Sag anlagt den 8. juli 2008 - Tyskland mod Kommissionen
(Sag T-270/08)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma bistået af Rechtsanwalt C. von Donat)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
Kommissionens beslutning K(2008) 1615 endelig udg. af 29. april 2008 om nedsættelse af den støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til et operationelt program i Mål 1-regionen Berlin (øst) i Forbundsrepublikken Tyskland (1994-1999), der blev tildelt ved Kommissionens beslutning K(94) 1973 af 5. august 1994, annulleres.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen har ved den anfægtede beslutning nedsat den økonomiske støtte fra EFRU til det operationelle program i Mål 1-regionen Land Berlin i Forbundsrepublikken Tyskland (1994-1999).
Sagsøgeren gør til støtte for søgsmålet for det første gældende, at Kommissionen har foretaget en urigtig bedømmelse af sagens faktiske forhold. Sagsøgeren anfægter navnlig, at Kommissionen har fejlbedømt enkelte kontrolresultater og urimeligt har antaget, at der foreligger systematiske fejl ved administrationen og kontrollen.
Sagsøgeren gør for det andet gældende, at der ikke er hjemmel til at anvende faste og ekstrapolerede finansielle korrektioner på det operationelle program for programperioden 1994-1999, da der ikke fandtes regler for denne periode, der var sammenlignelige med artikel 39 i forordning (EF) nr. 1260/99
1. Endvidere udgør hverken bestemmelserne i artikel 24 i forordning (EØF) nr. 4253/88
2, eller Kommissionens interne retningslinier af 15. oktober 1997 om finansielle nettokorrektioner i forbindelse med anvendelse af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 eller princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning ved gennemførelse af budgettet i artikel 274 EF en tilstrækkelig præcis hjemmel. Der findes ifølge sagsøgeren heller ikke en passende, mangeårig og almindeligt anerkendt forvaltningspraksis.
Derudover gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, da der ikke foreligger uregelmæssigheder i denne forskrifts forstand. Sagsøgeren gør i den forbindelse yderligere gældende, at uanset om forudsætningerne for en nedsættelse i artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 måtte være opfyldte, burde Kommissionen have udnyttet sin skønsbeføjelse og foretaget en afvejning af, om nedsættelsen er forholdsmæssig.
Sagsøgeren gør subsidiært gældende, at de faste korrektioner er uforholdsmæssige, og at Kommissionen har foretaget ekstrapolationen på et utilstrækkeligt faktisk grundlag.
Sagsøgeren anfægter endvidere, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at angive en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede beslutning.
Sagsøgeren gør endelig gældende, at Kommissionen har tilsidesat partnerskabsprincippet, da den til trods for, at dens finansinspektører har foretaget adskillige kontroller i programperioden 1994-1999, på intet tidspunkt har overvejet økonomiske konsekvenser på grund af svaghederne i systemet.
____________1 - Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21.6.1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1).2 - Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).