Sag T-212/02

Commune de Champagne m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – aftalen mellem EF og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter – afgørelse om godkendelse af aftalen – retlig betydning – vinprodukter – beskyttede betegnelser – undtagelse for enslydende angivelser – forordning (EØF) nr. 2392/89 og forordning (EF) nr. 753/2002 – kvbd-betegnelsen »champagne« – vine fra kommunen Champagne i kantonen Vaud – formaliteten – bebyrdende retsakt – søgsmålskompetence – individuelt berørt person – erstatningssøgsmål – årsagssammenhæng – skade forvoldt af Fællesskabet – manglende kompetence«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – retlig interesse

(Art. 230 EF; aftalen mellem EF og Schweiz om handel med landbrugsprodukter, bilag 7, art. 5, stk. 8; Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309, art. 1)

2.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger

(Art. 230 EF og 299 EF; aftalen mellem EF og Schweiz om handel med landbrugsprodukter, art. 14 og art. 17, stk. 1, og art. 5, stk. 1-6, samt appendiks 2 i bilag 7 hertil; Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309)

3.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger

(Art. 230 EF; aftalen mellem EF og Schweiz om handel med landbrugsprodukter, og art. 5, stk. 1-6, samt appendiks 2 i bilag 7 hertil; Rådets forordning nr. 2392/89, art. 29, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 753/2002, art. 36, stk. 3, og bilag VI; Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – retsstridighed – skade – årsagsforbindelse

(Art. 288, stk. 2, EF; aftalen mellem EF og Schweiz om handel med landbrugsprodukter, art. 5, stk. 1-6, og appendiks 2 i bilag 7 hertil; Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309)

1.      Et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse forudsætter, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, eller – sagt med andre ord – at søgsmålet kan admitteres, såfremt det med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel.

Følgelig skal der ske afvisning af et annullationssøgsmål, der anlægges af producenter af vine med oprindelse i kantonen Vaud i Schweiz, der afsættes under betegnelsen »champagne«, af kommunen Champagne i Vaud, af en sammenslutning af vinfirmaer og af en sammenslutning til denne betegnelses bevarelse med påstand om annullation af afgørelse 2002/309, for så vidt som den på Det Europæiske Fællesskabs vegne godkender artikel 5, stk. 8, i bilag 7 til aftalen mellem Fællesskabet og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter, der blot bevirker, at det i en overgangsperiode på to år er tilladt at afsætte visse vine med oprindelse i kantonen Vaud under betegnelsen »champagne« uden for Fællesskabets område.

Denne bestemmelse undtager visse vine med oprindelse i kantonen Vaud fra den eksklusive beskyttelse, som i henhold til artikel 5, stk. 1-3, i bilag 7 til aftalen gælder for betegnelsen »champagne«, der står på listen over beskyttede betegnelser for vinprodukter med oprindelse i Fællesskabet i appendiks 2 til dette bilag. På denne baggrund er annullationen af nævnte afgørelse 2002/309, for så vidt som den godkender denne sidstnævnte bestemmelse, ikke til gavn for sagsøgerne, men tværtimod til skade for dem, fordi den medfører, at den overgangsperiode, der er fastsat for dem, ophæves.

(jf. præmis 39, 52 og 53)

2.      Afgørelse 2002/309 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af bl.a. aftalen mellem Fællesskabet og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter har ikke nogen retligt bindende virkning, som kan ændre sagsøgernes retsstilling på schweizisk område, og er dermed ikke en retsakt, der kan anfægtes med hjemmel i artikel 230 EF.

En retsakt, som en institution har udstedt i medfør af traktaten, er som følge heraf en ensidig retsakt fra Fællesskabets side og kan ikke skabe rettigheder og forpligtelser uden for det i artikel 299 EF afgrænsede område, således at denne afgørelses anvendelsesområde derfor er begrænset til dette område, og den har ingen retsvirkning på schweizisk område. Nævnte aftale, som ikke kan påklages, er den eneste, der på de særlige vilkår, der er fastlagt i schweizisk retsorden, og når den er ratificeret efter de procedurer, der gælder dér, kan få retsvirkninger på schweizisk område. Således ændrer nævnte afgørelse, som Rådet og Kommissionen har truffet på Fællesskabets vegne, ikke sagsøgernes retsstilling på Schweiz’ område, idet denne retsstilling kun berøres af de bestemmelser, som denne stat vedtager under udøvelsen af sin enekompetence. De påståede skadelige virkninger, som aftalen har for sagsøgerne på schweizisk område, skyldes faktisk udelukkende, at Det Schweiziske Forbund ved selv at beslutte at ratificere den nævnte aftale har indvilliget i at være bundet af den og i henhold til aftalens artikel 14 har forpligtet sig til at træffe passende foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der er forbundet med den, heriblandt de forpligtelser, der følger af artikel 5, stk. 1-6, og appendiks 2 i bilag 7 til aftalen, hvori er fastsat en ordning for eksklusiv beskyttelse af fællesskabsbetegnelsen »champagne«.

