RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)
22. februar 2006 (*)
»Statsstøtte – begrebet interesserede parter – opfordring til at fremsætte bemærkninger – beslutning om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF – skattelettelser for visse oversøiske investeringer – udviklingsstøtte til skibsbygning – vurdering i henhold til artikel 87, stk. 1, EF - begrundelsespligt«
I sag T-34/02,
EURL Le Levant 001, Paris (Frankrig), og de andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til denne dom, ved avocats P. Kirch og N. Chahid-Nouraï, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2001/882/EF af 25. juli 2001 om den statsstøtte, Frankrig har ydet i form af udviklingsbistand til krydstogtskibet »Le Levant«, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon (EFT L 327, s. 37),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Udvidede Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne J.D. Cooke, R. García‑Valdecasas, I. Labucka og V. Trstenjak,
justitssekretær: fuldmægtig J. Plingers,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. september 2005,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
Pons-loven og Kommissionens beslutning om ikke at rejse indsigelser i henhold til artikel 87 EF og 88 EF
1 Den i den foreliggende sag omhandlede støtte er en af de skattelettelsesforanstaltninger for visse oversøiske investeringer, der oprindeligt blev indført ved den franske lov af 11. juli 1986 (lov nr. 86-824 om ændring af finansloven for 1986, JORF af 12.7.1986, s. 8688), den såkaldte »Pons-lov«.
2 Den 13. august 1992 anmeldte de franske myndigheder disse foranstaltninger til Kommissionen med henblik på en udtalelse om deres forenelighed med gældende statsstøtteregler.
3 Ved skrivelse af 27. januar 1993 meddelte Kommissionen den franske regering sin beslutning om ikke at rejse indsigelser i henhold til EF-traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og EF-traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) mod de ved Pons-loven indførte skatteforanstaltninger.
Rådets direktiv 90/684/EØF om støtte til skibsbygningsindustrien
4 Ved Rådets direktiv 90/684/EØF af 21. december 1990 om støtte til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27, herefter »syvende direktiv«) er der indført særregler for støtten til denne sektor som en undtagelse fra det generelle forbud i EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF). Gyldigheden af de relevante bestemmelser i syvende direktiv er blevet forlænget ved Rådets forordning (EF) nr. 3094/95 af 22. december 1995 (EFT L 332, s. 1) og Rådets forordning nr. 1904/96 af 27. september 1996 (EFT L 251, s. 5), der begge vedrører støtte til skibsbygningsindustrien.
5 I syvende direktivs kapitel II, der har overskriften »Driftsstøtte«, bestemmes det i artikel 4, stk. 1, at »[p]roduktionsstøtte til bygning og ombygning af skibe kan betragtes som forenelig med det fælles marked, når den samlede støtte, der ydes til den enkelte kontrakt, i subventionsækvivalent ikke overstiger en fælles maksimumsgrænse udtrykt i procent af kontraktværdien før støtte, i det følgende benævnt »maksimumsgrænse««.
6 Syvende direktivs artikel 4, stk. 7, bestemmer:
»Maksimumsgrænsen gælder ikke for støtte til bygning og ombygning af skibe, når denne støtte ydes som udviklingsbistand til et udviklingsland. Støtten kan betragtes som forenelig med det fælles marked, hvis den opfylder de betingelser, som OECD’s arbejdsgruppe nr. 6 har fastlagt på dette område i sin aftale om fortolkningen af artikel 6, 7 og 8 i [arrangementet af 3.8.1981 om eksportkreditter til skibsbygningsindustrien], eller hvis den er i overensstemmelse med senere tilføjelser til eller ændringer i den nævnte aftale.
Alle sådanne individuelle støtteprojekter skal anmeldes til Kommissionen, inden de iværksættes. Kommissionen kontrollerer det særlige udviklingsaspekt i forbindelse med den planlagte støtte, og at støtten falder ind under det i første afsnit nævnte arrangement.«
Bestemmelser vedrørende den administrative procedure
7 Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) trådte i kraft den 16. april 1999.
8 I denne forordnings artikel 1, litra h), defineres »interesserede parter« som »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«.
9 Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at Kommissionen, hvis den efter en foreløbig undersøgelse konstaterer, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet, skal beslutte at indlede en formel undersøgelsesprocedure. I henhold til forordningens artikel 26, stk. 2, »[offentliggør Kommissionen] de beslutninger, den vedtager i henhold til artikel 4, stk. 4, i deres autentiske sprogudgave i [EFT]«.
10 I artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, der vedrører den formelle undersøgelsesprocedure, hedder det:
»Beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure skal sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en foreløbig vurdering fra Kommissionens side med hensyn til støttekarakteren af den påtænkte foranstaltning og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet. I beslutningen skal den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter opfordres til at fremsætte bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned. I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen forlænge denne frist.«
11 Artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, som vedrører tilbagebetaling af støtte, bestemmer:
»I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.«
Tvistens baggrund og retsforhandlinger
Beskrivelse af »Le Levant«-transaktionen
12 Som det fremgår af den beskrivelse, de franske myndigheder sendte til Kommissionen under den administrative procedure, havde den pågældende transaktion (herefter »Le Levant«-transaktionen) til formål – i henhold til Pons-loven – at sikre finansieringen og driften af krydstogtskibet »Le Levant« i ca. syv år ved investeringer foretaget af fysiske personer gennem enmandsvirksomheder med begrænset ansvar (EURL), der var oprettet alene med dette formål, og som var samlet i et maritimt ejendomsfællesskab.
13 Det, der gjorde transaktionen interessant for investorerne, var den mulighed, den ved Pons-loven indførte mekanisme gav dem for at trække investeringsomkostninger, købsomkostninger (renter), omkostninger ved at eje skibet (afskrivninger) samt eventuelle driftstab fra deres skattepligtige indkomst.
14 De franske myndigheder har sammenfattet de retlige og økonomiske aspekter af »Le Levant«-transaktionen således: Den 9. december 1996 oprettede en stor fransk bank (herefter »banken«) et ejendomsfællesskab for »Le Levant«, som blev opdelt i 740 andele eller »skibsparter«. Driftsledelsen blev overdraget til Compagnie des îles du Levant (herefter »CIL«), der bl.a. fik til opgave at indgå en skibsbygningskontrakt med værftet Alstom Leroux Naval og sikre skibets forvaltning og drift. I løbet af 1997 oprettede en række fysiske personer hver især en EURL, til hvem banken solgte skibsparter efter offentligt udbud. CIL skulle i syv år drive skibet for det maritime ejendomsfællesskab og sikre driften, vedligeholdelsen og den tekniske og kommercielle forvaltning af skibet. Endvidere forpligtede CIL sig over for investorerne til at opnå et vist bruttodriftsresultat og dække eventuelle tab, der måtte overstige estimaterne. CIL skulle som modydelse hvert år modtage bl.a. en procentdel af ejendomsfællesskabets bruttoindtægter for at varetage driftsledelsen, en procentdel af bruttodriftsresultatet, hvis det var positivt, for driftsgarantien og et fast beløb for forvaltningen af ejendomsfællesskabet.
15 Banken forpligtede sig over for investorerne til at købe EURL’ernes andele inden den 15. december 2003, mens hver EURL forpligtede sig til at overdrage sine skibsparter til banken inden den 29. februar 2004. Samtidig forpligtede CIL sig til at købe samtlige skibsparter fra banken inden den 31. januar 2004, mens banken forpligtede sig til at overdrage skibsparterne til CIL inden den 29. februar 2004.
Den administrative procedure
16 I slutningen af 1998 blev Kommissionen gennem pressen bekendt med, at krydstogtskibet »Le Levant«, der var bygget i Frankrig af Alstom Leroux Naval for en kontraktpris på 228,55 mio. franske franc (FRF), var blevet finansieret gennem skattelettelser, der var indført for investeringer i de franske oversøiske territorier.
17 Efter en foreløbig undersøgelse, hvor Kommissionen udbad sig bemærkninger fra de franske myndigheder, som fremsendte disse bl.a. ved skrivelse af 12. maj 1999, meddelte Kommissionen ved skrivelse af 2. december 1999 de franske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF i forbindelse med den ikke-anmeldte statsstøtte C 74/99 (ex NN 65/99), nemlig den støtte, Frankrig havde ydet Saint Pierre og Miquelon (skibsbygning) i form af udviklingsbistand. Beslutningen blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 5. februar 2000 (EFT C 33, s. 6, herefter »beslutningen om at indlede proceduren«). I beslutningen udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt udviklingsaspektet i det pågældende projekt var så fremherskende, at det kunne begrunde anvendelsen af syvende direktivs artikel 4, stk. 7. I beslutningen blev de interesserede parter endvidere opfordret til at fremsætte deres bemærkninger senest en måned efter beslutningens offentliggørelse.
18 De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger ved skrivelser af 12. januar og 14. juni 2000 og af 27. april og 11. juni 2001. Under den administrative procedure fremsendte CIL ligeledes bemærkninger ved skrivelser af 18. november 1999 og 3. marts 2000.
19 Ved skrivelse af 13. juli 2001 anmodede EURL Le Levant 114, en af de EURL, der var involveret i »Le Levant«-transaktionen, Kommissionen om at oplyse, hvem den anså for modtagere af den pågældende støtte. Kommissionen blev bl.a. anmodet om at bekræfte, at denne EURL ikke blev anset for en interesseret part i den verserende administrative procedure.
