forordning (EF) nr. 320/2006

1        Rådet for Den Europæiske Union har vedtaget forordning (EF) nr. 320/2006 af 20. februar 2006 om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2006, L 58, s. 42). Forordning nr. 320/2006 er blevet ændret flere gange og senest ved Rådets forordning (EF) nr. 72/2009 af 19. januar 2009 om ændringer af den fælles landbrugspolitik ved ændring af forordning (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 320/2006, (EF) nr. 1405/2006, (EF) nr. 1234/2007, (EF) nr. 3/2008 og (EF) nr. 479/2008 samt om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1883/78, (EØF) nr. 1254/89, (EØF) nr. 2247/89, (EØF) nr. 2055/93, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 2596/97, (EF) nr. 1182/2005 og (EF) nr. 315/2007 (EUT 2009, L 30, s. 1). Forordning nr. 320/2006, i udgaven som ændret ved forordning nr. 72/2009, finder anvendelse på de af nærværende sag omhandlede faktiske omstændigheder.

2        Første og femte betragtning til forordning nr. 320/2006 har følgende ordlyd:

»(1)      […] Hvis EF’s ordning for sukkerproduktion og ‑handel skal bringes i overensstemmelse med internationale krav og sukkerindustriens konkurrenceevne sikres på langt sigt, er det nødvendigt med en gennemgribende omstrukturering, således at den urentable produktionskapacitet i EF reduceres betydeligt. Med henblik herpå bør der, som en forudsætning for indførelsen af en ny velfungerende fælles markedsordning for sukker, oprettes en særskilt og selvstændig midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i EF. […]

(5)      Der bør indføres et betydeligt økonomisk incitament i form af tilstrækkelig omstruktureringsstøtte for at få de mindst produktive sukkervirksomheder til at ophøre med kvoteproduktion. I dette øjemed bør der indføres omstruktureringsstøtte, der skal tilskynde de berørte virksomheder til at indstille produktionen og give afkald på de pågældende kvoter og samtidig gøre det muligt at tage behørigt hensyn til de sociale og miljømæssige forpligtelser, der er forbundet med indstilling af produktionen. Støtten bør kunne udbetales i en periode på fire produktionsår, således at produktionen reduceres så meget, at der opnås ligevægt på EF’s sukkermarked.«

3        Artikel 1 i forordning nr. 320/2006, som har overskriften »Midlertidig omstruktureringsfond«, bestemmer:

»1.      Ved denne forordning oprettes der en midlertidig fond for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet (i det følgende benævnt »omstruktureringsfonden«). […]

Omstruktureringsfonden indgår i Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen. Fra den 1. januar 2007 vil den indgå i Den Europæiske Garantifond for Landbruget ([herefter] »EGFL«).

2.      Omstruktureringsfonden skal finansiere udgifterne til de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 3, 6, 7, 8 og 9.

[…]

4.      Denne forordning gælder ikke for fjernområderne som omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2.«

4        Artikel 3 i forordning nr. 320/2006, som har overskriften »Omstruktureringsstøtte«, er affattet således:

»1.      En virksomhed, der producerer sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som har fået tildelt en kvote inden den 1. juli 2006, er berettiget til omstruktureringsstøtte pr. ton kvote, den har givet afkald på, forudsat at den i et af produktionsårene 2006/07, 2007/08, 2008/09 [og] 2009/10:

a)      giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og fuldstændig nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker,

eller

b)      giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, delvis nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker og ikke benytter produktionsstedet og de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker,

[…]

3.      Ved fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteter skal:

a)      produktionen af sukker, isoglukose og inulinsirup på de pågældende produktionsfaciliteter indstilles endeligt og fuldstændigt

b)      fabrikken eller fabrikkerne lukkes, og produktionsfaciliteterne nedlægges inden for den i artikel 4, stk. 2, litra d), nævnte frist

og

c)      miljøet på fabrikkens område genoprettes, og der skal træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken inden for den i artikel 4, stk. 2, litra f), nævnte frist. […]

4.      Ved delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteter skal:

a)      produktionen af sukker, isoglucose og inulinsirup på de pågældende produktionsfaciliteter indstilles endeligt og fuldstændigt

b)      der ske nedlæggelse af de produktionsfaciliteter, der ikke skal bruges til ny produktion, og som var bestemt for og anvendt til produktion af produkterne nævnt i litra a) […]

c)      miljøet på fabrikkens område genoprettes, og der skal træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken inden for den i artikel 4, stk. 2, litra f), nævnte frist […]

5.      Omstruktureringsstøtten for hver ton kvote, der gives afkald på, fastsættes:

a)      for så vidt angår tilfældet i stk. 1, litra a), til:

–        730 [EUR] for produktionsåret 2006/07

–        730 [EUR] for produktionsåret 2007/08

–        625 [EUR] for produktionsåret 2008/09

–        520 [EUR] for produktionsåret 2009/10.

b)      for så vidt angår tilfældet i stk. 1, litra b), til:

–        547,50 [EUR] for produktionsåret 2006/07

–        547,50 [EUR] for produktionsåret 2007/08

–        468,75 [EUR] for produktionsåret 2008/09

–        390 [EUR] for produktionsåret 2009/10.

[…]«

5        Endvidere er artikel 4 i forordning nr. 320/2006 med overskriften »Ansøgning om omstruktureringsstøtte« affattet således:

»1.      Ansøgninger om omstruktureringsstøtte indgives til den pågældende medlemsstat senest den 31. januar i året forud for det produktionsår, hvor der er givet afkald på kvoten.

[…]

2.      Ansøgninger om omstruktureringsstøtte skal indeholde:

a)      en omstruktureringsplan

[…]

c)      et tilsagn om at give afkald på den pågældende kvote i det pågældende produktionsår

d)      et tilsagn om fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af den pågældende medlemsstat, jf. artikel 3, stk. 1, litra a)

e)      et tilsagn om delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne inden for en frist, der fastsættes af den pågældende medlemsstat, og om ikke at anvende produktionsstedet og de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, jf. artikel 3, stk. 1, litra b)

[…]

3.      Omstruktureringsplanen i stk. 2, litra a), skal indeholde mindst følgende elementer:

[…]

c)      en fuldstændig teknisk beskrivelse af de pågældende produktionsfaciliteter

d)      en driftsplan, der indeholder nærmere detaljer vedrørende modaliteter, en tidsplan for og udgifter i forbindelse med lukning af fabrikken eller fabrikkerne og fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne

[…]

h)      en finansieringsplan, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle udgifter i forbindelse med omstruktureringsplanen.«

6        Artikel 5 i forordning nr. 320/2006, som har overskriften »Beslutning om omstruktureringsstøtte og kontrol«, bestemmer:

»1.      Senest inden udgangen af februar forud for produktionsåret, jf. artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne træffe beslutning om, hvorvidt der skal ydes omstruktureringsstøtte. Beslutningen for produktionsåret 2006/07 træffes dog senest den 30. september 2006.

[…]

2.      Der ydes omstruktureringsstøtte, hvis medlemsstaten efter grundig kontrol har fastslået, at:

–      ansøgningen indeholder de elementer, der er nævnt i artikel 4, stk. 2

–        omstruktureringsplanen indeholder de elementer, der er nævnt i artikel 4, stk. 3

–        de foranstaltninger og tiltag, der er beskrevet i omstruktureringsplanen, er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og national lovgivning

–      […]

3.      Hvis en eller flere af betingelserne i stk. 2, første, andet og tredje led, ikke er opfyldt, sendes ansøgningen om omstruktureringsstøtte tilbage til ansøgeren. Ansøgeren oplyses om, hvilke betingelser der ikke er opfyldt. Ansøgeren kan derefter enten trække sin ansøgning tilbage eller supplere den.

[…]«

7        Artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 320/2006 er affattet således:

»Omstruktureringsstøtten i artikel 3 udbetales i to rater, nemlig:

–        40% i juni måned i det produktionsår, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2

–        og

–        60% i februar måned i det følgende produktionsår.

Kommissionen kan dog beslutte at opdele den rate, der er omhandlet i det andet af de foregående led, i to rater […]«

8        Endelig bestemmes følgende i artikel 14 i forordning nr. 320/2006 med overskriften »Ændringer af forordning (EF) nr. 1290/2005«:

»I forordning (EF) nr. 1290/2005 foretages følgende ændringer:

1.      I artikel 3, stk. 1, tilføjes følgende litra:

»e)      midlertidig omstruktureringsstøtte, diversificeringsstøtte, supplerende diversificeringsstøtte og overgangsstøtte, jf. artikel 3, 6, 7, 8 og 9 i Rådets forordning […] nr. 320/2006«.

[…]«

 Forordning (EF) nr. 968/2006

9        Europa-Kommissionen vedtog forordning (EF) nr. 968/2006 af 27. juni 2006 om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af forordning nr. 320/2006 (EUT 2006, L 176, s. 32). Forordning nr. 968/2006 er blevet ændret flere gange og senest ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 672/2011 af 13. juli 2011 om ændring af forordning nr. 968/2006 (EUT 2011, L 184, s. 1). Forordning nr. 968/2006 finder, i udgaven som ændret ved forordning nr. 672/2011, anvendelse på de i nærværende sag omhandlede faktiske omstændigheder.

10      Det anføres i fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006:

»Hvad angår afkald på kvoter giver artikel 3 i forordning […] nr. 320/2006 mulighed for fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteter, som afføder forskellige beløb i omstruktureringsstøtte. I de betingelser, der gælder for disse to muligheder, skal der tages hensyn til, at der ydes et højere beløb i omstruktureringsstøtte ved fuldstændig nedlæggelse på grund af de højere omkostninger herved, men det synes hensigtsmæssigt at gøre det muligt at bibeholde dele af fabrikken, som ikke indgår i produktionslinjen, hvis de kan anvendes til andre formål, som fremgår af omstruktureringsplanen, navnlig hvis denne anvendelse skaber arbejdspladser. På den anden side bør installationer, som ikke direkte vedrører sukkerproduktion, nedlægges, hvis der ikke findes alternative former for anvendelse af dem inden for en rimelig tidshorisont, eller hvis det vil skade miljøet at bibeholde dem.«

11      Artikel 4 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Nedlæggelse af produktionsfaciliteter« bestemmer:

»1.      I tilfælde af fuldstændig nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning […] nr. 320/2006, gælder kravene vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteterne for:

a)      alle faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, som f.eks. faciliteter til oplagring, analyse, vask og opskæring af sukkerroer, sukkerrør, kornprodukter eller cikorie og alle faciliteter, som er nødvendige til udvinding og forarbejdning eller koncentrering af sukker fra sukkerroer eller sukkerrør, stivelse fra kornprodukter, glukose fra stivelse eller inulin fra cikorie

b)      den del af faciliteterne – bortset fra de under litra a) nævnte – som direkte vedrører fremstilling af sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som er nødvendig for produktion under den kvote, der er givet afkald på, selv om den kan anvendes i forbindelse med fremstilling af andre produkter, f.eks. faciliteter til opvarmning eller behandling af vand eller til frembringelse af energi, faciliteter til håndtering af sukkerroeaffald eller melasse samt faciliteter til intern transport

c)      alle øvrige faciliteter, såsom emballeringsfaciliteter, som efterlades uanvendte, og som skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

2.      I tilfælde af delvis nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning […] nr. 320/2006 gælder kravet vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteter de faciliteter, der nævnes i stk. 1 i nærværende artikel, og som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen.«

12      Artikel 6 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Medlemsstaternes forpligtelser« fastsætter følgende:

»1.      Senest 20 dage efter, at medlemsstaten har modtaget kopi af indbydelsen til konsultationer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, underretter den de parter, der er involveret i omstruktureringsplanen, om sin beslutning vedrørende:

[…]

b)      den periode, med udløb senest den 30. september 2010, der er afsat til nedlæggelse af produktionsfaciliteter og til opfyldelse af de sociale og miljømæssige krav, der omhandles i artikel 3, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning […] nr. 320/2006

[…]

Uanset [stk. 1], litra b), kan medlemsstaten på begrundet anmodning herom fra virksomheden forlænge den i [stk. 1, litra b)] fastsatte tidsfrist indtil senest den 31. marts 2012. I sådanne tilfælde forelægger virksomheden en ændret omstruktureringsplan efter artikel 11.

[…]«

13      Artikel 9 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Berettigelse til omstruktureringsstøtte« bestemmer:

»[…]

2.      For at ansøgningen kan betragtes som berettiget, skal omstruktureringsplanen:

a)      indeholde en oversigt over de vigtigste mål, foranstaltningerne og aktionerne samt omkostningerne i forbindelse hermed samt en finansieringsplan og en tidsplan

b)      for hver berørt fabrik specificere den kvotemængde, der gives afkald på, idet denne mængde skal være mindre end eller lig med den produktionskapacitet, der skal nedlægges helt eller delvist

c)      omfatte en erklæring om, at produktionsfaciliteterne nedlægges helt eller delvist og fjernes fra produktionsstedet

[…]

e)      klart fastlægge alle de aktioner og omkostninger, der skal finansieres af omstruktureringsfonden, og eventuelle øvrige beslægtede elementer, som ønskes finansieret af andre fællesskabsfonde.

3.      Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, informerer medlemsstaten ansøgeren om årsagerne hertil og fastsætter en frist inden for den tidsramme, der nævnes i artikel 4, stk. 1, i forordning […] nr. 320/2006, hvor ansøgningen kan tilpasses i overensstemmelse hermed.

Medlemsstaten træffer beslutning om den tilpassede ansøgnings berettigelse inden for 15 arbejdsdage efter den frist, der nævnes i første afsnit, dog mindst 10 arbejdsdage før den tidsfrist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning […] nr. 320/2006.

Hvis den tilpassede ansøgning ikke indgives i rette tid eller ikke betragtes som berettiget, afvises ansøgningen om omstruktureringsstøtte, og medlemsstaten underretter ansøgeren og Kommissionen herom inden for fem arbejdsdage. Hvis den samme ansøger indgiver en ny ansøgning, indgår denne i den kronologiske rækkefølge, som nævnes i artikel 8.

[…]«

14      Artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 968/2006 er affattet således:

»Medlemsstaterne underretter ansøgerne om tildelingen af omstruktureringsstøtte til deres respektive støtteberettigede omstruktureringsplaner inden for den frist, som nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning […] nr. 320/2006. En komplet kopi af den godkendte omstruktureringsplan sendes til Kommissionen af medlemsstatens kompetente myndighed.«

15      Artikel 11 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Ændringer af omstruktureringsplanen« bestemmer:

»1.      Så snart omstruktureringsstøtten er tildelt, gennemfører ansøgeren alle de foranstaltninger, der beskrives i den godkendte omstruktureringsplan, samt overholder de forpligtelser, der indgår i ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

2.      Enhver ændring af en godkendt omstruktureringsplan skal godkendes af medlemsstaten på grundlag af en anmodning fra den pågældende virksomhed, hvori virksomheden:

a)      redegør for årsagerne og problemerne med gennemførelse af planen

b)      præsenterer de justeringer eller nye foranstaltninger, der foreslås, og den forventede virkning heraf

c)      beskriver de økonomiske og tidsmæssige konsekvenser.

Ændringerne må ikke medføre ændring af den samlede omstruktureringsstøtte, der tildeles, eller af de midlertidige omstruktureringsafgifter, der skal betales i henhold til artikel 11 i forordning […] nr. 320/2006.

Medlemsstaten underretter Kommissionen om den ændrede omstruktureringsplan.«

16      Artikel 16 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Udbetaling af omstruktureringsstøtte« bestemmer:

»1.      Udbetalingen af hver rate af omstruktureringsstøtten, som omhandlet i artikel 10, stk. 4, i forordning […] nr. 320/2006, afhænger af, at der stilles sikkerhed for et beløb svarende til 120% af den pågældende rate.

[…]«

17      Artikel 22 i forordning nr. 968/2006, som har overskriften »Frigivelse af sikkerhed«, er affattet således:

»1.      Den sikkerhedsstillelse, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, […] og artikel 18, stk. 2, frigives på betingelse af, at:

a)      alle planlagte foranstaltninger og aktioner i omstruktureringsplanen, de nationale omstruktureringsprogrammer og driftsplanen er gennemført

b)      den endelige rapport, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, er indsendt

c)      medlemsstaterne har gennemført de kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 25

[…]

3.      Bortset fra tilfælde af force majeure fortabes sikkerhedsstillelsen, hvis betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt senest den 30. september 2012.«

18      Artikel 25 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Kontrol« bestemmer følgende:

»1.      Hver virksomhed og hvert produktionssted, som der modtages støtte for under omstruktureringsfonden, inspiceres af medlemsstatens kompetente myndighed inden for tre måneder efter den i artikel 23, stk. 2, nævnte tidsfrist.

Ved inspektionen kontrolleres det, at omstruktureringsplanen eller driftsplanen følges, og at de oplysninger, som virksomheden har givet i statusrapporten, er korrekte og fyldestgørende. Den første inspektion under en omstruktureringsplan omfatter desuden kontrol af eventuelle yderligere oplysninger, som virksomheden har givet i sin ansøgning om omstruktureringsstøtte, navnlig den bekræftelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning […] nr. 320/2006.

2.      Inspektionen skal i alle tilfælde omfatte elementerne i omstruktureringsplanen som nævnt i artikel 4, stk. 3, i forordning […] nr. 320/2006 […]«

19      Endvidere bestemmes følgende i artikel 26 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Inddrivelse«:

»1.      Hvis en støttemodtager ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller et nationalt omstruktureringsprogram, inddrives den del af støtten, som er tildelt med henblik på denne eller disse forpligtelser, bortset fra tilfælde af force majeure, jf. dog stk. 3.

[…]«

20      Endelig er artikel 27 i forordning nr. 968/2006 med overskriften »Sanktioner« affattet således:

»1.      Hvis støttemodtageren ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller det nationale omstruktureringsprogram, pålægges det vedkommende at betale et beløb svarende til 10% af det beløb, der skal inddrives i henhold til artikel 26.

[…]«

 Tvistens baggrund

 Den anfægtede afgørelse

21      Ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 16, s. 33, herefter »den anfægtede afgørelse«), pålagde Kommissionen bl.a. Den Italienske Republik følgende korrektioner:

–        en korrektion på 90 498 735,16 EUR vedrørende udgifter afholdt af Den Italienske Republik inden for rammerne af den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien som følge af de af omstruktureringsstøtten begunstigedes manglende nedlæggelse af samtlige sukkerproduktionsfaciliteter (regnskabsårene 2007, 2008 og 2009)

–        en korrektion på 1 607 275,90 EUR for forsinket betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004 (regnskabsåret 2010)

–        en fast korrektion på 1 198 831,03 EUR for forsinket betaling af visse udgifter vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter (regnskabsårene 2009 og 2010).

