Language of document :

Sag anlagt den 31. marts 2021 – Agrofert mod Parlamentet

(Sag T-174/21)

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Agrofert, a.s. (Prag, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat S. Sobolová)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

Europa-Parlamentets afgørelse af 15. januar 2021 A (2019) 8551 C (D 300153), hvorved sagsøgeren fik afslag på aktindsigt i de dokumenter, for hvilke der var begæret aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retten træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Med første anbringende gøres gældende, at sagsøgte ikke undersøgte, om betingelserne for at opnå aktindsigt i de ønskede dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter var opfyldt. En udbredelse af de ønskede dokumenter ville ikke være til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser, således som påstået af sagsøgte. Sagsøgte har ikke påvist, at dette var tilfældet og slet ikke, at der var en rimelig forudsigelig risiko for, at beskyttelsen af formålet med undersøgelser ville lide skade som følge af en sådan udbredelse af undersøgelsesdokumenter, hvis indhold allerede delvist var offentligt tilgængeligt.

Med andet anbringende gøres gældende, at sagsøgte endvidere ikke tog hensyn til, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i at få udleveret de ønskede dokumenter, som i det foreliggende tilfælde bestod af en iagttagelse af værdien af retsstatsprincippet, som er baseret på principperne om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.

____________