RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

9. juni 1998 (1)

»Efteropkrævning af told - forordning (EØF) nr. 1697/79 - forordning (EØF)nr. 2454/93«

I de forenede sager T-10/97 og T-11/97,

Unifrigo Gadus Srl, Napoli (Italien)

og

CPL Imperial 2 SpA, Pescara (Italien),

ved advokat Giuseppe Celona, Milano, og med valgt adresse i Luxembourg hosadvokat Georges Margue, 20, rue Philippe II,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Fernando Castillo de laTorre og Paolo Stancanelli, og derefter ved sidstnævnte, Kommissionens JuridiskeTjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos CarlosGómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning C(96) 2780endelig udg. af 8. oktober 1996 om efteropkrævning af told og erstatning for dettab, sagsøgerne påstår at have lidt,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët og A. Potocki,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 3. marts1998,

afsagt følgende

Dom

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

1.

    Sagsøgerne er selskaber, der driver handel med fiskerivarer.

2.

    I 1990 og 1991 indførte de fra Norge flere partier torsk. Ved disse indførsler blevbenyttet EUR 1-transportattester, der angav, at varerne hidrørte fra Norge. De blevderfor fortoldet efter den for denne type varer gældende toldpræferenceordninginden for rammerne af de fællesskabstoldkontingenter, der er fastlagt i Rådetsforordning (EØF) nr. 3692/89 af 4. december 1989 om åbning og forvaltning affællesskabstoldkontingenter for torsk og fisk af arten Boreogadus saida (polartorsk),tørret, saltet eller i saltlage, med oprindelse i Norge (1990) (EFT L 362, s. 3), ogi Rådets forordning (EØF) nr. 3523/90 af 4. december 1990 om åbning ogforvaltning af fællesskabstoldkontingenter for visse landbrugsprodukter ogfiskerivarer med oprindelse i visse EFTA-lande (EFT 343, s. 4).

3.

    I 1993 meddelte det norske toldvæsen på eget initiativ de italienske myndigheder,at eksportøren så vidt det havde fastslået det, ikke var i stand til at føre bevis for,at varerne hidrørte fra Norge.

4.

    Den 4. august og den 23. november 1993 meddelte Verona Toldkontor henholdsvisCPL Imperial 2 SpA (herefter »CPL Imperial 2«) og Unifrigo Gadus Srl (herefter»Unifrigo Gadus«), at det havde besluttet efterfølgende at opkræve tolden.

5.

    Ved skrivelse af 3. december 1993 anmodede selskabet CPL Imperial 2 gennem entoldspeditør, der repræsenterede selskabet, under anbringende af, at det havdeværet i god tro, de italienske myndigheder om ikke at opkræve tolden. Detforklarede, at tolden ikke var blevet opkrævet som følge af en fejl fra dekompetente myndigheders side, som en erhvervsdrivende i god tro ikke medrimelighed kunne opdage. Det anmodede endvidere de italienske myndigheder omat forelægge sagen for Kommissionen. Selskabet Unifrigo Gadus har oplyst, at detrettede en tilsvarende henvendelse til toldvæsenet.

6.

    Den 30. januar 1996 bekræftede de sagsøgende selskaber gennem deresrepræsentant over for de italienske myndigheder, at de havde sat sig ind i sagen,som disse nu stod i begreb med at forelægge Kommissionen, og at de ikke havdebemærkninger i den forbindelse.

7.

    Ved skrivelse af 6. februar 1996, der blev modtaget den 12. april 1996, forelagdede italienske myndigheder Kommissionen sagen vedrørende de sagsøgendeselskabers anmodning og en anmodning fra en tredje virksomhed, der ikke er parti de foreliggende sager. De anmodede Kommissionen om at tage stilling til, om deri det foreliggende tilfælde var grundlag for at undlade at opkræve tolden, der i altandrog 148 890 000 ITL i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i Rådetsforordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkrævning af import- ellereksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til entoldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L197, s. 1) (herefter »forordning nr. 1697/79«).

8.

    Denne henvendelse blev behandlet i henhold til den procedure, der er fastlagt iartikel 871 ff i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 omvisse bestemmelser til gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 omindførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 352, s. 1) (herefter »forordning nr.2454/93«).

9.