22      Den Italienske Republik har som led i nærværende søgsmål anfægtet de tre korrektioner nævnt ovenfor i præmis 21.

 Om den finansielle korrektion vedrørende udgifter afholdt inden for den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien

23      I september 2010 gennemførte Kommissionens tjenestegrene en undersøgelse i Italien vedrørende den støtte til omstrukturering af sukkerindustrien, der var tildelt visse italienske sukkerproducerende virksomheder i regnskabsårene 2007, 2008 og 2009 (herefter »undersøgelse EX/2010/010/IT«).

24      Ved skrivelse af 9. december 2010, der blev sendt i henhold til artikel 11, stk. 1, første afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 90), meddelte Kommissionen de italienske myndigheder resultatet af undersøgelse EX/2010/010/IT, som var vedlagt som bilag til den pågældende skrivelse (herefter »den første meddelelse af 9. december 2010«).

25      Det fremgår af den første meddelelse af 9. december 2010, at det var Kommissionens opfattelse, at de italienske myndigheder ikke fuldt ud havde overholdt de EU-retlige krav hvad angår betingelserne for at tildele omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne, idet Kommissionen havde konstateret, at siloerne var bevaret på flere sukkerproduktionssteder, der tilhørte italienske virksomheder, som havde ansøgt om tildeling af denne støtte (herefter »de omtvistede siloer«). Kommissionen anførte i denne forbindelse, at disse virksomheder ikke opfyldte betingelserne for tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, hvis de ikke gennemførte omstruktureringsplanen fuldstændigt, og hvis de bygninger, der var knyttet til produktionsaktiviteterne, herunder de omtvistede siloer, ikke blev revet ned. Endelig anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om at angive, om der stadig fandtes siloer på de produktionssteder, som dens befuldmægtigede ikke havde besøgt.

26      Den 9. februar 2011 besvarede de italienske myndigheder Kommissionens indsigelser, der var indeholdt i den første meddelelse af 9. december 2010.

27      Den 18. april 2011 indkaldte Kommissionen de italienske myndigheder til bilaterale drøftelser, som blev afholdt i Bruxelles den 4. maj 2011.

28      Referatet fra dette møde blev meddelt de italienske myndigheder ved Kommissionens skrivelse af 26. juli 2011. De italienske myndigheder fremsendte deres bemærkninger til dette mødereferat den 2. november 2011.

29      Ved skrivelse af 16. august 2012, sendt i henhold til artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 885/2006 (herefter »den formelle meddelelse af 16. august 2012«), meddelte Kommissionen de italienske myndigheder, at den påtænkte at udelukke 90 498 735,15 EUR fra EU-finansiering, eftersom de i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 320/2006 og i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006 fastsatte betingelser for tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse ikke var opfyldt.

30      Den 11. oktober 2012 forelagde de italienske myndigheder i henhold til artikel 16 i forordning nr. 885/2006 sagen for forligsorganet, som afgav sin rapport den 10. februar 2013.

31      Ved dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), fastslog Domstolen i det væsentlige, at begrebet »produktionsfaciliteter« som omhandlet i artikel 3 og 4 i forordning nr. 320/2006 og i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006 omfattede den af omstruktureringsstøtten begunstigedes siloer beregnet til opbevaring af sukker. Domstolen fandt imidlertid, at dette ikke var tilfældet i to situationer: dels når det godtgøres, at siloerne udelukkende anvendes til opbevaring af kvoteproduceret sukker, som andre producenter oplagrer, eller som købes af sidstnævnte, dels når de udelukkende anvendes til emballering eller indpakning af sukker, der er produceret andetsteds, med henblik på dets afsætning.

32      Ved skrivelse af 28. marts 2014 gav Kommissionen de italienske myndigheder en frist på to måneder til at fremsætte yderligere bemærkninger, bl.a. efter afsigelsen af Domstolens dom nævnt ovenfor i præmis 31, samt til at fremlægge beviser for, at de omtvistede siloer inden ansøgningerne om omstruktureringsstøtte udelukkende blev anvendt til opbevaring og emballering af andre producenters kvoteproducerede sukker.

33      Ved skrivelse af 30. maj 2014 bestred de italienske myndigheder Kommissionens standpunkt, hvorefter der med henblik på at vurdere, om siloerne var omfattet af begrebet »produktionsfaciliteter«, skulle tages hensyn til den måde, hvorpå disse blev anvendt på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte.

34      I den sammenfattende rapport, som Kommissionen vedtog den 12. december 2014, bekræftede denne institution sit forslag om at udelukke 90 498 735,16 EUR fra EU-finansiering.

 Om den finansielle korrektion for forsinket betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004

35      Kommissionens tjenestegrene foretog en undersøgelse i Italien hvad angår slagtepræmier vedrørende den manglende overholdelse af betalingsfristerne og overskridelsen af de økonomiske lofter i regnskabsåret 2010.

36      Ved skrivelse af 14. februar 2011, sendt i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, meddelte Kommissionen de italienske myndigheder resultaterne af sine kontroller. De italienske myndigheder besvarede denne meddelelse ved skrivelse af 8. marts 2011.

37      Den 15. juni 2011 afholdtes i Bruxelles et bilateralt møde mellem Kommissionens tjenestegrene og de italienske myndigheder. Referatet af dette møde blev meddelt de italienske myndigheder den 3. august 2011. Disse myndigheder fremsatte deres bemærkninger den 5. oktober 2011.

38      Kommissionen fastholdt sit standpunkt ved skrivelse af 18. januar 2012, sendt i medfør af artikel 11, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 885/2006, som de italienske myndigheder besvarede ved skrivelse af 27. marts 2012.

39      Ved skrivelse af 30. oktober 2013, sendt i henhold til artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 885/2006, meddelte Kommissionen formelt de italienske myndigheder den foreslåede korrektions skønnede størrelse, nemlig 7 643 605,11 EUR, bl.a. som følge af den manglende overholdelse af betalingsfristerne for slagtepræmier for ansøgningsåret 2004, der den 30. oktober og den 3. november 2009 var blevet udbetalt til de begunstigede.

40      Den 10. december 2013 forelagde de italienske myndigheder sagen for forligsorganet. Dette afgav sin udtalelse den 6. maj 2014.

41      Ved skrivelse af 2. juli 2014 meddelte Kommissionen de italienske myndigheder sit endelige standpunkt, hvori den opretholdt en fast korrektion på 7 643 605,11 EUR, hvoraf 1 607 275,90 EUR svarede til den forsinkede betaling af slagtepræmier for ansøgningsåret 2004, der blev foretaget i regnskabsåret 2010.

 Om den finansielle korrektion for forsinket betaling af visse udgifter vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter

42      Fra den 30. november til den 4. december 2009 gennemførte Kommissionen en undersøgelse i Italien vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande for regnskabsårene 2008-2010.

43      Ved skrivelse af 27. april 2010, sendt i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, meddelte Kommissionen de italienske myndigheder resultaterne af sine kontroller. De italienske myndigheder besvarede denne meddelelse ved skrivelse af 5. juli 2010.

44      Den 18. november 2010 afholdtes i Bruxelles et bilateralt møde mellem de italienske myndigheder og Kommissionen. Referatet af dette møde blev sendt til de italienske myndigheder den 31. januar 2011. Disse myndigheder fremsatte deres bemærkninger hertil den 30. marts 2011.

45      Ved skrivelse af 17. april 2013, sendt i medfør af artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 885/2006, meddelte Kommissionen formelt de italienske myndigheder den foreslåede korrektions skønnede størrelse, nemlig 2 844 470,65 EUR, for regnskabsårene 2008 (alene fra den 30.5.2008), 2009 og 2010.

46      Den 3. juni 2013 forelagde de italienske myndigheder sagen for forligsorganet. Dette afgav sin udtalelse den 29. november 2013.

47      Ved skrivelse af 27. maj 2014 meddelte Kommissionen de italienske myndigheder sit endelige standpunkt, hvori den bl.a. fastholdt en fast korrektion på 1 198 831,03 EUR for den forsinkede betaling vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande i regnskabsårene 2009 og 2010.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

48      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. marts 2015 har Den Italienske Republik anlagt denne sag.

49      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. og den 25. juni 2015 har Den Franske Republik og Ungarn fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Den Italienske Republiks påstande. Ved afgørelse af 22. juli 2015 har formanden for Rettens Anden Afdeling givet tilladelse til disse interventioner.

50      Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører visse udgifter afholdt af Den Italienske Republik.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

51      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

52      Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

53      Ungarn har nedlagt påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse.

54      Ved skrivelse af 14. juni 2016 fra Rettens Justitskontor blev parterne oplyst om en ændring af Rettens sammensætning og om beslutningen truffet af Rettens præsident om at henvise denne sag til en anden refererende dommer, som blev tilknyttet Tredje Afdeling.

55      Ved skrivelse af 3. oktober 2016 blev parterne oplyst om en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til artikel 27, stk. 5, i Rettens procesreglement og om, at den refererende dommer blev tilknyttet Fjerde Afdeling, hvortil sagen følgelig er blevet henvist.

56      På forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglements artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål og har anmodet dem om at fremlægge visse dokumenter. Parterne har efterkommet foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for de fastsatte frister.

57      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 12. september 2017.

 Retlige bemærkninger

58      Til støtte for søgsmålet har Den Italienske Republik fremsat seks anbringender.

59      De fire første anbringender er fremsat til støtte for påstanden om annullation af korrektionen vedrørende de udgifter, som Den Italienske Republik har afholdt som led i den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien. Det første anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2005, L 209, s. 1) og af retten til forsvar, kontradiktionsprincippet samt en utilstrækkelig begrundelse. Det andet anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, af forordning nr. 320/2006, af forordning nr. 968/2006 og af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737). Det tredje anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse om af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om ne bis in idem, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, artikel 11, stk. 3, andet afsnit, i kapitel 3 i forordning nr. 885/2006 og af retningslinjerne fastsat i Kommissionens dokument VI/5330/97 af 23. december 1997 med titlen »Retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen« (herefter »dokument VI/5330/97«) og af begrundelsespligten samt en manglende undersøgelse af forligsorganets standpunkt.

60      Det femte anbringende er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den korrektion, der er anvendt for den forsinkede betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004, og vedrører en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 883/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1290/2005 for så vidt angår betalingsorganernes regnskabsføring, anmeldelser af udgifter og indtægter og betingelser for godtgørelse af udgifter inden for rammerne af EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 1), en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

61      Det sjette anbringende er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den korrektion, der er anvendt for den forsinkede betaling af visse udgifter vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og vedrører en tilsidesættelse af artikel 20 i Kommissionens forordning (EF) nr. 501/2008 af 5. juni 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (EUT 2008, L 147, s. 3) samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om, at medlemsstaterne kan pålægges finansielle korrektioner.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005, af retten til forsvar, kontradiktionsprincippet samt om en utilstrækkelig begrundelse

62      Det første anbringende består i det væsentlige af tre led. Det første led vedrører en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005. Det andet led vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar og kontradiktionsprincippet. Det tredje led vedrører i det væsentlige en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse.

 Det første anbringendes første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005

63      Den Italienske Republik har i det væsentlige kritiseret Kommissionen for at have fundet, at omstruktureringsstøtten vedrørte en flerårig foranstaltning som omhandlet i artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005, og at den finansielle korrektion i det foreliggende tilfælde således kunne gælde alle de udgifter, som var afholdt som led i den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien. Med denne fremgangsmåde tilsidesatte Kommissionen artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005.

64      Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

65      I det foreliggende tilfælde skal det afgøres, om Kommissionen i beregningsgrundlaget for den omtvistede finansielle korrektion med føje kunne inkludere alle de udgifter, som Den Italienske Republik havde afholdt inden for rammerne af den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i overensstemmelse med artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005, eller om Kommissionen fra dette beregningsgrundlag skulle have udelukket udgifter, der var afholdt mere end 24 måneder, inden de italienske myndigheder blev meddelt den første meddelelse af 9. december 2010, jf. artikel 31, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1290/2005. Med henblik på denne undersøgelse skal det fastlægges, om støtten til omstrukturering af sukkerindustrien finansierer en flerårig foranstaltning som omhandlet i artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005.

66      Artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005 bestemmer:

»En afvisning af finansiering kan ikke vedrøre:

a)      udgifter som omhandlet i [nærværende forordnings] artikel 3, stk. 1, der er afholdt mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterprøvning

b)      udgifter vedrørende flerårige foranstaltninger, som udgør en del af de i [denne forordnings] artikel 3, stk. 1, omhandlede udgifter eller anvendelsesområderne for de i [denne forordnings] artikel 4 omhandlede programmer, for hvilke den sidste forpligtelse, der påhviler modtageren, ligger mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt har meddelt den pågældende medlemsstat resultatet af sin efterprøvning

[…]«

67      Blandt de af artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1290/2005, som ændret ved artikel 14 i forordning nr. 320/2006, omhandlede udgifter fremgår bl.a. støtte til omstrukturering af sukkerindustrien.

68      I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 320/2006 forudsætter tildelingen af støtte, at to betingelser opfyldes, nemlig for det første at der gives afkald på kvoteproduktionen, og for det andet at produktionsfaciliteterne nedlægges fuldstændigt eller delvist.

69      Hvad angår afkald på kvoteproduktion har Den Italienske Republik med føje anført, at der er tale om en øjeblikkelig foranstaltning, som gennemføres i løbet af et givent produktionsår.

70      I modsætning til, hvad Den Italienske Republik har gjort gældende, er afkald på kvoteproduktionen imidlertid ikke »selve grundlaget for den pågældende ordning«, idet artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006 ligeledes kræver fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne, for at der kan tildeles omstruktureringsstøtte til fuldstændig eller delvis nedlæggelse (jf. præmis 68 ovenfor).

71      Nedlæggelse af produktionsfaciliteterne indebærer, at der over tid gennemføres flere komplekse operationer, og den kan derfor ikke udgøre en punktvis foranstaltning.

72      Det følger nemlig af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 320/2006, at ved fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteter skal for det første produktionen af sukker, isoglukose og inulinsirup på de pågældende produktionsfaciliteter indstilles endeligt og fuldstændigt, for det andet skal fabrikken eller fabrikkerne lukkes og produktionsfaciliteterne nedlægges, for det tredje skal miljøet på fabrikkens område genoprettes, og der skal træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken.

73      Hvad angår delvis nedlæggelse fastsætter artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 320/2006 krav, der svarer til de ovenfor i præmis 72 anførte.

74      Den omstændighed, at omstruktureringsoperationer strækker sig over flere år, godtgøres ligeledes ved artikel 6 i forordning nr. 968/2006, som fastsatte en frist for gennemførelsen af nedlæggelsen af produktionsfaciliteterne og for opfyldelsen af de sociale og miljømæssige krav, hvis frist der er blevet ændret flere gange, ved forordning nr. 672/2011 endeligt blev fastsat til den 31. marts 2012.

75      Som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet har Den Italienske Republik endelig anført, at operationerne med nedlæggelse af produktionsstederne hos to italienske virksomheder, der havde ansøgt om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, blev gennemført over tre eller fire år.

76      Henset til de ovenstående betragtninger skal det fastslås, at støtten til omstrukturering af sukkerindustrien ikke tilsigter at finansiere en punktvis foranstaltning, men en række foranstaltninger, hvis effektive gennemførelse i princippet strækker sig over flere år. Det skal således fastslås, at ordningen for omstrukturering af sukkerindustrien er en flerårig foranstaltning som omhandlet i artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005.

77      De af Den Italienske Republik påberåbte argumenter kan ikke drage den ovenstående konklusion i tvivl.

78      For det første har Den Italienske Republik gjort gældende, at de af omstruktureringsstøtten finansierede foranstaltningers punktvise art fremgår af den omstændighed, at artikel 10 i forordning nr. 320/2006 foreskriver udbetaling af en samlet omstruktureringsstøtte, selv om den udbetales i to rater i en periode på mindre end 12 måneder.

79      I denne henseende fremgår det af artikel 10, stk. 4, i forordning nr. 320/2006, sammenholdt med artikel 16 og 22 samt artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 968/2006, at udbetalingen af omstruktureringsstøtte i flere rater til fuldstændig nedlæggelse ledsages af en garantistillelse, hvilke garantier kun frigives, hvis de i artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 968/2006 omhandlede kontroller efter afslutningen af omstruktureringsprocessen bl.a. bekræfter, at alle de i omstruktureringsplanen fastsatte foranstaltninger og aktioner rent faktisk er blevet gennemført.

80      Det følger heraf, at omstruktureringsstøttens endelige størrelse først kan være kendt efter medlemsstaternes frigivelse af de sidste garantier og dermed efter de kontroller, der foretages, når omstruktureringsoperationerne er afsluttet.

81      Selv om det antages, at al omstruktureringsstøtte var udbetalt til de italienske virksomheder 24 måneder inden den første meddelelse af 9. december 2010, som Den Italienske Republik har gjort gældende under retsmødet uden imidlertid at godtgøre det, var størrelsen af denne støtte således ikke endelig og kunne stadig ændres.

82      Selv om det antages, at betalingen af omstruktureringsstøtten til de italienske virksomheder blev gennemført på én gang, udelukker denne omstændighed, som anført af Kommissionen under retsmødet, endvidere ikke, at ordningen for omstrukturering af sukkerindustrien kvalificeres som en flerårig foranstaltning. Det er i denne henseende nemlig afgørende, at gennemførelsen af denne ordning indebar flere forpligtelser, hvor udførelsen heraf ikke kan ske direkte, men snarere strækker sig over flere år.

83      For det andet har Den Italienske Republik i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ved anvendelsen af artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 lovligt kunne bestride enhver udgift, der var afholdt som led i den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien, for så vidt som meddelelsen i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 skete inden for 24 måneder efter gennemførelsen af den sidste forpligtelse, der påhvilede den begunstigede. I det foreliggende tilfælde er det Den Italienske Republiks opfattelse, at Kommissionen således kunne indlede proceduren for regnskabsafslutning indtil marts 2015, dvs. indtil 24 måneder efter fristen for nedlæggelse af de produktionsfaciliteter, nemlig den 31. marts 2012. I dette tilfælde giver en meddelelse fra Kommissionen i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, der er meddelt efter udløbet af fristen for fuldstændig nedlæggelse, ikke længere medlemsstaten mulighed for at afhjælpe den af Kommissionen konstaterede uregelmæssighed. Det er Den Italienske Republiks opfattelse, at denne omstændighed er i strid med hensigten med proceduren for regnskabsafslutning, hvoraf et af de væsentligste elementer består i at tillade medlemsstaten at afhjælpe de af Kommissionen konstaterede uregelmæssigheder.

