Sag anlagt den 26. juni 2014 – Kendrion mod Den Europæiske Unions Domstol

(Sag T-479/14)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kendrion NV (Zeist, Nederlandene) (ved advokaterne P. Glazener og T. Ottervanger)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Domstol

Sagsøgerens påstande

Den Europæiske Unions Domstol tilpligtes at betale sagsøgeren en skadeserstatning for økonomisk skade på EUR 2 308 463,98 eller i det mindste på et beløb, som Retten finder passende.

Den Europæiske Unions Domstol tilpligtes at betale sagsøgeren en skadeserstatning for ikke-økonomisk skade på EUR 11 050 000, subsidiært på et beløb på mindst EUR 1 700 000,00, mest subsidiært i det mindste på et beløb, som parterne fastsætter i henhold til en af Retten fastsat fremgangsmåde eller i det mindste på et beløb, som Retten finder passende.

For hvert beløb tillægges morarenter af en størrelse, som Retten finder passende, fra den 26. november 2013 at regne.

Den Europæiske Unions Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dom af 26. november 2013, Kendrion mod Kommissionen (C-50/12 P, EU:C:2013:771) fastslog Domstolen en tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundrettigheder i sagen ved Retten dom T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, der vedrørte en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig af 30. november 2005 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] (sag COMP/F/38 354 — Industrisække), i det omfang den er rettet til sagsøgeren, og om annullation eller subsidiært nedsættelse af den bøde, sagsøgeren var blevet pålagt.

Domstolen har derudover fastslået, at tilsidesættelsen af forpligtelserne i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundrettigheder skal anfægtes ved et erstatningssøgsmål ved Retten, da et sådant søgsmål udgør et effektivt retsmiddel.

Sagsøgeren har anført, at Domstolen allerede i den dom har fastslået, at forudsætningerne for en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, er opfyldte.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at proceduren har varet fem år og ni måneder, mens en varighed på to år og seks måneder efter sagsøgerens opfattelse ville have været rimelig, således at den rimelige tidsfrist er blevet overskredet med tre år og tre måneder. Hvis retssagen var blevet afgjort inden for en rimelig frist, ville der således være blevet afsagt dom den 26. august 2010 i stedet for den 26. november 2013.

De økonomiske skader, som er opstået som følge af den urimeligt lange sagsbehandlingstid, består af de yderligere finansielle byrder, som sagsøgeren har måttet bære i det tilsvarende tidsrum. Disse skader består af de af Kommissionen for bøden på EUR 34 000 000 beregnede renter med tillæg af de omkostninger, som er opstået for dette tidsrum i forbindelse med bankgarantien for betaling af bøden og renter. Dette beløb nedsættes med de omkostninger, der ville have været forbundet med finansieringen af betaling af den skyldige bøde med rente til Unionen den 26. august 2010, såfremt Retten havde afsagt dom på denne dato.

Som erstatning for de ikke-økonomiske skader, sagsøgeren har påstået at have lidt som følge af den urimeligt lange sagsbehandlingstid, har sagsøgeren anmodet om en rimelig erstatning på 10% af bødens beløb for hvert hele år, den rimelige frist for proceduren for Retten er blevet overskredet, og en tilsvarende del af 10% for det ufuldstændige år. En sådan erstatning er passende, da Kommissionen på tidspunktet for beslutningens vedtagelse normalt forhøjede bøder med 10% for hvert år, overtrædelsen havde varet.

Subsidiært har sagsøgeren anmodet om en rimelig erstatning for de ikke-økonomiske skader på 5% af bøden. Dette beløb svarer til den erstatning, som Domstolen i tilsvarende tilfælde med væsentlige overskridelser af frister ved vurderingen af bøder i kartelsager har anset for rimelig.