    Kommissionen hørte de sagkyndige fra medlemsstaterne på mødet iToldkodeksudvalget den 3. juni 1996. Den 8. oktober 1996 vedtog den beslutningC(96) 2780 endelig udg. (herefter »beslutningen«), hvis artikel 1 lyder således:»Tolden på i alt 148 890 ITL, der er omhandlet i Italiens henvendelse af 2. februar1996 skal opkræves«.

10.

    Efter beslutningens vedtagelse modtog begge sagsøgerne hver en skrivelse fraTolddirektoratet, der var dateret den 22. november 1996 og vedlagt en kopi afbeslutningen, hvorved de blev anmodet at betale tolden, dvs. 31 200 000 ITL forUnifrigo Gadus' vedkommende og 95 010 000 ITL for CPL Imperial 2'svedkommende med tillæg af morarenter. Det beløb, der blev afkrævet CPLImperial 2 omfatter den told, der fremgår af toldopgørelse 7338 F.

11.

    På baggrund heraf har sagsøgerne ved stævninger registreret på RettensJustitskontor den 17. januar 1997 anlagt nærværende sager.

12.

    Ved kendelse afsagt den 9. februar 1998 af formanden for Tredje Afdeling er sagT-10/97 og T-11/97 i henhold til artikel 50 i procesreglementet blevet forenet medhenblik på den mundtlige forhandling og dommen.

13.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Sagsøgerne er som et led i sagenstilrettelæggelse blevet opfordret til at fremlægge forskellige dokumenter, hvilket dehar gjort ved skrivelse af 23. januar 1998.

14.

    Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødetden 3. marts 1998.

Parternes påstande

15.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Sagerne admitteres.

-     Beslutningen annulleres.

-    Subsidiært fastslås det, at beslutningen ikke har betydning for sagsøgerneskrav på, at de omhandlede toldbeløb ikke efterfølgende opkræves.

-    Endnu mere subsidiært tilpligtes Kommissionen til til sagsøgerne fuldt udat tilbagebetale det beløb, som sagsøgerne er forpligtet til at efterbetale itold, med tillæg af bødebeløb og ekstraomkostninger.

-    I al fald annulleres beslutningen for så vidt angår dens bestemmelser omrente.

-    Sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

16.

    Sagsøgeren i sag T-11/97 har alene for så vidt angår denne sag desuden nedlagtfølgende påstand:

-    Subsidiært annulleres beslutningen for så vidt angår opkrævningen af dentold, der fremgår af toldopgørelse 7338 F.

17.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Frifindelse.

-    Sagsøgerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Påstanden om annullation af beslutningen

18.

    Indledningsvis bemærkes det, at ifølge fast retspraksis antages processuelle regleralmindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer påikrafttrædelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkessåledes, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (jf, bl.a.Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control(Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, præmis 22).

19.

    Som følge heraf er det, hvad parterne ikke har bestridt, bestemmelserne iforordning nr. 2454/93, der finder anvendelse på proceduren for Kommissionen,mens de bestemmelser, der materielretligt finder anvendelse på de i detforeliggende tilfælde omhandlede forhold, er bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, iforordning nr. 1697/79.

20.

    Sagsøgerne har til støtte for deres annullationspåstande nærmere bestemt fremførtfem anbringender.

Det første anbringende om, at Kommissionen ikke har haft den fornødne kompetence

Parternes argumentation

21.

    Sagsøgerne har anført, at det følger af artikel 873 i forordning nr. 2454/93, atKommissionen uindskrænket er beføjet til at afgøre, om der er anledning tilefterfølgende at opkræve told, også når de nationale toldmyndigheder finder, atbetingelserne ifølge artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr.2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1)(eller tidligere artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79), er opfyldt. En sådanbestemmelse strider mod de principper, der er fastlagt i Domstolens praksis, oghvorefter der, når betingelserne ifølge artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, beståren ret for importøren til, at efterfølgende opkrævning ikke sker. Kommissionen harsåledes ikke haft kompetence til at vedtage beslutningen.

22.

    Kommissionen har i første række anført, at dette anbringende skal afvises, idetsagsøgerne som juridiske personer ikke er umiddelbart og individuelt berørt afforordning nr. 2454/93.

23.

    Den gør dernæst gældende, at den ikke som hævdet af sagsøgerne efter artikel 871ff. i forordning nr. 2454/93 frit kan afgøre, om de afgiftspligtige personer har en rettil, at der ikke sker opkrævning af told, når betingelserne derfor er opfyldt.