84      Som svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet har Den Italienske Republik bekræftet, at den med sin argumentation, der er anført ovenfor i præmis 83, ikke havde tilsigtet at gøre gældende, at artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 er ulovlig, men i det væsentlige har anfægtet anvendelsen af denne bestemmelse i det foreliggende tilfælde.

85      Det skal i denne henseende blot fastslås, at meddelelsen i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, i dette tilfælde den første meddelelse af 9. december 2010 (jf. præmis 24 ovenfor), blev tilsendt Den Italienske Republik inden udløbet af den sidste forpligtelse, der var pålagt modtagerne af omstruktureringsstøtten, dvs. den 31. marts 2012 (jf. præmis 74 ovenfor). Den Italienske Republik kunne dermed afhjælpe de i den første meddelelse af 9. december 2010 konstaterede uregelmæssigheder eller i hvert fald vedtage foranstaltninger for at forsøge at afhjælpe dem.

86      Henset til ovenstående betragtninger begik Kommissionen ikke en fejl ved at fastslå, at støtten til omstrukturering af sukkerindustrien tilsigtede at finansiere en flerårig foranstaltning, og ved dermed at inkludere hele den omstruktureringsstøtte, som var tildelt de italienske virksomheder, i den omtvistede korrektion.

87      Det første anbringendes første led må derfor forkastes.

 Det første anbringendes andet led om, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar og af kontradiktionsprincippet

88      Den Italienske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at på grund af sin forsinkelse gav Kommissionens ændring af standpunkt i den formelle meddelelse af 16. august 2012 vedrørende retsgrundlaget for beregningen af den i artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005 omhandlede frist på 24 måneder ikke medlemsstaten mulighed for at udøve sin ret til forsvar og greb ind i den kontradiktoriske karakter af proceduren for regnskabsafslutning.

89      Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

90      Ifølge fast retspraksis træffes den endelige afgørelse vedrørende regnskabsafslutningen efter en kontradiktorisk procedure, hvorunder de berørte medlemsstater har fuld garanti for at kunne fremføre alle deres synspunkter (jf. dom af 14.12.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-245/97, EU:C:2000:687, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

91      Denne procedure er reguleret ved artikel 11 i forordning nr. 885/2006, som har overskriften »Efterprøvende regnskabsafslutning« og er affattet således:

»1.      Når Kommissionen som følge af en undersøgelse finder, at udgifterne ikke er afholdt i overensstemmelse med EF-reglerne, meddeler den den pågældende medlemsstat sine resultater og de korrigerende foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at reglerne fremtidig overholdes.

Meddelelsen skal indeholde en henvisning til denne artikel. Medlemsstaten skal afgive svar inden for to måneder efter modtagelsen af meddelelsen, og Kommissionen kan ændre sit standpunkt under hensyn hertil. I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen forlænge besvarelsesfristen.

Efter udløbet af besvarelsesfristen indkalder Kommissionen til et bilateralt møde, og de to parter søger at nå frem til en aftale om de foranstaltninger, der skal træffes, og en vurdering af overtrædelsens omfang og den økonomiske skade, der er påført EF-budgettet.

2.      Senest to måneder efter modtagelsen af referatet af det bilaterale møde, der er omhandlet i stk. 1, tredje afsnit, afgiver medlemsstaten alle oplysninger, som der blev anmodet om på mødet, eller alle andre oplysninger, som den anser for nyttige for den igangværende undersøgelse.

[…]

Efter udløbet af den i første afsnit omhandlede periode meddeler Kommissionen formelt medlemsstaten sine konklusioner på grundlag af de oplysninger, som den har modtaget som led i proceduren for efterprøvende regnskabsafslutning. I meddelelsen vurderes de udgifter, som Kommissionen agter at udelukke fra EF-finansiering i henhold til artikel 31 i forordning […] nr. 1290/2005, og henvises til artikel 16, stk. 1, i denne forordning.

3.      […]

Kommissionen træffer om fornødent efter at have undersøgt en rapport udarbejdet af forligsorganet i henhold til kapitel 3 i denne forordning en eller flere beslutninger i henhold til artikel 31 i forordning […] nr. 1290/2005 med henblik på at udelukke de udgifter, der er afholdt, uden at EF’s regler er overholdt, fra EF-finansiering, indtil medlemsstaten rent faktisk har truffet de korrigerende foranstaltninger.

[…]«

92      I overensstemmelse med fast retspraksis skal »den skriftlige meddelelse« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 give den pågældende regering et fuldkomment kendskab til Kommissionens forbehold, således at dokumentet kan opfylde den advarselsfunktion, det har i medfør af denne bestemmelse (jf. dom af 3.5.2012, Spanien mod Kommissionen, C-24/11 P, EU:C:2012:266, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det fremgår endvidere af retspraksis, at artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 skal sammenholdes med artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005, hvorefter Kommissionen ikke kan udelukke udgifter, der er afholdt uden for en af de i sidstnævnte bestemmelse nævnte perioder. Heraf følger, at den skriftlige meddelelse, som foreskrives i artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, fungerer som en advarsel om, at de udgifter, der er afholdt i løbet af en bestemt periode, som går forud for afgivelsen af denne meddelelse, kan udelukkes fra finansiering gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), hvorfor denne meddelelse udgør referencen for beregningen af indledningen af denne periode (jf. analogt dom af 3.5.2012, Spanien mod Kommissionen, C-24/11 P, EU:C:2012:266, præmis 30).

94      Endelig kræver artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 ikke, at den skriftlige meddelelse omtaler de udgifter, der skal udelukkes (jf. i denne retning og analogt dom af 7.10.2004, Sverige mod Kommissionen, C-312/02, EU:C:2004:594, præmis 14). Det kræves heller ikke, at den skriftlige meddelelse udtrykkeligt omtaler den i artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005 fastsatte frist (jf. i denne retning og analogt dom af 24.1.2002, Finland mod Kommissionen, C-170/00, EU:C:2002:51, præmis 32). Artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 885/2006 sondrer for så vidt angår formkravene nemlig mellem »meddelelse af resultater« som nævnt i stk. 1, første afsnit, hvilket er situationen i den foreliggende sag, og den »officielle underretning om konklusioner«, som nævnt i stk. 2, tredje afsnit, der finder sted på et senere tidspunkt. Det følger heraf, at formkravene for den første meddelelse ikke er så strenge som for den anden (jf. i denne retning og analogt dom af 24.1.2002, Finland mod Kommissionen, C-170/00, EU:C:2002:51, præmis 29).

95      Det fremgår indledningsvis af præmis 68-76 ovenfor, at støtten til omstrukturering af sukkerindustrien finansierer flerårige foranstaltninger, og at retsgrundlaget for beregningen af 24-månedersfristen derfor er artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005.

96      I det foreliggende tilfælde er det i følgeskrivelsen til resultaterne af undersøgelse EX/2010/010/IT, som Den Italienske Republik blev meddelt ved den første meddelelse af 9. december 2010, anført, at den eventuelle »udelukkelse alene vedrører udgifter afholdt inden for [24] måneder forud for afsendelsen af [den nævnte] meddelelse«. Kommissionen har således implicit, men nødvendigvis henvist til artikel 31, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1290/2005 og ikke til artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005, som retsgrundlag for beregningen af 24-månedersfristen.

97      Det skal i lighed med Kommissionen bemærkes, at det uagtet omtalen i den skrivelse, der er indeholdt i den første meddelelse af 9. december 2010, klart fremgik af bilaget til denne skrivelse, at Kommissionen anfægtede, at de pågældende italienske virksomheder var berettigede til hele den omstruktureringsstøtte, som de havde modtaget. Det anførtes bl.a. klart, at »[Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikters] tjenestegrene finder […], at ingen af de pågældende virksomheder opfylder de nødvendige betingelser for at modtage [omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse]«, og at »det, eftersom størstedelen af omstruktureringsstøtten allerede er udbetalt, og de fleste garantier allerede er frigivet til de pågældende virksomheder, præciseres, at myndighederne endeligt kan skulle bære de økonomiske konsekvenser af enhver tilsidesættelse af de ved forordningerne fastsatte betingelser«.

98      Henset til ovenstående betragtninger gav den første meddelelse af 9. december 2010 de italienske myndigheder et tilstrækkeligt kendskab til Kommissionens forbehold og de korrektioner, der måtte formodes at ville blive foretaget, for så vidt angår de pågældende udgifter, og meddelelsen fungerede derfor som en advarsel, som krævet af en skriftlig meddelelse i henhold til artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006.

99      Selv om Kommissionen under det bilaterale møde den 4. maj 2011 anførte, at undersøgelse EX/2010/010/IT vedrørte perioden på 24 måneder forud for afsendelsen af den i artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 omhandlede meddelelse, og dermed at alene de udgifter, der var afholdt fra den 10. december 2008 til den 9. december 2010, var omfattet af denne undersøgelse, fremgår det ikke desto mindre, at Kommissionen i bilag 1 til den formelle meddelelse af 16. august 2012 bekræftede sit standpunkt fra den første meddelelse af 9. december 2010. Kommissionen anførte nemlig i det væsentlige, at den finansielle korrektion kunne fastsættes på grundlag af alle de udgifter, som Den Italienske Republik havde afholdt inden for den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien, herunder inden perioden på 24 måneder forud for afsendelsen af den første meddelelse af 9. december 2010, og dermed at 24-månedersfristen i det foreliggende tilfælde skulle beregnes i henhold til artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005.

100    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at Den Italienske Republik efter at have modtaget den formelle meddelelse af 16. august 2012 i henhold til artikel 16 i forordning nr. 885/2006 forelagde sagen for forligsorganet og således havde mulighed for at anfægte, at artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 fandt anvendelse, for dette organ (jf. i denne retning og analogt dom af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

101    Den Italienske Republik har i retsmødet anerkendt, at den for forligsorganet ikke anfægtede, at artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 fandt anvendelse, og at den alene havde koncentreret sig om det materielle spørgsmål om muligheden for at bevare de omtvistede siloer og modtage omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse.

102    Det skal endelig bemærkes, at Kommissionen efter afsigelsen af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), ved skrivelse af 28. marts 2014 gav Den Italienske Republik mulighed for at fremsætte supplerende bemærkninger (jf. præmis 32 ovenfor). I deres svar af 30. maj 2014 anfægtede de italienske myndigheder heller ikke anvendelsen af artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 i det foreliggende tilfælde (jf. præmis 33 ovenfor).

103    I denne sammenhæng kan Den Italienske Republik ikke for Retten påberåbe sig en procesgaranti, som den selv har undladt at benytte under proceduren for regnskabsafslutning (jf. i denne retning og analogt dom af 9.9.1999, Petrides mod Kommissionen, C-64/98 P, EU:C:1999:399, præmis 32).

104    Det første anbringendes andet led må derfor forkastes.

 Det første anbringendes tredje led, der i det væsentlige vedrører en utilstrækkelig begrundelse

105    Den Italienske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, eftersom grundene til Kommissionens pludselige og uberettigede ændring af retsgrundlaget for beregningen af 24-månedersfristen i den formelle meddelelse af 16. august 2012 var anført kortfattet i denne meddelelse.

106    Kommissionen har ikke udtalt sig herom.

107    Det følger af fast retspraksis, at i den særlige sammenhæng, hvori afgørelser om regnskabsafslutning udarbejdes, må en afgørelses begrundelse anses for at være tilstrækkelig, når den medlemsstat, afgørelsen er rettet til, har været snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og når den kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af EUGFL (dom af 1.10.1998, Nederlandene mod Kommissionen, C-27/94, EU:C:1998:446, præmis 36, og af 10.9.2008, Italien mod Kommissionen, T-181/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:331, præmis 32).

108    I det foreliggende tilfælde anførte Kommissionen i punkt 12 i afsnittet »Argumenter« i bilag 1 til den formelle meddelelse af 16. august 2012, at den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien vedrørte perioden fra den 1. juli 2006 til den 31. marts 2012, dvs. en periode på 69 måneder. I punkt 13 i afsnittet »Argumenter« forklarede Kommissionen, at denne ordning udgjorde en flerårig foranstaltning som omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 1290/2005, hvorefter der var blevet foretaget betaling i rater af de forskellige dele af omstruktureringsstøtten til fuldstændig nedlæggelse. Kommissionen anførte endvidere, at udbetalingen af hver rate af omstruktureringsstøtten til fuldstændig nedlæggelse afhang af, at der blev stillet sikkerhed for et beløb svarende til 120% af den relevante rate. Kommissionen forklarede ligeledes, at det følger af artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005, at vurderingen af disse udgifters forenelighed med fondens formål med omstrukturering af sukkerindustrien og med de dertil hørende forordninger alene kunne foretages på tidspunktet for den sidste forpligtelse, der var pålagt modtageren, dvs. den 31. marts 2012. I punkt 15 i afsnittet »Argumenter« i bilag 1 til den formelle meddelelse af 16. august 2012 konkluderede Kommissionen i det væsentlige, at alle udgifter til den omstruktureringsstøtte, som var blevet tildelt de italienske virksomheder, var omfattet af proceduren for regnskabsafslutning, eftersom de omtvistede siloer ikke var blevet nedlagt inden den 31. marts 2012.

109    Det er således godtgjort, at Kommissionen i den formelle meddelelse af 16. august 2012 i tilstrækkelig grad fremlagde grundene til, at den finansielle korrektion skulle omfatte alle de udgifter, der var afholdt i den i henhold til artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning nr. 1290/2005 beregnede periode. Endvidere gav de ovenfor i præmis 108 anførte grunde Den Italienske Republik mulighed for at forstå grundene til, at Kommissionen havde ændret standpunkt hvad angår retsgrundlaget for beregning af den i artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005 omhandlede 24-månedersfrist.

110    Det første anbringendes tredje led skal derfor forkastes, og følgelig skal det første anbringende forkastes i det hele.

 Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 885/2006, af retten til forsvar, af forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 og af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12)

111    Dette anbringende består af to led. Det første led vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 885/2006 og af retten til forsvar. Det andet led vedrører en tilsidesættelse af forordning nr. 320/2006 og forordning nr. 968/2006 samt af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737).

 Det andet anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 885/2006 og af retten til forsvar

112    Den Italienske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den første meddelelse af 9. december 2010 er i strid med artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, idet den ikke gav denne medlemsstat et fuldstændigt kendskab til Kommissionens forbehold og ikke gav den mulighed for at udnytte den ret til forsvar, som er fastsat i denne bestemmelse. Den Italienske Republik har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at Kommissionen i den første meddelelse af 9. december 2010 anførte, at siloerne under alle omstændigheder var produktionsfaciliteter, hvorimod den i skrivelsen af 28. marts 2014, der blev sendt efter afsigelsen af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), anerkendte, at siloerne ikke nødvendigvis skulle anses for produktionsfaciliteter. For det andet har Den Italienske Republik anført, at den første meddelelse af 9. december 2010 ikke nævnte den omstændighed, at anvendelsen af siloerne skulle vurderes på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse (herefter »Kommissionens kriterium«). Det er Den Italienske Republiks opfattelse, at den først ved Kommissionens skrivelse af 28. marts 2014 fik fuldstændigt kendskab til sidstnævntes forbehold vedrørende spørgsmålet om nedlæggelse af siloerne ved omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse. På dette tidspunkt kunne medlemsstaten ikke længere benytte de processuelle garantier, der er fastsat i artikel 11 i forordning nr. 885/2006, endsige udøve sin ret til forsvar.

113    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

114    Det skal bemærkes, at ifølge fast retspraksis træffes den endelige afgørelse vedrørende regnskabsafslutningen efter en særlig kontradiktorisk sagsbehandling, hvorunder medlemsstaterne sikres fuld garanti for at kunne fremføre alle deres synspunkter (dom af 29.1.1998, Grækenland mod Kommissionen, C-61/95, EU:C:1998:27, præmis 39, af 14.12.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-245/97, EU:C:2000:687, præmis 47, og af 3.7.2014, Nederlandene mod Kommissionen, T-16/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:603, præmis 69).

115    Det fremgår endvidere af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, at den første meddelelse skal præcisere resultaterne af Kommissionens undersøgelse over for den berørte medlemsstat og angive de korrigerende foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at de pågældende EU-regler fremtidigt ville blive overholdt (jf. præmis 91 ovenfor).

116    Som anført ovenfor i præmis 25 fremgår det i det foreliggende tilfælde af den første meddelelse af 9. december 2010, at betingelserne for tildeling af omstruktureringsstøtten til fuldstændig nedlæggelse efter Kommissionens opfattelse ikke var opfyldt, eftersom visse produktionsfaciliteter, herunder de omtvistede siloer, var blevet bevaret på de gamle sukkerproduktionssteder, som Kommissionens kontrollører havde besøgt. I denne meddelelse anførte Kommissionen ligeledes, at de italienske virksomheder ikke var berettigede til omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, hvis de ikke gennemførte omstruktureringsplanerne fuldstændigt, og hvis de bygninger, der var knyttet til produktionsaktiviteterne, herunder de omtvistede siloer, ikke blev revet ned.

117    I sin skrivelse af 9. februar 2011 bestred Den Italienske Republik Kommissionens opfattelse af, at siloerne under alle omstændigheder var produktionsfaciliteter, der henhørte under forpligtelsen til nedlæggelse, idet denne medlemsstat i det væsentlige gjorde gældende, dels at de omtvistede siloer ikke var produktionsfaciliteter, eftersom de alene var beregnet til opbevaring af det færdige produkt, dels at Kommissionens fortolkning var i strid med forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006. Den Italienske Republik fastholdt sin opfattelse under det bilaterale møde den 4. maj 2011, i sine bemærkninger af 2. november 2011 til referatet fra dette møde og under forligsproceduren.

118    Under det bilaterale møde den 4. maj 2011 fastholdt Kommissionen sit standpunkt, hvorefter de omtvistede siloer skulle anses for at være en integrerende del af produktionsfaciliteterne og dermed skulle rives ned.

119    Ved dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), fastslog Domstolen endvidere i det væsentlige, at begrebet »produktionsfaciliteter« omfattede siloer beregnet til den af omstruktureringsstøtten begunstigedes opbevaring af sukker. Domstolen fandt imidlertid, at dette ikke var tilfældet i to situationer (herefter »Domstolens undtagelser«): dels når det var godtgjort, at siloerne udelukkende anvendtes til opbevaring af kvoteproduceret sukker, som andre producenter oplagrede, eller som købtes af sidstnævnte, dels når de udelukkende anvendtes til emballering eller indpakning af sukker, der var fremstillet andetsteds, med henblik på dets afsætning (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 32, 33 og 35).