20 I mangel af skriftligt svar fra Kommissionen gentog EURL Le Levant 114 sin anmodning ved skrivelse af 19. juli 2001. Heri anførte virksomheden endvidere, at den havde fået oplyst, at Kommissionen ville behandle sagen den 25. juli 2001, og anmodede Kommissionen om at give den en rimelig frist til at fremsætte sine bemærkninger til proceduren. Virksomheden gav flere grunde for anmodningen, hvori der blev henvist til artikel 6, stk. 1, sidste punktum, i forordning nr. 659/1999, og gjorde bl.a. gældende, at der, henset til oplysningerne i beslutningen om at indlede proceduren, var god grund til, at den ikke anså sig for berørt af proceduren.
21 Kommissionen besvarede begge skrivelser fra EURL Le Levant 114 ved skrivelse af 24. juli 2001, hvori den blot anførte, at fristen for de interesserede parters fremsendelse af bemærkninger var langt overskredet.
Den anfægtede beslutning
22 Den 25. juli 2001 vedtog Kommissionen beslutning 2001/882/EF om den statsstøtte, Frankrig har ydet i form af udviklingsbistand til krydstogtskibet »Le Levant«, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon (herefter »den anfægtede beslutning«). Beslutningen blev offentliggjort i EF-Tidende den 12. december 2001 (EFT L 327, s. 37).
23 Ifølge den anfægtede beslutning blev støtten ydet i 1996 i anledning af, at en gruppe private investorer, der havde dannet et maritimt ejendomsfællesskab, på initiativ af banken havde erhvervet krydstogtskibet »Le Levant«. Fartøjet blev derpå leaset til CIL, der er et datterselskab af et fransk selskab og er registreret i det franske oversøiske territorium Wallis og Futuna. Investorerne kunne trække investeringsudgifterne fra deres skattepligtige indkomst i henhold til Pons-loven, hvorved der var indført en skatteordning, som Kommissionen havde godkendt i 1992. Skattelettelserne gjorde det muligt for CIL at drive fartøjet på gunstige vilkår (betragtning 5 og 6). Den af skattelettelserne udledte støtte androg 78 mio. FRF (11,9 mio. EUR) (betragtning 7). Investorerne havde ret og pligt til at sælge deres andele efter fem år, dvs. i begyndelsen af 2004. CIL havde ret og pligt til at købe disse andele til en pris, der bevirkede, at værdien af støtten blev overført. Støtten blev ydet på betingelse af, at CIL blev forpligtet til at drive fartøjet i mindst fem år, hovedsagelig til og fra Saint Pierre og Miquelon, i 160 dage om året (betragtning 5).
24 I den anfægtede beslutning vurderes den pågældende støtte i lyset af syvende direktivs artikel 4, stk. 7, »eftersom der er tale om støtte i forbindelse med skibsbygning, der er ydet som udviklingsbistand i 1996 som led i en støtteordning (Pons-loven), der blev godkendt i 1992« (betragtning 16).
25 Kommissionen har i beslutningen anført, at »Le Levant«-transaktionen opfylder de OECD-kriterier for ydelse af udviklingsstøtte, som Kommissionen har redegjort for i sin skrivelse af 3. januar 1989 til medlemsstaterne (betragtning 18, 19 og 21).
26 Eftersom Kommissionen i henhold til det princip, Domstolen knæsatte i sin dom af 5. oktober 1994, Tyskland mod Kommissionen (sag C-400/92, Sml. I, s. 4701), skal kontrollere projektets udviklingsaspekt og overholdelsen af OECD-kriterierne hver for sig, har Kommissionen i den anfægtede beslutning konkluderet, at »Le Levant«-transaktionen ikke kan anses for et egentligt »udviklingsprojekt« i ovennævnte retspraksis’ forstand, idet transaktionens økonomiske og samfundsmæssige virkninger for Saint Pierre og Miquelon er utilstrækkelige (betragtning 20 og 22-33).
27 Derfor har Kommissionen i den anfægtede beslutnings artikel 1 konstateret, at »[d]en af Frankrig ydede støtte i form af skattelettelser og i form af udviklingsstøtte til krydstogtskibet »Le Levant« […], [ikke kan] betragtes som værende en virkelig udviklingsbistand i henhold til [syvende direktivs] artikel 4, stk. 7, […], [og derfor er] uforenelig med fællesmarkedet«.
28 Ved sin vurdering af, hvem der er modtager af den uforenelige støtte og derfor skal tilbagebetale denne, har Kommissionen efter tur undersøgt situationen for investorerne, driftslederen (CIL) og skibsværftet.
29 Ifølge den anfægtede beslutning er de umiddelbare modtagere af støtten investorerne, der har opnået skattelettelser (betragtning 35). Denne konklusion støttes på de franske myndigheders argumenter om, at investorerne har opnået fordele takket være skattelettelserne og stadig er ejere af fartøjet som led i ejendomsfællesskabet (betragtning 36). Derfor »er der ingen tvivl om, at det er investorerne, der som direkte støttemodtagere og nuværende ejere af fartøjet bør tilbagebetale støtten« (betragtning 39).
30 Med hensyn til driftslederen (CIL) er det i den anfægtede beslutning anført, at investorerne fortsat vil nyde godt af skattebegunstigelsen, indtil fartøjet sælges til CIL, dvs. indtil begyndelsen af 2004. Salgsprisen vil ifølge de foreliggende oplysninger ligge på et niveau, der bevirker, at støtten overføres til driftslederen CIL. CIL vil derfor være den vigtigste endelige støttemodtager, når fartøjet engang er blevet solgt til en fordelagtig pris (betragtning 36). Det anføres videre i den anfægtede beslutning, at »[v]ar fartøjet blevet solgt til CIL til en lavere pris end markedsprisen, og [var] støtten således [...] blevet overført til denne virksomhed, ville det være CIL, der skulle betale tilbage« og at »[i] betragtning af at overførslen ikke vil have fundet sted før midten af 2003, kan driftslederen CIL ikke anses for at være ansvarlig for tilbagebetalingen på dette trin af sagsforløbet« (betragtning 40).
31 For så vidt angår skibsværftet har Kommissionen i den anfægtede beslutning anlagt den betragtning, at værftet indirekte har nydt godt af støtten, for så vidt som den har gjort det muligt for det at opnå en ordre, det måske ellers ikke ville have fået (betragtning 37). Alligevel har Kommissionen i beslutningen anført, at støtten ikke skal tilbagesøges hos skibsværftet, idet det ikke kan gøres ansvarligt for fartøjets benyttelse efter leveringen, og at reglerne i øvrigt ikke går på skibsværftet (betragtning 41).
32 Konklusionen i den anfægtede beslutnings artikel 2 er derfor, at Den Franske Republik skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at »standse og for hos investorerne, der er de direkte støttemodtagere og nuværende ejere af krydstogtskibet, at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som er ulovligt udbetalt til støttemodtagerne«.
Retsforhandlinger
33 Frankrig har den 8. oktober 2001 anlagt sag ved Domstolen med påstand om annullation af den anfægtede beslutning, idet Frankrig bestrider Kommissionens vurdering, hvorefter den omtvistede støtte ikke kan anses for at være udviklingsbistand.
34 Den 20. februar 2002 har EURL Le Levant 001 og de øvrige sagsøgere, både juridiske og fysiske personer, hvis navne er anført i bilaget, anlagt den foreliggende sag ved Retten.
35 Ved særskilt processkrift, der blev indleveret den 23. april 2002, har B og 255 andre sagsøgere indgivet begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning, indtil der er truffet afgørelse i annullationssagen, og indtil Retten har behandlet begæringen om udsættelse og truffet afgørelse herom.
36 Rettens præsident har ved kendelse afsagt den 25. juni 2002, B mod Kommissionen (sag T-34/02 R, Sml. II, s. 2803), bestemt, at begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge.
37 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling den 30. april 2002 blev sag T-34/02 udsat, indtil Domstolen havde truffet endelig afgørelse i sag C-394/01.
38 Domstolen frifandt ved dom af 3. oktober 2002, Frankrig mod Kommissionen (sag C-394/01, Sml. I, s. 8245), Kommissionen med den begrundelse, at Den Franske Republiks forskellige argumenter mod Kommissionens vurdering af støttens virkninger for beskæftigelsen og økonomiske konsekvenser enten måtte afvises eller ikke var blevet fremført under den administrative procedure. Denne dom bevirkede, af udsættelsen af retsforhandlingerne i den foreliggende sag blev ophævet.
39 Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodede Retten den 22. oktober 2004 parterne om at besvare to spørgsmål, hvilket sagsøgerne gjorde ved skrivelse af 19. november 2004 og Kommissionen ved skrivelse af 18. november 2004.
40 Med sit første spørgsmål har Retten ønsket oplyst, om krydstogtskibet er blevet solgt til CIL, og i givet fald til hvilken pris, og om prisen har bevirket, at støtten er blevet overført til CIL.
41 Sagsøgerne har svaret, at »Le Levant« blev solgt til CIL den 2. januar 2004, og at CIL samme dag havde købt de 738 skibsparter, selskabet endnu ikke besad, for 17 731 821 EUR. Ifølge sagsøgerne svarede dette beløb til det, der var fastsat i de købs‑ og salgstilsagn, der var afgivet i transaktionens indledende fase, nemlig ca. 50% af den oprindelige værdi af andelene, der var købt for i alt 35 789 508 EUR. Fra og med den 2. januar 2004 har CIL således været eneejer af de 740 skibsparter i ejendomsfællesskabet »Le Levant«, der er genstand for den anfægtede beslutning, og som siden er blevet opløst.
42 Kommissionens svar lyder, at den ikke kender salgsprisen og ikke ved, om prisen har medført en overførelse af støttens værdi.
43 Med sit andet spørgsmål har Retten ønsket oplyst, om støtten, hvis det viser sig, at investorerne ikke længere ejer »Le Levant«, og at salgsprisen for krydstogtskibet har bevirket, at støttens værdi er blevet overført til CIL, kan overføres til investorerne.
44 Sagsøgerne har i deres svar anført, at den pågældende støtte efter deres opfattelse ikke længere kan overføres til dem, idet CIL har ejet »Le Levant« siden den 2. januar 2004, og at CIL er den egentlige støttemodtager, idet CIL som ejer af skibet og aktiv markedsaktør i kraft af de franske myndigheders støtte har opnået en økonomisk fordel, det ikke ville have opnået under normale markedsvilkår. Sagsøgerne er derfor tilbøjelige til at mene, at den anfægtede beslutnings artikel 2, hvorefter Frankrig skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge støtten hos investorerne, ikke længere tjener noget formål. De finder nemlig, at artikel 2, som det også synes at fremgå af betragtning 36 og 40 til den anfægtede beslutning, bliver tømt for indhold den dag, hvor støtten overføres til driftslederen CIL. Sagsøgerne finder, at hvis de går videre med annullationssagen, kan Retten i hvert fald fastslå, at uanset hvilke annullationsgrunde der fremføres, kan den pågældende støtte ifølge den anfægtede beslutning selv ikke tilbagesøges hos de private investorer.
45 Kommissionen har gjort gældende, at Rettens andet spørgsmål er den foreliggende sag uvedkommende, idet denne vedrører lovligheden af den anfægtede beslutning og derfor alene bør bedømmes ud fra de oplysninger, Kommissionen rådede over under den administrative procedure. Rettens andet spørgsmål vedrører nemlig selve gennemførelsen af den anfægtede beslutning, hvilket indebærer, at den pågældende medlemsstat som led i det administrative samarbejde skal meddele Kommissionen, hvilke eventuelle spørgsmål eller vanskeligheder gennemførelsen kan give anledning til.
46 Den 16. december 2004 indbød Retten parterne til et uformelt møde hos formanden for Første Udvidede Afdeling og den refererende dommer. Mødet blev afholdt i Rettens lokaler den 24. januar 2005.
47 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet sagsøgerne og Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter.
48 Parterne har ved skrivelser af 9. august 2005 og 28. juli 2005 fra henholdsvis sagsøgerne og Kommissionen fremlagt de ønskede dokumenter.
49 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 27. september 2005.
Parternes påstande
50 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres.
– Subsidiært fastslås det, at den pågældende støtte ikke kan tilbagesøges hos de private investorer på grundlag af den anfægtede beslutnings artikel 2.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
51 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
Retlige bemærkninger
Formaliteten med hensyn til søgsmålet for så vidt angår visse sagsøgere
1. Fuldmagterne til visse enmandsvirksomheder (EURL)
– Parternes argumenter
52 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgernes advokat har fået fuldmagt til at føre den foreliggende sag dels fra forretningsføreren for de forskellige sagsøgende EURL, dels fra eneejeren af de enkelte EURL. Ifølge Kommissionen er forretningsførerens fuldmagter til advokaten »underskrevet« ved brug af stempel og i øvrigt udaterede. Endvidere er fuldmagterne fra eneejerne af ti EURL, nemlig EURL Le Levant 3, Le Levant 4, Le Levant 73, Le Levant 96, Le Levant 150, Le Levant 153, Le Levant 182, Le Levant 209, Le Levant 272 og Le Levant 273, også udaterede. Kommissionen har ligeledes påpeget, at advokaten ikke har fået fuldmagt fra eneejerne af otte EURL, nemlig EURL Le Levant 15, Le Levant 20, Le Levant 46, Le Levant 144, Le Levant 203, Le Levant 250, Le Levant 251 og Le Levant 269. Kommissionen har overladt det til Retten at tage stilling til gyldigheden af fuldmagterne.
53 Sagsøgerne har anført, at artikel 44 i Rettens procesreglement alene kræver dokumentation for, at procesfuldmagten er udstedt til advokaten af en hertil beføjet person, og at der ikke stilles særlige formkrav. I den foreliggende sag har Kommissionen ifølge sagsøgerne ikke bestridt, at forretningsføreren for en EURL er fuldt beføjet til at indlede retlige skridt på vegne af den EURL, han er forretningsfører for, og for dennes regning. Sagsøgerne har endvidere påpeget, at skulle Retten finde det nødvendigt, kan den i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 6, altid anmode dem om at berigtige deres stævning.
– Rettens bemærkninger
54 Det bestemmes i procesreglementets artikel 44, stk. 5:
»Er sagsøgeren en privatretlig juridisk person, skal stævningen være ledsaget af:
a) dennes vedtægter, en nyere udskrift af handelsregistret, en nyere udskrift af selskabs- eller foreningsregistret eller andet bevis for, at sagsøgeren består som juridisk person
b) bevis for, at advokatens fuldmagt er behørigt udstedt af den, der på den juridiske persons vegne er beføjet hertil.«
55 Hvad for det første angår den omstændighed, at de fuldmagter, der er udstedt til advokaten af forretningsføreren for de forskellige EURL, er udaterede, bemærkes, at fuldmagterne nødvendigvis er udstedt før anlæggelsen af sagen, idet de er vedlagt stævningen som bilag. At fuldmagterne er udaterede, kan således ikke begrunde en afvisning af EURL’ernes sag. Det samme gælder for argumentet om, at fuldmagterne til advokaten fra eneejerne af ti EURL, nemlig EURL Le Levant 3, Le Levant 4, Le Levant 73, Le Levant 96, Le Levant 150, Le Levant 153, Le Levant 182, Le Levant 209, Le Levant 272 og Le Levant 273, er udaterede.
56 Med hensyn til den omstændighed, at fuldmagterne til advokaten fra forretningsføreren for de forskellige EURL er underskrevet ved brug af et stempel, der gengiver forretningsførerens underskrift, navn og titel, bemærker Retten for det andet, at dette skyldes, at de forskellige EURL alle har samme forretningsfører til at underskrive fuldmagterne, og at denne i stedet for at underskrive samtlige fuldmagter i hånden har givet sit samtykke ved at bruge et stempel. At fuldmagterne er underskrevet ved brug af stempel kan således ikke begrunde en afvisning af EURL’ernes sag, medmindre der er andre omstændigheder, der kan rejse tvivl om forretningsførerens samtykke.
57 Hvad for det tredje angår den omstændighed, at advokaten ikke har fået fuldmagt fra eneejerne af otte EURL, nemlig EURL Le Levant 15, Le Levant 20, Le Levant 46, Le Levant 144, Le Levant 203, Le Levant 250, Le Levant 251 og Le Levant 269, konstaterer Retten blot, at forretningsførerens fuldmagt til advokaten er tilstrækkelig til, at denne kan varetage EURL’ernes interesser, ikke mindst da Kommissionen i sine bemærkninger ikke har stillet spørgsmålstegn ved forretningsførerens beføjelser, men blot har kritiseret visse formelle aspekter af fuldmagterne, nemlig den manglende datering og anvendelsen af et stempel som underskrift.
58 Ingen af Kommissionens argumenter kan således begrunde en afvisning af sagerne for så vidt angår de forskellige EURL.
2. De fuldmagter, en række fysiske personer har udstedt i eget navn
– Parternes argumenter
59 Ifølge Kommissionen har fire af de 256 fysiske personer, der har anlagt sagen, udstedt fuldmagterne uden at angive stedet og datoen for deres underskrift. Kommissionen har overladt det til Retten at tage stilling til gyldigheden af disse fuldmagter.
60 Sagsøgerne har gjort gældende, at det ikke fremgår af procesreglementet, at der skal fremlægges en fuldmagt udstedt til advokaten, for at sagen kan antages til realitetsbehandling. Den befuldmægtigede advokat skal nemlig alene godtgøre sin egenskab af advokat, og han skal kun fremlægge en fuldmagt, såfremt dennes eksistens bestrides (Domstolens dom af 16.2.1965, sag 14/64, Barge mod Den Høje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 19, org.ref.: Rec. s. 69, og Rettens dom af 26.9.1990, sag T-139/89, Virgili-Schettini mod Parlamentet, Sml. II, s. 535).
– Rettens bemærkninger
61 Investorerne er privatpersoner, som i den foreliggende sag optræder i to egenskaber. For det første er de eneejere af de sagsøgende EURL, og det er i denne egenskab, at de har udstedt de ovenfor gennemgåede fuldmagter for at gøre det muligt for den udpegede advokat at repræsentere deres EURL for Retten. For det andet er de fysiske personer, og det er i denne egenskab, de har givet advokaten fuldmagt til at repræsentere dem i den foreliggende sag.