Rettens bemærkninger

24.

    Med formalitetsindsigelsen gøres det gældende, at sagsøgerne har påståetbestemmelser i forordning nr. 2454/93 annulleret i medfør af traktatens artikel 173.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Som sagsøgerne har bekræftet i replikkenmå deres anbringende navnlig forstås som en anmodning om en fortolkning af dissebestemmelser, der er i overensstemmelse med fællesskabsrettens principper.

25.

    Herefter skal formalitetsindsigelsen forkastes.

26.

    Det er i realiteten ubestridt, at når betingelserne ifølge artikel 5, stk. 2, i forordningnr. 1697/79 er opfyldt, har debitor krav på, at der ikke sker efteropkrævning (jf.bl.a. Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I, s. 3277,præmis 12, af 4.5.1993, sag C-292/91, Weis, Sml. I, s. 2219, præmis 15, og af14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Sml. I, s. 2465, præmis 84).

27.

    Endvidere indeholder artikel 871 i forordning nr. 2454/93 følgende bestemmelse:»Når toldmyndighederne, bortset fra de i artikel 869 omhandlede tilfælde, entenfinder, at betingelserne i kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller nårde er i tvivl om den præcise rækkevidde af kriterierne i denne bestemmelse, for såvidt angår det pågældende tilfælde, forelægger disse myndigheder sagen forKommissionen, for at der kan træffes beslutning efter den i artikel 872 til 876fastlagte procedure«. I samme forordnings artikel 873 hedder det: »Kommissionentræffer beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger ellerikke berettiger til at undlade efterfølgende bogføring«.

28.

    Kommissionen har således efter artikel 871 og 873 i forordning nr. 2454/93 enbeslutningsbeføjelse, navnlig når det gælder tilfælde, hvori betingelserne for atundlade efteropkrævning af told efter de kompetente myndigheders opfattelse eropfyldt.

29.

    Denne beføjelse har til formål at sikre en ensartet anvendelses af fællesskabsretten(jf. for så vidt den før ikrafttrædelsen af artikel 78 i forordning nr. 2454/93gældende bestemmelse Domstolens dom af 26.6.1990, sag C-64/89, DeutscheFernsprecher, Sml. I, s. 2535, præmis 13, Mecanarte-dommen, a.st., præmis 33, ogFaroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 80).

30.

    Ordningen om sagens forelæggelse for Kommissionen ville imidlertid være udenmening, hvis denne var forpligtet til at følge toldvæsenets udtalelse i denanmodning, Kommissionen får forelagt.

31.

    Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen i kraft af dennebeslutningskompetence kan frakende debitor en ret til at efteropkrævning undlades,når den ved afslutningen af sin behandling af sagen fastslår, at betingelserne for atanerkende, at efteropkrævning hos en virksomhed kan undlades, er opfyldt.

32.

    Det første anbringende skal derfor forkastes.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93

Parternes argumentation

33.

    Sagsøgerne har med første led af dette anbringende anført, at det i artikel 871 iforordning nr. 2454/93 er bestemt, at Kommissionen kan, dvs. skal, anmode omsupplerende oplysninger, »når det viser sig, at de oplysninger, som medlemsstatenhar fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kan træffe beslutning omsagen med fuldt kendskab til omstændighederne«.

34.

    Kommissionen kunne derfor ikke alene lægge de norske myndigheders udtalelseom, at oprindelsesattesterne ikke var gyldige, til grund, idet konstateringen herafvar blevet bestridt af den øverste retsinstans i Norge, Høyesterett, i dom af 2. april1993, dvs. lang tid før beslutningen blev vedtaget. Ved at undlade en supplerendeundersøgelse traf Kommissionen ikke sin beslutning med fuldt kendskab tilomstændighederne.

35.

    Med andet led af dette anbringende gør sagsøgerne gældende, at der ikke med depræcise frister, der er fastlagt i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 kunnetræffes beslutning om efteropkrævning af tolden. Indførslerne skete jo i deforeliggende tilfælde i 1990 og 1991, og sagsøgerne anmodede de italienskemyndigheder om at forelægge sagen for Kommissionen i december 1993; alligevelblev beslutningen først vedtaget den 8. oktober 1996 og ikke tilstillet sagsøgerne førden 22. november 1996.

36.

    Kommissionen har indvendt, at den handlede i overensstemmelse medbestemmelserne i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 (jf. navnlig Domstolensdom af 7.12.1993, sag C-12/92, Huygen m.fl., Sml. I, s. 6381, og Faroe Seafoodm.fl.-dommen, a.st., præmis 16 og 63, samt Rettens dom af 9.11.1995, sag T-346/94,France-aviation mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, præmis 30-36).

Rettens bemærkninger

37.

    Vedrørende første led af dette anbringende bemærkes det, at efter artikel 871,første afsnit, i forordning nr. 2454/93 »skal de sagsakter, der fremsendes aftoldmyndighederne til Kommissionen, indeholde alle de oplysninger, der ernødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag«. Samme artikelstredje afsnit indeholder følgende bestemmelse: »Viser det sig, at de oplysninger,som medlemsstaten har fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kantræffe beslutning om sagen med fuld kendskab til omstændighederne, kan denanmode om supplerende oplysninger«.

38.

    I det foreliggende tilfælde meddelte de norske myndigheder de italienskemyndigheder, at eksportøren ikke var i stand til at godtgøre, at varerne hidrørte fraNorge. Men når det ved efterfølgende kontrol ikke er muligt at fastslå, hvorfra devarer, som er nævnt i EUR 1-transportattesten hidrører, skal det fastslås, atoprindelsen er ukendt, og at EUR 1-attesten og præferencetoldsatsen derfor er

blevet anvendt fejlagtigt. Toldvæsenet i indførselsmedlemsstaten skal derfor iprincippet foretage efteropkrævning af den told, der ikke er blevet opkrævet vedindførslen (Huygen m.fl.-dommen, a.st., præmis 17, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 16).

39.

    Da de norske myndigheder havde underrettet de italienske myndigheder om, ateksportøren var ude af stand til at bevise, at de omhandlede varer hidrørte fraNorge, bestred hverken de italienske myndigheder eller sagsøgerne dennekonstatering.

40.

    Navnlig har sagsøgerne, selv om de gjorde gældende, at de var i god tro, ikke i denbrevveksling, de havde med de italienske myndigheder, bestridt de norskemyndigheders oplysninger. Sagsøgernes repræsentant har i øvrigt i skrivelse af 30.januar 1996 erklæret, at han intet havde at tilføje til de aktstykker, som deitalienske myndigheder tilstillede Kommissionen.

41.

    Kommissionen har herefter kunnet nå til det resultat, at det dossier, der var blevetforelagt den, var fuldstændigt, og den ikke havde grund til at anmode omsupplerende oplysninger.

42.

    Herudover skal det nævnes, at den eneste oplysning, der ikke fandtes i deaktstykker, der blev tilstillet Kommissionen, og som sagsøgerne har påberåbt sig,er Høyesterett's dom af 2. april 1993. Denne dom ses imidlertid at vedrøre enstraffesag, der var blevet indledt mod to personer, der stod tiltalt for forfalskningaf sundhedsattester for fiskerivarer, der var blevet eksporteret til forskellige lande.Som Kommissionen har anført, afgjorde Høyesterett alene straffesagen og fastslogikke, at de i sagen omhandlede varer hidrørte fra Norge.

43.

    Vedrørende anbringendets andet led bemærkes det, at efter artikel 871, andetafsnit, i forordning nr. 2454/93 »... anerkender [Kommissionen] straks modtagelsenaf sagsakterne [fra toldvæsenet i en medlemsstat] over for den pågældendemedlemsstat«. I samme forordnings artikel 872, første afsnit, hedder det: »senest15 dage efter modtagelsen af de i artikel 871, stk. 1, omhandlede sagsakter,fremsender Kommissionen en kopi heraf til medlemsstaterne«. I artikel 871, stk.1, første punktum, hedder det endvidere, at beslutningen »skal træffes senest seksmåneder efter Kommissionens modtagelse af de i artikel 871, stk. 1, omhandledesagsakter«. Endelig skal efter artikel 874, stk. 1, »den i artikel 873 omhandledebeslutning ... meddeles den pågældende medlemsstat hurtigst muligt og under alleomstændigheder senest 30 dage efter udløbet af den i nævnte artikel omhandledefrist«.

44.