120    I lyset af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), ændrede Kommissionen sit standpunkt vedrørende kvalificeringen af siloerne, og den indrømmede, som det fremgår af præmis 32 og 102 ovenfor, ved skrivelse af 28. marts 2014 de italienske myndigheder en frist på to måneder til at fremlægge overbevisende beviser på, at de omtvistede siloer i det foreliggende tilfælde før ansøgningerne om tildeling af den omtvistede støtte alene tjente til andre producenters oplagring og emballering af kvoteproduceret sukker.

121    Den Italienske Republik har ikke efterkommet denne anmodning. I skrivelse af 30. maj 2014 anfægtede Den Italienske Republik nemlig blot Kommissionens kriterium. Denne medlemsstat har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), udtrykkeligt anerkendte, at siloer beregnet til opbevaring ikke kunne nedlægges, hvis de var knyttet til opbevaring af sukker, som andre producenter oplagrede, eller som købtes af sidstnævnte, eller når de anvendtes til emballering af sukker, der var fremstillet andetsteds. Efter Den Italienske Republiks opfattelse var det således unødvendigt at vurdere, hvilket anvendelsesformål siloerne havde inden ansøgningen om omstruktureringsstøtte. Endelig har den anført, at de italienske myndigheder havde tilsendt Kommissionen samtlige dokumenter vedrørende proceduren for godkendelse af omstruktureringsstøtten til fuldstændig nedlæggelse, herunder de godkendte omstruktureringsplaner, og de årlige referater af kontrollerne udført på stedet, som angav de faciliteter og udstyr, der var nedlagt, og hvilke der var bevaret, samt hver enkeltes reelle anvendelse.

122    Det følger af det ovenstående, at Den Italienske Republik afstod fra at fremlægge beviser, der gjorde det muligt at godtgøre, at de omtvistede siloer ikke udgjorde produktionsfaciliteter på tidspunktet for ansøgningen om støtte, og dermed at udøve sin ret til forsvar vedrørende dette spørgsmål.

123    Henset til det ovenstående og til den ovenfor i præmis 103 nævnte retspraksis er klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar ugrundet og må forkastes.

124    Det andet anbringendes første led må derfor forkastes.

 Det andet anbringendes andet led om en tilsidesættelse af forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 og af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12)

125    Den Italienske Republik har, støttet af Den Franske Republik og Ungarn, i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ved at fastslå, at bevarelsen af de omtvistede siloer var en hindring for tildelingen af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, tilsidesatte forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 samt dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737).

126    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarns argumenter.

127    Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), efter at den havde konstateret, at begrebet »produktionsfaciliteter« ikke var defineret i forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006, for det første bemærkede, at begrebet »produktion« ligeledes kunne omfatte andre faser for fremstilling af et produkt, der ligger før eller efter den kemiske eller fysiske forarbejdningsproces, og at det dermed kunne omfatte opbevaring af sukker, der ikke blev emballeret umiddelbart efter dets udvinding af råstoffet. Domstolen konkluderede således, at opbevaring kunne anses for et forhold, »som direkte vedrører fremstilling af sukker« i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006 (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 26). For det andet fandt Domstolen, at siloerne kunne have en direkte indvirkning på de sukkermængder, der kunne produceres, og på de produktionsprocesser, der afhang af nærheden til en opbevaringsfacilitet, for så vidt som de bl.a. gav mulighed for helt eller delvist at udsætte salget af produktet fra et givent sukkerproduktionsår og således indvirkede på markedssituationen som omhandlet i femte betragtning til forordning nr. 320/2006 (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 27-29). For det tredje fastslog Domstolen i det væsentlige, at det fulgte af artikel 3, stk. 3, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006, at det berørte industrikompleks for at kunne tildeles den samlede omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse i princippet skal indstilles i sin helhed, og at muligheden for ikke at nedlægge eller at fortsætte med at anvende andre faciliteter end produktionsfaciliteter i fremtiden, samtidig med at retten til den samlede støtte bevares, således udgjorde en undtagelse, der skulle fortolkes snævert (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 30).

128    På baggrund af det ovenstående fastslog Domstolen i præmis 31 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), at siloer, der er beregnet til støttemodtagerens opbevaring af sukker, måtte anses for en produktionsfacilitet, og dette gælder uanset den omstændighed, at den også anvendtes til andre formål. Domstolen fastlagde imidlertid to undtagelser til dette princip (jf. præmis 119 ovenfor).

129    I det foreliggende tilfælde har Den Italienske Republik ikke bestridt, at de omtvistede siloer efter omstruktureringsprocessen var blevet bevaret på flere sukkerproduktionssteder, som tilhørte italienske virksomheder, der havde modtaget omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse. Den Italienske Republik har heller ikke bestridt, at den ikke havde fremlagt oplysninger, der godtgjorde, at de omtvistede siloer på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningerne om omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse henhørte under Domstolens undtagelser.

130    Den Italienske Republik har, støttet af Den Franske Republik og Ungarn, imidlertid anført, at de ovenfor i præmis 129 nævnte omstændigheder ikke begrundede den finansielle korrektion, som den blev gjort til genstand for.

131    Det fremgår af første og femte betragtning til forordning nr. 320/2006, at formålet med den pågældende lovgivning er at reducere den urentable sukkerproduktionskapacitet i EU ved at tilskynde de mindst produktive sukkervirksomheder til at ophøre med kvoteproduktion af sukker og give afkald på de pågældende kvoter.

132    Det følger endvidere af femte betragtning til forordning nr. 320/2006, at omstruktureringsordningen hviler på sukkervirksomhedens frivillige deltagelse, idet den tilsigter at indføre et betydeligt økonomisk incitament i form af tilstrækkelig omstruktureringsstøtte (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 44).

133    Med henblik på at opfylde det formål med at reducere den urentable sukkerproduktionskapacitet i EU, der forfølges med den pågældende lovgivning, har EU-lovgiver fastsat to forskellige omstruktureringsordninger ud fra den foretagne type nedlæggelse, nemlig fuldstændig eller delvis nedlæggelse, der gav anledning til forskellig omstruktureringsstøtte, som det fremgår af artikel 3, stk. 5, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006, sammenholdt med fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006.

134    Hvad angår de betingelser, der skal være opfyldt med henblik på tildelingen af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, kræver artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 3, stk. 3, litra b), i forordning nr. 320/2006 for det første, at den ansøgende sukkervirksomhed giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og at den lukker fabrikken og nedlægger produktionsfaciliteterne fuldstændigt. Med henblik på tildelingen af omstruktureringsstøtte til delvis nedlæggelse kræver artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006 derimod, at den ansøgende sukkervirksomhed giver afkald på den kvote, som den har fordelt på en eller flere af sine fabrikker, og at den delvist nedlægger produktionsfaciliteterne på de pågældende fabrikker og ikke længere benytter de tilbageblevne produktionsfaciliteter til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker.

135    For det andet er omfanget af forpligtelsen til nedlæggelse af produktionsfaciliteterne præciseret i artikel 4 i forordning nr. 968/2006.

136    I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 968/2006 vedrører den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006 omhandlede forpligtelse til fuldstændig nedlæggelse alle faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup [artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 968/2006], faciliteter, som direkte vedrører fremstilling af sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som er nødvendig for produktion under den kvote, der er givet afkald på, selv om den kan anvendes i forbindelse med fremstilling af andre produkter [artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006], samt alle øvrige faciliteter, såsom emballeringsfaciliteter, som efterlades uanvendte, og som skal demonteres og fjernes af miljøhensyn [artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006].

137    I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 320/2006 og med fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006, kan alle andre faciliteter end de faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrører fremstilling af de nævnte produkter, såsom emballeringsfaciliteter, undtagelsesvis bevares i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse, forudsat at de anvendes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

138    Endvidere bestemmer artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, at i tilfælde af delvis nedlæggelse gælder kravet vedrørende nedlæggelse de produktionsfaciliteter, der nævnes i samme artikels stk. 1 (jf. præmis 136 ovenfor), som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen. Det fremgår desuden af artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, at de produktionsfaciliteter, der kan bevares, ikke længere må anvendes til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker. I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, kan de faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrørte fremstilling af disse produkter, således bevares, forudsat at de ikke længere anvendes til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker, og at de er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen.

139    For det tredje skal valget mellem fuldstændig og delvis nedlæggelse træffes af sukkervirksomhederne ved ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte.

140    Det følger nemlig af artikel 4, stk. 2, litra a), c), d) og e), sammenholdt med artikel 4, stk. 3, litra c) og h), i forordning nr. 320/2006 og artikel 9, stk. 2, litra a) og c), i forordning nr. 968/2006, at en ansøgning om omstruktureringsstøtte bl.a. skal indeholde støtteansøgerens tilsagn dels om at give afkald på den pågældende kvote, dels om fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne inden for en af den pågældende medlemsstat fastsat frist samt en omstruktureringsplan, der bl.a. indeholder en fuldstændig teknisk beskrivelse af de pågældende produktionsfaciliteter, en sammenfatning af foranstaltningerne og aktionerne, en vurdering af omkostningerne til disse foranstaltninger og aktioner, en finansieringsplan og en tidsplan for gennemførelsen af de forskellige påtænkte foranstaltninger.

141    I henhold til de ovenfor i præmis 140 nævnte bestemmelser skal støttemodtageren således senest på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig eller delvis nedlæggelse have identificeret alle de produktionsfaciliteter, som vedkommende forpligter sig til at nedlægge i overensstemmelse med omstruktureringsplanen. Hvad angår de omtvistede siloer betyder dette således, at det fra tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte skal fastlægges, om de udgør produktionsfaciliteter, hvis nedlæggelse skal fastsættes bindende i omstruktureringsplanen, når der er ansøgt om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, eller om de henhører under Domstolens undtagelser.

142    Enhver anden fortolkning ville fratage de i artikel 4 i forordning nr. 320/2006 og artikel 9 i forordning nr. 968/2006 fastsatte krav deres indhold og ville endvidere tilsidesætte den sondring mellem fuldstændig og delvis nedlæggelse, der foretages i den pågældende lovgivning (jf. præmis 133 ovenfor).

143    I denne henseende bemærkes for det første, at for det tilfælde, at sukkervirksomhederne på tidspunktet for ansøgningen om omstruktureringsstøtte ikke ved, om de siloer, der befinder sig på deres produktionssteder, er produktionsfaciliteter eller ej, vil disse ikke blive nævnt i omstruktureringsplanen som produktionsfaciliteter, der skal nedlægges, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 3, litra c), i forordning nr. 320/2006 (jf. præmis 140 ovenfor).

144    Endvidere vil det tilsagn om at nedlægge alle produktionsfaciliteter, der skal vedlægges ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse (jf. præmis 140 ovenfor), være mangelfuldt, hvis det f.eks. ikke vedrører alle de produktionsfaciliteter, der fandtes på det tidspunkt, hvor dette tilsagn blev afgivet.

145    For det andet bemærkes, at såfremt kvalificeringen af siloerne som produktionsfaciliteter blev vurderet ved afslutningen af omstruktureringsprocessen, ville dette både i tilfælde af en fuldstændig nedlæggelse og en delvis nedlæggelse gøre det muligt at bevare siloer, som på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte udgjorde produktionsfaciliteter, fordi de efter omstruktureringen ikke længere blev brugt som sukkerproduktionsfaciliteter. Følgelig ville muligheden for at bevare en del af produktionsfaciliteterne ikke længere være kendetegnende for den delvise nedlæggelse, men ville ligeledes blive udvidet til fuldstændig nedlæggelse, selv om aktørerne som følge af de høje omkostninger knyttet til fuldstændig nedlæggelse opnår en omstruktureringsstøtte, der er 25% højere end støtten til delvis nedlæggelse, som det fremgår af artikel 3, stk. 5, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006 og af fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006.

146    I modsætning til, hvad Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarn har gjort gældende, begik Kommissionen følgelig ikke en retlig fejl ved at fastslå, at kvalificeringen af de omtvistede siloer skulle vurderes på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte.

147    Den ovenstående konklusion kan ikke svækkes af de argumenter, som Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarn har påberåbt sig.

148    For det første har Den Italienske Republik gjort gældende, at Kommissionens kriterium hvad angår siloer beregnet til indpaknings- og emballeringsaktiviteter ikke er i overensstemmelse med det med den pågældende lovgivning forfulgte mål om at bevare beskæftigelsen og aktiviteten i de af omstruktureringen berørte virksomheder. Denne medlemsstat har i denne forbindelse anført, at den pågældende lovgivning udtrykkeligt tillader at bevare emballeringsaktiviteter og de nødvendige faciliteter hertil. Det er efter Den Italienske Republiks opfattelse ubestridt, at det for at sikre kontinuiteten i emballeringsaktiviteten stadig er nødvendigt at råde over siloer. Såfremt en silo, der anvendes til emballering, blev revet ned, ville det dermed indebære, at den pågældende virksomhed indstillede sin virksomhed, og tab af arbejdspladser, hvilket er i strid med det ovenfor anførte formål.

149    Det skal i denne henseende bemærkes, at flere af bestemmelserne i forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 vidner om den betydning, som EU-lovgiver har tillagt beskæftigelsessituationen i de områder, der er berørt af omstruktureringen af sukkerindustrien. Eksempelvis følger det af artikel 3, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning nr. 320/2006, at den fuldstændige nedlæggelse og delvise nedlæggelse af produktionsfaciliteterne kræver, at der træffes foranstaltninger til at lette omskolingen af arbejdsstyrken. I tilfælde af delvis nedlæggelse giver artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 320/2006, endvidere mulighed for, at produktionsfaciliteterne bevares for atter at knytte dem til produktion af andre produkter end dem, der henhører under den fælles markedsordning for sukker (jf. præmis 138 ovenfor), hvorved det er muligt at bevare arbejdspladser på de tidligere sukkerproduktionssteder. På samme måde giver artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, sammenholdt med fjerde betragtning til samme forordning, tilladelse til, at andre faciliteter end de faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrører fremstilling af disse produkter, såsom emballeringsfaciliteter, der anvendes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn, bevares i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse (jf. præmis 137 ovenfor).

150    På denne baggrund skal formålet med at beskytte beskæftigelsen og de af omstruktureringen berørte virksomheders aktivitet vurderes sammen med den pågældende lovgivnings hovedformål, nemlig nedsættelsen af den urentable sukkerproduktionskapacitet i EU, jf. første og femte betragtning til forordning nr. 320/2006 (jf. præmis 131 ovenfor).

151    De socialretlige betragtninger, som Den Italienske Republik har anført, kan endvidere ikke begrunde den af denne medlemsstat foreslåede fortolkning af den pågældende lovgivning, der griber ind i den grundlæggende sondring, som EU-lovgiver har tilsigtet at indføre mellem fuldstændig og delvis nedlæggelse (jf. præmis 133, 134 og 145 ovenfor), og dermed er i strid med denne lovgivning.

152    Den Italienske Republiks argument må derfor forkastes.

153    For det andet har Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarn i det væsentlige gjort gældende, at forpligtelsen til fuldstændig nedlæggelse af produktionsfaciliteterne kan være opfyldt, selv om de siloer, der var beregnet til emballering og indpakning, ikke er revet ned, eftersom der var givet afkald på produktionskvoten, og sukkerproduktionen dermed var endeligt ophørt.

154    Det fremgår af præmis 133, 134 og 145 ovenfor, at med henblik på at opfylde det formål med at reducere den urentable sukkerproduktionskapacitet i EU, der forfølges med den pågældende lovgivning, har EU-lovgiver fastsat to forskellige omstruktureringsordninger ud fra den foretagne type nedlæggelse, der giver anledning til forskellig omstruktureringsstøtte. Som anført ovenfor i præmis 139-141, indebærer valget mellem delvis og fuldstændig nedlæggelse, at den virksomhed, der ansøger om omstruktureringsstøtte, fra tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte identificerer alle de produktionsfaciliteter, der findes på det pågældende sted, som virksomheden påtager sig at nedrive helt eller delvist inden afslutningen af omstruktureringsprocessen.

155    Logikken i den ordning, der er indført af EU-lovgiver, kræver dermed, at der foretages identificering af de produktionsfaciliteter, der skal nedlægges, fra tispunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte. I modsætning til, hvad Ungarn har gjort gældende, er Kommissionens kriterium følgelig ikke i strid med opbygningen af ordningen for omstrukturering af sukkerindustrien.

156    Henset til de ovenstående betragtninger må de argumenter, som Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarn har fremført, forkastes.

157    For det tredje har Den Italienske Republik kritiseret Kommissionen for i skrivelsen af 28. marts 2014 at have krævet, at medlemsstaten godtgjorde, at de omtvistede siloer, der er beregnet til indpakning, alene blev anvendt til at indpakke sukker fremstillet af andre producenter. Det er Den Italienske Republiks opfattelse, at bevarelsen af siloer, der er beregnet til indpakning, nemlig var tilladt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, og det var dermed uden betydning, om det sukker, der skulle indpakkes, stammede fra andre producenter eller fra operatøren af anlægget. Denne medlemsstat har endvidere i lighed med Den Franske Republik gjort gældende, at det følger af præmis 33 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), at siloer beregnet til indpakning eller emballering ikke er omfattet af kvalificeringen som produktionsfaciliteter, hvis det sukker, der opbevares i disse siloer, er »kvoteproduceret andetsteds«, mens det for opbevaringssiloer i medfør af præmis 32 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), kræves, at sukkeret købes af andre producenter.

158    For det første er det tidligere i præmis 136 og 137 ovenfor anført, at artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006 alene tillader bevarelse af andre faciliteter end produktionsfaciliteter. Kommissionen anmodede derfor med føje Den Italienske Republik om i det væsentlige at godtgøre, at de omtvistede siloer beregnet til emballering, hvis tilstedeværelse på de nedlagte produktionssteder blev konstateret som led i undersøgelse EX/2010/010/IT, på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte henhørte under en af Domstolens undtagelser og dermed ikke var omfattet af kvalificeringen som produktionsfacilitet.

159    For det andet fastslog Domstolen i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 26 og 31), at en silo, der havde været anvendt til støttemodtagerens opbevaring af sukker, udgjorde en installation, som direkte vedrørte sukkerproduktion som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 968/2006. Den henhørte således ikke under de andre installationer, bl.a. til emballering, der er omfattet af artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006, som kan bevares i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse, forudsat at de anvendes og ikke skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

160    Artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006 kan derfor ikke tillade bevarelse af de siloer, der blev anvendt til opbevaring af støttemodtagerens produktion, idet denne bevarelse kun kan ske ved delvis nedlæggelse, og forudsat at disse siloer efter omstruktureringen ikke længere anvendes til produktion af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker.

