Language of document :

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 – Cabinet de avocat UR mod Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti, Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice, MJ og NK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti – Rumænien)

(Sag C-424/19) 1

(Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2006/112/EF – merværdiafgift (moms) – artikel 9, stk. 1 – begrebet »afgiftspligtig person« – person, der udøver erhverv som advokat – endelig retsafgørelse – princippet om retskraft – rækkevidden af dette princip, såfremt afgørelsen er uforenelig med EU-retten)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cabinet de avocat UR

Sagsøgte: Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti, Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice, MJ og NK

Konklusion

Artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at en person, der udøver erhverv som advokat, skal anses for at være »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand.

EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans som led i en tvist vedrørende merværdiafgift (moms) anvender princippet om retskraft, når denne tvist ikke vedrører en tilsvarende afgiftsperiode som den, der var omhandlet i den tvist, der gav anledning til den retskraftige retsafgørelse, eller har samme genstand som denne, og når anvendelsen af dette princip hindrer, at denne retsinstans tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet.

____________

1 EUT C 288 af 26.8.2019.