62 Procesreglementets artikel 44, stk. 3, bestemmer:
»En advokat, som bistår eller repræsenterer en part, skal til Justitskontoret indlevere dokumentation for, at han har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen.«
63 Advokaten skal således alene fremlægge en behørig fuldmagt til at anlægge sag, såfremt beføjelsen hertil bestrides (dommen i sagen Barge mod Den Høje Myndighed, org.ref.: Rec. s. 78).
64 Procesreglementet gør det således muligt for fysiske personer at lade sig repræsentere ved en advokat, uden at denne skal fremlægge en fuldmagt, i modsætning til, hvad der gælder for en juridisk person. Principielt er det tilstrækkeligt, at advokaten dokumenterer, at han har beskikkelse i en medlemsstat. Denne formalitet er tilstrækkelig og er i den foreliggende sag opfyldt.
65 Under alle omstændigheder vedrører Kommissionens bemærkninger den omstændighed, at de fuldmagter, der er fremlagt af fire af de 256 fysiske personer, der har anlagt sagen, ikke angiver stedet og datoen for underskrivelsen. Fuldmagterne er imidlertid udstedt før anlæggelsen af sagen, idet de udgør et af bilagene til stævningen, og spørgsmålet om stedet for deres underskrivelse har ingen betydning for den foreliggende sag. Den manglende angivelse af dato og sted kan derfor ikke begrunde et krav om berigtigelse.
66 Retten finder således ingen af Kommissionens argumenter egnede til at begrunde en afvisning af sagen for så vidt angår de sagsøgende fysiske personer.
67 Følgelig kan Kommissionens formalitetsindsigelser ikke tages til følge.
Realiteten
68 Sagsøgerne har påberåbt sig 11 anbringender til støtte for deres påstande, nemlig 1) Kommissionens inkompetence og tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra g), EF, artikel 5 EF, 87 EF og 211 EF samt tilsidesættelse af artikel 1 i første tillægsprotokol til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«); 2) tilsidesættelse af procesgarantierne i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, artikel 6 i forordning nr. 659/1999 og artikel 6 i EMRK; 3) tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF; 4) tilsidesættelse af syvende direktivs artikel 4, stk. 7; 5) tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning; 6) tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet; 7) tilsidesættelse af artikel 14 i forordning nr. 659/1999; 8) materielt urigtige oplysninger samt åbenbart urigtige skøn i beslutningen; 9) tilsidesættelse af begrundelsespligten; 10) tilsidesættelse af artikel 153, stk. 2, EF; og 11) tilsidesættelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (EFT L 10, s. 30).
69 Retten skal behandle det andet anbringende, inden den gennemgår argumenterne vedrørende det tredje og det niende anbringende.
1. Andet anbringende
– Parternes argumenter
70 Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat den ret til at blive hørt, der er fastsat i artikel 88, stk. 2, EF og artikel 6 i forordning nr. 659/1999, som fastlægger regler for anvendelsen af høringsbestemmelsen, samt principperne i EMRK’s artikel 6. De finder den anfægtede beslutning bebyrdende for dem, idet de heri udpeges som direkte modtagere af en ulovlig statsstøtte, som de skal tilbagebetale, og har gjort gældende, at de på intet tidspunkt har fået en behørig opfordring eller tilladelse til at fremsætte deres bemærkninger hertil.
71 Sagsøgerne har for det første anført, at beslutningen om at indlede proceduren ikke gav dem anledning til at antage, at de kunne blive udpeget som støttemodtagere, idet beslutningen gav det indtryk, at støtten var ydet til skibsværftet eller driftslederen CIL. Da Kommissionen ændrede holdning til, hvem der var støttemodtagere, efter offentliggørelsen af beslutningen om at indlede proceduren, burde den have offentliggjort en ny beslutning om at indlede proceduren og givet sagsøgerne en frist til at fremsætte bemærkninger eller truffet de nødvendige foranstaltninger til at gøre dem opmærksomme på den nye status, de ville få i den endelige beslutning, og som afveg væsentligt fra den, de var tiltænkt i beslutningen om at indlede proceduren. Det var så meget desto vigtigere, at de kunne fremsætte bemærkninger, som den anfægtede beslutning ifølge sagsøgerne dels afviger fra Kommissionens tidligere praksis med hensyn til begrebet støttemodtagende virksomhed, som nu også omfatter private investorer, der foretager en investering, dels ser bort fra Kommissionens tidligere godkendelse af Pons-loven, dels heller ikke tager hensyn til handlemåden hos de franske myndigheder, som ikke har videresendt beslutningen om at indlede proceduren til sagsøgerne – de angivelige støttemodtagere – som krævet i beslutningen om at indlede proceduren.
72 Kommissionen har gjort gældende, at ifølge retspraksis stiller artikel 88, stk. 2, EF ikke krav om individuel opfordring til at fremsætte bemærkninger, men kun om, at der gives underretning til alle, der kan være berørt, således at de får lejlighed til at fremføre deres bemærkninger. Under disse omstændigheder må offentliggørelsen af en meddelelse i EF-Tidende anses for et egnet middel til at gøre alle berørte bekendt med, at der er indledt en formel undersøgelsesprocedure (Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 17, og Rettens dom af 21.1.1999, forenede sager T-129/95, T-2/96 og T-97/96, Neue Maxhütte Stalhwerke og Lech-Stahlwerke mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, præmis 232). I den foreliggende sag anser Kommissionen beslutningen om at indlede proceduren, der blev offentliggjort i EF-Tidende den 5. februar 2000, for at opfylde disse krav, idet offentliggørelsen har givet de berørte parter generelle oplysninger om støtteprojektets væsentlige indhold og gjort dem bekendt med, hvilke aspekter af sagen Kommissionen finder betænkelige.
73 Kommissionen finder endvidere, at selv om sagsøgerne ikke anser sig selv for modtagere af støtten, kan de ikke med føje hævde, at proceduren var dem uvedkommende, idet de interesserede parter som forudsat i artikel 88, stk. 2, EF, ifølge retspraksis ikke blot er den virksomhed eller de virksomheder, som modtager støtte, men lige såvel personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser måtte være blevet berørt af den tildelte støtte, dvs. navnlig konkurrerende virksomheder (dommen i sagen Intermills mod Kommissionen, præmis 16, og Rettens dom af 21.3.2001, sag T-69/96, Hamburger Hafen‑ und Lagerhaus m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1037, præmis 40).
74 Med hensyn til sagsøgernes argument om, at Kommissionen har ændret holdning til, hvem der er støttemodtagere, efter offentliggørelsen af beslutningen om at indlede proceduren, og derfor burde have offentliggjort en ny beslutning om at indlede proceduren for at respektere procesgarantierne, har Kommissionen endvidere anført, at dens klagepunkter vedrørende Den Franske Republik ikke er blevet ændret under den formelle undersøgelsesprocedure. Med andre ord fremgår Kommissionens tvivl om støttens forenelighed med syvende direktiv af beslutningen om at indlede proceduren, mens Kommissionen i den endelige beslutning vurderer støtten i lyset af de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 7, og konkluderer, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet.
75 Sagsøgerne har for det andet hævdet, at Kommissionen har tilsidesat artikel 6, stk. 1, tredje punktum, i forordning nr. 659/1999 ved ikke at forlænge den frist på en måned, parterne fik til at fremsætte bemærkninger, som ønsket af EURL Le Levant 114, jf. skrivelsen af 19. juli 2001. Sagsøgerne finder, at anmodningen om forlængelse var behørigt begrundet, idet investorerne med god ret kunne anse beslutningen om at indlede proceduren for at være dem uvedkommende, og idet Kommissionen ikke skal vedtage en beslutning om statsstøtte inden for en bestemt frist.
76 Kommissionen har påpeget, at det fremgår af skrivelsen af 13. juli 2001 fra EURL Le Levant 114, at denne først sent var blevet bekendt med beslutningen om at indlede proceduren, der var offentliggjort den 5. februar 2000. Ifølge Kommissionen må dette også gælde for de øvrige EURL Le Levant’er, idet de alle har et medlem af bankens personale som forretningsfører, og idet det er forretningsføreren for EURL Le Levant 114, der har givet virksomhedens advokat fuldmagt til at repræsentere den for Kommissionen under den administrative procedure. At EURL Le Levant 114 ikke har deltaget i proceduren forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, skyldes således, stadig ifølge Kommissionen, ikke indholdet af beslutningen om at indlede proceduren, men alene den omstændighed, at virksomheden først sent er blevet bekendt med beslutningen om at indlede proceduren og eksistensen af en formel undersøgelsesprocedure. Sagsøgerne kan således ikke hævde, at indholdet af beslutningen om at indlede proceduren har givet dem den opfattelse, at proceduren ikke berørte dem, og at deres procesgarantier således er blevet tilsidesat. Kommissionen har endvidere påpeget, at den normale frist på en måned fra offentliggørelsen af beslutningen om at indlede proceduren var langt overskredet, hvilket fremgår af dens skrivelse af 24. juli 2001, der besvarer de to skrivelser fra EURL Le Levant 114.
– Rettens bemærkninger
77 Artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF bestemmer:
»Finder Kommissionen – efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger – at en støtte, som ydes af en stat eller med statsmidler, ifølge artikel 87 ikke er forenelig med fællesmarkedet, eller at denne støtte misbruges, træffer den beslutning om, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter.«
78 Det fremgår af denne bestemmelse, at Kommissionen, førend den konstaterer, at en statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal give de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger.
79 Rækkevidden af denne forpligtelse præciseres i artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999, hvor »interesserede parter« defineres som »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«.
80 Når den formelle undersøgelsesprocedure som i den foreliggende sag vedrører en ulovlig støtte, der er udbetalt, har det afgørende betydning, hvem der anses for støttemodtager, idet artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at i tilfælde af »negative beslutninger«, hvori det fastslås, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, »bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«.
81 Derfor skulle Kommissionen under den administrative procedure opfordre sagsøgerne i den foreliggende sag, dvs. investorerne, der kunne trække deres investeringsudgifter fra deres skattepligtige indkomst, til at fremsætte deres bemærkninger, idet de i den anfægtede beslutning udpeges som de umiddelbare støttemodtagere (betragtning 35), ligesom de er »interesserede parter« som defineret i forordning nr. 659/1999.
82 Hvem der anses for støttemodtager er nødvendigvis et »relevant […] faktisk […] og retlig[t] spørgsmål« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 659/1999, der ifølge denne bestemmelse skal redegøres for i beslutningen om at indlede proceduren, hvis det er muligt på dette trin af sagsforløbet, eftersom det er på dette grundlag, Kommissionen kan vedtage beslutningen om tilbagesøgning.
83 Når det hverken i beslutningen om at indlede proceduren eller senere under den formelle undersøgelsesprocedure forud for vedtagelsen af den endelige beslutning om støttens uforenelighed med fællesmarkedet er oplyst, at den pågældende part anses for modtager af den omtvistede støtte, kan vedkommende nemlig ikke anses for at være blevet behørigt opfordret til at fremsætte bemærkninger, idet han med fuld ret kan finde det ufornødent at fremsætte bemærkninger, eftersom han ikke er udpeget som modtager af den støtte, der skal tilbagesøges.
84 For at besvare spørgsmålet, om modtagerne af den støtte, der skal tilbagesøges, faktisk kan anses for at være blevet opfordret til at fremsætte bemærkninger som led i den administrative procedure, er det nødvendigt først at gennemgå den beslutning om at indlede proceduren, der blev offentliggjort i EF-Tidende den 5. februar 2000.
85 Det fremgår af beslutningen, at Kommissionen var i tvivl om, hvorvidt betingelserne i syvende direktivs artikel 4, stk. 7, var opfyldt. Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger senest en måned efter offentliggørelsen. Retten bemærker imidlertid, at beslutningen om at indlede proceduren intetsteds nævner investorerne som eventuelle modtagere af den påståede støtte, men derimod giver indtryk af, at modtageren er CIL, der er omtalt som det selskab, der driver skibet og senere også ejer det.
86 For så vidt angår de private investorer hedder det i beslutningen om at indlede proceduren i tredje afsnit af den del, der har overskriften »Resumé«:
»Skibet blev finansieret af private investorer, som derefter leasede skibet til CIL. Investorerne kunne trække deres investeringsudgifter fra deres skattepligtige indkomst i overensstemmelse med en skatteordning, som er godkendt af Kommissionen […]«
87 Hvad derimod angår CIL hedder det i samme afsnit i denne beslutning:
»Skattelettelserne havde en anslået nettostøtteintensitet svarende til 34% og gjorde det muligt for CIL at leje skibet til en meget lav pris. CIL driver skibet (og bliver senere også dets ejer). […] CIL er forpligtet til at drive skibet i mindst fem år, hovedsagelig til og fra Saint Pierre og Miquelon. Desuden er CIL efter de fem år forpligtet til at købe skibet af investorerne.«
88 Investorerne kunne derfor med rette formode, at beslutningen om at indlede proceduren ikke var rettet til dem, idet det fremgår af beslutningen, at den skatteordning, hvorefter de kunne trække deres investeringsudgifter fra deres skattepligtige indkomst – Pons-loven – var godkendt af Kommissionen.
89 Det fremgår endvidere af drøftelserne mellem de franske myndigheder og Kommissionen under den indledende undersøgelsesprocedure, at den eneste støttemodtager, der blev nævnt i denne fase af proceduren, var CIL, »det rederi, der driver« skibet, og ikke de private investorer (jf. de franske myndigheders skrivelse af 12.5.1999 til Kommissionen). I øvrigt er dette også baggrunden for, at CIL – og ikke de private investorer – kunne deltage i den administrative procedure (jf. betragtning 10 og 11 til den anfægtede beslutning).
90 At det oprindeligt var CIL, der blev anset for modtager af den påståede støtte, bekræftes endvidere af, at der i beslutningen om at indlede proceduren i modsætning til den anfægtede beslutning henvises til støttemodtageren i ental og ikke i flertal. Således anmoder Kommissionen i beslutningen om at indlede proceduren (næstsidste afsnit i den del, der har overskriften »Brev«) de franske myndigheder om straks at sende en kopi af beslutningen til »støttemodtageren«.
91 Retten konstaterer derfor, at de private investorer, da de ikke er udpeget som støttemodtagere i beslutningen om at indlede proceduren, hverken »[har fået] en frist til at fremsætte deres bemærkninger« i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, eller »[er blevet opfordret] til at fremsætte bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist« i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999.
92 Under disse omstændigheder er det tillige nødvendigt at undersøge Kommissionens svar på anmodningen i skrivelsen af 19. juli 2001 fra EURL Le Levant 114 om at forlænge den frist på en måned, de interesserede parter havde fået til at fremsætte bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren. Det bestemmes nemlig i artikel 6, stk. 1, sidste punktum, i forordning nr. 659/1999, at »[i] behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen forlænge [den normale frist på en måned, de interesserede parter får til at fremsætte bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren]«.
93 Imidlertid besvarede Kommissionen skrivelsen fra EURL Le Levant 114 ved skrivelse af 24. juli 2001, hvori den fastslog, at den foreskrevne frist på en måned fra offentliggørelsen af beslutningen om at indlede proceduren, de interesserede parter har til at fremsætte bemærkninger, var »langt overskredet«, uden at tage stilling til EURL Le Levant 114’s anmodning om forlængelse af fristen. Afslaget på anmodningen er så meget desto mere kritisabelt, som beslutningen om at indlede proceduren ikke udpeger de private investorer som modtagere af den støtte, der skal tilbagesøges, men derimod giver indtryk af, at modtageren er CIL, der er nævnt som driftsleder for og senere ejer af skibet.
94 Retten finder derfor, at Kommissionen har tilsidesat artikel 6, stk. 1, tredje punktum, i forordning nr. 659/1999, idet den ikke har givet EURL Le Levant 114 lejlighed til at fremsætte bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren, men har afslået anmodningen om forlængelse endog uden at forklare, hvorfor anmodningen af 19. juli 2001 ikke anses for »behørigt begrundet«.
95 Uden denne uregelmæssighed, dvs. hvis sagsøgerne eller EURL Le Levant 114 under den formelle undersøgelsesprocedure faktisk havde haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger til deres udpegelse som modtagere af den støtte, der skal tilbagesøges, kan det ikke udelukkes, at proceduren havde ført til et andet resultat bl.a. med hensyn til vurderingen af støttens forenelighed med fællesmarkedet ud fra kriterierne i artikel 87, stk. 1, EF.
96 Det bemærkes endvidere, at Kommissionen ikke kan forskanse sig bag en formalistisk fortolkning af sine forpligtelser på statsstøtteområdet, idet det afgørende i denne sag er, at Kommissionen er ved at vedtage en beslutning, der er bebyrdende for en privatperson, fordi den udpeger ham som modtager af en uforenelig støtte og som den, hos hvem støtten skal tilbagesøges, og at denne person skal have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger før vedtagelsen af beslutningen.
97 I det foreliggende tilfælde konstaterer Retten, at den anfægtede beslutning er vedtaget, uden at de private investorer har haft denne mulighed. Ved ikke at lade EURL Le Levant 114 udtale sig og ved ikke i beslutningen om at indlede proceduren at udpege investorerne som modtagere af den eventuelt uforenelige støtte, der skal tilbagesøges, har Kommissionen tilsidesat et almindeligt fællesskabsretligt princip. Ifølge dette princip skal enhver person, som en bebyrdende beslutning kan rettes mod, have rimelig mulighed for at udtale sig om de angiveligt belastende oplysninger, der skal danne grundlag for Kommissionens beslutning. I en procedure baseret på artikel 86, stk. 3, EF (tidligere EF-traktatens artikel 90, stk. 3), hvor det i lighed med statsstøttesager er den pågældende stat, der er adressat for Kommissionens beslutning, tilkendte Domstolen således de virksomheder, der var modtagere af den pågældende statsstøtte, ret til at blive hørt med den begrundelse, at virksomhederne var de direkte begunstigede af den anfægtede statslige foranstaltning, at de var nævnt ved navn i den pågældende lov og udtrykkeligt nævnt i den anfægtede beslutning, og at de direkte bar de økonomiske følger af denne beslutning (Domstolens dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, præmis 50 og 51).