161    Henset til det ovenstående skal det argument, som Ungarn har påberåbt sig i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, om at fjerde betragtning til forordning nr. 968/2006 inden for produktionsfaciliteter har udledt en undergruppe af faciliteter, »der ikke er en del af produktionslinjen«, herunder siloer beregnet til opbevaring af sukker, og som kan bevares, uanset om nedlæggelsen er fuldstændig eller delvis, ligeledes forkastes.

162    For det tredje har Den Italienske Republik under den pågældende procedure for regnskabsafslutning hverken godtgjort eller anført, at de omtvistede siloer på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte blev anvendt til indpakning og emballering af sukker, som støttemodtageren havde produceret andetsteds i medfør af en anden produktionskvote. Dermed er det ufornødent at besvare Den Italienske Republiks argument, der i det væsentlige består i, at siloerne beregnet til indpakning eller emballering af sukker, der er »kvoteproduceret andetsteds«, henhører under en af Domstolens undtagelser, idet dette argument ikke rejser tvivl om Kommissionens konstatering af, at de omtvistede siloer ikke henhørte under en af de af Domstolen fastsatte undtagelser på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte.

163    Den Italienske Republiks argument må derfor forkastes.

164    For det fjerde har Den Italienske Republik i det væsentlige gjort gældende, at konsekvenserne af den af Kommissionen anvendte finansielle korrektion og af nedlæggelsen af de omtvistede siloer er uforholdsmæssige i forhold til de formål, der forfølges med den pågældende lovgivning, og som fuldt ud nås ved afkaldet på kvoter og det deraf følgende endelige ophør med sukkerproduktion.

165    Det skal indledningsvis bemærkes, at den pågældende lovgivning kun pålægger nedrivning af produktionsfaciliteter, herunder siloer, der har været anvendt til opbevaring af sukker produceret af støttemodtageren, i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse. En sådan forpligtelse synes ikke at være uforholdsmæssig, henset til det formål med nedsættelse af den urentable sukkerproduktionskapacitet i EU, som forfølges med den pågældende lovgivning.

166    Herefter er bevarelsen af siloerne, hvis de på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte kvalificeres som produktionsfaciliteter, tilladt i tilfælde af delvis nedlæggelse. I dette tilfælde skal støttemodtageren ikke rive siloerne ned og kan fortsætte med at udøve økonomisk virksomhed på det delvist nedlagte produktionssted. Denne støttemodtager vil derfor modtage en omstruktureringsstøtte, der er 25% lavere end den støtte, den pågældende ville opnå ved fuldstændig nedlæggelse.

167    Det skal indledningsvis fastslås, at den anfægtede afgørelse ikke pålægger Den Italienske Republik at rive de omtvistede siloer ned, men fastsætter en finansiel korrektion på 25%, svarende til forskellen mellem omstruktureringsstøtten til fuldstændig nedlæggelse og omstruktureringsstøtten til delvis nedlæggelse.

168    Det skal endelig bemærkes, at Domstolen hvad angår spørgsmålet om den pågældende lovgivnings proportionalitet i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), bemærkede, at denne lovgivning gjorde det muligt for producenten frit at beslutte, om han ønskede støtten, at vælge den fabrik, for hvilken han gav afkald på den dertil svarende kvote, og i givet fald at vælge en fuldstændig eller alene delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteterne. Domstolen fastslog endvidere, at de fordele, som producenten kunne drage af omstruktureringsstøtten, således i høj grad afhang af de valg, han selv foretog. Domstolen konkluderede dermed, at den pågældende lovgivning ikke var uforholdsmæssig (dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 44-46).

169    Den Italienske Republiks argument må derfor forkastes.

170    For det femte har Den Franske Republik og Ungarn gjort gældende, at Kommissionens kriterium ikke tager hensyn til sæsonfaktoren i sukkerproduktionen og rejser tvivl om den praktiske anvendelse af de af Domstolen fastsatte undtagelser. De nævnte medlemsstater har i denne forbindelse anført, at ansøgninger om omstruktureringsstøtte skulle indgives til den pågældende medlemsstat senest den 31. januar i året forud for det produktionsår, hvor der skulle være givet afkald på kvoten, jf. artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 320/2006. Eftersom denne dato befandt sig i sukkerproduktionens sæson, var det meget sandsynligt, at siloerne, henset til deres funktion og anvendelse, stadig anvendtes i kvotesukkerproduktionen hos den, der havde ansøgt om omstruktureringsstøtte, henset til siloernes funktions- og anvendelsesegenskaber. Ungarn har gjort gældende, at det således ikke er realistisk, at virksomhederne på denne dato alene opbevarede sukker produceret af andre i siloerne. Den Franske Republik har i denne henseende tilføjet, at en virksomhed sjældent samme sted har både en produktionsfacilitet til kvoteproduceret sukker og siloer, der tjener til opbevaring, emballering og indpakning af andre producenters kvoteproducerede sukker.

171    For det første betyder den omstændighed, at det er vanskeligt at opfylde de betingelser, der er fastsat i de af Domstolen indførte undtagelser, på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte, ikke, at disse betingelser ikke kan opfyldes. Kommissionen har endvidere fremlagt dom nr. 2966 afsagt den 15. juni 2015 af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), hvoraf fremgår, at en af de tre siloer, der var til stede på datoen for den pågældende ansøgning om tildeling af omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, blev anvendt til opbevaring af sukker produceret på den støttemodtagende virksomheds produktionssted, mens de to andre siloer blev anvendt til opbevaring og indpakning af sukker produceret af andre producenter.

172    For det andet er bevarelsen af siloer, som ikke udgør produktionsfaciliteter, en udtagelse til den retsregel, som Domstolen anførte i præmis 30 i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), hvorefter det berørte industrikompleks for at kunne tildeles den samlede omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse skal indstilles i sin helhed. Den omstændighed, at vurderingen af anvendelsen af siloerne på datoen for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte sjældent fører til, at det udelukkes at kvalificere dem som produktionsfaciliteter, er således alene en konsekvens af muligheden for ikke at nedlægge eller endog at fortsætte med at anvende andre faciliteter end produktionsfaciliteter i fremtiden, samtidig med at retten til omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse bevares, udgør således en undtagelse til den af Domstolen fastsatte regel, der skal fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 14.11.2013, SFIR m.fl., C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737, præmis 30).

173    Den Franske Republik og Ungarns argumenter må derfor forkastes.

174    For det sjette har Den Franske Republik gjort gældende, at det følger af den mulighed for at ændre omstruktureringsplanen, der er fastsat i artikel 11 i forordning nr. 968/2006, at den præcise anvendelse af de bevarede siloer kan forandre sig i løbet af nedlæggelsesprocessen. Det er således denne medlemsstats opfattelse, at den omstændighed, at nedlæggelsesprocessen efter sin karakter er foranderlig, er til hinder for, at anvendelsen af siloerne vurderes på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte. Ungarn har for sin del i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens kriterium er i strid med den handlefrihed, som sukkervirksomhederne nyder ved udarbejdelsen og gennemførelsen af omstruktureringsplaner i henhold til gældende lovgivning og navnlig artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 968/2006.

175    For det første må den handlefrihed ved udarbejdelsen af omstruktureringsplanen, som støttemodtagerne nyder, og muligheden for at ændre denne omstruktureringsplan i henhold til artikel 11 i forordning nr. 968/2006 ikke stride mod bestemmelserne i forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 og særligt den i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 320/2006 fastsatte grundlæggende forpligtelse til nedlæggelse af produktionsfaciliteter, som ved fuldstændig nedlæggelse indebærer nedrivning af alle produktionsfaciliteter, der fandtes på datoen for ansøgningen om tildeling af støtte.

176    For det andet tager Den Franske Republik og Ungarns argumenter ikke hensyn til den sondring mellem fuldstændig og delvis nedlæggelse, som imidlertid er uløseligt forbundet med den pågældende lovgivning (jf. præmis 133, 134 og 145 ovenfor). Muligheden for at bevare produktionsfaciliteter, herunder siloer, kan således kun udøves ved delvis nedlæggelse og mod en lavere støtte end den, der modtages ved nedlæggelse af alle produktionsfaciliteter.

177    Den Franske Republik og Ungarns argumenter må derfor forkastes.

178    For det syvende og sidste har Den Franske Republik i det væsentlige gjort gældende, at det følger af anvendelsen af fremtidsformen i den franske udgave af udtrykket »produktionsfaciliteter, der ikke skal bruges«, som fremgår af artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006, at betingelsen vedrørende anvendelsen af de faciliteter, der bevares på et produktionssted, ikke kan vurderes på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtten.

179    Det bemærkes, at det følger af artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006, at det ved delvis nedlæggelse er tilladt at bevare en del af produktionsfaciliteterne og nedlægge dem, som eventuelt ikke længere anvendes af støttemodtageren efter omstruktureringen. Endvidere præciserer artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 968/2006 i denne henseende, at alle de faciliteter, »som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen«, skal nedlægges.

180    Det følger således af en samlet læsning af de ovenfor i præmis 179 nævnte bestemmelser, at modtageren af omstruktureringsstøtte til delvis nedlæggelse på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af omstruktureringsstøtte skal vide, hvilke produktionsfaciliteter vedkommende ikke længere påtænker at anvende efter omstruktureringen, og nævne dem i omstruktureringsplanen.

181    I denne sammenhæng kan anvendelsen af fremtidsformen i den franske udgave af artikel 3, stk. 4, litra b), i forordning nr. 320/2006 ikke være til hinder for Kommissionens kriterium.

182    Den Franske Republiks argument må derfor forkastes.

183    Eftersom ingen af Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarns argumenter kan tiltrædes, skal det andet anbringendes andet led forkastes, og dermed forkastes det andet anbringende i sin helhed.

 Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om ne bis in idem, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu

184    Det tredje anbringende består i det væsentlige af to led. Det første led vedrører en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu. Det andet led vedrører en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem.

185    Det andet led skal undersøges først, og herefter undersøges det tredje anbringendes første led.

 Det tredje anbringendes andet led om en tilsidesættelse af princippet om ne bis in idem

186    Den Italienske Republik har i det væsentlige støttet sit klagepunkt om en tilsidesættelse af princippet om ne bis in idem på, at Kommissionens forudgående undersøgelse EX/2008/008/IT vedrørte de samme spørgsmål som dem, der var genstand for undersøgelse EX/2010/010/IT.

187    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

188    Uden at det er fornødent at træffe afgørelse om, hvorvidt princippet om ne bis in idem finder anvendelse inden for rammerne af proceduren for regnskabsafslutning inden for EUGFL, skal det for det første, som Kommissionen har anført, fastslås, at undersøgelse EX/2008/008/IT og EX/2010/10/IT havde forskellige formål. Det fremgår nemlig af opgavebeskrivelsen for undersøgelse EX/2008/008/IT, som Kommissionen tilsendte de italienske myndigheder ved telefax af 10. oktober 2008, at Kommissionen grundlæggende ville undersøge og drøfte kontrollerne af sukkerproduktionen og ‑bevægelserne fra høståret 2006/2007 samt de eksisterende kontrolrapporter. Det fremgår derimod af opgavebeskrivelsen for undersøgelse EX/2010/10/IT, som Kommissionen tilsendte de italienske myndigheder ved telefax af 30. august 2010, at Kommissionen ville besøge produktionsstederne for de italienske virksomheder, der havde modtaget omstruktureringsstøtte, drøfte kontrollerne af foranstaltningerne til omstrukturering af sukkerindustrien og undersøge de udvalgte betalinger.

189    Hvad angår undersøgelse EX/2008/008/IT skal det bemærkes, at Kommissionen den 8. april 2009 havde tilsendt de italienske myndigheder en meddelelse i henhold til artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006, som bestod af en skrivelse og et bilag, hvorved Kommissionen i medfør af denne bestemmelse meddelte de italienske myndigheder denne undersøgelses resultater, der blev fremlagt i det pågældende bilag. Det var heri bl.a. anført, at »Eridania [Sadams] omhandlede produktionssteder overordnet set allerede [var] blevet revet ned, og [at der] på stedet [endnu befandt] sig […] visse opbevaringssiloer og emballeringsmaskiner, som fortsat virkede«, og at »der efter inspektørernes opfattelse indtil videre ikke havde været problemer«. Dette uddrag af meddelelsen af 8. april 2009, som er uddraget af det hertil vedlagte bilag, henviser imidlertid til de erklæringer fra de tekniske inspektører fra Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA, agenturet for udbetalinger til landbruget, Italien), som blev afgivet ved Kommissionens besøg i virksomheden Eridania Sadams administrative hovedkvarter, hvilke erklæringer Kommissionen blot nævnte som led i fremstillingen af resultaterne af undersøgelse EX/2008/008/IT, uden at den udledte følger heraf.

190    Endvidere giver den omstændighed, at Kommissionen som led i undersøgelse EX/2008/008/IT anmodede om fremsendelse af kontrolrapporterne og af oplysninger om omstruktureringsplanerne for to italienske virksomheder, der deltog i omstruktureringsprogrammet, ikke mulighed for at konkludere, at Kommissionen havde behandlet spørgsmålet om den effektive nedlæggelse af alle produktionsfaciliteterne, herunder de omtvistede siloer.

191    For det andet har Den Italienske Republik inden for rammerne af undersøgelse EX/2010/010/IT i sine bemærkninger af 2. november 2011 til referatet fra det bilaterale møde den 4. maj 2011 (jf. præmis 28 ovenfor) udtrykkeligt gjort gældende, at denne undersøgelse og undersøgelse EX/2008/008/IT var særskilte undersøgelser, og navnlig at den første meddelelse af 9. december 2010 for det første hverken indeholdt en henvisning til undersøgelse EX/2008/008/IT eller til inspektionerne udført som led heri og for det andet udelukkende omtalte de faktiske forhold eller omstændigheder, der alene blev fastslået i forbindelse med undersøgelse EX/2010/010/IT.

192    Henset til de ovenstående betragtninger skal klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af princippet om ne bis in idem forkastes.

 Det tredje anbringendes første led om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu

193    Den Italienske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om god forvaltningsskik og pligten til at udvise fornøden omhu, idet den var bekendt med de italienske myndigheders standpunkt hvad angår bevarelsen af de omtvistede siloer ved fuldstændig nedlæggelse, men den fremsatte først indsigelser i denne henseende ved undersøgelse EX/2010/010/IT. Det er Den Italienske Republiks opfattelse, at den omstændighed, at spørgsmålet om de omtvistede siloer atter blev inddraget i undersøgelse EX/2010/010/IT, ligeledes udgør en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde og princippet om god forvaltningsskik samt af pligten til at udvise fornøden omhu.

194    Den Franske Republik har for sin del gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om loyalt samarbejde, for så vidt som den, selv om dens fortolkning af begrebet »produktionsfaciliteter« havde udviklet sig med tiden, ikke havde oplyst alle medlemsstaterne herom, hvilket ifølge denne stat medførte forskelsbehandling af disse medlemsstater.

195    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter. Den har ligeledes anført, at Den Franske Republiks argumenter til støtte for klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde fører til et anbringende, som Den Italienske Republik ikke har fremsat, og som derfor bør afvises.

196    For det første skal Den Italienske Republiks argument om, at Kommissionen i strid med princippet om loyalt samarbejde og princippet om god forvaltningsskik samt pligten til at udvise fornøden omhu atter inddrog spørgsmålet om de omtvistede siloer i undersøgelse EX/2010/010/IT, af de ovenfor i præmis 188-191 anførte grunde forkastes.

197    For det andet skal det bemærkes, at i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU respekterer Unionen og medlemsstaterne i medfør af princippet om loyalt samarbejde hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne.

198    Dette princip om loyalt samarbejde er nødvendigvis gensidigt. Det forpligter således medlemsstaterne til at træffe alle særlige foranstaltninger til at sikre omfanget og den effektive virkning af EU-retten og pålægger EU-institutionerne gensidige forpligtelser til loyalt samarbejde med medlemsstaterne (dom af 16.10.2003, Irland mod kommissionen, C-339/00, EU:C:2003:545, præmis 71 og 72, og af 6.11.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-632/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:934, præmis 34).

199    Det følger af den ovenfor i præmis 198 nævnte retspraksis, at det i det foreliggende tilfælde påhvilede medlemsstaterne at sikre sig, at usikkerheden om den korrekte anvendelse af den pågældende lovgivning blev fjernet, ved i givet fald at spørge Kommissionen om muligheden for at tildele en omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse til virksomheder, som ville bevare siloer, hvilket gælder så meget desto mere, eftersom det i henhold til artikel 5 i forordning nr. 320/2006 tilkommer den medlemsstat, der er forelagt en sådan ansøgning om tildeling af omstruktureringsstøtte, at træffe afgørelse herom.

200    I tilfælde af tvivl om den korrekte anvendelse af den pågældende lovgivning påhvilede det således Den Italienske Republik at spørge Kommissionen.

201    Det fremgår ikke af sagens akter, at Den Italienske Republik udtrykkeligt spurgte Kommissionen om muligheden for at bevare de omtvistede siloer og modtage omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse. Det skal navnlig fastslås, at de italienske myndigheder ikke havde rejst dette spørgsmål i den telefax af 22. marts 2006, som blev sendt til Kommissionen med henblik på at indhente afklaringer om fortolkningen af udkastet til forordning nr. 968/2006 hvad bl.a. angår den fuldstændige nedlæggelse. Forligsorganets rapport af 10. februar 2013 (jf. præmis 30 ovenfor) bekræfter endvidere, at Den Italienske Republik ikke var en af de seks medlemsstater, der stillede konkrete spørgsmål vedrørende spørgsmålet, om siloer er omfattet af nedlæggelsesoperationerne.

202    I modsætning til, hvad Den Italienske Republik har gjort gældende, var Kommissionen således ikke inden undersøgelse EX/2010/010/IT forpligtet til at gøre nævnte medlemsstat bekendt med sit standpunkt vedrørende nedlæggelsen af de omtvistede siloer.

203    Henset til de ovenstående betragtninger skal Den Franske Republiks argumentation, der er nævnt ovenfor i præmis 194, ligeledes forkastes, eftersom det i henhold til princippet om loyalt samarbejde ikke kunne kræves, at Kommissionen meddelte alle medlemsstaterne sit standpunkt vedrørende nedlæggelsen af siloer.

204    Endelig bestemmer artikel 40, stk. 5, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af denne statuts artikel 53 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, at påstande, der fremsættes i en begæring om intervention, kun kan gå ud på at understøtte en af parternes påstande. Endvidere bestemmes i procesreglementets artikel 145, stk. 2, at interventionsindlægget skal indeholde intervenientens påstande, hvorved denne helt eller delvis støtter en af hovedparternes påstande, samt de anbringender og argumenter, der gøres gældende af intervenienten.