    Sagsøgerne har ikke under sagen givet oplysninger, på grundlag af hvilke det kanfastslås, at disse bestemmelser er blevet tilsidesat. De nævnte bestemmelserfastsætter således hverken det tidsrum, der hengår mellem datoen for indførslerneog datoen for Kommissionens beslutning eller det tidsrum, der hengår mellem dendato, på hvilken virksomhederne anmoder myndighederne i deres medlemsstat om

at forelægge sagen for Kommissionen og den dato, på hvilken disse faktiskforelægger sagen for Kommissionen. De er derfor uden betydning for, omKommissionen har overholdt de i dem fastsatte frister.

45.

    På baggrund af alle de nævnte forhold skal det andet anbringende forkastes.

Vedrørende det tredje og det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 2,i forordning nr. 1697/79, og af det almindelige princip om beskyttelse af den berettigedeforventning

Parternes argumentation

46.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at told kun kan efteropkræves, når importørenburde have indset, at han havde haft fordel af en fejl eller uagtsom adfærd fratoldvæsenets side (jf. Domstolens dom af 15.12.1983, sag 283/82, Schoellershammermod Kommissionen, Sml. s. 4219, præmis 7, af 15.5.1986, sag 160/84, OryzomyliKavallas m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 21, og af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 45 og 46).

47.

    Når der ikke hos importvirksomheden kunne blive tale om nogen mistanke om denforfalskning af oprindelsesattesterne, som eksportvirksomheden gjorde sig skyldigi, kan der således ikke blive tale om efteropkrævning (jf. Deutsche Fernsprecher-dommen, a.st., præmis 17, og Hewlett Packard France-dommen, a.st., præmis 28samt Domstolens dom af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, præmis 40-48).

48.

    Endvidere er Kommissionen i beslutningen fejlagtigt nået til det resultat, at eneventuel ugyldighed af EUR 1-attesterne udgør en kommerciel risiko.

49.

    Sagsøgerne har på grundlag heraf fastslået, at en bestemmelse om efteropkrævningaf tolden, når sagsøgerne ikke kunne være i stand til at opdage den begåede fejl,er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De harherved henvist til, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 ifølge retspraksis erudtryk for en almindelig rimelighedsklausul.

50.

    Kommissionen har anført, at en af de tre betingelser ifølge artikel 5, stk. 2, iforordning nr. 1697/79, således som disse er blevet fortolket i praksis, nemligbetingelsen om, at tolden ikke er blevet opkrævet som følge af en fejl begået af dekompetente myndigheder selv, ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde (jf.navnlig Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).

51.

    Endvidere kan debitor i en situation som den i sagen omhandlede ikke påberåbesig nogen berettiget forventning (jf. navnlig Domstolens dom af 13.11.1984,forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen,Sml. s. 3763, samt Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).

52.

    Kommissionen når derfor til det resultat, at debitor må bære den kommerciellerisiko, der følger af en fejlagtig oprindelsesangivelse, der er udfærdiget afeksportøren (jf. Domstolens dom af 11.12.1980, sag 827/79, Acampora, Sml. s. 3731,præmis 8, og SEIM-dommen, a.st., præmis 45), hvilken risiko det tilkom debitor atafværge (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 114).

Rettens bemærkninger

53.

    Artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 indeholder følgende bestemmelse: »Dekompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import- ellereksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetentemyndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventesat have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handleti god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter«.

54.

    Ifølge fast retspraksis skal de i denne bestemmelse fastsatte betingelser alle væreopfyldt på én gang (jf. navnlig Mecanarte-dommen, a.st., præmis 12, og FaroeSeafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 83).

55.

    Den første af disse betingelser er, at der skal foreligge en fejl fra de kompetentemyndigheders side.

56.

    Det står fast, at det norske toldvæsen er kompetente myndigheder i betydningeni artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1679/79 (Mecanarte-dommen, a.st., præmis 22,og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 88).

57.

    Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at den fejl, der har givet anledning tildisse sager, er den fejl, som eksportøren begik, da han angav, at varerne hidrørtefra Norge, hvilket han senere var ude af stand til at godtgøre.

58.

    Det fremgår af ordlyden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, atafgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til dennebestemmelse, såfremt det er de kompetente myndigheder »selv«, der har skabt detgrundlag, hvorpå afgiftsskyldners forventning hvilede. Således er det kun fejl, somkan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfærd, der giver ret til, atefteropkrævning af told undlades (Mecanarte-dommen, præmis 23 og FaroeSeafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 91).

59.

    Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, når de kompetente myndigheder erblevet vildledt - f.eks. med hensyn til varens oprindelse - af eksportørens urigtigeangivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedømme gyldighedenaf (Mecanarte-dommen, a.st., præmis 24, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.,præmis 92).

60.

    Endvidere fremgår det af Domstolens praksis, at afgiftsskyldner ikke kan støtte retpå en forventning om, at attesterne er gyldige, fordi toldvæsenet i en medlemsstat

i første omgang har godkendt dem, idet toldvæsenets opgaver inden for rammerneaf den første godkendelse af anmeldelser faktisk på ingen måde er til hinder for,at der senere foretages undersøgelser (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis93).

61.

    Det følger heraf, at den omstændighed, at de norske myndigheder afgav erklæringpå EUR 1-certifikaterne om, at varerne havde oprindelse i Norge, og at deitalienske myndigheder oprindeligt accepterede, at varernes oprindelse var somangivet i certifikaterne, ikke er tilstrækkelig til, at der foreligger en fejl fra dekompetente myndigheders side, som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr.1697/79 (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 94).

62.

    Det må rigtignok anerkendes, at muligheden for at foretage en undersøgelse afEUR 1-certifikatet, efter at indførslen har fundet sted, og uden at importøren foruder blevet underrettet herom, kan påføre denne vanskeligheder, når han i god tro,men på grundlag af fejlagtige certifikater eller certifikater, som uden hans viden erforfalsket, har indført varer i henhold til toldpræferenceordningen. Men heroverforstår for det første, at Fællesskabet ikke bærer de skadelige følger af ukorrektadfærd hos importørernes leverandører, for det andet at importøren kan anlæggeerstatningssag mod den, der har forfalsket certifikatet, og for det tredje, at enpåpasselig erhvervsdrivende, der kender de gældende regler, samtidig med, at hanvurderer, hvilket udbytte en handel med præferenceberettigede varer kanindbringe, må kunne bedømme, hvilke risici der findes på det pågældende marked,og indkalkulere dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (jf.Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209,præmis 59).

63.

    Det påhviler faktisk de erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at træffe deforanstaltninger, som er nødvendige for at undgå risikoen for enefteropkrævningssag (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 114, og Pascoal& Filhos-dommen, a.st., præmis 60).

64.

    Af det anførte fremgår i det hele, at Kommissionen med rette er nået til detresultat, at der i det foreliggende tilfælde ikke forelå nogen fejl, som dekompetente myndigheder selv havde begået, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning nr.1697/79, og at sagsøgerne ikke kunne påberåbe sig princippet om beskyttelse af denberettigede forventning.

65.

    Da de i artikel 5, stk. 2, fastsatte betingelser alle skal være opfyldt samtidig, varKommissionen ikke forpligtet til at undersøge, om de andre betingelser for atanvende denne bestemmelse var opfyldt, idet den første i al fald ikke var det.Endvidere er det ufornødent at tage stilling til sagsøgernes argumentationvedrørende disse andre betingelser.

66.

    Det tredje og det fjerde anbringende skal derfor forkastes.

Det femte anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

Parternes argumentation

67.

    Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for i beslutningen kun og uden nærmereforklaring at have fastslået, at EUR 1-certifikaterne »ikke var gyldige«.

68.

    En mere indgående undersøgelse, der ville have været så meget mere berettigetsom sagsøgerne ikke deltog i proceduren, ville have gjort det muligt forKommissionen at fastslå, at den dom, der blev afsagt af en ret i første instans iNorge vedrørende det norske eksportørfirma, og som fastslog, atoprindelsesattesten var en forfalskning fra dette selskabs side, blev ophævet ved enaf Høyesterett den 23. april 1993 afsagt dom, netop for så vidt angår spørgsmåletom varernes oprindelse.

69.

    Ifølge sagsøgerne har Kommissionen fejlagtigt gjort gældende, atoprindelsesattesternes manglende gyldighed ikke er bestridt, selv om de som bilagtil deres stævninger i denne sag har vedlagt Høyesterett's dom.

70.

    Kommissionen gør gældende, at beslutningen er i overensstemmelse med kraveneifølge traktatens artikel 190.

Rettens bemærkninger

71.

    Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til traktatensartikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund,således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufneforanstaltning og forsvare deres rettigheder, og således at Domstolen kan udøve sinprøvelsesret (jf. bl.a. Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I,s. 3027, præmis 38).

72.

    I det foreliggende tilfælde har Kommissionen punkt for punkt i beslutningensbetragtninger angivet, at EUR 1-attesterne ikke var gyldige, at denne mangelhenhørte under den kommercielle risiko, at toldvæsenets oprindelige godkendelseaf disse attester ikke hos importørerne kunne skabe en berettiget forventning, ogat de kompetente myndigheder ikke selv har begået en fejl som omhandlet i artikel5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

73.

    Kommissionens argumentation fremgår således klart og utvetydigt af selvebeslutningen.

74.

    Anbringendet skal derfor forkastes.

Den subsidiære påstand om, at beslutningen ikke får retsvirkninger

75.

    Sagsøgerne har for det tilfælde, at Retten ikke skulle annullere beslutningen,nedlagt påstand om, at det fastslås, at beslutningen ikke får retsvirkninger for deresret til at blive fri for efteropkrævning af tolden.

76.

    Efter traktatens artikel 174 erklærer Retten, såfremt klagen findes berettiget, denanfægtede retsakt for ugyldig. Retten har derfor ikke kompetence til at træffeafgørelse vedrørende sagsøgernes omhandlede subsidiære påstand, der derfor skalafvises.

Den subsidiære påstand om annullation af beslutningen for så vidt angår kravetom efterbetaling af told ifølge toldopgørelse 7338 F

Parternes argumentation

77.

    Sagsøgeren i sag T-11/97 har fremhævet, at det fremgår af den skrivelse fratoldvæsenet i Verona af 22. november 1996, der angav hvilke beløb, der skulleefteropkræves i told, at det samlede beløb omfatter beløbet ifølge toldopgørelse7338 F af 27. september 1990, som ikke vedrører den slags varer, hvis oprindelseoprindelig var blevet bestridt.

78.

    Sagsøgerne har derfor nedlagt påstand om annullation af beslutningen for så vidtangår det omhandlede beløb, dvs. 12 614 070 ITL.

79.

    Sagsøgeren har henvist til, at toldskyldens beløb udtrykkeligt oplyses i beslutningensartikel 1.

80.

    Kommissionen har heroverfor anført, at anbringendet herom skal afvises. Den harforklaret, at den efter sagsøgerens anmodning modtog en henvendelse fra deitalienske myndigheder alene med det formål at tage stilling til, om betingelsernefor at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 var opfyldt. Den har såledeshverken taget stilling til, om der forelå et eksigibelt krav, eller til størrelsen af deni sagen omhandlede toldskyld. Sagsøgeren kan ikke anfægte beslutningen medanbringender om, at afgørelser truffet af de kompetente nationale myndigheder, oghvorefter told kræves tilbagebetalt, er ugyldige (jf. Domstolens dom af 12.3.1987,forenede sager 244/85 og 245/85, Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen,Sml. s. 303, præmis 9-13, og CT Control (Rotterdam)- og JCT Benelux modKommissionen-sagerne, a.st., præmis 42-46).

Rettens bemærkninger

81.

    Den beslutningsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen ved artikel 871 og 873 iforordning nr. 2454/93 vedrører kun afgørelsen af spørgsmålet, om betingelsernefor at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 under givne faktiskeomstændigheder er opfyldt.

82.

    Kommissionen fastlægger således ikke den toldskyld, der skal opkræves. Faktiskomtaltes toldopgørelse 7338 F først i de italienske myndigheders skrivelse til densagsøgende virksomhed af 22. november 1996, hvor beslutningen allerede varvedtaget.

83.

    I beslutningens artikel 1 hedder det ganske vist: »Den i Italiens anmodning af 2.februar 1996 omhandlede indførselstold på 148 890 000 ITL skal efteropkræves«.Men det nævnte beløb er ikke resultatet af en af Kommissionen gennemførtberegning, men er blot det samlede beløb, de italienske myndigheder havde oplysti anmodningen, som beslutningens artikel 1 udtrykkeligt henviser til.

84.

    Denne påstand skal derfor ikke tages til følge, for så vidt som den ikke har nogenbetydning for spørgsmålet om beslutningens lovlighed, men i realiteten henhørerunder den nationale ret, der har kompetence til at afgøre spørgsmålet omlovligheden af den italienske forvaltningsakt, hvorefter tolden skal efteropkræves.

Den subsidiære påstand om annullation af beslutningen, for så vidt som denvedrører krav om renter

Parternes påstande

85.

    Sagsøgerne har anført, at det beløb, toldvæsenet har afkrævet dem i skrivelsen af22. november 1996, omfatter renter og kan forhøjes med morarenter.

86.

    Men efter artikel 7 i forordning nr. 1697/79, der finder anvendelse i detforeliggende tilfælde, kan der ikke opkræves morarenter af de beløb, derefterbetales, såfremt den told, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet,ikke er opkrævet på grund af en fejl, der kan tilskrives de kompetentemyndigheder.

87.

    Kommissionen har under henvisning til tidligere anførte grunde (jf. ovenfor ipræmis 80) gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes. Den har i øvrigtfremhævet, at når tolden ikke forskriftsmæssigt er opkrævet, og dette ikke skyldesen fejl, der kan tilregnes de kompetente myndigheder, kan artikel 7 ikke findeanvendelse.

Rettens bemærkninger

88.

    Af de tidligere nævnte grunde (jf. ovenfor i præmis 81-84) skal denne påstandforkastes.

Erstatningspåstandene

Parternes argumentation

89.

    Sagsøgerne har bestridt Kommissionens formalitetsindsigelser for så vidt angårerstatningspåstandene (jf. Rettens dom af 24.9.1996, sag T-485/93, Dreyfus modKommissionen, Sml. II, s. 1101, præmis 73).

90.

    De har vedrørende realiteten anført, at Kommissionen har begået fejl ved sagensoplysning,idet den dels ikke har udvist den omhu, der ifølge forordning nr. 2454/93er påkrævet, og dels ikke har anmodet om supplerende oplysninger, skønt den varforpligtet hertil (jf. Domstolens dom af 24.2.1994, sag C-368/92, Chiffre, Sml. I, s.605, præmis 19 og 30).

91.

    Det ved denne fejl forvoldte tab svarer ifølge sagsøgerne beløbsmæssigt til den told,som de endeligt skal betale til de italienske myndigheder.

92.

    Kommissionen har principalt gjort gældende, at en erstatningspåstand, der faktiskhar til formål at ophæve virkningerne af en beslutning, der i øvrigt - som her -påstås annulleret, skal afvises (jf. Domstolens dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohnmod Kommissionen, Sml. s. 753).

93.

    Den har subsidiært gjort gældende, at erstatningspåstanden savner grundlag, idetKommissionen ikke i det foreliggende tilfælde har begået nogen fejl.

Rettens bemærkninger

94.

    Ifølge retspraksis kan de grunde, der har ført til afvisning af et annullationssøgsmåli henhold til traktatens artikel 173, undtagelsesvis også medføre, at eterstatningssøgsmål i henhold til traktatens artikel 215 skal afvises, nemlig nårerstatningspåstanden i virkeligheden tilsigter en annullation af en individuelafgørelse, der er endelig (jf. navnlig Krohn mod Kommissionen-dommen, a.st.,præmis 33).

95.

    Kommissionen har i det foreliggende tilfælde ikke påberåbt sig, atannullationssøgsmålet er blevet afvist, men alene at det savner grundlag. Den afKommissionen påberåbte retspraksis finder således ikke anvendelse i detforeliggende tilfælde.

96.

    Vedrørende realiteten bemærkes det, at de fejl, som sagsøgerne har påberåbt sig,svarer til det første og andet led i det andet anbringende, somannullationspåstanden støttes på.

97.

    Da der efter Rettens undersøgelse af disse to led ikke kan antages at foreliggenogen retlig eller faktisk fejl fra Kommissionens side, har sagsøgerne med urettepåberåbt sig, at der foreligger en fejl som nævnt.

98.

    Sagsøgernes påstande om erstatning for det tab, de har lidt, skal derfor forkastes.

99.

    Heraf følger at sagsøgte i det hele skal frifindes for sagsøgernes påstande.

Sagens omkostninger

100.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne hartabt sagen og dømmes derfor til at betale sagens omkostninger i overensstemmelsemed sagsøgtes påstande.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)    Kommissionen frifindes.

2)    Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

Tiili Briët Potocki

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 1998.

H. Jung

V. Tiili

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: italiensk.