98 Det fremgår af det anførte, at Kommissionen har tilsidesat artikel 88, stk. 2, EF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999.
99 Det andet anbringende skal derfor tages til følge, og det er i den forbindelse unødvendigt at behandle klagepunktet om tilsidesættelse af de principper, EMRK’s artikel 6 bygger på.
2. Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og det niende anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
– Parternes argumenter
100 Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 87, stk. 1, EF, idet den udpeger de private investorer som støttemodtagere, uagtet at den pågældende foranstaltning ikke giver dem nogen konkurrencefordel og ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Ifølge sagsøgerne kan kun den begunstigede virksomhed, som i kraft af støtten får en gunstigere stilling end konkurrenterne, betegnes som støttemodtager i denne bestemmelses forstand. For at afgøre, hvem der er den reelle støttemodtager – altså ikke nødvendigvis den formelle adressat for beslutningen – kræves således en afklaring af, hvilken virksomhed der faktisk får en økonomisk fordel til gavn for sin forretning, der kan fordreje konkurrencen (Domstolens dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 57).
101 Sagsøgerne har i det foreliggende tilfælde fremhævet, at der er en grundlæggende forskel mellem de private investorer, som har en umiddelbar fordel af skattebegunstigelsen, og den pågældende virksomhed, nemlig driftslederen CIL, som indirekte begunstiges af den økonomiske fordel på det pågældende marked og derfor må anses for modtager af statsstøtten (jf. Domstolens dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 26 og 27, hvori der sondres mellem den begunstigede i tilfælde af en skattebegunstigelse og i tilfælde af en økonomisk fordel). Ifølge sagsøgerne er skattebegunstigelsen blot et middel i støtteordningen og ikke en reel fordel, der fordrejer konkurrencen mellem private investorer. Sagsøgerne finder således, at den anfægtede beslutning sammenblander skattebegunstigelsen, som umiddelbart er til fordel for de private investorer, jf. betragtning 35, og den eventuelle indirekte konkurrencefordel, som alene CIL har fordel af. At investorerne begunstiges skattemæssigt, kan ikke føre til den konklusion, at de får en konkurrencefordel på et bestemt marked, der påvirker samhandelen mellem medlemsstater.
102 Sagsøgerne finder tillige, at den anfægtede beslutning tilsidesætter begrundelsespligten, idet den ikke nærmere forklarer, på hvilken måde de private investorer er blevet begunstiget (Domstolens dom af 24.10.1996, forenede sager C-329/93, C-62/95 og C-63/95, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5151, præmis 56). Med hensyn til dette aspekt har sagsøgerne kritiseret, at de i den anfægtede beslutning – uden at det undersøges, hvilken økonomisk fordel de, der ikke har noget ansvar for skibets anvendelse, kan opnå – alligevel udpeges som støttemodtagere, blot fordi de har fået skattelettelser. Det anføres nemlig i betragtning 39, at selv om det er tvivlsomt, at nogen af de individuelle private investorer kan anses for at være ansvarlige for misbruget af støtten, er det alligevel disse investorer, der har nydt godt af skattelettelserne, og som fortsat nyder godt heraf i deres egenskab af ejere af et fartøj, der er erhvervet på gunstige vilkår.
103 Ifølge sagsøgerne er begrundelserne i den anfægtede beslutning endvidere selvmodsigende, idet Kommissionen forsøger at udlægge de private investorer som dem, der begunstiges af en økonomisk fordels virkninger, selv om det i virkeligheden er enten skibsværftet, der har bygget skibet, eller driftslederen CIL, der opnår fordelen. Med hensyn til skibsværftet anføres det i betragtning 41 til den anfægtede beslutning, at støtten ikke skal tilbagesøges her, eftersom værftet ikke kan gøres ansvarligt for fartøjets benyttelse efter leveringen. Af betragtning 37 fremgår det imidlertid, at der kan anlægges den betragtning, at skibsværftet indirekte har nydt godt af støtten, for så vidt som den har gjort det muligt for det at opnå en ordre, det måske ellers ikke ville have fået. Tilsvarende burde Kommissionen med hensyn til CIL have draget selskabet til ansvar for den påståede manglende overholdelse af OECD’s grundlæggende bestemmelser, idet CIL er ansvarligt for skibets benyttelse. Sagsøgerne finder i denne forbindelse ikke, at den anfægtede beslutning forklarer, hvorledes en tilbagesøgning hos de private investorer kan forhindre, at CIL i sidste instans opnår en økonomisk fordel, når det køber skibet til en gunstig pris.
104 Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 87, stk. 1, EF og begrundelsespligten, idet den ikke angiver, hvorledes den pågældende støtte kan påvirke konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet (dommen i sagen Intermills mod Kommissionen, præmis 38, Domstolens dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, præmis 22-24, samt dommen i sagen Tyskland m.fl. mod Kommissionen, præmis 52 og 53). Især angiver den anfægtede beslutning ikke det marked, hvor konkurrencen skulle være fordrejet, og hvor de private investorer skulle være blevet begunstiget. Det fremgår således ikke af den anfægtede beslutning, om det relevante marked er markedet for krydstogtstjenester eller markedet for produkter med forbindelse til krydstogtskibe, ligesom den heller ikke angiver et sådant markeds geografiske størrelse eller om markedet er globalt, regionalt eller begrænset til Saint Pierre og Miquelon. Ifølge sagsøgerne påviser den anfægtede beslutning heller ikke nogen konkurrencefordrejning, hvilket da også ville være vanskeligt, idet Pons-loven gælder for samtlige skattepligtige, og idet en skatteforanstaltning, der begunstiger alle skattepligtige på samme måde, ikke fordrejer konkurrencen (jf. Kommissionens meddelelse (EF) 96/C 266/14 i medfør af EF-traktatens artikel [88], stk. 2, til de andre medlemsstater og andre interesserede parter om den støtte, Spanien har ydet til indkøb af erhvervskøretøjer, Plan Renove Industrial (EFT 1996 C 266, s. 10)). Efter sagsøgernes opfattelse er Pons-loven kun selektiv fra de endelige støttemodtageres synspunkt, idet det kun er visse virksomheder i de franske oversøiske territorier, der drager fuld fordel af den. Endelig finder sagsøgerne ikke, at de private investorers skattemæssige situation på nogen måde påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
105 Sagsøgerne har for det tredje påpeget, at der også i Kommissionens beslutning 1999/719/EF af 30. marts 1999 om den statsstøtte, som Frankrig påtænker at yde i form af udviklingsbistand til salg af to krydstogtfartøjer, der bygges på Chantiers de l’Atlantique, og som skal benyttes af Renaissance Financial i Fransk Polynesien (EFT L 292, s. 23, herefter »Renaissance-beslutningen«), der erklærer en af Den Franske Republik påtænkt støtte i form af skattelettelser til private investorer i henhold til Pons-loven forenelig med fællesmarkedet, sondres mellem investoren og driftsherren, idet det i beslutningen anføres, at Renaissance Financial og ikke investorerne, der er fysiske personer, skal anses for at være den virkelige støttemodtager. Ifølge sagsøgerne fremgår det endvidere af Renaissance-beslutningen, at den virkelige støttemodtager er skibsværftet, hvis de betingelser, som er anført i beslutningen, ikke overholdes, og især hvis støtten viser sig ikke at være i overensstemmelse med syvende direktivs artikel 4, stk. 7. Med hensyn til anvendelsen af OECD-kriterierne, bl.a. betingelsen om den faktiske ejers hjemsted og om, at den virksomhed, der modtager støtten, ikke må være et ikke-operativt datterselskab af et udenlandsk selskab, fremgår det hverken af Renaissance-beslutningen, Kommissionens beslutning 92/569/EØF af 31. juli 1992 om Tysklands støtte til udførelsen af det kinesiske rederi Coscos ordre på bygning af fire containerskibe (EFT L 367, s. 29, herefter »Cosco-beslutningen«) eller beslutningen om at indlede proceduren i den foreliggende sag, at de pågældende investorer er de reelle ejere af skibet eller støttemodtagere.
106 Kommissionen har for det første anført, at »Le Levant«-transaktionen blev iværksat for at give de private investorer en skattebegunstigelse. At denne konstruktion er lovlig efter fransk ret, sikrer ikke i sig selv dens lovlighed i henhold til statsstøttereglerne. Efter først at have erindret om, at det skal anmeldes til Kommissionen, når Pons-loven anvendes på skibsbygningsprojekter, har Kommissionen gjort gældende, at de enkelte private investorer som følge af EURL’ernes skattemæssige gennemsigtighed har opnået skattelettelser i henhold til Pons-loven, der indrømmer visse virksomheder, der foretager oversøiske investeringer, en fradragsret. Dette bevirker, at statsstøtten i form af skattelettelser i henhold til Pons-loven fungerer som en driftsstøtte til fordel for de krydstogter, der udbydes af skibets ejere og af dem, der driver det.