(jf. præmis 90, 91 og 95)

3.      En sagsøger kan ikke anlægge søgsmål i medfør af artikel 230 EF, medmindre den anfægtede retsakt har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Dette er ikke tilfældet for afgørelse 2002/309, for så vidt som den på Det Europæiske Fællesskabs vegne godkender artikel 5, stk. 1-6, og appendiks 2 i bilag 7 til aftalen mellem Fællesskabet og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter for så vidt angår sagsøgerne, der er producenter af vine med oprindelse i kantonen Vaud i Schweiz, der afsættes under betegnelsen »champagne«, kommunen Champagne i Vaud, en sammenslutning af vinfirmaer og en sammenslutning til denne betegnelses bevarelse, eftersom de ikke har nogen interesse i at begære den anfægtede afgørelse annulleret.

Selv om de nævnte aftalebestemmelser i den henseende giver visse vine, der produceres i det franske Champagneområde, eneret til betegnelsen »champagne« på Fællesskabets område, havde sagsøgerne allerede den retsstilling, da aftalen trådte i kraft, og da sagen blev anlagt. I henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning nr. 2392/89 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost kunne betegnelsen »champagne« derfor på tidspunktet for sagsanlægget i princippet ikke anvendes til betegnelse af en indført vin. Endvidere gælder undtagelsen for enslydende angivelser, der under visse betingelser er fastsat i henhold til denne bestemmelses stk. 3, ikke automatisk, når det geografiske navn på et produkt, der er fremstillet inden for Fællesskabet, og navnet på en geografisk enhed beliggende i et tredjeland falder sammen, men efter at der er truffet en udtrykkelig beslutning om denne undtagelse. På tidspunktet for sagens anlæg var der ikke truffet beslutning om undtagelse af den vin, der produceres i kommunen Champagne i Vaud, fra forbuddet i ovennævnte artikel 29, stk. 2, således at sagsøgerne var retligt forhindret i at afsætte deres produkter under betegnelsen »champagne«.

Bestemmelserne i forordning nr. 753/2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter giver i hvert fald heller ikke sagsøgerne ret til at afsætte de vine, de producerer i kommunen Champagne i Vaud, under betegnelsen »champagne« i Fællesskabet. Den i artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 753/2002 fastsatte undtagelse for enslydende angivelser finder således ikke automatisk anvendelse, men forudsætter, at såvel tredjelandes geografiske angivelser, som er enslydende geografiske angivelser, der anvendes til betegnelse af en kvalitetsvin fra bestemte dyrkningsområde, og som kan falde ind under undtagelsen, og de praktiske betingelser, der sikrer, at disse geografiske angivelser kan skelnes fra hinanden, optages i bilag VI til denne forordning. Nævnte bilag VI er stadig tomt, og betegnelsen »champagne« er således ikke nævnt blandt de geografiske angivelser i tredjelande, der kan falde ind under undtagelsen for enslydende angivelser.

Endelig virker det utænkeligt, at disse vine fremover vil kunne omfattes af undtagelsen for enslydende angivelser i nævnte artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 753/2002, hvis afgørelse 2002/309 skulle blive annulleret, da betingelserne efter schweizisk ret for anvendelse af den kommunale betegnelse »champagne« ikke er tilstrækkelige. Endvidere gælder det, at hvis f.eks. betingelserne for tildeling af betegnelsen »champagne« i Vaud ændres, og sagsøgernes retsstilling derfor også bliver anderledes, kan dette ikke begrunde sagsøgerens retlige interesse i at anlægge sag, da denne ikke kan vurderes på grundlag af et fremtidigt eller hypotetisk forhold.

(jf. præmis 128, 133-135, 138, 139, 143-145 og 149-151)

4.      En række betingelser skal være opfyldt, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF, nemlig at den adfærd, der foreholdes institutionerne, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab. Hvad denne sidste betingelse angår kræves det, at det påberåbte tab er en direkte følge af den påståede adfærd.

På Fællesskabets område har artikel 5, stk. 1-6, og appendiks 2 i bilag 7 til aftalen mellem Fællesskabet og Det Schweiziske Forbund om handel med landbrugsprodukter, hvori er fastsat en ordning for eksklusiv beskyttelse af fællesskabsbetegnelsen »champagne«, ikke påvirket sagsøgernes situation, da de i medfør af forordning nr. 2392/89 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost var forhindret i at afsætte deres produktion under betegnelsen »champagne« allerede fra aftalens ikrafttræden. Denne umulighed følger ligeledes af forordning nr. 753/2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter, der har været gældende siden den 1. august 2003. På Fællesskabets område kan afgørelse 2002/309 om godkendelse af nævnte aftale på Fællesskabets vegne derfor ikke være årsag til det tab, som sagsøgerne påstår at have lidt, da den gældende fællesskabslovgivning allerede havde forårsaget dette tab, således som sagsøgerne har beskrevet det.

Med hensyn til det schweiziske område skyldes de påståede skadelige virkninger, som aftalen har for sagsøgerne på schweizisk område, udelukkende, at Det Schweiziske Forbund ved selv at beslutte at undertegne og ratificere den nævnte aftale har indvilliget i at være bundet af den og i henhold til aftalens artikel 14 har forpligtet sig til at træffe passende foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der er forbundet med den, heriblandt de forpligtelser, der følger af ovennævnte artikel 5, stk. 1-6, og appendiks 2 i bilag 7. Det betyder, at det eventuelle tab, som sagsøgerne måtte lide på schweizisk område som følge af de foranstaltninger, de schweiziske myndigheder har truffet i medfør af aftalen, ikke vil kunne tilregnes Fællesskabet, og at Retten derfor ikke har kompetence til at træffe afgørelse i et søgsmål om erstatning herfor.

(jf. præmis 200, 201 og 204-207)