205    Ifølge retspraksis giver disse bestemmelser intervenienten ret til ikke alene at fremsætte selvstændige argumenter, men også selvstændige anbringender, når blot de støtter en af hovedparternes påstande, forudsat at disse ikke adskiller sig fuldstændig fra tvistens grundlæggende indhold, således som det er fastlagt mellem sagsøgeren og den sagsøgte, hvilket ville ændre sagens genstand (jf. dom af 20.9.2011, Regione autonoma della Sardegna m.fl. mod Kommissionen, T-394/08, T-408/08, T-453/08 og T-454/08, EU:T:2011:493, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.1.2016, Doux mod Kommissionen, T-434/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:7, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

206    I det foreliggende tilfælde har Den Franske Republik ved i det væsentlige at gøre gældende, at Kommissionen ved ikke at have meddelt alle medlemsstaterne sit standpunkt hvad angår forpligtelsen til at nedlægge siloerne med henblik på at opnå omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse skabte en forskelsbehandling af disse stater, påberåbt sig et selvstændigt anbringende, som hverken er støttet i stævningen eller i svarskriftet.

207    Det følger heraf, at det af Den Franske Republik påberåbte anbringende ikke er knyttet til sagens genstand som fastlagt af hovedparterne og dermed ændrer rammerne for den nærværende tvist. Det skal følgelig afvises i medfør af den ovenfor i præmis 205 nævnte retspraksis.

208    For det tredje fremgår det hvad angår princippet om beskyttelse af den berettigede forventning af fast retspraksis, at retten til at påberåbe sig dette gælder for enhver borger, som befinder sig i en situation, hvor Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter. Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra autoriserede og troværdige kilder. Ingen kan derimod påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip, når der ikke foreligger præcise løfter, som myndighederne har afgivet til vedkommende (jf. dom af 12.9.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-356/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:418, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.11.2015, Italien mod Kommissionen, T-255/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:838, præmis 143 og den deri nævnte retspraksis).

209    I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Den Italienske Republik ikke har godtgjort, at den har modtaget præcise løfter fra Kommissionen vedrørende muligheden for at bevare de omtvistede siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse.

210    For det første kan den omstændighed, at Kommissionen ikke i undersøgelse EX/2008/008/IT gjorde indsigelser mod bevarelsen af de omtvistede siloer, ikke sidestilles med en stillingtagen fra denne institution om godkendelse af de italienske myndigheders fortolkning af den pågældende lovgivning. Alene Kommissionens udtrykkelige og klare tilkendegivelse kunne give mulighed for at konkludere, at denne institution havde godkendt bevarelsen af de omtvistede siloer (jf. i denne retning og analogt dom af 14.12.2011, Spanien mod Kommissionen, T-106/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:740, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

211    For det andet og i modsætning til, hvad Den Italienske Republik har gjort gældende, fremgår det af præmis 189 ovenfor, at Kommissionen i løbet af undersøgelse EX/2008/008/IT ikke konstaterede, at der fandtes siloer på visse italienske virksomheders produktionssteder, og blot noterede sig de oplysninger, som AGEA’s inspektører havde meddelt i denne henseende. Det skal endvidere bemærkes, at gennemførelsen af omstruktureringsordningen stadig pågik på dette tidspunkt, og bevarelsen af siloerne var derfor ikke ulovlig (jf. præmis 74 ovenfor).

212    For det tredje udgør den af Den Italienske Republik påberåbte omstændighed, hvorefter Kommissionen ikke gjorde indsigelser, da den modtog en kopi af de omstruktureringsplaner, som statsstøttemodtagerne havde vedtaget, og som var blevet godkendt af de italienske myndigheder, og hvoraf fremgik, at det påtænktes at bevare de omtvistede siloer, ikke et præcist løfte som omhandlet i den ovenfor i præmis 208 nævnte retspraksis.

213    I denne forbindelse udgør Kommissionens fravær af indsigelser for det første ikke denne institutions udtrykkelige og klare tilkendegivelse, som omhandlet i den ovenfor i præmis 210 nævnte retspraksis, om godkendelse af bevarelsen af de omtvistede siloer. For det andet skal det bemærkes, at det i medfør af artikel 5 i forordning nr. 320/2006 tilkommer medlemsstaterne og ikke Kommissionen at træffe afgørelsen om tildeling af omstruktureringsstøtte. Det fremgår desuden af artikel 9 i forordning nr. 968/2006, at medlemsstaterne er eneansvarlige for at vurdere en ansøgnings berettigelse til omstruktureringsstøtte og for at vurdere, om omstruktureringsplanen opfylder samtlige de i samme forordnings artikel 9, stk. 2, fastsatte betingelser. Endelig skal det, som Kommissionen har anført, konstateres, at institutionen i medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 968/2006 modtager en kopi af de af medlemsstaten godkendte omstruktureringsplaner, uden at Kommissionen skal fremsætte bemærkninger til disse planer.

214    I retsmødet har Kommissionen forklaret, at den, når den modtog omstruktureringsplaner, foretog en kontrol i »statistisk« øjemed i udtrykkets økonomiske forstand, som i det væsentlige tilsigtede at efterprøve virkningen af den pågældende virksomheds omstrukturering på kvotereduktionen samt de budgetter, der skulle vedtages. Spørgsmålet, om gennemførelsen af omstruktureringen var forenelig med den pågældende lovgivning, blev derimod først kontrolleret senere, dvs. efter gennemførelsen af de i omstruktureringsplanen fastsatte foranstaltninger.

215    Følgelig skal klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forkastes.

216    For det fjerde og sidste har Den Italienske Republik udledt en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og pligten til at udvise fornøden omhu, i det væsentlige fordi Kommissionen inden undersøgelse EX/2010/010/IT vidste, at de italienske virksomheder, der modtog omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, tilsigtede at bevare de omtvistede siloer, men ikke gjorde nogen indsigelse inden den første meddelelse af 9. december 2010.

217    Det skal bemærkes, at de garantier, som EU-retten giver under den administrative sagsbehandling, bl.a. omfatter princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT 2000, C 364, s. 1), hvortil er knyttet kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. dom af 27.9.2012, Applied Microengineering mod Kommissionen, T-387/09, EU:T:2012:501, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

218    Princippet om god forvaltningsskik er ligeledes knyttet til pligten til at udvise fornøden omhu i forvaltningen (forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven i sag Nölle, C-16/90, EU:C:1991:233, præmis 28). Det fremgår navnlig af retspraksis, at pligten til at udvise fornøden omhu bl.a. indebærer, at forvaltningen, når den tager stilling til en tjenestemand eller ansats situation, tager hensyn til alle de forhold, der kan afgøre dens beslutning, og at den herved ikke alene tager hensyn til tjenestens interesse, men ligeledes den berørte tjenestemands interesse (jf. dom af 5.12.2006, Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).

219    I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første ikke af sagens akter, at Kommissionen inden undersøgelse EX/2010/010/IT havde undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt de italienske virksomheder, der deltog i omstruktureringsordningen, rent faktisk havde nedlagt alle produktionsfaciliteter (jf. præmis 188-190 ovenfor). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke var ulovligt at bevare siloerne inden undersøgelse EX/2010/010/IT, eftersom gennemførelsen af omstruktureringsordningen fortsat pågik (jf. præmis 211 ovenfor). For det andet er det i modsætning til, hvad Den Italienske Republik har gjort gældende, på ingen måde godtgjort, at Kommissionen inden undersøgelse EX/2010/010/IT var bekendt med, at de italienske virksomheder, der modtog omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, tilsigtede at bevare de omtvistede siloer efter nedlæggelsesoperationerne. For det tredje påhvilede det Den Italienske Republik at spørge Kommissionen i tilfælde af tvivl om den korrekte anvendelse af den pågældende lovgivning, hvilket den dog ikke har gjort (jf. præmis 199-201 ovenfor). Kommissionen kan således ikke kritiseres for at have meddelt de italienske myndigheder sit standpunkt vedrørende nedlæggelsen af de omtvistede siloer for første gang i den første meddelelse af 9. december 2010. Den Italienske Republik har dermed ikke godtgjort, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu.

220    På baggrund af det ovenstående må det tredje anbringendes første led forkastes, og dermed forkastes det tredje anbringende i sin helhed.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, af Kommissionens retningslinjer, som er fastsat i dokument VI/5330/97, og af begrundelsespligten

221    Det fjerde anbringende består i det væsentlige af to led, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, samt en manglende undersøgelse af forligsorganets standpunkt, og det andet vedrører en tilsidesættelse af Kommissionens retningslinjer, som er fastsat i dokument VI/5330/97.

 Det fjerde anbringendes første led, der i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, samt en manglende undersøgelse af forligsorganets standpunkt

222    Den Italienske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005 og artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og kapitel 3 i forordning nr. 885/2006. Den Italienske Republik har endvidere udledt en manglende undersøgelse af forligsorganets standpunkt samt en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse desangående.

223    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

224    For det første skal det hvad angår den angivelige tilsidesættelse af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, som Kommissionen har anført, bemærkes, at Den Italienske Republik blot har anført, at der er begået sådanne tilsidesættelser, uden at den på nogen måde har underbygget sine argumenter.

225    I medfør af procesreglementets artikel 76, litra d), skal stævningen ud over søgsmålets genstand indeholde de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af anbringenderne, hvilket mangler i nærværende sag.

226    Den Italienske Republiks klagepunkt om en tilsidesættelse af 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006 skal dermed afvises.

227    For det andet skal det hvad angår klagepunktet om Kommissionens manglende undersøgelse af det standpunkt, som forligsorganet gav udtryk for i sin rapport, bemærkes, at artikel 31, stk. 3, i forordning nr. 1290/2005 er affattet således:

»Forud for enhver beslutning om afvisning af finansiering skal de resultater, som Kommissionen er nået frem til ved sin efterprøvning, samt den pågældende medlemsstats svar foreligge i form af skriftlige meddelelser, hvorefter de to parter forsøger at blive enige om, hvilke konsekvenser der skal drages.

Hvis parterne ikke kan blive enige, kan medlemsstaten anmode om, at der inden for en frist på fire måneder indledes en forligsprocedure; der udarbejdes en rapport om resultaterne af denne procedure, som meddeles Kommissionen og gennemgås af denne, inden der træffes afgørelse om afvisning af finansiering.«

228    Det følger af denne bestemmelse, at Kommissionen, inden den vedtager en afgørelse om afslag på finansiering, alene skal »gennemgå« forligsorganets rapport, og dermed at denne rapport ikke er bindende for Kommissionen.

229    I det foreliggende tilfælde fremgår det desuden af forligsorganets rapport af 10. februar 2013, at dette organ, henset til de vanskeligheder ved fortolkningen af den pågældende lovgivning, som Kommissionen selv havde stået over for, havde opfordret Kommissionen til at reducere eller helt at afholde sig fra at foretage finansielle korrektioner i medfør af dokument VI/5330/97.

230    I sin skrivelse af 28. marts 2014, som Kommissionen tilsendte de italienske myndigheder efter afsigelsen af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), afviste denne institution imidlertid i det væsentlige muligheden for at reducere eller helt at afholde sig fra at foretage korrektioner som følge af vanskelighederne ved fortolkningen af den pågældende lovgivning, idet den bl.a. gjorde gældende, at hovedparten af de 23 medlemsstater, der havde deltaget i ordningen for omstrukturering af sukkerindustrien, tydeligvis havde fortolket denne lovgivning, således at den pålagde nedlæggelse af siloerne, og at den pågældende lovgivning derfor ikke skabte fortolkningsproblemer.

231    Herved tog Kommissionen implicit, men nødvendigvis stilling til den opfattelse, som forligsorganet havde givet udtryk for i sin rapport.

232    I modsætning til, hvad Den Italienske Republik har gjort gældende, kan en passende begrundelse endelig bestå af en bogstavelig gengivelse af bemærkninger, som Kommissionen tidligere har fremsat.

233    Den Italienske Republik kan følgelig hverken påberåbe sig en manglende undersøgelse af det af forligsorganet udtrykte standpunkt eller en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse vedrørende dette standpunkt.

234    Henset til de ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringendes første led forkastes.

 Det fjerde anbringendes andet led vedrørende en tilsidesættelse af retningslinjerne fastsat i dokument VI/5330/97

235    Den Italienske Republik har, støttet af Den Franske Republik og Ungarn, kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat retningslinjerne i dokument VI/5330/97, eftersom denne institution i det væsentlige – for det første henset til vanskelighederne ved fortolkningen af den pågældende lovgivning vedrørende spørgsmålet om bevarelse af siloerne i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse og for det andet til de italienske myndigheders umiddelbare vedtagelse af foranstaltninger til at afhjælpe de af Kommissionen fastslåede foranstaltninger – skulle have nedsat den finansielle korrektion vedrørende omstrukturering af sukkerindustrien, eller endda have afholdt sig fra at foretage korrektioner, i overensstemmelse med retningslinjerne fastlagt i dokument VI/5330/97. I denne forbindelse har Den Italienske Republik anført, at denne løsning desuden ville være i overensstemmelse med princippet om redelighed og princippet om god forvaltningsskik.

236    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

237    Ifølge bilag 2 til dokument VI/5330/97, som har overskriften »Finansielle følger i forbindelse med regnskabsafslutningen for EUGFL, [»Garantisektionen«,] på grund af mangelfuld kontrol i medlemsstaterne«, skal der anvendes finansielle korrektioner, når Kommissionen fastslår, at medlemsstaterne ikke har foretaget de kontroller, der specifikt kræves i de gældende forordninger, eller i hvert fald de kontroller, som er grundlæggende for at sikre lovligheden af den udgift, der er afholdt inden for garantisektionen i EUGFL.

238    Andet afsnit i bilag 2 til dokument VI/5330/97, der har overskriften »Grænsetilfælde« (herefter »grænsetilfældet fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97«), har følgende ordlyd:

»Når manglerne skyldtes vanskeligheder ved fortolkningen af fællesskabsretsakter undtagen i tilfælde, hvor det med rimelighed kunne forventes, at medlemsstaten behandler sådanne vanskeligheder sammen med Kommissionen, og når de nationale myndigheder tog effektive skridt til at afbøde manglerne, så snart de blev afsløret, kan denne formildende omstændighed tages i betragtning, og der kan foreslås en lavere sats eller ingen korrektion.«

239    Det skal indledningsvis bemærkes, at en institution, i det foreliggende tilfælde Kommissionen, med vedtagelsen af vejledende administrative regler, der tilsigter at skabe virkninger over for tredjeparter, såsom de retningslinjer, der er genstand for dokument VI/5330/97, og med offentliggørelsen heraf eller ved som i det foreliggende tilfælde at meddele medlemsstaterne, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det kan derfor ikke udelukkes, at sådanne vejledende regler, der har generel rækkevidde, under visse betingelser og på grund af deres indhold kan have retsvirkninger, og at navnlig administrationen ikke i en specifik sag kan fravige disse regler uden at angive grunde, som er forenelige med de almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, på betingelse af at en sådan fremgangsmåde ikke er i strid med trinhøjere EU-ret (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, Grækenland mod Kommissionen, T-344/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:440, præmis 192, af 16.9.2013, Spanien mod Kommissionen, T-3/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:473, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.7.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-376/12, EU:T:2014:623, præmis 106, ikke trykt i Sml.).

240    Det skal endvidere bemærkes, at grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, er en vægtningsfaktor, der ikke automatisk giver ret til anvendelsen heraf. Som det fremgår af affattelsen af dokument VI/5330/97, hvori den fastsættes, sker anvendelsen heraf nemlig på to betingelser, for det første at den mangel, som Kommissionen fastslår under regnskabsafslutningen, følger af vanskeligheder med fortolkningen af Den Europæiske Unions lovgivning, og for det andet at de nationale myndigheder tog effektive skridt til at afbøde manglen, så snart Kommissionen afslørede den.

241    Hvad angår den første betingelse for anvendelsen af grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, skal det indledningsvis bemærkes, at Den Italienske Republik, Den Franske Republik og Ungarn har gjort gældende, at flere medlemsstater havde vanskeligheder ved fortolkningen af forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006, navnlig for så vidt angår begrebet »produktionsfaciliteter« og muligheden for at bevare opbevaringssiloer som led i fuldstændig nedlæggelse af et sukkerproduktionssted. Endvidere har Den Franske Republik og Ungarn gjort gældende, at Kommissionen selv havde haft fortolkningsvanskeligheder, og at dens standpunkt var blevet udviklet med tiden. Desuden har Forligsorganet vurderet, at Kommissionen havde haft fortolkningsvanskeligheder, eftersom den i 2006 havde anmodet om en udtalelse fra sin juridiske tjeneste. Endelig skal det fastslås, at dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737), alene afgjorde spørgsmålet om, på hvilke betingelser en silo ikke henhørte under kvalificeringen som produktionsfacilitet, der var omfattet af forpligtelsen til nedlæggelse, men hverken tog stilling til spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt anvendelsen af siloerne skulle vurderes, eller om forpligtelsen til nedlæggelse nødvendigvis indebar nedrivning af produktionsfaciliteterne.

242    Henset til de ovenfor i præmis 241 anførte betragtninger og i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, skal det fastslås, at den pågældende lovgivning gav anledning til fortolkningsvanskeligheder hvad angår spørgsmålet om bevarelse af siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse.

243    Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af Kommissionens argument om, at den altid gav de medlemsstater, der havde stillet spørgsmål, fuldstændigt sammenhængende oplysninger om forpligtelsen til nedlæggelse, hvilket argument ikke er underbygget og under alle omstændigheder er uden betydning for konstateringen af, at der foreligger objektive fortolkningsvanskeligheder af den pågældende lovgivning hvad angår spørgsmålet om bevarelse af siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse.

244    I det foreliggende tilfælde er den første betingelse for anvendelsen af grænsetilfældet fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97 således opfyldt.

245    Hvad angår den anden betingelse for anvendelsen af grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, hvorefter medlemsstaten skal tage effektive skridt til at afbøde manglen, så snart den afsløres, skal det bemærkes, at Den Italienske Republik straks traf foranstaltninger for at efterkomme det standpunkt, som Kommissionen gav udtryk for i den første meddelelse af 9. december 2010, ved at anmode AGEA om at suspendere frigivelsen af de garantier, som modtagerne af omstruktureringsstøtten havde stillet i henhold til artikel 16 i forordning nr. 968/2006. Den Italienske Republik har endvidere fremlagt skrivelser, som AGEA sendte til de italienske virksomheder, der havde modtaget omstruktureringsstøtte, med angivelse af, at AGEA ikke kunne frigive garantierne, og med opfordring til virksomhederne om at rive siloerne ned inden den 30. september 2011.

246    Den anden betingelse for anvendelsen af grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, var således ligeledes opfyldt.

247    Det følger imidlertid af anvendelsen af verbet »at kunne« i affattelsen af grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, at Kommissionen har en skønsbeføjelse med henblik på anvendelsen heraf, og at den derfor ikke er forpligtet til at reducere eller at afholde sig helt fra at anvende en finansiel korrektion, selv når de ovenfor i præmis 240 anførte betingelser er opfyldt.

248    Kommissionen kan navnlig afvise at anvende grænsetilfældet, fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97, hvis denne anvendelse kan medføre en tilsidesætte af almindelige EU-retlige principper, som proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

249    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der i bilaget til referatet fra det bilaterale møde den 4. maj 2011 henvises til det standpunkt, som Kommissionen indtog under dette møde, hvorefter de italienske sukkerproducenter, idet de havde undgået nedlæggelse, havde opnået omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse, uden at afholde udgifter til nedlæggelse af de omtvistede siloer, og de havde opnået en økonomisk fordel af anvendelsen af disse siloer, mens producenter i andre medlemsstater, som havde nedlagt deres opbevaringssiloer, skulle bære alle omkostninger forbundet hermed uden at opnå en fordel. Kommissionen konkluderede således, at den i medfør af ligebehandlingsprincippet ikke kunne acceptere bevarelsen af de omtvistede siloer i Italien, når den havde nægtet denne ret i andre medlemsstater.

250    Kommissionen gentog dette standpunkt i sit svarskrift, hvori den har anført, at bevarelsen af de omtvistede siloer gav de italienske producenter en betydelig fordel i forhold til deres konkurrenter med hjemsted i andre medlemsstater, som havde nedlagt disse.

251    Henset til de ovenstående betragtninger fandt Kommissionen med føje i det væsentlige, at når de omtvistede siloer ikke var revet ned, ville anvendelsen af grænsetilfældet fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97 have skabt forskelsbehandling mellem de italienske sukkerproducenter og producenter med hjemsted i andre medlemsstater, som havde skullet rive siloer ned for at modtage omstruktureringsstøtte til fuldstændig nedlæggelse.

252    Kommissionen kan følgelig ikke kritiseres for ikke at have anvendt grænsetilfældet fastsat i bilag 2 til dokument VI/5330/97.

253    Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringendes andet led forkastes, og følgelig skal det fjerde anbringende forkastes i det hele.

 Det femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006, ligebehandlingsprincippet og om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

254    Det femte anbringende er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den korrektion, der er anvendt for den forsinkede betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004, og består i det væsentlige af tre led, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i Kommissionens forordning nr. 883/2006, det andet vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, og det tredje vedrører en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

 Det femte anbringendes første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006

255    Den Italienske Republik har i det væsentlige kritiseret Kommissionen for ikke at have anerkendt, at overskridelsen af fristen for betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004 (herefter »de omtvistede betalinger«) skyldtes, at der forelå særlige forvaltningsforhold som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006, der ville begrunde fraværet af korrektion i det foreliggende tilfælde.

256    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks klagepunkt.

257    Følgende fremgår af 15. betragtning til forordning nr. 883/2006:

»I EF-retsforskrifterne på landbrugsområdet er der for EGFL fastsat frister for udbetaling af støtte til modtagerne, og de skal overholdes af medlemsstaterne. Enhver udbetaling, der uden gyldig grund finder sted efter udløbet af disse frister, skal betragtes som en uregelmæssig udgift, der ikke kan godtgøres af Kommissionen. For at de finansielle følger kommer til at stå i forhold til betalingsforsinkelsen, bør det fastsættes, at Kommissionen nedsætter betalingerne med en procentdel, der stiger, jo længere forsinkelsen var. Endvidere bør der fastsættes en fast margen, således at der ikke foretages nedsættelser, når betalingsforsinkelserne skyldes tvister.«

258    Artikel 9 i forordning nr. 883/2006, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 451/2009 af 29. maj 2009 om ændring af forordning nr. 883/2006 (EUT 2009, L 135, s. 12), bestemmer følgende:

»1.      Udgifter, der er betalt efter udløbet af betalingsfristerne, finansieres af EF, og de månedlige betalinger nedsættes som følger:

a)      Tegner udgifter, der er betalt efter fristernes udløb, sig for højst 4% af de udgifter, der er betalt rettidigt, foretages der ingen nedsættelse.

b)      Ud over margenen på 4% betales yderligere udgifter, der er betalt for sent, efter følgende regler:

–        [F]or udgifter, der er betalt i den første måned efter den måned, hvor betalingsfristen udløber, nedsættes udgifterne med 10%.

–        [F]or udgifter, der er betalt i den anden måned efter den måned, hvor betalingsfristen udløber, nedsættes udgifterne med 25%.

–        [F]or udgifter, der er betalt i den tredje måned efter den måned, hvor betalingsfristen udløber, nedsættes udgifterne med 45%.

–        [F]or udgifter, der er betalt i den fjerde måned efter den måned, hvor betalingsfristen udløber, nedsættes udgifterne med 70%.

–        [F]or udgifter, der er betalt senere end den fjerde måned efter den måned, hvor betalingsfristen udløber, nedsættes udgifterne med 100%.

c)      Margenen på 4% i stk. 1, litra a) og b), er på 5% for betalinger, hvor fristerne udløber efter den 15. oktober 2009.

[…]

3.      Kommissionen anvender en anden tidsfristskala end den i stk. 1 og 2 fastsatte og/eller lavere eller ingen nedsættelsessatser, hvis der opstår særlige forvaltningsforhold for visse foranstaltninger, eller hvis medlemsstaterne fremlægger dokumenterede begrundelser.

[…]«

259    Det følger af retspraksis, at de finansieringsudgifter, der skal afholdes af EUGFL, skal beregnes ud fra en formodning om, at fristerne i den gældende landbrugslovgivning er overholdt. Når de nationale myndigheder følgelig udbetaler støtten efter fristens udløb, pålægger de dermed EUGFL udgifter, der betragtes som uregelmæssige og derfor ikke kan anerkendes (jf. i denne retning og analogt dom af 28.10.1999, Italien mod Kommissionen, C-253/97, EU:C:1999:527, præmis 126, og af 12.9.2007, Grækenland mod Kommissionen, T-243/05, EU:T:2007:270, præmis 116). Medlemsstaten skal derfor tilrettelægge sin kontrolordning under hensyntagen til den frist for udbetaling af støtte, der er fastlagt i EU-retten. Den margen på 4% eller 5%, der foreskrives i artikel 9, stk. 1, litra a) og c), i forordning nr. 883/2006, har endvidere netop til formål at give medlemsstaterne mulighed for at foretage yderligere kontroller, idet det præciseres, at antallet af måneder, forsinkelsen andrager, ikke har nogen indflydelse for betalinger, der ikke overstiger denne tærskel (jf. i denne retning og analogt dom af 12.9.2007, Grækenland mod Kommissionen, T-243/05, EU:T:2007:270, præmis 116).

260    Det påhviler desuden i henhold til retspraksis medlemsstaten at påvise, at betingelserne i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006 er opfyldt, dvs. at bevise, at der er særlige forvaltningsforhold i forbindelse med visse foranstaltninger, eller at forelægge velunderbyggede begrundelser. Medlemsstaten skal bl.a. godtgøre, at forsinkelserne ikke overskred rimelige grænser (jf. i denne retning og analogt dom af 18.9.2003, Grækenland mod Kommissionen, C-331/00, EU:C:2003:472, præmis 117, af 11.6.2009, Grækenland mod Kommissionen, T-33/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:195, præmis 372, og af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 136).

261    Endelig skal artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006 fortolkes snævert, eftersom den indfører en undtagelse (jf. analogt dom af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis).

262    I det foreliggende tilfælde har Den Italienske Republik ikke anfægtet, at der foreligger forsinkelse med betalingerne. Denne medlemsstat har heller ikke anfægtet, at de udgifter, der blevet betalt for sent, oversteg margenen på 5% af de udgifter, der blev betalt rettidigt. Medlemsstaten har dog gjort gældende, at forsinkelserne var begrundede i særlige forvaltningsforhold. Ifølge Den Italienske Republik var de særlige forvaltningsforhold kendetegnet ved, at der i Italien verserede flere komplekse retstvister vedrørende lovligheden af visse udgifter, som staten havde afholdt, og ved at Agenzia veneta per i pagamenti in agricultura (AVEPA, betalingsorganet for Veneto-regionen, Italien) som følge af disse procedurer havde suspenderet alle de forfaldne betalinger til de virksomheder, der var indblandet i disse retstvister.

263    Det skal for det første bemærkes, at AVEPA og AGEA efter en anmærkning af 7. februar 2005 fra Nucleo Antifrodi Carabinieri di Parma (NAC, Carabinieri-politikorpsets enhed for bekæmpelse af svig i Parma, Italien) var blevet oplyst om, at der angiveligt var begået svig til skade for fonden hvad bl.a. angår de særlige præmier for handyrskvæg og betalinger af ekstensiveringsbeløb i årene 2000-2003, som flere italienske virksomheder havde modtaget.

264    Efter denne anmærkning blev der indledt en straffesag mod disse virksomheder for Tribunale di Treviso (retten i Treviso, Italien), med indledende retsmøde fastsat til den 2. oktober 2006.

265    Under hensyntagen til det ovenstående vedtog AVEPA foranstaltninger til suspendering af alle forfaldne betalinger til to virksomheder, som var inddraget i denne straffesag, i henhold til artikel 33, stk. 1, i det italienske decreto legislativo (lovdekret) nr. 228/2001 af 18. maj 2001 (herefter »lovdekret nr. 228«), som er affattet således: »Procedurerne for de godkendte betalingsorganers betaling […] suspenderes i forhold til modtagere, om hvilke tilsyns- og kontrolorganerne har fremsendt dokumenterede oplysninger vedrørende uberettiget modtagelse af midler afholdt af fællesskabets eller det nationale budget, indtil de faktiske omstændigheder er endeligt fastlagt.«

266    Samtidigt indledte Procura presso la Corte dei Conti per il Veneto (anklagemyndigheden ved revisionsretten for Veneto, Italien) et revisionsretligt søgsmål for Corte dei Conti per il Veneto (revisionsretten for Veneto, Italien) vedrørende samme faktiske forhold. Den 23. september 2009 traf denne ret afgørelse om arrest ante causam i løsøre hos de tiltalte støttemodtagende virksomheder og i de betalinger, som de havde krav på i forhold til AVEPA, med undtagelse af bl.a. de omtvistede betalinger.

267    I betragtning af denne afgørelse genoptog AVEPA den 19. oktober 2009 betalingen af visse suspenderede beløb, som ikke var dækket af denne arrest ante causam, herunder slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004, der var genstand for de omtvistede betalinger.

268    Det skal endvidere fastslås, at Den Italienske Republik ikke har gjort gældende, at de omtvistede betalinger var genstand for de ovenfor i præmis 264 og 266 nævnte strafferetlige og revisionsretlige sager. Derimod har Den Italienske Republik som led i den pågældende procedure for regnskabsafslutning medgivet, at de omtvistede betalinger vedrørende budgetposterne 050302092124023, 050302102124033 og 050302992128007 ikke specifikt kunne knyttes til en dom, samtidig med at den har påberåbt sig »den uadskillelige indbyrdes forbindelse« mellem på den ene side de af sagerne beskrevet ovenfor i præmis 263-266 omhandlede betalinger og på den anden side de omtvistede betalinger.

269    Henset til de ovenstående betragtninger skal det fastslås, at de nationale retstvister, som Den Italienske Republik har påberåbt sig, ikke vedrører de omtvistede betalinger, og at suspensionen af de omtvistede betalinger derfor ikke er en følge af en retslig procedure eller en dom, men af AVEPA’s anvendelse af artikel 33, stk. 1, i lovdekret nr. 228.

270    For det andet skal det bemærkes, at den i artikel 33 i lovdekret nr. 228 fastsatte procedure for suspension af betalingerne anvendes forebyggende. Suspensionen består i, at det antages, at der foreligger uregelmæssigheder, når kontrolorganerne har udfærdiget en udtalelse i denne retning, inden de faktiske omstændigheder er endeligt fastlagt, og i, at de pågældende beløb kun udbetales til modtageren, hvis denne endeligt frikendes. Det følger af retspraksis, at en sådan tilgang således i princippet er i strid med overholdelsen af betalingsfristerne (dom af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 140).

271    Det skal således i lighed med Kommissionen fastslås, at proceduren for suspension af de omtvistede betalinger i det foreliggende tilfælde ikke udgør særlige forvaltningsforhold. Den i artikel 33 i lovdekret nr. 228 fastsatte procedure for suspension af betalingerne udgør nemlig en undtagelse til betalingsfristerne, som påvirker den effektive virkning af de gældende EU-regler (jf. i denne retning dom af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 142).

272    For det tredje har Den Italienske Republik på trods af Kommissionens opfordring, som forligsorganet henviste til i sin rapport af 6. maj 2014, ikke fremlagt nogen oplysning, der kan godtgøre, at margenen på 5% var overskredet alene som følge af de betalinger, der havde været anfægtet for de nationale retsinstanser.

273    Det argument, som Den Italienske Republik har påberåbt sig i replikken, og som i det væsentlige vedrører den omstændighed, at Kommissionen med urette krævede, at denne stat godtgjorde, at forsinkelsen i de omtvistede betalinger skyldtes en enkelt dom, må forkastes. Det fremgår nemlig bl.a. af skrivelsen af 18. januar 2012, som Kommissionen tilsendte Den Italienske Republik i henhold til artikel 11, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 885/2006, at Kommissionen i medfør af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006 anmodede de italienske myndigheder om at godtgøre, at den i artikel 9, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2006 omhandlede margen på 4%, som senere blev til 5% i henhold til samme forordnings artikel 9, stk. 1, litra c), var blevet overskredet som første af retslige procedurer og ikke som følge af en enkelt dom. Ved skrivelse af 18. januar 2012 opfordrede Kommissionen i øvrigt for sidste gang de italienske myndigheder til at fremlægge en kopi af domme med angivelse af de overskydende beløb for hver af følgende budgetposter: 050302092124023, 050302102124033 og 050302992128007.

274    For det fjerde og sidste kan den komplekse art af tvisterne for retten i Treviso og for revisionsretten for Veneto samt det foreliggende tilfældes usædvanlige karakter, som Den Italienske Republik har påberåbt sig, heller ikke begrunde forsinkelsen i de omtvistede betalinger, eftersom den i artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2006 omhandlede margen på 5% som anført ovenfor i præmis 259 netop tjener til at give medlemsstaterne mulighed for at gennemføre supplerende kontroller, uden at antallet af måneders forsinkelse påvirker de betalinger, der ikke overskrider denne tærskel (jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 5.7.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-86/08, EU:T:2012:345, præmis 191, og af 26.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-84/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:471, præmis 146).

275    Henset til ovenstående betragtninger begik Kommissionen ikke en retlig fejl ved for det første at fastslå, at den manglende overholdelse af betalingsfristerne som følge af de retslige procedurer skulle dækkes af den i artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2006 omhandlede margen på 5%, og for det andet at den omstændighed, at betalingerne gennemføres forsinket som følge af en tvist, der skal afgøre berettigelsen af betalinger, som de nationale myndigheder tidligere har afvist eller tilbagesøgt, ikke udgjorde et særligt forvaltningsforhold som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006, hvilken betragtning Kommissionen havde meddelt de italienske myndigheder i sin skrivelse af 2. juli 2014 (jf. præmis 41 ovenfor).

276    Det femte anbringendes første led må derfor forkastes.

 Det femte anbringendes andet led om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

277    Den Italienske Republik har kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet, idet den anvendte en korrektion på de omtvistede betalinger vedrørende slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004, selv om disse var i en situation, der lignede den for de forsinkede betalinger af udgifter, som havde været genstand for den af revisionsretten for Veneto foretagne arrest ante causam for ca. 4,4 mio. EUR, for hvilke Kommissionen ikke anvendte en korrektion.

278    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

279    Det fremgår af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet eller princippet om forbud mod forskelsbehandling kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 9.9.2004, Spanien mod Kommissionen, C-304/01, EU:C:2004:495, præmis 31, af 14.12.2004, Swedish Match, C-210/03, EU:C:2004:802, præmis 70, og af 21.7.2011, Nagy, C-21/10, EU:C:2011:505, præmis 47).

280    I svarskriftet har Kommissionen efter at have anført, at Den Italienske Republiks argumentation ikke var klar, forklaret, at de forsinkede betalinger, som havde været genstand for den af revisionsretten for Veneto foretagne arrest ante causam, på trods af, at de var forsinkede, ikke var blevet omfattet af korrektionen, eftersom margenen på 4% var nævnt i de tilhørende budgetposter, hvori betalingerne var anmeldt, hvorimod dette ikke var tilfældet for de omtvistede betalinger.

281    Den Italienske Republik har ikke anfægtet disse argumenter, men blot anført, at alle de forsinkede betalinger, som var omfattet af den pågældende procedure for regnskabsafslutning, skulle begrundes i et alment behov for sikring, som var opstået ved AVEPA’s vedtagelse af foranstaltningen med suspension af alle forfaldne udbetalinger til de virksomheder, der var inddraget i verserende sager i Italien, jf. artikel 33 i lovdekret nr. 228.

282    For det første fremgår det af henholdsvis præmis 266 og præmis 271 ovenfor, at revisionsretten for Veneto dels ikke inkluderede de omtvistede betalinger i det beløb, der var genstand for den arrest ante causam, som denne ret havde vedtaget, dels at den i artikel 33 i lovdekret nr. 228 fastsatte procedure for suspension af betalingerne er i strid med overholdelsen af Den Europæiske Unions lovgivning om betalingsfrister. Den Italienske Republik kunne således ikke med føje gøre gældende, at der forelå et alment behov for sikring, som begrundede AVEPA’s suspension af de omtvistede betalinger.

283    For det andet har Den Italienske Republik ikke anfægtet, at margenen på 4% var omtalt i de budgetposter, hvori betalingerne svarende til 4,4 mio. EUR var anmeldt, hvorimod margenen på 5% ikke var nævnt i budgetposterne vedrørende de omtvistede betalinger.

284    På baggrund af det ovenstående har Den Italienske Republik ikke godtgjort, at de omtvistede betalinger og de betalinger, der var dækket af margenen på 4%, for i alt 4,4 mio. EUR var en sammenlignelig situation, og dermed at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved alene at pålægge en korrektion for de omtvistede betalinger.

285    Det femte anbringendes andet led bør derfor forkastes.

 Det femte anbringendes tredje led om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

286    Den Italienske Republik har kritiseret Kommissionen for at gengive de faktiske omstændigheder urigtigt. I stævningen har medlemsstaten blot anført, at »[i] lyset af de ovenstående betragtninger er den anfægtede afgørelse ulovlig hvad angår den i dette anbringende anfægtede del som følge af en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder«.

287    Kommissionen har ikke bestridt dette klagepunkt i processkrifterne. I retsmødet har Kommissionens imidlertid fremsat en formalitetsindsigelse mod dette klagepunkt med den begrundelse, at det er uklart.

288    Ligeledes i retsmødet har Den Italienske Republik gjort gældende, at Kommissionens formalitetsindsigelse må afvises, idet denne medlemsstat har anført, at den sene fremsættelse af denne indsigelse skader den kontradiktoriske karakter af proceduren for Retten. Den Italienske Republik har imidlertid præciseret, at Retten af egen drift i retsmødet kunne rejse spørgsmålet om det pågældende klagepunkts afvisning. Såfremt Retten tilsigter at gøre dette, har Den Italienske Republik endelig præciseret, at den med sit klagepunkt om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder i det væsentlige har ønsket at anfægte Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Det er nemlig Den Italienske Republiks opfattelse, at omstændighederne i den foreliggende sag begrundede forsinkelsen med de omtvistede betalinger.

289    Det skal bemærkes, at Unionens retsinstanser er kompetent til at vurdere, om det hvad angår realiteten er berettiget efter sagens omstændigheder af hensyn til god retspleje at forkaste et klagepunkt uden først at tage stilling til, om det kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 52).

290    Det følger af Den Italienske Republiks forklaringer, som er anført ovenfor i præmis 288, at den med klagepunktet om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder implicit, men nødvendigvis har tilsigtet at foreholde Kommissionen en åbenbart urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder.

291    Det fremgår af præmis 263-275 ovenfor, at de faktiske omstændigheder, som Den Italienske Republik har anført, ikke udgjorde særlige forvaltningsforhold som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006, der kunne begrunde forsinkelsen af de omtvistede betalinger. Den Italienske Republik kunne således ikke med føje gøre gældende, at den anfægtede afgørelse var behæftet med en åbenbart urigtig vurdering.

292    Eftersom det femte anbringendes tredje led ikke er begrundet, skal det forkastes, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om de i retsmødet af henholdsvis Kommissionen og Den Italienske Republik fremsatte formalitetsindsigelser.

293    På baggrund af det ovenstående må det femte anbringende forkastes.

 Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af artikel 20 i forordning nr. 501/2008 samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om, at medlemsstaterne kan pålægges finansielle korrektioner

294    Det sjette anbringende er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den korrektion, der er anvendt for forsinket betaling af visse udgifter vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter. Den Italienske Republik har kritiseret Kommissionen for at have pålagt den en finansiel korrektion for den manglende overholdelse af den frist på 60 kalenderdage, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008, fra modtagelsen af betalingsansøgningerne til den effektive betaling af visse former for støtte til oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter, som den havde udbetalt i budgetårene 2009 og 2010. For det første har Den Italienske Republik i det væsentlige gjort gældende, at den manglende overholdelse af den i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008 fastsatte betalingsfrist udspringer af Kommissionens tjenestegrenes urigtige fremstilling af denne forordnings artikel 20, stk. 2, andet punktum, i udgaven før ikrafttrædelsen af berigtigelsen offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. oktober 2012 (EUT 2012, L 287, s. 25, herefter »den omtvistede bestemmelse«), og dermed, at overskridelsen af fristen fastsat i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008 ikke kan tilregnes Den Italienske Republik. Det er ifølge Den Italienske Republik følgelig urimeligt at tilregne denne medlemsstat de konsekvenser, der følger af anvendelsen af den omtvistede bestemmelse, hvilket gælder så meget desto mere i det foreliggende tilfælde, hvor det ikke kan fastslås, at Unionens budget har lidt et tab. I øvrigt er den fejl, som medlemsstaten angiveligt begik, åbenbart undskyldelig. For det andet har Den Italienske Republik gjort gældende, at den af Kommissionen anvendte finansielle korrektion gav den omtvistede bestemmelse virkning med tilbagevirkende kraft i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

295    Kommissionen har bestridt Den Italienske Republiks argumenter.

296    Artikel 20 i forordning nr. 501/2008 bestemmer:

»Medlemsstaten foretager de i artikel 18 og 19 nævnte udbetalinger inden for en frist på 60 kalenderdage fra ansøgningens modtagelse.

Betalingsfristen kan dog på ethvert tidspunkt inden for perioden på 60 kalenderdage efter den første registrering af betalingsanmodningen suspenderes af Kommissionen, hvis denne meddeler kreditorkontrahenten, at ansøgningen ikke opfylder de gældende krav, enten fordi fordringen ikke kan anerkendes, ikke er forfalden eller ikke er vedlagt den dokumentation, der kræves for alle supplerende ansøgninger, eller fordi medlemsstaten finder det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger eller at foretage kontrol. Fristen fortsætter med at løbe fra datoen for modtagelse af de ønskede oplysninger eller fra datoen for den kontrol, som medlemsstaten foretager, og som henholdsvis skal fremsendes eller gennemføres inden for en frist på 30 kalenderdage fra datoen for meddelelsen.

[…]«

297    Den italienske udgave af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 501/2008 havde følgende ordlyd før berigtigelsen offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. oktober 2012:

»Betalingsfristen kan dog på ethvert tidspunkt inden for perioden på 60 kalenderdage efter den første registrering af betalingsanmodningen suspenderes af Kommissionen, hvis denne meddeler kreditorkontrahenten, at ansøgningen ikke opfylder de gældende krav, enten fordi fordringen ikke kan anerkendes, ikke er forfalden eller ikke er vedlagt den dokumentation, der kræves for alle supplerende ansøgninger, eller fordi medlemsstaten finder det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger eller at foretage kontrol. Fristen løber på ny [(i den italienske udgave er »decorre nuovamente« erstattet med »continua a decorrere«, men »fortsætter med at løbe« er ikke berigtiget i den danske udgave)] fra datoen for modtagelse af de ønskede oplysninger eller fra datoen for den kontrol, som medlemsstaten foretager, og som henholdsvis skal fremsendes eller gennemføres inden for en frist på 30 kalenderdage fra datoen for meddelelsen.«

(»Tale termine può tuttavia essere sospeso in qualunque momento del periodo di 60 giorni successivo alla prima registrazione della domanda di pagamento, mediante notifica all’organizzazione contraente creditrice che la domanda non è ricevibile, in quanto il credito non è esigibile oppure la domanda non è corredata dei documenti giustificativi necessari per le domande successive o lo Stato membro ritiene necessario richiedere informazioni supplementari o procedere a verifiche. Il termine decorre nuovamente a partire dalla data di ricevimento delle informazioni richieste o dalla data delle verifiche effettuate dallo Stato membro, che devono essere trasmesse o rispettivamente effettuate entro un termine di 30 giorni di calendario a decorrere dalla notifica.«)

298    Berigtigelsen af den italienske udgave offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. oktober 2012 erstattede udtrykket »decorre nuovamente« (»løber på ny«) med »continua a decorrere« (»fortsætter med at løbe«).

299    Det fremgår endvidere af retspraksis, at det på grund af nødvendigheden af en ensartet fortolkning af EU-forordningerne er udelukket, at en bestemmelses ordlyd betragtes isoleret, og i tvivlstilfælde kræves det, at fortolkningen og anvendelsen sker i lyset af versionerne på de andre sprog (dom af 17.10.1996, Lubella, C-64/95, EU:C:1996:388, præmis 17).

300    For det første skal det hvad angår Den Italienske Republiks klagepunkter, der i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af artikel 20 i forordning nr. 501/2008, og at de italienske myndigheder ikke kan tilregnes overskridelsen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede betalingsfrist, bemærkes, at den italienske udgave af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 501/2008 var præget af tvetydighed, idet det første punktum udtrykkeligt vedrørte udsættelse af den i denne forordnings artikel 20, stk. 1, fastsatte betalingsfrist (»[b]etalingsfristen kan […] suspenderes« – på italiensk: »tale termine puo’ […] essere sospeso«), mens andet punktum syntes at vedrøre afbrydelsen af denne frist (»[f]risten løber på ny fra datoen for modtagelse af de ønskede oplysninger eller fra datoen for den kontrol, som medlemsstaten foretager« – på italiensk: »[i]l termine decorre nuovamente a partire dalla data di ricevimento delle informazioni richieste o dalla data delle verifiche effettuate dallo Stato membro«).

301    Den Italienske Republik har endvidere ikke anfægtet Kommissionens argument om, at artikel 2941 ff. i den italienske civile lovbog sondrer mellem suspension og afbrydelse af fristerne, idet afbrydelse får en ny frist til at løbe, mens den frist, der i tilfælde af suspension var udløbet, inden årsagen til suspensionen indtrådte, lægges til den frist, som atter begynder at løbe, når den begivenhed, der begrundede suspensionen, er afsluttet.

302    I medfør af den ovenfor i præmis 299 nævnte retspraksis kunne Den Italienske Republik dermed ikke fortolke den omtvistede bestemmelse således, at den tillader, at den nævnte medlemsstat ved at anmode de berettigede kontraherende organer om oplysninger eller supplerende kontroller kan afbryde den i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008 fastsatte frist uden først at kontrollere, om andre sprogversioner af den omtvistede bestemmelse bekræftede dens fortolkning og i givet fald fortolke og anvende denne bestemmelse i lyset af versionerne på de andre sprog samt af opbygningen af og formålet med den lovgivning, som bestemmelsen er en del af (jf. analogt dom af 27.10.1977, Bouchereau, 30/77, EU:C:1977:172, præmis 14, og af 9.1.2003, Givane m.fl., C-257/00, EU:C:2003:8, præmis 37).

303    I det foreliggende tilfælde har Den Italienske Republik på trods af den omtvistede bestemmelses tvetydighed hvad angår artikel 20, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 501/2008 anvendt denne bestemmelse uden at tage hensyn til de øvrige sprogversioner af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 501/2008, hvorved den har gjort sig eneansvarlig for tilsidesættelsen af den i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008 omhandlede betalingsfrist.

304    Følgelig skal klagepunkterne om en tilsidesættelse af artikel 20 i forordning nr. 501/2008 og om, at betalingsforsinkelserne ikke kan tilregnes Den Italienske Republik, forkastes.

305    For det andet skal det hvad angår den angivelige tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som følge af anvendelsen med tilbagevirkende kraft af den omtvistede bestemmelse, som berigtiget i 2012, bemærkes, at det følger af retspraksis, at dette princip kun kan påberåbes i forhold til EU-bestemmelser, såfremt Unionen selv tidligere har skabt en situation, som giver grundlag for en berettiget forventning (jf. dom af 15.1.2002, Weidacher, C-179/00, EU:C:2002:18, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.6.2009, Polen mod Kommissionen, T-257/04, EU:T:2009:182, præmis 245).

306    I det foreliggende tilfælde er det ikke godtgjort, at Unionen havde skabt en situation, der gav Den Italienske Republik grund til at tro, at den omtvistede bestemmelse var korrekt, og at den lovligt kunne anvende den.

307    For det første fremgår det i det væsentlige af skrivelsen af 27. april 2010, som blev sendt i medfør af artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 885/2006 (jf. præmis 43 ovenfor), at Kommissionen under de to foregående undersøgelser allerede havde fastslået problemer vedrørende betalingsforsinkelser hvad angår Den Italienske Republik, og endvidere at Kommissionens tjenestegrene siden 2005 i deres skrivelser med de italienske myndigheder altid havde forklaret, hvordan de bestemmelser, der nu var omfattet af artikel 20 i forordning nr. 883/2006, skulle fortolkes.

308    Kommissionen har således som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i medfør af procesreglementets artikel 89 fremlagt en skrivelse af 9. februar 2006, som den havde sendt til Den Italienske Republik som led i en tidligere undersøgelse, hvori Kommissionen udtrykkeligt anførte, at »[betalingsfristen skal] begynde at løbe igen, når de ønskede oplysninger modtages, eller kontrollen er gennemført«.

309    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den på tidspunktet for de af den ovenfor i præmis 308 nævnte undersøgelse omhandlede faktiske omstændigheder gældende lovgivning ikke var artikel 20 i forordning nr. 501/2008, men artikel 12, stk. 5, i Kommissionens forordning (EF) nr. 94/2002 af 18. januar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2826/2000 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked (EFT 2002, L 17, s. 30). Disse to bestemmelser var imidlertid i det væsentlige identiske. Artikel 12, stk. 5, i forordning nr. 94/2002 var affattet således:

»Medlemsstaten foretager de i stk. 1-4 nævnte udbetalinger inden for en frist på 60 kalenderdage fra ansøgningens modtagelse. Denne betalingsfrist kan dog på ethvert tidspunkt inden for perioden på 60 kalenderdage efter første registrering af betalingsanmodningen suspenderes af Kommissionen, såfremt denne meddeler kreditorkontrahenten, at ansøgningen ikke opfylder de gældende krav, enten fordi fordringen ikke kan anerkendes, ikke er forfalden eller ikke er vedlagt den dokumentation, der kræves for alle supplerende ansøgninger, eller fordi medlemsstaten finder det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger eller at foretage kontrol. Fristen fortsætter med at løbe fra datoen for modtagelse af de ønskede oplysninger, som skal fremsendes inden for en frist på 30 kalenderdage. Hvis fristen for ovennævnte betalinger overskrides, nedsættes de beløb, der refunderes medlemsstaten, jf. bestemmelserne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 296/96, medmindre der foreligger force majeure.«

310    Det skal således fastslås, at Kommissionen, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, flere gange havde oplyst de italienske myndigheder om, hvordan betalingsfristen på 60 dage skulle beregnes efter suspensionen heraf.

311    For det andet har Den Italienske Republik i retsmødet bekræftet, at den på det tidspunkt, hvor den pågældende procedure for regnskabsafslutning blev iværksat, havde oplyst Kommissionen om et problem med oversættelsen af den omtvistede bestemmelse. Den Italienske Republik var dermed ikke ubekendt med, at den omtvistede bestemmelse måske ikke var korrekt, men besluttede alligevel bevidst at anvende den.

312    Henset til de ovenstående betragtninger kan Den Italienske Republik ikke gøre gældende, at den omtvistede bestemmelse skabte en berettiget forventning hos den.

313    For det tredje og sidste skal Den Italienske Republiks argument om, at den manglende overholdelse af betalingsfristerne ikke påførte Unionens budget et tab, og at det derfor var urimeligt at tilregne den konsekvenserne af anvendelsen af den omtvistede bestemmelse, forkastes.

314    Det fremgår således af retspraksis, at EGFL kun finansierer indgreb foretaget i overensstemmelse med EU-retten inden for rammerne af den fælles markedsordning for landbrugsprodukter (jf. i denne retning og analogt dom af 24.2.2005, Grækenland mod Kommissionen, C-300/02, EU:C:2005:103, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

315    Den Europæiske Unions lovgivning forpligter medlemsstaterne til at overholde den i artikel 20 i forordning nr. 501/2008 fastsatte frist, idet de ellers pålægges økonomiske sanktioner.

316    Først og fremmest følger det af 15. betragtning til forordning nr. 883/2006, der er gengivet ovenfor i præmis 257, at enhver udbetaling, der uden gyldig grund finder sted efter udløbet af de i Den Europæiske Unions lovgivning fastsatte frister for udbetaling af støtte til modtagerne, skal betragtes som en uregelmæssig udgift, der derfor ikke kan godtgøres af Kommissionen.

317    Artikel 20, stk. 3, i forordning nr. 501/2008 bestemmer endvidere, at »[h]vis fristen for betalinger overskrides, nedsættes det månedlige forskud, som Kommissionen udbetaler til medlemsstaten i henhold til artikel 9 i forordning […] nr. 883/2006«.

318    Endelig fremgår det af 19. betragtning til forordning nr. 501/2008, at »[h]vad kravene til budgetforvaltning angår bør der fastsættes en bod i de tilfælde, […] hvor fristen for medlemsstaternes udbetaling af beløb ikke overholdes«.

319    Henset til det ovenstående er Den Italienske Republiks overskridelse af den i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 501/2008 fastsatte betalingsfrist i strid med Den Europæiske Unions lovgivning og tilstrækkelig til at gøre udgifterne uregelmæssige og følgelig ikke berettigede til støtte, uden at det skal undersøges, om fonden har lidt et tab.

320    Det sjette anbringende må derfor forkastes.

321    Da ingen af Den Italienske Republiks anbringender er begrundede, må søgsmålet forkastes i det hele.

 Sagsomkostninger

322    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

323    Da Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges denne medlemsstat at bære sine egne omkostninger og at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

324    I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstaterne som intervenienter deres egne omkostninger.

325    Følgelig bærer Den Franske Republik og Ungarn deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)      Den Franske Republik og Ungarn bærer hver deres egne omkostninger.

Kanninen Schwarcz Iliopoulos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. marts 2019.

Underskrifter

Indhold

Relevante retsregler

Forordning (EF) nr. 320/2006

Forordning (EF) nr. 968/2006

Tvistens baggrund

Den anfægtede afgørelse

Om den finansielle korrektion vedrørende udgifter afholdt inden for den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien

Om den finansielle korrektion for forsinket betaling af slagtepræmierne for ansøgningsåret 2004

Om den finansielle korrektion for forsinket betaling af visse udgifter vedrørende oplysningskampagner og salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005, af retten til forsvar, kontradiktionsprincippet samt om en utilstrækkelig begrundelse

Det første anbringendes første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 4, i forordning nr. 1290/2005

Det første anbringendes andet led om, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar og af kontradiktionsprincippet

Det første anbringendes tredje led, der i det væsentlige vedrører en utilstrækkelig begrundelse

Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 885/2006, af retten til forsvar, af forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 og af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12)

Det andet anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 885/2006 og af retten til forsvar

Det andet anbringendes andet led om en tilsidesættelse af forordning nr. 320/2006 og nr. 968/2006 og af dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12)

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om ne bis in idem, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu

Det tredje anbringendes andet led om en tilsidesættelse af princippet om ne bis in idem

Det tredje anbringendes første led om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde, princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise fornøden omhu

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, af Kommissionens retningslinjer, som er fastsat i dokument VI/5330/97, og af begrundelsespligten

Det fjerde anbringendes første led, der i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af artikel 31, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1290/2005, af artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og af kapitel 3 i forordning nr. 885/2006, samt en manglende undersøgelse af forligsorganets standpunkt

Det fjerde anbringendes andet led vedrørende en tilsidesættelse af retningslinjerne fastsat i dokument VI/5330/97

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006, ligebehandlingsprincippet og om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

Det femte anbringendes første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 883/2006

Det femte anbringendes andet led om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

Det femte anbringendes tredje led om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af artikel 20 i forordning nr. 501/2008 samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om, at medlemsstaterne kan pålægges finansielle korrektioner

Sagsomkostninger

* Processprog: italiensk.