107 For det andet fremgår det ifølge Kommissionen klart allerede af overskriften til den anfægtede beslutning, at støtten er ydet til drift af et krydstogtskib, som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon. Også Kommissionens analyse af udviklingsaspektet og de økonomiske konsekvenser af »Le Levant«-transaktionen viser, at den anfægtede beslutning vedrører driften af et krydstogtskib og udbuddet af krydstogter. Dette kan også ses af selve karakteren af Pons-loven og »Le Levant«-transaktionen. Desuden er det ganske tydeligt anført i den anfægtede beslutning, at investorerne, de daværende ejere af skibet, har opnået skattebegunstigelser, der skal kompensere for de særlige vanskeligheder ved at investere i et skib, der skal i oversøisk drift i fem år, hvorefter investorerne skal sælge skibet til CIL til en pris, der skal bevirke, at støtten overføres til CIL. CIL bliver således – ifølge Kommissionen – først den endelige støttemodtager, når det har købt skibet til en gunstig pris (betragtning 36, 39 og 40 til den anfægtede beslutning). Endelig har Kommissionen påpeget, dels at det i betragtning 16 til den anfægtede beslutning præciseres, hvilken bestemmelse der skal danne grundlag for vurderingen af støtten, nemlig syvende direktivs artikel 4, stk. 7, dels at betragtning 33 angiver resultatet af vurderingen, nemlig at støtten ikke opfylder de kriterier, der er fastsat i bestemmelsen. Intet i denne analyse peger på, at skibsværftet må anses for støttemodtager.
108 Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke er i strid med Kommissionens tidligere beslutningspraksis. Med hensyn til Renaissance-beslutningen har Kommissionen anført, at den ganske vist vedrørte et tilfælde, hvor Pons-loven var blevet anvendt, og at de franske myndigheder havde oplyst, at finansieringsplanen indebar deltagelse af privatpersoner. De havde endvidere meddelt, at de, når skibet var blevet leaset til driftslederen, ville kontrollere, at skattebegunstigelsen var blevet overført til denne i form af afgiftslettelser. Imidlertid blev Renaissance-beslutningen vedtaget på grundlag af medlemsstatens oplysninger om, at de pågældende investorer var selskaber etableret i hovedlandet, og at den valgte løsning gjorde det muligt reelt at overføre skattebegunstigelsen til rederiet. Hele konstruktionen afveg således væsentligt fra konstruktionen i den foreliggende sag. Hvad angår Cosco-beslutningen var situationen ifølge Kommissionen en helt anden end i den foreliggende sag, idet det kinesiske rederi Cosco havde bestilt containerskibe hos tyske skibsværfter, ligesom den anmeldte støtte skulle dække en del af kontraktprisen for de pågældende skibe.
– Rettens bemærkninger
109 Artikel 87, stk. 1, EF bestemmer: »Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«
110 For at en støtte kan anses for statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, skal alle betingelser i denne bestemmelse være opfyldt (Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen (»Tubemeuse-dommen«), Sml. I, s. 959, præmis 25, af 16.5.2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4397, præmis 68, og af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. I, s. 7747, præmis 74). Betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF, er følgende: 1) Der skal være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. 2) Støtten skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. 3) Støtten skal være til fordel for modtageren ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. 4) Støtten skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.
111 Det skal ligeledes bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning, der belaster en enkeltperson, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63).
112 I vurderingen af støttens forenelighed anføres det blot i den anfægtede beslutning, at støtten til »Le Levant« skal vurderes i lyset af syvende direktivs artikel 4, stk. 7, »eftersom der er tale om støtte i forbindelse med skibsbygning, der er ydet som udviklingsbistand i 1996 som led i en støtteordning (Pons-loven), der blev godkendt i 1992« (betragtning 16). I beslutningen hedder det, at selv om støtten opfylder OECD-kriterierne for udviklingsbistand, således som de fremgår af Kommissionens skrivelse af 3. januar 1989 til medlemsstaterne (betragtning 18, 19 og 21), er det støttede projekt ikke et rent udviklingsprojekt (betragtning 20 og 22-33). Derfor fastslås det i den anfægtede beslutning, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet.
113 I den anfægtede beslutning er det imidlertid ikke undersøgt, om betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF for at erklære en støtte uforenelig med fællesmarkedet er opfyldt i den foreliggende sag.
114 Retten bemærker, at det for at erklære en statsstøtte uforenelig med fællesmarkedet er afgørende, at betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt. Hvis den pågældende støtte nemlig er forenelig med fællesmarkedet, fordi betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF ikke er opfyldt, kan syvende direktiv – der er vedtaget med hjemmel i artikel 87, stk. 3, litra e), EF – ikke anvendes, idet det nødvendigvis må være en forudsætning for at anvende dette direktiv, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.
115 Hvad for det første angår betingelsen om, at støtten skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (artikel 87, stk. 1, EF), fremgår det af den anfægtede beslutning, at den pågældende støtte er ydet til driften af et skib, der skal drives ved Saint Pierre og Miquelon (overskrift og betragtning 5).
116 Imidlertid er øgruppen Saint Pierre og Miquelon et fransk territorium, der ligger i Nordatlanten ud for Newfoundland. Det er et af de »franske oversøiske departementer og territorier«, som ikke er en del af Fællesskabets område.
117 Da der mangler en redegørelse for dette aspekt, fremgår det ikke af den anfægtede beslutning, hvorledes støtten i forbindelse med »Le Levant«-transaktionen kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.
118 Hvad for det andet angår betingelsen om, at det skal påvises, at støtten begunstiger modtageren, og at den begunstiger visse virksomheder eller produktioner, fremgår det af den anfægtede beslutning, at selv om de umiddelbare støttemodtagere er de private investorer, skyldes støttens påvirkning af konkurrencen, at CIL kan drive skibet på gunstige vilkår til og fra Saint Pierre og Miquelon (artikel 1 og betragtning 5).
119 Det bemærkes imidlertid, at da skibsværftet ikke direkte har nydt godt af støtten (betragtning 37), da de private investorer i den anfægtede beslutning kun angives at være ejere af et skib, der senere er blevet leaset til CIL (betragtning 5), og da CIL, som driver skibet på gunstige vilkår, på dette trin af sagsforløbet ikke er støttemodtager og derfor ikke kan anses for at være ansvarlig for tilbagebetalingen (betragtning 40), tilbagestår spørgsmålet, hvorledes investorernes finansiering af et skibsbygningsprojekt ved hjælp af skattelettelser under disse omstændigheder giver dem en fordel, der begunstiger visse virksomheder eller produktioner.
120 I den anfægtede beslutning er det heller ikke undersøgt, hvorfor en skattebegunstigelse af de private investorer skulle give disse en konkurrencefordel i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, hvorimod det fremgår, at CIL har en sådan fordel. Den anfægtede beslutning forklarer således ikke, hvorfor støtten anses for at begunstige de private investorer.
121 Beslutningen indeholder heller ikke nogen forklaring på, hvorfor de private investorers leasing af skibet til CIL skulle bevirke, at de private investorers eventuelle konkurrencefordel overføres til driftslederen.
122 På dette punkt afviger den anfægtede beslutning i øvrigt fra Renaissance-beslutningen. Heri erklærede Kommissionen en støtte ydet af Frankrig i form af skattelettelser i medfør af Pons-loven med henblik på bygning af to krydstogtfartøjer, der skulle drives af Renaissance Financial i Fransk Polynesien, forenelig med fællesmarkedet. Den finansielle konstruktion i Renaissance-sagen ligner den i den foreliggende sag, idet der også var tale om private investorer, som overtog ejendomsretten til fartøjerne og derefter leasede dem til Renaissance Financial, der skulle drive dem i fem år i Fransk Polynesien. I Renaissance-beslutningen fandt Kommissionen imidlertid, at fordelen ved støtten var blevet overført fra de private investorer til det selskab, der drev skibet, og som var den virkelige støttemodtager, idet selskabet havde leaset fartøjerne og forpligtet sig til at købe dem efter fem år.
123 Hvad for det tredje angår betingelsen om, at støtten skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, må det konstateres, at den anfægtede beslutning ikke indeholder oplysninger, der viser, hvorledes og på hvilket marked støtten påvirker eller truer med at påvirke konkurrencen, hvilket Kommissionen da også har erkendt under retsmødet.
124 At dette aspekt ikke er analyseret, fremgår tydeligt af betragtning 31 til den anfægtede beslutning, der omhandler de bemærkninger, de franske myndigheder tilsendte Kommissionen den 14. juni 2000, og hvori de anførte, at Saint Pierre og Miquelon havde kommerciel fordel af »Le Levant«, idet en række rederier havde planer om at løbe an dér. Det anføres nemlig i betragtning 31, at det ikke var nødvendigt at tage hensyn til de franske myndigheders bemærkninger for at vurdere støttens forenelighed med fællesmarkedet, idet påstanden ikke var kvantificeret og sandsynligvis heller ikke kunne blive det og i øvrigt ikke direkte vedrørte »Le Levant«-transaktionens udviklingsaspekt. Herved har Kommissionen nægtet at undersøge oplysningerne om et eventuelt krydstogtsmarked omkring øgruppen eller andetsteds, hvor der kunne opstå konkurrencefordrejninger.
125 Den anfægtede beslutning mangler således at påvise, at tre af de fire betingelser i artikel 87, stk. 1, EF, der skal være opfyldt for at kunne erklære støtten uforenelig med fællesmarkedet, er opfyldt.
126 Endvidere er støtten ydet i henhold til en skatteordning – Pons-loven – der giver mulighed for skattelettelser for investeringer gennemført i de oversøiske departementer og territorier, og som blev godkendt af Kommissionen i 1992 (betragtning 5 og 16).
127 Kommissionens pressemeddelelse af 23. december 1992 om Pons-loven viser, at Kommissionens vurdering byggede »på de franske oversøiske departementers sociale og økonomiske situation, der gør det berettiget fortsat at anse dem for at høre til de områder, der kan være omfattet af undtagelsen i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) [nu artikel 87, stk. 3, litra a), EF]«. Undtagelsen gælder for støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse.
128 Det fremgår således heller ikke af den anfægtede beslutning, hvorfor støtten ikke kan behandles på samme måde som støtten i Kommissionens tidligere beslutning om ikke at rejse indsigelse mod skatteforanstaltninger i henhold til Pons-loven, der bl.a. vedrørte erhvervsinvesteringer i Saint Pierre og Miquelons turistindustri.
129 I øvrigt bemærker Retten, at Kommissionen i tidligere beslutninger om støtte til skibsbygningsindustrien har undersøgt, om betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt (Cosco-beslutningen, Kommissionens beslutning 1999/657/EF af 3.3.1999 om den støtte, som Tyskland har ydet Indonesien i form af udviklingsbistand i forbindelse med bygning af to opmudringsfartøjer ved Volkswerft Stralsund og salg af fartøjerne til Pengerukan (Rukindo) (EFT L 259, s. 19), og Kommissionens beslutning 1999/675/EF af 8.7.1999 om Forbundsrepublikken Tysklands statsstøtte til fordel for Kvaerner Warnow Werft GmbH (EFT L 274, s. 23)).
130 Især behandlede Kommissionen i Cosco-beslutningen støtten ikke alene i lyset af syvende direktivs artikel 4, stk. 7, men også på grundlag af artikel 87, stk. 1, EF. Støtten var en form for udviklingsbistand, som den tyske regering påtænkte at yde Folkerepublikken Kina i form af et lån til finansiering af containerskibe. Skibene skulle drives af statsselskabet Cosco, der var etableret i Peking. Skibene skulle bygges i Tyskland på tyske værfter. Beslutningens konklusion var, at den pågældende støtte fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet samt påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne inden for såvel skibsbygnings- som skibsfragtsektoren i et omfang, der stred mod den fælles interesse i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand.
131 Den anfægtede beslutning findes derfor så mangelfuldt begrundet, at Retten ikke kan udøve sin prøvelsesret.
132 Følgelig skal niende anbringende ligeledes tages til følge, hvorfor den anfægtede beslutning skal annulleres med den begrundelse, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 253 EF, uden at Retten finder det fornødent at behandle sagsøgernes øvrige klagepunkter og anbringender.
Sagsøgernes og Kommissionens mulighed for at påberåbe sig visse dokumenter, der er vedlagt stævningen
– Parternes argumenter
133 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgerne ikke kan påberåbe sig faktiske forhold, som Kommissionen ikke har fået oplysning om under den administrative procedure (Rettens dom af 6.10.1999, sag T-110/97, Kneissl Dachstein mod Kommissionen, Sml. II, s. 2881, præmis 102), og at spørgsmålet om sagsøgernes deltagelse i nævnte procedure er behandlet i forbindelse med sagens realitet. Ifølge Kommissionen er oplysninger om sådanne forhold overflødige, hvis de blot gentager oplysningerne i dokumenter, der er fremlagt under den administrative procedure, mens de må afvises, hvis de vedrører faktiske forhold, der ikke er behandlet under den administrative procedure. Derfor bør sagsøgerne ikke kunne påberåbe sig følgende dokumenter under retsforhandlingerne: bankens og CIL’s anmodning af 19. august 1996 om godkendelse af »Le Levant«-transaktionen, det franske Finansministeriums beslutning af 26. november 1996 om godkendelse af transaktionen, den franske fondsbørsbestyrelses påtegning og meddelelse af 3. december 1996, aftaleprotokollatet af 9. december 1996 indgået mellem banken og CIL, driftslederfuldmagten til CIL samt de købs- og salgstilsagn, der blev udvekslet mellem henholdsvis banken og CIL og EURL’erne og banken.
134 Ikke desto mindre finder Kommissionen sig berettiget til selv at henholde sig til disse dokumenter med henblik på at påvise, at sagsøgernes påstande i stævningen er ubegrundede, ligesom den anser Retten for kompetent til at tage hensyn til dokumenterne.
135 Ifølge sagsøgerne forudsætter Kommissionens argumentation, at den administrative procedure er gennemsigtig og gennemføres på en rimelig måde, hvilket ikke har været tilfældet i den foreliggende sag. Endvidere skal de af Kommissionen nævnte dokumenter nødvendigvis gennemgås under retsforhandlingerne, idet de har tilknytning til sagsøgernes annullationsanbringender. Desuden vedrører dokumenterne og de heraf udledte påstande ifølge sagsøgerne ikke den administrative procedure, men »Le Levant«-transaktionen, ligesom de viser, at Kommissionen har begået metodefejl.
– Rettens bemærkninger
136 Under et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF skal lovligheden af en fællesskabsretsakt efter fast retspraksis bedømmes efter de faktiske omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt. Særligt må Kommissionens vurderinger kun bedømmes på baggrund af de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, hvor den anlagde vurderingerne (dom af 3.10.2002 i sagen Frankrig mod Kommissionen, præmis 34, Rettens dom af 25.6.1998, forenede sager T-371/94 og T-394/94, British Airways m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2405, præmis 81, dommen i sagen Kneissl Dachstein mod Kommissionen, præmis 47, og dom af 11.5.2005, forenede sager T-111/01 og T-133/01, Saxonia Edelmetalle mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 67).
137 I den foreliggende sag er spørgsmålet om anvendelse af de omtvistede dokumenter ikke længere aktuelt, idet Retten har besluttet at annullere den anfægtede beslutning som følge af procedurefejl og utilstrækkelig begrundelse.
138 Under alle omstændigheder har Retten under behandlingen af det andet anbringende fastslået, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sagsøgerne kunne fremsætte deres bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF.
139 Derfor kan sagsøgerne påberåbe sig de omtvistede dokumenter til støtte for deres påstand om annullation af den anfægtede beslutning, ligesom Kommissionen kan bestride sagsøgernes argumenter under retsforhandlingerne. Dog kan Retten under alle omstændigheder kun bedømme dokumenterne inden for rammerne af sine beføjelser. Hvis dokumenterne indeholder oplysninger om faktiske omstændigheder, der strider mod de oplysninger, Kommissionen var i besiddelse af under den administrative procedure, og som danner grundlag for den anfægtede beslutning, kan Retten ikke sætte sig i Kommissionens sted og vurdere de faktiske omstændigheders eventuelle økonomiske eller retlige følger for Kommissionens analyse. Som Kommissionen med rette har anført i sine indlæg (svarskriftet, punkt 110), ville en sådan fremgangsmåde indebære, at Retten foretager sin egen analyse og drager sine egne konklusioner af de påståede nye faktiske omstændigheder i stedet for at efterprøve lovligheden af den anfægtede beslutning. Dette er imidlertid ikke Rettens opgave. Når Fællesskabets retsinstanser ikke kan sætte deres egen vurdering af de faktiske omstændigheder, navnlig af økonomisk art, i stedet for den, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen (Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 23, og Rettens dom af 15.6.2000, forenede sager T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 – T-607/97, T-1/98, T-3/98 – T-6/98 og T-23/98, Alzetta m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2319, præmis 130), kan de så meget desto mindre anlægge en helt ny vurdering ud fra oplysninger om faktiske omstændigheder, der ikke forelå under den administrative procedure.
Sagens omkostninger
140 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære sine egne omkostninger og betale intervenienternes omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling):
1) Kommissionens beslutning 2001/882/EF af 25. juli 2001 om den statsstøtte, Frankrig har ydet i form af udviklingsbistand til krydstogtskibet »Le Levant«, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon, annulleres.
2) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgernes omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
Vesterdorf | Cooke | García-Valdecasas |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. februar 2006.
Justitssekretær | | Præsident |
Indhold
Retsforskrifter
Pons-loven og Kommissionens beslutning om ikke at rejse indsigelser i henhold til artikel 87 EF og 88 EF
Rådets direktiv 90/684/EØF om støtte til skibsbygningsindustrien
Bestemmelser vedrørende den administrative procedure
Tvistens baggrund og retsforhandlinger
Beskrivelse af »Le Levant«-transaktionen
Den administrative procedure
Den anfægtede beslutning
Retsforhandlinger
Parternes påstande
Retlige bemærkninger
Formaliteten med hensyn til søgsmålet for så vidt angår visse sagsøgere
1. Fuldmagterne til visse enmandsvirksomheder (EURL)
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
2. De fuldmagter, en række fysiske personer har udstedt i eget navn
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Realiteten
1. Andet anbringende
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
2. Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og det niende anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Sagsøgernes og Kommissionens mulighed for at påberåbe sig visse dokumenter, der er vedlagt stævningen
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger