RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

28. juni 2011

Sag T-454/09 P

Rinse van Arum

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmelsesåret 2005 – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Appel af dom afsagt af EU-personaleretten (Anden Afdeling) den 10. september 2009 i sag F-139/07, van Arum mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 291, og II-A-1, s. 1571, med påstand om, at denne dom ophæves.

Udfald:      Appellen forkastes. Rinse van Arum bærer sine egne omkostninger og betaler de sagsomkostninger, som Europa-Parlamentet har afholdt i appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Personaleretten påberåbte – afvisning

(Art. 225 EF, Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1, Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – tildeling af point for fortjeneste

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3.      Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 58)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – ansættelsesmyndighedens kontrol i forbindelse med en klage – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

5.      Retspleje – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 43, stk. 1, og art. 44, stk. 1, litra c)]

6.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      Det følger bl.a. af artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen og af artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence.

(jf. præmis 26 og 27)

Henvisning til: Retten, 17. marts 2010, sag T-78/09 P, Parlamentet mod Collée, præmis 20-22

2.      I henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 45, hvorefter forfremmelse sker efter udvælgelse på grundlag af en sammenligning af fortjenester hos de tjenestemænd, der kan komme i betragtning til forfremmelse, hviler afgørelsen om tildeling af point for fortjeneste efter de almindelige gennemførelsesbestemmelser ikke på en isoleret bedømmelse af hver enkelt tjenestemands bedømmelsesrapport, men på en sammenligning af deres fortjenester med andre tjenestemænds. Derfor medfører den omstændighed, at en tjenestemands endelige bedømmelsesrapport er bedre end den rapport, der forelå på tidspunktet for afgørelsen om tildeling af forfremmelsespoint, ikke nødvendigvis, at den pågældende skal tildeles yderligere forfremmelsespoint.

(jf. præmis 67)

Henvisning til: Retten, 17. marts 2010, Parlamentet mod Collée, præmis 61

3.      En parts adgang til først for Retten at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Personaleretten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Retten – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Personaleretten. Under en appel har Retten således kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans.

(jf. præmis 79)

Henvisning til: Domstolen, 11. november 2004, forenede sager C-186/02 P og C-188/02 P, Ramondín m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10653, præmis 60; Domstolen, 22. juni 2006, sag C-25/05 P, Storck mod KHIM, Sml. I, s. 5719, præmis 61

4.      Bedømmelsesrapporterne indeholder en frit udtrykt opfattelse hos bedømmerne og ikke ansættelsesmyndighedens vurdering. Følgelig har ansættelsesmyndigheden i forbindelse med en klage over en bedømmelsesrapport, såvel som den retsinstans, for hvilken der er indbragt et søgsmål til prøvelse af denne rapport, ikke ret til at sætte sig selv i bedømmernes sted og foretage en udtømmende kontrol, og den skal begrænse sig til at udøve en begrænset kontrol.

(jf. præmis 109)

Henvisning til: Domstolen, 3. juli 1980, forenede sager C-6/79 og C-97/79, Grassi mod Rådet, Sml. II, s. 2141, præmis 15; Retten, 16. juli 1992, sag T-1/91, Della Pietra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2145, præmis 23; Retten, 3. oktober 2000, sag T-187/98, Cubero Vermurie mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 885, præmis 36; Retten, 13. juli 2006, sag T-165/04, Vounakis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 2155, og II-A, s. 735, præmis 28

5.      Stævningen skal indeholde sagsøgerens væsentligste argumenter, idet bilagene alene har en bevismæssig funktion.

(jf. præmis 133)

Henvisning til: Retten, 5. december 2006, sag T-416/03, Angelidis mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-2, s. 317, og II-A-2, s. 1607, præmis 92 og 93 og den deri nævnte retspraksis

6.      Henset til, at en ved Retten iværksat appel i henhold til artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen er begrænset til retsspørgsmål, er alene Personaleretten kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen – når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet – og til at vurdere disse faktiske omstændigheder.

(jf. præmis 153)

Henvisning til: Retten, 19. marts 2010, sag T-338/07 P, Bianchi mod ETF, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis